Suså via Ringsted- Sorø

Ådal-projektet Mellemste Suså er et af de få steder langs den over 80 km lange å for vandrefolket.

Der var den så, Suså! En del af ådalsprojektet. Stadig præget af århundreders tæmning fra landbruget. Men nu er den omsider ved at bryde fri af disse lænker. Det vil dog nok tage mange år endnu at genskabe åen.

Og man skal så uendeligt meget igennem for at nå til strækningen til fods: ca. 10 kilometer fra Ringsted og 15 kilometer fra Sorø. Jeg valgte at gå begge veje - indrømmet at på hjemturen var det mest for at spise kanelsnurrer og få en latte til toget på Sorø Station som trak. Dum som jeg var, havde jeg glemt at det var helligdag, men jeg nåede det en anelse efter lukketid.

Ringsted Å, Oplevelsesstien, umiddelbart syd for jernbanebroen.

Oplevelsesstien, Ringsted Å Syd

Så er selve strækningen langs Suså med lidt god vilje 1½-2 kilometer lang. Jeg havde derfor på denne lange strækning valgt også at lægge så mange naturstier ind som muligt. De første 3 kilometer langs Oplevelsesstien Ringsted Å Syd. Her har man et glimrende smalt bælte langs åen med masser af fugleliv mm. Vest for er der det jordfarvede Danmark. Oplevelsesstien har jeg tidligere gennemtravet mod nord til Haraldsted Sø. Denne sydlige del virker mere "civiliseret".

Øst for Vrangstrup Øvej støder man igen på Ringsted Å (tror jeg nok det er). Og den forløber meget idyllisk næsten hele vejen ned mod Suså.

Hvad sker der med vejret i Ringsted? De få gange jeg har været der, har vejrudsigten lovet skyfri himmel. Sidste gang jeg nærmede mig stationen, rullede der en tyk tåge ind hele formiddagen. Og her til morgen var der igen overskyet. Dog var vejret i modsætning til dengang klart og sigtbarheden stor. Ellers er stien en glimrende vandresti. Den ender nord for Høm hvor man så ikke slipper for at gå et par kilometer ad den stærkt trafikerede Næstvedvej. Men i Høm svinger man skarpt mod vest ad Englerupvej som er en landevej uden den helt store trafik. Man kommer igennem er par øde bondegårde og huse samt en å vest for jernbanebroen.

Længere syd på ad Vrangstrup Øvej. Heste græsser fredeligt, og det fløjter og summer om ørerne på vandreren. Her er der endeligt lidt natur.

Her holder man kursen vestpå ad Sigerstedvej, og når man drejer syd på ad Vrangstrup Øvej begynder man endelig at kunne se ådalen,dvs RingstedÅdal. Så har man altså også gået omkring 10 kilometer for at nå så langt. Efterhånden forsvinder landbrugslandet til fordel for stadig større naturområder. Og det kan straks mærkes på fuglesangen. Den noget monotone lyd af lærker suppleres nu af adskillige andre som må være noget for ornitologer (jeg nøjes nu bare med at lytte til det). På den anden side af ådalen kan man se den mærkværdige Vrangstrup Kirke. Tilsyneladende uden tårn. Men der er et som man ikke kan se nordfra, et bindingsværkstårn oven på våbenhuset.

Udsigt mod Vrangstrup Kirke. Man kan lige ane det underlige tårn stikke op midt på taget.

Suså - endelig!

Ved parkeringspladsen ved Suså er der informationstavler mm med de afmærkede stier. Og nu begynder balladen. For det hele er enten stadig i projektfasen eller også er det meningen at man ikke vil anlægge stier, men lade publikum selv trampe stierne. Og når man først er kommet igennem området langs Ringsted Å (og de farlige køer) til broen hvor Suså støder til, er der ikke længere nogen sti. Faktisk ser det nærmest ud til  at jeg er den eneste der er gået der i meget lang tid. Der er et område mellem det elektriske hegn (med flere farlige køer) og åbredden, men det er pt overgroet med en knæhøj bevoksning af græs, brændenælder, skvalderkål og en velsignelse af vilde blomster. Godt for øjet, men ikke helt nemt at gå igennem. To steder er der oven i købet så sumpet at man må springe fra græstot til græstot. Men det skal ikke lastes nogen. Man skal bare være forberedt på at der ikke engang er en trampesti.

Mere Suså. Der er sus over strømmen, og man kan måske også ane det noget krævende terræn. Lad os bare sige at dette ikke er for kørestole.

Udsigten til åen og dens slyngninger er ganske fin og samtidig også et skoleeksempel på hvor meget landbruget gennem århundreder har ændret på den danske natur - samt hvor lang tid det endnu vil tage før det kommer til at ligne natur igen. Det ændrer dog ikke ved at dyre- og plantelivet allerede har taget området i besiddelse. Så skidt med at det er svært for vandrere. Sidste forhindring er at finde hvor der i folderen står at stien drejer mod nord til Hagbards Høj. Der er ingen afmærkning. Ingen antydning af sti. Og hvis man heller ikke ved hvordan Hagbards Høj ser ud, så er man på den. Men et råd er at kigge efter en rød klaplåge hvor det elektriske hegn ophører. Så kan man gå langs det op til højen.

Udsigten fra Hagbards Høj over ådalen. Mod sydøst. Åen løber i det lavest liggende område.

Næsten som sædvanlig lykkedes det mig at gå for langt, men blev dog stoppet af Tuel Å, og en truende koflok på den anden siden af åen, som kom løbende i møde, givet vis for at trampe mig til døde hvis jeg skulle vove mig ind på deres territorium. Det er først når man kommer meget tæt på Hagbards Høj at man overhovedet opdager at det er en gravhøj. Fra åbrinken ligner den så mange andre knolde i det kuperede landskab. Udsigten fra toppen af højen er flot. Man kan se virkelig langt.

Ved Alsted Mølle. Jeg har set smukkere møllemiljøer andre steder, men på en ellers noget monoton strækning en kærkommen afbrydelse. 

Mod Sorø

Vest for hvor Alsted Å krydser Alstedvej, er der et mølleområde. Der er nu tilsyneladende ikke så meget tilbage af selve møllen, men med lidt god vilje kan man forestille sig mølleanlægget med dam osv. Herefter kommer man ud på den næsten snorlige Alstedvej, og en næsten 5 kilometer strækning i landbrugslandet. Kun afbrudt af en lille tur gennem landsbyen Alsted. Vest for har man fra en bakketop en fantastisk udsigt mod syd over ådalen.

Udvalget af fotoer i dette indslag er lidt misvisende. Det meste af turn går man gennem landbrugsland. Her er en af de bedre udsigter. De vidtsstrakte bare marker, eller spirerne til hvede, byg og raps må man tænke sig til. Ikke noget at skrive hjem om.

De sidste 7 kilometer til Sorø er præget af skovområder, først Alsted Skov, dernæst Sønderskov. Ganske dejlige skovveje og på denne torsdag heller ikke særlig trafikerede, om end jeg godt kan forestille mig at Næstvedvej kan være ganske larmende.

Ruten

Rigsted Station. Oplevelsesstien, Syd. Næstvedvej. Høm. Englerupvej. Vrangstrup Øvej. Suså. Sigerstedvej. Alstedvej. Alsted. Næstvejvej. Sorø Station.

Holte - Kikhanerenden - Skodsborg

Bidende kulde og strabadserende terræn: På skov- og ådalstur en kold februardag i det nordsjællandske

Udsigten fra Skodsborg Station mod Strandvejen og Strandparken giver måske et indtryk af betingelserne for torsdagens vandring: Hård blæst, temperatur tæt på 0 grader. Noget der giver farve i kinderne!

En af Nordsjællands mange ådale går temmelig diskret (vist nok) fra Holte til Skodsborg. Camoufleret som Søllerød Sø, Den Indre Sø og Kalvemose i Søllerød Kirkeskov, Kikhanerenden og vist nok også Bøllemosen. Vist nok fordi den sidste ligger en anelse syd for, men pga. vejrets beskaffenhed - kraftig vind og tæt på frysepunktet - valgte jeg at gå gennem Jægersborg Hegn. Så må jeg have resten af Kikhanerenden til gode til en anden god gang!

Frost i Geelskov.

Første del af turen går gennem Geelskov - der rent vandremæssigt er lidt fysisk krævende pga det meget kuperede terræn. Og det er også bl.a. hvad skoven bliver brugt til - agility træning, bl.a. med en omfattende moutainbike-rute. Godt gennem dette terræn må man finde sig i at Søllerød Sø er privat område. Det er kun en ganske lille del i det sydøstlige hjørne som der er offentlig adgang til. Resten er "adgang forbudt" for de der ikke kender nogen der har købt grund ned til søen. Og de passer godt på ikke at lukke uvedkommende ind.

Udsigten fra toppen af Hulvejen som man kan se kommer ind i fotoet nederst til højre. Man kan fornemme hvor stejlt der er. Til venstre bag træerne er kirkegården og Søllerød Sø. Ved den stråtækte gård er der en smal jordvej ud til et sø-kik.

Søllerød - det gamle

I stedet for at gå efter at nyde søen, kan man fx gå efter det gamle Søllerød. Det samler sig omkring kirken og kirkegården med naboerne - den 1-stjernede Michelin-restaurant Søllerød Kro, museet Mothsgården og den nyrestaurerede og meget dramatiske hulvej forbi kroen ned til Søllerød Sø. Mothsgården er en gammel lystejendom fra slutningen af 1600-tallet for gehejmeråd og sprogforsker Matthias Moth. Uden for museet er der forskellige genstande man kan kigge på, bl.a. en klokke fra Nærum Kostskole med de opmuntrende ord: "Glad barndom, dygtig mand" og årstallene 1903 og 1907. Kostskolen eksisterer ikke længere. Den blev sprængt i luften under 2. verdenskrig, 1943.

Den Indre Sø set fra dæmningen der deler mosen og søen. 

Søllerød Kro har ikke altid haft en michelin-stjerne. Dens beliggenhed kan forklares med at den blev  startet i 1677 af den lokale præst og var beregnet på sognebørn og gennemrejsende. De tvangskristnede bønder og deres ansatte var imidlertid ikke lige begejstrede for kirken dengang, men når man nu alligevel skulle møde op i kirken for ikke at skulle betale mulkt eller i værste fald ende i halsjern foran kirken pga manglende fremmøde, kunne man vel lige så godt udveksle nyheder og erfaringer med andre i sognet, og det foregik altså ofte over bordet på kroen. I den grad at livet på kroen i 1824 blev beskrevet således i tidsskriftet Politivennen, og her fremgik det at man til tider ikke engang nåede længere end til kroen når der var gudstjeneste:

"Blandt de om man tør sige ulykkelige byer der ejer et sådant drikkehus, er også Søllerød By på Københavns Amt indbefattet. Det er ikke sjældent at personer af byens og omegnens beboere kommer ud fra den, segner på næsen og styrer deres kurs i forskellige retninger. Ja man ser ofte om natten kl. 11 og derover hele flokke at vælte ud af nævnte drikkehus, og på gaden foretager berusede og den laveste menneskeklasse uforskammet støjen, klammeri, slagsmål, gudsbespottelse og lignende, så at man ofte med god grund må være bange for at passere de steder hvor disse gaste sværmer omkring. Dog, det er ikke alene lørdag og søndag såvel som de øvrige dages aftener der vanhelliges til dette brug. Ofte har der fundet drikkeselskaber sted på søn- og helligdage under gudstjenesten, så at man stundom ser dette sted prydet med flere af Bachi end det hellige tempel af religionens tilbedere. Oh, harmende uforskammethed!"

Dette billede er i øvrigt noget ganske almindeligt forekommende også andre steder end Søllerød. Så dette er ikke specielt for denne landsby.

Søllerød Kro. Hvem ville ikke gerne indtage et måltid på et så smukt sted? Og man behøver ikke længere at være opmærksom på kirketiden.

På denne bidende kolde dag er der dog ganske mennesketomt, bortset fra en brav gartner som er i gang på kirkegården. Vest for denne kan man gå ad den nyrestaurerede oldtidsvej, Hulvejen, afmærket med en sten øverst og en planche der fortæller om dens historie. Den er ganske dramatisk og skærer sig vej ned i dybet langs en stejl skrænt hvorfra man har en mageløs udsigt over et lille område i søens østlige ende.

Kikhanerenden se fra Motorvejen mod vest. Dette er et af de få steder hvor man kan få et indtryk af rendens størrelse i det fri. På lange strækninger er den rørlagt eller utilgængelig. 

Ådalen og Kikhanerenden

Herfra er man nået ned i ådalen der går mod øst. Der findes stier på begge sider af dalen. Jeg valgte den sydlige for at gå i læ for vinden. Ådalen er ganske flot og et dejligt vandreterræn - selv med de frosne knolde der sætter anklerne på arbejde. Godt en kilometer mod øst lige før Attemosevej støder man på Kikhanerendens udspring. Her er også en planche som fortæller om rendens kranke skæbne siden 1950'erne hvor den blev rettet ud og belagt med fliser for at fungere som "spildevandsteknisk anlæg". Med andre ord kloak. Fuldstændig lige som den skæbne der overgik Harrestrup Å. Men modsat denne har man kunnet genskabe noget af dens naturlige forløb igen, hvilket man kan nyde godt af øst for Helsingørmotorvejen. Godt nok er åen kun tilgængelig i glimt, men selve ådalen er usædvanlig smuk at gå igennem.

Kikhanerenden øst for Motorvejen. Om der har været fliser her, ved jeg ikke. Men hvis der har, så er de i hvert fald fjernet.

Sidste halvdel af vejen mellem motorvejen og Egebækvej blev fredet i 1951 under navnet Kikhaneengen. Det afgræsses nu af kvæg. I fredningens vestlige hjørne er der indrettet en højtliggende Eventyrskov for mindre børn hvor man kan komme rundt og læse forskellige eventyr om væsner fra skoven. Kæmpeedderkoppen, Fortællebøgen mm. Man kan sagtens tage mindre børn med, da der er meget kort afstand mellem posterne. Faktisk kan man se fra den ene til den anden på denne årstid hvor intet er sprunget ud endnu.

Jægersborg Hegn. Solen titter bleg frem gennem skyerne. Søen er frosset til. Særlig megen magt var solen nu ikke, den varmer ikke spor.

Jægersborg Hegn

Kikhanerenden fortsætter mod nordøst, men ifølge kortet kommer men her mere ud i åbent terræn, og med den stive blæst og temperaturen tæt på frysepunktet, valgte jeg i stedet at gå mod øst og søge læ i Jægersborg Hegn. Terrænet her er ikke så kuperet som i Geelskov, men til gengæld er der en del mere at se på. Der er oldtidshøje, endda samlet i grupper på op til tre. Og så ligger der en meget lille, men anbefalelsesværdige mose, Bøllemosen ½ km. nordvest for Skodsborg Station. Engang var den en stor hængesæk, men den blev ødelagt af tørvegravning, og først i nyere tid er den begyndt at blive genskabt. Der er en vist nok ret nyanlagt gangbro midt gennem mosen hvorfra man kan se hængesækken. Et mærkeligt og sjældent landskab med sin særegne karakter.

Bøllemosen. Hængesækken er ved at blive genskabt efter at være blevet gravet væk. Søen er omkring 3,2 meter dyb, og hængesækken vokser hen over det dybere vand.

Bøllemosen

Først kom planten mosebølle, så blev Bøllemosen opkaldt efter planten, og så kom der i 1885 en flok læredrenge der vakte opmærksomhed ved deres uvornhed og om søndagen opholdt sig i Bøllemosen, "Bøllesjakket". Herefter til ordet bølle alment kendt som en person, der overfalder sagesløse mennesker. Og det er ganske vist! Det står i Ordbog over det danske Sprog. Bøllemosen ser ikke ud af ret meget, men det gør specielle landskaber en gang imellem. Også selv om de ikke bare er specielle, men også værdifulde.

Skodsborg Station. Københavnere kan godt føle sig hjemme her. I stueetagen holder en af Københavns Skovbørnehaver til (indgangen er i gavleen), og på en dag som denne sætter børnene deres præg på de skovlige omgivelser.

Skodsborg

I 1980'erne kørte jeg forbi Skodsborg i kystbanetogene, men da jeg nu ser stationen slår det mig for første gang hvor stor den egentlig er. Den er fra 1897 og ikke overraskende tegnet af Heinrich Wenck. Frederik VII og Grevinde Danner til her i midten af 1800-tallet. Og snobberi tiltrak kongeglade villabyggere og (bade)hoteller ("Øresund" og "Skodsborg Søbad"). Den internationale turisme krævede naturligvis en fornem station. Og derfor ligger der nu denne statelige kæmpestation på et næsten mennesketomt område i udkanten af en skov. Ellers er der ikke meget at komme efter i Skodsborg som vandrer. Den diminuitive Skodsborg Strandpark er ikke ret meget større end et hundetoilet, og udsigten er ikke Øresundskystens bedste. Nedenfor stationen rinder en kilde. Skodsborg er bl.a. kendt for sit sanatorium, så jeg ved ikke om det engang skal have været særligt godt vand i den kilde. Men nu er der er advarselsskilt om ikke at drikke vandet.

Alting ser bedre ud i solskin, og specielt sådanne landskaber som disse. Og på fotoer ser det egentlig mere trist ud end det er i virkeligheden. Man skal dog ikke lade sig narre af fotoerne. Det er en ganske dejlig tur, selv i strid blæst og bidende koldt. Dele af ruten falder sammen med Rudersdalruten.

Ruten

Holte Station. Geels Skov. Søllerød gamle by. Rævebakkevej/Søllerød Kirkeskov. Kikhanerenden. Egebækvej. Jægersborg Hegn. Bøllemosen. Skodsborg Station.

Oversvømmelser: Store Vejleå

Ishøj - Måløv langs Store Vejleåstien og Vestegnstien er en over 20 kilometer motorkøretøjsfri vandre- og cykelsti. I denne tid med en ekstra attraktion: oversvømmelser

Tranegilde Mose. Et eldorado for fugle, insekter og anden god natur. Utilgængeligt for mennesker 

I denne tid kan man opleve det fascinerende syn det er at se naturen spille med musklerne, i dette tilfælde vandmasser som har oversvømmet de nedre 10 kilometer langs Store Vejleå. Værst er det ved broerne under Holbækmotorvejen mellem Vallensbæk Sø og Tueholmsøen. De er ganske enkelt ikke passable, men oversvømmet. Jeg måtte ud på en 2½ kilometer omvej til Vejlegårdsvej.

Oversvømmet mark ved Store Vejleå nord for s-banen. Køerne ser ud til at være ligeglade og nyde vejret.

Naturen kræver sin ret

Derudover er store dele af stien oversvømmet med vandhøjder op til midt på skinnebenet. Først nord for Motorring 4 er stierne helt tørre. Med al respekt for de mennesker som må lide under oversvømmelserne, så kan jeg ikke andet end at være imponeret over disse stille, men enorme kræfter som her er i gang. Udløst af den vedvarende regn der har været siden sommerferien.

Åen skal ikke stige meget mere før haverne bliver sat under vand. Her nord for s-banen. I forgrunden Store Vejleå

Store Vejleå er gennem århundreder er blevet bastet og bundet, langt i render, inddæmmet af dæmninger ja sågar i 1937 decideret flyttet. Tranegilde Mose var engang en fjord, siden en mose som først blev ryddet, siden 1856 forsøgt reguleret med højvandssluse. Alt sammen til ære for landbruget. Og alt sammen alvorlige indgreb i naturens orden som trods regnvandsbassinet Vallensbæk Sø nu viser sin bagside.

Vallensbæk Sø. Stien er sat under vand, og både bænk og planche står lidt uhjælpeligt akavet ude i søen. Det samme gælder de næsten oversvømmede skilte langs søen

Trods Vejle Å er blevet renset op, kan vandet ganske enkelt ikke komme hurtig nok væk. Og det bliver formentlig ikke bedre i fremtiden med klimaændringerne som betyder havstigninger, og altså endnu dårligere muligheder for åens afløb. På den lille kilometer nord og syd for s-banen der er bebygget med parcelhuse, står haverne under vand. Og dæmningen som skal holde Vejle Å væk fra mosen og vandet i åen som et andet Holland over vandstanden i mosen, er også sine steder ved at være oversvømmet. Vandet siler visse steder gennem dæmningen.

Stien, eller pt vandvejen langs østsiden af Tueholm Sø. I baggrunden kan man se teltene fra restauranten. De står nu ude i søen.

Den nordlige bygning af Vallensbæk Vandskiklub står i vand. Men hovedbygningen er dog bygget på en forhøjning, så den ser ikke umiddelbart ud til at være truet. Også haven til restauranten i det sydøstlige hjørne af Tueholmssøen er oversvømmet. Teltene i haven stod under vand, enkelte endog helt ude i søen. Både stien langs østsiden og vestsiden af denne sø er også totalt oversvømmede. Man kan først komme ned på stien igen syd og vest for Høghsbjerg. Herefter går man nogenlunde tørskoet indtil området nord og syd for Roskildevejen. Her er stien til gengæld oversvømmet ganske markant.

Oversvømmelsen ved stien til Vridsløselille er både lang og dyb. Her måtte Vandringsmanden af med skoene og på bare tæer soppe et langt stykke med vand op til midt på skinnebenene.

Men fuglene elsker det! Overalt er der store skarer af trækfugle for hvem Tranemose og selv nogle af markerne hvor der græsser kreaturer, er blevet et rent slaraffenland for frøer, insekter osv og dermed også et eldorado af madorgie for fuglene.

Får syd for Snubbekorsvej og et prægtigt syn med flotte skyer i baggrunden. Heller ikke fårene synes at tage sig særlig meget af de sumpede områder på dele af marken. Det er her iglerne var

"African Queen"

Mine vandrestøvler viste sig at være komplet uegnede til passage på de oversvømmede stier, så jeg måtte vade igennem på bare fødder. Et enkelt sted gik der endda lidt "African Queen" over det da jeg følte mig som Humphrey Bogart der blev overfaldet af igler. Øst for Motorring 4 var søerne på stien nemlig ganske fyldt med store sorte igler. Jeg var da også lige ved at vende om, men nysgerrighed efter flere oplevelser af oversvømmelserne overvandt den plan. Og nej, jeg blev ikke angrebet af iglerne.

Rekonstruktionerne af forskellige vejbelægninger af vikingetidens veje. I forgrunden nogle sten som formentlig skal lægges. 

Ved Risby ser det også ud til at man nu endelig har fået etableret en rekonstruktion af vikingestien til vikingelandsbyen.

Afsked med den bedste del af stien ved Risby Å. Længere nordpå kommer man ud i det sortladne landbrugsland. Et noget ensformigt og kedeligt terræn. 

Sortladent, åbent land

De 12 kilometer fra Ishøj til omkring Risby bevæger man sig i en naturkorridor hvor man godt nok hele tiden kan høre motorvejene, men synet er grønt. Dette ændrer sig nord for Risby, ca 2 kilometer syd for Ledøje hvor man bevæger sig ud i landbrugslandet. Og det gælder hele resten af stien til Måløv. Stien er for så vidt ganske glimrende til vandring. Men den byder ikke på de store syns- eller lydoplevelser. Man går langs tyste og sortladne marker. Selv rabatten er ensformig og lidt kedelig at se på.

Ledøje er faktisk den eneste landsby som ruten går igennem. Og så Måløv helt mod nord.

Og så lykkedes det mig ved et tilfælde at finde svenskestenen som jeg siden april 2013 forgæves har spejdet efter. Den ligger på Skebjergvej ved Smørum Genbrugsplads. Her ligger 10 svenske krigere som faldt for Smørum Bønders hånd i 1659. De sidste to kilometer går så gennem byområder i Måløv. Jeg valgte stierne gennem det lave række- og etagebyggeri.

Ruten

Ishøj Station. Store Vejle Å Stien/Vestegnsruten. Ledøje. Måløv. I alt lidt over 20 kilometer.

Jørlunde - Sundbylille - Frederikssund

Midt i en periode med gråvejr, skiftevis regn, tøsne og tåge kom så lige en fredag med høj sol, let til frisk vind og nyfalden sne

 

Strandengen ved Græse Ås udløb i Roskilde Fjord. Som det ses er området meget svampet. Men til foråret tørt nok til at køer bliver lukket ud i området. Sigtbarheden er stor, man kan se helt til Frederiksværk uden problemer.

Alting ser bedre ud i solskin. Tilmed er solen begyndt at varme, så man næsten får lyst til at stoppe op, lukke øjnene og nyde solen i ansigtet. Hvis ikke det var så koldt. Og sneen er god til at dække over triste, "brændt-jords-taktik"-udseende marker og dæmpe lyden fra de stort set allestedsnærværende biler. Så gør det ikke noget at den lidt friske vind river lidt i kinderne. Fredagens rute fra Jørlunde over Sundbylille til Frederikssund bød på landbrugsland, landsbyliv, fugtige åområder og strandenge samt kik til Roskilde Fjord. Strækningen ikke en decideret vandresti, men bort set fra et par kilometer dog med tålelig trafik.

Gadegård ved Jørlunde er den første af mange fritliggende gårde på denne rute. Omgivet af kulturstepper hvor biodiversiteten bliver styret med hård hånd. Kun få afgrøder får lov til at gro her, og dyrelivet er derefter.

Tøvejret var sat ind, men dog ikke mere end at landskaberne stadig fremstod som sneklædte. Faktisk var det kun stierne som var fyldt med pytter og tøsne. Hvilket kan være temmelig vanskeligt at bevæge sig i.

Ved Påstrupgård på Sundbylillevej har man forsøgt at bevare eller genskabe noget med plads til andet end raps, hvede og byg tæt på gården. Der er en lille dam og høje træer. En lille flok fugle på træk blev det også til i dette område.

Kulturstepperne

De første seks kilometer af ruten går gennem landbrugsland. De bare marker ligger som enorme ismarker uden liv eller tegn på liv i form af fuglesang. Kun en flok grågæs havde slået sig ned på en mark tæt på Sundbylille, formentlig for at hvile sig. Ellers ligger der en del flotte gårde, regelmæssigt spredt i det meget åbne og bare landbrugslandskab hvor kun ganske få træer og kratbevoksninger bryder monotonien.

De hvide bygninger på Steensbjerggård gør sig ganske godt bag den hvidklædte kultursteppe. Kun alleen med træerne bryder med det hvide. Går man under træerne, er man under bombardement at nedsmeltede små isstykker. Ufarlige, naturligvis.

Sundbylille

Man skal ind i småbebyggelser som Sundbylille, eventuelt også i haveområder omkring gårdene, i parker og skove før man kan se og høre tegn på at fuglene forventer at foråret er på vej.

Man skal næsten helt til Sundbylille for at opleve noget levende, her den omtalte flok grågæs. Man bliver næsten helt oplivet af at høre andre lyde end vinden.

Landsbyen selv rummer en del godt vedligeholdte gårde, men ikke alle bliver brugt til landbrug. Bybjerggård er fx lavet om til B&B, kro, hotel og konferencecenter. Da jeg passerer, er der ikke tegn på liv, men skinnet bedrager måske. Besøger man kroens Facebookside, opdager man at den har over 1.600 synes godt om'ere, og der hver fredag serveres gourmetmiddag med eksotiske ingredienser som fx jordskokkesuppe, kammusling, barderet torsk, pommes duchesse, brændte løgskaller, choronsauce og en ny fortolkning af cheesecake m. vindruegranité.

Fra bakken vest for Sundbylille har man et godt overblik over den lille landsby som ligger omgivet i et kæmpeocean af snemarker. Byen ligger nærmest og putter sig lidt.

Grønlien Skov

Tæt på Frederikssund har man forsøgt at bryde det monotone landbrugsland ved skovrejsning, Grønlien Skov. Skoven er dog ikke særlig stor, 50 ha og blev plantet 1999-2000. Et kvarter, og man er igennem dem, hvis man giver sig god tid. Hele tre daginstitutioner holder til tæt på skovens sydvestlige hjørne.  Midt i skoven ligger et vandindvindingsområde, så der bliver ikke brugt pesticider. Hvilket er meget betryggende. På mine vandværksvandringer er jeg blevet noget bekymret over hvor tæt landmændene er på kildevandspladserne. Og spor af sprøjtemidler findes i mange boringer, nogle har helt måttet lukke pga for højt indhold. Her kommer statsskovene ind og får en til at være mere rolig.

En af hovedstierne gennem Grønlien Skov. En lille nåleskov er plantet cirka midt i. Langs vejen stabler af træ.

Det er svært at se andet end birketræer ved første øjekast, og skinnet bedrager! Det er bare fordi stammerne er camoufleret af sne og is. I virkeligheden er det eg, bøg, kirsebær, ask, lind og ægte kastanie. Og douglasgran og lærk. Om 30-40 år skoven måske mere end nu begynde at ligne en "rigtig" skov. I år har det været tyndingsår og stablerne ligger meterhøjt og langt langs stierne.

Øglekærgård ved J. F. Willumsensvej, lidt syd for Frederikssund Sygehus. Et par heste er blevet lukket ud. Men ikke af bondemanden, for stedet bruges som et aflastningssted for unge.

Roskilde Fjord

Jeg har tidligere vandret langs Græse Å og kommer også i dag langs dens nedre løb inden den udmunder i Roskilde Fjord. Strandengene er helt oversvømmet. Til foråret og sommeren vil de tørre noget ud og igen fungere som græsningsarealer for kvæg. Det er indledningen på den sidste del af vandringen langs Roskilde Fjord ad Fjordstien.

Græse Å. Der er temmelig meget vand i åen som følge af afsmeltningen. Og til tider løber den endda over sine bredder, ifølge nogle advarselsskilte hist og pist.

Denne gang vælger jeg at gå ovenpå klinten, modsat tidligere, hvor jeg har gået langs stranden. Det betyder at man ikke kan se de drabelige klinter, men til gengæld har en fantastisk udsigt over Roskilde Fjord. I det klare vejr kan man fra nordpynten ved Frederikssund se helt til Frederiksværk ca. 15 kilometer væk uden de store problemer og fotografere med et minimalt tab af skarphed på grund af den ringe dis.

Strandengen tager sig godt ud i sneen. Man får her også et indtryk af hvordan stierne var på denne bedårende vandring. Heldigvis var det intet problem for fodtøjet.

Skyllebakken

På vej ind til Frederikssund bør man tage et smut gennem det meget særprægede kvarter, Skyllebakken. Det er ikke særlig stort, og selve vejen igennem er meget smal. Historien går som bekendt tilbage til omkring år 1800. Da slog gifte karle, fiskere og andre jævne folk sig ned udenfor byportene. Lidt som et datidens svar på nutidens Christiania. De tider er for længst forbi. Husene er istandssat og andre beboere har overtaget stedet. Men kvarteret er bevaret som et minde om dette specielle hjørne af Frederikssunds historie.

Skyllebakken. En bil kan med nød og næppe klemme sig igennem gaden. Som det ses er husene alle fint istandsat og bærer ikke meget præg af fortiden.

Ruten

Jørlunde. Sundbylillevej. Påstrupvej. Sundbylillevej. Sundbylille. Ågade. Grønlien Skov. Græse Å. Fjordstien. Frederikssund Station. Ialt ca. 16 km.

Harrestrup Å og Mose

Denne tur er et fast indslag på webloggen. Så nyd bare billederne og klik eventuelt på de tidligere indslag om åen og mosen

Mose og motorveje

Harrestrup Å udspringer her fra Harrestrup Mose, ca 1 km vest for landsbyen Harrestrup. Engang et flot naturområde. Nu lydmæssigt domineret af en konstant støj fra Frederikssundmotorvejen. Man har nemlig lavet en hoj støjvold mod kolonihaverne mod nord. Men ikke mod syd.

På sin vej østpå strømmer åen de første 1-1½ km under to stærkt trafikerede motorveje. Udover Frederiksundmotorvejen også Motorring 4. Der er dog etableret en fodgængersti under, som her under Motorring 4 hvor man skuer mod øst udover Harrestrup Ådal. Til venstre efter tunnelen ligger Svanesøen og til højre Ådalen. Herfra er der ca ½ km med flotte naturområder.

Harrestrup Ådal og Svanesøen

Den østlige ende af ådalen før Harrestrupvej er et yndet område for fugle. Her er det flokke af gråænder syd for åen. Mon ikke de er på vej sydpå? Noget af området er lukket af, men man kan se ind over det. Svanesøen befinder sig bag træerne og endnu længere nordpå Ballerups sportsområde med Super Arena, idrætspart, stadion, svømmehal, boldbaner mm

Kolonihaver

Øst for Harrestrupvej forløber åen gennem et kolonihaveområde, Kildegården. Hele 1½ km. Og bestemt ikke den mest interessante del af turen. Åen har her mest karakter af en dyb grøft som det kan være svært at se. Undtagen her ved Harrestrup Bro hvor åen slår et lille knæk mod nord.

Yndlingstykket

Et par hundrede meter vest for Smedebæk Bro støder Bymose Rende til Harrestrup Å som derved får en kraftig forstærkning. Åen fortsætter som Harrestrup Å. Og dette sted er mit yndlingssted fordi der også er et lille vandfald. Bymose Rende kommer bagest fra venstre. Harrestrup Å fra højre. I dag er det endda muligt at bruge den lille hjemmelavede bro til at passere åen. Den afhuggede fod der hænger i snoren, må være noget fra Halloween.

De næste ca 1½ km indtil Vestforbrænding er så absolut mit yndlingsstykke. Her er man ikke bare dejlig fri for at høre den øredøvende larm fra motorveje og andre trafikerede veje, åen er også her omgivet af grønne områder til begge sider. Skovlunde Naturpark bl.a. Fotoet viser pumpestationen på en af de ældste kildepladser, nr. VI som siden 1859 har leveret frisk grundvand til Københavns indbyggere. Den ligger ved Smedebæk Bro.

Omtrent her med Ejby Mose til venstre udenfor billedet slutter så åen med at være nogenlunde fritløbende. På højre side af åen ligger haveforeninger. Fårene er taget ind for vinteren. Og åen er godt renset for siv og andre gevækster. I baggrunden aner man at åen her - som det eneste sted - løber igennem et lettere kuperet område.

Spildevandsteknisk Anlæg

Fra Vestforbrænding og hele resten af vejen ud i havet skifter Harrestrup Å fuldstændig karakter. Den bærer stadig præg af den tid hvor den ikke var en å, men blev betegnet et "spildevandsteknisk anlæg". Det samme gælder Sømose Å som løber sammen med Harrestrup Å netop her, ca i billedet ved Ballerup Boulevard. Undskyld jeg skriver det, men det ser utrolig grimt ud med fortovsfliserne langs åen. Men det fortsætter altså de resterende ca. 10 km hele vejen ud i havet, også hvor åen skifter navn til Damhusåen, Langvadså eller hvad andre navne den nu måtte have haft gennem tiderne. Nedenfor ses fliserne tydeligt (ved Viemosebro).

Om åen nogensinde vil blive biologisk levende igen med fisk, padder og andre gode sager, vil tiden vise. Tiden som spildevandsteknisk anlæg har formentlig spoleret mulighederne lang tid ud i fremtiden. Det er så nemt at ødelægge en ås biologiske liv, det er så forbandet svært at genoprette det. Men som man kan se er der altså stadig masser af vand som udgangspunkt. Helt anderledes end fx Ladegårdsåen som der blev postet mange penge i at undersøge om man kunne give kunstigt åndedræt. Tænk engang om man kunne sejle op ad åen, eller drive lystfiskeri i den!

Græse Å

"Sejle op ad åen, sejle nedad igen, det var vel nok en dejlig sang, den må vi ha' endnu engang" Den såkaldte nationale sangskat er fyldt med illusoriske sange

De sidste 500 meter af Græse Å inden den udløber i Roskilde Fjord er skarpt bevogtet af køer, men fra Byvej får man et indtryk af den flade eng hvor unge træer er ved at vokse op langs bredden.

Med mindre man er Odense Å eller andre af den håndfuld danske åer hvor man kan sejle (tilladt eller ikke tilladt), er der ikke mange åer der matcher den populære sang. Græse Å er en af Nordsjællands typiske åer. Forestillingen om hvad en å er, varierer meget i den danske befolkning: Landmænd og lodsejere ser dem helst indskrænket til en 1-2 meter bred grøft med vand i (når man nu ikke kan få lov til at fylde dem op). Industrivirksomheder ser spildevandstekniske anlæg. Vandværkers kildepladser ligger ofte langs åer. Tidligere vandmøller kan omsættes af turist- eller museumsbranchen til idylliske udflugtspunkter. Og naturelskere ser åer som ådale med dyr, fisk, insekter.

Fra Byvej og 1½ km til Græse Mølle løber Græse Å i mere naturlige omgivelser. Et skilt advarer om at der kan forekomme oversvømmelse ved kraftig regn og havstigning i fjorden. Syd for kan man opleve at se fly, her ligger en svæveflyveplads. Åen ser på denne strækning nogenlunde ud som på billedet.

Landbrug

Græse Å har mest af alt været underkastet landmændenes interesser: Store strækninger af Græse Å løber gennem åbent land uden skyggegivende beplantning. Man beplantede dog 1990-94 en strækning på sydsiden af vandløbet for at give skygge med løvfældende træer og buske med oprindelse fra den danske natur. Men ellers kan man også finde områder hvor alle de nævnte interesser afspejler sig. Arealerne omkring Græse Å er af høj dyrkningsværdi. Mellem Græse Mølle og Slangerup er der marker både nord og syd for. Nord for åen strækker markerne sig generelt helt ned til åbredden med mindre jorden er for sumpet. Syd for er der korte strækninger hvor det ser ud til at man har bevaret randzonerne, i hvert fald for en tid.

Bakken i baggrunden vidner om at åen her falder, og det gav også vand nok til Græse Mølle. Vest for Frederikssundsvej er der 10 vandtrappetrin.

Kært barn, mange navne

Åer har det med at have flere navne, alt efter hvad de lokale har brugt af betegnelser gennem tiderne. Og således er det også tilfældet med Græse Å som på andre strækninger kaldes Kedelsø Å og Langsø Å. Kedelsø Å og Langsø Å blev i 1951 optaget som amtsvandløb i Græse Å. Dette afsnit har jeg tidligere dækket fra Slangerup, så dagens etape går fra Frederikssund til Slangerup. Men i grunden er den samme å med en længde på lidt over 15 km, hvoraf kun 50 meter er rørlagt ved Krogenlundvej efter at man frilagde åen i 1994. Selve oplandet er 33 km2.

Åen ved Græse Mølle vidner om fordums storhed da fosset var kraftigt nok til at drive mølledrift. Her er der 10 vandtrapper. På denne strækning ser åen ganske velplejet ud, ligesom helt til Slangerup.

Åen (eller åerne) fik op til midten af forrige århundrede lov til at være å. Indgreb i dem var beskedne. I 1912 blev den uddybet, i 1952 blev Kedelsø Å og Langsø Å reguleret. Frederikssund Kommune har udarbejdet et Regulativ for Græse Å. Det er uden årstal, men formentlig fra  1990'erne.

De 1½ km mellem Græse Mølle og Åbrinken kan man ikke følge åen. Øst for Græse Mølle er der på begge sider private veje med adgang forbudt. Her sydfor åen omkring Ryegård.

Når man følger åen, vil man opdage at strømmen er ganske betydelig. Dette skyldes bl.a. at  der bliver tilledt af spildevand og overfladevand fra befæstede arealer, og fra overfladeafstrømning fra landbrugsarealer. I 1993 blev etableret en fiskepassage i form af en bassintrappe og et stryg ved Græse Mølle, hvor der tidligere fandtes et styrt, der var umuligt at passere for fisk. Den er dog svær at få øje på i dag. Men der er 10 gamle vandtrapper.

Omkring Ryegård forløber åen i et noget sumpet område. Man kan lige ane åen som en mørk streg gennem sivene. I baggrunden ses huse langs Hørupvej.

Vandtilførslen

Græse Å modtager spildevand fra rensningsanlægget Lynge samt Slangerup Rensningsanlæg, hvorfor en meget stor del af sommervandføringen udgøres af spildevand. Vandkvaliteten er derfor til tider meget dårlig og vandstanden meget svingende. Der forventes i den kommende periode en udbygning af regnvandsbassiner i oplandet til vandløbet.

Egentlig ligger Lindbjerggård næsten 2 km fra åen, men der ser da idyllisk ud, og der er ganske enkelt områder man må opgive at følge åen og i stedet bruge landeveje som fx Græsevej.

Vandværker

Vandværker er både godt og skidt for åen. Godt fordi det hele så ikke bliver pløjet op, skidt fordi vandværker dræner området. I Græse Å’s opland blev der i 1992 i alt indvundet omkring 4,0 mill m3  grundvand til almene vandforsyningsformål. Størsteparten gik til 3,1 mio m3  Københavns Vandforsynings kildeplads ved Hørup. Det primære grundvand blev sænket 5-10 meter som følge af vandindvindingen, så der blev 1993 indgået aftale om at nedsætte indvindingen på Hørup kildeplads til maksimalt 2,5 mill. m3  pr. år.

Ad Åbrinken har man igen kontakt med åen, der her forløber tværs gennem billedet. Området mellem åen og stien bevogtes af farlige dyr. På den anden side gården Christianshvile.

Siden begyndelsen af 1950’erne er Græse Å blevet nivelleret og reguleret efter bestemmelser om bundbredde, fald og anlæg. Selv om det er svært at se åen, så kan man dog prøve at trænge igennem urskoven flere steder for at se åforløbet. Mine stikprøver viste at dette ser pænt ud, uden tilvoksning. I hvert fald helt ind til Slangerup. Og jeg fandt såmænd da også en enkelt, lille frø.

Mellem Hørup Skovvej og de 700 meter til HOFORs kildeplads er der ufremkommeligt terræn. Ofte breder ådalen sig ind på markerne og man må gå en omvej gennem meterhøj bevoksning. Sine steder overstiger det hovedhøjde, og generelt når det til brystet.

Miljøvenlig vedligeholdelse

Græse Å er reguleret i hele sit forløb, men den fysiske variation i vandløbet er dog ganske god på grund af flere års miljøvenlig vedligeholdelse. Profilet er på adskillige strækninger begyndt at udvikle overhængende brinker, dybe høller og stryg. Samtidig er vandløbets forløb blevet mere bugtet.

Åen syd for kildepladsen og tæt på Speedway-banen. Her langs kildepladsen ser det ud til at beplantningen har bredt sig. Det anbefales at bruge kildepladsens sti. Den sydlige bred er på dette stykke nærmest ufremkommeligt uden machete.

Det første regulativ for Græse Å fra 1882 var et fællesregulativ med en række ”almindelige bestemmelser” suppleret med bestemmelser for de enkelte vandløb. Disse bestemmelser er dog af overordnet karakter. Bundbredde, fald og anlæg angives kun omtrentligt og omfatter lange strækninger. Siden er der sket en masse. Landsbyer er vokset til byer. Landbrugsarealer er gået fra ekstensivt til intensivt. Vandværker har drænet jorden. Industrier hældt giftigt spilde vand i åen.

Mellem Hauge Møllevej og Birkemosevej i Slangerup har man forsøgt at genskabe noget af ådalens engagtige karakter.

Og nej, man kan ikke sejle på Græse Å, måske tage en tur med gummistøvler. De høje skrænter langs åen vidner imidlertid om at der har været mere vand. Måske har man endog kunnet sejle her for generationer tilbage. Men efter det forgangne århundredes intensive brug af åen ser det ud til at det moderne menneskes krav om rekreation måske vil skabe liv i åen igen.

Ruten

Lidt svær at beskrive. Man må improvisere. I kilometer er der ca. 13 kilometer, men det er absolut strabadserende terræn, så det er sværere end kilometertallet lader ane.