Den ret gamle, Gammel Køgevej

Mellem 1786 og 1930'erne rejste de fleste fra København til Køge ad Roskildevejen og landevejen mellem Tåstrup og Køge. Det gjorde jeg dem efter

Milestenene er af de få overleverede rester fra de ca 150 år hvor "Køgevejen" var ensbetydende med landevejen mellem Tåstrup og Køge. Ikke som nu langs kysten.

Jeg har før beskrevet vejene mellem Køge og København, sidst i december 2018. Af dette og andre indslag fremgår at den foretrukne trafikvej til Køge 1786-1930'erne gik over Tåstrup. 23 kilometer, hvoraf denne tur omfatter de 17 fra Tåstrup og sydpå. Den næsten snorlige landevej bærer stadig enkelte minder fra dengang den var af meget større betydning for trafikken. Da vejen ender brat ved Cordozavej, startede turen fra Jersie Strand Station i Solrød Kommune.

Tåstrupvejen i Solrød. Med motorvejsoverføringen i baggrunden. Og bag den (skjult) den nye jernbane. Vejføringen er der da endnu. Men det er så det.

Undervejs skifter landevejen navn. Fra syd mod Tåstrup: Tåstrupvej, Karlslunde Landevej, Greve Landevej, Kildebrønde Landevej, Kappelev Landevej, Køgevej og Tåstrup Hovedgade. Men det er altsammen bare synonymer på den "køgevej" der er endnu gamlere end Gammel Køgevej langs kysten. Og den går forbi, men ikke igennem, en del landsbyer undervejs: Solrød, Karlslunde, Greve, Kildebrønde/Strøby Huse og Ishøj. 

Tremlestenen. Den ligner jo til forveksling firemilestenen. Så vidt jeg kan se er soklen af granit. Altså ingen marmor.

Milestenene

Dem er der bevaret adskillige af. De blev opsat under Christian VII og bærer alle hans signatur. Det var ellers Ole Rømer (1644-1710) der var startet med at opstille dem med en Miil afstand (7,538 meter) i 1690'erne og viste afstanden til nulpunktsten ved Københavns 4 byporte. De holdt sig i hvert fald til op i 1760'erne. Man kan se en på Frilandsmuseum. I 1764 gik man så i gang med at opsætte nye under Frederik 5. og Christian 7. De var udført i marmor og forvitrede med tiden. Hvorfor man fra 1842 brugte granit. Men indhuggede de gamle kongenavne i stenen. Det er sådan set lidt snyd, fordi det kunne forlede nogen til at tro at de er ældre end de er. Men nogle af dem har marmorsokler fra før.

Udsigten fra bakken syd for motorvejen. Det er landevejen man kan se strække sig snorlige gennem fotoet. Trylleskoven til højre (øst) for den.

Nogle af kvartmilepælene skal være sten fra Ole Rømers tid som man bare vendte bunden i vejret på. Der er et par stykker på ruten, men jeg er usikker på om det nu også er dem. til gengæld er der også kilometersten. De er alle fra efter 1907 og arkitekttegnede (P.V. Jensen Klint, 1853-1930). De var store rektangulære og af granit, med en skrifttype i Jugendstil og var ens for hele landet.

Lyksager. Jeg har selvfølgelig ikke illustreret denne artikel med mange fotoer af bare marker, men det er jo så det typiske syn man har fra landevejen, bortset fra når man kommer til byerne.

Længst syd: Solrød

De første kilometer går gennem Solrød Kommune. Her er der udover vejføringen ikke nogen andre efterladenskaber fra den gamle hovedvej. Turen går gennem et bag hegn og hæk skjult, lidt søvnigt villakvarter, sikkert opført midt i sidste århundrede. I krydset med Solrød Byvej er der godt nok nogle lidt ældre udseende bygninger, men de er fra slut-1930'erne. Syd for hvor Køge Bugt Motorvejen krydser er der lavet en ret stor bakke som man kan bestige for at få et godt overblik. 

Et kik fra landevejen ned gennem hovedgaden i Karlslunde. Typisk for "landsbykik".

Efter motorvejen og den nye Ringsted-Københavnbane kommer man til et af de mere spændende strækninger hvad angår landevejens historie: Langs Firemileskoven og Karlslunde Skov. Lidt nord for nogle pænt store villaer støder man på den fire milestenen. Den har ikke alene givet navn til skoven på den anden side af vejen, men også til gården. Og firemilestenen har fået sit eget lille sted med tilhørende B&B. Der er seværdigheder for vejstensentusiaster her, for kun få hundrede meter længere nordpå støder man ind i 30 km-stenen. Og herefter kommer e så for hver kilometer på vestsiden af landevejen. Så kan det ikke blive bedre!

Hvor engang kommunalpolitikere, skatterevisorer, lærere og andre kommunalt ansatte regerede, huserer en loge: Det gemle kommunekontor i Karlslunde.

Greve

Vel gennem dalen hvor Møllebækken flyder med Korporalskroen mm. kommer man til strækningens eneste sving, lidt syd for Karlslunde. Herfra har man en god udsigt til Karlslundegården (1837) der i dag fungerer som ridecenter. Men engang tilhørte Gjeddesdal. Fra landevejen kunne rejsende kigge ned gennem Hovedgaden i Karlslunde, og mon ikke nogen har benyttet sig af at få et lille hvil her?

Karlslunde Landevej. Her er strækningen ret plan. Men det er den nu ikke alle vegne. Man går på cykelstien hele vejen, og støjen fra landevejen er der, men ikke så generende, da der ikke er så meget trafik og heller ikke hurtig trafik.

På et særdeles kommunalt udseende hus står der Serapi NS-ordenen, og det er der en grund til. Det blev opført i 1952, og her holdt "kommunen" til sammen med lærere og pedellen. Det var der nemlig fint plads til dengang. Men ikke ret længe, for i midt-1960'erne eksploderede befolkningstilvæksten, og kun administrationen kunne nu være her. Med kommunesammenlægningerne i 1970 blev bygningen alt for lille, og i 1973 blev den købt af logen Pacome under Serapions-Ordenen som altså har holdt til der siden. 

Grevegård. Nu museum. Igen et typisk vy over en kedelig pløjemark. 2/3-dels Danmark kunne man vel kalde det, da det er sådan Danmark ser ud som mest.

Mellem Karlslunde og Greve kommer man for alvor ud på landet, især mod øst. Måske giver denne strækning et godt indtryk af hvordan området mest typisk har set ud. Det kommer dog ikke til at vare ved, for Greve Kommune er ved at opkøbe jord til at anlægge en skov: Greve Skov. Meget er der dog endnu ikke at se. Stierne er godt nok anlagt, men træerne er i buskstørrelse. Til gengæld er der nogle pæne gårde, se langt væk mod øst Lyksager, ved landevejen Vardegård og med øst Grevegård der nu er lokalmuseum. 

Kildebrønde. Man kan godt gå lidt på opdagelse her. Bag huset er der fx en mølle.

Husene i Greve Landsby langs landevejen er fra midten af 1900-tallet, og altså efter at kystvejen til Køge blev anlagt. Forsamlingshuset Godthaab er dog fra 1898, og altså fra før. Bygningen ligner noget fra en gammel gård. 

I det der engang må have været udkanten af Tåstrup, ligger dette hus på Nyhøjsvej 1 fra 1864. Det kunne sikkert fortælle mange historier om forbipasserende.

Bymæssigt kommer man nord for Greve i Kildebrønde/Strøby Huse til et af de mere interessante steder. Der er mange ældre og meget smukke provinshuse langs vejen. Og længst mod nord en lille mølle uden vinger. Midt mellem Strøby Huse og Ishøj Landsby har man mod vest udsigt til Ny Kappelevgård og Thorsbro Vandværk. Og krydser Lille Vejleå. 

Tåstrup Hovedgade. Engang den nordlige ende af landevejen til Køge. Det bærer husene da lidt præg af, eller hvad?

Ishøj og Tåstrup

Vel inde i Ishøj Kommune støder man på 2 3/4 milestenen lidt nord for Allevej., mens 2 1/2 milestenen står inde i Tåstrup lidt syd for Sydvestvej. Så er man ellers nået til dagens endestation, Tåstrup når man har gennemtravet de ca 2 km af Tåstrup Hovedgade. Stationen hed oprindelig Køgevejens Station, hvilket signalerer at Køgevejen var en hovedtrafikåre til Køge eller Vordingborg. Her lå posten, Taastrup Nykro, (Medborgerhuset) mm. På Politivennens tid ville en rejsende sikkert her benytte sig af at indlogere sig på Roskilde Kro i Tåstrup. Som dengang omtrent lå 500 meter øst for hvor Roskildevejen og Køgevejen mødtes. Så hvorfor ikke slutte denne beretning med en oplevelse fra dengang, dvs i 1800:

Spørgsmål: Kan man ikke med al rimelighed forlange af kroholdere på landet at de når for betaling forlanges, skal have senge til rejsendes tjeneste? Anledningen til dette spørgsmål er i forrige uge, en aften kl. 12, givet i Roskilde Kro hvor nogle personer som forlangte senge, fik af en slem vranten pige anvisning til bænkene i krostuen blandt en mængde støjende bønder. Og ikke før efter længe at have tigget, blev de lukket ind i et andet værelse hvor de måtte tage til takke med stole.

Bortset fra det, god tur, hvis du havde tænkt dig at gøre den efter. 

Den knap så gamle Gammel Køge Landevej

På jagt efter den direkte vej fra København til Køge før betonvejen gjorde strækningen sikker

Karlslunde Strand. Idyllisk ser det ud. Skoven er dog blevet plantet i nyere tid. Igennem den har der siden middelalderen være vejforbindelse mellem København og Køge, dog afbrudt 1856-1930.

Forleden faldt jeg over et kort i bogen "Københavns Vandværk 1859-1909". Det er bagest i bogen, og en digital udgave af den kan ses hos Københavns Biblioteker. Gamle kort er altid spændende at granske for hvordan landskaber og byer så ud dengang. Og i dette tilfælde, vejen langs kysten til Køge. Det går nogenlunde fint med at genkende strækningen fra Valby til Store Vejleå i Vallensbæk, men så begynder det at gå galt: Videre ned mod Køge bliver vejforløbet mere og mere sporadisk, afbrudt og sine steder endda parallelt med hinanden. Ikke så sært. For området bestod dengang af lave strandområder, moser, altsammen gennembrudt af åer og vandløb. Mon der virkelig kunne genfindes noget af dette uvejsomme i dag? Huse, terræn osv. Det var en udfordring!

Nordlige Trylleskoven. Dette er måske noget af de tætteste man kan komme det uvejsomme terræn i strandengene på kystvejen mellem København og Køge.

Gammel Køgevej - ikke så gammel

Jeg har før været på sporet af Gammel Køge Landevej, altså kystvejen fra København til Køge. Landevejen har en noget broget historie. De middelalderlige hjulspor eksisterede op til omkring 1786 hvor der blev anlagt en vejforbindelse mellem Taastrup og Køge - dette vejforløb findes endnu. Da vejen langs kysten ikke var særlig farbar, brugte folk omvejen over Taastrup fordi den var mere sikker. Herefter forfaldt den til at være en fodsti. I Trylleskoven skal man dog kunne se flere hulveje som stammer helt tilbage til middelalderens hjulspor. Og vejen som fører ind i skoven sydfra hedder endda Hulvejen. I 1856 opgav amtet at vedligeholde den. Sandflugt og oversvømmelser gjorde det besværligt, og i 1867 fik bønderne endda tilladelse til at pløje vejen op. Indtil en betonvej blev anlagt i 1930'erne risikerede gående liv og lemmer hvis de vovede sig denne vej. Den vej som kortet jo viser.

Forbindelsen til Køge kom heller ikke i første omgang til at forløbe med tog. Det blev i stedet Røskilde-Køgebanen over Havdrup der blev anlagt 1870, som udfyldte den rolle. Efter betonvejen gennem de øde og uvejsomme sandstrækninger kom der nu villa ved villa. Togforbindelsen kom først til Vallensbæk (1972), Hundige (1976) og Køge (1983).

Men i 1935 åbnede så den betonvej som jeg oplevede den da jeg flyttede til København i 1974. Dengang hed den Gammel Køge Landevej. Men så gammel var den altså slet ikke. Og af den "gamle" vej findes nu kun et ganske kort forløb i Brøndby Strand, Kettehøjvej. Og det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det.

Tranegilde Strandvej

Tranegilde Strandvej slynger sig som kortet også viser, sydover fra Store Vejleå, parallelt med Ishøj Strandvej, ca. 1½ km. På denne strækning lå en af de tætliggende kroer, Jægerkroen. De lå tæt, for man kunne ikke nå langt på kort tid. Det kunne tage en dags tid at nå til Køge. Kortet angiver kroens beliggenhed og skriver udover det lakonisk "Strandenge". Gårdene ligger alle en del længere mod nord, inde i landet. Der er da heller ikke noget at se her udover vejforløbet. Kroen har efterladt nogle stednavne som Jægerkrogen, Jægersø og Jægerbro. Måske de flade strandenge minder lidt om disse tider, men længere ude i Sundet tooner Strandparken frem. Og den lå der i hvert fald ikke.

Aktivhuset Olsbækken. Bygningskomplekset rummer mange bygninger, og jeg skal ikke kunne sige om jeg har fanget nogle af dem fra kortets tid.

Olsbæk Strandvej

Jeg er ikke engang sikker på om denne vej forløber langs et af de mange parallelle veje til Køge. Aktivhuset Olsbækken, Olsbæk Strandvej 43. Af de i alt ni bygninger, er de ældste fra 1900, herefter 1942, 1956, 1970, 1979 og 1989. Jeg er ikke lokalhistorisk kendt, så jeg vil ikke kunne sige hvilke der er de ældste. Det er ikke aftegnet på kortet, men er let at lokalisere da Olsbækken er aftegnet, og den befinder sig sydøst for hvor "Kjöge Kro" er afmærket.

Greve Strandvej 27. Angiveligt helt tilbage fra 1717. Formentlig moderniseret adskillige gange. Men hvis det vitterligt er så gammelt, et vidne om et beskedent liv langs strandenengene. Nu omsust, tæt ved vejen.

Længere sydpå ser det ud til at den nuværende vej følger den gamle, for både nummer 26 og 27 angives i OIS ejendomsdatabasen til at være fra hhv 1900 og 1727 (!). Hvis især det sidste er rigtigt, så fortæller det lidt om hvor små husene helt "herude" var og hvor ensomt det må have været. Kortet viser en stump vej, men det er svært at se om huset også er aftegnet.

Lige over for nr. 27 ligger nummer 26 som angives fra 1900, og må altså havde ligget der før betonvejens tid.

Endnu længere sydpå angiver kortet at mosen nåede helt ud til vandet. Med Klintegaard mod nord. Ellers ender vejstumpen her. Og længere når kortet så ikke, desværre. En lille stump gammel vej er der stadig ved Oldermandsvej.

Hjørnet af Østre Strandvej og GammelKøgevej. Det ser grangiveligt gammelt ud!

Gammel Køgevej og Hulvejen

Min nysgerrighed var imidlertid vakt ved at der i Solrød findes en Gammel Køgevej. Om den skal være en af de utallige stumper af kystvejen, det skal jeg ikke kunne sige. Der ligger enkelte gammelt-udseende bygninger langs denne. Så lokalhistorisk kendte kan måske be- eller afkræfte om det engang skal have været endnu en stump vej.

Trylleskoven. Måske ikke ligefrem hulvejen. Men den giver da et meget godt indtryk af hvordan det kan have været at skulle passere her til fods, til hest eller med hestevogn.

Den forlænges af Hulvejen, og "fortsætter" ind i Trylleskoven hvor der jo som før nævnt skal kunne ses hulveje. Trylleskoven er temmelig kuperet, så jeg skal ikke kunne sige om jeg ved et lykketræf skulle være kommet til at gå på en af dem. På et gammelt foto af Gl. Køgevej fra 1926 er det hele et morads af mudder og vandpytter. Længere sydpå præges landskaberne så af barrieresystemet som findes i hele Køge Bugt, men det er en anden historie som man kan læse her.

Gudernes Stræde Lejre - Karlslunde

Gudernes Stræde byder på denne strækning bl.a. på Ramsø-fredningen og adskillige smålandsbyer

I betragtning af at kulturstepper udgør omkring 2/3 af Danmark, så er Gudernes Stræde lagt på en rute med en langt større andel natur. Ruten svarer til mine tidligere vandringer gennem hele Gudernes Stræde den 3. april 2016 fra Lejre til Gadstrup og 26. februar 2016 fra Gadstrup til Mosede. Modsat disse altså senere på året og derfor også mere grønt.

Lejre

Jeg stødte til ruten lidt sydøst for Lejre, ved Højby som er sammenvokset med Lejre, men som dog synes at have en vis grad af landsbyliv omkring gadekæret tilbage. Højby ligger på Gudernes Strædes "ringrute" Lejre-Øm-Højby-Lejre. Ved Højby oplyser en af infopælene om at her gik Alfarvej mellem Øresund og Storebælt. Markeret med en markvej.

Højby, syd for Lejre. Omkring dette kær er der delvis bevaret noget af hvad der må være en gammel landsby. Her er også noget så exceptionelt som en postkasse.

Ringruten mener jeg må være ny, så jeg gik mod Kumlehusevej, og drejede så ned af denne for at komme tilbage til den "normale" rute.

Kumlehusvej. Indrømmet, ikke på Gudernes Stræde. Men til gengæld lidt hesteliv.

Ramsøstien

Ved åen støder man til Ramsøstien. En af de allerbedste naturstier jeg har gået på overhovedet. Den er lang og der er masser af liv. Insekter, fugle, planter og dyr. Selv her i det tidlige forår dufter der desuden. Eneste ulempe er måske stiens beskaffenhed. Lidt for meget natur måske, ikke noget for folk i rullestol, for at sige det på en anden måde. Fotoer kan kun dårligt gengive oplevelsen af lyde og dufte.

Ramsøstien. Dette er et af de oversvømmede områder som man dog har en mulighed for at gå udenom nogenlunde tørskoet.

Det værste stykke er ved fugleskjulet. Et stykke af vejen kan man kroge sig gennem tjørnekratten i siden af stien. Men så kommer man til en vandbrønd som løber over. Det har gennemblødt stien så meget at man synker 20-30 centimeter ned i mudder og okker. Heldigvis havde jeg reservestrømper med og støvlerne holdt nogenlunde tæt. Men et øjeblik greb jeg mig i at tænke: "Åh nej, kviksand". Så galt var det dog ikke. Stien ser i øvrigt ud til at være ved at blive ordnet, men er kun nået til Ramsøgård.

Ramsøstien. Det kan være svært at se stien på dette foto, men det er den grønne strimmel som kanter sig gennem billedet.

Dette skal dog ikke afholde nogen fra at gå denne fantastiske sti. Øst for fugleskjulet forsvindet stien næsten og bliver til en trampesti langs en mark.

Ramsø, altså søen. Søerne har engang været drænet som landbrugsområde, men er i nyere tid blevet retableret som vådområder på en 1½ kilometers længde og ½ kilometers bredde.

Gudernes Stræde foreslår at man går sydpå ad Ramsømaglevej, men det er der for så vidt ingen grund til. Ramsøstien fortsætter øst for Brordrupvej langs de tre søer Ramsøen, Brordrup Mose og Ramsømagle Sø - hvor fugletårnet ligger. Mod nord går man langs de sænkningen og kan se bl.a. Brordrup nord for. Ruten fortsætter gennem stationsbyen Gadstrup med et stort industriområde øst for ad Salløvej mod Snoldelev

Snoldelev. Byen ligger langstrakt ca.1 kilometer langs ruten og byder på enkelte stråtæktshuse, dette hus som ligner en gammel købmandshandel og kirken.

Snoldelev, Hastrup og Karlstrup

Efter Snoldelev kommer man vest for og også øst for til de lortebrune kulturstepper hvor man dog i det fjerne kan se nogle grønne områder og enkelte gårde. Danmark er et land hvor man ikke kan vandre gennem naturområder, men må igennem det lortebrune landskab uden nogen former for liv, kulturstepperne. På denne årstid er de meget markante da byg, hvede og rasp endnu ikke er kommet op.

Hastrup er en del mindre end Snoldelev, men har til gengæld bevaret en del gamle huse og gårde.

Øst for Hastrup har man fra Bødkerhuset (der er sat til salg) mulighed for at passere en brakmark mod Bakkegårdsvej. Det giver mulighed for at kigge nærmere på Karlstrup Kirke og det gamle voldsted nordøst for. Sidste gang var jeg ved Karlstrup Kalkgrav som nok er at foretrække hvis man absolut skal vælge.

Korporalskroen, Møllebækkens Købmandsgård mm. Et børnevenligt sted hvor trætte vandrere kan forkæle sig selv med en is og kikke på gamle købmandsvarer.

Et af de mere spektakulære udflugtssteder og rastepladser er ved den stærkt trafikerede Tåstrupvej. Korporalskroen, Iskagehus og Møllebækkens Købmandsgård ligger her. Her har man forsøgt at genskabe en gammel købmandsbutik fra min barndom. Og der er mulighed for at spise en is ved Møllebækken. Det gjorde jeg sidst - ikke i dag da iskagehuset var lukket.

Vilhelms Plantage. Ruten her går delvis igennem skov og delvis åbent land. Det er gammel havbund, altså fladt.

Wilhelms Plantage

Den sidste del af ruten går gennem et bynærtnaturområde. Man har heldigvis fået åbnet stien under motorvejen igen så man kan komme til Wilhelms Plantage og videre mod Brødmosen.

Brødmosen, hængesækken. Mosen er ganske lille, men dog alligevel en intens oplevelse.

Gudernes Stræde er i et vejr som dette, frisk til jævn vind og cumulusskyer ideelt til vandring. Afvekslende og kun meget lidt lortebrune landskaber. Om en måned slipper man måske endda for dem når byggen, hveden og raspen står lidt højere. Turen var også en milepæl for mig da jeg efter næsten 4 år med Polymyalgi (og 4-6 år tilbage) nu er nået op på at kunne klare en ganske pæn strækning og i et ganske pænt tempo uden at gå ned.

Flere fotoer på Flickr fra Lejre, Roskilde, Solrød og Greve.

Ruten

Lejre Station. Højbyvej. Kumlehusvej. Ramsøstien. Gadstrup. Snoldelev. Hastrup. Karlstrup. Wilhelms Plantage. Karlslunde Station. I alt ca. 28 km

Forår?!

Efter en våd, blæsende og kold marts er det næsten ikke til at tro at det er forår. En forsigtig vandring viste dog at det er det - så længe det varer

Lille og Store Vejleå er efterhånden kendt terræn. Så weekendens tur var egentlig bare sat sammen således at den skulle bevæge sig på stier og landeveje som jeg endnu ikke har betrådt. Og så ellers bare nyde solen og varmen.

Udsigt fra Rævebakken. Dønnergård Bagved Køge Bugt Motorvejen oog det åbne landskab mod Strøby Huse og Kildebrønde Landsby.

Godt en kilometer stik nord for Greve station ligger der et bakkedrag, Rævebakken. Jeg har ikke kunnet finde ud af om det er naturlige bakker, men de minder umiskendelig om de affaldsbjerge som også findes i Vestskoven og ved Ejby. Altså anlagt over årtiers bygge- og husholdningsaffald og dernæst dækket af jord. Nu er de groet godt til. Udsigten er ikke overvældende flot. Det bedste kik er mod nordvest.

Jeg passerede Ringsted-Københavnbanen flere gange. Her er det ved Bag Kirken, lidt sydøst for Kildebrønde.

Grænseområdet mellem by- og landområder er skarpt trukket af Køge Bugt Motorvejen der nu er ved at få følgeskab af København-Ringstedbanen. Endnu kører der ikke tog på skinnerne så man kan stadig passere. Men jeg går ud fra at når togene engang kommer susende forbi med over 200 km/t ved det hele være indhegnet. Der er dog etableret broer eller viadukter over eller under banen.

Kappelev Landevej set fra markerne lidt nord for Kildebrønde. Området er gammelt landbrugsland.

Jeg har efterhånden besøgt de fleste landsbyer vest for motorvejen og jernbanen - og i dag endnu en, nemlig Kildebrønde. Det er muligvis meget hyggeligt at bo i Kildebrønde og for vandringsfolket er der da også en ganske nydelig kirke og gammel skole (lige overfor) at kigge på. Kirkens ældste dele er af frådsten, de yngre af munkesten og den er ikke blevet pudset over. Skolen er fra 1860 og lukkede i 1954. Herefter blev den indtil 1981 brugt til genhusning. Siden har den været brugt som menighedsgård.

Udsigt fra Ishøjen mod Issøen. Som Rævebakken er der udsigt over boligkvarterer næsten hele vejen rundt. Og motorvejen.

Eftersom jeg har været gennem Ishøj Landsby adskillige gange, tog jeg turen gennem haveforeningsområdet syd for. Og jeg skal da love for at det er fornemt af et haveforeningsområde at være. Det ligner nærmest noget helårsbebyggelse. Øst for kan man tage Ishøjstien. En fortrinlig vandresti uden de store oplevelser, med mindre man er interesseret i industrikvarter og motorvej. Ishøj har også sit eget "Rævebakken", Ishøjen og en tilhørende sø, Issøen. Igen kan man blive i tvivl om det er en naturlig bakke eller et affaldsbjerg. Nok det sidste.

Tranegilde er altid god for motiver. Her fra den forsvundne kirkehøj.

Ca en kilometer nordøst for Ishøjen ligger et lidt specielt boligkvarter omkring en lille dam, med gadenavne som Spindestræde, Tværstræde og Murergården. Så sandelig om der ikke også ligger en Elite Købmand midt i det hele. Hensigten har formentlig været at skabe noget landsbylignende omkring et gadekær. Igen er det svært at se om det er lykkes. Der stå kun en enlig fisker. Det hele er åbenlyst bygget af beton i en ubestemmelig grågul nuance. Min kollega Sune har begået en meget præcis og informativ artikel om stedet.

Vi kan ikke få for meget Tranegilde i sådan et flot vejr

Befolkningstætheden er betydelig højere end i Tranegilde som ligger spejlvendt af motorvejen. Størrelsesmæssigt er de lige store. Her er som bekendt masser af historie som man dog skal have stor fantasi for at forestille sig.

Den blev vist lidt irriteret på at jeg blev ved med at insistere på at tage et foto. I hvert fald gik der ikke mange sekunder før den lettede.

Jeg slog lige et smut forbi Store Vejleå for at se hvordan det var gået siden oversvømmelserne i september 2017. Det var som bekendt i den anledning at jeg var i TV Lorry, efter at have tippet dem om naturfænomenet. Nu var der så blevet tørt, kun et enkelt sted annoncerede Ishøj Kommune med at de var i gang med at rense åen op.

Så blev foråret formentlig indledt. Og længere vandreture til mere eksotiske steder forhåbentlig mulig.

Greve - Mosede

Godt nytår! Sidste tur i år gik til Greve uden noget særligt formål andet end lidt frisk luft på en af de få solskinsdage i december

Grevegård er fra 1826, men der drives ikke længere landbrug. Der er nu museum, Greve Museum som dels er et lokalhistorisk museum, dels udstiller kunst mm.

Greve blev urbaniseret forholdsvis sent, fra 1962. Da bestod Greve Kommune fortrinsvis af landbrug og gartnerier. Dog var der langs kysten (se indslaget om Den Sydlige Riviera), fra 1900 etableret nogle turistområder med iskiosker, handlende, Greve Badehotel, kroer mm. Men efter vedtagelse af S-banen kom der gang i sagerne også længere inde i landet. Modsat grundspekulationen tættere på København havde sognerådsformand og proprietær Anders Ploug ikke meget til overs for den slags byggerier, og mente at almindelige mennesker skulle kunne købe jorden. Selv Socialdemokratiet var begejstret. Hertil kom dog så udgifter til byggemodning og opførelse af husene. Så helt for almindelige mennesker blev det så heller ikke.

Andelsboligbyggeriet Lærkehegnet (1985) med 90 boliger tæt på rådhuset er typisk for det omfattende stisystem. Jeg havde et kort med. Hvilket viste sig helt nødvendigt. Også fordi kvartererne minder en del om hinanden. Der er dog udmærket skiltning - hvis ellers man ved i hvilken retning man skal.

Hvis man bevæger sig fra stationerne Hundige og Greve mod vest, vil man opdage at de har et tæt stisystem med lukkede boligveje. Kørende og gående er adskilt, gennemkørsel udelukket. En idé som senere er fulgt op andre steder. Med lidt god vilje ville man formentlig kunne foretage en vandretur alene på disse stier for at studere forstadsbebyggelser af alskens slags - med undtagelse af højhuse.

Kirkemosegård øst for Greve. Hvis man ikke kigger for meget til siderne, kan man godt forestille sig det gamle landbrugsland, hedebo-egnen.

I 1972 blev motorvejen indviet. Og den sætter stadig mere og mere præg på omgivelserne med nu 8 spor. Det larmer og suser i kilometers afstand. Ligesom den har skåret kommunen midt igennem. Nu også med følgeskab af København-Ringsted-banen. Nordvest for er tillige anlagt et gigantisk erhvervskvarter, kun afbrudt af nogle smalle grønne områder langs vandløb. Og først når man er kommet igennem dem, er man "ude på landet"

Grevestien, broen over motorvejen og den endnu ikke indviede København-Ringsted-bane. Larmen er her ganske forfærdelig, og hvor bredt bæltet der deler kommunen i to er, ses meget tydeligt.

Om det er denne isolering fra stationsområdet der efterhånden har kvalt forretningslivet i Greve Landsby, ved jeg ikke, men en af de mere triste nyheder er at Brugsen i Greve er lukket. For knap 4 år siden var det den vist nok sidste overlevende forretning. Den lukkede i maj 2015. Med et enormt stationscenter har det åbenbart været for meget, og Greve Landsby er blevet endnu en af de talrige landsbyer som er blevet reduceret til soveby.

Mosede Bygade nr. 3 står i boligregisteret til at være fra 1827. Blot et af de mange næsten 200 år gamle huse på den gamle bygade.

Mosede landsby

Midt inde i et stort boligområde med parcelhuse, rækkehuse og lavtetagebyggeri ligger de sidste rester af landsbyen Mosede. Ikke særlig meget, men lidt har også ret. Den bestod af 6 gårde (hvoraf 5 stadig findes), nogle husmandssteder, en købmand, en smed og en lille skole (nedlagt 1954). Så særlig stor har landsbyen aldrig været. Den lå (og ligger da stadig) nord for Mosede Mose. Sidstnævnte ligner nu mere en park, men engang i tidernes morgen kunne man sejle i båd til Køge Bugt. Mosen. Vandløbet er nu rørlagt. Mosen skal dog stadig være nærmest bundløs. Og har måske en fremtid som reservoir i forbindelse med ekstremregn.

Et kik på en af de fem overlevendegårde fra landsbytiden. Landsbyen selv er dog blevet totalt opslugt og omgivet af boligkvarterer.

En af de første udstykninger skete fra en gård der formentlig hed Kildegården som var den nordvestlige nabo til Lundemosegård. Senere kom Elmegården 1967, Mosede Bypark 1977 og Blågården 1979.  Urbaniseringen skete så hurtigt at man ikke nåede at kloakere, og en tidlang i stedet brugte septiktanke. Nu har de fleste vel glemt at man af den grund kaldte Greve-Kildebrønde for Greve-Sivebrønde. (Se Grundejerforeningen Kildegårdens historie i 50 år – kort fortalt).

Mosede Bygade, bl.a. nr. 16. De små nydelige huse giver et miniputindtryk af hvordan der engang må have set ud. Men husdyrene, markerne, markstensveje og landbrugsmaskiner er væk.

Landsbyen husede på et tidspunkt dansktopeliten, fx sangerne Gustav Winckler og Jørgen Winckler, Thøger Olesen og radiomanden Hans Vangkilde som er kendt fra tv-serien Radio Merkur.

Karlslunde

Strand. Skov. Mose. Gudernes Stræde. Gode bynære naturområder til en dagtur omkring Karlslunde

Det her kan man da bare ikke få for meget af. Og der er hele 3 kilometer i denne genre. Abstraherer man fra broerne, kan man forestille sig et landskab som selv stenaldermenneskene må være fortrolige med.

Jeg har tidligere passeret områderne omkring Karlslunde i forskellige andre sammenhænge og dagens tur var netop rettet på at se mere grundigt på disse områder. Og der er masser at komme efter til en dagstur. Eneste minus er Køge Bugt Motorvejen som  især op til 500 meter øst for sætter et larmende præg på turen.

Trappen ved Mosede Fort. Her har man dette udsyn mod Køge. I forhold til mine tidligere besøg var der højvande.

Stranden

De første tre kilometer går ad nogle af de bedste strande i hovedstadsområdet: Fra Mosede Fort til enden af Trylleskoven. Karlslunde Strand og Karlstrup Strand. Den sidste kilometer er særpræget: her er der ikke bebygget ned til stranden. Man kan altså se et nogenlunde uspoleret strandområde med tilhørende enge og bagvedliggende krat og skov, et særsyn. Det er ganske enkelt at vide hvornår man er i dette område. I den sydlige del går det til Karlstrup Mosebæk og mod nord til et vandløb med det anonyme navn Kanalen. Ellers er der ikke så mange pejlemærker når man går helt nede ved vandkanten. Stranden skulle være et fluepapir i sæsonen, men bestemt ikke i dag hvor der kun går ganske få mennesker rundt. Måske vejret. Godt vandrevejr, mindre godt bade- og strandvejr.

Trylleskoven set fra den sydlige ende mod nord. Man kan se den brede strandeng bag selve stranden og ane skoven helt til venstre. Bevoksningen varierer meget. Hvilket ikke helt fremgår af fotoet.

Trylleskoven

Fra stranden kan man gå en kilometers penge tilbage inden i Trylleskoven. Den er fredet og ganske spændende. Udover skoven er der små lyngbakker, strandoverdrev og en gammel fyrretræsplantage. Skoven har navn efter krogede fyrretræer, men dem er der nu ikke så mange af. Området var i starten af 1900-tallet noget overrendt af badegæster og landliggerliv. Men det er der nu ikke så meget tilbage bag. Dog kan Tryllevælde Badehotel stadig ses. Den lykkedes det mig dog ikke at lokalisere.

Et af de scenarier man kan se i Trylleskoven. De krogede og "fortryllede" fyrretræer er ikke sådan lige til at se hvor de er henne.

Karlslunde Mose

Fra Trylleskoven er der kun at gå over Karlslunde Strandvej, så er man i Karlslunde Mose. Et meget fladt område som er en tidligere lagune, der langsomt er blevet til land. I beskrivelsen af fredningen står der at man stadig kan finde muslingeskaller som er rodet op af mosegrise og muldvarpe. Jeg kiggede, men det er åbenbart ikke såsom for muldvarpeskud.

Kanalen nord for Trylleskoven. Det er jo næsten en hel lille canyon! Bækken har skåret sig gennem hvad der tidligere var havbund, og det kan man godt se på siderne af canyon'en.

Karlslunde Mose egner sig egentlig ikke til at blive fotograferet. Det kan virke noget fladt og ensformigt. Men det visuelle kan bedrage. For med duften af kaprifol, et fortryllende fugleliv og ditto insektliv - bl.a. en masse sommerfugle - er det en lise for sjælen at passere gennem mosen. Landskabet varierer kun blidt med vandløb, vandhuller, fugtige enge og moser med pilekrat og rørskov. Hvis man er til fugle (og det er jeg ikke, indrømmet), så er der ved kommunegrænsen til Solrød et fugletårn.

Fra stien nord for Wilhelms Plantage set mod øst er man ikke i tvivl om at Karlslunde Mose engang var en lagune. Og dette var havbund. 

KarlstrupMose

På vej mod syd kommer man til Karlstrup Mose. Selv om man er nødt til at kigge på kortet for at se om man nu er det ene eller andet moseområde. Jeg tror det har noget med kommunegrænsen at gøre. I Greve kalder man det Karlslunde Mose, i Solrød Karlstrup Mose. Naturen er nok ligeglad. Begge var engang lagune. Møllebækken er også ligeglad med kommunegrænser. Den passerer igennem mosen i begge kommuner. Bækken er et andet af de meget attraktive vandresteder. Ikke for ingenting går Gudernes Stræde langs bækken. Bemærk i øvrigt at Gudernes Stræde igen er åbnet under motorvejen, Sidst jeg var her, måtte jeg ud på en omvej på flere kilometer. Jeg tog strækningen fra Korporalskroen ved den gamle Tåstrupvej til Karlslunde Mosevej.

Karlslunde Mose skal man ikke bare sådan lige vove sig ud i udenfor stieernee. Ellers risikerer man at ende i et vandhul!

Brødmosen

Brødmosen er en ganske lille mose. Den syner ikke af meget på et kort, ligner nærmest en slags afsnøring nord for Karlslunde Mose. Heller ikke særlig stor, men den byder til gengæld på 2 områder med hængesække. Og i øvrigt nogle af de skønneste moseområder i området. Desværre skal man gå virkelig langsomt for ikke at være ude af mosen igen. Og pt kan det ikke lige anbefales at sætte sig da myggene er begyndt at sværme.

Brødmosen. Hvis man dvæler lidt midt i mosen, kan man trække oplevelsen lidt ud.

Firemileskoven

Firemileskoven er resultatet af en skovrejsning startet i 1982. I dag er den blevet delt i to af den nye København-Ringstedbane. Men den vestlige del er dog stadig fin. Jeg går ud fra at når banen bliver indviet så vil man ikke længere kunne komme ind på striben mellem banen og motorvejen.

Her fra Engstrupsti-broen over Køge Bugt Motorvejen ser man dramaet om Firemileskoven: Den er blevet delt af København-Ringstedbanen. Til venstre et område man nok ikke sådan lige vil kunne komme til når banen åbner.