Landeveje og typisk Danmark med øde, ensformige kulturstepper præger denne rute. Vejene er fredelige, kun lidt trafik. Med et par highlights undervejs såsom Skjoldenæsholm og området omkring.
Den første lange tur (20+ km) i 2022. Et forsigtigt forsøg på at teste om formen er kommet godt igennem corona-perioden. Der var sikkerhedsstop undervejs, hvor jeg ville have kunnet tage bus til Roskilde eller Ringsted. Men dem fik jeg ikke brug for. Alt gik efter planen. Også en af de første forårsdage i 2022 med tocifrede grader, høj himmel og næsten ingen vind. Lidt dis tog det værste af solen. Kort sagt, en noget nær perfekt tur i forhold målet om at teste om min form er i orden. Og det er den da heldigvis (spoiler)
Elverdamsdalen syd for Hvalsø. Morgendisen ligger fint over området. Men er der mystik over det?
Syd for Hvalsø plejer jeg nu mest at tage igennem de kuperede skove, men denne gang valgte jeg altså turen udenom. Herfra har man udsigt over Elverdamsdalen. Sådan som den ligger der, stærkt omkranset af pløjemarker, er der nu ikke så meget elvermystik over det, disen burde ellers lige give det et pift. Men måske ser det bedre ud når det hele er blevet grønt.
Typisk udsigt syd for Hvalsø: En brakmark med en stor gård i baggrunden. Ingen levende hegn indenfor synsvidde.
De første mange kilometer er der ikke så megen afveksling i landskabet. Det er ret kuperet, dog ikke strabadserende, og kun afbrudt af enkelte spredte (og ret store) gårde. Ellers er der marker. Som på denne tid af året ligger fuldstændig bare, men som formentlig fra maj til juli/august vil være med hvede, byg eller raps.
Stavnsbjergvej. En af de spredte gårde som bryder monotonien.
Men vejene er meget lidt trafikerede og som sådan gode vandreveje. Der er ingen cykelsti og rabatten til tider ret smal, men som sagt, da kun få biler kører her, gør det ikke så meget. Dyrelivet er som det er som oftest på sådanne strækninger: Kun ganske få fugle, dog således at når bevoksninger omkring vandhuller og gårde kommer der lidt liv.
Sidste (eller første) hus i Holbæk Kommune ved Stavnsbjergvej.
Turen går gennem hele fire kommuner: Lejre, Holbæk, Ringsted og Køge. Heldigvis er der skilte så man kan se hvornår man går fra den ene til den anden. På Holbæk-siden når man går ind i Ringsted, er der et bindingsværkshus - se foto.
Skjoldenæsholm
Ellers sker der ikke så meget før man kommer til Skjoldenæsholm. Da sporvejsmuseet først åbner i april er der dejlig fredeligt omkring Skjoldenæsholm. Jeg mødte ikke et menneske hele vejen rundt om søen. Og den tur vil jeg da godt kalde et must. Herfra kan man se herregården fra mange forskellige vinkler. Jeg var der så tidligt at solen fulgte med rundt.
Skjoldenæsholm
Det ovenstående foto er taget nær en bænk som er et udmærket sted at indtage frokosten. Det er cirka halvvejs gennem ruten. Stedet er absolut turens (eneste) højdepunkt. Sporvognsmuseet i nærheden er lukket, men man kan ud fra parkeringspladser mm. gætte sig til hvordan her ser ud når sæsonen åbner.
Kalkmaleri i Jystrup Kirke.
Jeg gør det ikke så meget i at beskrive kirker på denne blog. Men på det seneste er jeg begyndt at gå ind i de kirker der er åbne, for at kigge på kalkmalerier Og der er nogle meget fine nogle i kirken. Fra kirkegården om kirken har man et godt (men af den grund dog ikke specielt flot) udsyn over Jystrup og de omkringliggende marker.
Langelinje - det hedder vejen.
Gennem det noget ensformige Danmark som ruten for det meste består af, kan man jo altid fordrive tiden med at kigge på gårde, huse og andet. Og dem er der så heldigvis pænt af. Her er fx en lade ved en gård på vejen Langelinje. Men ellers former turen sig nu mest som en motionstur.
Del af Svenstrup Gods.
Kort før man kommer til Borup, ligger godset Svenstrup. Som er meget stort. Noget er privat og man kan ikke komme derind. Jeg har før gået lidt rundt, så denne gang fangede jeg godset fra en ny vinkel.
Ved Svenstrup gods kan man opleve noget så sjældent som et levende hegn. Og et gammelt et af slagsen oven i købet. Det kan man se på at det gennem tiderne har dannet en lille forhøjning. De levende hegn spillede indtil det intensive landbrug sprøjtede og pløjede dem bort en stor rolle for biodiversiteten. Og dette hegn står stadig i sin fulde styrke: ikke noget med indpløjninger og huller. Da jeg går videre ind mod Borup, tænker jeg at det måske burde fredes.
Ruten.
Hvalsø Station. Hvalsøvej. Stavnsbjergvej. Hoppeolden. Skjoldenæsvej. Skjoldenæsholm. Jystrup. Borupvej. Borup Station. Lidt over 20 km. med en del afstikkere, fx rundt om søen ved Skjoldenæsholm.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar