Saltrup - Tegners Museum - Dronningmølle

Rudolph Tegners Museum er ikke nok for en tur derop, men til gengæld slog "Vandringsmanden" og "Politivennen" kludene sammen om at finde en lokation til en meget tragisk historie.

Området "Rusland" er - hvis vi tager det hele med - på størrelse med Søndermarken i København, så der skal mere til at lokke Vandringsmanden så langt væk hjemmefra. Tilmed har jeg været i området før: Den 17. september 2023 beskrev jeg et afsnit på dagens rute: ruten Saltrup-Esrum. Dengang var alting stadig grønt. Denne gang havde jeg ud fra vejrudsigten timet starten forkert. Der var i den første 1½ time finregn, dog uden at jeg blev helt gennemblødt, men heller ikke så våd at jeg blev kold. Til forskel fra turen sidste gang er der markant oversvømmede områder flere steder, se fx nedenstående foto af gadekæret i Esbønderup.

Gadekæret ved Esbønderup Kirke. På turen sidste år i september stod bænken komfortabel over vandlinjen i kæret.

Regnen, de mosede områder langs landevejen og sine steder oversvømmede landbrugsarealer giver en dystopisk stemning af hvordan fremtiden kan se ud med klimaændringerne, der tilsyneladende kun går en vej, og hurtigere end alle beregninger forudsagde. Regnvejret gjorde at jeg lod kameraet blive i tasken, men jeg fik da et af området omkring Esbønderup Gadekær. Ikke bare er det gået over sine bredder og har oversvømmet bænkene, men græsset i hele området minder mere om et sumpet område hvor støvlerne synker ned og svupper når man trækker dem op igen. Ikke noget der indbyder til at sætte sig der.  Det mennesketomme understreger denne stemning af et område der er opgivet som beboelse. Det er ikke rigtigt, men - stemningen! Jeg titter op mod Esbønderup gamle sygehus - men det er alligevel for vådt til den omvej. Sygehuset er nemlig med i en lille fortælling som jeg kommer til senere i dette indslag.

Esrum Møllegård. Bemærk at vandet er ved at nå op til broen.

Den dystopiske stemning bliver ikke bedre da jeg på landevejen mellem Saltrup og Esbønderup ser mig om efter et sted at gå i ly. Det får mig til at tænke på de første 20 år af mit liv hvor jeg boede på landet: Hvor er de levende hegn blevet af? Disse markadskillelser på nogle få meter hvor træer, buske fik frit løb og som var levested for dyr, fugle insekter, et spisekammer i trange tider som om vinteren? Korridorer mellem de tilbageblevne naturområder. Et samlingssted for fattige mennesker uden have der her kunne hente nødder, bær til henkogning, marmelade, osv? Og et sted at gå i ly i regnvejr. De levende hegn er stort set udryddet: sprøjtet og pløjet væk. I bedste fald er der en lille græsforhøjning, eller nogle forhutlede buske på række med stor afstand imellem. Var det virkelig nødvendigt at gå så hårdt til værks imod dem? For landmanden må de da også havde givet lidt læ og forhindret jordfygning, og også været bedre til at opsuge overskydende regnvand end en flad mark.

Esrum Kostskole.

Området omkring Esrum Kloster og Esrum Møllegård beskrev jeg sidste gang. Der er en del mere vand alle vegne, på marken og i vandløb. Sidste gang skridtede jeg området af gennem græsområdet ved Esrum Kloster, men det har jeg bestemt ikke tænkt mig at gøre i dag. Stien gennem skoven inden klosterområdet var sjappet nok, og Esrum Å betydelig svulmet op. På den forhenværende kro i Esrum er der siden 1988 været Esrum Kost- og Friskole. Her bor lidt under et halvt hundrede elever hvoraf ca halvdelen bor på selve skolen. 

Villingerød er i dag er lille landsby. Før teglværket i Dronningmølle var det den vigtigste by i området. Dronningmølle udviklede sig først i 1900-tallet og blev - som den dag i dag - det største. Så det var til Villingerød, og ikke Dronningmølle at et tidligere velhavende gårdmandspar flyttede omkring 1897. Gården havde de solgt fordi konen ville have kontanter. Petrea Larsen må have været født omkring 1844. De havde købt en parcelliststed som efter aviserne lå ca. 15 minutter ad Petersborgvej mod Rusland. Med stedet fulgte tjenestepigen Signe Gundersen der må have været omkring de 30 år. Parret havde haft to børn der begge døde som små, og rygtet dengang fortalte at det var på grund af misrøgt. I 1907 hængte manden sig - og rygterne ville dengang vide at konen havde en ikke ringe andel i det ved at gøre livet surt for ham. Der var åbenbart ikke så dejligt ude på landet ....

Landsbyen Villingerød set fra Petersborgvej.

Et foto fra B. T. 30. april 1924 viser en snoet markvej i et relativt fladt område. Det kunne være hvor som helst. Men ifølge "Klokken 5" hvis medarbejder var suset på motorcykel til området er nogle yderligere oplysningerne. Ca. 15 minutters gang fra Villingerød kan jeg da også se nogle huse. Men området ligner bestemt ikke det på fotoerne fra aviserne 1924. Langs den nu lige Petersborgvej ligger imidlertid hvad jeg tænker kan være resterne af en oppløjet vej: sten, stumper af mursten og andet der ellers normalt bruges som vejfyld. Hvis det er, har vejen altså slynget sig en del mere end den gør nu.

Endelig noget natur. På vej mod Rusland.

Inde i det formodede gerningsområde lå parcelliststedet. For 100 år siden i 1924 kontaktede Signe Gundersen pr. brev omkring 1. april sin bror fordi hun var syg. Han fik en sygehuslæge der straks indlagde Signe på Esbønderup sygehus, hvor hun døde, forædt af utøj, 138 cm og 22½ kg den 15. april. Hvis du vil læse hele denne tragiske historie gennem datidens aviser er den beskrevet i Politivennen Live Bloggen. Hvad der slår en er, at man efter aviserne måske alligevel ikke kom hinanden så meget ved ude på landet i de gode gamle dage - i hvert fald ikke i en grad så man greb ind når man opdagede at der blev begået noget som det der skete med Signe Gundersen. For tragedien må være sket under næsen af landboerne, og gennem så mange år at de må have haft en anelse om hvad der skete. Jeg havde ikke regnet med ud fra de sparsomme oplysninger at kunne lokalisere stedet. Måske fandt jeg det, i så fald uforvarende. De tre gårde, hver med flere huse i området ligner meget den som er afbildet i aviserne for 100 år siden. Men jeg er ikke i stand til at afgøre om et af dem er det eftersøgte.

Typisk hedelandskab i Rusland.

Området var pga. den sandede jordbund ikke i stand til at blive dyrket, hvoraf sandsynligvis navnet "Rusland". Sandet er da også ganske synligt stadigvæk, jo længer man begiver sig ind i området. Jeg havde nu heller ikke regnet med at finde den præcise lokation, men var tilfreds med bare at have et indtryk af området. Det har sikkert ændret sig meget. Rusland blev først fredet mere end et årti senere, og landbruget har sikkert sat sit præg på omgivelserne mere end det gør i dag. Et held at en lillebitte lomme af natur på denne måde er blevet reddet i landbrugsområdernes nærmest uendelige ocean. Efter husene kommer man ind i en lille skov, og derefter til hedeområdet.

Den vist nok største gruppe statue i museumsparken.

Som nævnt, og som det fremgår af kort er hedeområdet ikke særligt stort. Lidt kuperet og sikkert flottere når lyngen blomster og det hele står grønt og frodigt. Omvendt er der også en særlig barsk vinterstemning med en let tåge der dog hurtigt er forsvundet da solen for alvor er ved at bryde frem. Signe Gundersen døde i april, og det svarer måske meget godt til den 21. februar - klimaforandringerne taget i betragtning. Bl. a. pruttet godt i gang af køer og svin.

Rudolph Tegner Museet set fra bakketoppen.

Jeg glemmer Signe Gundersen og Petrea Larsen for at se mig om i statueparken. For kunstelskere (jeg er ikke blandt dem) må parken være noget helt specielt. Især hvis man godt kan lide billedhuggeren Rudolph Tegner (1873-1950). Han erhvervede området i 1916 og indrettede her 1937-38 sit museum, mausoleum og statuepark. På det tidspunkt boede han i Frankrig (1926-1949). Han kan altså teoretisk set have kendt Petrea Larsen og Signe Gundersen. Ud over hans mere kendte værker har han et par stykker stående på Vestre Kirkegård. I København er den mest markante ved "Mod Lyset" i krydset Blegdamsvej og Tagensvej. Værket hed i københavnerviddet "Mavepinen" fordi der lige havde været en kalvekødsepidemi på Rigshospitalet, og figurerne syntes man vred sig som med mavepine. 

Udsigten mod havet i det fjerne fra bakketoppen. En enlig statue ses

Tegners skulpturer - og også hans person - vakte en del kritik i samtiden, og han blev under besættelsen mistænkt for at være nazist. Dels mindede hans kunst om nazisternes monumentale statuer, dels havde han opført sit museum i noget der lignede en bunker. Og endelig holdt tyskerne til i området. Det hjalp ikke på stemningen at han kunne være vanskelig at omgås. Senere har det imidlertid vist sig at Tegner skrev til tyskerne og (forgæves?) bad dem holde sig væk fra parken. I 1940 lavede han "Danmark under besættelsen", her er Danmark menneskeliggjort som en mand, der er bundet, har lodder på fødderne og hvis frihed er stækket. Hans dårlige rygte holdt til midten af 1990’erne. Så der er måske ikke nogen særlig grund til at indtænke nazisme i værkerne.

Villingebæk Strand mod Hornbæk.

Tegners stil minder lidt om hvad man i gymnasiet blev præsenteret for i faget Oldtidskundskab. Der går en fin sti fra statueparken mod stranden, i hvert fald indtil man rammer ind i det enorme sommerhusområde. Jeg forsøgte at finde de to eneste efterladenskaber af teglværket som blev anlagt 1898 og som blev årsagen til Dronningmølle. Det blev nedrevet 1947. Heller ikke det lykkedes, fordi vejnumrene syntes at ligge længere væk end jeg Google Maps viste. Så i stedet tog jeg Tangvej ned til stranden, og det fortrød jeg ikke.

Dronningmølle Strand. Et fint anlæg.

Stranden ved Dronningmølle er sikkert en stor attraktion om sommeren. Der er i hvert fald parkeringsplads, toiletter osv. Det sidste var åbent, men kunne ikke skylle! Så jeg måtte finde et andet sted (ved stationen) - tak til de som venligt lod mig benytte deres. For bortset fra supermarkedet er restauranter og cafeer lukket ned og åbner først om flere måneder.

Dronningmølle Mølle.

Helårslokalbefolkningen er stor nok til at kunne opretholde et supermarked som ligger tæt på møllen. Der er også nogle byhuse, samt noget der kunne ligne strandgårde eller husmandshuse. De sidste kan tælles på en hånd. Der er ret meget trafik på strandvejen. Der er ellers udmærkede offentlig forbindelse med toget der har afgang hver halve time og er ganske behageligt at køre med (der er dog ikke toilet, så det må man klare inden man stiger på). Jeg tænker at i sommerperioden kan her være ret hektisk med de mange sommerhusbeboere.

Toget var forsinket på grund af sporskifteproblemer i Lyngby, og togene var derfor overfyldt. I ventetiden stødte jeg på min gamle chef på Hovedbiblioteket, Peter Heiberg. Han havde begået en nyudkommen guide til Fredensborg Slotshave. For Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening. Der var ikke plads i toget til at læse (sild-i-tønde), men den er flot illustreret, og kender jeg Peter ret, så er det solid og veldokumenteret information. Den glæder jeg mig til at udforske.

Så kom der også lidt til de royalt interesserede læsere af denne blog!

Ruten.

Saltrup Station (Gribskov). Esbønderup. Esrum. Villingerød. Rusland og Tegners Museum. Dronningmølle. Med de talrige omveje mm. vel sagtens en 20 km. I lige linje omkring 16 km.

Saltrup-Esrum-Fredensborg

Østen om Esrum Sø. En ikke altid lige behagelig vandretur med højdepunkter omkring Esrum Kloster (kulturelt) og Esrum Sø nordøst. Og lavpunkter på stærkt trafikkerede landeveje. 

I udforskningen af det sjællandske er jeg nået til områder som ikke lige er det mest oplevelsesrige vandreterræn. Jeg har tidligere været i området, den 1. juli 2018 på ruten Nødebo-Græsted (som også omfattede Esrum Kloster), og den 10. april 2019 fra Saltrup Station til Hillerød. Begge på vestsiden af Esrum Sø. Denne gang gik turen så til østsiden af søen, med et gensyn af klosteret. 

Saltrup er en af de stationer på Hillerød-Gillelejebanen som man skal trykke på for at toget standser. Der var ikke mange mennesker i toget, så da en interviewperson fra Epinion steg på toget kunne jeg næsten forudse at jeg ville blive valgt. Hvilket også skete på turen gennem Gribskov. Internettet faldt ud i lange perioder gennem skoven, så interviewet tog ret langt tid (man svarer på nogle spørgsmål om præcis denne tur). I sidste øjeblik fik jeg dog trykket for stop. Hvilket ikke havde været nødvendigt, da der var to andre der skulle af. 

Et kik gennem Saltrup. 

Den nu nedrevne station var fra 1880, og personalet skulle udover at betjene stationen tage sig af godsvogne fra det nærliggende Gammelvang Brændeplads sidespor, i hvert fald indtil  omkring 1910, da godsmængden var så lille at Saltrup Station blev til en holdeplads med sidespor. Holdepladsen blev igen opgraderet til station i 1922. Gammelvang Brændeplads sidespor blev nedlagt 1950. I 1952 blev Saltrup Station så degraderet til trinbræt med sidespor. Sidesporet holdt til 1965, stationsbygningen forfaldt og blev nedrevet i 1988. Kun udhuset blev bevaret. Og er nu omdefineret til venterum. I 2019 da jeg stod af her sidst, var det temmelig forfaldent, men det ser ud til at det trods alt har fået en kærlig hånd siden sidst.

En af de bedre udsigter på det korte stræk mellem Saltrup og Esrum. Men ellers breder det industrielle landbrug sig på begge sider af vejen. 

Ca. en kilometer øst for Saltrup ligger Esbønderup. Med 1.295 indbyggere er byen bedre udrustet end de fleste af samme størrelse, bl.a. en Rema1000. Her findes en ældre bykerne fra 1800-tallet, et gadekær og en kirke. I min gymnasietid i 1970'erne blev vi plaget med et digt af Frank Jæger. Men jeg tænker at hverken digt eller digter er vel længere kendt. Ingen beklagelser herfra, i øvrigt, men her er verset:

Esbønderup. Det hvide hospital.
En fjern og ukendt hanes søndagsgal.
Dit blik fik gule marker med sig hjem.
Nu ejer du en længsel efter dem.

Højstemt intetsigen, huskede jeg det fra dengang, og ven vurdering har da holdt sig til i dag, må jeg registrere. Men jeg er heller i stor fan af højskolesangbogen. I den modsatte ende af kulturskalaen vil elskere af soldaterkammerater-filmene (som jeg heller ikke er fan af) måske genkende gadekæret. Byen byder også på Danmarks første sygehus (eller i hvert fald arvtagerne af det).

Esbønderup Kirke med gadekæret.

Mellem Saltrup og Esrum er landevejene ikke særlig trafikkerede. Sol og dejligt vejr kan rette op på meget, måske på en blæsende regnvejrsdag ikke så rar. Men cirka halvvejs er der en kort, men fin sti gennem skoven til Esrum Kloster til ene, Møllegården til den anden side. 

Kort efter krydset Østvej-Tingbakken og Gribskolen kan man skyde en kort genvej mod Møllegården og Klostret gennem skoven. 

Man kommer også over Esrum Å der er ret vandrig af en lille å at være. Mit nye koncept på vandringer er i modsætning til for nogle år siden at gøre længere ophold på udvalgte steder. Det betyder at de kedelige industrilandsstrækninger fylder mindre tidsmæssigt. Jo flere man har set af dem, desto kedeligere og deprimerende virker de. I stedet går jeg så i dybden med fx Esrum Kloster og Møllegården. Som i: Jeg prøver at undersøge et lille område i dybden. Udenfor og indeni. Og hvis der byder sig en kop kaffe, mad eller kage til, ja så er jeg heller ikke bleg for at slå mig ned med sådanne ting.

Esrum Å. Overraskende vandfyldt.

Mit tidligere besøg på Esrum Kloster i 2019 var bl.a. for at lokalisere hvor Esrum arrest lå, idet et indslag fra Politivennen fra 1831 havde beskrevet de rædselsfulde ("mærkværdige") forhold der. Klostret fungerede som amtsstue 1796-1878. Arresten lå i et lille rum i kælderen til højre for indgangen. Klosteret er blevet peppet gevaldigt op på formidlingsområdet siden 2019, bl.a. er der nu kommet et skilt op som viser hvor arresten lå. Jeg var på begge sider, og jeg må sige at bare beliggenheden halvvejs under jorden må vække et gys ved at skulle tilbringe 9 uger som skomagersvenden der er omtalt i Politivennen, gjorde. Det lille vindue havde ikke megen udsigt. 

Kælderhvælvinger under Esrum Kloster.

Det ville føre for vidt at bringe alle fotoerne fra Møllegården og Esrum Kloster, men et par smagsprøver kan det godt blive til. Jeg var gennem møllebygningen hvor man kan komme op på flere af etagerne og se den grejet indeni. Og klostret er også næsten fuldt tilgængeligt. Kælderen gjorde mest indtryk på mig med de store hvælvinger. De øvrige etager er indrettet til et museum for klosterlivet og den verdensopfattelse som lå bag hverdage i klostret. Så hvis man har smag for gregoriansk sang, tid og bønner, er det et godt sted at starte. Man kan også leje iPad til at høre og se rekonstruktioner. 

Esrum Kloster set fra åen.

Klosteret og møllegården er som sagt blevet meget ændret siden sidst jeg var der. Møllegården har møllemuseum og museumsbutik, restaurant og cafe. Og denne torsdag i september er der - for mig - overraskende stor aktivitet. Alt er åbent, og der er gæster alle vegne. Gang i serveringen og besøg på klostret (noget er dog nok ældresagen?).

Esrum Møllegård.

Møllegården og dens omgivelser er bestemt et område som bringer mange smukke og kulturhistoriske oplevelser. 

Det arbejdende museum i Esrum Møllegård.

Indenfor er der en fint istandsat mølle med et stort "tandhjul".

Esrum Møllegård set over mølledammen. 

I 2018 blev der efter 10 år åbnet et desperat forsøg på at redde hvad der er tilbage af stumperne af dansk natur med projektet "Nationalpark Kongernes Nordsjælland". At Nordsjælland er det område i Danmark med mest biodiversitet viser lidt om hvor slemt det står til med naturen i Danmark. Og selv i dette naturen "eliteområde" har industrilandbruget stadig godt tag i udsigterne. Fx sætter Esromgård med sit kæmpelandbrug et helt afgørende præg på området. Industrilandbruget producerer bl. a svin. Det sætter sit præg ved enorme områder med svinefoder. Det er nu høstet og tilbage ligger flade, bare og livløse områder.

Et af de store komplekser som tilhører Esrumgård.

Intentionerne med naturparken  er sikkert fine, men vandrer man gennem området er det meget svært at se at det har haft nogen indflydelse på naturen og kulturen. Hvis man skulle benævne området som det der er mest af, burde det skifte navn til "Nationalområde Industrilandbrugets Nordsjælland". Det ville nok være lidt af en overdrivelse at kalde det en "park". Turen naturmæssigt smukkeste strækning indskrænker sig til en strækning på Esrum Søvej. Godt nok et ganske kort stræk på et par kilometer, men her får man det bedste indtryk af Danmarks vandrigeste, næststørste arealmæssigt sø, Esrum Sø. 

Esrum Sø set fra Esrum Søvej.

Jeg kunne ikke umiddelbart finde nogen sti som går langs med søbredden, så jeg holdt mig for ikke at turen skulle blive for lang pga. omveje på landevejen. Efter det korte stykke langs søbredden kan man i glimt se søen i det stadig længere væk fjerne. Og to steder er der endda muligt at trække lidt væk fra vejen på en marksti og en rasteplads. 

Et sidste ki(c)k over Esrum Sø før det for alvor sætter gang i trafikken.

Turen er ikke anbefalelsesværdig fra Fredensborgvej mod Fredensborg Station. De fem kilometer består mest i at træde ud i rabatten for bilerne. Og dem er der mange af. Også store køretøjer. Det er bestemt ikke noget som jeg vil gøre igen, og heller ikke råde andre vandrere til. Jeg har ikke mange fotoer fra denne del af turen da jeg havde nok at gøre med at passe på trafikken. Heldigvis nåede jeg et tog i Fredensborg og kunne endelig lade freden hvile på mig. Alt i alt en rask tur, mest for motionen og den friske lufts skyld. Og dem skal der også være plads til. Turbeskrivelsen er nr. 389 på denne blog. Og da der efterhånden er mange ture jeg ikke beskriver her, tænker jeg at jeg må være tæt ved eller endda højere end 500 ture. Da længden af hver tur ligger i snit på ca. 20 km, giver det så omkring 10.000 km.

Ruten

Saltrup Station. Esbønderup. Esrum. Esrum Kanal. Esrumvej. Harresøvej. Esrum Søvej. Fredensborgvej. Endrupvej. Fredensborg Station.

Gilleleje - Tisvildeleje (31. august)

Man kan næsten gå hele vejen langs stranden. Her kan man opleve et kulturlandskab hvor private ejendomme forsøger at forsvare sig imod havets naturlige påvirkning af kystklinterne.

Der er ikke meget som slår en vandring langs stranden: Bølgerne, blæsten, dyrelivet. Det er også hvad man får på denne strandvandring. På strandvandringen i mandags fra Helsingør til Hornbæk skrev jeg lidt om den såkaldte "kystsikring". Altså de granitophobninger, bølgebrydere mm. som efter bedste ingeniørmæssige synspunkter sætter ind med det som i den verden kaldes "skader på skråninger" forårsaget af storme, "beskyttelse" af kysten og lignende formuleringer som afgør hvordan her ser ud. Rent geologisk er strækningen fra Gilleleje til Tisvildeleje stadig højere morænelandskaber der tættest på Tisvildeleje strækker sig 20-30 i højden og danner dramatiske klinter. Under naturlige omstændigheder ville dette byde på en tur med ældre klinter bag bred og forholdsvis høj forstrand dannet af nedfaldent materiale, eller nylige skred hvor klinten stadig står nøgen.

Gilleleje. Den første del af turen er naturligvis præget af at man her går langs en by. Stranden er ikke af sand som strandene ved Hornbæk, men dog pænt besøgt af strandgæster og motionister. Vejret er på dette tidspunkt stadig blæsende og overskyet.

At kysten ikke ser sådan ud, men er en kunstig kyst, skyldes bebyggelserne langs kysten. Sådanne tiltags beståen forudsætter at man kan fastfryse kysten så den forbliver præcis på samme måde som byggetidspunktet, og ikke fx at udsigten over havet til sidst ender i det. 

Smidstrup Strand. En af de få offentlige adgange til kysten. Her er der oven i købet et klitlandskab. Med den obligatoriske parkeringsplads - forståeligt, for der er langt til næste offentlige adgang til en strand - og et toilet, bænke, livredderstation mm.

Vil man se naturlige kyster, skal man tage til Skagens Odde, Vadehavet, Staunings Ø, Ølsemagle Rev og hundredvis af andre nationale naturseværdigheder som ikke er underlagt menneskelig kontrol.

Udsholt Strand. En flok skarver tørrer vingerne i blæsten og lidt væk fra det på tidspunktet oprørte hav. Bølgerne var her midt på dagen stadig pænt høje. Sus i håret.

På strækningen fra Gilleleje til Tisvildeleje støder man ikke på broer, slisker til både o. lign. Til gengæld kan man på de ellers smukke klinter så mere eller mindre hjemmelavede trappenedgange som man vist uden at fornærme nogen, ikke kan kalde arkitektoniske mesterværker, og som efter behag godt kan opfattes som skæmmende for klinterne.

Rågeleje. Her på de lave strækninger er det fortrinsvis bølgebryder som udgør kystsikringen. I det fjerne kan man se at efter Rågeleje stiger landet flot op over vandet. Og her begynder forhindringsvandringen for alvor.

Et enkelt sted kan man endda opleve noget så specielt som et "trappelaug", som har anlagt en sti mellem to husgrunde ned til en trappe til stranden. Stien er imidlertid ikke åben, men forseglet med kodelås, og kun åben for trappelaugets medlemmer. Og på hele Kystvejen er udsigten til havet spærret af bebyggelser. Kun et par steder er der smalle strimler hvor man kan gå hen til klintkanten.

Rågeleje. Forstranden er her ganske bred og fortrinvis af mindre sten. Ikke nogen nem opgave. Men med stavene går det fint.

Et godt sted at komme ned igen er Caprifolievej. Her kan man også få en fornemmelse af hvor høje klinterne er og i godt vejr endog se Sverige i det fjerne.

Rågeleje. Det gamle fiskerleje har ikke så mange turister på grund af corona. Men iskiosken er da åbent og hoteller, restauranter mm. lige så.

Og op på Kystvejen skal man, fordi der et sted vest for Heatherhill er sat et adgang forbudt skilt op. Det skyldes jordskred, og ifølge skiltet er det forbundet med livsfare at passere. Jeg følte mig et øjeblik ærgerlig og fristet til at overtræde forbudet. Omvendt, så det altså temmelig farligt ud, og fornuftigt vendte jeg om og klatrede op for at fortsætte ad vejene. Modvilligt bevægede jeg mig op i terrænet. For man kan ikke vandre langs den øverste kan af klinten. På hele strækningen er klintkanten forbeholdt private ejendomme, og i stedet kommer man til at gå ad triste asfalterede veje med 2-3 meter høje hække eller plankeværker til begge sider. Ikke just noget oplivende syn på en kystvandring.

Rågeleje. Et kik "bagud" på vej mod klinten under Heatherhill. 

Klinteskred skal man selvfølgelig regne med, men eftersom "kystsikringen" har gjort hele kysten under klinterne til et unaturligt område, bliver de skred der så reelt får lov til at forekomme, formentlig særlig farlige.

Ved Heatherhill. En smuk klint som kun forekommer på denne korte del af strækningen. Resten af klinterne er beklædt med grønt.

Selv ved Heatherhill er der dog lagt en "fodbeskyttelse" af klinten. Her kan man ellers se en af de sjældne, bare klinter hvor lagene af sand viser sig som mørke striber. 

Ved heatherhill. Strandene skyder sig ud i tunger bag de fremskudte granitbrydere, i stedet for at sandet ville have fordelt sig mere ligeligt ned langskysten.

For strandgæsterne betyder det at der som vist på fotoet ovenover er "tunger" af sand ud til de fremskudte granitbølgebrydere. Hvor livredderne da jeg gik forbi hældte rød maling i vandet for at opdage revlehuller. Ud over de naturlige revler, danner disse  granit"revler" et yderligere faremoment for badegæsterne, da åbningerne imellem dem jo på det nærmeste er opskriften på hvordan man danner et revlehul.

Holløselund. Et godt til at danne sig et overblik over stranden og havet.

På toppen af klinten - et af de få steder hvor man kan komme til klintekanten - har man på ovenstående foto et overblik. Et stykke ude i vandet er en lys stribe, det er her revlen er. Tæt på kysten danner de afbrudte granitophobninger et kunstigt rev som efterlader tunger af sand bag sig.

Holløselund. Sollyset glinser i det mægtige Kattegat, og efter formiddagens bølger forekommer vandet næsten helt roligt.

Det er et teoretisk spørgsmål om hvordan kysten ville have været hvis det var en naturlig kyst. Ville den være umulig at passere således som det er tilfældet langs Stevns Klint? Eller ville det være dramatiske klinter med en bred forstrand? Jeg gik for 4-5 år siden de 8 kilometer fra Liseleje til Hundested, og det var ikke nogen særlig god vandreoplevelse. Her blandede den smukke oplevelse af hav og frihed sig med "kystsikring" og overflod af skilte med "privat". Nok til at ødelægge min oplevelse. Så med mindre nogen fortæller mig at det har ændret sig, så er der andre mål jeg synes mere interessante. 

Gribskov Vest: Saltrup Station - Hillerød

Gribskov er en af Danmarks største skove. Her gennemvandret fra nord til syd på vestsiden

Den åbne kile syd for Saltrup Station rummer bl.a. denne lille idyl af en samling huset. Det hvide hus til højre er i øvrigt til salg, skulle nogen tænke på at flytte på landet. 

Denne blog har i juli 2016 gået ruten syd-nord langs Esrum Sø og strejfet det sydvestlige hjørne marts 2018. Dagenss rute var på ca 21 km i zig-zag i skovens vestlige del. Skov appellerer mere til ørerne og næsen end til fotografiapparater, så derfor kun lidt sparsomme skud hist og pist fra.

En af de mange rastepladser ligger ved Saltrupvej ved denne dam. I baggrunden jernbanen mod Græsted-Gilleleje.

Saltrup Station er - eller rettere kunne være - en hyggelig lille station. Men tag-malere har totalt spoleret indtrykket. Hvis der er nogle tag-malere som læser denne blog, så blot en indtrængende bøn: Lad dog være med at ødelægge bygninger som fx denne station! Vi er altså ganske mange som gerne vil få nogle oplevelser. Find på noget andet at få tiden til at gå med end at smøre miljøfarligt maling på interessante bygninger.

Bolandsvej. Skovture går vel netop ud på at se skov. Lugte og lytte. Og det er er i rå mængder i Gribskov.

Fra stationen går man syd på ad Boserupvej forbi et par idylliske bindingsværrkshuse (et af dem er i øvrigt pt til salg, hvis man ellers eftertragter skovensomhed). Godt inde i skoven havde jeg planlagt en zig-zag-rute sydpå for udover skoven også at kigge lidt på de sparsomme kulturminder og andre seværdigheder. Et godt pejlemærke er bålpladserne. De er udvalgt med omhu, ofte ned til små damme eller søer. Et af dem ligger kun en lille kilometer inde i skoven. En anden ligger lidt sydvest for Mårum Station (der er et trinbræt med et læskur).

Mårumhus i baggrunden. Forrest bag søen et par heste. Det er vist en gammel skovridergård. Der står stadig maskiner mm.

Jeg har før haft besvær med at finde lokaliteter i skove. Det gjaldt også denne gang. Et dobbeltgærde fra gården Kistrup skulle ligge her, men trods skoven endnu ikke er sprunget ud, fandt jeg det ikke. Heller ikke den urørte skov langs Bolandsvej (jeg fandt så en del andre, afmærket af Miljøstyrelsen, men det er en anden sag). Stik vestpå ligger Mårumhus i udkanten af skoven mod Mårum. Det er vist en gammel skovridergård, temmelig anonym murstensbygning med nogle heste foran en sø.

Jens Omgangs geværpibe stikker stadig ud. Nu tilsat en lodret sten med indskriften GRØNNEKILDE. En af de få afmærkede kulturminder som det lykkedes mig at finde. Det må godt nok have været lidt af et arbejde for munkene at vaske fødder her - der er ikke meget plads.. 

En god kilometer stik syd ligger tæt på en rasteplads på en stikvej fra hovedstien Grønnekilde. Det er et rør som stikker ud fra en lille stensætning. Den er opkaldt efter "det grønnes dag", eller skærtorsdag. Her skulle munkene fra Esrum Kloster vaske fattiges fødder på netop denne dag. Ifølge folderen opstod kilden da krybskytten Jens Omgang blev overrasket af skovfogeden. Han stak lynhurtigt geværløbet ind i brinken, hvorigennem vandet så løb. Det skulle stadig smage af jern.

Trustrup-stenen er nogenlunde nem at spotte mellem træerne. Indskriften lyder: OVER.LANSBYEN TRUSTRUP. DENS SIDSTE.BEBOR.VAR NIELS.JENSEN.BD.HR.FRA 1762 TEL 1790. Vandhullet bagved er måske gadekæret, men så slipper mit held også op. 

Kildens lidenhed er ganske godt billede på at det ikke er kulturminder man skal kigge efter for at blive imponeret. Heller ikke den forsvundne landsby Trustrup, som er afmærket med en sten på tæt på jernbanesporet mellem Duemose Trinbræt og Kagerup Station. Jeg ledte også her forgæves efter de fire gårdtomter, brønde og gærde i nærheden. Vandhullet ved jeg ikke om er det gamle gadekær.

Udsigten fra det 65 meter høje Fruebjerg. Skovens højeste punkt.

Det er snarere naturoplevelserne som man skal gå efter. Fx området omkring Fruebjerg. Det er ganske kuperet, og "bjerget" selv er rimelig nemt at bestige. Træerne er beskåret i en smal kile mod Arresø som man i godt vejr skulle kunne se. Vejret var godt, men søen ligger altså ret langt væk så det er svært at skelne detaljer. Ved foden af højen kan man se resterne af endnu et af de danske monarkers vandvidsprojekter, nemlig en kanal som skulle lede vand fra Store Gribsø til Hillerød. Denne gang var det Frederik II og blev påbegyndt i 1576. Man kan stadig fornemme de enorme menneskelige resurser som må have været brugt til dette totalt nyttesløse projekt som måske i særlig vandrige perioder har kunnet opfylde sit formål.

Resterne af den kanal som Frederik II satte svenske krigsfanger og formentlig da også danske bønderkarle til at grave fra Store Gribsø til Hillerød.

Resten af turen, fx gennem Gadevang, er mest asfalterede veje ind til Slotsbyen. Som sagt, en tur gennem den lange side af Gribskov kan formentlig ikke gøres meget kortere end omkring 20 kilometer. Det gælder også denne rute. Og der er stadig masser at komme efter.

Nødebo-Græsted

Sommerferiens "kongeetape" med sværvægtere som Gribskov, Esrum Sø, Esrum Kloster, Nordjællands Fuglepark og Zoo, Søborg Sø - og et par overraskelser

Heste syd for Ørbakkevej ved Græsted. Nogen succes blev det aldrig at tørlægge Søborg Sø. Snarere en afsløring af iværksætternes manglende viden og indsigt i naturen og dens kræfter. Men hestene nyder da godt af det.

Skov- og søturen starter ved Nødebo Skovskole. De stråtækte bygninger ved busstoppestedet er opført 1829-30 og var indtil 1963 skovridergård, siden Skovskole. Arkitekturen med de hvide bygninger med stråtag går igen i de mange huse jeg senere stødte på: Graverhus, traktørstedet Fændrikhus (kun åbent i weekenderne), Munkevanghus og andre. Skovskolens træbygninger er opført 1981-85 og 1994-96.

Den ene af de store længer på den gamle skovridergård. Nu Skovskolen. Den må stå som repræsentant for den lille håndfuld bygninger i Gribskov på dagens etape.

Gribskov og Esrum Sø

Jeg valgte Søstien fordi man så dels ser Gribskov, dels kan se Esrum Sø - og mere og mere af den jo længere man kommer nordpå. Begge hører til blandt sværvægterne. Man skal til Jylland for at se større skove. Og søen er arealmæssigt Danmarks tredjestørste sø, volumenmæssigt den største. Erhvervsfiskeri ophørte i 1997. Størrelse er ikke bare kvantitet, men også kvalitet. Her råder blæstens susen i trækronerne, fuglesangen, bølgernes slag mod skrænterne, guldsmedene og hvad der ellers hører naturen til. Der er absolut ingen susen fra veje eller andre lyde fra civilisationen.

Græsningsskov er ikke lige det man ser mest af i Danmark. Men sådan ser de altså ud. Heste afgræsser den lave vegetation mellem de spredte skovtræer.

Den første kilometer nord for går inde i skoven, indtil man kommer til Dronningens og Kongens Bøge. Her har man forsøgt at genskabe græsningsskoven som den så ud 1600-1800. Der går nogle heste rundt derinde mellem træerne. Man kan komme ned til en bro hvor man kan se til modsat side. Men man kan sagtens vente til man kommer længere nordpå. Udsigten fra broen ved Dronningens Bøge er ikke så god som længere nordpå. Her er skrænterne ned til søen ikke så stejle, og der er meterkorte strande hvor man har mere maleriske udsigter til alle sider af søen.

Esrum sø, set fra et af de mange kikhuller gennem Gribskov. Bredden er umulig at passere. Men man kan komme ned til små bitte strande hist og pist.

Esrum Å, Kanal og Kloster

I den nordlige ende af søen når man så til de historiske dele af området: Esrum Å ved Fiskebro sluseværk er gravet i begyndelsen af 1600-tallet for at øge faldhøjden ved Esrum Mølle. Og ganske tæt på den den går Esrum Kanal næsten stik mod nord. Kanalen forbinder Dronningmølle og Esrum Sø og blev gravet i begyndelsen af 1800-tallet for at transportere brænde til København. Man kan gå ad den gamle kanalstien som dengang fungerede som træksti for heste som trak prammene op ad kanalen. Pramførerboligen Sølyst ligger ved kanalens udløb i søen. Det er privat område, og fuldstændig tillukket, men man kan se den på afstand fra skoven.

Kanalen er der ikke meget ved at fotografere, så her endnu et foto af de bittesmå strande man kan opleve langs vestsiden af Esrum Sø.

Kanalen er der nu ikke så meget at se af. Den er mest vandførende mod syd. Men kanalen selv forsvinder til tider, helt overgroet med træer og uigennemtrængeligt krat. Enkelte steder kan man dog trænge gennem krattet og bogstavelig talt tørskoet træde ned i den gamle kanal hvor den er tørlagt - især i den nordlige ende.

Hvordan brændetransporten afspejlede magtforholdene, kan man ane i Politivennen nr. 1038, lørdag den 21. november 1835, s. 769-771 i artiklen "Gjentaget Ønske om Licitation over Brændetransporten fra de kongelige Skove.":

I forrige års december måned blev i Politivennen nr. 990 fremsat det ønske at brændekørslen fra de kongelige skove ved Esrum og omliggende egn til Esrum Kanal måtte overlades til omegnens bønder ved licitation, i stedet for at denne transport i de seneste år er overdraget skovfogederne uden licitation. De grunde hvorpå man støttede ønskets fremsættelse var:
1) At skovfogderne som i almindelighed kun holder 2 heste, ikke selv kan besørge brændets kørsel og derfor tilbyder bønderne at udføre dette arbejde for det halve, og nogen gange næppe det halve af den betaling de selv får.
2) At den fortjeneste som således tilfalder skovfogederne, synes mere rimeligt at tilfalde bønderne da de første lønnes af starten og de sidste derimod svarer pligtarbejde og skatter tl samme.
3) At skovfogederne når brændetransporten kom til licitation, kan deltage deri på samme vilkår som bønderne.
4) At man kunne vente at licitationen ville falde ud til fordel eller besparelse for staten da der ingen tvivl kan være om at bønderne lige så gerne og lige så billigt ville køre for staten som for skovfogederne.
Hertil kommer endnu:
5) At bønderne i skovegne i almindelighed har mådelige jorder så at de avler kun lidt og ved mådelige kornpriser har vanskelighed ved at udrede deres skatter og afgifter, hvorfor de kan trænge til enhver lovlig fortjeneste.
Ønsket var måske fremsat på en tid da der allerede var truffet aftale med sognefogederne om kørslen, og dette er formodentlig årsag til at der ikke blevet taget hensyn til det. Men da nu skovningen er begyndt eller snart skal begynde, tillader man sig herved at gentage det, i håb om at se det opfyldt, da det er vitterligt at høje vedkommende i flere henseende interesserer sig for bondens stilling i staten og alvorligt arbejder på sammes forbedring.

Jo, den er go' nok: Det er en nonneklædt person som trakterer cafegæsterne bag klostret. 

I nordenden af kanalen afløses oplevelserne når man kan begynde at ane Esrum Møllegård og Esrum Kloster. Godt nok overlevede kun økonomigårdens sydfløj af klostret reformationen. Men bygningen er imponerende nok endda. Der er ikke så meget at se udover de nøgne rum inde i klostret. De fleste genstande er fjernet og erstattet af nogle plancher. Men til gengæld er der en cafe hvor servitricer forklædt som nonner forsøger at genskabe klosterstemningen ved siden af klostrets urtehave. Og der sælges (kloster)øl og andre middelalderlignende produkter i kælderen. Så stedet er velegnet til en midtvejspause.

Esrum Møllegård ligger umiddelbart ved siden af Klosteret.

Sodemarksvej 

Vejen står ikke i turistbrochurerne, men jeg vil uden tøven anbefale en tur på denne øde landevej. Der er ikke de store seværdigheder, og kultursteppen tenderer til at dominere landskabet (især byg og hvede), men det kuperede terræn er afvekslende, til tider krævende og udsigterne fejler ikke noget. En enkelt specialitet er der dog undervejs, nemlig Nordsjællands Fuglepark og Zoo i Græsted. Den blev startet i 2003 og fik 2008 Zoo-status. Fugleparken er Nordens største med 1.500 tropiske fugle i store volierer samt hvidørede silkeabe, kænguruer, egernaber og mange andre dyr. Det bliver dog kun til en Magnum, til gengæld serveret af ejeren himself.

Ikke sådan noget specielt eller noget der råber på "nationalpark Kongernes Nordsjælland". Bare et varieret, kuperet terræn med nogle køer, og ganske fredeligt. Sådan er Sodemarksvej.

Fra Sodemarksvej er der også en offentlig sti til Snævret Skov. Det så fristende ud, men jeg kan mærke at benene ikke er til det. Jeg har nemlig besluttet at tage den tørlagte Søborg Sø i øjesyn, og Sodemarksvejs vestlige ende viser sig at være et udmærket udsigtspunkt til at overskue den tidligere enorme sø, som i dag fremstår som en flad dal.

Lidt svært at gengive på et foto, men i virkeligheden fremgår det egentlig ganske klart med de gamle søskrænter i baggrunden. Hele forgrunden er drænet, man kan høre kanalernes brusen og boblen.

Søborg Sø 

Før 1700-tallet var søen Danmarks 4. største sø på ca. 6 km2. Vandspejlet lå 5-6 meter over havoverfladen. Men som så mange andre søer blev den tørlagt, første gang 1795-1803 gennem en gravet åben kanal til kysten ved Gilleleje. Vandspejlet sank som følge af det til 3 meter over havoverfladen og søen svandt ind fra 500 til 45 ha. Projektet blev kritiseret allerede fra starten. Fx i forbindelse med en tiltagende vandmangel i Politivennen, 1824. Heri hedder det bl.a.

Denne forhenværende store sø er for en snes år siden blevet udgravet så den fjerdedel af søen kun indeholder lidt og fladt vand. Efter den tid har omegnens beboere år for år fundet at deres brønde har tabt af sammes vandforråd. Ja en mands brønd som jeg fik vist, havde fuldstændig mistet sit vand så han måtte grave en ny, meget dybere brønd. Hr. Drewsen anbefaler at landmanden er nødsaget til at udgrave vandet fra sit agerland og græsvænge. Dette vand løber i deslige søer, derfra er udløbet til stranden: når vandet ikke beholdes nogen steder, udtørres årerne i jorden, og til sidst findes der intet råd for dette store onde. Det ville være et ubetaleligt gode når denne store sø fik sin forrige skikkelse.

Næste etape foregik 1873-87 hvor vandspejlet yderligere sank, denne gang til 1 meter over havoverfladen.

Så skulle man tro at ballet var forbi, men i 1945 anvendte man så pumper til at få vandspejlet sænket til omkring 1½ under havoverfladen. Hvis de i dag blev stoppet, ville vandstanden stige til 0,7 meter over havoverfladen. Hvad man ikke havde forudset var at bunden sætter sig med op til 3 centimer om året. Hvilket ikke kan undre nogen da dyndjorden er op til 10 meter. Det lyder ikke af meget, men på sigt er det, og forhåbningerne om at dyrke jorden blev i vidt omfang opgivet. Man fik godt nok sænket vandstanden med over 4 meter, men i samme periode sank bunden med op til 3,5 meter.

Et kik mod syd over det store område for søen engang lå. Det er sådanne landskaber som får mig til at vende tommelen nedad for en nationalpark. Jo, de har sin egen charme. Men der er et stort spring til nationalpark.

I dag minder søbunden lidt om Vestamager, men uden den vildskab som trods alt er forsøgt etableret der. Søborg Sø minder mere om en friseret, opdyrket udgave af Vestamager. Og den er aldrig blevet retableret som sø. Så sent som 1990'erne blev et forsøg på sørestaurering opgivet. Men  i 2013 begyndte lodsejerne dog at se positivt på en retablering af søen fordi deres marker alligevel blev oversvømmet.

Nationalpark?

Søborg Sø og Esrum Sø/Gribskov illustrerer på hver deres måde dilemmaet som er afsløret af at kommunerne i området har foreslået at lave en nationalpark "Kongernes Nordsjælland". Kigger man på kortet, vil man se at den ligger som spredte klatter i det store ocean af områder med kulturstepper. Dagens Danmark er ejet af lodsejere, og langt hovedparten af dem er interesseret i at drive intensivt, industrialiseret landbrug. Ikke at skabe væresteder for dyr, fugle, insekter og mennesker med rekreative interesser. Et mere realistisk navn for området (der i øvrigt ikke lever op til internationalt anerkendte kriterier for en sådan eller Nationalparkloven) kunne være "Lodsejernes Nordsjælland". Og man kunne fristes til at kalde det et udslag af samme nationalromantiske forestilling om Danmark som eksisterede på Politivennens tid. Men den fristelse vil jeg dog ikke falde for, endsige besvære læserne med at argumentere for.

Ruten

Skovskolen. Gribskov og Esrum Sø langsSøstien. Esrum Kanal. Esrum Kloster. Sodemarksvej. Søborg Sø. Græsted. I alt ca. 18 km. Ruten går stort set gennem fortrinlige vandreveje.