Hornsherred - Fjordstien Midt

Belært af tidligere ture på Hornsherred sprang jeg på cyklen for at udforske den mellemste del af ruten. Det kom jeg ikke til at fortryde: Hjulene er efter min opfattelse at foretrække fremfor vandrestøvlerne her.

Læren var at der er lange strækninger med landbrugsarealer som jeg synes er ret enerverende at vandre i, der er langt imellem "snapsene" med naturoplevelser og seværdigheder. Det kom da også til at holde stik. Ruten egnede sig glimrende til cykel så man hurtigt kunne komme igennem landbrugsarealerne til de mere interessante steder. Generelt gik turen gennem et kuperet terræn, dog uden at der var behov for at stige af cyklen.

Færgelunden. Gården har en lang historie bag sid fra dengang her var færgested. Og der er nu museum i bygningen som absolut er et besøg værd, ligesom området omkring. Nogle tidligere beskrivelser, den ene fra 1801 og en anden fra 1803 findes på Politivennen Live Blogging. Knap så rosende er et indslag fra 1824, mens en anden fortæller om problemer om vinteren (1827), mens en knap så rosende findes fra 1835.

Første del af turen gik fra Frederikssund Station over Kronprins Frederiks Bro. Den er som bekendt fra 1935, og det er altså ikke den nuværende Frederik X, men Frederik IX den er opkaldt efter. Den tidligere bro hed det samme, og dengang var det så Frederik VIII den var opkaldt efter - dengang han var kronprins. En sydligere bro er opkaldt efter daværende kronprinsesse Mary. Så kan man jo spekulere over hvad nyere versioner af broerne kommer til at hedde. 2019-2022 var sidstnævnte bro i øvrigt en betalingsbro. Der findes en dobbeltsporet cykelsti langs den trafikerede 53. Den kan være lidt svær at finde når man kommer fra Frederikssund, man skal krydse vejen i fodgængerfeltet - tættet på fjorden

Hyllestedvej. Et stykke inde på vejen findes dette fortryllende lille sted, Duedal med nogle små heste foran.

Trængslerne langs den stærkt trafikerede vej 53 sluttede ved at dreje til højre ad Hyllestedvej. Det er en smal landevej, men da der næsten ingen trafik er her, har man næsten det hele for sig selv. Generelt i dagens rute på landeveje uden den store biltrafik. Selv om larmen fra hovedvejene kan høres på visse strækninger. Målet var at komme ned mod sommerhusområdet Over Dråby og stranden der.

Over Dråby Strand. Det er et lavvandet område med vegetation helt ned til, ja endog ud i vandet. Muligvis kan man bade der, men jeg valgt at gå en tur på de fine stier langs fjorden.

Over Dråby Strand er vel ikke så meget badestrand, men mere et strandengsagtigt naturområde. Man kan dog godt bade der hvis man vil. Der er meget fredeligt. og udsigt til nogle rev hvoraf der i dag var et oven vande. En hejre og en måge hvilede sig der. Men ellers fik jeg ikke megen bid i min medbragte fuglekikkert. Enten er jeg dårlig til det, eller er der ikke særlig meget at kigge efter. Nok det første. Ad Orebjerg Alle med godset gik det så mod det næste sommerhusområde, Dalby Huse, dernæst Toftegaardsvej til Kyndby med en særpræget kirke og ad Kyndbyvej mod Kyndbyværket. Vejen er spærret, men Fjordstien går over til Jungedalsvej. Jeg tog dog tilbage til Kyndby.

Kyndbyværket. Området foran den nyere del af værket i baggrunden ser noget forladt. Det samme gælder den rasteplads som fotoet er taget fra. 

Med store bogstaver står der 1940 Kyndbyværket. Tilsyneladende hed det dog de første 2 år Isefjordværket som var Danmarks første landsdelsværk, modsat de mange lokale elværker. Det blev udvidet ad flere omgange. Fra 1960 blev det dog degraderet til kun at være et mindre betydende værk overhalet af andre sjællandske værker. Det ældste anlæg stoppede i 1987 og blev nedrevet 1998. Kyndby Huse var bygget som 158 tjenesteboliger til de ansatte - det er dog ikke tilfældet længere. En  af Kyndbyværkets opgaver skulle være at dødstarte det sjællandske elnet, men det var det ikke særlig godt til i 1981 og 2003.  Man kan ikke komme ind på værket, men ved indgangen mod syd kan man gå op i terræn hvor Ørsted skilter med at de fremmer biodiversiteten. Fjordstien går mod nord, men jeg vovede ikke at tage cyklen med op ad trappen for at fortsætte ad den meget smalle og overgroede trampesti. Så det blev en tur tilbage samme vej jeg var kommet.

Svanholm. Køer græsser ved krydsen Solbakkevej.

Svanholm er i min bog et "must see". Man kommer der ad en ca. 1 km sidevej. Den tidligere herregård var et af Danmarks første storkollektiver (1978) og økologisk landbrug. Godsbygningerne er ikke for turister, det er derimod nogle staldbygninger m.m. hvor der er gårdbutik og en lille cafe hvor der serveres filterkaffe med mælk fra junge.

Ved Lyngerupvej kørte jeg en lille afstikker ind i Gerlevparken. For folk der interesseret sig for roser, er der her Valdemar Petersens samling af historiske roser, en træsamling af i Danmark naturligt forekommende træsorter. Stedet er privat ejet, men der er offentlig adgang. 

Sjællandske Midtbane. Kun nogle ganske få reminiscenser fra banen eksisterer i form af nogle rester af cementsøjler ved Egelundsvej

Hvis du har været i Frederikssund, har du sikkert ikke kunnet undgå at se den lange tange som næsten går tværs over Roskilde Fjord lidt sid for Kronprins Frederiks Bro. Tangen der er næsten 1 km lang, skulle have været en del af Sjællandske Midtbane fra Hillerød til Næstved. Det var i hvert fald planen i 1908. Banen nåede kun til Ringsted, og strækningen fra Hvalsø til Frederikssund eksisterede kun i 7½ år, 1928-1936. Kun en anelse bedre end strækningen Frederikssund til Hillerød som helt blev opgivet, og som jeg tidligere har beskrevet her på bloggen.

Et lille smalt farvand skiller Frederikssund-siden med Hornsherred. Tangen går ca. 1 km ud i Roskilde Fjord, er et flot naturområde med en trampesti. På den anden side kan man se resterne af jernbanebroen. På dæmningssiden er der ikke så mange rester af den bortset fra ved indkørslen.

Tangen er nu et ganske flot og særpræget naturområde bevokset med en alle langs trampestien og vilde blomster for resten. Indkørslen til tangen er meget nem at finde. Man fortsætter sådan set blot ad Egelundsvej indtil man mod fjordsiden kan se nogle rester af betonviadukten. Mellem disse aner man en smal sti, og voilá!

Kronprins Frederiks Bro set fra den nedlagte jernbanedæmning.

Fra tangen kan man også følge trafikken over (og igennem) Kronprins Frederiks Bro. Her er den oppe for nogle lystfartøjer. Afstikkeren ud på tangen er absolut et besøg værd! Det kan være vanskeligt - især på det sidste stykke - at cykle, men så kan man jo stå af og trække. Der er dejlig fredfyldt - ikke megen trafiklarm når derud. Og der er masser af lystfartøjer at se på som skal igennem det smalle farvand.

Ruten

Frederikssund Station. Færgelunden. Hyllestedvej. Over Dråby Strand. Orebjerg Alle. Dalby Huse. Toftegaardvej. Kyndbyvej (tur-retur). Kyndbyværket. Svanholm. Dalby. Lyngerup. Lyngerupvej. Bygaden. Sjællandske Midtbanedæmning. Frederikssund Station. I alt ca. 35 km.

Øst for Slangerup

Opsamlingsheat fra noget jeg ikke nåede på andre vandringer omkring Slangerup, fortrinsvis efter jernbanesporet og vandværker.

Omkring Slangerup har jeg været i flere gange, og også skrevet om området før, se fx På sporet af sporet: Slangerupbanen (7. september 2013), Slangerup Vandværk med kildepladser (11. september 2014), Naturparken Jørlunde-Farum (11. januar 2016). Dagens rute var at gennemvandre de meget få og små områder udenfor svine- og kofoderarealerne: Kirkeengen, Slotsmosen, Lystrup Skov og et gensyn med det nedlagte jernbanetrail. Hvor dette ikke var muligt: gå ad ikke så befærdede landeveje. Det lykkedes i det store hele, med overraskelser både af den behagelige og ubehagelige slags.

Udsigt fra Ingridvej ved Slotsmosen mod Slangerup. Man ser her henover Kirkeengen, ikkr i forgrunden, men det grønne område midt i billedet.

Fra Slangerup rutebilstation går Fredensgade stik nord langs Kirkeengen (10 ha) der blev fredet omkring befrielsen. Engang hed den af ukendte årsager ”Skiden Ås”. En del af arealet (forgrunden) er stadig dyrket, resten er eng- og græsgange og en del er mose. Ifølge skilte er der fugleliv og enkelte sjældne plantearter. Fra 1720 tilhørte den Slangerup Kirke og endnu længere tilbage Cistersienserklosteret. Derfra langs villakvarteret på Ingridsvej ud mod Slotsmosen. 

Mosen uden slot: Slotsmosen, set fra Overdrevsstien i forlængelse af Ingridvej.

Slotsmosen er en lille fredelig mose som er forsøgt naturgenoprettet fra 1996. Den er omgivet af en strimmel skov. Der går en sti hele vejen rundt om mosen. Den vestlige side er bebygget hvilket kan ses på det lave højdedrag.

Vist nok ved Lystrupvej. Dannebrog vejer i blæsten.

Jeg valgte den sydlige sti om mosen, og kom derfor til at gå ca 400 meter ad Lystrupvej. En af de mere ubehagelige overraskelser i form af en trafikeret vej. Der er dog heldigvis cykelsti. Herefter mod nord ad - Lystrupvej! mod Højagergård, et beskæftigelses-, aktivitets- og stu-tilbud under AKU Center Frederikssund. Højagergaard er en tidligere landbrugsejendom, med 20 tønder land, 2400 kvadratmeter drivhus og ni forskellige ordreproducerende værksteder. Herefter igen et trafikeret stykke på Hillerødvej - denne gang uden cykelsti. Et af rutens mest ubehagelige stræk. Så det er en lettelse at kunne dreje af Ravnsbjergvej.

Lystrup Skov. Kratvej i Frederikssunddelen af skoven.

Turens mest positive overraskelse var Lystrup Skov. Skoven er ikke særlig stor, min rute fik jeg banket på på 3 kilometer. Jeg kunne have gjort den længere ved at tage et loop eller to mere. Skovene er delt af Jørlunde Å, og den vestlige del hører til Frederikssund mens den østlige til Hillerød Kommune. I sidstnævnte er der en stor fold hvor køer afgræsser. Der er også tyndet ud i skoven. Åen er nærmest usynlig. Mod syd krydser stien åen der er en lille rende med næsten ingen vand. Ellers er terrænet pænt kuperet, stierne udmærkede, og blæsten havde den fordel at den blæste myggene væk. Der er overraskende mange bænke langs stien, mod nord tæt på Lystruplund er der skjult bænk & bord. Her blev frokosten indtaget, nogenlunde halvvejs gennem dagens rute. Der er ikke de store seværdigheder, mod syd i et kryds står Erhardts Lind. Den er ikke opkaldt efter Erhardt Jacobsen, men en skovfoged. Det blev plantet i 1886 og er meget stort. 

Gård med Lystrup Skov som baggrund, set fra Lystrupvej

I udkanten af skoven ligger Lystruplund - en lille særpræget landejendom med stuehus og to staldlænger. Vel ude af skoven kommer der igen et stykke af den tilsyneladende alle steds nærværende Lystrupvej mod Lystrup. En ubehagelig tur på ca. 1 km. Udover trafikken er udsigten til landbrugsarealer. Og blæsten havde helt frit løb her: stiv modvind. Og ingen rabat.

Lystrupgaard. Alleen ned mod hovedbygningen.

Lystrupvej drejer skarpt "bagud" mod landsbyen Lystrup der er ganske lille. En håndfuld stråtækte huse giver lidt indtryk af "gamle dage" på den bittelille Strædet. Mod øst ligger Lystrupgård. Set ude fra vejen ser Lystrupgård gammel ud, men den er fra 1906 hvor den blev genopbygget efter en brand - i dengang moderne stil. 

Strenghøjgård. Kornarealet foran gården er typisk for arealerne på begge sider af Lindholmvej. Endda overordentlig store.

Næsten ude af Lystrup gik ruten stik syd ad Lindholmvej langs landbrugsarealer. Enlige gårde ses til begge sider, mest markant Strenghøjgård. Her udfolder landbrugsarealerne sig for alvor. Jeg strejfede her en tidligere rute langs Slagerupbanens gamle trail, stationen Lindholm hvor der stadig er galger til grusbanen. Det hele lignede sig selv fra sidste besøg, så jeg drejede mod vest ad det gamle jernbanetrail - der også lignede sig selv. 

Hesteland: Lindholmsvej. 

Da jernbanetrailet ophørte, drejede jeg mod nord ad Slangerup Overdrev. Her kommer man i hesteland, bl.a. Slangerup-Lynge rideklub. Efter rideklubben mod nord indsnævrer vejen sig til en smal trampesti - så jeg en overgang troede at jeg var gået forkert, men den var altså god nok: På et tidspunkt drejer stien mod vest, ud til - nå ja, endnu engang Lystrupvej, men heldigvis kun kort, for nu valgte jeg Skolestien, som går en anelse sydligere end den tidligere på dagen gennemtravede sti langs Slotsmosen. Mod syd støder den igen til jernbanetrailet: Banegraven, en noget kedelig industrivej. Og så ad Gl. Øvej til Slangerup Kirke.

Alt i alt kun ganske få kilometer på trafikeret vej, en del flere kilometer i landbrugsområder, men dog klart opvejet af de mange småøer af natur, som beskrevet ovenfor. Under turen overvejede jeg at indføre forskellige servicemeddelelser i form af "alarmer", fx mod stærk trafik, landbrugsaraler m.m. for at advare eventuelle vandrere. Men i stedet besluttede jeg at anføre det under:

Ruten.

Slangerup Rutebilstation. Fredensgade. Ingridvej. Overdrevsstien. Lystrupvej mod Højagergård. Hillerødvej (stærkt trafik). Ravnsbjergvej. Lystrup Skov (Kratvej. Skovfogedvej). Lystrupvej (stærk trafik - ingen rabat). Lystrup. Lindholmvej (landbrugsarealer). Jernbanetrail. Slangerup Overdrev. Sti mod Industrivej. Banegraven. Gl. Øvej. Slangerup Kirke. Rutebilstationen

Slangerup - Frederikssund over Hørup/Græse

Området har været behandlet før her på bloggen i forbindelse med bl.a vand-vandring (2014), Græse Å og det nedlagte jernbanetrail Slangerupbanen. Her er nogle yderligere steder som ikke har været behandlet i disse afsnit.

Slangerup har område nedenfor kirken og Kongensgade som kan være interessante. Bl.a. ligger den gamle gæstgivergård tæt på kirken. Den er ca. 150 år. I slutningen af  har den været rammen om det kulturelle liv i den vestlige del af amtet. I slutningen af 1980'erne begyndte det at gå ned ad bakke for forretningen. I den grad at kreditforeningen overtog den. Det hjalp ikke på forfaldet. Kommunen overtog så bygningen og fik en arkitekt til at forestå renoveringen der var færdig i 1994. Heller ikke kommunen lykkedes at få det til at løbe rundt, så i 2000 blev den købt af en ejendomsmægler som forpagtede den til to kinesere, Dan og Phung som siden har kørt den under navnet Restaurant Bangkok. Den ser flot ud som den ligger der overfor rådhuset og biblioteket med kirken i baggrunden.

Slangerup, Kongensgade. Den gamle gæstgivergård hedder nu Restaurant Bangkok. Set fra rådhuset, med kirken i baggrunden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kirken er mest kendt for sin kolonorme størrelse og fordi halvskotten og adelsmanden Thomas Kingo (Kinghorn) (1634-1703) var præst der. Jeg hæftede mig mest ved at kirkens bænke er helt enestående vidnesbyrd om kirken i Danmark. Nemlig bænkerækkerne. De fleste er vel klar over at kun de fornemme havde ret til at leje bænkene som var nummererede (som i et teater) og havde lås på så uvedkommende ikke trængte ind på ejernes enemærker. På nogle af gavlene er der oven i købet skåret hvem de var beregnet for, og det er ganske morsomt at se at enker og kvinder til borgmester, sognepræst og rådmænd havde reserveret hele tre rækker gratis tæt på prædikestolen.

Stolerække - gratis for sognepræsternes kvinder og enker. Foto Erik Nicolaisen Høy.

"Sognepræsterns kvinders og deris enkers fri stool". Mon det dog har været disse kvinder træskæreren har forsøgt at forevige? Oven i købet i farver. Og for at det ikke skulle være nok er der for "Raadmændenis Kvinders og deris Enkers fri Stool", og "Borgemesternis kvinders og deris Enkers fri Stool". Udover disse prominente personligheder har også en lurmester Rasmus Vellumsen, D. A. D. (sic! nok ikke bandet) og andre foreviget sig i gavlene. At kirken ikke blev raseret under svenskekrigene som så mange andre kirker, skyldes at den svenske konge Carl 10. benyttede kirken som kongekirke, så intet blev ødelagt. Heller ikke da de drog til Sverige, for borgerskabet i Slangerup satsede på at svenskerne ville vinde, og investerede i det svenske felttog. 

Her et overblik over nogle af bænkegavlene ved prædikestolen. Helt yderst t.v.  D. A. D. Herefter de frie stole for rådmændenes, sognepræsternes og borgmesterens kvinder og enker. Helt op i senmiddelalderen sad kvinderne til venstre og mændene i højre side af kirken (ved Gud Faders højre hånd, naturligvis). Kvinderne pakket væk i den mindst betydningsfulde side af kirken. Foto Erik Nicolaisen Høy

Kirken er mest kendt for sin katedralagtige størrelse og for at Kingo (1668-1677) her tordnede mod synd og djævelskab inden han drog til Fyn og blev biskop. Han var nemlig meget begejstret for enevælden, i en grad så kongen ikke kunne sidde det overhørigt. I Slangerup måtte han af pligt gifte sig med præsteenken (det var skik dengang). Da hun døde, fik han sig en 30 år yngre kone. Og så skrev han også snesevis af salmer som menigheden skulle synge - gad vide hvad de sikkert arbejdstrætte og mørbankede bønderkarle har tænkt når de søndag morgen skulle høre på den her:

Vågn op og slå på dine strenge,

syng mig en dejlig morgensang!

O kære sjæl, stat op af senge,

gør med din tak en Himmel-gang!

Gør vold oppå den stjerneborg,

og glem så længe verdens sorg!

Efter en lang arbejdsuge, måske også lidt tømmermænd, forestiller jeg mig at en sådan munterhed skulle skylles ned på kroen bagefter.

Hestetorvet, Slangerup. Et ganske fredeligt - måske endda lidt søvnigt - torv i forhold til at der sikkert har været hestemarked her for mange herrens år siden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

For en besøgende vandringsmand slipper byen dog hurtigt tør for interessant arkitektur. Hestetorvet er en ganske hyggelig plads - næsten for hyggelig. Den ser ikke ud til at have meget liv, men det kan jo skyldes at jeg kom forbi en mandag formiddag ... På Hestetorvet står en stenstøtte over Erik Ejegod: "Knud Lavards fader, valdemarernes stamfader, fød i Slangerup, død på Cypern 10. juli 1103. Bodil Thorgotsdatter. Hans dronning naaede det hellige land og døde paa Oliebjerget." Om det sidste er rigtigt, passer sikkert godt i mytologien, men om det rent faktisk er sandt, er mere uvist. Mere korrekt stavet hed hun vist Thrugotsdatter og var datter af en jarl med det smigrende tilnavn Fagerskind. Sådan lidt Anders And eller Asterix-agtigt.

Fredeligt og med vilde blomster ved Hørup Kildeplads. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jeg benyttede mig af Hørup Kildeplads til at komme mod Frederikssund. Kildepladserne er jo som bekendt små strimler af "vild" natur med en arbejdsvej midt i svinefoderområderne. Hørup Kildeplads er endda så tilpas bred at man faktisk ikke kan se gennem træer og buskads til disse sidste, så illusionen om at gå gennem et stort naturområde er god. Det er også fuglelivet som gør sig særdeles meget bemærket - og det ikke kun de obligatoriske lærker. Lidt uden for Slangerup kommer man forbi et kolonihaveområde og man kan høre åen risle.

Svinefoderarealer mellem Hørup og Græse. Afbrudt af nogle spredte klatter med træer. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Vel ude af kildepladsen er der en cykel- og gangsti mod Hørup. En lille landsby med nogle huse og et par mere eller mindre velholdte gårde. Samt et nysseligt gadekær hvor et hus svømmer rundt i andedammen. Der er sat bænke op, så det er et godt sted til en pause i vandringen. Ud over en genforeningssten og et par stråtækte huse og gårde er der så ikke meget at kikke på for vandreren. 

Gård med markblomster i grøftekanten. Mellem Hørup og Græse. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fra Hørup mod Græse kommer man ud på en landevej der dog ikke er særlig meget befærdet, så det gør ikke så meget at rabatten ikke er særlig bred. Til nød kan man steppe lidt ind i grøften hvis der skulle komme to biler i hver sin retning. Her er svinefoder til alle sider, kun omkring gårdene er der plantet lidt træer og buske. Mellem markerne er der tynde bælter af levende hegn, samt klatter med grønt hist og pist. Dyre- og insektliv er stærkt begrænset, og ikke mange lyde udover vindens.

I betragtning af byen Græses størrelse må præstegården vel betegnes som oversized. Her er den ene af staldlængerne. Man aner lige stuehuset (1872) til højre. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Selvom jeg har været en del gange i området før, var dette dog første besøg i Græse som er en anelse større end Hørup. Kirken var lukket. Præstegården er af en anselig størrelse, faktisk minder den mest om et mindre gods. Jeg ved ikke om det kan skyldes at på trods af byens lidenhed har den en annekskirke, Sigerslevvester. Hvis kirke egentlig for 500 år siden skulle have været "lagt øde", men som alligevel ikke blev det - afstanden var trods alt for stor. Og måske har bønderne brugt det til undskyldning for at få sig lidt ekstra weekend (kirken var som bekendt tvangskirke dengang)

Græse set fra vest mod øst. Kirketårnet kan lige anes. En mark med vilde blomster. Det er sjældent man ser det, selv i grøftekanter. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Omkring Græse findes der nogle små områder med vilde blomster midt i svinefoderet. Det liver lidt op på en ellers noget ensformig udsigt. Man kan forlade denne landevej vest for Græse hvor der fører en cykelvej mod møllen og åen. I 2016 gik jeg langs åen, så denne gang valgte jeg at dreje mod syd ved hospitalet og finde Frederikssund ad denne vej. 

Anlæg ved Græse Å, møllen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Det vil jeg nok ikke gøre næste gang. Turen langs åen husker jeg som en fin tur. Frederikssund er et fint sted at afslutte en tur. Hvis man er til ældre købstadshuse, bør man også unde sig en lille tur ned til Havnegade som har et par fine gamle købstadshuse (bl.a. nr. 6 og 10). 

Frederikssund Havn, dampfærgen Skjelskør. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Selve havnen er en gammel trafik- og erhvervshavn (Nordkaj, Østkaj, Sydkaj og Stenværkskaj). Men af den er der ikke noget tilbage. Alle kornsiloer, lagerhaller, stenværk med kollergang, jernstøberi og ind- og udskibning af diverse massegods er fjernet og erstattet af boliger. Til minde om fortiden står nu kun toldboden (Restaurant Toldboden) og en tidligere havnemesterbolig. Til gengæld ligger der to skibe, vikingeskibskopien Sit Ege og veterandampskibet Skjelskør.

Ruten.

Slangerup Rutebilstation - Hørup Kildeplads - Hørup - Græse - Græse Bygade - Græse Å - Frederikssund.

Jørlunde - Sundbylille - Frederikssund

Midt i en periode med gråvejr, skiftevis regn, tøsne og tåge kom så lige en fredag med høj sol, let til frisk vind og nyfalden sne

 

Strandengen ved Græse Ås udløb i Roskilde Fjord. Som det ses er området meget svampet. Men til foråret tørt nok til at køer bliver lukket ud i området. Sigtbarheden er stor, man kan se helt til Frederiksværk uden problemer.

Alting ser bedre ud i solskin. Tilmed er solen begyndt at varme, så man næsten får lyst til at stoppe op, lukke øjnene og nyde solen i ansigtet. Hvis ikke det var så koldt. Og sneen er god til at dække over triste, "brændt-jords-taktik"-udseende marker og dæmpe lyden fra de stort set allestedsnærværende biler. Så gør det ikke noget at den lidt friske vind river lidt i kinderne. Fredagens rute fra Jørlunde over Sundbylille til Frederikssund bød på landbrugsland, landsbyliv, fugtige åområder og strandenge samt kik til Roskilde Fjord. Strækningen ikke en decideret vandresti, men bort set fra et par kilometer dog med tålelig trafik.

Gadegård ved Jørlunde er den første af mange fritliggende gårde på denne rute. Omgivet af kulturstepper hvor biodiversiteten bliver styret med hård hånd. Kun få afgrøder får lov til at gro her, og dyrelivet er derefter.

Tøvejret var sat ind, men dog ikke mere end at landskaberne stadig fremstod som sneklædte. Faktisk var det kun stierne som var fyldt med pytter og tøsne. Hvilket kan være temmelig vanskeligt at bevæge sig i.

Ved Påstrupgård på Sundbylillevej har man forsøgt at bevare eller genskabe noget med plads til andet end raps, hvede og byg tæt på gården. Der er en lille dam og høje træer. En lille flok fugle på træk blev det også til i dette område.

Kulturstepperne

De første seks kilometer af ruten går gennem landbrugsland. De bare marker ligger som enorme ismarker uden liv eller tegn på liv i form af fuglesang. Kun en flok grågæs havde slået sig ned på en mark tæt på Sundbylille, formentlig for at hvile sig. Ellers ligger der en del flotte gårde, regelmæssigt spredt i det meget åbne og bare landbrugslandskab hvor kun ganske få træer og kratbevoksninger bryder monotonien.

De hvide bygninger på Steensbjerggård gør sig ganske godt bag den hvidklædte kultursteppe. Kun alleen med træerne bryder med det hvide. Går man under træerne, er man under bombardement at nedsmeltede små isstykker. Ufarlige, naturligvis.

Sundbylille

Man skal ind i småbebyggelser som Sundbylille, eventuelt også i haveområder omkring gårdene, i parker og skove før man kan se og høre tegn på at fuglene forventer at foråret er på vej.

Man skal næsten helt til Sundbylille for at opleve noget levende, her den omtalte flok grågæs. Man bliver næsten helt oplivet af at høre andre lyde end vinden.

Landsbyen selv rummer en del godt vedligeholdte gårde, men ikke alle bliver brugt til landbrug. Bybjerggård er fx lavet om til B&B, kro, hotel og konferencecenter. Da jeg passerer, er der ikke tegn på liv, men skinnet bedrager måske. Besøger man kroens Facebookside, opdager man at den har over 1.600 synes godt om'ere, og der hver fredag serveres gourmetmiddag med eksotiske ingredienser som fx jordskokkesuppe, kammusling, barderet torsk, pommes duchesse, brændte løgskaller, choronsauce og en ny fortolkning af cheesecake m. vindruegranité.

Fra bakken vest for Sundbylille har man et godt overblik over den lille landsby som ligger omgivet i et kæmpeocean af snemarker. Byen ligger nærmest og putter sig lidt.

Grønlien Skov

Tæt på Frederikssund har man forsøgt at bryde det monotone landbrugsland ved skovrejsning, Grønlien Skov. Skoven er dog ikke særlig stor, 50 ha og blev plantet 1999-2000. Et kvarter, og man er igennem dem, hvis man giver sig god tid. Hele tre daginstitutioner holder til tæt på skovens sydvestlige hjørne.  Midt i skoven ligger et vandindvindingsområde, så der bliver ikke brugt pesticider. Hvilket er meget betryggende. På mine vandværksvandringer er jeg blevet noget bekymret over hvor tæt landmændene er på kildevandspladserne. Og spor af sprøjtemidler findes i mange boringer, nogle har helt måttet lukke pga for højt indhold. Her kommer statsskovene ind og får en til at være mere rolig.

En af hovedstierne gennem Grønlien Skov. En lille nåleskov er plantet cirka midt i. Langs vejen stabler af træ.

Det er svært at se andet end birketræer ved første øjekast, og skinnet bedrager! Det er bare fordi stammerne er camoufleret af sne og is. I virkeligheden er det eg, bøg, kirsebær, ask, lind og ægte kastanie. Og douglasgran og lærk. Om 30-40 år skoven måske mere end nu begynde at ligne en "rigtig" skov. I år har det været tyndingsår og stablerne ligger meterhøjt og langt langs stierne.

Øglekærgård ved J. F. Willumsensvej, lidt syd for Frederikssund Sygehus. Et par heste er blevet lukket ud. Men ikke af bondemanden, for stedet bruges som et aflastningssted for unge.

Roskilde Fjord

Jeg har tidligere vandret langs Græse Å og kommer også i dag langs dens nedre løb inden den udmunder i Roskilde Fjord. Strandengene er helt oversvømmet. Til foråret og sommeren vil de tørre noget ud og igen fungere som græsningsarealer for kvæg. Det er indledningen på den sidste del af vandringen langs Roskilde Fjord ad Fjordstien.

Græse Å. Der er temmelig meget vand i åen som følge af afsmeltningen. Og til tider løber den endda over sine bredder, ifølge nogle advarselsskilte hist og pist.

Denne gang vælger jeg at gå ovenpå klinten, modsat tidligere, hvor jeg har gået langs stranden. Det betyder at man ikke kan se de drabelige klinter, men til gengæld har en fantastisk udsigt over Roskilde Fjord. I det klare vejr kan man fra nordpynten ved Frederikssund se helt til Frederiksværk ca. 15 kilometer væk uden de store problemer og fotografere med et minimalt tab af skarphed på grund af den ringe dis.

Strandengen tager sig godt ud i sneen. Man får her også et indtryk af hvordan stierne var på denne bedårende vandring. Heldigvis var det intet problem for fodtøjet.

Skyllebakken

På vej ind til Frederikssund bør man tage et smut gennem det meget særprægede kvarter, Skyllebakken. Det er ikke særlig stort, og selve vejen igennem er meget smal. Historien går som bekendt tilbage til omkring år 1800. Da slog gifte karle, fiskere og andre jævne folk sig ned udenfor byportene. Lidt som et datidens svar på nutidens Christiania. De tider er for længst forbi. Husene er istandssat og andre beboere har overtaget stedet. Men kvarteret er bevaret som et minde om dette specielle hjørne af Frederikssunds historie.

Skyllebakken. En bil kan med nød og næppe klemme sig igennem gaden. Som det ses er husene alle fint istandsat og bærer ikke meget præg af fortiden.

Ruten

Jørlunde. Sundbylillevej. Påstrupvej. Sundbylillevej. Sundbylille. Ågade. Grønlien Skov. Græse Å. Fjordstien. Frederikssund Station. Ialt ca. 16 km.

Fjordstien: Selsø-Borrevejle

Næstsidste etape på Fjordstien omkring Roskilde Fjord

Idyl langs fjorden lidt syd for Gershøj. Muligvis er området dækket af høje siv om sommeren, så det kan være en fordel at foretage turen om vinteren. I dag var stierne også frosset, hvilket gjorde det lettere at passere de smattede området. Og dem er der ganske mange af.

Denne stræknings absolutte højdepunkt er området omkring Gershøj og ca 1½ km sydpå. Her går man tæt på fjorden. Startpunktet for dagens tur var Selsø Kirke og Møllekrogen. Herfra er herlighederne imidlertid slut. Jeg måtte ud på en ca. 7 kilometer omvej mod Skibby, hvoraf de 2 kilometer forgår langs den stærkt trafikerede Elverdamsvej. Eneste lyspunkt var at der er en cykelsti. Herefter ca. 2½ kilometer ad Krabbeholmsvej som også er en del befærdet - og uden cykelsti, så man må tage rabatten i brug tit.

Et gensyn med Selsø, nu i solskin. Sidst jeg passerede for ikke så længe siden var der tæt tåge. Men alting ser nu bedre ud i solskin.

Gershøj

Den lille havne- og landsby Gershøj er i sig selv et særpræget sted at bruge noget tid på. Stedets historie går meget langt tilbage, faktisk helt tilbage til stenalderen. Men noget ualmindeligt skete der såmænd ikke siden set i Danmarkshistoriens perspektiv. Vejføringen  er mange hundrede år gammel, omend husene er blevet udskiftet mange gange. Men til gengæld er der masser at kigge på som vandrer Ved kirken ligger en meget unik gård, Vissegård som er ualmindelig lang.

Fotoet yder ikke Vissegård fuld retfærdighed, men det er også svært at gengive den meget lange gårds charme. Bedste indtryk få man ved at gå en tur rundt om det. Fra kirkegården har man også et fint kig på den.

Ned mod fjorden ligger en kilde, Skt. Laurentius' kilde. Her var der indtil for ca. 200 år siden kildemarkeder, især omkring Sankt Hans. Kildemarkeder på det tidspunkt var ret almindelige. Man troede at ved at dyppe sig i vandet eller drikke af det, ville man blive helbredt. Protestanterne havde det ikke godt med den slags (katolske) overtro og forbød det 1747, men det tog folk sig ikke af. Så meget for vores kristne kulturarv! Kilden blev fredet så sent som 1998, og nej, trods skavanker drak jeg ikke af kilden.

Gershøj Kro ved havnen. Med en flot udsigtsterrasse. Men kroen er nu alligevel lukket september sidste år. Der var et borgermøde kort tid efter for at redde stedet, men der var nu ikke noget tegn på at det lykkedes.[EDIT: Kroen er genåbnet 1. august 2017 med ny ejer og forpagter].

Fiskerne kom først til senere og en egentlig havn blev der først behov for med dampskibenes fremkomst omkring 1850. Havnen er ikke særlig stor, det var kroen til gengæld. Når jeg skriver var, er det fordi den blev lukket i september sidste år. Den ser ellers hyggelig ud, men på den anden side må det også være svært at få en kro til at løbe rundt sådan et sted. [EDIT: Kroen er genåbnet 1. august 2017 med ny ejer og forpagter]

Der fiskes stadig fra havnen, og fiskerne hænger deres net til tørre. Om det er erhvervs- eller fritidsfiskeri skal jeg ikke kunne sige.

Byen ligger op ad en skråning, og vejen ned til havnen byder på en håndfuld fine gamle huse. Ok fine er måske ikke lige ordet, men så i hvert fald huse med atmosfære. Bl.a. et flot byhus (nr. 16) og en gård (nr. 4).

Gershøj Havn. Ikke den største man kan finde, men typisk for havnene langs Roskilde Fjord. Havnens centrum er den flydende Fjordbaren.dk (sitet virker ikke). En lille kiosk, så vidt jeg se også med pølser, et par borde og motor på. Så stævnes der ud på fjorden. I hvert fald om sommeren.

Syd for Gershøj er der som nævnt sivvejen. Stien går bag ved sivene, og man kan høre bølgerne skvulpe. Desuden er der er meget rigt fugleliv her. Der er store flokke ude i fjorden, men der flyver også opskræmte fugle op hvor man kommer frem. At de er vant til at have det hele for sig selv, fremgik af at en windsurfer (eller hvad det nu monne være) var nok til at skabe ravage og opstandelse på en meget lang strækning og få fuglene til at søge ud midt i fjorden.

Kig mod Gershøj fra stien langs fjorden. Der er mange afstikkere ud til vandkanten fra stien der ellers forløber bag ved sivene. Så man kan nyde syn som dette. 

Men stien holder imidlertid op efter ca. 1½km. Man kan ikke komme til Strandlund, men må en tur rundt om Sæby. Igen en ærgerlig omvej på adskillige kilometer. Jeg  gik ned til Strandlund, men modsat Gershøj er der ikke meget at se for vandrere der. Eneste adgang til fjorden er en ultrakort sti på 100-200 meter, så tvinges man igen op i landet gennem noget kedelige sommerhusområder og ud på den stærkt trafikerede Hornsherredvej. Hverken sommerhusområdet Lyndby Strand eller  landsbyen Lyndby er særlig interessante for vandrere. Man kan ikke se fjorden ud over i glimt mellem husene.

Punktvise seværdigheder

Så summa summarum: Har man set Gershøj og gået på vandrestien syd for, så er vandreturen ikke just nogen nydelse. Med mindre man er til et godt underlag, men konstant drønen fra trafikken.

Krabbesholm. Hovedbygningen. Men det hele er meget større. Bag fotografen findes store industrilignende bygninger. Godset vil gerne have deres jorder for sig selv, og har modsat sig at Fjordstien går igennem.

Der er dog enkelte punktvise steder, som måske kunne interessere. Fx er der for herregårdsinteresserede Krabbesholm. Man må nøjes med at kigge på det hele fra vejen, for der er ikke offentlig adgang.

Et af de få steder man har adgang til fjorden, ved Lyndby Strand, mødes man med dette formanende skilt hvis intention formentlig er velment: ""Kun adgang for enhver der kan forstå pligten til at hindre beskadigelser på hus, badebro og tilsmudsning af stedet." Men min stemning kunne nu godt være foruden løftede pegefingre, når nu jeg gerne vil slippe for løftede pegefingre..

Lejre Vig er fredet, men man kan altså ikke komme ned til den. Med mindre man er så heldig at have et hus i området. Måske burde strækningen i stedet foretages med båd?

Ret meget tættere på fjorden kommer man ikke på denne strækning. Men her kan man dog i det mindste ane den i det fjerne. Syd for Lyndby.

Mine ben havde det egentlig udmærket efter de knap 20 km. Men støjniveauet fra Hornsherredvej var nok til at jage mig op i bussen ved Borrevejle. Nu orkede jeg ganske enkelt ikke at få hjertebanken af den konstante larm fra den tætte trafik og susen fra tunge køretøjer. Og også godt træt af at rende imod afspærrede områder langs fjorden. Jeg må ende ud i at fraråde vandrere denne strækning af Fjordstien. Måske er det bedre på cykel så man hurtigere kan komme væk fra biltrafikken. Men på cykel er det så ikke muligt at passere den meget flotte sti syd for Gershøj.

Fjordstien kan ses nederst i dette indslag. 

Selsø

Tæt tåge hvilede fra morgenstunden over Sønderby og Selsø på Hornsherred, med temperatur lige over frysepunktet.

Velkommen til Hornsherred og Manderup! Mennesker var der ikke mange af. De der var, hilser nu høfligt, men ingen overgik den helt overstrømmende glæde som hestene viste.

Tåge betyder vindstille, men fugtigheden er høj og det er koldt, selv når tempoet ligger højt. Der er let is på Roskilde Fjord og rimfrost i vejrabatten. Til gengæld er der tyst og stille, helt højtideligt. For Hornsherred er et ret øde område med ringe billarm. Gårdene er store og velholdte. Og meget spredt rundt i landskabet.

Selsø neden for Selsø Kirke mens tågen endnu ligger tæt. Man kan ane den anden side med Manderup. Det er vist skarve som holder til i træerne. Dette sted er et af de få hvor der er direkte adgang til fuglereservatet.

Fra fjord til sø

Fjordstien går her. Eller rettere, den går ikke her. For nogen sti er der ikke tale om på Hornsherred. Det meste af Hornsherred er gammel landbrugsland, og her er det ikke kotyme at vandrere har adgang til stier langs fjorde og søer. Det er noget jeg oplevede på mine tidligere ture på Fjordstien. Derfor havde jeg med held lagt en anden strategi: Med base i Sønderby foretog jeg forskellige rundture til udvalgte mål. For hvis man da overhovedet kan tale om nogen sti, så ender den som regel blindt. Man må gå tilbage og fortsætte til en anden blind sti. Sønderby var et godt valg. Her var der både basis for udflugter til Selsø og Okseholme.

Møllekrogen er et beskyttet sted bag stejle klinter. Her holder store flokke af ænder og andre fugle til. Først troede jeg at der var et vandfald i nærheden, men lyden kom ganske enkelt fra de mange plask når en and dykker.

Ved Selsø-kanalen ved Møllekrog er det desuden muligt at lave en sydlig afstikker på lidt under en kilometer langs Selsø Klint. Dette er så absolut et af højdepunkterne. Tågen ligger endnu tæt da jeg er her, så jeg kan ikke se den anden side af vandet. Så meget desto mere fokuserer jeg på hvor jeg går.

Alting ser bedre ud i solskin, men selv i tåge er Selsø Klint og den rolige stemning i tågen noget særligt. Stien går langs vandet og er sine steder helt forsvundet.

Selsø Klint er meget stejl og med dramatiske indskæringer. Der er spredt træbevoksning og underbeplantning. Enkelte steder græsarealer. I dag var der lavvande. Men tang- og sivbræmmer afslører at vandet ofte når endog meget højt op på stranden og gør indhug i klinten. Vejen er helt forsvundet sine steder.

Her et vy ind i Møllekrogen set fra tangen.Stranden varierer fra sandstrand over stenstrand til kampesten. Klinten går stejlt op, kun afbrudt af dramatiske indskæringer. Tangbræmmerne indikerer at vandet har været væsentlig højere oppe end det er i dag.

Områdets navne er så gamle at Selsø egentligt betød Sels-ø, som hentydede til en bakkeknold øst for den nuværende sø. Her sejlede vikingerne deres skibe ind og der blev anlagt landsby i området hvor Selsø Kirke er i dag. Den blev nedlagt af herremanden på Selsø i 1600-tallet. Fra Selsø Kirke kan man godt forestille sig hvordan der har set ud. Terrænet er bakket, og fantasien kan fylde dalene op med vand.

Møllekrogen set fra Manderupgård. Kanalen går under vejen, udenfor fotoet til venstre.

Men så hævede landskabet sig, øen blev landfast og en fjord blev dannet. I 1600-tallet byggede mennesker en dæmning så fjorden blev afskåret fra Roskilde Fjord og blev til Selsø og Møllekrogen (Roskilde Fjord-delen). For nu skulle fjorden tørlægges og opdyrkes. Det lykkedes ikke, og i dag er Selsø en sø med en maximal vanddybde på 2 meter og fuglereservat. Hele søen og en bette strimmel langs søbredden. Dæmningen er nu ikke helt tæt, der siver saltvand ind i søen.

Den nordlige del af søen er først for nylig blevet naturoprettet. Her ses rester af noget der formenlig har været en dyrefold. Den ligger nu i vildtreservatet hvor der ikke er adgang. Det er afspærret. Og nogenlunde hertil er det muligt at gå. Herefter må man vende om.

Men området udenom er så blevet fredet. Dette område er dog udpræget marker og temmelig kedelige at se på om vinteren: Bar pløjemark, til nød med græs på. Vejene går i kanten af fredningen. Selv fredningen er det svært at komme ind i. Ofte på lodsejernes nåde og velvillighed som fx ved Okseholme.

Søen og søbredden er et eldorado for fugle, men der er såmænd også hjorte her. Jeg rendte ind i en flok på 4 dyr, der dog skyndsomt forsvandt ind i tågen.

Det er ikke tilladt at bevæge sig ind i selve fuglereservatet (det er formentlig også nærmest umuligt uden specialudstyr). Området langs bredden er præget af rørsumpe og bløde enge hvor der nogle steder går køer og får rundt. Men udsigten fra landevejen langs vestsiden af søen er såmænd fornuftig nok: Der er godt udsyn over søen. Og der er mange fugle på denne tid af året. Det er tydeligt at dette fristed har tiltrukket dem. Men det har holdt hårdt. Trods fredninger i 1948 fortsatte inddæmningen og tørlægningen. Først i 1994 satte en skrappere fredning en stopper for det, og man har siden forsøgt at genskabe søen.

Et kik over søen fra bakken ved Selsø Kirke. I solskin det måske bedste kik. Men vejen langs vestsiden af søen er nu også ganske god.

Kirke og herregård

Selsø Kirke og kirkegården ligger på Lars Tyndskids marker. Det menes at den oprindeligt også havde funktion som en borg. Kirken var på det tidspunkt en magtfaktor og blandede sig i hvem der skulle være konge. Kirken fremstår meget velholdt og området er indrettet til at modtage vandrere og turister, bl.a. også fordi man herfra har adgang til herregården.

Selsø Kirke i det bløde lys fra morgentågen. Nu ligger den fuldstændig øde med kilometer til nærmeste landsby (Manderup eller Sønderby). Men engang var der en landsby i nærheden.

Selsø Herregård er kun en anelse yngre. Fra 1200-tallet. Dog ikke bygningerne. Hovedbygning (renæssance) er fra 1570’erne. Den forfaldt mellem 1829 og 1972. Så blev den restaureret og indrettet som herregårdsmuseum med riddersal og det hele samt herregårdskøkken.

Selsø Herregård. Billetkontoret er lukket, så jeg listede gennem afspærringen, men blev stoppet ved broen af et skilt med en advarsel om at her måtte man ikke færdes uden billet. Et langdistancefoto mener jeg dog nu nok må være tilladt.

Slottet har medvirket i flere film, fx. Grev Axel (2001), Talenttyven (2012) og såmænd også i en julekalender, "Pyrus alletiders eventyr". Her forsøger man at genskabe forne tiders glans og storhed, fx i 2016 med koncerter, omvisninger, ølsmagning, arrangementer, og jeg skal komme efter dig! Som så meget anden dansk kulturarv har Selsø været truet af besparelser. Senest i 2016.

Strandengen ned mod Okseholme. Stemningen er helt forrygende denne tågede eftermiddag. Helt stille bortset fra fuglelyde.

Okseholme

Okseholme er værd at besøge. Stedet ligger på en bakke (formentlig en forhenværende ø) og for at komme derned, går man ca. 2 km langs et særpræget område med strandenge. Strandenge er meget kedelige at se på som fotoer. Men i det virkelige liv er de fascinerende. Det flade, våde område er fyldt med fugle og selv på denne råkolde januardag summer der af liv. Det er afslutningen på min tur, og solen titter frem for første gang bag skyerne og gør tidspunktet intenst.

Dagen er ved at være forbi. Tågen letter en smule og solen begynder at skinne igennem skydækket. Lidt for sent, så der er ikke så meget at gøre ved det. Jeg når lige - kættersk - at tænke at det da er spild af en god gang skyfrit vejr. Men det går jo ikke.

Sønderby

Min base var som sagt Sønderby. Jeg kan ikke lade være med at føle en vis sympati med tilværelsen i nutidens landsbyer. Og Sønderby viser såvel forfald som opbygning. Jo, der er adskillige forfaldne steder, overgroede huse, video-forretningen ved gadekæret ser ud til at have været sat til salg i årtier. Især den gamle gade "Strædet" virker som et levn fra fortiden som kæmper for sit liv. Forretningsliv er der ikke noget af, selv kroen er lukket. Men der er også velholdte huse, håndværkervirksomheder, "Den Glade Slagter" ser fx ud til at have grund til at være glad, bygningen ligner nærmest et lille slot.

Gadekæret i Sønderby set fra Sønderby Kro.


Solen når lige at titte frem da den skal til at gå ned. Det kan jeg konstatere fra bussen.

Fjordstien kan ses nederst i dette indslag.

Vælg selv rute. Dagens var på ca. 18 km.