Naturparkens landsbyer

Fra for 200 år siden at være et bærende element i det danske hovederhverv landbruget har landsbyerne radikalt skiftet funktion

Dette indslag handler kun om landsbyer set fra et vandringssynspunkt: Som en oplevelse på den lille rejse som enhver vandring er. Er der noget interessant at kigge på før man begiver sig videre? Eller er der ingen steder at slå sig ned? Mange af os er opvokset på landet, og de som voksede op i 1950'erne og 1960'erne, eksempelvis i landsbyen Egernsund (1.200 indbyggere) nåede at opleve landsbyer med karakter af landbrugssamfundet. Landsbyer som små "øer": Egen identitet, en vis samhørighed og skæbnefællesskab, og uforsonlige fjendtligheder, gerne gennem generationer. Afstande på 3-5 kilometer kunne forekomme uoverskuelige. Denne type landsbyer er romantiseret og idylliseret i bøger af Morten Korch (vil du læse dem, så gå hjem og snork). Og de forsvandt i 1970'erne. Og med den røg forretningslivet, skoler, værtshuse og andre institutioner som dannede fælles mødesteder.

Som mange bilister oplever landsbyer: Huse langs en gennemkørselsvej. Hvad gemmer der sig bag facaderne bag hækkene? Her Måløvvej i Ganløse. Landsbyer er i dag mange ting. Ikke som jeg forestiller mig dem for 50-100 år siden hvor de lå som isolerede øer mellem de større byer.

Landsbyer før og nu

Landsbyer har helt andre og anderledes funktioner i dagens Danmark. De kan være mange ting. Hvis man vil opleve deres tidligere funktioner, må man vist forsøge sig på visse øer. Jo mindre en øbefolkning er, desto mere afhængig er man af hvem  der bor på øen og om disse er i stand til at sikre øsamfundets beståen. Med en større befolkning kan man tillade sig at sige fra og overlade opgaverne til andre. Sådan er det ikke mere i landsbyer, hvor man i dag bare interagerer med de nær- eller fjerntliggende byer.

Det er kun på overfladen at landsbyerne stadig ligger som små øer. Og kun arealmæssigt (hvis vi medregner omgivelserne) overgår landsbyer de store byer. Min artikelserie om Københavns vandforsyning har eksempler på at storbyen København gennem flere hundreder år har opfattet "landet" i 60 km afstand som vandforsyningsområder. Vandringsløse Tidende har med denne vandring det mål at se nærmere (uden dog at prætendere ligefrem at gå i dybden) med nogle af de landsbyer som ligger i (Farum) Naturpark. Der dog ikke kan opfattes som et landdistrikt, men som et byområde med mere eller mindre afstand til større byer.

Kirke Værløse set fra Bundsvej. Det er Bunds Å som slynger sig forbi landsbyen til højre for. Åen i sig selv er ikke noget særlig, højst en meter bred. Men ådalen er dramatisk og dele af den er også fredet. Ikke så langt borte ligger den nu nedlagte Flyvestation Værløse. Som en ø ligger landsbyen der, men med utallige "færgeforbindelser" ud i landet. 

Kirke Værløse

Kirke Værløses ca. 1.000 indbyggere svarer til noget lidt større end Orøs. Oprindeligt havde landsbyen kirken, så et andet Værløse hed Lille Værløse. Det ændrede sig da Lille Værløse fik en station, og voksede så meget at det ikke længere svarede til navnet. Så man strøg bare Lille. Nu er Kirke Værløse den lille, selv om den også voksede, men slet ikke i samme omfang. Og egen Netto. På den måde kom Kirke Værløse lidt til at minde om mange lignende landsbyers skæbne langs s-togslinjen til Køge.

Smedegade (tv) og Bybrøndstræde (th) i Kirke Værløse. Som den formentlig har set ud i hundrede år, i hvert fald hvad angår huse og gårde. 

Kirke Værløse er en blanding af gammel landsby omkring Smedegade. På Smedegade 19 lå der en Tatol, som mange på min alder vist husker. Selv i Egernsund var der en Tatol. Sammen med ca 130 andre steder i landet. Det var en slags forløber for minimarkeder, hvor man kunne alskens varer som Tatol-kaffe, dameundertøj i stor størrelse og netstrømper, 5 stks. cigaretpakker, Eifel og York, brun sæbe i løs vægt, dagens avis og måske en pilsner. (På et af mine Flickr-fotoer mener jeg at man lige kan ane den forhenværende Tatol-bygning i baggrunden efter det gule stråtæktshus).

Ganløse

Ganløse er med sine ca. 2.900 indbyggere på grænsen af boligministeriets definition af en by, nemlig 3000. Og i øvrigt nogenlunde svarende til hvad der bor på Fanø der i modsætning til Ganløse betegnes som et landdistrikt og befolkningen spredt ud på knap 60 km2. Så alt efter behag kan man kalde Ganløse en by eller en landsby.

Bygaden i Ganløse med Ganløse Kro. Kroens historie rækker århundreder tilbage i tiden og var engang kongelig privilegeret. Den nuværende bygning er vist fra omkring år 1900. Bemærk at der også står postgård. For landsbybeboerne måtte indtil 1912 kun komme på kroen efter post. Så blev kroen et vigtigt samlingspunkt, og aktuelt spiller Ganløse Revyen her med bl.a. Anne Herdorf.

Ganløse må vel siges at have hvad der hører sig til en by: Rytterskole, kro, bibliotek (omend selvbetjent), supermarked (Kiwi, åbent 8-22), bager, gadekær medtilhørende park, mølle (uden vinger), snedker/tømrer og adskillige andre småvirksomheder og forretninger. På denne onsdag formiddag er det mest supermarkedet der trækker. Biblioteket er helt tomt på trods af at der er selvbetjent åbningstid. Og byen synes mest befolket af håndværkere. Der er både meget at kigge på og steder at slå sig ned. Ganløse ligger halvvejs på ruten.

Ganløse City: Rytterskolen til venstre, i midten bageriet (det gule hus) og helt bagest biblioteket i en gammel gård med lokalarkivet. Til højre en lukket købmandsbutik, men uden for billedet til højre er der et spritnyt Kiwi-supermarked.

Slagslunde

Slagslunde er med ca. 1.000 indbyggere en del mindre end Ganløse. Befolkningstallet er på størrelse med Orøs. Her er der godt nok forsamlingshus, skole og institutioner, men udover en frisør ikke meget forretningsliv. Det er heller ikke hvad Slagslunderne ser byen som. På hjemmesiden præsenterer den sig som "den ideelle by for familien som gerne vil bo tæt på naturen og ikke have for langt til arbejde" - sagt i samme sætning som at der er 30 km til Københavns Rådhusplads. Det er også det indtryk man får ved at gå gennem landsbyen, og indtrykket af Slagslunde som en rar by at bo i.

Slagslunde har sit eget gadekær. I baggrunden præstegården fra 1860. Gadekæret er for længst holdt op med at være det daglige samlingspunkt. Og i det hele taget er der ikke mange daglige samlingspunkter. Til gengæld ser der ud til at være en hel del lejlighedsvise samlingssteder.
 
Her er der meldt klart ud. Landsbyen har sin egen musikfestival. I år den 8. august. At ungdommen trives, fremgår måske af at U14-holdet for Slagslunde-Ganløse blev Sjællandsmestre i 2015. Allerede i 1934 blev de to idrætsforeninger i Slagslunde og Ganløse enige om at de var for små og slog sig sammen. Idrætsforeningen var også foreningsballer på Ganløse Kro, dilletantforestillinger og andespil. Der er heller ikke meget landbrug tilbage, snarere i bedste storbystil et kogræsningslaug. For vandreren er der ikke meget liv, men til gengæld en rar og hyggelig atmosfære.

 

Sperrestrup, eller marken umiddelbart nordøst for landsbyen set fra Naturstien Buresøstien.

Sperrestrup

Med Sperrestrups ca. 25 indbyggere er vi nok ved at nå grænsen for noget man overhovedet kan kalde en landsby. Det svarer til en befolkning på størrelse med Nekseløs (20). Den består af fire gårde: Damgård, Bakkegård, Vanggård og Bygård samt fem huse. Så der er ikke så meget at opleve for vandreren i selve landsbyen før man er ude af den igen. Her er det derimod omgivelserne der trækker. Sperrestrup har fået opkaldt en skov efter sig og er udgangspunkt for en af de allerbedste vandrestier jeg har vandret på, nemlig Buresøstien.

Damgården er en af de fire gårde i Sperrestrup. Og sådan er det med Sperrestrup. Man kan næsten ikke andet end bare at gå igennem og nyde landsbyen så længe det varer.

Jørlunde

Min aktuelle helbredstilstand tillod ikke at besøge Jørlunde. Hvis ca 300 indbyggere svarer til befolkningen på Sejerø (366). Mens jeg har levet (dog uden at have været der og oplevet det), er der lukket en række virksomheder i landsbyen: Krauses Bageri, cykelværksted, købmandshandel, kommunekontor, alderdomshjem, bibliotek, frysehus, brugsforening, smedje, stålfabrik og kurvemageri. Tilbage er Jørlunde Forsamlingshus, præstegården og forsamlingshuset. Og delvis skolen. Jørlunde Skole fungerede som sådan 1939-1991, ca. 2 km fra Jørlunde. Siden 2001 som 10. klassecenter. I dag ligger virksomhederne koncentreret lands landsbyens vestgrænse, Roskildevej. Og her åbnede i 2014 et pølsemageri, så forretningsliv har måske en fremtid.

Mellem landsbyerne

Og det er måske det væsentlige: Turen til landsbyerne. Den byder på særdeles attraktive vandrestier, se Ruten nedenfor. I særklasse er ruten mellem Sperrestrup og Ganløse. Ved gården Granhøj i Slagslunde Skovs sydvestlige hjørne skal man være opmærksom på at man et stykke af vejen går på en privat grund der kun er åben for passage mellem solopgang og solnedgang. Kratvej vest for Slagslunde byder på nogle helt enestående panoramaer mod syd og denne klare dag kan man se helt klart til Energitårnet ved Roskilde, 20 km væk. Bundsvej er trafikeret, men til gengæld har man en enestående panoramaudsigt mod syd hele vejen. Desuden tæt på Ganløse også Damvad Ådal. Selve åen slet ikke synlig her, men ådalen er dramatisk set med danske forhold.

Ruten

Jørlunde Skole. Langdyssevej. Sperrrestrup. Naturstien Buresøstien. Kollensøvej. Kratvej. Slagslunde. Slagslunde Skolesti. Ganløse. Bundsvej. Kirke Værløse. Værløse Station. Ca. 20 km

Broskov Bakker, Ganløse

"Dansk Grand Canyon" nord for Ganløse.

På en tidligere tur den 2. august i år passerede jeg tunneldalen ved Broskov Bakker mellem Ganløse og skoven Ganløse Ore. Det var et område som jeg fik lyst til at se nærmere på. Området kaldet Broskov Bakker nord for Ganløse blev fredet i 2008. Derefter skulle der så være blevet anlagt stier gennem tunneldalen. Danmarks Naturfredningsforening beskriver den sådan:

Når man står på kanten af dalene og kigger ned i kløfterne kan synet – efter dansk målestok næsten sidestilles med et vue ned i Grand Canyon i USA. Det mageløse landskab findes lige syd for skovene Slagslunde Skov, Ganløse Eged og Ganløse Ore, hvor det strækker sig som et af landets største og mest fantastiske systemer af tunneldale.

De mere nøgterne fakta er at nordsiden af denne ca 5 km lange tunneldal har 20 meter høje skrænter. Det højeste punkt er et skovbevokset punkt 46 meter over havet. Smeltevandsfloder, der under isdækket skar sig ned i undergrunden, dannede åse og issø-aflejringer. Stien gennem Klokkekildebakker og Rødovre Kommunes feriegård Skovly går halvvejs oppe rundt om en dal.

Fra Klokkekildevej mod nordøst kan man se ud over den mindre dramatiske optakt til tunneldalen. Der er langt fra Ganløse til Grand Canyon, både rent fysisk og i overført betydning. Men det gør jo ikke udsigten dårligere.

Langåsen

Langåsvej på godt 1 km er anlagt på toppen af en ås. Herfra har man et af de bedste udsyn over de højtliggende skove, dybe dale, stejle skråninger og de ujævne bunde med vandhuller og moser. Noget Grand Canyon er der dog ikke tale om. Men vi forstår godt meningen med sammenligningen. Det er et meget smukt område at vandre rundt i.

Turen på Langåsen er absolut et højdepunkt. Man kan se dalene på begge sider og i bunden ofte vand- og mosehuller. Ligefrem skrænter kan man vel ikke kalde det. Snarere bløde kurver.

Hulveje i Højrøde Bakker

De Højrøde Bakker ligger ved Hesselsvinget, mellem Langåsen og Ganløse Egeds sydvestligste hjørne. Området er dækket af skov. Her er nogle meget markante og nærmest dramatisk udseende 3.000 år gamle hulveje som skærer sig ind i bakkerne på en strækning af ca. 150 meter. Langs vejen gror der nogle meget sjældne bøgetræer, vrange bøge, med krogede grene og stammer. Dansk Dendrologisk Årsskrift har en længere artikel om disse træer. Nord for hulvejene ligger et højt punkt på 59 m. Men man mærker det stort set ikke, og der er ingen udsigt pga. skoven.

Det giver et særlig sug i maven at vide at disse kløfter er menneskeskabte hulveje. Her har mennesker i over 3.000 år bevæget sig ned mod Præstebro for at komme over Damvad Å. De nedfaldne bøgeblade giver også mening i betegnelsen Højrøde Bakker. Det kan være lidt svært at se hvor det vrange kommer ind hvad angår bøgetræerne.

Præstebro er Hesselvejs bro over Damvad Å. Den blev renoveret i 2004, og ved den lejlighed fandt man rester af en gammel vejbro, nogle tilhuggede plankesten af granit. Hulvejene i Ganløse Eged går netop ned mod dette sted, og det har nok været en ældgammel passage over åen. Tre stene står langs vejen, men de er nu ikke særlig imponerede og mest for fagfolk. Andre blev brugt til at befæste åens sider.

Fra skråningen nord for Nældesø kan man skue tværs over tunneldalen, her mod gården Nældesødal (1884).

På turen kan man også se en række gårde: En af de utallige Egedal-gårde ligger ved Klokkekildevej. Skovly som er Rødovre Kommunes feriegård. Nældesødal (1884) driver i dag økologisk kvægdrift. Bastbjerggård er stutteri for heste, ligesom adskillige andre af gårdene i området.

Det bedste fotografiske indtryk af højdeforskellen får man måske i Ganløse Eged, syd. På en eller anden måde begyndte det at gå galt med min stedsans her. Det må vel være huset for enden af Bastbjergvej i dalen. Her tog jeg den forkerte gren på stien, og endte 1 km sydpå, i Ganløse, i stedet for de 0,5 km til Lyngevej.

Jeg havde fået det indtryk at man bare skulle over Broskov Bakke(r) og kunne finde en sti til Ganløse Ore. Det lykkedes aldrig, trods gentagne forsøg. Til gengæld var det da nogle meget spændende områder at gå igennem. Jeg måtte bare give op og tage turen tilbage til Ganløse, Søsum og Veksø Station.

Jeg havde fået det indtryk at der skulle være anlagt sti helt til Ganløse Ore, men den kunne jeg ikke finde. Stien slutter ved Lyngevej, og på trods af adskillige forsøg og omveje på op til 3 km for at forcere område mod øst til Ganløse Ore måtte jeg give op. Måske en anden gang.

Damvadvej mellem Ganløse og Søsum går ad en kun let trafikeret vej med en bred rabat mellem vejbanen og cykel- og gangstien. Udsigterne står nærmest i kø. Her ved gården Hestehave (til højre)

Til og fra fredningen

Man kan gå en meget smuk vej fra Stenløse til Slagslunde ad den afmærkede cykel- og gangsti Den Grønne Rute. Den starter i nord-Stenløse ved Svanekærgård. Her kommer man bl.a. forbi Tyvekrog og Lillevang. Området omkring Lillevang er højtliggende, og man har en god udsigt over det kuperede landskab. Man kan også vælge at gå fra Veksø Station, fra Ganløse via Damvadvej  med en udmærket gang- og cykelsti over Søsum.

Endnu engang lader jeg mig betage af Den Grønne Rute med Tyvekrogen, Damvad Å og Lillevang. Stien går gennem et naturskønt område hvor alt ånder af fred, i hvert fald hvis man ikke bor her. For der synes at være nogen aktivitet på gårdene og husene der ligger spredt rundt omkring

Ganløse

Bønder anlagde Ganløse på et højdedrag for hundreder (hvis ikke tusind) af år siden fordi jorden var god her, i modsætning til længere nordpå. Området kunne brødføde ca. 20 gårde. Af de tre traditionelle magter og udsugere, kirke, konge og adel, var det her kongen, men også Edelgave Gods som tog for sig af hvad bønderne producerede, i hvert fald indtil ca. år 1800. Særlig slemt må det have været under Københavns Belejring 1658-60 hvor svenskerne meldte sig til selskabet. Da de var rejst, benyttede kongen benyttede sig af situationen og forlangte at bønderne  rytterne.

Oveni hoveriet skulle 7 af gårdene de holde en fuldt udrustet rytter, med kost, logi og hest. Og den tid blev taget fra de egentlige landbrugsaktiviteter. I perioden 1680-1720 blev der endda opført små huse ved hver gård som skulle huse disse hvervede soldater, alt sammen forplejet af bønderne. Oven i det skulle de betale alle mulige og umulige former for skatter. Stavnsbåndet 1733-1788 betød at mændene ikke måtte forlade deres hjemstavn. Bønderne havde fra Selvejerforordningen fra 1767 den erfaring at alle reformlignende tiltag fra kongens side betød større udgifter og forpligtelser for dem, så intet under at de var skeptiske over for udskiftningen 1776. Udskiftningen må have set ud som byboeres skrivebordsuddeling af jord uden hensyn til at nogle gårde nu kom til at blive udskiftet til fjerntliggende dårlige jorde.

Ruten

Stenløse Station. Den Grønne Rute. Slagslunde Skov over Klokkekilde Bakke og videre langs Damvad Å. Stien nord om Nellesø (Nældesø). Langåsen med Højrøde Bakker/Ganløse Bakkerne. Broskov Bakke. Ganløse. Søsum. Veksø Station. Min rute blev 20 km, inklusive gåturen fra Stenløse (ca. 6 km), og til Veksø Station (ca. 6 km).

En rigtig skovtur - Også i fortiden!

Første del af dagens tur er en stroppetur på knap 3 kilometer ad Knardrupvej fra Kildedal Station. På dette tidspunkt er der rigeligt med morgen-myldretrafik og kun en smal rabat at vandre på. På vej mod Knardrup oplyser Egedal Kommune at man er i færd med at bekæmpe kæmpebjørneklo ved at dække store arealer med sort plast. Der er også en længere forklaring på at det kvæler bjørnekloen. Bortset fra at de vokser ud over siderne på plasten. Og ca. 10 væk står de meterhøje og klare til at kaste titusindvis af frø. Udsigten på denne strækning fejler ikke noget, og morgendisen tilføjer en særlig aura.

Heste med deres føl græsser fredeligt langs den trafikalt ufredelige Knardrupvej. I lavningen i baggrunden ligger Bringe Mose og Flyvestation Værløses landingsbane.

Især er udsigten over området mod Flyvestation Værløse meget flot. I morgendisen kan man skimte hangarerne i det fjerne hen over det lavtliggende moseområde. Her går der heste med føl og æder løs af det formentligt dugvåde græs.

Knardrup

Knardrup er en bette landsby som ligger ved siden af hovedvejen. Møllegård, Rolandshvile, Damgården, jo der er en håndfuld pæne gårde og mindre stråtækte huse. Men Knardrup har to ting jeg ikke har set i andre smålandsbyer: Det ene er et brandværn. Eller, måske er det blevet nedlagt, men huset står der endnu. Det minder mig om min fødebys Egernsund Frivillige Brandværn som havde et lignede hus. Rygterne gik at de frivillige slukkede tørsten mere end brande. Det eksisterer såmænd stadig. Den anden ting har også med Sønderjylland at gøre. Uden for byen er der en lille indhegning med en Sønderjyllandssten, altså til minde om at Sønderjylland blev indlemmet i Danmark 1920. Af alle steder i Knardrup!

Knardrup Brandværn står der over porten til dette imposante skur midt i byen. Om beboerne føler sig mere trygge, er uvist. Formentligt ikke. Men efter udseendet ser det heller ikke ud til at der har været slukket brande fra skuret i årtier.

Knardrup Brandværn er et historisk hus, ifølge Egedal Leksikon. Det er opført 1860. Og hele leksikonartiklen fortjener at blive citeret i sin fulde længde:

Det lille hus til Knardrup Brandværn er opført omkring 1860. Huset var oprindelig stråtækket og indeholder bl.a. en håndsprøjte til fire mand, et sugekar, slanger m.m. Ved ildebrand skulle sprøjte med tilbehør læsses på en hestevogn og køres til brandstedet, hvor også alle gårde skulle komme med vand i tønder. Oprindelig var der også et "brandhorn" (et studehorn) i huset. Det blev brugt til at alarmere med, når der opstod ildebrand. Inden brandslukningen blev begyndt, kunne der godt gå et stykke tid. Så hvis brandmateriellet kunne være med til at beskytte husene nær brandstedet, var det store sager.

Mellem Knardrup og Ganløse er der en god sti. Midtvejs mellem Knardrup og Ganløse er der en flot udsigt fra Galgebakken. Der er pænt ryddet så man kan komme op og se til alle sider. Der ser endog ud til at nogle har slæbt nogle planter derop, måske for at anlægge en park?

Udsigt fra Galgebakken mod Knardrup. Fotografen står formentlig oven på resterne af en gammel stenalderlandsby.

Galgebakken er et godt bud på en kandidat til at være inspirator til strofen "Her fra bakken der ser jeg at mit land er skide smukt" fra den hængtes sang, Der er 25 minutter endnu. Landet er skidesmukt fra Galgebakken! Igen ifølge Egedal Leksikon er det et historisk sted. Siden tidernes morgen var det tingsted for Ballerup Herred, og der har formentlig ligget en stenalderlandsby på bakken.

Asserhøj set fra syd. Man skal se den om natten, da den da står på fire ildsøljer. Det må se flot ud, og det kan undre at de nærtliggende huse ikke har bemærket noget.

Bakker er der i det hele taget mange af. En af de flottere er gravhøjen Asserhøj lidt syd for Ganløse. Den er godt beskyttet af et bredt bælte af brændenælder. Om natten brænder der noget andet, nemlig fire ildsøljer, som løfter højen op, så de der er begravet derinde kan komme ud og lufte sig. Man har ikke gravet i hvad man mener er en bronzealderhøj. En bondemand ville nemlig sløjfe højen, men hans heste døde samme nat. Dette har formentligt afholdt alle andre fra at prøve igen.

Ganløse

Ganløse er en driftig landsby. Og at den har været det også i fortiden vidner Rytterskolen fra 1721, den enorme mølle og Ganløse Kro og Postgård om. Gårdene ser også pænt store ud. Der er mange moderne faciliteter i byen. Men ved gadekæret er der det sædvanlige butikslukninger. Et økologisk supermarked er kun et ud af 2 lukkede storcentre midt i byen.

Ganløse er egentligt langt hyggeligere, velholdt og levende end det her viste billede. Jeg har alligevel valgt det for at vise den mørke side af landsbyers tilværelse: Butiksdød. To store forretninger ser ud til at have været lukket i årevis. Men ellers ser Ganløse ud til at klare sig bedre end så mange andre.

Mellem Ganløse Ore og Ganløse går den fantastiske grusvej Mosevej. Den er ikke aftegnet som sådan på kortet, men det er faktisk mest en gangsti. Og på hele strækningen er der meget flotte udsigter over det kuperede landsskab, der afveksler med marker, moser, skove og små gårde.

Udsigt fra toppen af Mosevej mod Ganløse Ore - skoven i baggrunden. Landskabet her er storslået. Gyldne marker til højre. Grønne til venstre og med græssende heste.

Ganløse Ore

Ganløse Ore er en rigtig skov, forstået på den måde at man her føler sig virkelig langt fra civilisationen. Der er veje, men man kan ikke høre lyde fra tog, biler eller andre lyde fra mennesker. Faktisk møder jeg ikke et eneste menneske hele vejen gennem skoven. Kun vindens sagte susen i trækronerne, ukendte fuglestemmer og cikader eller græshopper.

Ganløse Ore byder på mange oplevelser af skov. Løv- og nåletræer. Bregneskove. Små åbne moseområder. Jeg har valgt at bringe dette foto af en lysning inden i bøgeskoven. Og forsøgt at fange lysets spillen mellem træerne.

Vel igennem skoven er man nødt til at gå ad Farumvej i rabatten. Egentlig synd. For vejen går langs Mølleådalen. Og det på den stejle måde. Terrænet falder brat ned så man fra toppen kan se helt over til den modsatte side af dalen. Ved at krydse dalen ad Ganløsevej får man et godt indtryk af at det virkelig er en dal. Selvom selve åen i bunden af dalen er svær at få øje på. Det er kun et lille vandløb groet til dem siv.

Kig over Mølleådalen. Det går stejlt ned tættest på fotografen.

Præstemosen

Ved Gedevasegård (med gavlinskriptionen OIHS 1859) kan man dreje ned ad stier gennem "præstegårdsjordene". Præstemosen og Storebjerg. Et gammelt kuperet overdrevsområde. Præstemosen har været fredet siden 1948, men meget forsømt, så derfor blev der vedtaget en plejeplan 2009-2015 i forbindelse med Mølleåprojektet. Plejeplanen omfattede dog kun en del af mosen, især hængesækken.

Præstemosen er for størstedelens vedkommede bevokset med høje træer, i hvert fald set fra stien langs sydsiden. Man kan skimte selve mosen dybt nede.

Mod syd ligger en hængesæk. Ifølge bogen "Vild natur i Danmark" (2002) består en hængesæk af tørvemosser som fra bredden vokser ind mod middten og til sidst danner et låg på søen. Disse hængesække er meget sårbare. Tramper man ned i den, kan det tage år at udbedre skaden. Og desuden risikerer man at ramme et tyndt sted og synke i til armhulerne.

Hængesækken har det med at blive tilgroet med bl.a. elletræer. Men det vil man ikke have, så en gang imellem bliver træerne fældet for at redde hængesækken. Der er nemlig plante- og dyreliv som man ønsker at bevare.

Dagens rute

Kildedal Station. Ad Knardrupvej gennem Knardrup og til Ganløse. Ad Mosevej til Ganløse Ore. Gennem skoven ad Vestervej. Farumvej til Præstemosen. Endemål Farum Station. Længde i lige linje: ca. 16 km. Med diverse sidesvipture 2-3 km ekstra.