Måløv, Store Vejleådal, Taastrup

Tur på gang- og cykelstier gennem det bakkede landbrugsland og den fredelige Store Vejleådal er en afslappende efterårsvandring.

Jeg er ikke så meget ude på nye eventyr for tiden, så det bliver næsten kun til kendte stier, blot i forskellige retninger og på forskellige tider af året. Denne gik fra station til station. Jeg er tidligere gået i dette område den 25. april 2013, den 21. april 2014 hvor jeg studerede anlæggelsen af motorvejstilkørslen, og endelig oversvømmelserne 15. september 2017 (som også blev bragt i TV Lorry).

Kik fra Smørumnedre mod Smørumovre Kirke. Smørumnedre har enkelte spredte hus fra landsbytiden, men noget egentlig sammenhængende område er der ikke tale om.

Starten af turen gennem Mårum kan man vælge sådan lidt forskelligt. Ruterne byder på nogenlunde det samme, men man kan dog som jeg gjorde i dag lave en mindre omvej lidt vestpå for at opleve resterne af den gamle landsby, Smørumnedre. Der ligger enkelte bindingsværkshuse og gårde tilbage. Omend det ikke på nogen måde skal gøre det ud for et samlet billede af hvordan her har set ud i meget gamle dage. Modsat Smørumovre er Smørumnedre i den grad præget af moderne sovebysvillaer.

Stien fra Smørumnedre til Ledøje, snorlige. Her ved Loholmgård.

Ledøje

Syd for Smørumnedre starter så Risby Mosesti som leder ned mod Store Vejleådal. Men først dog forbi den velbevarede landsby, Ledøje. Velbevaret, forstået som at man nogenlunde har bevaret de ældre huse. Hvad der er væk, er selve landsbylivet og de funktioner som husene blev bygget til. I hvert fald de gange jeg har passeret byen. Der er ingen forretninger, og et bedragerisk skilt med "Cafe" kunne forlede til at man her kan få en kop kaffe. Men det kan man ikke, med mindre man lejer hele balladen til festlokale.

Ledøje Landsby. Mennesketom. Men stemning er der da, med denne flotte spejling af huse og kirke. Cafe er i virkeligheden et hus man kan leje til festlige lejligheder.

Byen samler sig om landsbykæret. Eller, husene gør. For beboerne er der ikke på denne lidt grå, men ellers udmærkede efterårsdag (og ved de andre lejligheder jeg har været her), ser jeg kun enkelte beboere som haster til eller fra deres biler. Kun ved kirken er der lidt liv i form af en rengøringsmand.

Kik fra kirkegården mod syd. Mere landsbyagtigt kan det vel næppe blive. Der mangler kun lugten af komøg og gylle.

Der er låst til kirken ellers, så jeg får ikke genset det lidt særprægede indre. Må nøjes med udsigten fra den bakke hvor kirken ligger. Får også kikket lidt nærmere på forsamlingshuset. på vej tilbage til stien mod syd til Store Vejleådalen. I udkanten af Ledøje mod syd dukker der en enlig rytterske op. Her er en rideskole - en typisk anvendelse af de gamle gårde overalt på Sjælland.

Risby Mosevej forbinder Ledøje med Store Vejleåstien.

Risby Mosevej har jeg ikke gået på før. Den fører gennem et landbrugslandskab med spredte kreaturer, men ellers de sortladne pløjmarker. En gård hist og pist i det fjerne. Ikke så befolket med dyre- og fugleliv, men til gengæld heler ikke så plaget af motorvejslarmen længere sydpå.

Rekonstruktion af en bro fra ca. 980 ved Ravning Enge, Jelling. Vejen er også en rekonstruktion med eksempler på forskellige belægning.

Store Vejleådalstien

Et stykke mod syd løber stien sammen med Store Vejleåstien. Selve åen ser man ikke meget til, den ligger i behørig afstand fra stien. Men det er overvejende et godt vandreområde med varierede landskaber. Ud for Risby ligger en rekonstruktion af en vikingelandsby, og nyt er her en vikingebro med tilhørende vej. Det blev vist for nylig i fjernsynet da den blev åbnet. Her så man at frivillige, også børn, har bygget på den og lært en masse ting på denne måde. Det meste er lavet af "gamle" redskaber, med lidt hjælp af moderne.

Store Vejleådalen, ved Pometet. Et typisk vy mod åen som løber et eller andet sted mellem træerne.

Længere mod syd kommer jeg for første gang siden oversvømmelserne i 2017 gennem den del af stien som var godt og grundigt oversvømmet. Det er den så ikke længere, men dele af stien er faktisk stadig ret sumpet. Et enkelt stykke på en 5-10 er helt oversvømmet, og der er etableret en alternativ sti op i terrænet, med en nødtørftig gangsti af træstammer.

Nuttede og forventningsfulde (?) lam. De er alle øremærkede, og mæher forventningsfulde da jeg passerer. Jeg ved ikke lige hvad de forventer sig af mig, men det bliver i hvert fald ikke opfyldt, og med beklagende mæh'er haster jeg videre mod Taastrup.

Tæt på Taastrup kan man for alvor begynde at høre motorvejen som ellers kun har begrænset sig til en fjern susen. Man skal under den, og langs med den. Og larmen er ganske forfærdelig. Det er ellers ikke lige i myldretidstrafikken så gad vide hvordan det vil lyde om et par timer? Taastrup er sikkert et rart sted at bo, men måske ikke lige det første sted vandrefolket vil fouragere. Så det er hurtigt op på stationen, og hjem til Valby og den økologiske cafe på stationen. 

Høje Taastrup-Trekroner ad stier og landeveje gennem svundne landsbyer

15 kilometer stier og landeveje gennem forstæder, forsvindende landsbyer og spirende forår

Blekingevej 2 er vel hvad man mest forbinder med byggeri i Høje Taastrup, men på den anden side af banen er der såmænd andet at kigge på. 

Forår opleves på denne tid bedst i områder mellem by og det skalperede landbrugsdanmark. Det er her man kan mærke den rest af natur vi trods alt har tilbage, med mindre man altså bruger timer på at finde de helt store oplevelser. Jeg havde til det formål planlagt en rute gennem egentlig kendte steder, men hvor jeg håbede på både fuglefløjt (udover lærke, kragefugle og måger) og forårsblomstring mm i Københavns forstæder. Samt nogenlunde fred og ro. Du kan jo prøve at gåturen selv, hvis du ikke tror på den!

Der mangler vel lige et dannebrogsflag her, og en hestevogn. Så er vi med igen. Nå, det blev nnu kun til nogle søvnige biler.

Tæt på Høje Taastrup Station ligger blandt alt byggeriet fra midten af forrige århundrede hengemt de små landsbyer som har givet navn til Kommunen. Endda nogenlunde af en størrelse og med så mange bygninger bevaret - tilmed et gadekær og en kirke - at det bliver næsten helt Morten Korchsk, nemlig langs Bygaden gennem Høje Taastrup og Kraghave. Dem har jeg før beskrevet her på bloggen. Syd for Kraghave kommer man forbi et mindesmærke for en dansk modstandsmand, Verner Emil Sørensen. Han var medlem af DKP og BOPA, og forsøgte sammen med sin gruppe at erobre et tysk ammunitionstog her. Det gik ikke som beregnet, toget havde et større vagtmandskab end forudset, og han blev dræbt. Mindestenen står tæt på s-togslinjen.

Mindesmærket over Verner Emil Sørensen fortjener såvel foto som omtale, se teksten.

Fra disse går der en sti (sjovt nok hedder den Høje Taastrupstien) mod vest til Baldersbrønde. Man kan komme over Roskildevej via Baldersti. Den passerer en gammel kending, nemlig Charlottegården der er bygget af teglsten fra det der engang var Danmarks største teglværk, Hakkemose Teglværk. Her boede ejeren, J. P. Langgaard. Af Baldersbrønde er der ikke megen landsbystemning tilbage. Et enkelt hus kaldes Kalkmandens Hus. Uden forklaring i øvrigt, men kendere af maleren L. A. Ring vil måske genkende huset fra et af hans malerier. Han boede i Baldersbrønde. Man kan studere de undselige seværdigheder med korte historier på en hjemmeside.

Baldersbrønde set fra fodgængerbroen over Roskildevej. 

Fra Baldersbrønde går en sti op til Kallerup Grusgrav. Der er ikke adgang for bilister, så man har hele stien for sig selv fra spejderhuset helt op til Kallerupvej. Jeg tror nok at man skal benytte den på søn- og helligdage, for hvis der kom en lastbil forbi (og det gør der vel i sagens natur fra grusgrave) må det støve noget så ganske forfærdeligt. Det larmer også ganske forfærdeligt fra Holbækmotorvejen - det eneste sted hvor jeg skyndte mig afsted pga larm. Kallerupvej er en ok vandrevej. Der er ikke ret meget trafik på sådan en søndag og gode græsrabatter. Ved hundevæddeløsbanen kan man dreje mod vest ad en sti, Kalleruphaven for at nå op til Fløng Folkeskov. Den blev plantet i 2014 og visse steder er den da nået op i 2-3 meters højde. Men midterområdet ligner stadig en brakmark.

Til forskel fra så mange andre bakker på Sjælland kan man kigge næsten hele horisonten rundt uden at blive skærmet af træer. Til gengæld er udsigten måske ikke ligefrem den mest spændende. Men højden på bakken er overraskende stor, og må være et godt træningssted for løbere.

En mindre oplevelse er Møllebakken midt i Fløng. Overraskende nok er det ikke som så mange andre bakker på vestegnen et affaldsbjerg, men en rigtig høj. Og der er oven i købet et oldtidsminde på toppen. Udsigten er det flade, omgivende land hvor der fortrinsvis er parcelhusbebyggelse. Man skal gå lidt ned ad vestsiden for den bedste udsigt mod den gamle Fløng landsby hvor kirken ligger på en bakketop.

Udsigten ud over Fløng mod kirken. Og hov, jo der var så sandelig dannebrog til tops!

Videre mod vest ad Marbjerg - som også er en gammel kending. Jeg kan ikke dy mig for atter engang at bese Mikael Pedersens "Villaen". Det er en helt utrolig historie om designeren af Christiania-cyklen som er langt mere kendt i en engelsk mellemstor industriby end her i sit hjemland. Man kan finde et link til min tidligere post om landsbyen. Jeg besøgte den i 2014 i forbindelse med mine vandværksvandringer. Det blev nu ikke til et gensyn med Marbjerg Vandværk, kun på afstand. Ad Marbjerg Bygade kan man gå nogenlunde ubesværet for trafik, og dernæst bruge stien til Trekroner Parkvej. Så undgår man ikke længere at komme ind i byen igen hvis man vil til Trekroner Station.

Nå ja, helt undgå det skalperede landskab kan man så heller ikke. Selv om udsigten til Energitårnet kompenserer lidt. Her set ved Marbjerg.

I et vejr som dette er turen perfekt. Der er masser af fuglesang i byområderne, omend man ikke kan undgå at komme forbi de tavse landbrugsområder der ligger sortladne hen, eller rapsen som er begyndt at blomstre. Som snart i et par uger vil fortrylle mange med deres gule farver, for så i nogle måneder at ligne afsvedent krat. Og ende på mit køkkenbord som økologisk olie. Og til slut så en lille idyl fra Marbjerg.

Smedevænget i Marbjerg forløber på begge sider af åen - som må nu ikke kan se inde i selve landsbyen.

God påske til alle bloggens læsere.

Den ret gamle, Gammel Køgevej

Mellem 1786 og 1930'erne rejste de fleste fra København til Køge ad Roskildevejen og landevejen mellem Tåstrup og Køge. Det gjorde jeg dem efter

Milestenene er af de få overleverede rester fra de ca 150 år hvor "Køgevejen" var ensbetydende med landevejen mellem Tåstrup og Køge. Ikke som nu langs kysten.

Jeg har før beskrevet vejene mellem Køge og København, sidst i december 2018. Af dette og andre indslag fremgår at den foretrukne trafikvej til Køge 1786-1930'erne gik over Tåstrup. 23 kilometer, hvoraf denne tur omfatter de 17 fra Tåstrup og sydpå. Den næsten snorlige landevej bærer stadig enkelte minder fra dengang den var af meget større betydning for trafikken. Da vejen ender brat ved Cordozavej, startede turen fra Jersie Strand Station i Solrød Kommune.

Tåstrupvejen i Solrød. Med motorvejsoverføringen i baggrunden. Og bag den (skjult) den nye jernbane. Vejføringen er der da endnu. Men det er så det.

Undervejs skifter landevejen navn. Fra syd mod Tåstrup: Tåstrupvej, Karlslunde Landevej, Greve Landevej, Kildebrønde Landevej, Kappelev Landevej, Køgevej og Tåstrup Hovedgade. Men det er altsammen bare synonymer på den "køgevej" der er endnu gamlere end Gammel Køgevej langs kysten. Og den går forbi, men ikke igennem, en del landsbyer undervejs: Solrød, Karlslunde, Greve, Kildebrønde/Strøby Huse og Ishøj. 

Tremlestenen. Den ligner jo til forveksling firemilestenen. Så vidt jeg kan se er soklen af granit. Altså ingen marmor.

Milestenene

Dem er der bevaret adskillige af. De blev opsat under Christian VII og bærer alle hans signatur. Det var ellers Ole Rømer (1644-1710) der var startet med at opstille dem med en Miil afstand (7,538 meter) i 1690'erne og viste afstanden til nulpunktsten ved Københavns 4 byporte. De holdt sig i hvert fald til op i 1760'erne. Man kan se en på Frilandsmuseum. I 1764 gik man så i gang med at opsætte nye under Frederik 5. og Christian 7. De var udført i marmor og forvitrede med tiden. Hvorfor man fra 1842 brugte granit. Men indhuggede de gamle kongenavne i stenen. Det er sådan set lidt snyd, fordi det kunne forlede nogen til at tro at de er ældre end de er. Men nogle af dem har marmorsokler fra før.

Udsigten fra bakken syd for motorvejen. Det er landevejen man kan se strække sig snorlige gennem fotoet. Trylleskoven til højre (øst) for den.

Nogle af kvartmilepælene skal være sten fra Ole Rømers tid som man bare vendte bunden i vejret på. Der er et par stykker på ruten, men jeg er usikker på om det nu også er dem. til gengæld er der også kilometersten. De er alle fra efter 1907 og arkitekttegnede (P.V. Jensen Klint, 1853-1930). De var store rektangulære og af granit, med en skrifttype i Jugendstil og var ens for hele landet.

Lyksager. Jeg har selvfølgelig ikke illustreret denne artikel med mange fotoer af bare marker, men det er jo så det typiske syn man har fra landevejen, bortset fra når man kommer til byerne.

Længst syd: Solrød

De første kilometer går gennem Solrød Kommune. Her er der udover vejføringen ikke nogen andre efterladenskaber fra den gamle hovedvej. Turen går gennem et bag hegn og hæk skjult, lidt søvnigt villakvarter, sikkert opført midt i sidste århundrede. I krydset med Solrød Byvej er der godt nok nogle lidt ældre udseende bygninger, men de er fra slut-1930'erne. Syd for hvor Køge Bugt Motorvejen krydser er der lavet en ret stor bakke som man kan bestige for at få et godt overblik. 

Et kik fra landevejen ned gennem hovedgaden i Karlslunde. Typisk for "landsbykik".

Efter motorvejen og den nye Ringsted-Københavnbane kommer man til et af de mere spændende strækninger hvad angår landevejens historie: Langs Firemileskoven og Karlslunde Skov. Lidt nord for nogle pænt store villaer støder man på den fire milestenen. Den har ikke alene givet navn til skoven på den anden side af vejen, men også til gården. Og firemilestenen har fået sit eget lille sted med tilhørende B&B. Der er seværdigheder for vejstensentusiaster her, for kun få hundrede meter længere nordpå støder man ind i 30 km-stenen. Og herefter kommer e så for hver kilometer på vestsiden af landevejen. Så kan det ikke blive bedre!

Hvor engang kommunalpolitikere, skatterevisorer, lærere og andre kommunalt ansatte regerede, huserer en loge: Det gemle kommunekontor i Karlslunde.

Greve

Vel gennem dalen hvor Møllebækken flyder med Korporalskroen mm. kommer man til strækningens eneste sving, lidt syd for Karlslunde. Herfra har man en god udsigt til Karlslundegården (1837) der i dag fungerer som ridecenter. Men engang tilhørte Gjeddesdal. Fra landevejen kunne rejsende kigge ned gennem Hovedgaden i Karlslunde, og mon ikke nogen har benyttet sig af at få et lille hvil her?

Karlslunde Landevej. Her er strækningen ret plan. Men det er den nu ikke alle vegne. Man går på cykelstien hele vejen, og støjen fra landevejen er der, men ikke så generende, da der ikke er så meget trafik og heller ikke hurtig trafik.

På et særdeles kommunalt udseende hus står der Serapi NS-ordenen, og det er der en grund til. Det blev opført i 1952, og her holdt "kommunen" til sammen med lærere og pedellen. Det var der nemlig fint plads til dengang. Men ikke ret længe, for i midt-1960'erne eksploderede befolkningstilvæksten, og kun administrationen kunne nu være her. Med kommunesammenlægningerne i 1970 blev bygningen alt for lille, og i 1973 blev den købt af logen Pacome under Serapions-Ordenen som altså har holdt til der siden. 

Grevegård. Nu museum. Igen et typisk vy over en kedelig pløjemark. 2/3-dels Danmark kunne man vel kalde det, da det er sådan Danmark ser ud som mest.

Mellem Karlslunde og Greve kommer man for alvor ud på landet, især mod øst. Måske giver denne strækning et godt indtryk af hvordan området mest typisk har set ud. Det kommer dog ikke til at vare ved, for Greve Kommune er ved at opkøbe jord til at anlægge en skov: Greve Skov. Meget er der dog endnu ikke at se. Stierne er godt nok anlagt, men træerne er i buskstørrelse. Til gengæld er der nogle pæne gårde, se langt væk mod øst Lyksager, ved landevejen Vardegård og med øst Grevegård der nu er lokalmuseum. 

Kildebrønde. Man kan godt gå lidt på opdagelse her. Bag huset er der fx en mølle.

Husene i Greve Landsby langs landevejen er fra midten af 1900-tallet, og altså efter at kystvejen til Køge blev anlagt. Forsamlingshuset Godthaab er dog fra 1898, og altså fra før. Bygningen ligner noget fra en gammel gård. 

I det der engang må have været udkanten af Tåstrup, ligger dette hus på Nyhøjsvej 1 fra 1864. Det kunne sikkert fortælle mange historier om forbipasserende.

Bymæssigt kommer man nord for Greve i Kildebrønde/Strøby Huse til et af de mere interessante steder. Der er mange ældre og meget smukke provinshuse langs vejen. Og længst mod nord en lille mølle uden vinger. Midt mellem Strøby Huse og Ishøj Landsby har man mod vest udsigt til Ny Kappelevgård og Thorsbro Vandværk. Og krydser Lille Vejleå. 

Tåstrup Hovedgade. Engang den nordlige ende af landevejen til Køge. Det bærer husene da lidt præg af, eller hvad?

Ishøj og Tåstrup

Vel inde i Ishøj Kommune støder man på 2 3/4 milestenen lidt nord for Allevej., mens 2 1/2 milestenen står inde i Tåstrup lidt syd for Sydvestvej. Så er man ellers nået til dagens endestation, Tåstrup når man har gennemtravet de ca 2 km af Tåstrup Hovedgade. Stationen hed oprindelig Køgevejens Station, hvilket signalerer at Køgevejen var en hovedtrafikåre til Køge eller Vordingborg. Her lå posten, Taastrup Nykro, (Medborgerhuset) mm. På Politivennens tid ville en rejsende sikkert her benytte sig af at indlogere sig på Roskilde Kro i Tåstrup. Som dengang omtrent lå 500 meter øst for hvor Roskildevejen og Køgevejen mødtes. Så hvorfor ikke slutte denne beretning med en oplevelse fra dengang, dvs i 1800:

Spørgsmål: Kan man ikke med al rimelighed forlange af kroholdere på landet at de når for betaling forlanges, skal have senge til rejsendes tjeneste? Anledningen til dette spørgsmål er i forrige uge, en aften kl. 12, givet i Roskilde Kro hvor nogle personer som forlangte senge, fik af en slem vranten pige anvisning til bænkene i krostuen blandt en mængde støjende bønder. Og ikke før efter længe at have tigget, blev de lukket ind i et andet værelse hvor de måtte tage til takke med stole.

Bortset fra det, god tur, hvis du havde tænkt dig at gøre den efter. 

Høje-Taastrup - "gamle dage"

En historisk landsbyvandring til Høje-Taastrup, Kragehave og Sengeløse

En af de få dejlige vinterdage med blå himmel, lav sol og hvidpudrede landskaber. Her ses bussen på Ole Rømersvej, øst for Sengeløse.

Høje-Taastrup forbinder de fleste pendlere vel med massivt nybyggeri. Men der findes faktisk rester af det gamle landbrugs-Danmark, og kommunen har været så venlig at lægge en vandretursguide på internettet. Det er herfra de faktuelle oplysninger stammer, suppleret med ejendomsregistret.

Høje-Taastrup og Kragehave
Der er to landsbyer som nu er helt opslugt af urbanisering: Høje-Taastrup kan spore sin historie adskillige hundreder år længere tilbage end Kragehave. Ordet "Høje" er først kommet til i 1600-tallet. En mellemstor landsby med en kirke (der er ret stor), 12 gårde og 16 huse. Hvoraf kun er tilbage kirken, tre gårde (de øvrige  ligger udenfor landsbyen), skoler, legathus, smedje og meget andet. Vejen Vænget danner skel mellem Høje-Taastrup og Kragehave. Modsat Høje-Taastrup var Kragehave en lille landsby, kun 5 gårde og enkelte huse. Vandrere bemærker dog ikke at de går gennem to landsbyer, så her er de beskrevet under et.

Bygaden i Kragehave. Det slyngede forløb er bevaret. Midt i billedet bagest er Ny Munkegård (nr. 56), pladsen foran hed Tobakstorvet. Bagest til venstre drejer vejen skarpt mod venstre til gadekæret. Bag fotografen er Høje Taastrup landsby.

Bygaden giver på en strækning af ca. 500 meter (samt et par kik ind ad sideveje) et indblik i hvordan landsbyerne var i 1800-tallet. Hovedparten af landsbyens beboere har nok været ansat hos de rige bønder som karl eller piger, eller været daglejere. Der er et overleveret daglejer hus i nr. 48. Det ligger i Kragehave. Længere mod vest i Kragehave ligger huset "Godset", som ironisk dækker over at det er et jordløst hus. Andre jordløset huse ligger på Toftevej nr. 1 - her boede vejmanden.

Daglejerhus, Bygaden 48 (1778) i Kragehave. Der har formentlig boet adskillige familier i huset, de har vel levet lige akkurat over eksistensminimum og på de rige bønders nåde.

Lidt bedre stillede har husmændene været - de ejede trods alt lidt jord. De beskrevne havde 3 tønder land. Deres forhold er skildret af fx Jeppe Aajær, og de har været vanskelige. Risikoen for at miste det lille de ejede, var stor. Landsbyerne har flere eksempler på husmandshuse, Bygaden 65 (1877) i Høje-Taastrup. Den socialrealistiske maler L.A. Ring (1854-1933) skal have malet huset (se her for flere malerier).

I dag ser det jo meget smukt ud. På fotografier fra slutningen af 1800-tallet hvor de oprindelige beboere holdt til, ser husmandshuse knap så idylliske ud, og beboerne ofte forhutlet klædt. Det var ingen dans på roser at være husmand.

Andre husmandshuse er nr. 52. Fra 1873 var her desuden høker i venstre del af huset. I nr. 54, boede også kalkbrænderen. Kik også på nr 58, nr. 63 B (1700-tallet). Landsbyerne rummede også håndværkere. Men da egentlige erhverv var forbeholdt købstederne, findes der naturligt nok fra ældre tid kun en smedje. Det var nemlig tilladt i landsbyerne, og Bygaden nr. 53 havde en sådan 1777-1890. Guiden siger den er fra 1700-tallet, men OIS 1878. Den blev tidligere kaldt Kirkebakkegård. Smedjen skal være genopført på Blaakildegård i en formindsket udgave. Jens Nil's hus, Bygaden 73-75. Husets venstre del var bygget som en aftægtsbolig. Her boede førhen den kloge kone i Kragehave.

Den gamle smedje, Bygaden 53. Set fra skråningen op til kirken. På en sten ved modsat hjørne står der Klostergaarden. For i dag holder de katolske Assumptionssøstre til her. 

Da købstædernes privilegier blev fjernet, rykkede flere erhverv ind. Fra "nyere" tid, dvs. fra slut 1800-tallet, findes der til nabohuset til nr. 59 en skomager (fra 1910), en høker holdt til i nr. 40, Brugsen åbnede i 1890 i nr. 45 (dog kun til 1930'erne), en bager holdt til i nr. 47 i begyndelsen af 1900-tallet. I nr. 50 boede huggeren i den bagerste del af huset. Nr. 77 blev bygget i 1908 til en niece til en høker, der førhen lå foran Valdemar Andersens gård. Fra 1936 til 1966 holdt Slagter Kragh til her. Der er også en lille halv snes af de gamle gårde tilbage, Fx i Kragehave, Engbjerggård (Bygaden 60) og Valdemar Andersens gård (Bygaden 81).

Den kristne og verdslige magtelite

Landsbyens magtcentrum var naturligt samlet omkring kirken. Her er nogle skolebygninger. Høje-Taastrups ældst bevarede skole fra 1740'erne ligger i nr. 36. Skolestuen lå 1740'erne-1884 i den ene ende af huset, mens læreren boede i den anden ende. Det er restaureret af flere omgange, og er nu privat. Skolen stammer fra den tid hvor eleverne fortrinsvis skulle terpe kristendomskundskab og blev "katekiseret", dvs undervist efter Luthers katekismus, og forældrene kunne betale sig til at få dem undervist i regning og skrivning. Skolen lå 1884-1975 på Præstegårdsvej nr. 2.

Høje-Taastrups ældste eksisterende skolebygning. Her svingede læreren stokken over eleverne og katekiserede dem i Luthers katekismus og kristendomskundskab. Nogen fornøjelse har det givetvis ikke været, endsige tydeligt for eleverne hvorfor hele dette cirkus. Men den bagvedliggende ide var at børnene skulle opdrages til at kende deres underordnede plads under enevælden.

Overfor denne skole ligger et rødt hus, nr. 25 (1904) som var forskole 1904-75. Eleverne holdt til i stueetagen, mens andenlæreren boede på 1. sal. Ud over skolen lå på Præstegårdsvej 1 "Legathuset" fra 1747. Den rige godsejer Jens Andresen af Benzonsdal finansierede det som aftægtshus for tidligere fæstere under Benzonsdal. Forkortelserne JAB og JAS skal af landsbyviddet være udlagt som "I arme bønder" og "I arme syndere", men det er godsejeren og hans frues initialer. Huset indeholdt fire værelser med plads til otte. I 1912 blev der i Bygaden 38 bygget et Missionshus, under den indremissionske præst, pastor Heegaard. Ud over det sædvanlige kristne overtro, er der også knyttet nogle sagn til kirken. Et stammer fra krønikeskriveren Saxo om Svend, Knud og Valdemar. Mere kød er der på de fredsforhandlinger som fandt sted i Høje Taastrup Præstegård vinteren 1658. Dog ikke den nuværende. Kirken har som så mange andre kirker tilknyttet et sagn om en lindorm. 

Landsbygaden 52 i Sengeløse. OIS oplyser at det er fra 1777. Sengeløse er andet end en soveby. Men hvor længe mon?

Sengeløse - og omegn

Jeg besøger altid gerne Sengeløse. Det er en meget tiltalende by med skole og et supermarked. Så modsat så mange andre byer på landet er den ikke kun soveby. Den er et dejligt mix af gammelt og nyt.

Selsmosen er oprindelig en naturlig sø. Men efter oversvømmelserne er den blevet kunstigt større for at fungere som basin for regnvand.

Stationsbyen
Mens udviklingen af stationsbyerne Taastrup og Hedehusene er resultat af jernbanen 1847, startede Høje-Taastrups udvikling først efter 2. verdenskrig og stationen kom først til i 1986. Og man må vel sige at Høje-Taastrup har taget revanche og helt overtaget den dominerende rolle. Nord og syd for stationen er et studie for sig i arkitektur fra slut-1900-tallet. Men det var ikke målet for dagens vandring.

Høje-Taastrup Station. Jo, jeg nåede mageligt toget tilbage til Valby. Det tager under 10 minutter.

Se flere fotoer på Flickr for Høje-Taastrup.

Ruten

Høje-Taastup Station. Bygaden. Hakkemosevej. Bondehøjvej. Sengeløse. Ole Rømersvej. Tørvevej. Hyldevangen. Nordparkstien. Høje-Taastrupstien. Høje-Taastrup Station.

Hedeland

Hedeland er et landskab i konstant forandring. Dette er denne blogs femte og første sommerbesøg

En tur i Hedeland må nødvendigvis kun dække en del. Det er umuligt at gennemtrave det hele på en dag. Dagens tur dækkede Høje Tåstrup kommunes andel af Hedeland, altså den vestlige del indtil Greve Kommune. I de kommende år vil Hedeland forandre sig endnu mere, for i foråret blev antaget tre udviklingsplaner for området af de tre kommuner som hedeland ligger i.

Forudsætningen for eksistensen af nutidens Hedeland er grusgravning. Og det foregår stadig i store områder, her ved Præstehøj, mellem Stærkendevej og Tranemosevej.

Det såkaldte Team SLA har foreslået at man dramatiserer landskabet endnu mere med at lave dybere dale og højere bakker. Og anlægger en "ødemark". Der skal være en central ("Horndrageren", opkaldt efter en sjælden orkidé). Et andet team, RUBOW har foreslået overnatningshytter i en særlig arkitektonisk udformning. Mens et tredje, Team Møller & Grønborg vil inddrage foreninger i landskabsudviklingen.

Udsigt fra Naturstien. I forgrunden får man et indtryk af de mange planter som gror i området. Ligesom det summer af bier, sommerfugle, guldsmede og meget andet.

Naturstien

Siden sidst er der blevet indrettet naturstier. Det er helt smalle trampestier som bl.a. går fra Stenager Station sydvest over Dopperne til Hedelands største skovomrråde syd for Nymølle Sø. Natur skal her forstås helt bogstaveligt. Der spilles på mange tangenter både hvad angår planter, insekter og dyreliv. Biodiversiteten er meget høj og udsigten heller ikke at kimse af. I glimt kan man kikke sydpå til skibakken. Hele turen er 4 kilometer.

Udsigt fra Naturstien, mod syd. Man går oppe i terræn og i glimt har man dette betagende syn. Bl.a. til skibakken (dog ikke med på dette foto).

Den østlige del af stien ligger højt og stien kan være lidt svær at få øje på, men det er altså den lille trampesti som går op på bakken nord for Brandhøjgårdsvej. Om efteråret ser der ud til at være brombær på ruten. Og der er også enkelte frugttræer formentlig æbler og pærer. Hvis det skulle friste nogen. Skråningen mod syd er vokset til med høje træer mens området nord for stien er fyldt med lav engagtig beplantning.

Vest for Brandhøjgård får man et af de bedste indtryk af hvordan de dybe grusgrave langsomt gror til. Trætoppene udjævner landskabet en del, og faktisk ser det hele mere dramatisk ud om vinteren.

Men ud over naturstien er der så sandelig så meget andet at kigge på. Vores tur gik fx forbi den dramatiske dal (grusgrav) langs vestsiden af Brandhøjgårdsvej, vest for Brandhøjgård. Området er i forhold til mine tidligere besøg nu vokset godt til. Bunden af den forhenværende grusgrav især med lave træer og buske mens skråningerne stadig er ret bare med græsbevoksning og spredt krat. Det gør at dalen måske ikke længere ser så dramatisk ud som første gang, men til gengæld så meget frodigere. Her får man også et godt indtryk af hvor meget sand og grus der er blevet gravet væk, idet man fra bunden af dalen ved Vinkelsø gå op ad en lang flad bakke til det oprindelige landskabsniveau dengang området var plant.

En af de karakteristiske togstationer, Sølund øst for fiskesøen. Hundeskoven til højre dækker effektivt for udsigten til haveforeningen Brandhøj

Vinkelsø er desuden et af de steder hvor søbredden er flottest at gå langs. I modsætning til fx Flade Sø der er bevokset med siv langs hele bredden, og hvor man kun ganske få steder opdager at der overhovedet er en sø. Eller til Flintesøen øst for skibakken og amfiteatret der ser mere parkagtig ud.

En af veteranbanens lokomotiver passerer Vinkelsø. Her får man også set søen fra den side hvor man kan gå langs bredden. Den modsatte bred er bevokse med siv.

Veteranjernbanen

Man kan ikke undgå at støde på den 5 kilometer lange smalsporsjernbane. Der kører også tog søndage i sommersæsonen. De stammer fra nedlagte roebaner og de mange teglværks- og industribaner.

Hedeland Golfklub ligger i det gamle niveau, idet Stærkendevej stadig forløber som på en bakkekam som den altid har gjort.

Banen ender ved golfbanen som breder sig nord for Tune Landevej. Hvis man er vandrer gør man klogt i at undgå golfbanen. En strålende solskinsdag som denne er golfbanen godt besøgt, og man skal tage sig i agt for golfbolde. Da området mellem Stærkendevej og Tranemosevej langs Brandhøjgårdsvej desuden stadig fungerer som grusgrav, kan man passende helt omgå området. Der er masser af stier at vælge imellem til det formål.

Maglehøj Mølle. Møllen er fuldt funktionsdygtig. Og vandt da også i konkurrencen for mange år siden over Tjørnehøj Mølle 1 km nord for, i følge en forklarende tekst inde i møllen. Ironisk nok er det dog sidstnævnte mølle som stadig fungere, nu dog ikke som vindmølle, men som maskinmølle.

Maglehøj Mølle

Jeg har tidligere passeret møllen. Men aldrig været inde i den. Det kom vi så i dag og det var en meget stor oplevelse. Interiøret er bevaret eller nyistandsat og møllen skulle fungere. Den er blevet nænsomt restaureret af en efterkommer af ham der oprindeligt lod møllen opføre. Vingerne alene har kostet 400.000 kr at restaurere. Godt for turister og mølleentusiaster, men altså ikke noget der kaster mange penge af sig. Et prisværdigt initiativ som burde fortjene bedre. Møllen er trods alt en del af områdets og Reerslev-Stærkendes lokalhistorie.

Friheden - Roskilde ad Fjernvandrevej E6

Vandringsløse Tidendes første gæsteafsnit af Cykelmyggen som fører læseren på sporet af Danmarks internationale vandrerute E6

Cykelmyggens cykel ved Toftevænget, lidt nordvest for Ishøj Landsby. Vel sluppet igennem den nu næsten helt overgroede og forsvundne sti fra København-Ringstedbanen til Smågårdsrende.

Egentlig er Fjernvandrevej E6 ikke for cyklister. Den er en 5.200 km lang vej fra Alexandroupolis i Grækenland til Kilpisjärvi i Finland. Danmarks bidrag består i stykket fra Kruså til Kastrup. Dagens etape var på godt 40 km (45 med vildveje), hvilket altså er mindre end en 1/100 af hele vejen. Faktisk viste det sig at jeg tidligere har gennemtravet det meste af ruten tidligere - uden at vide det. For ruten er ikke særlig godt afmærket. Et kort er et must - og alligevel gik det galt flere steder.

Scenarie ved broen tæt på Arken Museum. Lidt atypisk scenarie. Det er nok derfor at svaneparret har udsøgt sig lige netop dette sted.

Så tæt på landets hovedstad er naturoplevelserne begrænsede og isoleret til meget små enklaver mede adskillige kilometers afstand.

Strandparkerne

Med mindre man bare godt kan lide at vandre uanset hvor, så kan manglen på naturoplevelser være en af grundene til at vælge cykel frem for vandrestøvler. Stykket langs Strandparkerne går langs de mere anonyme grusveje bag klitterne, og her har man hverken udsigt til vandet eller til indsøen. Det er mere en gennemfartsvej så man kan komme hurtigt fra sted til sted. Til gengæld er der gode vejforhold, især gennem Mågeparken i Hvidovre. Fra Ishøj Havn til Reerslev er stierne mest beregnet for mountainbikes.

Store Vejleå er klemt af marker og bebyggelse, men man aner dog dens pragt og vælde flere steder langs ruten. Her i Ishøj

Vejleåerne

Kultursteppen dækker omkring 2/3 af Danmark, og jeg gætter på at det tal er højere på denne del af E6. Rapsmarker lyser kunstiggult så blikket næsten automatisk trækkes hen mod de mere varierede grøn-blå-gule rabatter. Ruten byder ellers på strækninger langs to af de bedste åforløb på vestegnen, nemlig Store Vejleå og Lille Vejleå. Men netop på denne strækning er de temmelig klemt inde, og Lille Vejleå har ikke rigtig fået bredde og saft og kraft. Til tider minder den mest om en grøft. Her er cyklens tempo bestemt en fordel. Det går lidt kvikkere med at komme igennem.

København-Ringstedbanen hvor den krydser Motorring 4 vest for Tranegilde. Til højre ses grusvejen som har erstattet den forhenværende rute som forløb til venstre for banen. 

Til gengæld er stierne på denne del af ruten mest til vandring, og forholdsvis uegnet til cykling. Det bliver bestemt ikke bedre af at der er forsvundet næsten en kilometer af stien på grund af byggeriet af København Ringstedbanen. Men en ny sti er tilsyneladende ved at blive etableret. Hjulspor er støbt ned i leroverfladen, og turen her er nyrerystende på cykel.

Jo, det er E6. Det kan man bl.a. se på skiltet med ridning forbudt ca. midt i billedet. Men vejen er overbegroet, sandsynligvis fordi den har været spærret som følge af banearbejdet.

Kildepladserne

Hvis man er til fredfyldte og oplevelsesrige naturområder må man ty til HOFORs kildepladser. Men de er meget små i dette område. Her kan man tage sig en pause og indsnuse lugte, lytte til fuglestemmerne og i bedste fald se en ræv, et rådyr eller en hare. Nuvel, vi er tæt på Staden, så man skal ikke forvente for meget natur. Slet ikke når man bevæger sig ind på fx Benzonsdals endeløse kulturstepper med konventionelt landbrug og monokultur. I stedet kan man så fokusere på bare dette at gå eller cykle. Det hjælper på formen at motionere!

Egentlig hører Kildebrønde ikke til E6. Men ved Lille Vejleå og Ishøj Kildeplads forsvinder stien simpelthen og jeg cykler forvildet rundt indtil jeg igen kommer på rette vej ved Kildebrønde

På cykel kan man nemt komme til at køre galt eller ganske enkelt ikke bruge vandrestien. Det skete da også på et tidspunkt. Jeg kørte forkert og anede ikke hvor jeg var. Det viste sig så at være tæt på Kildebrønde. Så fik jeg også set det sted - og Strøby Huse. Som vist på fotoet er der en gammel kirke og en gul bygning, som er Kildebrønde Gamle Skole. Den er fra 1860. Hvis der går lidt Nøddebo Præstegård i det, så er det ikke helt forkert. En af pastorerne inspirerede til pastor Blicher.

På samme omvej ser jeg også Strøby Huse. Hvis det ikke lige var for den stærkt befærdede vej, kunne der da godt lugte lidt af landsbyidyl.

Tæt på Kildebrønde ligger Strøby Huse. Uden kirke og skole, men til gengæld med en vingeløs mølle. Hvis man farer vild, er området finmasket hvad angår veje, så det er rimeligt nemt at komme tilbage på sporet igen.

Lille Vejleå, umiddelbart vest for Thorslunde. Vi ser mod vest. Åen er stærkt rettet op som en snorlige rende og der er betonfliser for neden, ligesom med Harrestrup Å.

Stykket langs Lille Vejleå har jeg passeret i forbindelse med vandværksvandringerne den 12. februar 2014. Dengang var det altså stadig vinter. Men egentlig ser området omkring kildepladserne og Lille Vejleå ikke så forfærdelig meget anderledes ud på grund af de udstrakte landbrugsområder. 

Hedeland er et spændende område, og det er under konstant forandring. Dets forhenværende brug som grusgrav ses af smalsporsbanen med dens mange "stationer" eller trinbræt. Det meste er nu rekreativt område. Om sommeren kan man køre med toget.

Storlandbrug

Området syd for Thorslunde er domineret af industrilandbruget Benzonsdal. Dette område oplevede jeg første gang 21. juli 2016. Denne gang er jeg glad for at være på cykel: Kilometer efter kilometer langs trøstesløse marker uden særlig meget liv oplevede jeg dengang. Så det må gerne gå lidt stærkt med at komme gennem det. Og det er der ikke ændret ved i dag. Lyd- og livløst, kun vindens sagte susen høres.

Vindinge er et byområde som er ved at vokse sammen med Roskilde. Men den gamle brønd er dog blevet restaureret så man kan se hvordan det så ud da farfar var dreng og man mødtes ved landsbyens gadekær

Hedeland

Det er ironisk at et af de største naturområder på E6 er et gammelt industriområde, nemlig de nu for længst forladte grusgrave som man kender under navnet Hedeland. Engang et fladt hedeområde. Så krævede motorveje og husbyggerier enorme mængder grus som blev gravet op og efterlod området med gigantiske kratere der  i dag langsomt er ved at vokse til medsærpræget og varieret planteliv. Og har tiltrukket en masse dyr, fugle og insekter. Således opdagede jeg det den 25. februar 2014. Og siden er det bare vokset mere og mere til.

Og som nogen måske har gættet, har Vandringsmanden måttet ty til cyklen. Hælsporer har gjort at vandring er både pinefuld og ikke anbefalelsesværdig. Sådanne behandles nu med indlæg og forventes at være væk igen i løbet af 3 måneder.

Der er adskillige gode guider til fjernvandrevej E6. En af dem er på Friluftsguiden.