Måløv, Store Vejleådal, Taastrup

Tur på gang- og cykelstier gennem det bakkede landbrugsland og den fredelige Store Vejleådal er en afslappende efterårsvandring.

Jeg er ikke så meget ude på nye eventyr for tiden, så det bliver næsten kun til kendte stier, blot i forskellige retninger og på forskellige tider af året. Denne gik fra station til station. Jeg er tidligere gået i dette område den 25. april 2013, den 21. april 2014 hvor jeg studerede anlæggelsen af motorvejstilkørslen, og endelig oversvømmelserne 15. september 2017 (som også blev bragt i TV Lorry).

Kik fra Smørumnedre mod Smørumovre Kirke. Smørumnedre har enkelte spredte hus fra landsbytiden, men noget egentlig sammenhængende område er der ikke tale om.

Starten af turen gennem Mårum kan man vælge sådan lidt forskelligt. Ruterne byder på nogenlunde det samme, men man kan dog som jeg gjorde i dag lave en mindre omvej lidt vestpå for at opleve resterne af den gamle landsby, Smørumnedre. Der ligger enkelte bindingsværkshuse og gårde tilbage. Omend det ikke på nogen måde skal gøre det ud for et samlet billede af hvordan her har set ud i meget gamle dage. Modsat Smørumovre er Smørumnedre i den grad præget af moderne sovebysvillaer.

Stien fra Smørumnedre til Ledøje, snorlige. Her ved Loholmgård.

Ledøje

Syd for Smørumnedre starter så Risby Mosesti som leder ned mod Store Vejleådal. Men først dog forbi den velbevarede landsby, Ledøje. Velbevaret, forstået som at man nogenlunde har bevaret de ældre huse. Hvad der er væk, er selve landsbylivet og de funktioner som husene blev bygget til. I hvert fald de gange jeg har passeret byen. Der er ingen forretninger, og et bedragerisk skilt med "Cafe" kunne forlede til at man her kan få en kop kaffe. Men det kan man ikke, med mindre man lejer hele balladen til festlokale.

Ledøje Landsby. Mennesketom. Men stemning er der da, med denne flotte spejling af huse og kirke. Cafe er i virkeligheden et hus man kan leje til festlige lejligheder.

Byen samler sig om landsbykæret. Eller, husene gør. For beboerne er der ikke på denne lidt grå, men ellers udmærkede efterårsdag (og ved de andre lejligheder jeg har været her), ser jeg kun enkelte beboere som haster til eller fra deres biler. Kun ved kirken er der lidt liv i form af en rengøringsmand.

Kik fra kirkegården mod syd. Mere landsbyagtigt kan det vel næppe blive. Der mangler kun lugten af komøg og gylle.

Der er låst til kirken ellers, så jeg får ikke genset det lidt særprægede indre. Må nøjes med udsigten fra den bakke hvor kirken ligger. Får også kikket lidt nærmere på forsamlingshuset. på vej tilbage til stien mod syd til Store Vejleådalen. I udkanten af Ledøje mod syd dukker der en enlig rytterske op. Her er en rideskole - en typisk anvendelse af de gamle gårde overalt på Sjælland.

Risby Mosevej forbinder Ledøje med Store Vejleåstien.

Risby Mosevej har jeg ikke gået på før. Den fører gennem et landbrugslandskab med spredte kreaturer, men ellers de sortladne pløjmarker. En gård hist og pist i det fjerne. Ikke så befolket med dyre- og fugleliv, men til gengæld heler ikke så plaget af motorvejslarmen længere sydpå.

Rekonstruktion af en bro fra ca. 980 ved Ravning Enge, Jelling. Vejen er også en rekonstruktion med eksempler på forskellige belægning.

Store Vejleådalstien

Et stykke mod syd løber stien sammen med Store Vejleåstien. Selve åen ser man ikke meget til, den ligger i behørig afstand fra stien. Men det er overvejende et godt vandreområde med varierede landskaber. Ud for Risby ligger en rekonstruktion af en vikingelandsby, og nyt er her en vikingebro med tilhørende vej. Det blev vist for nylig i fjernsynet da den blev åbnet. Her så man at frivillige, også børn, har bygget på den og lært en masse ting på denne måde. Det meste er lavet af "gamle" redskaber, med lidt hjælp af moderne.

Store Vejleådalen, ved Pometet. Et typisk vy mod åen som løber et eller andet sted mellem træerne.

Længere mod syd kommer jeg for første gang siden oversvømmelserne i 2017 gennem den del af stien som var godt og grundigt oversvømmet. Det er den så ikke længere, men dele af stien er faktisk stadig ret sumpet. Et enkelt stykke på en 5-10 er helt oversvømmet, og der er etableret en alternativ sti op i terrænet, med en nødtørftig gangsti af træstammer.

Nuttede og forventningsfulde (?) lam. De er alle øremærkede, og mæher forventningsfulde da jeg passerer. Jeg ved ikke lige hvad de forventer sig af mig, men det bliver i hvert fald ikke opfyldt, og med beklagende mæh'er haster jeg videre mod Taastrup.

Tæt på Taastrup kan man for alvor begynde at høre motorvejen som ellers kun har begrænset sig til en fjern susen. Man skal under den, og langs med den. Og larmen er ganske forfærdelig. Det er ellers ikke lige i myldretidstrafikken så gad vide hvordan det vil lyde om et par timer? Taastrup er sikkert et rart sted at bo, men måske ikke lige det første sted vandrefolket vil fouragere. Så det er hurtigt op på stationen, og hjem til Valby og den økologiske cafe på stationen. 

Oversvømmelser: Store Vejleå

Ishøj - Måløv langs Store Vejleåstien og Vestegnstien er en over 20 kilometer motorkøretøjsfri vandre- og cykelsti. I denne tid med en ekstra attraktion: oversvømmelser

Tranegilde Mose. Et eldorado for fugle, insekter og anden god natur. Utilgængeligt for mennesker 

I denne tid kan man opleve det fascinerende syn det er at se naturen spille med musklerne, i dette tilfælde vandmasser som har oversvømmet de nedre 10 kilometer langs Store Vejleå. Værst er det ved broerne under Holbækmotorvejen mellem Vallensbæk Sø og Tueholmsøen. De er ganske enkelt ikke passable, men oversvømmet. Jeg måtte ud på en 2½ kilometer omvej til Vejlegårdsvej.

Oversvømmet mark ved Store Vejleå nord for s-banen. Køerne ser ud til at være ligeglade og nyde vejret.

Naturen kræver sin ret

Derudover er store dele af stien oversvømmet med vandhøjder op til midt på skinnebenet. Først nord for Motorring 4 er stierne helt tørre. Med al respekt for de mennesker som må lide under oversvømmelserne, så kan jeg ikke andet end at være imponeret over disse stille, men enorme kræfter som her er i gang. Udløst af den vedvarende regn der har været siden sommerferien.

Åen skal ikke stige meget mere før haverne bliver sat under vand. Her nord for s-banen. I forgrunden Store Vejleå

Store Vejleå er gennem århundreder er blevet bastet og bundet, langt i render, inddæmmet af dæmninger ja sågar i 1937 decideret flyttet. Tranegilde Mose var engang en fjord, siden en mose som først blev ryddet, siden 1856 forsøgt reguleret med højvandssluse. Alt sammen til ære for landbruget. Og alt sammen alvorlige indgreb i naturens orden som trods regnvandsbassinet Vallensbæk Sø nu viser sin bagside.

Vallensbæk Sø. Stien er sat under vand, og både bænk og planche står lidt uhjælpeligt akavet ude i søen. Det samme gælder de næsten oversvømmede skilte langs søen

Trods Vejle Å er blevet renset op, kan vandet ganske enkelt ikke komme hurtig nok væk. Og det bliver formentlig ikke bedre i fremtiden med klimaændringerne som betyder havstigninger, og altså endnu dårligere muligheder for åens afløb. På den lille kilometer nord og syd for s-banen der er bebygget med parcelhuse, står haverne under vand. Og dæmningen som skal holde Vejle Å væk fra mosen og vandet i åen som et andet Holland over vandstanden i mosen, er også sine steder ved at være oversvømmet. Vandet siler visse steder gennem dæmningen.

Stien, eller pt vandvejen langs østsiden af Tueholm Sø. I baggrunden kan man se teltene fra restauranten. De står nu ude i søen.

Den nordlige bygning af Vallensbæk Vandskiklub står i vand. Men hovedbygningen er dog bygget på en forhøjning, så den ser ikke umiddelbart ud til at være truet. Også haven til restauranten i det sydøstlige hjørne af Tueholmssøen er oversvømmet. Teltene i haven stod under vand, enkelte endog helt ude i søen. Både stien langs østsiden og vestsiden af denne sø er også totalt oversvømmede. Man kan først komme ned på stien igen syd og vest for Høghsbjerg. Herefter går man nogenlunde tørskoet indtil området nord og syd for Roskildevejen. Her er stien til gengæld oversvømmet ganske markant.

Oversvømmelsen ved stien til Vridsløselille er både lang og dyb. Her måtte Vandringsmanden af med skoene og på bare tæer soppe et langt stykke med vand op til midt på skinnebenene.

Men fuglene elsker det! Overalt er der store skarer af trækfugle for hvem Tranemose og selv nogle af markerne hvor der græsser kreaturer, er blevet et rent slaraffenland for frøer, insekter osv og dermed også et eldorado af madorgie for fuglene.

Får syd for Snubbekorsvej og et prægtigt syn med flotte skyer i baggrunden. Heller ikke fårene synes at tage sig særlig meget af de sumpede områder på dele af marken. Det er her iglerne var

"African Queen"

Mine vandrestøvler viste sig at være komplet uegnede til passage på de oversvømmede stier, så jeg måtte vade igennem på bare fødder. Et enkelt sted gik der endda lidt "African Queen" over det da jeg følte mig som Humphrey Bogart der blev overfaldet af igler. Øst for Motorring 4 var søerne på stien nemlig ganske fyldt med store sorte igler. Jeg var da også lige ved at vende om, men nysgerrighed efter flere oplevelser af oversvømmelserne overvandt den plan. Og nej, jeg blev ikke angrebet af iglerne.

Rekonstruktionerne af forskellige vejbelægninger af vikingetidens veje. I forgrunden nogle sten som formentlig skal lægges. 

Ved Risby ser det også ud til at man nu endelig har fået etableret en rekonstruktion af vikingestien til vikingelandsbyen.

Afsked med den bedste del af stien ved Risby Å. Længere nordpå kommer man ud i det sortladne landbrugsland. Et noget ensformigt og kedeligt terræn. 

Sortladent, åbent land

De 12 kilometer fra Ishøj til omkring Risby bevæger man sig i en naturkorridor hvor man godt nok hele tiden kan høre motorvejene, men synet er grønt. Dette ændrer sig nord for Risby, ca 2 kilometer syd for Ledøje hvor man bevæger sig ud i landbrugslandet. Og det gælder hele resten af stien til Måløv. Stien er for så vidt ganske glimrende til vandring. Men den byder ikke på de store syns- eller lydoplevelser. Man går langs tyste og sortladne marker. Selv rabatten er ensformig og lidt kedelig at se på.

Ledøje er faktisk den eneste landsby som ruten går igennem. Og så Måløv helt mod nord.

Og så lykkedes det mig ved et tilfælde at finde svenskestenen som jeg siden april 2013 forgæves har spejdet efter. Den ligger på Skebjergvej ved Smørum Genbrugsplads. Her ligger 10 svenske krigere som faldt for Smørum Bønders hånd i 1659. De sidste to kilometer går så gennem byområder i Måløv. Jeg valgte stierne gennem det lave række- og etagebyggeri.

Ruten

Ishøj Station. Store Vejle Å Stien/Vestegnsruten. Ledøje. Måløv. I alt lidt over 20 kilometer.

Egedal og Furesø kommuners landområder

Egedal er i overkommelig afstand til København og vel det nærmeste man kan finde hvis man vil ud på landet

Udsigten fra Tyvekrog mod nord gengiver ganske godt hvad denne vandrerute byder på: Kuperet terræn, landbrugsarealer, spredte gårde og enkelte krat- og træbevoksninger.

Egedal Kommune har mange gode vandrestier uden trafik og larm fra civilisation. Terrænnet er tilmed kuperet så man ikke bare ser på ensartede og monotone landbrugsarealer. Gårdene ligger spredt, og der er da også ind imellem nogle omend meget spredte naturområder med træer, krat, moser og andet hvor man kan opleve fugle, rådyr og andet dyreliv. Man kan også opleve enkelte tynde levende hegn mellem markområderne. Så hvis man ikke så sulten efter de helt store naturoplevelser, men bare godt kan lide at trave ud i det blå, så er Egedal et helt oplagt sted at tage hen for københavnere der trænger til at komme lidt væk uden at skulle bruge alt for lang tid på transport.

Et særsyn: Nord for gården Stokholm i krydset  Damvadvej-Svinemosevej kan man se disse moseområder af mere anselig omfang. Faktisk er den nordgående sti oversvømmet et enkelt sted. Ellers er indtrykket det samme som fra det første foto.

Dagens hovedstræk var den kilometerlange sti Svanekærvej-Svinemosevej-Fluebjergvej-Bogøgård Kildeplads. Vejen bliver også brugt af de lokale beboere i området. Dem finder man ikke så mange af på en tirsdag som denne. Jeg har tidligere passeret dele af ruten før, men stien er faktisk bedre end noget jeg før har været igennem. Bl.a. fordi den er så sammenhængende. Tit skal man ad trafikerede veje for at finde gode vandrestier, men ikke her. Bort set fra en enkelt kilometer er der tale om ca. 12 kilometer, hvilket er helt exceptionelt. Og så er stierne på Flyvestation Værløse endda ikke talt med.

Endnu et særsyn: Øst for gården Hestehave ved Damvadvej går stien gennem noget der ligner et decideret naturområde. Godt nok kun et par hundrede meter, men hvilke metre!

Landbrug

Det generelle indtryk af ruten er som nævnt det kuperede terræn, markerne og de spredte gårde. Og der er mange spredte gårde undervejs. I dette indslag har jeg plukket et par typiske eksempler, og så lagt endnu flere ud på Flickr-album for Egedal Kommune. Visse steder går stien bogstavelig talt igennem gårdene, de fleste steder ligger de dog diskret langt væk fra stierne, med snoede stier hen til dem.

Stenlillevej set fra Svanekærvej. Vidtstrakte marker med spredte gårde. Et typisk billede på den kuperede rute. Så vidt jeg kan se er det i forgrunden Kongsdal, med Toftehøj i det fjerne. Lokalkendte kan måske be- eller afkræfte det?

Landbrug er det så som så med på mange af dem. Mange har slået sig på heste, småhåndværk og andet. Fremstilling af natursten, for nu at nævne et eksempel, spejdernes hytte tæt på Egedal Station en anden. Men der lugter dog af gård på flere af dem.

Gård ved Thorkildgårdsvej, set fra Svinemosevej. Igen et typisk billede fra landbrugsområdet.

Dansk Folkeparti ville måske nok protestere over at globaliseringen også er slået igennem her, og det danske sprog fortrængt af engelsk, Brunhøj har nemlig skiftet ejer og navn til Brownhill Horse Lifestyle. Og sådanne tendenser ser man mange steder. De seneste år ser regnskaberne dog ikke så godt ud, den finansielle krise har også ramt hestesporten. Trods globaliserede navne.

Gård tæt på Knardrupvej, set fra Bogøgård Kildeplads. Gården er ikke aftegnet på Kraks Kort, men den ser gammel ud.

Den ramponerede hestevogn på bakken ved de græssende heste synes nærmest symbolsk for den situation. På marken overfor ser det også ud til at en lyssky person er kommet nemt af med sine sofamøbler. For ingen fornuftig person med sin sunde fornuft i behold ville vel stille et sofaarrangement lige præcis på en brakmark.

Bundsgård ved Bundsvej, nord for Bogøgård Kildeplads. Og sådan kunne dette indslag blive ved. Men læserne må ty til Flickr-album hvor bondegårdsbegejstrede vil kunne se endnu flere eksempler.

Dansk kulturarv

I disse tider raser debatten om at bevare den danske kulturarv på det politiske plan og i medierne. Der er kommet kanon for danske værdier osv. Det har dog ikke påvirket dagligdagen så meget. For selv om man måske godt verbalt vil nikke til at vi skal bevare den danske kulturarv, så synes det også som om at der også er grænser for hvor meget vi skal gøre ud af det, når den nu kommer i vejen for fortjeneste. Området er fx spækket med gravhøje af enestående kvalitet: Maglehøje tæt på Egedal Station, den sagnomspundne Asserhøj ved  Ganløse for nu blot at nævne et par.

Herulisk (?) kulturarv møder dansk landbrug: Asserhøj syd for Ganløse. I dette område ligger der en del gravhøje meget tæt, hvilket kunne tyde på at det har været et vigtigt område for befolkningen dengang. Byzantinske historikere mente at det folk der levede her (herulerne), blev fordrevet af indvandrere fra Sydsverige. Disse indvandrere var danerne, altså os! So much for dansk kulturarv.

Desværre ligger de meget i vejen for plovene. Og som de ligger der, så synes de nærmest at stå på tæer for at undgå at få tæerne, ja endog hele foden skåret af af plovskærene. Respekt er godt, men ekstra landbrugsjord er nu heller ikke til at kimse af, synes devisen at være her, og landmændene har helt sikkert lovgivningen med sig.

Bunds Å ved Kirke Værløse. I dette område forløb et net af oldtidsveje. Men igen, er det dansk kulturarv når det nu var herulerne som anlagde dem? Hvad danerne, altså de folk der indvandrere fra Sydsverige og fordrev herulerne, gjorde med denne kulturarv, fremgår af dette billede: Der er intet tilbage af kulturarven.

Bogøgård Kildeplads

Turen byder også på et gensyn med Bogøgård Kildeplads som jeg tidligere har passeret 23. januar 2014 i forbindelse med mine vandringer til Københavns Vandforsynings kildepladser. Her er der sket meget. Pumpehuset er fx blevet revet ned, så mit foto må være et af de sidste. I stedet for er der nu opført et mindre skurlignende pumpehus. Ifølge to mænd som jeg mødte i området for at kikke efter stor bjørneklo, blev det revet ned for omkring 2 år siden. Der er endvidere sket en massiv udtynding i trræbevoksningen. Samt anlagt en vej gennem den østlige del af kildepladsen så man nu kan følge Bunds Å hele vejen til Kirke Værløse. Kildepladsen opfylder meget tydeligt en funktion i dyrelivet.

Københavns Vand, eller i dag HOFOR spiller en stor rolle. Dels sænker kildepladserne grundvandsspejlet ved at pumpe vand til de tørstige i hovedstadsområdet, dels bevarer kildepladserne giftfri oaser med ofte vildtvoksende beplantning. Nogle gange lige lovlig vildtvoksende, hvis man skal tolke på de omfattende mængder fældet træ som ligger på Bogøgård Kildeplads.

En af længerne i den gård som ligger i det nyligt åbnede område i den østlige ende af Flyvestation Værløse.

Flyvestation Værløse

På vej til Måløv Station passerede jeg også den østlige del af Flyvestation Værløse uden at forestille mig de store nyheder. Men der er nyt: Området længst mod øst er nu blevet tilgængeligt for publikum, og på dette område ligger der en gård. Den ser noget sønderskudt ud, så jeg forestiller mig at det er en gård som flyvevåbnet har øvet sig på at storme. Den ligner da også noget man ellers kun ser fra sønderskudte huse fra krigsområder. Men ellers er den frit tilgængelig, med stuehus, stald og hvad der ellers hører til en firelænget gård. Gad vide om den er opført til formålet eller bare en gammel gård der blev slugt af flyevestationen.

Fluebjerg må afslutte denne artikel som endnu et eksempel på Egedals mange store og flotte gårde.

Ruten

Egedal Station. Svanekærvej. Svinemosevej. Fluebjergvej. Bogøgård Kildeplads. Flyvestation Værløse. Måløv Station. I alt ca. 18 km

Ganløse-Mølleåen-Værløse

Masser af dyre- og fugleliv, skov, stejle skrænter langs tunneldale, åbne landskaber og mystiske moser - og så da også lidt Mølleå - er hvad dagens tur byder på

Tunneldalen mellem Ganløse og Ganløse Eged skimtes over the hill og i baggrunden Ganløse Eged. 

Det er mere end 3 år siden (31. maj 2013) jeg sidst har gået denne smukke rute. Jeg valgt at gå nogle alternative veje denne gang for at se ruten fra andre synsvinkler. Bl.a. var stien fra Ganløse gennem tunneldalen til Ganløse Eged sidste gang godt mudret i bunden af dalen hvor der går en bro over en vandrende. Men flere ugers tørke har gjort at stien i dag er ganske tør og kun bærer præg af at det ikke skal regne alt for meget før man bør tage sine forholdsregler hvad angår fodtøjet.

Et kik den anden vej, fra Ganløse Eged mod syd fra højderne i Ganløse Eged.

For de tre kilometer fra Ganløse til Bastrup Sø går gennem et meget varieret, kuperet landskab. Der er to gode udsigtspunkter på vejen, og især opstigningen til Ganløse Eged er flot dramatisk. Man kan gå hele vejen til Bastrup Sø inde i skoven, blot man er opmærksom på den lille trampesti der fører op til Bastrupstien. I dag holder Stenløse Skovbørnehave pause mens jeg passerer, men ellers er området stille og fredeligt.

Bastrup Sø. En dag som denne summer det af sol over engen. Masser af insekter (ingen myg, heldigvis), som guldsmede.

Bastrupstien går langs Bastrup Søs nordside. Søudsigten opleves i glimt, der er Bastrup Ruin (som jeg dog hurtigt gik forbi denne gang da jeg var oppe på den sidste gang). I dag lægger jeg mere mærke til den halve kilometer langs moseområdet øst for søen. Her har fuglene gang i en helt fantastisk koncert. Og minder mig om at nu må jeg altså snart få alle de forskellige fuglestemmer lært. Visuelt er udsigten måske ikke den bedste, men for ørerne er det en fryd at gå gennem området. Måske skulle jeg overveje at lave lydoptagelser til webloggen

Ådalen omtrent ved Nyvangsvej. Man kan tydeligt se hvor åen forløber i bunden af dalen (uden dog at kunne se den). Smæklågen i højre hjørne leder ind til kvæget.

Der er ikke meget at se til Mølleåen på denne strækning. Egentlig heller ikke selve ådalen, området er relativt fladt. Men ved Ganløse Ore går man op på skråningen, og herfra har man en storslået udsigt over ådalen. Åen er stadig skjult af siv og anden bevoksning et eller andet sted i dybet.

Kotræning vest for Kledalshus. Køerne er noget af det mest flegmatiske jeg har oplevet. Og siden sidst (for 3 år siden) har jeg set frem til at bevæge mig tæt på dyrene med de drabelige horn efter at have læst og hørt at det nok er de bedste dyr at træne på af vænne sig af med ko-skræk.

Ko-træning

I dagens tur er også indlagt noget ko-træning. Forstået på den måde at jeg forsøger at overvinde min angst for køer, og de fredeligt langhornskvæg som går rundt i området er udmærket at træne på. De har godt nok lange horn, men til gengæld er de totalt ligeglade med ens tilstedeværelse, modsat de almindelig ko-racer. Denne gang går jeg faktisk helt hen til dem, og stiller mig op. Jeg vover dog ikke at gå gennem flokken, selv om de spærrer hele stien, men vælger at gå en kort rute forbi. Træningen kan anbefales andre med ko-skræk, så kan man jo gå videre til mere "nysgerrige" ko-racer senere. Kvæget er siden 2015 forment adgang til visse græsningsarealer om sommeren for at give sarte planter tid til at så frø

Ådalen lidt vest for Kledalshus. Området afgræsses af kvæget for at forhindre at det hele gror til i krat og skov.

Helt opstemt over den vellykkede ko-træning (men også lettet da jeg smækker smæklågen i på vej til Klevadshus, sker der et eller andet da jeg krydser åen ved Kalkværksvej. For der er noget galt med mit kort, stien der skulle gå ned mod åens nordlige side er der ikke, i stedet er der en afspærring, og mine overvejelser om at gå en omvej ad Hestetangshuse tager sig selv: Vejen fører ganske enkelt derhen.

Broen ved Kalkværksvej, næsten i midten af billedet. Et af mange flotte områder man kommer igennem ved at passere ådalen.

Hestetangshuse

Og det er bestemt ikke en dårlig ting. Hestetangshuse var engang arbejderboliger. Nu er det mre luksusvillaer. Men byggeriet giver stadig mindelser tilbage om dengang husene opfyldte deres oprindelige funktion.

Ved Kalkværksvej. Det er heromkring man skal være opmærksom på hvor stien fortsætter. Men det gør ikke så meget, finder man ikke den sydlige sti, kan man fortsætte til Hestetangshuse, og øst for passere åen for at komme på rette sti igen.

Der er et lille gadekær med ænder øst for Hestetangshuse, og her går der en lille bro over til stien igen. Formentlig skulle jeg have taget en anden rute ved Kalkværksvej, for jeg kan se at stien kommer derfra. Åen er blevet nået bredere på dette sted, og der er også ved at komme mere pondus over løbet.

Et af de mere idylliske huse med stråtag i Hestetangshuse. Der er mange forskellige slags huse, gule, med tegltag mm. Alle godt istandsat og formentlig ikke til at købe for almindelige mennesker.

Sortemose

Tæt på Farum Så havde jeg valgt at gå med syd fra Gedevase Bro langs Sortemoses vestside. Dvs. forlade Mølleådalen. Der går en blind vej langs mosen, og næsten for enden af vejen er der en stejl sti som leder op på skråningen. En ny skyggefuld oplevelse og masser af udsigt dels over bebyggelsen nedenfor, dels af den lyse bøgeskov. Ved Skovhave Hus igen østpå gennem Præsteskov og oldtidsstien.

Mølleådalen ved Gedevase Bro. Sortemose breder sig sydpå, og er bestemt værd at gå langs denne særprægede natur.

Oldtidsstier.dk

Efter Sortemose går man ind i Præsteskoven og ad Oldtidsstier. Ved pæl nr. 15 er en langdysse hvorfra man kan se de forskellige oldtidsveje (hulveje) engang gik. Og selv nu flere tusinde år efter er de stadig synlige. Runddyssen lå ved et af de betydeligste vejkryds i oldtiden.

Sækken. Der gror elletræer mm i den. Men det er bedst at beundre den fra sikker grund. Det er ikke sikkert at bevæge sig ud i den.

Når man passerer pæl nr. 12 Runddysse i Ryget Skov er det første man tænker at her er der nogen der har forsøgt at efterligne en stenalderdusse. men den er god nok, omend den er stærkt restaureret. Gravkammer med overligger og nogle få randsten er originale. Længere mod øst ved pæl nr. 13 bør man lige gå et par meter væk fra stien for at kigge ud over det særpræde område Sækken, en lille tunneldalsarm fra Mølleåen og Farum Sø. Man bør dog afholde sig fra at vove sig ud i den. Man risikerer at dumpe ned i 25 m tørv. Og så måske fundet om flere tusind år som moselig.

Ruten

Ganløse Kro. Bastrup Sø, vestre side. Bastrupstien. Mølleåatieen til Gedevase Bro. Sortmosen. Skovhavevej. Præsteskovvej. Sækkedam Hus. Sækken. Værløse Station. Ialt 14 km

Harrestrup Å - Frederiksundmotorvejen

Biler, landbrug og (by)natur har det svært med hinanden. Få steder udspiller dramaet sig så intenst som syd for Ballerup

Grågæssene i Harrestrup Ådal syd for Svanesøen (ved fugletårnet i baggrunden) ligger uden for Frederikssundmotorvejens larm. Men til gengæld er larmen fra Motorring 4 markant. Grågæs er blandt de fugle som har vænnet sig meget til mennesker. Så andre mere eksotiske fugle skal man nok ikke satse på slår sig massivt ned i ådalen.

Gennem et par år har jeg fulgt anlæggelsen af Frederikssundmotorvejen. Det har været en dramatisk ændring i landskabet, og bl.a. Harrestrup Mose har nu fået en støjende nabo, mens haveforeningerne syd for Ågerupvej og Vestbuen har fået adgangen til naturområderne syd på kraftigt besværliggjort og i stedet fået udsigten erstattet af en høj støjvold af jord.

Under Motorring 4 har der i mange år været gravet og regeret. Dette er det seneste påhit. Hvad det engang skal blive til, kan man kun gisne om. Forhåbentlig finder man snart en måde hvorpå området kan få fred uden konstante afbrydelser.

Miljøstyrelsen har nogle grænseværdier for vejstøj, som er på 53 dB for rekreative arealer mm og 58 for beboede områder. Kigger man på Vejdirektoratets egne forudsigelser om støjen på motorvejen, vil man konstatere at dette støjnveau er der i op til 500 m fra motorvejen. Og dette bælte vil brede sig yderligere i det øjeblik motorvejen er ført hele vejen til Frederikssund. Dvs. at beboerne i fx Ledøje vil komme til at "nyde" godt af det. Sådan lidt forenklet sagt vil det betyde at man vil komme til at opleve som om at en emhætte kører løs derudaf ½ meter væk.

Modsat det konstante kaos ved åen, så er der tjek på det her: Det er sådanne syn som vist nok fryder enhver bilists øjne. Et kig fra Ballerupvej over Frederikssundmotorvejen mod øst med Motorring 4 som krydser. Tjuhej hvor det går. Og hvem i overhalingsbanen gider tænke på at man her kører over Harrestrup Å og tæt forbi Harrestrup Mose.

Til gengæld er der kommet en ny meget bred grusvej langs motorvejen for gående, cykler og formentlig også biler fra Ballerupvej til Hede Enge, og der er anlagt en cykel- og gangbro over motorvejen ind til haveforeningerne. Længere vestpå kunne man håbe på en gangsti. Men det er ikke sket endnu, og de 1½ km længere vestpå ud til Ledøjetoften kan bestemt ikke anbefales. Pt er der meget smattet og man synker dybt ned. Man bør tage omvejen over Ledøje.

Der er anlagt en ny vej langs motorvejen. En meget bred en, tilmed. For motorveje og landbrugsarealer suger ikke ret meget vand. Tværtimod har de behov for afdræning, og der er på det korte stykke mellem Ballerupvej og Hede Enge anlagt ikke færre en 4 afdræningsdamme. Disse skal naturligvis passes, og derfor skal man kunne komme ind i området med store lastbiler.

For motorveje har det med ikke at tage hensyn til lokale forhold. De skal nå fra A til B, i lige linje og uden alt for meget op og ned, højre og venstre. Åer, moser, vandhuller, bakker og dale må indordne sig under dette. Og efterfølgende finde sig i den infernalske billarm. Og det må de: Selv om det i dag er søndag, er larmen voldsom.

Risby Å med motorvejsbroen over åen. Området omkring åen fremstår som meget sumpet. Det kunne have været et potentielt vådområde med en blomstrende biodiversitet. Dette må vi imidlertid mok vente lidt med, pt udfylder det mere en funktion som afdræningsområde så bilisterne på motorvejen ikke får våde dæk.

Mine bange anelser om at man ikke har bygget en støjvold mod Harrestrup Mose viser sig at være gået i opfyldelse. Vold er der først efter Hede Enge, men det skyldes at motorvejen her pløjer sig igennem et højdedrag. Dvs at naturen i en afstand af flere hundrede meter vil komme til at opleve dagligdagen som om at der blev afholdt rockkoncerter nonstop i myldretiden.

Fra Hede Enge er der nu etableret en gang- og cykelbro over til havekolonierne på nordsiden af motorvejen. Tilsat den ovennævnte grusvej har beboerne i havekolonierne og andre interesserede nu fået en ny adgang til Harrestrup Mose. Foto taget fra broen.

Jeg opgiver på denne tur at fortsætte længere mod vest og prøver i stedet den nye tilkørselsvej mellem Ledøjetoften og Skebjergvej. Heller ikke her er der anlagt sti, ikke engang cykelsti. Men man kan gå på golfbanerne. Holder man sig langs vejen, ser det ud til at man ikke er til stor gene for golfspillerne. Også på denne vej er der livlig trafik denne søndag.

Om det er motorvejens skyld eller ikke, så er denne gård lidt nord for Ledøje over for Møllebakkkegård en af taberne. Den er allerede forladt. Vinduer og døre skoddet til og bliver formentlig snart revet ned. Ingen rideskole, golfcenter eller lignende var åbenbart interesseret.

En motorvejs succes måles vist nok i om den bliver brugt. Og det gør den, selv på denne søndag. Jeg kan levende forestille mig hvordan det må være i myldretrafikken på hverdage. Men det er heller ikke bilisterne der skal betale prisen for motorvejens succes. Landmændene betaler formentlig en del, men det er trods alt begrænset hvad der er afgivet til vejen. Og forhåbentlig har de fået en erstatning for det? En enkelt gård ser dog ud til ikke at have klaret udviklingen, nemlig den over for Møllebakkegård. Den er vist klar til nedrivning. Støjmæssigt set er Harrestrup Mose den store taber.

Selv golfbanen har måttet føle konsekvenserne af motorvejen. En tilkørselsvej fra Smørum/Måløv til Ledøjetoften har snittet en kotelet af golfbanen. Vejen anes fra midt på venstrekanten og ud mod højre. Fotoet er taget på bakken ned mod Grønsø Å. Det er dalen man kan se midt i billedet.

Ruten

Kagsmosen. Harrestrup Å. Ledøjetoften. Måløv Station. 16 km.

Fuglesødalfredningen - Veksø

For knap 40 år siden fredede man en tunneldal efter århundreders udnyttelse til landbrug og tørvegravning

Fuglesødalen set fra øst mod vest lidt nord for Korshøjgård. Veksømose Vandløb forløber ca. tværs gennem billedet langs de åbne marker. Træerne står på ådalens skrænter. Noget af det værste fotovejr man kan komme ud for, men vejret var ellers upåklageligt til vandring.

Fuglesødalens historie er som andre danske landskaber (eller snarere kulturskaber) præget af en stadig mere intensiv udnyttelse gennem flere århundreder. Men siden 1977 har Fuglesødalen været fredet område. I Fredningskendelsen fra 1977 beskrives dalen som ca. 380 ha stort område der strækker sig 4 km fra Værebro Å i øst, nord om Veksø og til Stenløse i vest. Eller sagt mere som vejnavne: Afgrænset af Søsumvejmod nord, Korshøjgårdsvej mod vest, Frederikssundsvej mod syd og Stenløse mod vest.

Fire kilometer mod vest for det ovenstående foto kan man kigge den anden vej, fra vest mod øst, gennem Fuglesødalen ved Stenløse. Fuglesø ligger midt i billedet. Og på trods af de elendige fotoforhold  kan man ane hvordan tunneldalen slynger sig dybt gennem landskabet.Her kan man forestille sig de enorme smeltevandsmasser som pressede sig vej nedenunder de kolossale ismasser ovenpå.

"Dalen, der er en tunneldal, optræder markant og er landskabsmæssigt æstetisk værdifuld, og den er stadig ret upåvirket af den tiltagende byudvikling". 

Visse steder passerer stierne gennem tillukkede områder. Hvad bænken laver lige der, har jeg ingen anelse om. Fuglene og dyrene ser man ikke meget tid, men der er en kvidren og pippen overalt, og det rasler i de tørre blade. Så formentlig er der masser af liv. De gider bare ikke stille op til fotografering.

På denne grå efterårsdag er fotovejret dårligt, men temperaturen er fin og næsten ingen vind. Jeg valgte Veksømose Vandløb som gennemgående pejlemærke hele turen, og det viste sig at være en farbar løsning. Følger man stien, kommer man forbi de mange smukke vådområder. I området i det nordøstlige hjørne er der anlagt stier rundt om og sågar en plankebro så man kan gå ud i sivene og helt ud til vandet. En opfindsom lokal kunstner har sat nogle små statuer, eller hoveder, op. De ser nu meget fredelig ud, måske skal de bare holde onde ånder væk.

Søen i fredningens nordøstlige hjørne har klart det bedste stisystem. Man kan gå næsten hele vejen rundt om søen, og der er anlagt plankebroer så det er muligt at komme helt ud til bredden. Adgangen til den foregår ved en sidesti ud på det lille næs som stikker ud i søen fra nordsiden.

Følger man vandløbet, går man nede i dalen, så hvis man vil se landskabets variation, kan det godt betale sig at tage en del ture mod nord eller syd. Især mod nord hvor ådalsskrænterne er højest og mest stejle. Herfra er der sine steder gode udsigter over dalen. Syd for vandløbet er landskabet mest marker, græsningsarealer og mere flade. Gode udsigtspunkter er der fra Stenløse bag friluftsbadet hvor man tydeligt kan se dalen bugte sig, samt fra højdedraget mod nordøst.

Et typisk vy gennem ådalen. Veksømose Vandløb til højre og uden for billedet tårner skrænterne sig op mod nord. Syd for vandløbet er terrænet mere fladt, med ådalsskrænten trukket længere væk, her aner kan den kun helt ude i horisonten hvor de nærmest forsvinder i disen.

Stierne er ellers ikke de bedste. Til tider virker det nærmest som stien forsvinder ud i det rene ingenting, andre gange at støvlerne forsvinder ned i stien. Og man skal holde sig til stierne, for området er privat. Alle må i følge fredningen færdes i området på de eksisterende veje og stier til fods. Man skal imidlertid være meget opmærksom for at se hvor disse stier er. Men det er hele umagen værd. Selv om Frederikssundsvej kan høres som en dump susen i hele området, er der et meget rigt dyre-og fugleliv.

Ved den store sø i midten af fredningen (jeg har ikke kunnet finde noget navn på den) kan man tydeligt se de stejle ådalsskrænter. Det er formentlig her man har gravet tørv.

Søerne har været brugt som tørvemoser helt op til verdenskrigene. Faktisk er moseområderne blandt de største på Sjælland, og tørvegravningen har fundet sted i mange århundreder. De blev bl.a. sendt til København fra år 1800 indtil konsene i slutningen af 1800-tallet fortrængte tørv. Herefter brrugte bønderne det til eget brug. Tørvebønderne var ikke altid lige pålidelige, hvis man skal tro en artikel i Politivennen fra 1816. Heri beskrives hvorledes de med alle mulige kneb forsøgte at snyde københavnerne.

Fuglesø som har lagt navn til hele balladen. Der er forskellige udsigtspunkter over søen, fx fra svinget ved Spydbakken. Her er der også en rasteplads for biler

Ruten

Veksø St. Korshøjgårdsvej. Veksømose Vandløb. Søsumvej. Stenløse Station.