Slagelse: Fodsporet og diverse landsbyer syd for

For en del år siden planlagde jeg en tur: Tage Fodsporet i to stræk. Denne tur er en stærkt modificeret udgave.

Grunden til det er dels at jeg er blevet ældre, dels at jeg i mellemtiden er blevet lidt - for nu at sige det mildt - godt og grundigt træt af at vandre kilometer efter kilometer i Landbrugsdanmark med kornmarker til alle sider. Og på Google Maps kan man se at store strækninger af Fodsporet foregår netop her. Derfor startede jeg lidt forsigtigt ud på denne vandring med de første 7 kilometer fra Slagelse og sydpå. Jeg kan vist godt røbe allerede nu at Google Maps ikke lyver: Fodsporet er en god motionsrute.

Fodsporet på vej gennem Slagelse. Man kan næsten ikke se gennem det tætte grønne bælte på begge sider at stien.

De første 3 kilometer går gennem Slagelse. Her går Fodsporet (der er en udmærket asfalteret gang- og cykelsti) gennem en "tunnel" på 5-10 meter af tæt grønt (træer, buske og urter). Man får således ikke meget at se til bebyggelserne bagved. Og fuglelivet er meget livligt. Til tider nærmest en lille symfoni, eller i hvert fald kammermusik. I løbet af formiddagen begyndte det at blæse mere og mere op, efterhånden som jeg nåede ud af Slagelse. Der var efterhånden en ret kraftig østenvind der havde frit spil over de åbne, nøgne arealer.

Udsigt fra Fodsporet. Dette er en af de bedre udsigter hvor der i det mindste er grupper af træer i det fjerne. Men typisk er der bare marker, eller grønnende arealer, med lidt raps ind imellem. Som det ses er der ikke meget læ for blæst og vind. 

Der krydser adskillige veje, men de fleste er ført over eller under stien. Derefter som man kommer ud af Slagelse, bliver der mere åbent, og i glimt får man efterhånden udsigt landbrugsdanmark. Mere og mere faktisk så der til sidst kun er det. Man kan høre Antvorskov kaserne i det fjerne. Det knalder og brager så man næsten skulle tro at krigen er brudt ud. Og lyden suppleres efterhånden også med trafikstøjen. En stor planche der er beregnet for motionister, vidner da også om at Slagelse Kommune har opgivet at angive seværdigheder undervejs - det er en motionssti vi er på.

Udsigt fra Fodsporet.

En rigtig god facilitet ved Fodsporet er de mange bænke med passende mellemrum. I dag ligger de fleste af dem desværre åben for det efterhånden kraftigere og kraftigere blæsevejr. Men det skal nu ikke lægges stien til last. Det er de færreste vandreruter der har så mange bænke. Så jeg er lidt imponeret. Et par af dem ligger dog i læ. En af dem også i læsiden af en svinefarm, hvilket jeg kan se to cyklister der ellers var stoppet op for at hvile sig, hurtigt finder ud af og fortsætter. Mine forventninger om en hvil, skuffes også, men heldigvis er der kort til næste bænk.

Sludstrup Kirke. Med et bindingsværkshus - og bag ved det: Et udmærket toilet.

Ved Skalsbjerg stopper jeg på Fodsporet og drejer mod Sludstrup. Her har jeg vinden i ryggen, og bliver skubbet godt fremad. Frokoststoppet er ved Sludstrup Kirke. Cirka halvvejs gennem ruten. Kirken har en del fine overraskelser i form af kalkmalerier inde i kirken. Der er også et "våbenhus" - der ender blindt! Det bruges nu som ligkapel. I sakristiet er en murstensgrav. Den blev fundet andetsteds i kirken og genmuret her.

Harrested Å. Stokken får sig en kortvarig hvil. Det grønne område (der er meget lille) er rutens største.

Fra Sludstrup Kirke gik det ad rutens eneste grussti, i noget kuperet terræn mod Falkensteen Gods. Grusstien har nogle ret store sten, så jeg fortryder et øjeblik at jeg har taget mine vandresandaler på - jeg kan mærke stenene gennem sålerne. Men i bagklogskabens klarsyn, så var det kun her der var brug for vandrestøvler med hårde såler. Oversvømmelser har sat gang i genopretning af Harrested Å. Den har lidt samme skæbne som de fleste danske åer: den er blevet rettet ud, opdæmmet og inddæmmet og brugt som affaldskanal.

Falkensteen Gods. Svinefarm.

Falkensteens historie går langt tilbage, til i hvert fald 1372 hvor gården hed Pebringegård. Herefter den ikke udsædvanlige historie om vekslen mellem kronen og private. I 1774 skiftede gården navn til Falkensteen da gården blev købt af en preussisk kongelig bankdirektør - og tallotterimand som gjorde ham styrtende rig. Pengene investerede han i flere danske herregårde. Siden 1911 har gården været ejet af familien Lawaetz. Ladens stråtag er buet og meget stort. Jeg fik ikke undersøgt om der er en historie bag.

Vest for Falkensteen Gods.

Efter Falkensteen Gods atter åbent. Blæsten er nu kraftig og der er ikke noget læ i miles omkreds. Der er en alle, dog kun med træer på den ene side af vejen. Det går jævnt opad, heldigvis er vinden stadig i ryggen. Der er ikke så meget der fanger øjet. Til gengæld møder jeg stort set ikke mere end en håndfuld biler.

Falkensteenvej, tæt på Gerlev.

Ved Gerlev er der endelig noget som kan fange opmærksomheden: Udsigtsbakken ved Gerlev. Herfra har man et godt vy til alle sider. Desværre: Det blæser nu særdeles kraftigt. Der er ellers lagt op til hygge med bord og bænke, men fuldstændig udsat for vinden, opgiver jeg. Jeg kan dog anbefale stedet under mere rolige vindforhold. Bortset fra udsigten mod nord til en gylletank er panoramaerne godkendt.

Gerlev gamle skole. Bag fotografen ligger kirken.

Foran Gerlev Kirke står en enorm mindesten for N. E. Arnt-Jensen. Han er nok mest kendt i Gerlev, han var også lærer på skolen og boede der efter den var blevet lukket. Tæt på kirken står nogle gravsten for farmaceuten Ludvig Manthey  og Anna Pauline Manthey. 

Udsigt fra Skælskør Landevej. Storebæltsbroen i det fjerne.

Efter Gerlev gik den ene af to småture på den stærkt trafikerede Skælskør. Der er dog en forholdsvis fredelig dobbeltrettet cykelsti hvor man er i god afstand fra biltrafikken. Udsigten er en af de bedre på denne rute. Bl.a. kan man se de 15-20 kilometer til Storebæltsbroen som ses klart i det fjerne. Jeg drejede ind på Hanhøjvej, og så var der helt fredeligt gennem Slots Bjergby. 

Slots Bjergby Kirke.

Jeg foretager også en lille afstikker ind i Slots Bjergby. Kirken ligger på en bakke med kirkegård på skråningerne, lidt ligesom i Lyngby - i miniformat. Tilbage på ruten kommer jeg forbi to bakker - Galgebakke eller gravhøj, vælg selv. De ligger hvor der er et noget bedaget radiotårn. 

Radiotårnet er et ud af 7 som blev bygget i starten af 1950'erne til distribution af Danmarks Radios TV og radioprogrammer. De syv tårne udgjorde en "kæde" som startede i Telefonhuset på Borups Alle. Slots Bjergbytårnets funktion var at sende signaler mod Fyn (Vissenbjerg). Vejen er blokeret halvvejs for biler, så der er stort set ingen trafik. Herefter var der sådan set bare at marchere godt til mod Slagelse Station.

Ruten

Slagelse Station. Fodsporet.. Skalsbjergvej. Sludstrupvej. Sludstrup. Falkensteenvej. Skælskør Landevej. Hanshøjvej. Slots Bjergby (kirke). Skælskør Landevej. Bjergbygade. Slagelse Station.

Korsør Nor rundt

Korsør Nor er Danmarks største af slagsen, ca. 10 km2. Og temmelig lavvandet, højst 4 meter. Man kan ikke gå langs bredden på lange strækninger. Enkelte stier fører langs bredden.

Ruten på lange strækninger falder sammen med Lagunestien. Dog ikke på det første stykke fra stationen og mod øst ad Ørnumvej, med industrikvarter præg og længere ude landevej. Heldigvis løber der en parallel vandresti syd for landevejen, og her får jeg den første kontakt med noret. Granitblokke, cementblokke og sten er lagt ud for at forhindre vandet i at gnave af kysten. Der flyder lidt vammelt tang rundt i det lave vand. En fisker er ved at sætte bundgarn. I 2021 frarådede Slagelse Kommune vandaktiviteter i Korsør Nor hvor man kan komme i direkte kontakt med vand og bundsedimenter pga. PFOS-forurening. Bl.a. fik det konsekvenser for 300 personer som havde spist kød fra græssende køer (kogræsserforeningen). Så interesserede må hellere holde sig opdateret før de kaster sig i bølgerne.

Ved Ørnumvej. Der er flere levn fra noget som måske engang var et livligt område, bl.a. den halvsunkne båd på billedet.

Hvor Ørnumvej skifter navn til Halsebyvej, kommer jeg ind i et bebygget, lidt anonymt område. Jeg tror ikke det er Ørnum - det er nok snarere hærende til Svenstrrup? Vejen har en lille stigning op mod Ørnumbakke hvor der er en parkeringsplads og et udsigtspunkt. Bilisterne har valgt at parkere der hvor det bedste udsigtpunkt er. Bilerne er tomme, men de har en ganske smuk udsigt. 

Stien mellem Ørnumvej og Marsk Stigsvej.

Vel gennem bebyggelsen går der en smal sti ned mod noret, et skilt viser til Marsk Stigs Vej. Og her kommer jeg igennem rutens første naturområde. Lavbundede områder og bevoksninger af krat og træer. Vel gennem kratområdet er der en sti langs bredden. Det fortsætter mod Marsk Stigs Vej. Kikker lige op i bebyggelsen mod nord, og sætter ellers kursen mod kirken som er meget synlig over bakketoppen.

Udsigten over kirkegården ved Tårnborg Kirke mod noret. En flok køer er på vej til højre.

Området omkring voldstedet og kirken er turen absolutte kulturhistoriske højdepunkt. Kirken der ligger sådan lidt in the middle of nowhere, er imponerende stor. Da Marsk Stig fik den bygget engang i 1200-tallet var der imidlertid en del mennesker ved voldstedet. Men allerede efter nogle hundrede år blev fæstningen revet ned og flyttet til Korsør, efterladende kirken hvor den er nu. Af selve voldstedet er der udover højen ikke meget tilbage. En skitse fortæller om et central tårn, et centralvarmeanlæg (hypocaust) og en vej. Men det er svært at se gennem krattet hvor der dog ligger nogle kampesten som måske ved nærmere studium kan give mening. Ellers kan man tage til Esrum Kloster for at se en mere velbevaret hypocaust.

Udsigten fra voldstedet ved Tårnborg Kirke med Storebæltsbroen i horisonten.

Oprindelig var voldstedet omgivet dels af noret, dels af en bagvedliggende sø. Men søen er i mellemtiden udtørret. Som fæstningsværk havde det altså en meget kort levetid. Men man fik da bygget den enorme kirke som nu ligger temmelig langt fra alting.

Den nu næsten indtørrede sø bag voldstedet, som muligvis pga. den megen regn ser ud til at være opstået igen

Efter kirken og voldstedet kommer jeg igennem et langt, trøstesløst område af foderarealer. Bare jordstykker af en anselig størrelse afveksler kun med raps ("den gule pest")- og kornmarker. Der er dog en del lærker, hvilken måske skyldes at der faktisk er nogle enklaver af træer hist og her.

Langs den stærkt befærdede Slagelse Landevej. Her er det meget trættende at vandre. Der er ikke nogen egentlig cykel- eller gangsti. Kun en optrukken linje med ca. 40 cm asfalt. Bilerne er dog flinke til at køre i en stor bue udenom - undtagen når der er modgående trafik.

De trøstesløse landbrugsarealer bliver tilføjet en heftig trafik da jeg drejer ind på Slagelse Landevej. Kun i glimt kan jeg se fjorden langt væk, men ellers er der nok at gøre med at vige for forbisusende biler. Og det er en lettelse endelig at nå til Norvej, som fører ned til noret. Her går en sti som måske er turens bedste hvad angår udsigt, selv om der er marker til landsiden. 

Fra Slagelse Landevej går Norvej ned mod noret igen. Og her er turens måske smukkeste sti. Så længe den varer.

Udsigten er måske ikke ligefrem storslået. Men stemningen er til gengæld fin. Der er nogenlunde fredeligt i god afstand til landevejen. Efterhånden som jeg nærmer mig Korsør, tætner bevoksningen ud mod noret, og til sidst taber jeg helt synet af det. 

Storebæltsbroen set fra stien

Det ændrer sig dog da jeg atter kommer ind i bebygget område, hvor husene er i behørig afstand fra vandet. Men stien ændrer her karakter til at være mere parkagtig jo tættere man kommer til Korsør. 

Inde i Korsør er stien blevet bredere og mere parkagtig.

Flådestationen optager kystarealet helt inde ved Korsør, så her bliver det hele til (endnu en) byvandring i Korsør. Jeg forsøger trods dårlige erfaringer fra mine andre besøg at se om der skulle være et sted hvor der serveres kaffe. Men også denne gang går jeg forgæves. Så jeg beslutter mig for at tage cykel- og gangstien tilbage mod stationen. Modstår fristelsen til at besøge McCafe (så skal man virkelig være meget kaffetrængende). Og snupper den i stedet hos Emmery i Valby.

Jeg har tidligere vandret både nord og syd for Korsør, i juli 2022 op til Tude Å og tilbage igen, samt fra Skælskør til Korsør juli 2022. Korsør har jeg endvidere gennemvandret på kryds og tværs i forbindelse med en længere serie på Politivennen Live Blogging om Korsør Arbejdsanstalt.

Ruten

Korsør Station. Ørnumvej. Halsebyvej. (Sti mod) Marsk Stigs Vej. Slagelse Landevej. Norvej. Rundt i Korsør (ingen kaffe). Gang- og cykelstien til Korsør Station. Alt i alt ved 20 km.

Agersø

En kystvandring i topklasse hvad angår længde, variation og naturoplevelser, et naturreservat med masser af fugleliv og et unikt marsk- og madeområde. Og ikke at forglemme en lille landsby. Nogle af de ting som vandreren kan forvente på den lille ø i Storebælt.

Agersø som udflugtsmål er ikke stort mere end 100 år gammel. Dengang (23. august 1921) fristede Næstved Tidende med en ø-tur til Agersø. Der var nemlig en dampfærge fra Skælskør som arrangerede dagsture med et 3 timers ophold på Agersø:

" .... Blot det at færdes gennem den tætsammenbyggede, ejendommelige Agersøby er en Oplevelse. Og saa: Hvilken Fred! Her suser ingen Biler omkring - kun Høstvognens rullende Lyd høres hist og her paa de jævne Veje. Fuglenes Kvidren og Sang er ligesom mere fredfyldt her end noget andet Sted, og Fiskerens eller Landmandens stilfærdige Færd virker paa sin egen Maade ind i det yppige Natursceneri derovre."

Og Øen synes da ogsaa mere end før at være "opdaget"; navnlig har man fra Korsør ikke saa sjælden Besøg af større Selskaber, som i Agersøgaards Have tilbringer en Stund nydende Mokkaen og Freden under de høje Allétræer, som Kansler Friis i sin Tid lod plante i Haven. Og over det hele hviler en Duft fra de frodige Agre og fra de nytjærede Fiskegrejer i Byens ejendommelige Allé.

Men ude i Skoven, der klæder Øens nordvestlige Pynt, er Sundhed og Helse at finde. Et forfriskende Bad og en Hviletur under Purretræernes Hvælvinger er noget af en Oplevelse, naar Sommeren rigtig har slaaet sig paa. Og vi forstaar saa godt, hvorfor Ungdommen - ja, de ældre med - intet andet Steds svinger sig i Dansen som netop her paa den primitive Danseestrade."

Det var altså naturen man lokkede med dengang. I dag er det meget nemmere at komme til Agersø. Der går en færge ca. en gang i timen fra Stigsnæs Havn, efter en god halv time i bus fra Skælskør, eller en vandretur et par timer på Margueritruten:

Optakt: Skælskør-Stigsnæs Havn

Mens busforbindelsen til nærmeste større by, Skælskør er god, kniber det med den 8 km lange strækning mellem Skælskør og Stigsnæs Havn. Buslinje 907 kører ikke så tit, der er dog flexbusser som skal bestilles 2 timer i forvejen. I stedet kan man jo gøre turen til fods, det lønner sig at besøge fx Borreby Gods.

Den indre borg i Borreby Gods. En voldgrav som man ikke kan se på fotoet, omkranser borgen. Såvel til venstre som til højre er der masser af gamle bygninger.

På Borreby Gods' hjemmeside kalder de sig "en af Danmarks smukkeste herreborge". Det er ikke helt løgn (indrømmet: jeg mindes ikke at have set andre). Dem er der kun 5 af i Danmark. De ældste dele stammer tilbage fra kansler Johan Friis' tid i 1556. Godset fremstår ganske velbevaret (for et utrænet øje). Selve borgen er beskyttet af en voldgrav. Udenfor den er der mange bygninger, og der er næsten adgang til det hele, også haven - hold øje med åbningstiderne (der er ganske gode for besøgende).

Vådområdet ved Borreby Gods. Fra det tyste og livløse svinefoderlandskab lyder der her en velsignelse af fuglestemmer, frøer og anden natur.

Man kan næsten se fra godset til et vådområde som vejen går igennem. Her er et usædvanligt livligt fugleliv, med en ganske betragtelig bid af Danmarks vadefugle i store mængder. Sikkert også andre hvis man er ornitolog (det er jeg ikke). Det var til gengæld en jeg mødte (fra Omø) som var på udkig efter blåhalse som skulle være set i området. Han havde dog ikke været heldig - endnu.

Holtenvej, udsigt mod Skælskør. Det fremgår at man er i svinefoderland. Marker til begge sider så langt øjet rækker. Mellem skoven ved Stignæs og kort før Borreby er udsigten nogenlunde sådan.

Resten af vejen til Stigsnæs Havn er ikke den store naturoplevelse. Den foregår langs vidtstrakte svinefoderarealer. Enkelte steder med et fjernt kig til vandet. Vandrevejen er ellers udmærket: asfalt, ingen rabat, men heller ingen trafik, og udsynet er godt overalt hvis der skulle komme biler.

Askeled er et forhenværende andelsmejeri: Stigsnæs Andelsmejeri. Det blev oprettet i 1910 af nogle gårdejere. Bygningen var med ostehus hvor der senere blev indrettet en badeanstalt hvor mejerikredsens beboere kunne bade formedelst 15 øre, mens andre måtte punge ud med 25 øre. Det startede ud med 103 leverandører med 616 køer. Og blev nedlagt 1964 på grund af manglende mælkeleverance. Mejeribygning og skorsten er nedrevet ned, kun den ganske imponerede beboelsesejendom står tilbage.

Stigsnæs Havn. Færgen til Omø er ved at lægge til. Linje 907 betjener havnen. Med den kommer man til Skælskør. Ellers er der flexbus.

Stignæs havn ligger ved en skov. Der er en bygning hvor man kan få afviklet sine mest påtrængende behov. Om sommeren sejler færgerne en gang i time. Stigsnæsværket ligger ganske tæt på med havn til af- og pålæsning af kul m.m. Stigsnæsværket fungerede 1966-2012 og bruges nu kun til oplagring af kul. Det er overtaget af Ørsted (tidligere DONG), sat til salg og skal nedrives. På en varm sommerdag kunne man føle sig fristet til at springe en færgeafgang over for at kigge sig omkring. Det er nok ikke tilfældet på en kold vinterdag.

På overfarten kan man kigge efter søslanger. På Agersø var der i forne tider en mand der havde set en søslange i bæltet. Bønderne på Omø som ville sejle til Agersø en søndag for at hente præsten, blev overraskede over at se hele 7 af slagsen. Jeg så dog kun en enkelt sæl (vist nok) uden lighed med en søslange.

Agersø By

I Th. Gandrups "Kongeriget Danmark, populairt historisk-topographisk beskrevet!" (1865) står om Agersø By at før udskiftningen var alle gårde og huse placeret i byen, også lystgården Agersøgård, men at nogle af dem er udflyttet på markerne. Altså ikke alle. På hele øen bor der fast omkring 200 mennesker. Det fleste i byen, enkelte på gårdene. Og i feriesæsonen i et sommerhusområdet mod nordvest med 80 sommerhuse. 

"Agersø" (færgen altså) er på vej mod Stigsnæs tidligt om morgenen og forsvinder næsten i morgendisen. Turen tager ca et kvarter. Man køber returbillet på færgen. 

Øen er ca. 7 km på den lange og 3 km. på den korte led, så vandringer på omkring 20 km findes der selvsagt ikke så mange ruter til. Til gengæld byder kystvandringen rundt om øen på nogle af de bedste oplevelser. Der er forbavsende stor variation.

Agersø Kirke (1872). Bindingsværkshuset var bygget til at huse Slagelse-præsten.

Byen har en købmand, en kirke, nogle madsteder ved havnen og den imponerede store Agersø Kro lidt oppe i byen som blev bygget som et badehotel i 1915 - det er her man skal ty hen for at få en rigtig god frokost.

Ved reskript fra 26. november 1857 blev det hidtil forenede præsteembede for Agersø og Omø menigheder delt ved den daværende præsts afgang. Han hed Christian Line Holst, og var præst 1846-1959. Præsten på Omø skulle tillige være skolelærer. Efter datidens love skulle bønderne betale tiende til præsten som et betragteligt antal andre ydelser. Hvilket ikke var populært. I 1864 ragede præsten (H. P. C. Ostenfeldt) uklar med gårdejer Christen Olsen om sidstnævntes forpligtelse til årligt at yde en gås til sognekaldet eller vederlag for samme. Sagen gik helt til Højesteret som afgjorde sagen til præstens fordel, men han måtte tåle en nedsættelse i gårdejerens bygafgift. Under sagen kom det frem at ikke alle gårdejere i tidens løb havde ydet en gås, så sagen havde ø-omspændende interesse. SS: forholdet mellem gårdejere og præst måske ikke har været det allerbedste.

Dengang kom biskoppen på visitation, der kunne dog gå årtier imellem. I "Nogle Blade af J.P. Mynsters Liv og Tid" noterede han at "Indvaanerne staae sig i Almindelighed vel, Fattigvæsenet har meget Faa at forsørge; de ere i det Hele gode og ordentlige Mennesker, Drukkenskab er sielden, Tyverie ukiendt." Præstens prædiken fik drøje ord med på vejen: "Løs moralsk Tale, uden Forbindelse med Texten; men nogle Steder, der kom med Alvor af en retskaffen Tænkemaade. Foredraget ret godt, men med en slem eensformig Gesticulation ... Ungdommen svarede med god Kundskab og ualmindelig god Eftertanke." Det var dengang der var tvangskristendom i Danmark (indtil 1849).

Ved Agersø Bys gadekær. I baggrunden kirken. Og en af mange bænke, denne med en hejre. Man kan så gå på jagt. Tip: Der er også en ved havnen.

Under nationalromantikken fra slutningen af 1800-tallet og ind i 1900-tallet blev der skruet op for ø-livsidyllen i rejsebeskrivelserne. En vis H. Borre skrev den 25. juni 1906 i Svendborg avis. Sydfyns Tidende:

Øboen elsker Havet, og han elsker sin Ø. Han kan i Længden ingen af disse undvære. Som ung vier han sig i Almindelighed helt til det første, han "farer paa Varmen", og tjener sig en god Slump til at sætte Bo for, og saa er det interessant at besøge ham, thi naar der først gaar Hul paa ham, saa er han vrimlende fuld af Fortællinger fra Langfarten. Og desuden har han i sit Hjem foruden gamle Ting som de haandmalede Tallerkener under Loftet i Gemmer og Kroge mangfoldige Minder fra Udlandet.

---

Øboen er lystig i Laget Der er noget ægte rembrandtsk over Hans Gilder, han danser, synger Skaalvers, damper paa sin Pibe, hans djærve Lune virker smittende og minder os om, at han endnu, om end i afsides Kroge, forstaar at slaa Gækken løs. Ved Majgildet, hvor Byhornet flytter

til Nabogaarden - dette Horn, som endnu den Dag i Dag kalder Bymændene til Stævne, naar vigtige Sager foreligger - straaler Øboen i al sin Glans. Han drikker Punsch, holder Taler, synger "enSkaal for den, som sejler, en Skaal for den som bejler", og han fornærmer under dette ikke en Sjæl, holder ud til den lyse Morgen, gaar saa i Baaden og "hejser Sejlet højt i Top og løber saa -

god Morgen - ud paa Havet", for at røgte Garn og hjembringe sin Fangst, thi hvorom al Ting er: Fra Havet henter han sit daglige Brød, og Havet giver dette rigeligt, især nu, ester at Afsætningsforholdene er ordnede. Nu behøver Øboen nemlig ikke som i Fortiden at bruge store Masser af den overflødige Fisk til Gødning, nu kan han afhænde dem alle og flere til. Derfor lever Øboen under lykkelige økonomiske Kaar, derfor kan han sige med et lunt Smil: "Jeg er tilfreds, fordi jeg har noget at spise, noget at klæde mig i og saa en - lille Smule i Sparekassen, og derfor har han en rank Ryg Han har ved sit eget Arbejde erhvervet sig en Tryghed, og i de senere Aar er der i ham vaagnet en Trang til Oplysning, der spaar alt godt for Fremtiden."

Realiteterne var selvfølgelig anderledes. I 1865/1866 rasede en skarlagensfeberepidemi i Skælskør lægedistrikt som særlig hårdt ramte Agersø. Grunden angaves til at være at gårdmandsklassen modsat andre steder blev lige så hårdt ramt som husmandsklassen: "Der er mange gårdmandsfamilier, der bor lige så urenligt og uordentligt som husmandsklassen. Det kom til adskillige dødsfald".

Historiestalen, Egholmvej 1 - eller til venstre udenfor billedet. Det hele så nu noget lukket ud. Jeg har heller ikke undersøgt om der stadig er museum.

Og ø-samfundet er meget anderledes end fortidens beskrivelser. Som alle andre steder er den lokale skole Agersø Skole (1882) lukket og blevet til naturcenter, og ved siden af skolen har øboerne selv opført en hal som de har grund til at være stolte af. I byen findes der andre bygninger som man kan gå på udkig efter, fx den gamle smedje (1899), Derudover Historiestalden (Egholmvej 1) som siden 2012 udstiller genstande fra landbrug, fiskeri, håndværk, bolig, dragter og gamle fotografier. Nåede ikke at kontrollere om det havde åbent.

Agersø Mølle. Den er nu museum, og på den anden side holder tre gamle vogne permanent parkeret. Fra møllen har man en flot udsigt over havnen mod Stigsnæs.

Agersø Mølle er en hollandsk mølle som var i drift 1892-1959. Danske Møllers Venner har siden restaureret den. Møllevingerne er fra 2011 og bygningen er næsten nymalet (2020). Agersø Mølle er lavet om til et museum. Det samler ting som beboerne har givet til foreningen og har i øvrigt dragter, kyser, masker og museumsgenstande som afdøde Lars Peter Nielsen samlede på sit private museum på Kratgården som ikke eksisterer længere). 

Østkysten mod nord

Fra Agersø By mod den engang selvstændige holm længst mod nord, Egholm er der fra bakkedraget udsigt til farvandet mellem Agersø og Sjælland. De tre slæbebåde på fotoet er på vej til et stort skib med kul som skal læsses af i Stigsnæs Havn. Et stort, tungt skib skal hjælpes til kaj af de tre slæbebåde. Og dem var der mange af lige præcis da jeg var på øen. I det smalle sund ser de meget store ud.

Mod Egholm. 3 slæbebåde er på vej til et kulskib. Længst væk Sjælland.

Under Englandskrigene (1807-1814) var farvandet omkring Agersø ofte scene for kamphandlingerne mellem de danske og engelske.  De store engelske konvojer på ofte 100-200 skibe blev ledsaget af en lille krigsflåde på 5-10 fartøjer som skulle til deres allierede, Sverige. Et sammenstød fandt sted i 1808, se mit indslag på Politivennen live Blogging, desuden eksempler på konvojgennemsejlinger i 1809 på Politivennen Live Blogging samt endelig nogle episoder i 1812. Danmark stod som bekendt med Napoleon (et uheldigt valg, set i bagklogskabens øjne). Som oftest kunne danske styrker kun genere englænderne en anelse. En gang imellem kom det til sammenstød når englænderne skulle i land fx for at proviantere eller hente vand. 

Egholm. Huset længst væk ejes af ejeren Jens Jørgen Madsen. Man kan bevæge sig langs kysten, men indmaden af holmen er privat.

I "De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender" 3. juni 1808 kan man læse om et sådant sammenstød:

"Fra Gen. Lieut. Carstenskiold er det Os indmeldt, at 2de stærke bemandede fiendtlige Barkasser gjorde, om Eftermiddagen den 29. Maj, Jagt paa nogle Baade, som kom fra Corsøer og Skielskiør, og ville til Egholm; men da Baadene kom til denne Øe, stod Jægerne af det 1ste jydske Inf. Regt. parat for at forsvare dem, og trak Baadene i Land i Fiendens Paasyn, og beskiød dem saaledes at han ei kunde nærme sig. Imidlertid var Capt. v. Guldberg kommet til Hielp fra Omøe med tvende 3pundige Kanoner, som efter nogle Skud nødte Fienden til at flygte. Captajn Guldberg melder, at skiønt Kuglerne fra de fiendtlige Barkasser fløi hans Folk i stor Mængde om Ørene, saa viiste saavel disse som Artilleristerne den Iver og Uforsagthed som egner brave Soldater og fortiener Vor tilfredshed."

En barkasse er sådan lidt kort fortalt en ret stor robåd som brugtes på datidens store sejlskibe. Den kunne føre sejl og rumme fx en kanon eller ankre. Der er et sort trækors på Agersø kirkegård for 11 druknede danske matroser og en enkelt dræbt engelsk soldat.

Egholm har siden 2017 været ejet af millionærægteparret Jens Jørgen og Hanne Madsen som lever af minkavl og produkter mm. til denne.Turen omkring Egholm går på østsiden gennem et noget sumpet område. I denne tørketid ikke noget som kan afholde nogen af at gøre turen. Men måske efter langvarigt regnvejr det kan være godt med solide, vandtætte støvler. Stranden er sand og sten. Udsigten, vandet og fuglelivet noget af det bedste. Og det bliver om muligt endnu bedre når man runder pynten og begynder at gå ned ad vestkysten. Længst mod nord kommer man forbi Madsens beskedne hus. De gamle bygninger bruges tilsyneladende ikke?

Agersø vestkyst mod nord

Agersø vestkyst set fra nord mod syd. I det fjerne den midterste del af Agersø.

Fotoet viser stranden der her er noget smallere end længere sydpå. Kystsikring (læs: kystødelæggelse) er et nærmest ukendt fænomen langs hele vestkysten. Det betyder at der er en rigtig kyst hele vejen med en forstrand, en varierende høj klint og lave strandenge. Jeg kan faktisk ikke mindes at have gået på en naturkyst af så mange kilometer. Og jeg har næsten vandret hele vejen rundt om Sjælland. Oplevelsen er intens, jeg tænker at enhver kystvandrer burde unde sig den oplevelse.  Her kan man opleve hvordan kystsikring ødelægger natur og kyst.

Agersø kyst vest set fra sydmod nord.

Ovenstående foto viser kysten fra cirka ud for Agersø By (bare på vestkysten) mod nord mod Egholm der gemmer sig bag pynten. Længere sydpå går glansen dog noget af idyllen. 

Agersø Vestkyst mod syd

En markvej fører ud til stranden, og herfra mod syd er der dybe, markante brede hjulspor af ATV-køretøjer som har gravet sig betragteligt ned i stenene og gnavet godt af de lave klinter længere inde på stranden. Er det lovligt? Det pynter ikke ligefrem på stranden. Noget af vegetationen - strandkål og lignende - er vel heller ikke for glade for at blive kørt flade. Men heldigvis er det ikke på et længere stykke af stranden.

Udsigt fra tæt på landtangen mod syd til Omø. I fogrunden et udbrændt køretøj.

Stranden her og så til landtangen er noget mere stenet og besværlig at vandre på. Så støvler med kraftige såler er at anbefale.

Vildreservatet - syd

Mellem landtangen Helholm og det øvrige Agersø er der et naturreservat. På landtangen er der i ynglesæsonen (fx nu) adgang forbudt. Fuglene skal have fred! Så jeg valgte ikke at gå ud mod fyret og skansen med de fire kanoner som skulle være der.

Natureservatet set mod nord ind mod Agersø By.

Langs naturreservatet kan man vandre, omend med stor forsigtighed. Der er ingen grund til at forstyrre fuglelivet. Desuden er det den mest anstrengende del af kysten. Tørken har gjort det noget nemmere. Men det er ikke svært at forestille sig hvordan turen ville være kommet til at forme sig under "normale" (hvad er egentlig efterhånden normalt) omstændigheder. For ikke at sige efter et langvarigt regnvejr.

Udsigt fra naturreservatet mod nord.

Den lille strimmel flad strand (hvis den da er der) er blød at gå i. Sine steder er det opskyllet tang med lidt sand ovenpå. Selv engen, maden er høje græstuer med vådt imellem. Nogle steder går gamle trådhegn (som oftest dog nedtrådt og rustent) helt ud i vandet så det er vanskelig passabelt langs kysten. Der er dog sten med jævne mellemrum så man sætte sig og nyde udsigten. Lange tunger af vand skærer sig desuden mange steder dybt ind i landet. Dybe og bløde nok til at man bør betænke sig ved at forcere dem hvis man ikke kan springe over dem.

Et af de strækninger langs naturreservatet som er bedst passabel.

Når disse vanskeligheder er nævnt, så der en speciel stemning med masser af fugleliv som ikke lader sig forstyrre af en ensom, hensynsfuld vandrer. 

Agersø Kyst syd for Agersø Havn

Ude af naturreservatet drejer kysten mod øst så mod nord til Agersø Havn. Det er på denne del af kysten at der åbenbart foregår noget fiskeri. Eller gjorde? Med mellemrum støder man på ganske små bundgarn og gamle net som vist er mere end tørre. Helt mod syd er strandengen flad. Og der går en trampesti næsten hele vejen, også over tangen som skiller en lille indsø fra havet. Der skulle ikke være så mange fisk tilbage i Storebælt i dette område. Eksperter kan så skændes om det er forureningen fra Stigsnæs værket og andre industrier, saltindholdet, det varmere vand eller udledningen fra landbruget der er skyld i det.

Østkyst tæt på Agersø Havn som ses i det fjerne.

Jo tættere man kommer på Agersø Havn desto vanskeligere bliver det at passere for nedfaldne træer og sivbevoksning. Alt sammen noget som er flot at se på og giver en særlig stemning, men som altså ikke er for handicappede. Turen er anbefalelsesværdig og dette stykke er heller ikke så langt. Dertil kommer at stranden også her sine steder er meget blød, selv i denne tørketid.

Udsigten fra Agersø Havn mod syd. Som det ses er der forholdsvis høje klinter.

Når man er ankommet til genbrugspladsen, så er man i Agersø Havn.

Det indre Agersø

Det indre af øen er (det er næsten trivielt at konstatere det) som det øvrige Danmark domineret af enorme landbrugsarealer med svinefoder. Der er dog enkelte naturområder, fx mellem Agersø By og vestkysten.

Maden mellem Agersø By og vestkysten.

For 100 siden i 1921 forsøgte man at få dannet en husmandsforening, men pga. den manglende interesse lavede man i stedet for et udvalg som kunne løse opgaven. Den slags diskussioner er i nutiden gjort helt overflødige.

Ved maden mellem vestkysten og Agersø By.

Så er man sådan set nået hele vejen rundt om øen - og gennem dem. Det hele kan nås på en dag. Men hvorfor bruge kun en dag når man kan bruge 2 eller for den sags skyld 3 eller mere?

Ruten

Langs kysten. Turen kan gøres på en dag, men det ville nok ikke give plads til de stille stunder for at nyde udsigten og stemningen.

Mere læsestof

Sorø Amts-tidende eller Slagelse Avis 2. februar 1889.

Se også Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 9. august 1895.

Om ejeren af øen og øboernes opsætsighed, samt om øens præster, se Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 23. juni 1906.

Forholdene i Storebælt under Englandskrigene her på bloggen. (Linket går dog også tilbage fra før 1807)

Slagelse-Høng

Turen Slagelse til Høng foregår generelt i et noget fladt terræn, præget af landbrug. 8 måneder om året henligger disse arealer som pløjemarker eller lavt grønt dække.

Ad mere eller mindre trafikerede landeveje med gode asfalterede vandrestier - hvad enten det nu er cykelsti, eller næsten øde landeveje væk fra E22, når man gennem to mindre (lands)byer Havrebjerg og Løve. Med et par interessante seværdigheder som det fremgår af nedenstående. 

Kalundborgvej 100. H. Raahauge Maskinværksted. På landevejen mellem Slagelse og Havrebjerg ligger Hans Lorentzen Raahauges (1881-1946) gamle fabrikshal. Han var født i Havrebjerg. Værkstedet blev etableret i 1930. Siden er det lukket, vinduerne muret til og hvidmalet - som nu er delvis afskallet. 

Havrebjerg.

Havrebjerg er en by - vel mest en soveby? - for knap 400 (mere nøjagtigt 378) sjæle. I dag kan Havrebjerg bryste sig af at være Slagelse Kommunesstørste landsby. Men af fortidens liv er der kun skallen tilbage: Den gamle Brugs, togstationen, gadekæret, forsamlingshuse, frysehuset, skolen - og togstationen. Netop togstationen betød meget for byens udvikling efter 1898 hvor den udviklede sig fra den oprindeligt lille landsby. I 1960-70’erne oplevede landsbyen en tilvækst med parcelhuse, det almene boligselskab FOBs rækkehuskvarter i 

1980’erne.

Den er fødested for kemikeren Søren Peder Lauritz Sørensen (1868–1939). Navnet siger måske ikke læseren så meget, men han var ansat ved Den Polytekniske Læreanstalt og skrev flere bøger - bl.a. "Enzymstudier II". Og i denne indførte han såmænd den internationalt anvendte størrelse pH som mange måske husker (med glæde eller rædsel) fra kemiundervisningen i gymnasiet. Endnu længere tid tilbage plagede en baron ved navn Ludvig Holberg der ejede store landejendomme i området, de i forvejen plagede bønder.

Havrebjerg Mølle er noget af de det første man ser til Havrebjerg når man kommer fra landevejen. Den ligger ved den pt ret vandrige Tude Å. Men om selve møllens historie står der ikke meget på nettet. Børge Gram foreslog i 1968 at oprette et fasanrugeri for nogle herregårdsskytter. Og da hans forældre havde købt møllen da han var 14 og havde indrettet et hønseri i møllen - uden stort held, blev det i stedet ombygget til at udruge fasankyllinger - vist nok det eneste sted i hele Danmark dette foregår.

Mindre kendt er det måske at skaberen af et af Danmarks største bilfirmaer Hans Lystrup er født her. Samt at Frederik Svane Africanus (1710-1788), også kaldet "Den sorte degn" og "Den sorte Svane" fordi han var født på Guineakysten i Afrika af en ukendt afrikansk kvinde som havde haft seksuelt samkvem med en dansk soldat (Henrik Pedersen). Efternavnet Svane stammede fra hans adoptivfar, præsten Elias Svane (1691-1761). Frederik IV var blevet nysgerrig efter at se hvordan det gik sådanne hedninge når de blev kristnet, så han fik gelejdet Frederik til Danmark hvor kongen himself overværede dåben som fadder. En ting var at Frederik blev døbt, en anden at han tillod sig at gifte sig med en snedkerdatter fra Slagelse, Cathrine Marine Badsch. Det var helt uhørt, men så tog de da bare til Afrika hvor Frederik en årrække var degn og skriver på Guldkysten. Cathrine blev så voldsomt chikaneret af de kristne danskere, at hun så sig nødsaget til at vende tilbage til Danmark. Så Frederik måtte finde en ny kone, denne gang i bedste hedensk stil en afrikansk. Men de kristne danskere kunne stadig ikke lade ham i fred, han endte i fængsel, og rejste så tilbage til Danmark, genfandt sin Cathrine og blev i 1749 degn og skoleholder i Havrebjerg i hele 34 år! Han talte dansk og latin og klarede sig tilsyneladende nu fint, hans navn er endda indhugget i en af kirkestolene. Om han blev mæt af dage, vides ikke. Men han døde i hver fald i 1788. Og senere underviste Klaus Rifbjergs far i skolen hvor hans farfar var lærer.

Havrebjerg Kirke (1100-1500). 

Normalt beskæftiger denne blog sig ikke så meget med kirker. Men i en by med under 400 indbyggere, er der hele 2 kirker. Og ikke nogen små smoldede nogen som man fx kan se i Sandvig på Bornholm (med mere end dobbelt så mange, men mindre end et parcelhus). Nej, de har begge en ganske anselig størrelse.

Havrebjerg Valgmenighedskirke (1904). Med plads til 175 personer, altså næsten halvdelen af Havrebjergs nuværende befolkning.

Jørgen Dilling-Hansen har en gengivelse af årsagen. Havrebjerg Valgmenighedskirken blev bygget af en grundtvigske frimenighed i 1904. I 1858 havde menigheden fået en grundtvigsk præst, Paul Johan Budtz. Han blev imidlertid forflyttet i 1869 til Finderup og blev erstattet 1869-1877 af A. E. Mejnert - og vigtigere 1878-1888 pastor F. V. von Bülow. Han havde fået at vide at han kun behøvede at holde gudstjeneste i Gudum en gang om måneden - og indremissionsk. 

I de følgende årtier rumsterede konflikten mellem Indre Mission og grundtvigianerne, der endte med at grundtvigianerne besluttede at danne en frimenighed, på det ydre som følge af besættelsen af præsteembedet i Havrebjerg/Gudum sogne, men nok mere på grund af at forskellene mellem de to trosretninger var blevet for stor. Kirken blev indviet den 25. september 1904. En uge før, den 19. september, have Indre Mission bygget et missionshus. 

Der findes en jubilæumsbog: "Havrebjerg frimenighed og valgmenighed 1904-1979" af ovennævnte redigeret af Jørgen Dilling-Hansen fra 1979.

Havrebjerg Station (1898) er tegnet af DSBs arkitekt, Heinrich Wenck der står for en massive mængde stationer rundt omkring i Danmark. Den blev nedlagt i 2011.

Havrebjerg havde station, senere trinbræt, på Slagelse-Værslev-banen, der blev indviet i 1898. Persontrafikken blev i 1971 indstillet nord for Høng, men overtaget af Høng-Tølløse-banen syd for Høng, så der opstod en sammenhængende bane Tølløse-Høng-Slagelse (Tølløsebanen). Her har Havrebjerg Station så været trinbræt indtil 11. december 2011, hvor det blev nedlagt sammen med det i Løve. Stationsbygningen er bevaret på Havrebjerg Stationsvej 2.

Stationen gav dengang et boost til den lille landsby som voksede med parcelhuskvarterer. Efter stationens lukning har befolkningstallet været svagt faldende. I 1939 var der 575 indbyggere, Indbyggerne var fortrinsvis husmænd, bolsmænd, bønder, arbejdsmænd, daglejere, karle og piger. Byen indeholdt dengang en brugs som også handlede med korn og foderstoffer, et brødudsalg, 2 købmænd, maler, murer, smed, tømrere, mejeri, fattighus,

Koldhøjvej. Et meget typiske billede fra ruten generelt: Bare marker med antydninger af grønt. Et svært sted for naturen at finde indpas. Her er der dog noget skovbevoksning i baggrunden.

Løve

Løve er mindre end Havrebjerg, med knap 300 indbyggere. Engang lagde den navn til et herred. Navnet har ikke noget med en løve at gøre, men formentlig Løghe, "lyet", et helligsted. Ellerløgh, fra norrønt laug, der betød "vaskevand", og kendes fra ordet løgherdag (= vaskedag, badedag). Som Havrebjerg blev stationen nedlagt i 2011, og kun bygningen kan ses i dag. 

Løve Mølle (1881). Den står på en firkantet underbygning. Den første mølles var ottekantet.

Møllens forgænger var fra 1860 af kromand Søren Christensen og en møller Ferdinand Dedenroth, men den brændte i 1881. Den havde en ottekantet underbygning. Den nuværende er firkantet. Den ligger 41 m. over havet. Af senere tilføjelser var en petroleumsmotor (1910), selvsvikkende mølle (1913). 1917-21 ejedes møllen af  ”Brugsforeningen for Gierslev Sogn og Omegn”. Herefter overtog Ole Pedersen (1888-)møllen. Hans hus (1924) syd for møllen bruges nu af Dansk Veteranbil Klub. 1927 fik møllen dieselmotorer. Han var også den sidste møller. Møllernes tid var ved at ebbe ud, så han skænkede møllen til egnens befolkning som formelt fik den overdraget i 1961. 1978 blev møllen fredet. Møllelauget har trods tiders vanskeligheder holdt møllen i stand så den fremstår fin i dag. Senest i 2013 fik møllen igen igen nye vinger.

Løve. Hovedgaden - og landevejen - gennem Løve.

Høng

Navnet er vist kendt af de fleste som en ost. Osten findes i flere (otte?) varianter som fx Høng Guld Danablu 60, Høng Klosterkrine, Høng Camembert i flere geometriske indpakninger. De er et par gange blevet kåret som verdens bedste skimmelost. Osteproduktionen på Høng Camembertfabrik startede i 1920. I 1960 blev Høng A/S kongelig hofleverandør. I 1970 blev selskabet købt af Mejeriselskabet Danmark, der i 2000 indgik i Arla Foods. Produktionen foregår ikke længere i Høng, men "Høng" er et af verdens største skimmelost-mærker. De 5 varianter af Høng-oste eksporteres til over 60 lande.

Færre har nok været i byen. På dagens tur er Høng Station den eneste fungerende. Oprindelig anlagt på Slagelse-Værslev-banen (1898), i 1901 også Høng-Tølløse-banen. Den første lukkede 1971, men stykket mellem Høng og Slagelse blev overtaget af Høng-Tølløse-banen

Egentlig burde byen måske mere huskes som skolebyen. For af sin størrelse har Høng forbløffende mange skoler: Høng Folkehøjskole 1866-1925, omdannet til  husmandsskole 1925-1963, herefter efterskole. Høng Privatskole (1898). Høng Realskole 1904 og i 1913 suppleret med et studenterkursus, der fra starten var en kostskole. Høng Gymnasium og HF er stadig en kostskole med ca. 230 elever, hvoraf knap 70 bor på kostafdelingen. Fra 1988 Høng Gymnasiums Efterskole (byen havde altså hele to efterskoler) Høng Landbrugsskole (1903) fusioneret med Sydsjællands Landbrugsskole i 2001 og med Lyngby Landbrugsskole i 2005. Høng Erhvervsskole. Har jeg glemt nogen?

Høng Gymnasium overfor stationen på hovedgaden. Den har rødder tilbage til Høng Højskole (1866), Høng Realskole (1904).

Den lokale sendekanal TV Øst udnævnte i 2011 Høng Gymnasium og HF som “Danmarks mindste gymnasium”. Og sørme om ikke Høng Efterskole i 2019 fik royalt besøg af Kronprinesse Mary. Så har Vandringsløse Tidende også opfyldt kvoten af royalt stof for denne gang.

Slagelse.

Slagelse er en pænt stor by som man vist skal kende særdeles godt for at finde de små skjylte perler. Men som afslappende sted for at fouragere og slappe af, er der mange torve. Især Schweitzertorvet er faldet i min smag. Men smag og behag kan selvfølgelig være forskellig.

Slagelse Torv

Slagelse ved Gl. Torv

Ruten

Slagelse Station. Kalundborgvej. Havrebjerg. Koldhøjvej. Løvegårdsvej. Løve. Slagelsevej. Ringcykelruten rundt om Høng. Høng Station.