Skjoldungesti Hvalsø- Lejre (sydlige rute)

Skjoldungestien er en af de bedre strækninger i stisystemet i nationalparken: Bistrupskovene, Skov Hastrup, Oren. (Tur 18. februar 2020).

Turen fra Hvalsø til Lejre søndenom jernbanen er omkring 20 kilometer - med det hele (der er nogle seværdigheder undervejs som godt kan give lidt ekstra kilometer. På denne sjældne solskinsdag i februar 2020, har regnen sat sit præg: Mange steder er stien ganske pløret og nærmest opløst. Andre steder bare smattet og blød. Enkelte steder er der fare for at glide,

Kik fra Skolestien langs vestsiden af Storskov. Ganske typisk for det åbne landskab foran skovene.

For vandring har vejret ikke været det bedste i februar. Ikke særlig koldt, men til gengæld megen regn og blæst. Det har nok givet dyrene en stille periode hvor knap så mange mennesker har vadet rundt på deres territorium. Jeg ved ikke med plantevæksten. Der er allerede knopper på flere af træerne. Hvilket måske lige er vel tidligt nok. Solen tittede til tider også frem. Men nåede altså ikke at få tørret op i den plørepøl, man støder ind i ved husene syd for Hvalsø.

Kuperet terræn ved Elverdams Ådalen

Syd for Hvalsø startede det ud med sol! Men det holdt dog ikke længe. Og stierne i det åbne land var temmelig svært passable sine steder, nærmest små tværs henover stien. Til gengæld er der fredfyldt udsigt over det stærkt kuperede terræn vest for skoven, Elverdams Åen. Her har en skoleklasse slået sig løs inde i skoven. Og efter lydene, virkede det da som om de havde det ok fint.

Gård i Valborup Skov. Her er bilveje. Selv disse er temmelig våde, med pytter.

Jeg er ekspert i at overse pæle. Det er også en af grundene til at jeg altid har et kort med så jeg kan se hvad det er jeg er gået glip af. På denne tur missede jeg dog kun to. Den første pæl var den nordvest for Lerbjerg og fortsatte. Var dog disciplineret nok til ikke at vælge en alternativ rute, og vendte om. Stort cadeau til mit nye kort hvor der er højdekurver så jeg kunne regne ud hvor jeg var pga de aftegnede bakker.

Typisk foto fra Helvigstrup Skov. Fint kuperet og afvekslende ed damme, søer mm. Perfekt som frokoststed med multtoilet og det hele (omend en del træk, skal jeg da lige hilse og sige).

Bistrupskovene har jeg skrevet en del om. Så det er derfor jeg beskæftiger mig så meget med stiernes tilstand. Det gælder særligt på Skjoldungestierne. For de følger ikke de bedste skovveje, tværtimod ser det ud til på denne rute at man har valgt de snævreste, til gengæld også mest oplevelsesrige. Pløret er ikke noget der skræmmer mig, men blot en advarsel til de som ikke tænker på at tage ordentligt fodtøj på.

Fin træbro ved Aunsø gennem en sø mod spejderhytten. Umiddelbart før er der en god rasteplads med læskur, sheltere og et multlokum. 

Den anden pæl jeg missede, var mere alvorlig end den første. Jeg måtte have kort og kompas til hjælp (der var intet internet) for at finde en lidt kedelige markvej op til Glædesbjerg Gård der løber en anelse øst for Skjoldungestien. Om jeg missede en pæl, misforstod dem eller den slet ikke eksisterer, fandt jeg ikke ud af. Og det gjorde heller ikke så meget. Det regnede nu så meget at jeg under ingen omstændigheder ville få så meget ud af turen.

Langs åen i det åbne landskab efter Skov Hastrup. Åen er godt pakket ind af stejle skråninger, og markarealerne har svært ved at blive afvandet. 

Efter Skov Hastrup er ruten lidt præget af hovedvejen. Dog stadig flot kuperet med udsigt til Særløse Kirke. Af en eller anden årsag skulle den monoton kirkeklokkelyd præge hele denne del af turen, og gav et lidt dyster stemning, så jeg måtte skynde mig igennem området, der vist nok er ganske fint. Utroligt at kirkeklokker kan få lov til at bimle og bamle løs i så lang tid.

Syvhøje, gravhøje fra Bronzealderen. Det hele ser lidt brunt og gråt ud, og her begyndte det igen at regne

Der er vist otte gravhæje ved Syvhøje, og de kan være svære at finde når det regner. Men kik efter en stor lysning, en planche og pælene på højen. Jeg nåede desværre ikke at nyde stedet ret længe da regnen nu var taget til. Samt blæsten. Så jeg måtte søge ind i skoven for læ.

Det åbne landskab øst for Oren, set fra skovkanten. Her var solen igen kommet frem.

Oren er en mindre skov uden de store dikkedarer. Mindre kuperet end tidligere på ruten. På denne dag til gengæld godt læ mod den efterhånden stride blæst. Den lød så til gengæld som flot musik i trækronerne.

Kik gennem Oren. Græsstierne er bedre til at suge regnen til sig end grusstierne. 

Efter Oren kommer man ud i et kort åbent stykke ned mod jernbanen. Her stod en flok heste og gumlede løs på halm. Og ved jernbanen var jeg tilbage på den rute som jeg tidligere har gået. Hulegård og mølleområdet. Så jeg forsøgte mig i stedet med en mere direkte vej tilbage til Lejre Station. Og ogsså for at udforske noget nyt.

Ved Hulegård. Der går ikke en rigtig markvej fra Hulegård det første stykke øst på mod Lejre.

Skjoldungestien går under jernbanen ved Hulegård og gennem Ledreborg. Den har jeg gået mange gange før, så i stedet gik jeg langs sydsiden af jernbanen, indtil den lille fodgængerbro, som fører til stien nord for jernbanesporet. Her var skovarbejdere igang med at rydde med et bæltekøretøj, og stien i opløsning.

Stien nord for jernbanesporet, et kik over kildepladsen øst for Ledreborg. Her får man også et indtryk af ufremkommeligheden på stierne. Et vandløb har ganske enkelt krydset stien. En provisorisk bro af grene er lagt over.

Alt i alt en god naturoplevelse, med masser af krævende, varieret terræn. Udstyret var i orden - dvs. gode og tætte vandrestøvler. Men mudderet havde sat sig langt op ad skinnebenene. Kilometermæssigt måske ikke den helt store sensation, men terrænet taget i betragtning, skulle turen nok heller ikke have været længere. Måske når stierne er tørre, er turen mindre anstrengende. 

Hvalsø - Gevninge - Lejre

Vintervandring på landet, skoven og langs de vandrige åer, bl.a. gensyn med Gudernes Stræde og Skjoldungestien. (Vandring nr. 351)

Typisk landskab nordøst for Hvalsø. Der er ikke meget at se, høre eller lugte. Og det man kan lugte, vil man helst ikke kunne lugte.

På den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside hedder det om naturen i Lejre: "Kommer man fra hovedstadsområdet gennem det flade og tæt bebyggede Hedeland, åbner der sig lidt vest for Roskilde et helt andet landskab. Det er Lejre Kommune... Det indgår i en grøn ring uden om hovedstadsregionen." Det er rigtigt at der åbner sig et andet landskab, og også delvist rigtigt som foreningen beskriver dette landskab: "præget af dybe dale med enge og åer i bunden, af dødislandskaber med stejle bakker og store skove, af spredt bebyggelse med land- og skovbrug".

Porten til Bæsted Skov: Tueholthus - eller også er det huset lige overfor.

Når det er sagt, så bør man retfærdigvis dog nok tilføje at store dele af Lejre kommune er præget af enorme marker, særlig tydelige her ved vintertid hvor markerne i bedste fald har et grønligt skær men ellers strækker sig uendeligt i brune farver. Det havde jeg ellers prøvet at tage højde for. Jeg har vandret en del i Lejre, og forsøger derfor at lægge ruten gennem de smalle, grønne korridorer udenom landbrugslandskabet. For det er især noget vandrere lægger mærke til, sikkert mere end fx cyklister eller bilister som kan spurte hen til de områder hvor de naturskønne områder findes. 

Bæsted Skov. En udmærket kuperet skov med fine skovveje. Man skal dog lige passe på med jagt i skovene. Pt har Ledreborg sat skilte op at stier kan været spærret og man må regne med at tage alternative stier.

Skovene

Dagens tur gik gennem et par skove som jeg ikke har gået så meget igennem: Bæsted Skov og Slorup Skov, og det er udmærkede små skove. I størrelse kan de ikke måle sig med Bistrup Skovene syd for Hvalsø, men mindre kan også gøre det. Der er et forbavsende fugleliv, det må være det milde klima der har fået hormonerne frem i fuglene. Mellem de to skove ligger Helligrenden. Engang et ørredvandløb med tilløb til Roskilde Fjord. Her forsøger man at retablere nogle gydebanker

Kik over Helligrenden. Der skulle være et vandløb dybest nede, men det er ikke sådan lige at komme til ude i det åbne landbrugslandskab. Det er forbeholdt køerne på denne strækning.

Foreningen skriver endvidere: "Men det er ikke bare en fantastisk natur. Overalt i Lejre findes kulturspor helt tilbage til dengang da området første gang blev beboet. Der er køkkenmøddinger, kæmpehøje, vikingehaller, herregårde, landsbyer og gamle veje. Kun få steder i Danmark findes en lignende koncentration af natur og kulturminder, og så ligger hele herligheden så tæt ved storbyen, at dens indbyggere kan nå det på en endagstur." Fint, jeg kan fuldt ud forstå at foreningen gerne vil lokke storbyens beboere til Lejre. Og Sagnlandet Lejre er da også et fantastisk sted at komme om sommeren når der er åbent.

Slorup Skov. Her ad Gudernes Stræde går man oppe i terræn med udsigt til en langsø. Om sommeren kan man formentlig ikke se den for bare blade. Men her om vinteren går det fint.

Der findes såmænd også andet end gamle ting, tag fx den gamle ringovn, Skullerup Teglværk. Den er overgroet med træer og krat, om sommeren har jeg præsteret at gå forbi den uden at opdage den, men den skal ses om vinteren hvor bladene ikke dækker den. Den er ikke ret stor, men et minde om gammel teglværksindustri. Og man skal nok skynde sig, for ovnen er i lodret forfald. Den er i øvrigt lukket inde på et private område, så man skal ikke regne med at kunne komme helt hen til den.

Gevninge.Længst mod nord findes den gamle landsbykerne stadig, selvfølgelig alt sammen moderniseret til ukendelighed. 

Gevninge

Gevninge er en pænt stor by med en lille modificeret bykerne af landsbyhuse og -gårde. Gevninge er stadig i besiddelse af et supermarked, et forsamlingshus OG et beboerhus, rytterskole og frisør. Men bageren har måttet lukke. I vinduet annonceres efter nye ejere. Men af butikkens tilstand ser det ud til at være et stykke tid siden. Det er endnu ikke lykkedes mig at finde et sted hvor jeg kan købe en kop kaffe (undtagen i Wittenberg-automaten hos bageren i Lejre). Det lykkedes heller ikke i Gevninge, så kaffetørstige vandrere må medbringe det i bagagen.

Gevninge Åstien. Et meget skønt område at gå igennem. Men efter en regnfuld vinter også et meget vanskelligt terræn. Jeg har ikke gummistøvler med, så mine støvler var udfordret. heldigvis havde jeg imprægneret dem godt med voks hjemmefra, og sokkerne var tørre, trods vandmængderne. Fotoet viser en mere passabel del af stien. Længere sydpå skulle det blive meget værre.

Langs åerne

Skjoldungestien - netværket af stier, som har taget navn efter sagnenen om den første danske kongeslægt, og deres hjemsted i Lejre. Fra Gevninge til Gammel Lejre følger den åsystemet, og det er efter en regnfuld vinter ikke ideelt. Allerede nordpå ved Gevninge begynder vanskelighederne. Stien er gennemgående svært passabel på store strækninger pga. oversvømmelser, resten er ret smattet. Syd for motorvejen går det helt galt: Her måtte selv den smalle trægangbro givet op, og var bukket under for vandmasserne. Jeg måtte opgive at følge Skjoldungestien, og ty til kildepladsens arbejdsvej som fører op til landevejen - gennem marker.

Typisk landskab ved Gammel Lejre. Vidtstrakte, livløse marker, kuperet med rigeligt gravhøje. Gammel Lejre er en lille landsby med huse på begge sider af en gennemgående bygade.

Alting ser bedre ud i solskin, og det er der god brug for på denne tur hvor man gerne skal kunne se langt for at øjnene kan hvile på noget. Især de 3 kilometer langs åerne til sidst træk søm ud. Så på den måde var det dårlig planlægning fra min side. De ca. 20 km kom derfor til at føles en anelse hårdere end antallet af kilometer egentlig berettiger til. Det havde i bagklogskabens klarsyn nok været bedre at tage turen den modsatte vej.

Vinter i Lejre på Skjoldungestien

Solskin har der ikke været for meget af denne vinter. Så selv om det blæste, var det da bare med at nyde det - Skjoldungestien.

Jeg missede en af afviserne til Skjoldungestien, og fik i stedet set denne forblæste Baunehøj. 

Ruten var for en gang skyld ikke lagt - jeg er blevet pensionist! Jeg havde købt et nyt kort, Nationalpark Skjoldungernes Land (Calazo Förlag, 2019), og det skulle afprøves. I stedet for Kraks Kort som jeg ellers har brugt nu siden 2013. Derfor havde jeg også valgt et område som jeg nogenlunde kendte i forvejen - jeg skulle jo nødig risikere noget. Kortet fungerede udmærket, mest som en ny form for at vandre uden opmåling. Eneste ulempe er at manøvrere med et ca. 1 m2 stort kort i blæst. Den går ikke, man må finde et sted med læ.

Tvedhøje ved Allerslev med Lavringe Å forrest i billedet. Der burde være to, men den ene er eroderet væk med tiden.

Det første stræk af Skjoldungestien ender blindt. Det starter i Lejre, følger Lavringe Å sydpå forbi Allerslev, og ender lidt nord for Osted. Det går også igennem en af HOFORs kildepladser. Lavringe Å er også om vinteren et idyllisk sted, og modsat om sommeren er der virkelig strøm på. Masser af vand i åen.

Jamen, sådan ser der ud om vinteren i store dele af Danmark, her ved Lavringe Å og kildepladsens arbejdsvej. Brunt, gråt, mørkt. Men kik på himlen: Næsten helt blå og solen skinner.

Man kan så vælge at gå tilbage igen. Det gjorde jeg ikke, for går man et stykke ad landevejen, kan man gå ad kirkestien op til Osted Kirke, fortsætte vestpå og støde til en anden af Skjoldungestierne ved Særløse. Det lyder nemt, men i dag var det turens absolut mest anstrengende stykke, da der var frisk vind til kuling og absolut ingen læ for modvinden. Kun lidt mens jeg lavede en afstikker gennem den lille bebyggelse Skovledholm med en lille mølle. En far og hans formodede datter var også ude at cykle, og det gik ikke stort hurtigere end hvad jeg kunne gå. 

Jeg var absolut ikke in the mood for at fotografere mellem Osted og Særløse fordi jeg havde nok med at stride mig op mod vinden. Men her i Særløse går det bedre i læ bag kirkebakken.

Jeg tog en afstikker fra stien til Særløse Kirke som ligger på en stejl høj. Her var absolut ingen læ, men udsigten er ganske god, og jeg havde nok opholdt mig her noget længere, havde det ikke været fordi jeg kunne forudse at vinden ville begynde at nedkøle mig mere end jeg havde lyst til. 

Det var lidt svært at bevare fodfæstet til at tage dette foto. Hvor man ikke kan mærke hvordan vinden lagde et konstant og vedvarende pres på fotografen. Men indtrykket af udsigten skulle med!

Skjoldungestien følger i øvrigt på store dele af strækningen Gudernes Stræde som er en fortræffelig vandrerute med mange små pudsige informationer undervejs. Den har jeg tidligere beskrevet her på bloggen. Der var mere læ og sidevind, især da jeg nåede ind i skovområdet Indelukket. Det følger en bakkeside i læ for vinden. Til gengæld havde regnen gennemblødt stierne temmelig meget i det noget lave terræn. 

Den højtliggende af bygningerne ved Hulegård. Mod højre går Skjoldungestien til Ledreborg.

Nord for Indelukket Bispegård missede jeg en afviser til Skjoldungestien, og pludselig igen befandt mig ude i den susende vind på vej mod Bavnehøj. Det er jeg ret god til, det med at misse pæle. Jeg kan ikke lige sige hvorfor. Jeg bilder mig selv ind at det er fordi de ikke er der. Så måtte jeg igen ud i modvinden vestpå mod Hulegård. Som om sommeren sikkert er et meget idyllisk område med smukke huse og bakket terræn. Herfra valgte jeg den sydlige rute af Skjoldungestien for at komme i læ af blæsten op mod Ledreborg. 

Skjoldungestien mellem Hulegård og Ledreborg. Her gik jeg i lå af bakken.

Der var jagt på Ledreborgs jorder, så stierne var adgang forbudt mange steder, hvilket begrænsede mulighederne for afstikkere langs hele vejen. Nordpå langs golfbanen var der godt gang i vinden igen, indtil Herthadalen. Her havde jeg håbet på at restauranten måske serverede en kop kaffe. Det gjorde den selvfølgelig ikke - den er lukket for vinteren. Herfra var der så medvind resten af vejen gennem Gammel Lejre, forbi vandværket og ind ad Blæsenborgvej der i dag mere end passede til navnet. 

Udsigt fra Skjoldungestien mod Gammel Lejre nede i ådalen, med Mysselhøj til venstre i billedet. Måske kan man lige ane Energitårnet helt ude i horisonten til venstre. Den ligger forbi Roskilde mod Trekroner. Sigtbarheden er ganske god.

Togene fra Lejre går kun en gang i timen om lørdagen, og det betød en del ventretid. Det er lidt af en træls affære, for det eneste sted jeg har fundet hvor man kan få en kop kaffe er hos den ellers udmærkede bager, fra en Wittenberg-automat. 

Og Lejre Station? Ingen kaffe. Det er lavet om til bibliotek. Jamen, så satte du dig vel over og læste i en bog? Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg er pensioneret.

Udover kortet har jeg også anskaffet en masse vandreudstyr, nu jeg forhåbentlig får tid til at vandre meget mere. Og alt bestod sin prøve, og mere til! Uldundertøjet, og ditto trøje, den vindtætte jakke, støvlerne. Det holdt alt sammen, og på trods af chillfaktor og strid blæst var jeg ikke på noget tidspunkt kold, heller ikke da jeg ventede i det forblæste skur på Lejre Station. Det tog 5-6 timer med det hele, og en hurtig opmåling derhjemme viste 23 kilometer. En lovende start på 2020.

Efterårstur Borup-Hvalsø

Halvt landevej, halvt skovtur på en af efterårets vel nok sidste vandreture før bladene endeligt har mistet fæstet

Efterårslandskab i al sit pragt og ydmyghed: Overdrevet langs Mortenstrupvej i Ravnsholte Skov. Ikke noget under at der er indrettet shelter på den anden side.

Dagens tur var ikke forberedt, intet jeg satsede på at få set. Andet end at se på efterårsfarver. Helst i solskin, men endnu engang viste det sig at ligeså snart man kommer ind i Ringsted Kommune, så bliver der overskyet. Solen pippede lidt frem en gang imellem, men ikke det store. Vejret var imidlertid klart og næsten vindstille, så det gjorde ikke noget.

Møllelundgård. Nu sognegård og del af det kirkelige miljø omkring kirken, sammen med kirkegården og graverkontoret.

Man skal igennem Borup for at komme ud på landet. Og Borup er vel hvad man ville kalde en typisk dansk provinsby med hvad en sådan nu byder på af huse. På denne fredag formiddag er der ganske mennesketomt. End ikke de obligatoriske hundeluftere er på banen. Kirken, kirkegården, graverkontoret og Møllelundgård som nu fungerer som sognegård, er oplivende oplevelser. På kirkegården er der et par gravsten med lidt gammel historie, bl.a. en godsbestyrer fra slutningen af 1700-tallet.

Vy over den sydlige del af Lammestrupvej, og et nogenlunde typisk vy, med skov mod nordøst og spredte gårde og huse langs vejen. Ikke meget plads til vandrere, men trafikken er heller ikke overvældende.

Lammestrupvej

En af de store overraskelser var Lammestrupvej. Måske fordi jeg ikke havde forventet for meget af dette stykke. Selv om vejen er befærdet med trafik og der ikke er levnet plads til vandringsfolket, andet end i rabatten, så er der på de seks kilometer landevej en hel del gårde og huse spredt langs med vejkanten som er ret seværdige. Også Lammestrup har en del flotte gårde og huse, mens det lidt større Stubberup er mere anonym.

En af de bedre udsigter langs Lammestrupvej, her lidt nord for Lammestrup. Heldigvis ligger de nogenlunde tæt så man ikke når at blive alt for træt af at kigge på sortladne kulturstepper.

Det er afgjort husene som redder Lammestrupvej, for natur er der sparsomt med. Der er marker til mindst en side. Men til gengæld går man langs først Ryeskov, længere mod nord langs Magleskov. Der er så landligt at man støder på flere boder langs vejen, hvor der tilbydes kartofler, æbler ja sågar en specialforretning med marmelade og kryddereddiker. Min ryg kan dog ikke pt holde til at slæbe rundt med alt for meget, så jeg måtte modstå fristelsen til marmeladen. Den så ellers lækker ud.

Nord for Erupvej forløber Lammestrupvej langs Stubberup Skov, og her er udsigten ganske betagende, og igen med spredte huse og gårde. 

Man slipper ikke for en tur ud på den stærkt trafikerede Hovedvejen, men man kan dreje skarpt mod nord ad Atterupvej, og når først man er kommet på afstand af den øredøvende larm fra trafikken, slynger vejen sig gennem et stærkt kuperet landskab der bare bliver bedre og bedre, også efter man drejer ad Mortenstrupvej langs Atterup Skov. Midt på Atterupvej ligger Atterupgård som har slået sig på heste. Der er en kæmpestor hestestald med tilhørende ridebane.

Et sidste vy over efterårslandskabet ved Stubberup fra Lammestrupvej. Her kan man allerede begynde at høre larmen fra Hovedvejen. 

Ved Mortenstrup som mest består af en håndfuld gårde og nogle huse, kan man dreje mod nord til de næste mål, Bidstrupskovene.

Gården på overdrevet langs Mortenstrupvej. Så kan det da ikke blive mere idyllisk: Heste som fredeligt græsser og den efterårsklædte skov bagest.

Bidstrupskovene

Jeg havde denne gang omhyggeligt valgt en rute som ikke overlappede med mine tidligere ture i skovene, og jeg bliver mere og mere overbevist om at disse skove er klart de bedste hvis københavnerne vil unde sig en rigtig skovtur. Ikke alene er man dejlig fri for trafiklarm - noget der plager de fleste nordsjællandske skove. Terrænet er også stærkt kuperet, varieret og med masser af damme, bakker, søer osv. Stierne er fortrinlige selv i det aktuelt smattede vejr, vandresko er alt rigeligt hvis ikke man bevæger sig uden for stierne - og det er der kun grund til hvis man vil nærstudere bække, dale eller høje.

Helvedeskedlen. Fotoet yder ikke hullet fuld retfærdighed, det er vanskeligt at fange dramatikken.

Hvis jeg skal fremhæve noget specielt ved dagens tur, må det vel blive overdrevsstykket langs Mortenstrupvej, Helvedeskedlen og Dårehulen. Overdrevet er cirka ½ km på den lange led, og man kan se over det. At der så også er en trefløjet gård, gør den ikke mindre idyllisk.

Grusgravsvej. Et af de mere udramatiske stræk på stien. Det er nemlig umuligt for kameralinsen at gengive de dybe dale.

Umiddelbart nord for kan man tage en lille afstikker på ca. 1 km til Helvedeskedlen. Turen ad Kedelvvej er nu heller ikke at kimse af. Den går langs en dyb dal - som man kunne forveksle med kedlen. Men når man først er der, er man ikke i tvivl om at det er den. Og for de tungnemme er der lavet en stor stendynge i bunden af kedlen.

Et lille kik fra Dårehulen.

Det bakkede terræn fortsætter nordpå langs Skovvej, og faktisk er det netop nu landskabet udfolder sig bedre end om sommeren, hvor dalene ikke kan ses for beplantningen. De er så dybe at man næsten kan se henover trætoppene længst nede. Af en eller anden grund har jeg på mine tidligere ture misset at finde Dårehulen, men i dag er den ganske nem at finde. Måske igen fordi bladene er faldet af træerne. Også dette er en helt enestående oplevelse, næsten et mini-Grand Canyon med en lille bæk der gennem tiden ser ud tid at have skåret en stejl kløft ud af landskabet.

Ruten

Borup Station. Lammestrupvej. Hovedvejen. Atterupvej. Mortenstrupvej. Kedelvej. Skovvej. Grusgravsvej. Den gule vandrerute til Elverdamsdalen. Hvalsø Station. Alt i alt lidt over 20km.

Bidstrup Skovene Nord

Efterårsferie er ideel til skovture. Jeg har oplevet skovens forvandling i mere end 6 årtier, men de betager stadig. Især i solskin

Farimagsvej i Heide Overdrev (statsskov), lidt nordøst for Avnstrup

Som jeg har nævnt tidligere, anser jeg Bidstrupskovene for det bedste bud når københavnere skal til et større skovområde der ikke er plaget af motorveje eller jernbaner. Dette er tredje gang jeg besøger skovene. Denne gang for at se nogle områder jeg ikke havde gået i før. Men så store er skovene altså heller ikke. Man kommer til at gense steder fra før. Hvilket ikke er ment som et problem.

Det klassiske vy fra Hastrupvejmod øst, lige efter man er kommet ud af Storskoven (statsskov). Markerne ligger nu sortladne hen efter maskinernes hærgen. 

Særløse Overdrev

Målet for dagens vandring var den nordøstlige del af skovene, samt et del af den centrale del. Jeg havde glemt at der var efterårsferie, og en skole havde åbenbart fået den for dem glimrende ide at sende samtlige klasser på gå- og løbetur i den del af Storskoven, som jeg skulle igennem. Vel ude af Storskoven havde jeg dog skoven stort set for mig selv hele resten af vejen, på nær et par andre vandrere. 

Særløse Bæk, i den sydlige del af Særløse Overdrev (privatskov). Ådalen er er flot dallandskab, hvor bækken malerisk snor sig gennem bakkerne. Et lignende foto i helt afløvet tilstand kan ses i et tidligere indslag.

Det var et glædeligt gensyn med den sydlige del af Særløse Overdrev, hvis navn er misvisende. Det er ikke noget overdrev, men en privatejet skov. Den nordlige del er præget af (spejder)hytter, men der er dog også en offentlig plads med sheltere, hytte - og et veludstyret lokum til de værdigt trængende. Her får at "træde af naturens vegne" en ny dimension. Den sydlige del af skoven går igennem det meget flotte område hvor Særløse Bæk krydser vejen.

Kunstig dysse ved Langdyssevej i Orup Skov (statsejet). Bag dyssen er en dyb dal hvor man kan skimte trætoppene mod Ebberup Skov (privatejet)

Orup Skov

Det første nye mål var Orup Skov. Den nordlige del er en ganske fin skovvej uden de store dikkedarer. Det kunne være i næsten en hvilken som helst god skov. Den sydligste del langs Langdyssevej er den flotteste. Her er terrænet mere kuperet, med en bæk og slyngninger på vejen.

Langs den sydligste del af Langdyssevej løber denne bæk. Man skal nu godt ned i krattet for at få øje på den.

Dette terræn fortsætter også på Farimagsvejen. I gamle dage var man sikkert nødt til at "fare i mag", for terrænet er ret kuperet og vejen slynger sig langs bakker og dale. Mod øst er der stengærder langs den nordlige del af stien som ser ud til at fortsætte langs skovbrynet. De er nu ret overgroede og gennemvokset af store træer.

Helvigstrup Skov (privatejet) i krydset mellem Helvigstrupvej-Avnserupvej og Skrædderhusvej

Helvigstrup Skov

Denne gang ilede jeg forbi Avnstrup og Nordre Sanatorievej. Den strækning har jeg gennemtravet flere gange efterhånden. Nord-sydetapen gennem privatskoven Helvigstrup Skov er ikke beskrevet i folderen, men den kan absolut anbefales, og ikke noget under har Skjoldungestien valgt netop at gå gennem her. Ikke alene er der flot skov, der er også den skovstemning som man ikke finder mange steder: Der er på en vindstille dag som denne ro. Der er midt i skoven ved vejkydset en shelterplads.

Grusgraven ved Skovvej mellem skovene og Hvalsø.

Forventningsfuld passerede jeg Valborup, denne gang ad Hastrupvej for at lede efter mindepladen for nedkastningerne under 2. verdenskrig. Men det lykkedes heller ikke denne gang at finde det. Resten af turen langs skovvej var - skovtur!

Ruten

Hvalsø Station. P. Olsensvej. Østrevej. Hastrupvej. Særløse Overdrev (Skjoldungestien). Wernersmindevej. Orup Skov. Farimagsvej. Avnstrup. Nordre Sanatorievej. Avnserupvej. Helvigstrupvej. Skovvej. Hvalsø Station. I alt ca. 20 km.

Boserup skov - Fjordstien

Bunden af Roskilde Fjord er tæt på toppen af Fjordstien. Samt et par kulturhistoriske områder

Roskilde Fjord, et typisk vy over fjorden nord for Boserup Skov.

Roskilde er meget andet end Domkirken selv om dette UNESCO verdensarv må stå på listen som et "must see" når man passerer langs Fjordstien. Et mere ubemærket sted er området omkring St. Jørgensbjerg Kirke. Området er ikke så stort, men fyldt med stemning: Bakket, gamle huse med smalle og stejle stræder og god udsigt. Det er svært at se nu, men for mange herrens år siden - og endnu ældre end de nuværende huse - lå Roskildes havneby her. Kirken selv er meget gammel, fra 1080 og dermed en af de ældste hertillands.

Voldstedet med den gule gård bag. I forgrunden skal det vist forestille at have været en voldgrav. Selv om det er svært at forestille sig. Men planchen har en tegning til at hjælpe fantasien på rette spor.

Sct Hans Hospital

Da jeg tidligere har vandret langs fjorden, lagde jeg denne gang ruten gennem de to store hospitalsområder, Sct. Hans som ligger med et grønt område på ca. ½ km. Det er som bekendt gammelt københavnsk område. Som tak for at de københavnske borgere reddede Danmark under svenskernes belejring af København 1658-60 gav enevoldskongen ganske enkelt området til dem. I 1996 solgte kommunen dog området til staten.  I dag er såvel hospitalet som de om omgivende områder fredet. Og der er åbent for offentligheden i parken. Hospitalets historie kan læses så mange andre steder, den korte historie er at det startede 1808-11 som fattighospital og dårekiste. Senere da Københavns indbyggerantal eksploderede, blev fattige og syge sendt hertil.

Den østlige del af Sct Hans Hospital har en nyere del til Psykiatrien i Roskilde, samt bl.a. disse lidt ældre bygninger.

Bygningerne mod øst fungerer stadig som behandlingssted, og jeg har det lidt dårligt med at optræde alt for meget som turist. Men ved Bistrup Bakke er der et gammelt voldsted. Man kan fornemme voldgraven (der dog nu er helt tør) foran den store gule bygning fra 1800-tallet ("slottet"). Det er er bispegården lå. Her lå også engang en landsby, kirke og kilde. Men efter reformationen blev kirken revet ned og der er intet tilbage af landsby og kirke. Midt i området er der også bibliotek og museum, men det har kun åbent om onsdagen.

Den vestlige del af Sct. Hans Hospital rummer bl.a. museum og bibliotek og denne idylliske sø med en cafe indrettet i huset på den anden side.

Boserup Skov

På turen nord og vest til Boserup Skov passerer man et område med udstrakte kulturstepper, pt med hvede omkring Bistrup Parcelgård. Det var på Bistrup Gård man indrettede "dårekisten", hvorfor man i 1809 opførte Bistrup Parcelgård øst for Boserup skov. Bygningen var erklæret bevaringsværdig, men blev alligevel revet ned i 2000. Parcelgården blev i 205 solgt for 45 millioner kroner.

Bistrup Parcelgård ligger stor og mægtig omgivet af udstrakte kulturstepper af hvede og andre kornsorter. 

Jeg er egentlig ikke så stor tilhænger af at gå rundt i skove længere. Men jeg kan godt lide at gå langs vandet i skove. Og det giver Boserup Skov god lejlighed til. På mange måder minder stien den langs Furesøen, blot mere fredelig og væk fra byområder. Der er  i øvrigt muligheder for at grille, overnatte og andre fritidsaktiviteter. Det var der også en del skoleelever der gjorde, så skoene genlød af frikvarter. Hvis man er til fred og ro, skal man nok tjekke om den slags foregår når man planlægger turen.

Et af de utallige smukke syn langs fjordstien. Ikke underligt at to både ligger for anker og skoleklasser har valgt at opholde sig her på denne skønne solskinsdag.

Kattinge Værk

I den vestlige ende af skoven skal man over den smalle bræmme som adskiller Roskilde Fjord med Store Kattinge Sø. Der er en smal kanal med et gammelt industriområde, Kattinge Værk der nu er koloni for børn, udflytterbørnehave og naturcenter for Københavns Kommune. Ikke så storslået som tilsvarende værker ved Mølleåen, men absolut seværdigt. Man kan ikke gå gennem værket, men umiddelbart før man kommer til det, er der en smal trampesti som leder op til Boserupvej. Værket var oprindeligt (1753-1884) stampemøller med vandhjul, men fik senere turbiner. Produkterne herfra (først militærtøj, senere gryn) blev eksporteret til København. Hvilket gav beskæftigelse til omkring 30 personer. 1884-1910 var her papirproduktion. 1914-1917 producerede det strøm til Sct. Hans Hospital.

Kattinge Værk. Der er ikke offentlig adgang til værket. Men man får et ganske godt indtryk af det fra landevejen. 

Modsat Sct Hans købte Københavns Kommune i 1917 værket igen med henblik på at bruge det til alkoholikere. Man har adgang til området omkring det gule slusehus hvor der er en malerisk fisketrappe for ørreder der gerne vil op i Kattinge Sø og til gydepladserne i Lavringe Å. Det hele ser idyllisk ud i dag, men det var det bestemt  ikke i værkets storhedstid. Affaldsprodukterne fra produktionen blev ledt ud i Kattinge Vig hvor det medførte totalt iltsvind og der må have været e frygtelig stank.

Slusehuset ved kanalen mellem fjord og sø. Samt fisketrappen til højre for. Bygget til ørrederne.

Kattinge

Turen fra slusen til Kattinge går gennem intensivt landbrugsområde uden adgang til søbredden. I dag var der høstarbejde, og hele turen ad Boserupvej foregik i støv der blev blæst ind over vejen og helt over til modsatte side af vejen. Kattinge fremstår i dag som en gammel bondeby, og den har en lang historie tilbage til jernalderen måske. Landsbyen hørte også med til det som Københavns Magistrat fik som belønning for at redde Danmark under Københavns belejring. Den oprindelige landsby er dog nu erstattet af småhuse til husmænd og småhåndværkere som smede og skomager.

Kattinge må vel nærmest siges at være indbegrebet af hvad man kalder bondeidyl. Men man skal nu ikke lade sig narre. Landsbyboere har gennem tiderne haft travlt med at slås indbyrdes om alskens ting og sager. Det håber jeg dog er holdt op i vore tider.

Gadekæret har en stengruppe som markerer hvor bylauget for bønderne holdt møder (husmændene var sat udenfor). Læs i øvrigt søndagens indslag på Politivennes Facebookside hvor jeg netop beskriver landsbylivet i 1800-tallet og de talrige indbyrdes stridigheder der var mellem en landsbys beboere dengang.

Store Kattinge Sø set fra Kongemarken. Nok se, men ikke røre! Dette er nok det tætteste man kan komme denne sø.

Strækningen fra Kattinge til golfbanen ser på kortet ud til at nå ned til Store Kattinge Sø. Men som nævnt er det forbudt område at bevæge sig ind på. Man må nøjes med de sporadiske udsigter fra Kongemarksvej og Kongemarken. Begge udmærkede vandreveje. Men altså også uden de gode udsigter. Kornerup Å kan man risikere at passere uden at lægge mærke til den. Heldigvis er der et skilt. Og så kan man prøve at ane Lille Kattinge Sø mod syd. Store Kattinge Sø ses bedst fra Kongemarken.

Med lidt god vilje kan man se ned mod Gedevadsrenden tværs gennem billedet. Den forbandt for mange hundrede år siden søen med bispegården.

På turen gennem golfbanen kan man prøve at ane Gedevadsrenden som er en lille grøft i bunden af dalen. Man skal forestille sig at for mange hundrede år siden løb renden helt til Sct. Hans Hospitals bispegård og drev en mølle. Dog uden at komme i karambolage med stampemøllerne, for de blev først opført århundreder senere.

Ruten

Roskilde Station. Sct. Hans Hospital. Parcelgårdsvej. Boserup Skov langs kysten. Kattinge. Kongemarksvej. Kongemarken. Vestergade. Roskilde Station.