Skodsborg-Birkerød: Jægersborg Hegn og Rude Skov.

Gennem Jægersborg Hegn og Rude Skov på en af de første aprildage med sol, varme og næsten ingen vind.

April har været den vådeste så længe der er målt i Danmark. Så meget desto intensere virker det at gå skovtur. Og et perfekt tidspunkt inden myggen og andet småkræ går i gang med deres festmåltid på fortvivlede skovvandrere. Fra Skodsborg Station træder man bogstavelig talt direkte ind i Jægersborg Hegn, og så er man sådan set allerede i gang med skovturen. Jeg valgte cykelruten, med enkelte afstikkere forskellige steder - og en enkelt ufrivillig da jeg tog fejl af veje og skilte i Rude Skov.

Jægersborg Hegn tæt på Skodsborg Station. I dag får de fleste skove lov til at "vokse vildt" forstået på den måde at de gamle træstammer kommer til at blive levesteder for svampe, insekter og dermed grundlaget for føde til fugle og dyr.

Jægersborg Station ligger også tilpas langt fra trafikerede veje så man ikke hører lyde fra det. Til gengæld var der adskillige skoleklasser der havde gang i ghettoblaster. De skulle heldigvis en anden vej end jeg gik.

Anemonetæppe så langt øjet rækker i Jægersborg Hegn

Det viser sig at de mange unge bl.a. skulle til Bøllemosen for at fiske ting og sager i mosen. Jeg undlod derfor en tur rundt om og passere træbroen som går nogenlunde midt gennem mosen i nord-sydgående retning. Stierne er gode at gå på. 

Rundforbi Svømmehal.

Vel ude af Jægersborg Hegn gik jeg forbi Rundforbi Stadion. Det har rødder tilbage til 1931 hvor det tilhørte Søllerød Kommune. Idræts- og svømmehallen er af beton og fra 1970. Den blev tegnet af arkitekterne Ole Helweg (1916-2001) og Claus Bremer (1919-1983). Ole Helweg er ellers mest kendt for hoteller både i Danmark og i udlandet. Claus Bremer tegnede bl. a. Rødhus Klit Ferieby. Lokalt er bygningen et vartegn. 

Egebækgård

Egebækgård huser i dag edb-firmaer. Engang var der landbrug. Men i 1952 blev Egebækgårds jorde frivilligt fredet af ejeren. Det betød at landskabet blev bevaret mod byudvikling fra Nærum mod syd og Gammel Holte fra nord. Man kunne dog ikke forhindre Helsingørmotorvejen som lægger underlægning til lydscenariet i området.

Gl Holtegård, set gennem barokhaven.

Der foregår en del ting på Gl. Holtegaard- Der er en kunsthal, en restaurant og et museum. Haveanlægget på "bagsiden" af bygningen er tegnet af Lauritz de Thurah i 1756 i barokstil. Den er blevet genskabt efter at den som så mange andre barokhaver var en tur omkring den engelske mere vilde stil. Bygningen er arkitektens sidste - han købte ejendommen i 1755. Udover at skulle fungere som bolig for Thurah var den også som kongeligt privilegeret kro. Pengene kom bl. a. fra den transatlantiske slavehandel. Det hele er nogenlunde bevaret. Selv kom arkitekten aldrig til at bo der permanent. Han døde. Herfra gik turen gennem Gl. Holtegade som har den gamle landsbygades snoede forløb, men intet autentisk landsbymiljø tilbage, på trods af at der er flere stråtækte huse.

Jacobsens Eg syd for Rude Skov. Det er kaptajnen, J. C., ikke Carl den er opkaldt efter. 

Efter Gl. Holtegård gik turen mod Rygård Overdrev. Det første lange stræk går langs golfbanen. Mod nord monotone golfplæner, mod syd et snævert og kuperet bælte af træer og krat. Lige før Rude Skov gik jeg en smuttur ned til Jacobsens (IC) Eg og Aborredammen. Bænken (1978) foran egen ved siden af granitstenen har følgende inskription: ”Jørgen Sthyrs bænk/formanden for Ny Carlsbergfondets direktion/i aarene 1965 til 1974, kunsthistorikeren Jørgen/Sthyr gav i aaret 1964 impulsen til oprettelse af/ Fonden for bygnings- og landskabskultur/som i tilknytning til sin virksomhed skabte/Søllerød Naturpark”. Kunsthistorikeren Jørgen Valdemar Sthyr (1905-1978) var museumsinspektør ved Den kgl. kobberstiksamling 1931-1953 og formand for Ny Carlsbergfondet 1965-1974. Søllerød Naturpark er ca. 300 ha, og befolkes bl. a. af Kogræsser- og Naturplejeforening.  Brygger I.C.Jacobsen (1811-87) stiftede Carlsbergfondet i 1876, primært til støtte for forskning.

Rude Skov

Jeg har tidligere været en tur udelukkende i Rude Skov den 25. februar 2018. Dengang - som i dag - var jeg begejstret for skoven, og jeg havde valgt en rute så jeg kunne følge nogle andre stier. Endda nogle jeg ikke havde planlagt. Men skoven er så stor at der er rigeligt til flere ture.

Rude Skov.

Det er vist almindelig kendt at hvis man holdt helt op med at slå græs og hø og pløje og dyrke marker og enge, ville Danmark vokse til i skov i løbet af ganske få årtier. Den kraft som er i skoven, mærker man i Rude Skov der fortrinsvis er løvskov. Løvskov hører ikke naturligt til i vores klima når bortses fra enebær, skovfyr og taks. Andre nåletræer er menneskeskabt for at få tømmer og brændsel, og de vokser altså på steder hvor vores egne træarter blev fældet og fjernet. I Rude Skov har man enkelte steder skabt lysninger ved at fælde de træer som ikke "hører til" i oprindelig dansk skov. Egetræer er fx stærke og kan tåle meget ukrudt, eventuelt sat i gang af "ammetræer" som lærk og rødel, de vokser hurtigt og hjælper efter kort tid med at holde ukrudtet nede til glæde for de mere sårbare træarter som f.eks. bøg.

Rude Skov

Og så så jeg da også et sjældent syn i skoven: En snog, en lille en på 30-40 cm vil jeg tro. Jeg kan ikke huske hvornår jeg så sådan en krabat sidst. Den er fredet, men alligevel i tilbagegang, fordi dens naturlige habitater er forsvundet eller ødelagt. I Rude Skov burde snogen have ideelle livsbetingelser: masser af vådområder, men jeg har ikke overblik over om der også er store populationer af frøer som de kan spise. I de store vandhuller trues padderne af fisk og ænder.

Ruten

Skodsborg Station. Jægersborg Hegn: Bøllemosen. Rundforbi (Svømmehal). Egebækvej. Gl. Holtegård. Gl. Holte Gade. Rygård Overdrev, golfbanen. Østerlidevej. Kirsebærvej. Lollikhusvej. Grusgravsvej. Stubbesø. Skovrød Sø. Birkerød Kongevej. Birkerød Station.

Maglesø og Lillesø Fredningen

En af de mindre kendte fredninger nord for Sorø byder på ganske gode naturoplevelser, samt enkelte kulturhistoriske

Det bakkede terræn ved Krøjerupvej. Længst ved Maglesøhus og tættest på Elberlings Hus. Næppe den lærer som undervist os på Biblioteksskolen i 1970'erne.

Det drejer sig ikke om den samme Maglesø som jeg besøgte i foråret ved Brorfelde. Nok en mindre kendt fredning, og den er da også mindre egnet til vandreområde end den anden Maglesø, undtagen i udkanten, og fx er der kun meget få steder man kan få adgang til søerne, endsige se dem. Men det ændrer ikke ved at naturoplevelsen er stærk. Der høres masser af fugle- og dyreliv i de smalle bræmmer langs søbredderne.

Fredningen

Ellers er søerne omgivet af landbrug. De bedste områder at få et indtryk af hvordan de ser ud, er i den nordøstlige ende af Lillesø. Her er også en rastepladsmeden bænk. På østsiden af Lillesø findes en såkaldt vældmose. Fra toppen af den bakke hvor Bromme Kirke ligger, har man et vældigt udsyn over landskaberne vest og nordvest for. Men ikke over søen.

Udsigten fra kirkegården ved Bromme Kirke mod nordvest. Søen ligger bag fotografen og kan altså ikke se.

 Maglemosevej fra omkring Ålerendevej til den ca en kilometer efter drejer mod vest og væk fra søen er en strækning hvor man uden at kunne se selve søen, kan fornemme den rige natur, som stor i grel modsætning til landbrugsarealerne længere vest på. Egentlig burde jeg måske ikke forsøge at gengive stedets charme gennem fotoer og tekst, men snarere gennem lyde og dufte. For dem er der rigeligt af i bræmmen langs søerne.

Et forsøg på at gengive et af de korte glimt man kan få af søerne fra vejen. Her Maglesø set fra Maglesøvej

Enkelte steder på Krøjerupvej er der omkring Maglesøhus (midt på strækningen) også et lille kik til Maglesø, og her er det mere det bakkede terræn som bryder med landbrugslandskabets monotoni. Der er også et meget lille mosehul midt på en mark hvor der ikke desto mindre synes at være et særdeles livligt samfund af frøer. Der kvækkes i hvert fald på livet løs, og man kan undre sig over at der ikke skal mere til end straffesparksfeltet på en fodboldbane, samtidig med at man også kunne fundere over perspektiverne i hvis de fik endnu mere plads. Og hvor sårbart det hele er hvis noget skulle gå galt og vandhullet blev truet. Hele turen rundt om søerne er vel alt i alt omkring 7-8 kilometer.

Landbruget

Man slipper ikke ud til de små oaser af natur i Danmark uden at skulle igennem landbrugsland med vidstrakte raps-, hvede-, byg- eller brakmarker. På denne tur består denne del af ruten fra strækningen fra Haverup til et pænt stykke nord for Krøjerup, ialt ca 5 kilometer, eller ca. 10 kilometer hvis man som jeg, går samme vej tilbage igen. Man kommer igennem nogle enkelte små bebyggelser udenvejs og også nogle enkelte gårde.

Her et stykke af de mere interessante strækninger gennem landbrugslandet. Der er lidt træer og haver omkring gårdene i Krøjerup.

Sorø

Ellers er Sorø jo altid lidt mere end en kop kaffe værd. Især hvis den kan indtages på Skotte og Stentofts lille hyggelige kafe på Sorø Station. En af de få stationer som stadig har noget lækkert at byde på. I modsætning til stationsbyen Frederiksberg (hvor Sorø Station ligger), har Sorø en gammel velbevaret bymidte, langs Priorgade, Storgade og Alleen samt selvfølgelig kirken og akademiet.

Provinsbygader og -huse i Sorø tæt på kirken.

Hovedbygningen er et velbevaret minde fra den sene enevældes tid under Frederik 6. hvor kultureliten lavede sit velkendte nummer med at hylde enevældens glæder og fortrænge den knap så guldalderlige dagligdag for den danske befolkning i bred almindelighed. Her spankulerede kendte digtere, forfattere og kunstnere som B.S. Ingemann, Carsten Hauch, Peter Heise, N.F.S. Grundtvig, H.C. Andersen og Bertel Thorvaldsen rundt som ansatte eller på besøg.

Sorø Sø set fra Frederiksberg med Sorø Akademis hovedbygning på den anden side.

I 1849 var deres virkelighedsflugt imidlertid slut, og det samme var Frederik 6.'s tredje akademi. Men bygningerne overlevede og kan stadig beses. Man kan ved at gå en tur i den enorme akademihave sagtens forestille sig hvor vidunderlig Danmark og enevælden må have set ud, set fra stierne med udsigten til Sorø Sø, med kirken osv.

Akademiets hovedbygning fra 1827. Flankeret af bygninger fra de ældre akademier.

Da jeg bevandrede stierne langs søen var det nu galde skoleelever som festede, kærestede og sejlede i kano. Sorø er næsten vokset sammen med landsbyen Haverup hvor der stadig findes enkelte gamle huse tilbage.

Haverup gamle mejeri. 

Ruten

Sorø Station. Skælsørvej. Storgade. Alleen. Slagelsevej. Haverupvej. Anagervej. Lillesøvej. Maglesøvej. Krøjerupvej. Haverupvej. Slagelsevej. Stien langs østbredden af Sorø Sø. Sorø St. I alt ca. 22 km.

Suså via Ringsted- Sorø

Ådal-projektet Mellemste Suså er et af de få steder langs den over 80 km lange å for vandrefolket.

Der var den så, Suså! En del af ådalsprojektet. Stadig præget af århundreders tæmning fra landbruget. Men nu er den omsider ved at bryde fri af disse lænker. Det vil dog nok tage mange år endnu at genskabe åen.

Og man skal så uendeligt meget igennem for at nå til strækningen til fods: ca. 10 kilometer fra Ringsted og 15 kilometer fra Sorø. Jeg valgte at gå begge veje - indrømmet at på hjemturen var det mest for at spise kanelsnurrer og få en latte til toget på Sorø Station som trak. Dum som jeg var, havde jeg glemt at det var helligdag, men jeg nåede det en anelse efter lukketid.

Ringsted Å, Oplevelsesstien, umiddelbart syd for jernbanebroen.

Oplevelsesstien, Ringsted Å Syd

Så er selve strækningen langs Suså med lidt god vilje 1½-2 kilometer lang. Jeg havde derfor på denne lange strækning valgt også at lægge så mange naturstier ind som muligt. De første 3 kilometer langs Oplevelsesstien Ringsted Å Syd. Her har man et glimrende smalt bælte langs åen med masser af fugleliv mm. Vest for er der det jordfarvede Danmark. Oplevelsesstien har jeg tidligere gennemtravet mod nord til Haraldsted Sø. Denne sydlige del virker mere "civiliseret".

Øst for Vrangstrup Øvej støder man igen på Ringsted Å (tror jeg nok det er). Og den forløber meget idyllisk næsten hele vejen ned mod Suså.

Hvad sker der med vejret i Ringsted? De få gange jeg har været der, har vejrudsigten lovet skyfri himmel. Sidste gang jeg nærmede mig stationen, rullede der en tyk tåge ind hele formiddagen. Og her til morgen var der igen overskyet. Dog var vejret i modsætning til dengang klart og sigtbarheden stor. Ellers er stien en glimrende vandresti. Den ender nord for Høm hvor man så ikke slipper for at gå et par kilometer ad den stærkt trafikerede Næstvedvej. Men i Høm svinger man skarpt mod vest ad Englerupvej som er en landevej uden den helt store trafik. Man kommer igennem er par øde bondegårde og huse samt en å vest for jernbanebroen.

Længere syd på ad Vrangstrup Øvej. Heste græsser fredeligt, og det fløjter og summer om ørerne på vandreren. Her er der endeligt lidt natur.

Her holder man kursen vestpå ad Sigerstedvej, og når man drejer syd på ad Vrangstrup Øvej begynder man endelig at kunne se ådalen,dvs RingstedÅdal. Så har man altså også gået omkring 10 kilometer for at nå så langt. Efterhånden forsvinder landbrugslandet til fordel for stadig større naturområder. Og det kan straks mærkes på fuglesangen. Den noget monotone lyd af lærker suppleres nu af adskillige andre som må være noget for ornitologer (jeg nøjes nu bare med at lytte til det). På den anden side af ådalen kan man se den mærkværdige Vrangstrup Kirke. Tilsyneladende uden tårn. Men der er et som man ikke kan se nordfra, et bindingsværkstårn oven på våbenhuset.

Udsigt mod Vrangstrup Kirke. Man kan lige ane det underlige tårn stikke op midt på taget.

Suså - endelig!

Ved parkeringspladsen ved Suså er der informationstavler mm med de afmærkede stier. Og nu begynder balladen. For det hele er enten stadig i projektfasen eller også er det meningen at man ikke vil anlægge stier, men lade publikum selv trampe stierne. Og når man først er kommet igennem området langs Ringsted Å (og de farlige køer) til broen hvor Suså støder til, er der ikke længere nogen sti. Faktisk ser det nærmest ud til  at jeg er den eneste der er gået der i meget lang tid. Der er et område mellem det elektriske hegn (med flere farlige køer) og åbredden, men det er pt overgroet med en knæhøj bevoksning af græs, brændenælder, skvalderkål og en velsignelse af vilde blomster. Godt for øjet, men ikke helt nemt at gå igennem. To steder er der oven i købet så sumpet at man må springe fra græstot til græstot. Men det skal ikke lastes nogen. Man skal bare være forberedt på at der ikke engang er en trampesti.

Mere Suså. Der er sus over strømmen, og man kan måske også ane det noget krævende terræn. Lad os bare sige at dette ikke er for kørestole.

Udsigten til åen og dens slyngninger er ganske fin og samtidig også et skoleeksempel på hvor meget landbruget gennem århundreder har ændret på den danske natur - samt hvor lang tid det endnu vil tage før det kommer til at ligne natur igen. Det ændrer dog ikke ved at dyre- og plantelivet allerede har taget området i besiddelse. Så skidt med at det er svært for vandrere. Sidste forhindring er at finde hvor der i folderen står at stien drejer mod nord til Hagbards Høj. Der er ingen afmærkning. Ingen antydning af sti. Og hvis man heller ikke ved hvordan Hagbards Høj ser ud, så er man på den. Men et råd er at kigge efter en rød klaplåge hvor det elektriske hegn ophører. Så kan man gå langs det op til højen.

Udsigten fra Hagbards Høj over ådalen. Mod sydøst. Åen løber i det lavest liggende område.

Næsten som sædvanlig lykkedes det mig at gå for langt, men blev dog stoppet af Tuel Å, og en truende koflok på den anden siden af åen, som kom løbende i møde, givet vis for at trampe mig til døde hvis jeg skulle vove mig ind på deres territorium. Det er først når man kommer meget tæt på Hagbards Høj at man overhovedet opdager at det er en gravhøj. Fra åbrinken ligner den så mange andre knolde i det kuperede landskab. Udsigten fra toppen af højen er flot. Man kan se virkelig langt.

Ved Alsted Mølle. Jeg har set smukkere møllemiljøer andre steder, men på en ellers noget monoton strækning en kærkommen afbrydelse. 

Mod Sorø

Vest for hvor Alsted Å krydser Alstedvej, er der et mølleområde. Der er nu tilsyneladende ikke så meget tilbage af selve møllen, men med lidt god vilje kan man forestille sig mølleanlægget med dam osv. Herefter kommer man ud på den næsten snorlige Alstedvej, og en næsten 5 kilometer strækning i landbrugslandet. Kun afbrudt af en lille tur gennem landsbyen Alsted. Vest for har man fra en bakketop en fantastisk udsigt mod syd over ådalen.

Udvalget af fotoer i dette indslag er lidt misvisende. Det meste af turn går man gennem landbrugsland. Her er en af de bedre udsigter. De vidtsstrakte bare marker, eller spirerne til hvede, byg og raps må man tænke sig til. Ikke noget at skrive hjem om.

De sidste 7 kilometer til Sorø er præget af skovområder, først Alsted Skov, dernæst Sønderskov. Ganske dejlige skovveje og på denne torsdag heller ikke særlig trafikerede, om end jeg godt kan forestille mig at Næstvedvej kan være ganske larmende.

Ruten

Rigsted Station. Oplevelsesstien, Syd. Næstvedvej. Høm. Englerupvej. Vrangstrup Øvej. Suså. Sigerstedvej. Alstedvej. Alsted. Næstvejvej. Sorø Station.

Gudernes Stræde Lejre - Karlslunde

Gudernes Stræde byder på denne strækning bl.a. på Ramsø-fredningen og adskillige smålandsbyer

I betragtning af at kulturstepper udgør omkring 2/3 af Danmark, så er Gudernes Stræde lagt på en rute med en langt større andel natur. Ruten svarer til mine tidligere vandringer gennem hele Gudernes Stræde den 3. april 2016 fra Lejre til Gadstrup og 26. februar 2016 fra Gadstrup til Mosede. Modsat disse altså senere på året og derfor også mere grønt.

Lejre

Jeg stødte til ruten lidt sydøst for Lejre, ved Højby som er sammenvokset med Lejre, men som dog synes at have en vis grad af landsbyliv omkring gadekæret tilbage. Højby ligger på Gudernes Strædes "ringrute" Lejre-Øm-Højby-Lejre. Ved Højby oplyser en af infopælene om at her gik Alfarvej mellem Øresund og Storebælt. Markeret med en markvej.

Højby, syd for Lejre. Omkring dette kær er der delvis bevaret noget af hvad der må være en gammel landsby. Her er også noget så exceptionelt som en postkasse.

Ringruten mener jeg må være ny, så jeg gik mod Kumlehusevej, og drejede så ned af denne for at komme tilbage til den "normale" rute.

Kumlehusvej. Indrømmet, ikke på Gudernes Stræde. Men til gengæld lidt hesteliv.

Ramsøstien

Ved åen støder man til Ramsøstien. En af de allerbedste naturstier jeg har gået på overhovedet. Den er lang og der er masser af liv. Insekter, fugle, planter og dyr. Selv her i det tidlige forår dufter der desuden. Eneste ulempe er måske stiens beskaffenhed. Lidt for meget natur måske, ikke noget for folk i rullestol, for at sige det på en anden måde. Fotoer kan kun dårligt gengive oplevelsen af lyde og dufte.

Ramsøstien. Dette er et af de oversvømmede områder som man dog har en mulighed for at gå udenom nogenlunde tørskoet.

Det værste stykke er ved fugleskjulet. Et stykke af vejen kan man kroge sig gennem tjørnekratten i siden af stien. Men så kommer man til en vandbrønd som løber over. Det har gennemblødt stien så meget at man synker 20-30 centimeter ned i mudder og okker. Heldigvis havde jeg reservestrømper med og støvlerne holdt nogenlunde tæt. Men et øjeblik greb jeg mig i at tænke: "Åh nej, kviksand". Så galt var det dog ikke. Stien ser i øvrigt ud til at være ved at blive ordnet, men er kun nået til Ramsøgård.

Ramsøstien. Det kan være svært at se stien på dette foto, men det er den grønne strimmel som kanter sig gennem billedet.

Dette skal dog ikke afholde nogen fra at gå denne fantastiske sti. Øst for fugleskjulet forsvindet stien næsten og bliver til en trampesti langs en mark.

Ramsø, altså søen. Søerne har engang været drænet som landbrugsområde, men er i nyere tid blevet retableret som vådområder på en 1½ kilometers længde og ½ kilometers bredde.

Gudernes Stræde foreslår at man går sydpå ad Ramsømaglevej, men det er der for så vidt ingen grund til. Ramsøstien fortsætter øst for Brordrupvej langs de tre søer Ramsøen, Brordrup Mose og Ramsømagle Sø - hvor fugletårnet ligger. Mod nord går man langs de sænkningen og kan se bl.a. Brordrup nord for. Ruten fortsætter gennem stationsbyen Gadstrup med et stort industriområde øst for ad Salløvej mod Snoldelev

Snoldelev. Byen ligger langstrakt ca.1 kilometer langs ruten og byder på enkelte stråtæktshuse, dette hus som ligner en gammel købmandshandel og kirken.

Snoldelev, Hastrup og Karlstrup

Efter Snoldelev kommer man vest for og også øst for til de lortebrune kulturstepper hvor man dog i det fjerne kan se nogle grønne områder og enkelte gårde. Danmark er et land hvor man ikke kan vandre gennem naturområder, men må igennem det lortebrune landskab uden nogen former for liv, kulturstepperne. På denne årstid er de meget markante da byg, hvede og rasp endnu ikke er kommet op.

Hastrup er en del mindre end Snoldelev, men har til gengæld bevaret en del gamle huse og gårde.

Øst for Hastrup har man fra Bødkerhuset (der er sat til salg) mulighed for at passere en brakmark mod Bakkegårdsvej. Det giver mulighed for at kigge nærmere på Karlstrup Kirke og det gamle voldsted nordøst for. Sidste gang var jeg ved Karlstrup Kalkgrav som nok er at foretrække hvis man absolut skal vælge.

Korporalskroen, Møllebækkens Købmandsgård mm. Et børnevenligt sted hvor trætte vandrere kan forkæle sig selv med en is og kikke på gamle købmandsvarer.

Et af de mere spektakulære udflugtssteder og rastepladser er ved den stærkt trafikerede Tåstrupvej. Korporalskroen, Iskagehus og Møllebækkens Købmandsgård ligger her. Her har man forsøgt at genskabe en gammel købmandsbutik fra min barndom. Og der er mulighed for at spise en is ved Møllebækken. Det gjorde jeg sidst - ikke i dag da iskagehuset var lukket.

Vilhelms Plantage. Ruten her går delvis igennem skov og delvis åbent land. Det er gammel havbund, altså fladt.

Wilhelms Plantage

Den sidste del af ruten går gennem et bynærtnaturområde. Man har heldigvis fået åbnet stien under motorvejen igen så man kan komme til Wilhelms Plantage og videre mod Brødmosen.

Brødmosen, hængesækken. Mosen er ganske lille, men dog alligevel en intens oplevelse.

Gudernes Stræde er i et vejr som dette, frisk til jævn vind og cumulusskyer ideelt til vandring. Afvekslende og kun meget lidt lortebrune landskaber. Om en måned slipper man måske endda for dem når byggen, hveden og raspen står lidt højere. Turen var også en milepæl for mig da jeg efter næsten 4 år med Polymyalgi (og 4-6 år tilbage) nu er nået op på at kunne klare en ganske pæn strækning og i et ganske pænt tempo uden at gå ned.

Flere fotoer på Flickr fra Lejre, Roskilde, Solrød og Greve.

Ruten

Lejre Station. Højbyvej. Kumlehusvej. Ramsøstien. Gadstrup. Snoldelev. Hastrup. Karlstrup. Wilhelms Plantage. Karlslunde Station. I alt ca. 28 km

Tølløse - Lejre

Med god planlægning kan man gå op imod 25 km i pænt brede strimler af natur fra Tølløse til Lejre

Det er svært at finde længere strækninger på Sjælland med sammenhængende natur over længere strækninger på over 20 km. Men denne tur er en af undtagelserne. Den går gennem en del fredninger som støder op til hinanden: Åstrup Gods, Sonnerupgård og Hvalsø-Kisserupfredningen. Kun på ganske korte strækninger kommer man til at gå langs livløse marker og på landeveje. Og undervejs er der adskillige herregårde, en teglværksruin og masser af idylliske bindingsværkshuse i en stærkt kuperet og varieret natur. Det mærkes også på fugle- og dyrelivet samt de første sommerfugle jeg har set i år.

Baptistkirken i Tølløse (1943) har fået et "drivhus" foran. Denne ligger på en bakke.

Baptistmenigheden i Tølløse

Tølløse er trods sin beskedne størrelse på omkring 4.000 indbyggere centrum for baptismenigheden i Danmark. Udover den imposant kirke er der folkeskole, efterskole, højskole og præsteseminar. Tølløse kirke ligger nemlig som jeg beskrev i sidste indslag i Gl Tølløse 2 kilometer væk fra Tølløse. Her ligger også kirkegården hvor folkekirkemedlemmer og baptister forenes i døden. Baptisterne har  her en rekord hvad angår borgmesterposten. Baptistkirken har rod tilbage i vækkelsesbevægelserne i midten af 1800-tallet, kulminerende med opførelsen af kirken i 1943. Næsten ved siden af ligger baptisternes efterskole til 125 elever og en grundskole fra 8.-10. klasse med 135 elever. Siden 1928 en højskole og en eksamensskole for voksne.

Udsigten fra Sadelmagerhuset mod nord. Til højre ligger Åstrup Gods, i lavningen løber Elverdamsåen og i baggrunden anes Dyrehaven. Vejen ned mod godset har udover dette gamle hus fra 1792 også et mindre før man kommer til Røde Bro.

I den østlige del af Tølløse - der i virkeligheden er Kvarmløse - ligger ved Sadelmagervej en meget smuk gård, Soderupgård. Den er som flere af de andre gårde og godser på denne tur, et voldsted, endda militært. I krydset ved Åstrupvej ligger Sadelmagerhuset hvorfra man har en god udsigt mod nordøst til Åstrup Gods.

Hovedbygning, Åstrup Gods med voldgraven og broen over denne.

Åstrup Gods.

Fra Tølløse til Åstrup Gods er der omkring 3 km landevej. Allerede på afstand kan man se godset som ligger i en dalsænkning. Godset er fra 1400-tallet, men bygningerne er noget nyere. Godsejerne ejede ikke bare gods, de ejede også landsbyens beboere, hvilket fremgår af gravmindet over en af godset ejere, etatsråd Johan Bartholin-Eichel. Der står at ”Han var sine bønder en ven og velgører”. Bemærk ordet "sine". Og der har næppe været en opinionsundersøgelse blandt bønderne om de så også syntes han var deres "ven og velgører".

Stien nord for Åstrup Gods der fører til Hestehaven går gennem et flot kuperet herregårdslandskab. På bakken længst væk er Åstrupvej der er en alle.

En overgang var godset ejet af et resultat af den diktatoriske enevoldskonge Frederik 6.s langvarige affære med den 22 år yngre Frederikke Benedicte Mortensdatter Andersen Rafsted (1790-1862). Nemlig Frederik Vilhelm Dannemand (1813-1888). Ham blev der sørget godt i form af en militær karriere 1826-1863, adling 1830, 1839 lensgreve og ejer af Aastrup Hovedgård. Den Dannemandske Stiftelse ejede senere gården. Den blev så brugt til bolig for enlige damer (konventualinder) efter slægts- og standskriterier frem til 1985. Hans fingeraftryk ses af den lille sydfløj (1865) hvor våbenskjolde og initialer ses.

Med jævne mellemrum ligger gamle huse i skoven, her et noget særpræget et i Koskov.

Bygningerne er omgivet af voldgrave. Der er en smuk park vest for hvor elverdamsåen løber igennem. Den gik jeg igennem mod nord. Der er bl.a. et lille ”vandfald” fra en gamle mølledam og den flotte fredede Røde Bro, der fører vejen over Elverdamsåen. Øst for Åstrupvej er der i Hestehaven spor af nogle gamle vejspor, oldtidsagre og oldtidshøje. De fremstår som anselige terrasseskrænter på op til to meters højde og med fem meter brede lave skelvolde.

Det meste af turen går gennem skov som denne. Man kan måske fornemme det kuperede terræn i baggrunden bag traktoren. Her er det Koskov.

Egentlig ligger Dyrehaven vest for godset udenfor fredningen, men den er langt at foretrække for den mere ensformige alle nordpå, Åstrupvej der er omgivet af marker. Her får man til gengæld et overblik over herregårdslandskabet. Nord for Dyrehaven går der en sti stik øst mod fredningens vestligste skov, Hestehaven. Stien dykker syd på mod Franciscasminde som er en lille bebyggelse hvor Åkandevej krydser skovområdet. Her går også Gudernes Stræde igennem.

Torpeskov. Der bliver skovet en del i dette område. Heldigvis ikke i dag da motorsave kan være ret distraherende.

Der er mange muligheder for at vælge ruter. Jeg havde valgt den nordlige østpå gennem Åstrup Skov, Koskov og Torpeskov. Det er en udmærket skovrute, den fladeste på denne tur, og den krydses kun af en enkelt ikke særlig befærdet vej, Blakledsvej, før man kommer til Torpeskov. Igen fulgte jeg den nordlige rute gennem skoven indtil man mod øst kan skimte Bødkerhuset, et lille hvidt hus med en legeplads. Den er tilsyneladende ikke privat, og herfra fører en sti østpå til Lykkesholm Ridecenter ved Bjergskovvej - der er ret befærdet, men heldigvis kommer man ret hurtigt væk fra den igen.

Bjergskov lever absolut op til sit navn, i hvert fald sammenlignet med de øvrige af rutens skove

Der fører en stikvej ned til Bjergskov, som lever op til sit navn og som hvad angår kuperet terræn og variation er den mest interessante del af skovene. Man kommer også forbi et par bindingsværkshuse før skoven skifter navn til Bæsted Skov. Herfra havde jeg planlagt en tur langs landevejen gennem Skullerup for at se den mindre kendte hovedgård i Ledreborg Gods, Skullerupholm. Og en ruin af en gammel ringovn fra Skullerupholm Teglværk. Ruinen skal være Danmarks ældste af slagsen fra omkring 1801.

To af døren i ruinen af den gamle ringovn. Som det ses er den temmelig overgroet

Den brændte i 1965 og produktionen stoppede herefter. Ruinen er så overgroet at man godt han gå forbi den uden at opdage det. Men hvis man kigger efter informationsplanchen er man på rette vej. Man kan kun se den på afstand. Og det er kun det underste af ovnen der står endnu, endda ret tydeligt med dørene ind til kamrene. Den er 2-3 meter bred og 60-70 meter lang. Størrelsen gør at man godt kan danne sig et indtryk af hvordan den må have set ud. Teglbrændingen fandt sted i 250 år. I det hele taget er det godt at huske på at de idylliske bindingsværkshuse med stråtag ofte rummer tragiske historier. Her blot et eksempel, Flintebjerghuset. Mistanke får man måske når man ser at huset ene ende har staldvinduer. Mennesker og dyr levede altså sammen i samme hus. Og tjekker man oplysninger om beboerne, finder man ud af at i starten af 1900-tallet boede her et ægtepar som fik to børn, det ene døde som barn. Den anden søn boede også her, giftede sig og fik en datter som døde fem måneder gammelt. Og konen døde kort tid efter, kun 22 år gammel. Senere beboere står i folketællingen 1930 angivet so landarbejder på Skullerupholm. Livet har formentig været særdeles vanskeligt.

Udsigten øst for Skullerup på vej mod Ledreborg. Mod nord

Skullerup Hovedgård skal have ligget her så langt tilbage som 1326. Da havde den opslugt de fleste bøndergårde, de sidste blev nedlagt 1453. 1661-1663 hørte den såmænd under København. Og i starten af 1700-tallet huserede her en af tidens værste slavehandlere, Severin Junge, direktør for Dansk Vestindisk-Guineisk Kompagni. Med lidt god vilje og hjælp fra planchen kan man stadig se resterne af den voldgrav fra middelalderen som engang omgav hele bygningen. Der er ikke meget tilbage af de gamle bygninger udover forpagterboligen fra 1853.

Ledreborg Gods. Det er privat og der er ingen adgang til bygningen, ligesom de øvrige mange bygninger også bliver brugt af private. Undtagen godskontoret.

Ledreborg Gods

Godsets anden og mere kendte hovedgård, Ledreborg er privat ejet, og der er kun adgang til parken. Resten er privat ejendom. Historien om dette gods kan hurtigt googles, og der findes mængder af litteratur. Parken er absolut de 25 kr. værd. Man er kun forment adgang til områderne i umiddelbar nærhed af bygningerne. En tur fra slottet, ned til åen og op på den anden side kræveren god fysik. Det fremgår måske ikke helt af fotoet. Men stigningerne er markante.

Parken er åben for publikum i dagtimerne, formedelst et beløb på 25 kr. Dette er et vy var bakken overfor. Men der er også mere skovagtige områder omkring åen.

Slottet er bl.a. designet af arkitekterne Johan Cornelius Krieger og Laurids de Thurah. Barokhaven blev renoveret i 2007. I stedet for at vælge den ret befærdede Ledreborg Allé kan man bruge arbejdsvejen på kildepladsen. Den forløber langs Ledreborg Å. Herefter er der sådan set kun turens eneste længere vejstrækning, Lejrevej tilbage ned til stationen. På dette tidspunkt havde jeg allerede opbrugt min ellers udvidede ration af vand. Og det skal man ikke i Lejre. Der er stort set kun en Fakta tæt på stationen. Og her serverer de ikke fx kaffe.

Ruten

Tølløse Station. Tølløsevej. Kvarmløsevej. Åstrupvej. Åstrup Gods. Sti gennem Dyrehaven. Hestehaven. Franciscasminde. Aastrup Skov. Koskov. Balleskov. Torpeskov. Bjergskov. Bæsted Skov. Skullerup. Lambakke. Kisserup Lod. Ledreborg. Ledreborg Kildeplads. Lejre Station. I alt ca. 23 km.

Fredninger ved Tølløse

Foråret har ladet vente på sig. Nu skulle det være, trods hård blæst, og med strålende høj sol

Ca. 5 km vest for Tølløse ligger der et nogenlunde sammenhængende naturområde som er fredet. Derudover byder det også på nogle landsbyer, et observatorium i verdensklasse og først og fremmest et stærkt kuperet landskab med masser af gode udsigter.

Tølløse

Står man af i Tølløse, kan man vandre lidt rundt i denne udprægede stationsby. Der ligger sågar nogle ældre industribygninger. Byen er en by, dvs der er infrastruktur, forretningsliv, institutioner og hvad der ellers hører til en sådan. Ca. to kilometer vest for ligger den gamle del af Tølløse som passende har skiftet navn til Gammel Tølløse.

Mellem Tølløse kirke og Tølløse Slot ligger et gadekær og en del gamle huse. Noget decideret landsbyagtigt er der dog ikke længere. Men der er huse som dette i Gl. Tølløse.

Tølløsegård stammer tilbage fra middelalderen. Men bygningerne er dog slet ikke så gamle. Her huserede i 1500-årene den nok så kendte rigshovmester Peder Oxe. Og det er hans udgave af slottet som under 2 verdenskrig blev rekonstrueret så det ligner et renæssanceslot. Oprindelig var der to selvstændige huse som blev forbundet. Og der er også en staldbygning med årstallet 1861.

Tølløse Slot, den ene af fløjene. En tilsvarende ses spejvendt på mellembygningen.

Kirken tilhørte indtil 1911 Tølløsegård, og baronerne har også sat deres præg på kirken. Af landsbyens gårde er der ikke nogen tilbage. De er enten nedlagt eller udflyttet.

Udsigt fra Ingegårdsvej mod de fristende naturområder. Megen rabat er der ikke tilbage. Her er der dog i det mindste ikke pløjede marker.

Kulturstepperne

For at komme til de fredede herligheder skal man først en frygtelig masse igennem efter Gl. Tølløse. Fra Tølløse Station er der 5 kilometer. Og de går langs trøstesløse landbrugsområder. Landmændene har også ventet på foråret, og det kan mærkes på trafikken på landevejen, med store landbrugsmaskiner. Og også på selve markerne. Det sidste går endda, men eftersom der stort set ingen rabat er tilbage langs landevejen, så er det en noget tvivlsom fornøjelse at vandre netop i dag.

Tjørnede er en kort afbrydelse i den ensformige vandring i det livløse landbrugsområde.

Nybyvej og Ingegårdsvej føles lange i den hårde blæst og den trøsteløse udsigt på begge sider af bare, livløse marker. Men landbrugsmaskinerne er igang. Så på et eller andet tidspunkt kommer der vel nogle afgrøder på dem. I hvert fald indtil august hvor jorden igen kommer til at stå sortladen hen. Den fra tv kendte ejendomsmægler, Pernille Sams og tidligere folketingsmedlem for De Konservative og ridder af Dannebrog sælger Ingegård. Langt ude i horisonten kan man imidlertid ane det stærkt kuperede terræn. Og det indfrir fuldt ud forventningerne.

Endelig nærmer naturområderne og de fredede områder sig. Selvom markeder endnu dominerer helt ud forbi Sophienholm.

Vest for den lille bebyggelse Tjørnede begynder det så at ligne noget natur. Samtidig begynder også det stærkt kuperede terræn. Vejen snor sig uden om de bløde bakker endnu en kilometer mod vest til den store gård, Sophienholm. Gården hed oprindelig Grøntvedgård i det tidligere baroni Zeuthen af Tølløsegård. Baroniet eksisterede indtil lensafløsningen 1923. Men efter 1843 altså Sophienholm opkaldt efter hustruen Sophie Hedevig f. Schulin. Den er i dag jagtskydeskole. Og der er offentlig adgang til stort set hele området med et veludbygget stisystem. Syd for gården ligger en grusgrav.

Sophienholm. Dette ser ud til at være en lidt ældre del af den ellers meget større gård. Disse er bygget af flade kampesten og der står 1871 og 1874 på gavlene i de øvrige bygninger.

Stueetagerne på bygningerne er kampesten og ellers gule mursten for resten. Efter Sophienholm kommer man lidt i læ bag en sydvendt bakke hvor der er anlagt en lille vinmark (Snejerup Bakke). Og så er man endelig inde i det smukke fredede område.

Brorfelde

Man kan foretage en lille afstikker til landsbyen Brorfeld. Ikke så meget for landsbyens skyld, men pga de dramatiske stigninger i området. landsbyen ligger i en dal, i hvert fald hvis man kommer fra nord, og skrænten ned er ganske stejl med et god udsigt. Umiddelbart nord for landsbyen købte Københavns Observatorium i 1947 en flad bakke. Dengang var der endnu nattemørke. Og det var der ikke på observatoriet ved Botanisk Have i København.

Brorfelde. På vej fra nord ned mod landsbyen har man denne pragtfulde udsigt over dalen. 

Observatoriet bruges nu ikke længere af videnskabsfolk, men af amatørastronomer. Observatoriet havde engang internationalt niveau. Den ældste bygning er fra 1953 og rummede Meridiankredsen. Altså det stadig brugte astronomiske instrument som Ole Rømer opstillede i det som nu er Københavns Hovedbiblioteks centralsal. Dengang hans have. Det blæste for meget på Rundetårn. Meridiankredsen bruges stadig, men nu på La Palma (de Kanariske Øer). Men Jens Olsens berømte kikkert fra 1922 er der, ligesom Schmidt-kuplen (1966). De to nævnte bygninger har også arkitektonisk værdi (arkitekt Kaj Gottlob). De nyere med bl.a. solteleskopet er mere anonyme.

Brorfelde Observatorium. Til venstre ses Meridian-bygningen, i midten de nyere og helt til højre Schmidt-kuplen.

Som så meget andet inden for naturvidenskaben blev Brorfelde overhalet af udviklingen. Og det blev solgt i 2009 til ejendomsselskabet Freja i 2009.

Udsigt fra observatoriet, især mod nord og vest fejler bestemt ikke noget.

På Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside skriver man at man i klart vejr kan se helt til Storebæltsbroen og Odsherredsbuerne. Dem kunne jeg dog ikke få øje på. Men helt klart vejr var der heller ikke, som det fremgår af ovenstående foto. Jeg har nærstuderet fotoerne, og der er tilsyneladende for diset.

Igelsø og højdedrag

Fra foden af bakken ved observatoriet til Igelsø kommer man gennem den værste strækning på denne rute, nemlig Ringstedvej. Den er stærkt trafikeret, og rabat er der ikke meget af. Igelsøs største attraktion for vandrere må vel siges at være søen og gården Igelsøgård. Her kan man endelig dreje væk fra den forfærdelige trafik for at bevæge sig opad mod de to store højdedrag Helmerhøj og Mørkemose Bjerg.

Igelsø. Søen er ikke sådan lige til at komme ned til og ser også ud til at være privat område. Så jeg beslutter mig til at forblive i højlandet.

Jeg sammenligner den noget højere Mørkemose Bjerg (105 m) med Helmerhøj. Og da jeg formentlig ikke har nok i benene til at klare dem begge, beslutter jeg mig for Helmerhøj, bl.a. fordi det ser ud som om udsigten på Mørkemose Bjerg er dækket af træer og anden bevoksning.

Maglesø

Fra Helmerhøj går man midt på en græsningsmark afskærmet fra de kreaturer som formentlig bliver sluppet løs senere på året, med et elektrisk hegn. Her skal der ifølge Naturfredningsforeningen græsse dexterkvæg. Nedstigningen til Magleså er ikke for hverken cyklister eller kørestolsbrugere. Der er en ganske smal sti som er stejl, måske 45 grader. Visse steder er den helt overgroet.

Maglesø, vestlige del. Det kan måske være svært på et foto at give et indtryk af hvor stejlt der er. Men stien går altså gennem krattet i forgrunden og ned til søkanten som man ikke kan se.

Maglesø og stien langs sydbredden som det blev til på denne tur, er et af højdepunkterne. Stien er temmelig smattet i den østlige del, men ellers tør og god at gå på. I den vestlige ende fortsætter stien på en svellebro. Men jeg må tage et valg, og vælger at gå mod nord. Har man ork til det (det havde jeg), kan man bestige den lange, lange trappe som går op til det tidligere traktørsted. Den er tung, skal jeg hilse og sige. Herfra har man også en fin udsigt over søen. Indtil sidste år havde man siden 1939 om sommeren kunnet købe kolde drikke og kaffe. Efter en strid mellem nyere ejere ophørte dette og huset er nu helt privat.

Maglesø, østlige del umiddelbart på vej ned mod bredden fra traktørstedet. 

Maglesø er et dødishul. Og det betyder at søen er omgivet af stejle skrænter. Mod nordøst kommer man til et lille bådehus. Søen har engang haft en enlig erhvervsfisker som boede i fiskerhuset på bakketoppen. Nu bruges det hele af lystfiskere. Og lidt længere sydpå mod søens afløb som forløber i en smal stensat rende af kampesten. Afløbet forløber i en kløfte som man mener er eroderet af smeltevand fra dødisblokken.

Grøntved Overdrev

Syd for Maglesø når man drejer af langs afløbet, kommer man igennem det stærkt kuperede Grøntved Overdrev. I dag hvor det blæser en halv pelikan, er der dejlig vindstille inde i skoven. Der er masser at se på, stien snor sig mellem bakkerne og lader ikke Bistrup Skovene noget efter. Jeg har endnu ikke formået at finde en metode til at gengive skoves storslåethed, men skovområdet er virkelig en flot oplevelse som vandrer. Helt mod syd støder man så igen til Sophienholmvej, og så mangler der sådan set bare den 6-7 km lange tilbagetur ad samme rute som man kom. Jeg blev fristet til at tage bussen fra Tjørnede, ´en modstod dog.

Se flere fotoer på Flickr for Holbæk Kommune.

Ruten

Tølløse Station. Tølløsevej. Ingegårdsvej Sophienholmvej. Brorfelde. Igelsø. Maglesø. Grøntved Overdrev. Sophienholmvej. Ingegårdsvej. Tølløsevej. Tølløse Station. I alt omkring 23 km