Bramsnæs. Ejby. Kirke Hyllinge - Hornsherred

En todelt tur: Første halvdel er en kystvandring på Bramsnæs, Bramsnæs vig til Ejby Ådal. Anden halvdel er en tværgående rute over Hornsherred i svinefoderdanmark. 

Det er en del år siden jeg sidst var i dette område, to gange i 2016 i forbindelse med Gudernes Stræde, dels i marts måned, dels i juni. Gudernes Stræde går ikke ud på Bramsnæs, det gør Fjordstien heller ikke. Men dele af dagens rute gik dog brudstykker af begge vandreruter. På forhånd havde jeg ikke kunnet finde ud af om Bramsnæs er åben for offentligheden. Derfor opdagede jeg også med glæde et lille skilt på Næsvej på vej mod Bramsnæs hvor man bliver budt velkommen, undtagen hvis man er i bil, så er man nødt til at lave en aftale. Det passer selvfølgelig en vandringsmand særdeles godt, og jeg stødte da også kun på en bil som åbenbart var en lokal. 

Næsvej Bramsnæs. Isefjorden ligger til venstre for vejen - Næsvej, mens Bramsnæs Vig ligger til højre.

Forventningerne fra velkommenskiltet ved indgangen blev bestemt opfyldt. Desuden er det kun muligt at køre med bil et ganske kort stykke ud på halvøen. Ellers er der kun smalle vandrestier. De eneste lyde man hører er en mangfoldighed af fugle. Jeg tog turen på solsiden som om formiddagen er østsiden, altså mod Bramsnæsvig. Her fører et ganske smalt spor ud til Dejlighedsspidsen. Det er freden, roen og de mange naturlyde som er det største attraktion her. Og på en dag som denne bølgernes dovne plasken mod den lavbundede kyst.

Solsiden, østsiden formiddag mod Ejby. Engang var der marsvin i vigen.

Tværs over vigen kan man ane middagens rute: Turen lands vigen mod Ejby. Mod land stiger landskabet ganske langsomt, og på toppen af bakken ser det ud til at der er landbrugsarealer. Så længere væk er de altså heller ikke. Alligevel giver det smalle bælte med natur åbenbart  gode betingelser for dyrelivet.

Dejlighedsspidsen. Egentlig ikke imponerende sådan rent visuelt. Men stemningen, freden og roen finder man ikke mange andre steder.

Dejighedsspidsen er et fint sted for en pause på turen. Herfra kan man se rundt i Isefjorden. En almindelig tirsdag i slutningen i maj er der ikke megen menneskelig aktivitet at se på fjorden. En enlig kajakroer under Ejby. Men ellers ikke noget. 

Vestsiden af Bramsnæs. Om eftermiddagen er den nok mere solbeskinnet.

Vestsiden - som om formiddagen er skyggesiden - er mod nord en lav, diskret klint som ligger inde mellem træerne. Kysten er her mere stenet, men der går et spor oppe under træerne hvis det bliver alt for anstrengende. Her er til gengæld en del gode badesteder. Jeg kan se sandbund lidt uden for den stenede strand, og vandet bliver ret hurtigt dybt til svømning. Helt inden ved den snævre landtange til Bramsnæs er der til gengæld en fin sandstrand. Kun en enkelt "badegæst" finder jeg her på en almindelig arbejdsdag. 

Bunden af Bramsnæs Vig. Et næs går langt ud i vigen.

Man kan godt gå langs stranden bunden af vigen. Men set i bakspejlet er det nok mere at foretrække vejen. Sporet bliver mere og mere utydeligt og ufremkommeligt især ved Krabbesholm, og en humoristisk sjæl har sat skilte op med cyklen forbudt! Det er ganske enkelt helt umuligt at cykle her. Omvendt så opmuntrer det mig også til at slutte at man kan godt må gå her. Til sidst er der ikke længere nogen sti, men et tætbevokset sivkrat som jeg må knase sig igennem. Vel ude af det kommer man så til et noget pløret område som dog gradvis bliver mere fremkommeligt når først man er kommet over på den anden side af vigens bund

Ejby Strand. Det godt sted til rast, tanke vand og besøge toilettet.

Herfra fortsætter så en smal, men noget anstrengende sti mod Ejby Strand. Udsigten fejler imidlertid ikke noget. Der er toilet ved stranden. Og rasteplads hvis man trænger til det. Stranden ligger næsten ud for spidsen af Bramsnæs, så her kan jeg sidde og drømme om dengang jeg gik på den anden side. Også her er der fredeligt. Ingen badegæster - men jeg kan ikke garantere for om dette også er tilfældet i feriesæsonen. 

Ejby Havn. En gammel fiskerhavn som nu fortrinsvis er til lystbåde.

Ejby Havn er en noget anonym anløbsplads med rødmalede skure. Engang var det et fiskerleje hvor der blev fanget ål sild og blåmuslinger. De sidste er vist det eneste der er tilbage at fange. Måske ikke i de profitable mængder længere. For vandrere er stranden måske mere at foretrække. 

Nord for Fiskerhuse, kik mod ådalen

Fra Ejby Havn mod Ejby Ådal går man ad Fjordstien, og det er nok en af de mere krævende ruter på denne sti. Stenstranden er ganske anstrengende at gå på. Så selv om udsigten der ikke fejler noget, må man nyde ved at stoppe op. Når man går på stenene, er det en god ide at kigge ned hvor man går. Jeg som nævnt tidligere gået langs ådalen, så denne gang nøjedes jeg med at krydse åudløbet. Der i øvrigt var ganske lavvandet. Mange ugers tørke har åbenbart også sat sit præg på mængden af vand i åen. 

Kik mod syd, Munkholmbroen

Nord for der hvor Ejby Å udmunder i Isefjorden er der et højdedrag som man ikke bør lade sin næse gå forbi. Stigningen er godt nok ganske stejl, men det er al umagen værd. Fra toppen har man en fantastisk udsigt både mod nord og syd. I dagens klare vejr var det muligt at se helt mod syd til Munkholmbroen, mod nord anedes færgen til Orøs østside (altså ikke den til Holbæk). 

Kik mod Nord. Orø

Herefter lokker kystvandringen mod nord, men det må vente til en anden gang, for det kræver lidt planlægning at finde et sted hvor man kan støde på et offentligt transportmiddel. I stedet for drejede jeg ind over land langs ådalen mod kurs mod Lyndby for at nå bussen der.

Vest for Ejby. 

Nu starter så en helt anden form for vandring, nemlig turen over land gennem det typiske danske landskab: svinefoder til begge sider. Uendelige kulturstepper som står i stærk kontrast til naturen langs fjord og vig. Fuglestemmerne er nu helt forstummet, måske en enkelt lærke hist og pist, og den afvekslende duft fra planter og træer er afløst af sporadisk tung lugt af svin og køer.

Ved Kirke Hyllinge

Kirke Hyllinge er en pænt stor by. Sikkert et dejligt sted at bo, men for vandrere er der ikke meget at komme efter. Kirken har et toilet og forsyning af vand, men ellers er der ikke nogen forretninger, supermarkeder eller andet hvor man kan fouragere. Min tur gik gennem Kirkegade og Bygaden. Sidevejene er præget af villabyggerier.

Lille Karleby

Karlebyerne - Store og Lille (selv om det forekommer mig at lille var større end store) er moderne sovelandsbyer med lidt håndværk og industri. Ellers omgivet af store, livløse i bedste fald grønne marker. Trafikken er ikke så voldsom her. 

Mellem Karlebyerne og Lyndby.

Ved Lyndby er trafikken til gengæld taget ganske betydeligt til, og indbyder bestemt ikke til at fortsætte til fods mod Roskilde. Men nu er der heller ikke meget tilbage i benene. 20 km, måske i et noget vanskeligt terræn har sat sine spor, og heldigvis går bussen til Roskilde Station (230R) ganske tit.

Ruten

Langtvejkrydset busstop. Næsvej. Bramsnæs rundt. Standen langs Bramsnæs Vig til Ejby og Fiskerhuse. Ejby Ådal. Kirke Hyllinge. Karlebyvej gennem Store og Lille Karleby. Lyndby Kirke busstop. Ca. 20 km.

Hvalsø - Skjoldenæsholm - Borup

Landeveje og typisk Danmark med øde, ensformige kulturstepper præger denne rute. Vejene er fredelige, kun lidt trafik. Med et par highlights undervejs såsom Skjoldenæsholm og området omkring.

Den første lange tur (20+ km) i 2022. Et forsigtigt forsøg på at teste om formen er kommet godt igennem corona-perioden. Der var sikkerhedsstop undervejs, hvor jeg ville have kunnet tage bus til Roskilde eller Ringsted. Men dem fik jeg ikke brug for. Alt gik efter planen.  Også en af de første forårsdage i 2022 med tocifrede grader, høj himmel og næsten ingen vind. Lidt dis tog det værste af solen. Kort sagt, en noget nær perfekt tur i forhold målet om at teste om min form er i orden. Og det er den da heldigvis (spoiler) 

Elverdamsdalen syd for Hvalsø. Morgendisen ligger fint over området. Men er der mystik over det?

Syd for Hvalsø plejer jeg nu mest at tage igennem de kuperede skove, men denne gang valgte jeg altså turen udenom. Herfra har man udsigt over Elverdamsdalen. Sådan som den ligger der, stærkt omkranset af pløjemarker, er der nu ikke så meget elvermystik over det, disen burde ellers lige give det et pift. Men måske ser det bedre ud når det hele er blevet grønt.

Typisk udsigt syd for Hvalsø: En brakmark med en stor gård i baggrunden. Ingen levende hegn indenfor synsvidde.

De første mange kilometer er der ikke så megen afveksling i landskabet. Det er ret kuperet, dog ikke strabadserende, og kun afbrudt af enkelte spredte (og ret store) gårde. Ellers er der marker. Som på denne tid af året ligger fuldstændig bare, men som formentlig fra maj til juli/august vil være med hvede, byg eller raps.

Stavnsbjergvej. En af de spredte gårde som bryder monotonien. 

Men vejene er meget lidt trafikerede og som sådan gode vandreveje. Der er ingen cykelsti og rabatten til tider ret smal, men som sagt, da kun få biler kører her, gør det ikke så meget. Dyrelivet er som det er som oftest på sådanne strækninger: Kun ganske få fugle, dog således at når bevoksninger omkring vandhuller og gårde kommer der lidt liv.

Sidste (eller første) hus i Holbæk Kommune ved Stavnsbjergvej.

Turen går gennem hele fire kommuner: Lejre, Holbæk, Ringsted og Køge. Heldigvis er der skilte så man kan se hvornår man går fra den ene til den anden. På Holbæk-siden når man går ind i Ringsted, er der et bindingsværkshus - se foto.

Skjoldenæsholm

Ellers sker der ikke så meget før man kommer til Skjoldenæsholm. Da sporvejsmuseet først åbner i april er der dejlig fredeligt omkring Skjoldenæsholm. Jeg mødte ikke et menneske hele vejen rundt om søen. Og den tur vil jeg da godt kalde et must. Herfra kan man se herregården fra mange forskellige vinkler. Jeg var der så tidligt at solen fulgte med rundt. 

Skjoldenæsholm

Det ovenstående foto er taget nær en bænk som er et udmærket sted at indtage frokosten. Det er cirka halvvejs gennem ruten. Stedet er absolut turens (eneste) højdepunkt. Sporvognsmuseet i nærheden er lukket, men man kan ud fra parkeringspladser mm. gætte sig til hvordan her ser ud når sæsonen åbner.

Kalkmaleri i Jystrup Kirke.

Jeg gør det ikke så meget i at beskrive kirker på denne blog. Men på det seneste er jeg begyndt at gå ind i de kirker der er åbne, for at kigge på kalkmalerier Og der er nogle meget fine nogle i kirken. Fra kirkegården om kirken har man et godt (men af den grund dog ikke specielt flot) udsyn over Jystrup og de omkringliggende marker. 

Langelinje - det hedder vejen.

Gennem det noget ensformige Danmark som ruten for det meste består af, kan man jo altid fordrive tiden med at kigge på gårde, huse og andet. Og dem er der så heldigvis pænt af. Her er fx en lade ved en gård på vejen Langelinje. Men ellers former turen sig nu mest som en motionstur.

Del af Svenstrup Gods.

Kort før man kommer til Borup, ligger godset Svenstrup. Som er meget stort. Noget er privat og man kan ikke komme derind. Jeg har før gået lidt rundt, så denne gang fangede jeg godset fra en ny vinkel. 

Ved Svenstrup gods kan man opleve noget så sjældent som et levende hegn. Og et gammelt et af slagsen oven i købet. Det kan man se på at det gennem tiderne har dannet en lille forhøjning. De levende hegn spillede indtil det intensive landbrug sprøjtede og pløjede dem bort en stor rolle for biodiversiteten. Og dette hegn står stadig i sin fulde styrke: ikke noget med indpløjninger og huller. Da jeg går videre ind mod Borup, tænker jeg at det måske burde fredes. 

Ruten.

Hvalsø Station. Hvalsøvej. Stavnsbjergvej. Hoppeolden. Skjoldenæsvej. Skjoldenæsholm. Jystrup. Borupvej. Borup Station. Lidt over 20 km. med en del afstikkere, fx rundt om søen ved Skjoldenæsholm.

Skjoldungesti Hvalsø- Lejre (sydlige rute)

Skjoldungestien er en af de bedre strækninger i stisystemet i nationalparken: Bistrupskovene, Skov Hastrup, Oren. (Tur 18. februar 2020).

Turen fra Hvalsø til Lejre søndenom jernbanen er omkring 20 kilometer - med det hele (der er nogle seværdigheder undervejs som godt kan give lidt ekstra kilometer. På denne sjældne solskinsdag i februar 2020, har regnen sat sit præg: Mange steder er stien ganske pløret og nærmest opløst. Andre steder bare smattet og blød. Enkelte steder er der fare for at glide,

Kik fra Skolestien langs vestsiden af Storskov. Ganske typisk for det åbne landskab foran skovene.

For vandring har vejret ikke været det bedste i februar. Ikke særlig koldt, men til gengæld megen regn og blæst. Det har nok givet dyrene en stille periode hvor knap så mange mennesker har vadet rundt på deres territorium. Jeg ved ikke med plantevæksten. Der er allerede knopper på flere af træerne. Hvilket måske lige er vel tidligt nok. Solen tittede til tider også frem. Men nåede altså ikke at få tørret op i den plørepøl, man støder ind i ved husene syd for Hvalsø.

Kuperet terræn ved Elverdams Ådalen

Syd for Hvalsø startede det ud med sol! Men det holdt dog ikke længe. Og stierne i det åbne land var temmelig svært passable sine steder, nærmest små tværs henover stien. Til gengæld er der fredfyldt udsigt over det stærkt kuperede terræn vest for skoven, Elverdams Åen. Her har en skoleklasse slået sig løs inde i skoven. Og efter lydene, virkede det da som om de havde det ok fint.

Gård i Valborup Skov. Her er bilveje. Selv disse er temmelig våde, med pytter.

Jeg er ekspert i at overse pæle. Det er også en af grundene til at jeg altid har et kort med så jeg kan se hvad det er jeg er gået glip af. På denne tur missede jeg dog kun to. Den første pæl var den nordvest for Lerbjerg og fortsatte. Var dog disciplineret nok til ikke at vælge en alternativ rute, og vendte om. Stort cadeau til mit nye kort hvor der er højdekurver så jeg kunne regne ud hvor jeg var pga de aftegnede bakker.

Typisk foto fra Helvigstrup Skov. Fint kuperet og afvekslende ed damme, søer mm. Perfekt som frokoststed med multtoilet og det hele (omend en del træk, skal jeg da lige hilse og sige).

Bistrupskovene har jeg skrevet en del om. Så det er derfor jeg beskæftiger mig så meget med stiernes tilstand. Det gælder særligt på Skjoldungestierne. For de følger ikke de bedste skovveje, tværtimod ser det ud til på denne rute at man har valgt de snævreste, til gengæld også mest oplevelsesrige. Pløret er ikke noget der skræmmer mig, men blot en advarsel til de som ikke tænker på at tage ordentligt fodtøj på.

Fin træbro ved Aunsø gennem en sø mod spejderhytten. Umiddelbart før er der en god rasteplads med læskur, sheltere og et multlokum. 

Den anden pæl jeg missede, var mere alvorlig end den første. Jeg måtte have kort og kompas til hjælp (der var intet internet) for at finde en lidt kedelige markvej op til Glædesbjerg Gård der løber en anelse øst for Skjoldungestien. Om jeg missede en pæl, misforstod dem eller den slet ikke eksisterer, fandt jeg ikke ud af. Og det gjorde heller ikke så meget. Det regnede nu så meget at jeg under ingen omstændigheder ville få så meget ud af turen.

Langs åen i det åbne landskab efter Skov Hastrup. Åen er godt pakket ind af stejle skråninger, og markarealerne har svært ved at blive afvandet. 

Efter Skov Hastrup er ruten lidt præget af hovedvejen. Dog stadig flot kuperet med udsigt til Særløse Kirke. Af en eller anden årsag skulle den monoton kirkeklokkelyd præge hele denne del af turen, og gav et lidt dyster stemning, så jeg måtte skynde mig igennem området, der vist nok er ganske fint. Utroligt at kirkeklokker kan få lov til at bimle og bamle løs i så lang tid.

Syvhøje, gravhøje fra Bronzealderen. Det hele ser lidt brunt og gråt ud, og her begyndte det igen at regne

Der er vist otte gravhæje ved Syvhøje, og de kan være svære at finde når det regner. Men kik efter en stor lysning, en planche og pælene på højen. Jeg nåede desværre ikke at nyde stedet ret længe da regnen nu var taget til. Samt blæsten. Så jeg måtte søge ind i skoven for læ.

Det åbne landskab øst for Oren, set fra skovkanten. Her var solen igen kommet frem.

Oren er en mindre skov uden de store dikkedarer. Mindre kuperet end tidligere på ruten. På denne dag til gengæld godt læ mod den efterhånden stride blæst. Den lød så til gengæld som flot musik i trækronerne.

Kik gennem Oren. Græsstierne er bedre til at suge regnen til sig end grusstierne. 

Efter Oren kommer man ud i et kort åbent stykke ned mod jernbanen. Her stod en flok heste og gumlede løs på halm. Og ved jernbanen var jeg tilbage på den rute som jeg tidligere har gået. Hulegård og mølleområdet. Så jeg forsøgte mig i stedet med en mere direkte vej tilbage til Lejre Station. Og ogsså for at udforske noget nyt.

Ved Hulegård. Der går ikke en rigtig markvej fra Hulegård det første stykke øst på mod Lejre.

Skjoldungestien går under jernbanen ved Hulegård og gennem Ledreborg. Den har jeg gået mange gange før, så i stedet gik jeg langs sydsiden af jernbanen, indtil den lille fodgængerbro, som fører til stien nord for jernbanesporet. Her var skovarbejdere igang med at rydde med et bæltekøretøj, og stien i opløsning.

Stien nord for jernbanesporet, et kik over kildepladsen øst for Ledreborg. Her får man også et indtryk af ufremkommeligheden på stierne. Et vandløb har ganske enkelt krydset stien. En provisorisk bro af grene er lagt over.

Alt i alt en god naturoplevelse, med masser af krævende, varieret terræn. Udstyret var i orden - dvs. gode og tætte vandrestøvler. Men mudderet havde sat sig langt op ad skinnebenene. Kilometermæssigt måske ikke den helt store sensation, men terrænet taget i betragtning, skulle turen nok heller ikke have været længere. Måske når stierne er tørre, er turen mindre anstrengende. 

Hvalsø - Gevninge - Lejre

Vintervandring på landet, skoven og langs de vandrige åer, bl.a. gensyn med Gudernes Stræde og Skjoldungestien. (Vandring nr. 351)

Typisk landskab nordøst for Hvalsø. Der er ikke meget at se, høre eller lugte. Og det man kan lugte, vil man helst ikke kunne lugte.

På den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside hedder det om naturen i Lejre: "Kommer man fra hovedstadsområdet gennem det flade og tæt bebyggede Hedeland, åbner der sig lidt vest for Roskilde et helt andet landskab. Det er Lejre Kommune... Det indgår i en grøn ring uden om hovedstadsregionen." Det er rigtigt at der åbner sig et andet landskab, og også delvist rigtigt som foreningen beskriver dette landskab: "præget af dybe dale med enge og åer i bunden, af dødislandskaber med stejle bakker og store skove, af spredt bebyggelse med land- og skovbrug".

Porten til Bæsted Skov: Tueholthus - eller også er det huset lige overfor.

Når det er sagt, så bør man retfærdigvis dog nok tilføje at store dele af Lejre kommune er præget af enorme marker, særlig tydelige her ved vintertid hvor markerne i bedste fald har et grønligt skær men ellers strækker sig uendeligt i brune farver. Det havde jeg ellers prøvet at tage højde for. Jeg har vandret en del i Lejre, og forsøger derfor at lægge ruten gennem de smalle, grønne korridorer udenom landbrugslandskabet. For det er især noget vandrere lægger mærke til, sikkert mere end fx cyklister eller bilister som kan spurte hen til de områder hvor de naturskønne områder findes. 

Bæsted Skov. En udmærket kuperet skov med fine skovveje. Man skal dog lige passe på med jagt i skovene. Pt har Ledreborg sat skilte op at stier kan været spærret og man må regne med at tage alternative stier.

Skovene

Dagens tur gik gennem et par skove som jeg ikke har gået så meget igennem: Bæsted Skov og Slorup Skov, og det er udmærkede små skove. I størrelse kan de ikke måle sig med Bistrup Skovene syd for Hvalsø, men mindre kan også gøre det. Der er et forbavsende fugleliv, det må være det milde klima der har fået hormonerne frem i fuglene. Mellem de to skove ligger Helligrenden. Engang et ørredvandløb med tilløb til Roskilde Fjord. Her forsøger man at retablere nogle gydebanker

Kik over Helligrenden. Der skulle være et vandløb dybest nede, men det er ikke sådan lige at komme til ude i det åbne landbrugslandskab. Det er forbeholdt køerne på denne strækning.

Foreningen skriver endvidere: "Men det er ikke bare en fantastisk natur. Overalt i Lejre findes kulturspor helt tilbage til dengang da området første gang blev beboet. Der er køkkenmøddinger, kæmpehøje, vikingehaller, herregårde, landsbyer og gamle veje. Kun få steder i Danmark findes en lignende koncentration af natur og kulturminder, og så ligger hele herligheden så tæt ved storbyen, at dens indbyggere kan nå det på en endagstur." Fint, jeg kan fuldt ud forstå at foreningen gerne vil lokke storbyens beboere til Lejre. Og Sagnlandet Lejre er da også et fantastisk sted at komme om sommeren når der er åbent.

Slorup Skov. Her ad Gudernes Stræde går man oppe i terræn med udsigt til en langsø. Om sommeren kan man formentlig ikke se den for bare blade. Men her om vinteren går det fint.

Der findes såmænd også andet end gamle ting, tag fx den gamle ringovn, Skullerup Teglværk. Den er overgroet med træer og krat, om sommeren har jeg præsteret at gå forbi den uden at opdage den, men den skal ses om vinteren hvor bladene ikke dækker den. Den er ikke ret stor, men et minde om gammel teglværksindustri. Og man skal nok skynde sig, for ovnen er i lodret forfald. Den er i øvrigt lukket inde på et private område, så man skal ikke regne med at kunne komme helt hen til den.

Gevninge.Længst mod nord findes den gamle landsbykerne stadig, selvfølgelig alt sammen moderniseret til ukendelighed. 

Gevninge

Gevninge er en pænt stor by med en lille modificeret bykerne af landsbyhuse og -gårde. Gevninge er stadig i besiddelse af et supermarked, et forsamlingshus OG et beboerhus, rytterskole og frisør. Men bageren har måttet lukke. I vinduet annonceres efter nye ejere. Men af butikkens tilstand ser det ud til at være et stykke tid siden. Det er endnu ikke lykkedes mig at finde et sted hvor jeg kan købe en kop kaffe (undtagen i Wittenberg-automaten hos bageren i Lejre). Det lykkedes heller ikke i Gevninge, så kaffetørstige vandrere må medbringe det i bagagen.

Gevninge Åstien. Et meget skønt område at gå igennem. Men efter en regnfuld vinter også et meget vanskelligt terræn. Jeg har ikke gummistøvler med, så mine støvler var udfordret. heldigvis havde jeg imprægneret dem godt med voks hjemmefra, og sokkerne var tørre, trods vandmængderne. Fotoet viser en mere passabel del af stien. Længere sydpå skulle det blive meget værre.

Langs åerne

Skjoldungestien - netværket af stier, som har taget navn efter sagnenen om den første danske kongeslægt, og deres hjemsted i Lejre. Fra Gevninge til Gammel Lejre følger den åsystemet, og det er efter en regnfuld vinter ikke ideelt. Allerede nordpå ved Gevninge begynder vanskelighederne. Stien er gennemgående svært passabel på store strækninger pga. oversvømmelser, resten er ret smattet. Syd for motorvejen går det helt galt: Her måtte selv den smalle trægangbro givet op, og var bukket under for vandmasserne. Jeg måtte opgive at følge Skjoldungestien, og ty til kildepladsens arbejdsvej som fører op til landevejen - gennem marker.

Typisk landskab ved Gammel Lejre. Vidtstrakte, livløse marker, kuperet med rigeligt gravhøje. Gammel Lejre er en lille landsby med huse på begge sider af en gennemgående bygade.

Alting ser bedre ud i solskin, og det er der god brug for på denne tur hvor man gerne skal kunne se langt for at øjnene kan hvile på noget. Især de 3 kilometer langs åerne til sidst træk søm ud. Så på den måde var det dårlig planlægning fra min side. De ca. 20 km kom derfor til at føles en anelse hårdere end antallet af kilometer egentlig berettiger til. Det havde i bagklogskabens klarsyn nok været bedre at tage turen den modsatte vej.

Vinter i Lejre på Skjoldungestien

Solskin har der ikke været for meget af denne vinter. Så selv om det blæste, var det da bare med at nyde det - Skjoldungestien.

Jeg missede en af afviserne til Skjoldungestien, og fik i stedet set denne forblæste Baunehøj. 

Ruten var for en gang skyld ikke lagt - jeg er blevet pensionist! Jeg havde købt et nyt kort, Nationalpark Skjoldungernes Land (Calazo Förlag, 2019), og det skulle afprøves. I stedet for Kraks Kort som jeg ellers har brugt nu siden 2013. Derfor havde jeg også valgt et område som jeg nogenlunde kendte i forvejen - jeg skulle jo nødig risikere noget. Kortet fungerede udmærket, mest som en ny form for at vandre uden opmåling. Eneste ulempe er at manøvrere med et ca. 1 m2 stort kort i blæst. Den går ikke, man må finde et sted med læ.

Tvedhøje ved Allerslev med Lavringe Å forrest i billedet. Der burde være to, men den ene er eroderet væk med tiden.

Det første stræk af Skjoldungestien ender blindt. Det starter i Lejre, følger Lavringe Å sydpå forbi Allerslev, og ender lidt nord for Osted. Det går også igennem en af HOFORs kildepladser. Lavringe Å er også om vinteren et idyllisk sted, og modsat om sommeren er der virkelig strøm på. Masser af vand i åen.

Jamen, sådan ser der ud om vinteren i store dele af Danmark, her ved Lavringe Å og kildepladsens arbejdsvej. Brunt, gråt, mørkt. Men kik på himlen: Næsten helt blå og solen skinner.

Man kan så vælge at gå tilbage igen. Det gjorde jeg ikke, for går man et stykke ad landevejen, kan man gå ad kirkestien op til Osted Kirke, fortsætte vestpå og støde til en anden af Skjoldungestierne ved Særløse. Det lyder nemt, men i dag var det turens absolut mest anstrengende stykke, da der var frisk vind til kuling og absolut ingen læ for modvinden. Kun lidt mens jeg lavede en afstikker gennem den lille bebyggelse Skovledholm med en lille mølle. En far og hans formodede datter var også ude at cykle, og det gik ikke stort hurtigere end hvad jeg kunne gå. 

Jeg var absolut ikke in the mood for at fotografere mellem Osted og Særløse fordi jeg havde nok med at stride mig op mod vinden. Men her i Særløse går det bedre i læ bag kirkebakken.

Jeg tog en afstikker fra stien til Særløse Kirke som ligger på en stejl høj. Her var absolut ingen læ, men udsigten er ganske god, og jeg havde nok opholdt mig her noget længere, havde det ikke været fordi jeg kunne forudse at vinden ville begynde at nedkøle mig mere end jeg havde lyst til. 

Det var lidt svært at bevare fodfæstet til at tage dette foto. Hvor man ikke kan mærke hvordan vinden lagde et konstant og vedvarende pres på fotografen. Men indtrykket af udsigten skulle med!

Skjoldungestien følger i øvrigt på store dele af strækningen Gudernes Stræde som er en fortræffelig vandrerute med mange små pudsige informationer undervejs. Den har jeg tidligere beskrevet her på bloggen. Der var mere læ og sidevind, især da jeg nåede ind i skovområdet Indelukket. Det følger en bakkeside i læ for vinden. Til gengæld havde regnen gennemblødt stierne temmelig meget i det noget lave terræn. 

Den højtliggende af bygningerne ved Hulegård. Mod højre går Skjoldungestien til Ledreborg.

Nord for Indelukket Bispegård missede jeg en afviser til Skjoldungestien, og pludselig igen befandt mig ude i den susende vind på vej mod Bavnehøj. Det er jeg ret god til, det med at misse pæle. Jeg kan ikke lige sige hvorfor. Jeg bilder mig selv ind at det er fordi de ikke er der. Så måtte jeg igen ud i modvinden vestpå mod Hulegård. Som om sommeren sikkert er et meget idyllisk område med smukke huse og bakket terræn. Herfra valgte jeg den sydlige rute af Skjoldungestien for at komme i læ af blæsten op mod Ledreborg. 

Skjoldungestien mellem Hulegård og Ledreborg. Her gik jeg i lå af bakken.

Der var jagt på Ledreborgs jorder, så stierne var adgang forbudt mange steder, hvilket begrænsede mulighederne for afstikkere langs hele vejen. Nordpå langs golfbanen var der godt gang i vinden igen, indtil Herthadalen. Her havde jeg håbet på at restauranten måske serverede en kop kaffe. Det gjorde den selvfølgelig ikke - den er lukket for vinteren. Herfra var der så medvind resten af vejen gennem Gammel Lejre, forbi vandværket og ind ad Blæsenborgvej der i dag mere end passede til navnet. 

Udsigt fra Skjoldungestien mod Gammel Lejre nede i ådalen, med Mysselhøj til venstre i billedet. Måske kan man lige ane Energitårnet helt ude i horisonten til venstre. Den ligger forbi Roskilde mod Trekroner. Sigtbarheden er ganske god.

Togene fra Lejre går kun en gang i timen om lørdagen, og det betød en del ventretid. Det er lidt af en træls affære, for det eneste sted jeg har fundet hvor man kan få en kop kaffe er hos den ellers udmærkede bager, fra en Wittenberg-automat. 

Og Lejre Station? Ingen kaffe. Det er lavet om til bibliotek. Jamen, så satte du dig vel over og læste i en bog? Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg er pensioneret.

Udover kortet har jeg også anskaffet en masse vandreudstyr, nu jeg forhåbentlig får tid til at vandre meget mere. Og alt bestod sin prøve, og mere til! Uldundertøjet, og ditto trøje, den vindtætte jakke, støvlerne. Det holdt alt sammen, og på trods af chillfaktor og strid blæst var jeg ikke på noget tidspunkt kold, heller ikke da jeg ventede i det forblæste skur på Lejre Station. Det tog 5-6 timer med det hele, og en hurtig opmåling derhjemme viste 23 kilometer. En lovende start på 2020.