Ringsted - Hvalsø ad Oplevelsesstien mm

Festfyrværkeri ad en smal korridor af fin natur i form af sø, skov, øde landeveje og adskillige kulturhistoriske oplevelser

Oplevelsesstien langs Torpet Mose. Man kan se over mosen det meste af denne strækning til landbrugsområder på modsat side af Ringsted Å.

Vejret har været helt forrygende i maj. Og denne fredag var det perfekt vandrevejr. Bortset fra enkelte ret trafikkerede område og landbrug byder strækningen på et godt mix af virkelig gode udsigter, skov, sø og kulturhistorie. Terrænet er let til moderat kuperet og foregår af fine grusstier, eller øde asfalterede landeveje.

Ringsted - Oplevelsesstien

Oplevelsesstien Ringsted til Haraldsted var revanche fra sidste gang hvor tåge eller mosebryg i et så stort omfang gjorde at jeg dårligt kunne se åen før Haraldsted Sø. Det var den 28. august 2017 umiddelbart før indvielsen, hvor der også var en del gravearbejde. Det er slut nu og grusstierne er fine og velegnede til vandring. Der er kun en lille trampesti tilbage at komme grus på, på begge sider af Holbækvej. Og udsyn så langt øjet kan se på grund af klar himmel og sol.

Sandvejen vest for Haraldsted, med søen til styrbord. Efter bakken går det nedad mod Haraldsted.

Den østlige ende af Haraldsted Sø hvor Oplevelsesstien er, er en nogenlunde bred korridor i et naturområde med masser af liv, insekter, fugle, frøer mm som måske ikke kan ses, men så sandelig høres. Udsigten til den vestlige side hvor det ser mest ud som landbrug.

Her ses udsigten til styrbord fra Sandvejen.

Da jeg kendte Oplevelsesstien fra sidste gang, valgte jeg i stedet at bestige skrænten for at komme op til Fjernvandresti E6 (Sandvejen) på skrænten langs Haraldsted Sø i stedet for langs bredden. Her har man et meget bedre udsyn over søen. Vejen er to hjulspor der ganske vist er ret sandede. Men udsigten fejler ikke noget, faktisk bedre end at gå på selve Oplevelsesstien langs søen. Haraldsted en landsby uden forretninger og andre offentlige ting udover kirkegården, skolen og et foreningsliv som dog mest er for sovebyens beboere.

Gården ved Knus Lavards kors har en Maria-statue udstillet. Korset var ved at blive tjæret, så der stod en stige op til kobbertaget.

Knud Lavardsvej - Haraldsted Skov

Det kan synes mærkeligt at den 7 kilometer næsten lige landevej skulle være scenen for dramatiske begivenheder i danmarkshistorien, nemlig mordet på den hertug Knud Lavard 1131 og den efterfølgende krig mellem forskellige kandidater til kronen. Men dengang gik Sjællands gamle hovedlandevej (Valdemarvejen) her, og der lå en kongsgård i Haraldsted. Mens hans rival Magnus næppe er kendt af mange i dag, så blev der bygget et kapel for Knud Lavard i 1146. Fundamentet kan stadig ses, og lidt tættere på skoven er der et højt kors som er opsat 1902 på det sted som "nogen" mener han blev myrdet. Det skal man dog nok ikke tage for gode varer.

Valsølille Kirke. Kirken er bemærkelsesværdig enkel (efter sigende også indeni)

Kun den imponerende store kirke minder om forne tiders adelige magtvælde. Haraldsted ligner næsten enhver anden landsby med kirke, skole og et foreningsliv, og soveby for resten. Nordøst for ligger Haraldsted Skov, Valsømagle Skov som begge er meget fine skove, tætte og næsten ingen trafik. Det åbne land mellem skovene og Skjoldenæsholm er lidt af en landbrugsørkenvandring at kæmpe sig igennem. Indtil man når Valsølille. Det er værd at lave en lille afstikker til kirken der udover at være charmerende enkel også har en god udsigt, og desuden kommer man forbi Valsølille gård.

Valsølille er i dag en andelsboligforening. Hvilket for mig lyder mere sympatisk end hjemsted for adelen.

Skjoldenæsholm, Valsølille

Godset Skjoldenæsholm er i dag hotel og kongrescenter. Den store parkeringsplads foran den nyklassicistiske bygning er fyldt med biler, hvilket i nogen grad spolerer indtrykket. I stedet kan man vælge at kigge nærmere på de andre bygninger i tilknytning til Skjoldenæsholm. Også de som ligger på begge sider af vejen nord og syd for. Sporvejsmuseet har på denne tid af året kun åbent i weekender. Man skal ind i sommerferien før der også er åbent på hverdage.

Blandet landskab ved Skjoldenæsholm. Godset har en lang højadelig historie, og der er stadig ar efter denne periode, bl.a. et familiegravsted på Valsølille kirkegård.

Langs Bistrup Skovene

I kanten af Bistrupskovene ligger Sjællands højst placerede kro, Kudskehuset på Skjoldenæsvej. Det ligger ved foden af Sjællands højestepunkt, Gyldenløves høj. Her kan man ud over at spise også få kaffe og æblekage. Rigeligt endda. Der er udendørsservering såvel i sol som skygge (jeg valgte det sidste). Og det var svært efter at være blevet dejlig afkølet at sætte i gang og ud i solen igen.

Gård nord for Skjoldenæsholm. Længere inde i skoven ligger Kudskehuset næsten helt skjult, kig efter skiltet.

Det sidste stykke ad Hoppeolden og Stavnsbjergvej er mest landbrug og spredt bebyggelse, indtil man ganske kort må udholde den stærkt trafikerede Ny Ringstedvej for at nå stationen i Hvalsø.

Kudskehuset. Tæt på Gyldenløves Høj

Ruten

Ringsted Station. Oplevelsesstien. Haraldsted. Knud Lavardsvej. Skjoldnæsvej. Hoppeolden. Stavnsbjergvej. Hvalsø Station. I alt ca. 25 km.

Suså via Ringsted- Sorø

Ådal-projektet Mellemste Suså er et af de få steder langs den over 80 km lange å for vandrefolket.

Der var den så, Suså! En del af ådalsprojektet. Stadig præget af århundreders tæmning fra landbruget. Men nu er den omsider ved at bryde fri af disse lænker. Det vil dog nok tage mange år endnu at genskabe åen.

Og man skal så uendeligt meget igennem for at nå til strækningen til fods: ca. 10 kilometer fra Ringsted og 15 kilometer fra Sorø. Jeg valgte at gå begge veje - indrømmet at på hjemturen var det mest for at spise kanelsnurrer og få en latte til toget på Sorø Station som trak. Dum som jeg var, havde jeg glemt at det var helligdag, men jeg nåede det en anelse efter lukketid.

Ringsted Å, Oplevelsesstien, umiddelbart syd for jernbanebroen.

Oplevelsesstien, Ringsted Å Syd

Så er selve strækningen langs Suså med lidt god vilje 1½-2 kilometer lang. Jeg havde derfor på denne lange strækning valgt også at lægge så mange naturstier ind som muligt. De første 3 kilometer langs Oplevelsesstien Ringsted Å Syd. Her har man et glimrende smalt bælte langs åen med masser af fugleliv mm. Vest for er der det jordfarvede Danmark. Oplevelsesstien har jeg tidligere gennemtravet mod nord til Haraldsted Sø. Denne sydlige del virker mere "civiliseret".

Øst for Vrangstrup Øvej støder man igen på Ringsted Å (tror jeg nok det er). Og den forløber meget idyllisk næsten hele vejen ned mod Suså.

Hvad sker der med vejret i Ringsted? De få gange jeg har været der, har vejrudsigten lovet skyfri himmel. Sidste gang jeg nærmede mig stationen, rullede der en tyk tåge ind hele formiddagen. Og her til morgen var der igen overskyet. Dog var vejret i modsætning til dengang klart og sigtbarheden stor. Ellers er stien en glimrende vandresti. Den ender nord for Høm hvor man så ikke slipper for at gå et par kilometer ad den stærkt trafikerede Næstvedvej. Men i Høm svinger man skarpt mod vest ad Englerupvej som er en landevej uden den helt store trafik. Man kommer igennem er par øde bondegårde og huse samt en å vest for jernbanebroen.

Længere syd på ad Vrangstrup Øvej. Heste græsser fredeligt, og det fløjter og summer om ørerne på vandreren. Her er der endeligt lidt natur.

Her holder man kursen vestpå ad Sigerstedvej, og når man drejer syd på ad Vrangstrup Øvej begynder man endelig at kunne se ådalen,dvs RingstedÅdal. Så har man altså også gået omkring 10 kilometer for at nå så langt. Efterhånden forsvinder landbrugslandet til fordel for stadig større naturområder. Og det kan straks mærkes på fuglesangen. Den noget monotone lyd af lærker suppleres nu af adskillige andre som må være noget for ornitologer (jeg nøjes nu bare med at lytte til det). På den anden side af ådalen kan man se den mærkværdige Vrangstrup Kirke. Tilsyneladende uden tårn. Men der er et som man ikke kan se nordfra, et bindingsværkstårn oven på våbenhuset.

Udsigt mod Vrangstrup Kirke. Man kan lige ane det underlige tårn stikke op midt på taget.

Suså - endelig!

Ved parkeringspladsen ved Suså er der informationstavler mm med de afmærkede stier. Og nu begynder balladen. For det hele er enten stadig i projektfasen eller også er det meningen at man ikke vil anlægge stier, men lade publikum selv trampe stierne. Og når man først er kommet igennem området langs Ringsted Å (og de farlige køer) til broen hvor Suså støder til, er der ikke længere nogen sti. Faktisk ser det nærmest ud til  at jeg er den eneste der er gået der i meget lang tid. Der er et område mellem det elektriske hegn (med flere farlige køer) og åbredden, men det er pt overgroet med en knæhøj bevoksning af græs, brændenælder, skvalderkål og en velsignelse af vilde blomster. Godt for øjet, men ikke helt nemt at gå igennem. To steder er der oven i købet så sumpet at man må springe fra græstot til græstot. Men det skal ikke lastes nogen. Man skal bare være forberedt på at der ikke engang er en trampesti.

Mere Suså. Der er sus over strømmen, og man kan måske også ane det noget krævende terræn. Lad os bare sige at dette ikke er for kørestole.

Udsigten til åen og dens slyngninger er ganske fin og samtidig også et skoleeksempel på hvor meget landbruget gennem århundreder har ændret på den danske natur - samt hvor lang tid det endnu vil tage før det kommer til at ligne natur igen. Det ændrer dog ikke ved at dyre- og plantelivet allerede har taget området i besiddelse. Så skidt med at det er svært for vandrere. Sidste forhindring er at finde hvor der i folderen står at stien drejer mod nord til Hagbards Høj. Der er ingen afmærkning. Ingen antydning af sti. Og hvis man heller ikke ved hvordan Hagbards Høj ser ud, så er man på den. Men et råd er at kigge efter en rød klaplåge hvor det elektriske hegn ophører. Så kan man gå langs det op til højen.

Udsigten fra Hagbards Høj over ådalen. Mod sydøst. Åen løber i det lavest liggende område.

Næsten som sædvanlig lykkedes det mig at gå for langt, men blev dog stoppet af Tuel Å, og en truende koflok på den anden siden af åen, som kom løbende i møde, givet vis for at trampe mig til døde hvis jeg skulle vove mig ind på deres territorium. Det er først når man kommer meget tæt på Hagbards Høj at man overhovedet opdager at det er en gravhøj. Fra åbrinken ligner den så mange andre knolde i det kuperede landskab. Udsigten fra toppen af højen er flot. Man kan se virkelig langt.

Ved Alsted Mølle. Jeg har set smukkere møllemiljøer andre steder, men på en ellers noget monoton strækning en kærkommen afbrydelse. 

Mod Sorø

Vest for hvor Alsted Å krydser Alstedvej, er der et mølleområde. Der er nu tilsyneladende ikke så meget tilbage af selve møllen, men med lidt god vilje kan man forestille sig mølleanlægget med dam osv. Herefter kommer man ud på den næsten snorlige Alstedvej, og en næsten 5 kilometer strækning i landbrugslandet. Kun afbrudt af en lille tur gennem landsbyen Alsted. Vest for har man fra en bakketop en fantastisk udsigt mod syd over ådalen.

Udvalget af fotoer i dette indslag er lidt misvisende. Det meste af turn går man gennem landbrugsland. Her er en af de bedre udsigter. De vidtsstrakte bare marker, eller spirerne til hvede, byg og raps må man tænke sig til. Ikke noget at skrive hjem om.

De sidste 7 kilometer til Sorø er præget af skovområder, først Alsted Skov, dernæst Sønderskov. Ganske dejlige skovveje og på denne torsdag heller ikke særlig trafikerede, om end jeg godt kan forestille mig at Næstvedvej kan være ganske larmende.

Ruten

Rigsted Station. Oplevelsesstien, Syd. Næstvedvej. Høm. Englerupvej. Vrangstrup Øvej. Suså. Sigerstedvej. Alstedvej. Alsted. Næstvejvej. Sorø Station.

Bidstrup Skovene Nord

Efterårsferie er ideel til skovture. Jeg har oplevet skovens forvandling i mere end 6 årtier, men de betager stadig. Især i solskin

Farimagsvej i Heide Overdrev (statsskov), lidt nordøst for Avnstrup

Som jeg har nævnt tidligere, anser jeg Bidstrupskovene for det bedste bud når københavnere skal til et større skovområde der ikke er plaget af motorveje eller jernbaner. Dette er tredje gang jeg besøger skovene. Denne gang for at se nogle områder jeg ikke havde gået i før. Men så store er skovene altså heller ikke. Man kommer til at gense steder fra før. Hvilket ikke er ment som et problem.

Det klassiske vy fra Hastrupvejmod øst, lige efter man er kommet ud af Storskoven (statsskov). Markerne ligger nu sortladne hen efter maskinernes hærgen. 

Særløse Overdrev

Målet for dagens vandring var den nordøstlige del af skovene, samt et del af den centrale del. Jeg havde glemt at der var efterårsferie, og en skole havde åbenbart fået den for dem glimrende ide at sende samtlige klasser på gå- og løbetur i den del af Storskoven, som jeg skulle igennem. Vel ude af Storskoven havde jeg dog skoven stort set for mig selv hele resten af vejen, på nær et par andre vandrere. 

Særløse Bæk, i den sydlige del af Særløse Overdrev (privatskov). Ådalen er er flot dallandskab, hvor bækken malerisk snor sig gennem bakkerne. Et lignende foto i helt afløvet tilstand kan ses i et tidligere indslag.

Det var et glædeligt gensyn med den sydlige del af Særløse Overdrev, hvis navn er misvisende. Det er ikke noget overdrev, men en privatejet skov. Den nordlige del er præget af (spejder)hytter, men der er dog også en offentlig plads med sheltere, hytte - og et veludstyret lokum til de værdigt trængende. Her får at "træde af naturens vegne" en ny dimension. Den sydlige del af skoven går igennem det meget flotte område hvor Særløse Bæk krydser vejen.

Kunstig dysse ved Langdyssevej i Orup Skov (statsejet). Bag dyssen er en dyb dal hvor man kan skimte trætoppene mod Ebberup Skov (privatejet)

Orup Skov

Det første nye mål var Orup Skov. Den nordlige del er en ganske fin skovvej uden de store dikkedarer. Det kunne være i næsten en hvilken som helst god skov. Den sydligste del langs Langdyssevej er den flotteste. Her er terrænet mere kuperet, med en bæk og slyngninger på vejen.

Langs den sydligste del af Langdyssevej løber denne bæk. Man skal nu godt ned i krattet for at få øje på den.

Dette terræn fortsætter også på Farimagsvejen. I gamle dage var man sikkert nødt til at "fare i mag", for terrænet er ret kuperet og vejen slynger sig langs bakker og dale. Mod øst er der stengærder langs den nordlige del af stien som ser ud til at fortsætte langs skovbrynet. De er nu ret overgroede og gennemvokset af store træer.

Helvigstrup Skov (privatejet) i krydset mellem Helvigstrupvej-Avnserupvej og Skrædderhusvej

Helvigstrup Skov

Denne gang ilede jeg forbi Avnstrup og Nordre Sanatorievej. Den strækning har jeg gennemtravet flere gange efterhånden. Nord-sydetapen gennem privatskoven Helvigstrup Skov er ikke beskrevet i folderen, men den kan absolut anbefales, og ikke noget under har Skjoldungestien valgt netop at gå gennem her. Ikke alene er der flot skov, der er også den skovstemning som man ikke finder mange steder: Der er på en vindstille dag som denne ro. Der er midt i skoven ved vejkydset en shelterplads.

Grusgraven ved Skovvej mellem skovene og Hvalsø.

Forventningsfuld passerede jeg Valborup, denne gang ad Hastrupvej for at lede efter mindepladen for nedkastningerne under 2. verdenskrig. Men det lykkedes heller ikke denne gang at finde det. Resten af turen langs skovvej var - skovtur!

Ruten

Hvalsø Station. P. Olsensvej. Østrevej. Hastrupvej. Særløse Overdrev (Skjoldungestien). Wernersmindevej. Orup Skov. Farimagsvej. Avnstrup. Nordre Sanatorievej. Avnserupvej. Helvigstrupvej. Skovvej. Hvalsø Station. I alt ca. 20 km.

Friheden - Roskilde ad Fjernvandrevej E6

Vandringsløse Tidendes første gæsteafsnit af Cykelmyggen som fører læseren på sporet af Danmarks internationale vandrerute E6

Cykelmyggens cykel ved Toftevænget, lidt nordvest for Ishøj Landsby. Vel sluppet igennem den nu næsten helt overgroede og forsvundne sti fra København-Ringstedbanen til Smågårdsrende.

Egentlig er Fjernvandrevej E6 ikke for cyklister. Den er en 5.200 km lang vej fra Alexandroupolis i Grækenland til Kilpisjärvi i Finland. Danmarks bidrag består i stykket fra Kruså til Kastrup. Dagens etape var på godt 40 km (45 med vildveje), hvilket altså er mindre end en 1/100 af hele vejen. Faktisk viste det sig at jeg tidligere har gennemtravet det meste af ruten tidligere - uden at vide det. For ruten er ikke særlig godt afmærket. Et kort er et must - og alligevel gik det galt flere steder.

Scenarie ved broen tæt på Arken Museum. Lidt atypisk scenarie. Det er nok derfor at svaneparret har udsøgt sig lige netop dette sted.

Så tæt på landets hovedstad er naturoplevelserne begrænsede og isoleret til meget små enklaver mede adskillige kilometers afstand.

Strandparkerne

Med mindre man bare godt kan lide at vandre uanset hvor, så kan manglen på naturoplevelser være en af grundene til at vælge cykel frem for vandrestøvler. Stykket langs Strandparkerne går langs de mere anonyme grusveje bag klitterne, og her har man hverken udsigt til vandet eller til indsøen. Det er mere en gennemfartsvej så man kan komme hurtigt fra sted til sted. Til gengæld er der gode vejforhold, især gennem Mågeparken i Hvidovre. Fra Ishøj Havn til Reerslev er stierne mest beregnet for mountainbikes.

Store Vejleå er klemt af marker og bebyggelse, men man aner dog dens pragt og vælde flere steder langs ruten. Her i Ishøj

Vejleåerne

Kultursteppen dækker omkring 2/3 af Danmark, og jeg gætter på at det tal er højere på denne del af E6. Rapsmarker lyser kunstiggult så blikket næsten automatisk trækkes hen mod de mere varierede grøn-blå-gule rabatter. Ruten byder ellers på strækninger langs to af de bedste åforløb på vestegnen, nemlig Store Vejleå og Lille Vejleå. Men netop på denne strækning er de temmelig klemt inde, og Lille Vejleå har ikke rigtig fået bredde og saft og kraft. Til tider minder den mest om en grøft. Her er cyklens tempo bestemt en fordel. Det går lidt kvikkere med at komme igennem.

København-Ringstedbanen hvor den krydser Motorring 4 vest for Tranegilde. Til højre ses grusvejen som har erstattet den forhenværende rute som forløb til venstre for banen. 

Til gengæld er stierne på denne del af ruten mest til vandring, og forholdsvis uegnet til cykling. Det bliver bestemt ikke bedre af at der er forsvundet næsten en kilometer af stien på grund af byggeriet af København Ringstedbanen. Men en ny sti er tilsyneladende ved at blive etableret. Hjulspor er støbt ned i leroverfladen, og turen her er nyrerystende på cykel.

Jo, det er E6. Det kan man bl.a. se på skiltet med ridning forbudt ca. midt i billedet. Men vejen er overbegroet, sandsynligvis fordi den har været spærret som følge af banearbejdet.

Kildepladserne

Hvis man er til fredfyldte og oplevelsesrige naturområder må man ty til HOFORs kildepladser. Men de er meget små i dette område. Her kan man tage sig en pause og indsnuse lugte, lytte til fuglestemmerne og i bedste fald se en ræv, et rådyr eller en hare. Nuvel, vi er tæt på Staden, så man skal ikke forvente for meget natur. Slet ikke når man bevæger sig ind på fx Benzonsdals endeløse kulturstepper med konventionelt landbrug og monokultur. I stedet kan man så fokusere på bare dette at gå eller cykle. Det hjælper på formen at motionere!

Egentlig hører Kildebrønde ikke til E6. Men ved Lille Vejleå og Ishøj Kildeplads forsvinder stien simpelthen og jeg cykler forvildet rundt indtil jeg igen kommer på rette vej ved Kildebrønde

På cykel kan man nemt komme til at køre galt eller ganske enkelt ikke bruge vandrestien. Det skete da også på et tidspunkt. Jeg kørte forkert og anede ikke hvor jeg var. Det viste sig så at være tæt på Kildebrønde. Så fik jeg også set det sted - og Strøby Huse. Som vist på fotoet er der en gammel kirke og en gul bygning, som er Kildebrønde Gamle Skole. Den er fra 1860. Hvis der går lidt Nøddebo Præstegård i det, så er det ikke helt forkert. En af pastorerne inspirerede til pastor Blicher.

På samme omvej ser jeg også Strøby Huse. Hvis det ikke lige var for den stærkt befærdede vej, kunne der da godt lugte lidt af landsbyidyl.

Tæt på Kildebrønde ligger Strøby Huse. Uden kirke og skole, men til gengæld med en vingeløs mølle. Hvis man farer vild, er området finmasket hvad angår veje, så det er rimeligt nemt at komme tilbage på sporet igen.

Lille Vejleå, umiddelbart vest for Thorslunde. Vi ser mod vest. Åen er stærkt rettet op som en snorlige rende og der er betonfliser for neden, ligesom med Harrestrup Å.

Stykket langs Lille Vejleå har jeg passeret i forbindelse med vandværksvandringerne den 12. februar 2014. Dengang var det altså stadig vinter. Men egentlig ser området omkring kildepladserne og Lille Vejleå ikke så forfærdelig meget anderledes ud på grund af de udstrakte landbrugsområder. 

Hedeland er et spændende område, og det er under konstant forandring. Dets forhenværende brug som grusgrav ses af smalsporsbanen med dens mange "stationer" eller trinbræt. Det meste er nu rekreativt område. Om sommeren kan man køre med toget.

Storlandbrug

Området syd for Thorslunde er domineret af industrilandbruget Benzonsdal. Dette område oplevede jeg første gang 21. juli 2016. Denne gang er jeg glad for at være på cykel: Kilometer efter kilometer langs trøstesløse marker uden særlig meget liv oplevede jeg dengang. Så det må gerne gå lidt stærkt med at komme gennem det. Og det er der ikke ændret ved i dag. Lyd- og livløst, kun vindens sagte susen høres.

Vindinge er et byområde som er ved at vokse sammen med Roskilde. Men den gamle brønd er dog blevet restaureret så man kan se hvordan det så ud da farfar var dreng og man mødtes ved landsbyens gadekær

Hedeland

Det er ironisk at et af de største naturområder på E6 er et gammelt industriområde, nemlig de nu for længst forladte grusgrave som man kender under navnet Hedeland. Engang et fladt hedeområde. Så krævede motorveje og husbyggerier enorme mængder grus som blev gravet op og efterlod området med gigantiske kratere der  i dag langsomt er ved at vokse til medsærpræget og varieret planteliv. Og har tiltrukket en masse dyr, fugle og insekter. Således opdagede jeg det den 25. februar 2014. Og siden er det bare vokset mere og mere til.

Og som nogen måske har gættet, har Vandringsmanden måttet ty til cyklen. Hælsporer har gjort at vandring er både pinefuld og ikke anbefalelsesværdig. Sådanne behandles nu med indlæg og forventes at være væk igen i løbet af 3 måneder.

Der er adskillige gode guider til fjernvandrevej E6. En af dem er på Friluftsguiden.