Skjoldungesti Hvalsø- Lejre (sydlige rute)

Skjoldungestien er en af de bedre strækninger i stisystemet i nationalparken: Bistrupskovene, Skov Hastrup, Oren. (Tur 18. februar 2020).

Turen fra Hvalsø til Lejre søndenom jernbanen er omkring 20 kilometer - med det hele (der er nogle seværdigheder undervejs som godt kan give lidt ekstra kilometer. På denne sjældne solskinsdag i februar 2020, har regnen sat sit præg: Mange steder er stien ganske pløret og nærmest opløst. Andre steder bare smattet og blød. Enkelte steder er der fare for at glide,

Kik fra Skolestien langs vestsiden af Storskov. Ganske typisk for det åbne landskab foran skovene.

For vandring har vejret ikke været det bedste i februar. Ikke særlig koldt, men til gengæld megen regn og blæst. Det har nok givet dyrene en stille periode hvor knap så mange mennesker har vadet rundt på deres territorium. Jeg ved ikke med plantevæksten. Der er allerede knopper på flere af træerne. Hvilket måske lige er vel tidligt nok. Solen tittede til tider også frem. Men nåede altså ikke at få tørret op i den plørepøl, man støder ind i ved husene syd for Hvalsø.

Kuperet terræn ved Elverdams Ådalen

Syd for Hvalsø startede det ud med sol! Men det holdt dog ikke længe. Og stierne i det åbne land var temmelig svært passable sine steder, nærmest små tværs henover stien. Til gengæld er der fredfyldt udsigt over det stærkt kuperede terræn vest for skoven, Elverdams Åen. Her har en skoleklasse slået sig løs inde i skoven. Og efter lydene, virkede det da som om de havde det ok fint.

Gård i Valborup Skov. Her er bilveje. Selv disse er temmelig våde, med pytter.

Jeg er ekspert i at overse pæle. Det er også en af grundene til at jeg altid har et kort med så jeg kan se hvad det er jeg er gået glip af. På denne tur missede jeg dog kun to. Den første pæl var den nordvest for Lerbjerg og fortsatte. Var dog disciplineret nok til ikke at vælge en alternativ rute, og vendte om. Stort cadeau til mit nye kort hvor der er højdekurver så jeg kunne regne ud hvor jeg var pga de aftegnede bakker.

Typisk foto fra Helvigstrup Skov. Fint kuperet og afvekslende ed damme, søer mm. Perfekt som frokoststed med multtoilet og det hele (omend en del træk, skal jeg da lige hilse og sige).

Bistrupskovene har jeg skrevet en del om. Så det er derfor jeg beskæftiger mig så meget med stiernes tilstand. Det gælder særligt på Skjoldungestierne. For de følger ikke de bedste skovveje, tværtimod ser det ud til på denne rute at man har valgt de snævreste, til gengæld også mest oplevelsesrige. Pløret er ikke noget der skræmmer mig, men blot en advarsel til de som ikke tænker på at tage ordentligt fodtøj på.

Fin træbro ved Aunsø gennem en sø mod spejderhytten. Umiddelbart før er der en god rasteplads med læskur, sheltere og et multlokum. 

Den anden pæl jeg missede, var mere alvorlig end den første. Jeg måtte have kort og kompas til hjælp (der var intet internet) for at finde en lidt kedelige markvej op til Glædesbjerg Gård der løber en anelse øst for Skjoldungestien. Om jeg missede en pæl, misforstod dem eller den slet ikke eksisterer, fandt jeg ikke ud af. Og det gjorde heller ikke så meget. Det regnede nu så meget at jeg under ingen omstændigheder ville få så meget ud af turen.

Langs åen i det åbne landskab efter Skov Hastrup. Åen er godt pakket ind af stejle skråninger, og markarealerne har svært ved at blive afvandet. 

Efter Skov Hastrup er ruten lidt præget af hovedvejen. Dog stadig flot kuperet med udsigt til Særløse Kirke. Af en eller anden årsag skulle den monoton kirkeklokkelyd præge hele denne del af turen, og gav et lidt dyster stemning, så jeg måtte skynde mig igennem området, der vist nok er ganske fint. Utroligt at kirkeklokker kan få lov til at bimle og bamle løs i så lang tid.

Syvhøje, gravhøje fra Bronzealderen. Det hele ser lidt brunt og gråt ud, og her begyndte det igen at regne

Der er vist otte gravhæje ved Syvhøje, og de kan være svære at finde når det regner. Men kik efter en stor lysning, en planche og pælene på højen. Jeg nåede desværre ikke at nyde stedet ret længe da regnen nu var taget til. Samt blæsten. Så jeg måtte søge ind i skoven for læ.

Det åbne landskab øst for Oren, set fra skovkanten. Her var solen igen kommet frem.

Oren er en mindre skov uden de store dikkedarer. Mindre kuperet end tidligere på ruten. På denne dag til gengæld godt læ mod den efterhånden stride blæst. Den lød så til gengæld som flot musik i trækronerne.

Kik gennem Oren. Græsstierne er bedre til at suge regnen til sig end grusstierne. 

Efter Oren kommer man ud i et kort åbent stykke ned mod jernbanen. Her stod en flok heste og gumlede løs på halm. Og ved jernbanen var jeg tilbage på den rute som jeg tidligere har gået. Hulegård og mølleområdet. Så jeg forsøgte mig i stedet med en mere direkte vej tilbage til Lejre Station. Og ogsså for at udforske noget nyt.

Ved Hulegård. Der går ikke en rigtig markvej fra Hulegård det første stykke øst på mod Lejre.

Skjoldungestien går under jernbanen ved Hulegård og gennem Ledreborg. Den har jeg gået mange gange før, så i stedet gik jeg langs sydsiden af jernbanen, indtil den lille fodgængerbro, som fører til stien nord for jernbanesporet. Her var skovarbejdere igang med at rydde med et bæltekøretøj, og stien i opløsning.

Stien nord for jernbanesporet, et kik over kildepladsen øst for Ledreborg. Her får man også et indtryk af ufremkommeligheden på stierne. Et vandløb har ganske enkelt krydset stien. En provisorisk bro af grene er lagt over.

Alt i alt en god naturoplevelse, med masser af krævende, varieret terræn. Udstyret var i orden - dvs. gode og tætte vandrestøvler. Men mudderet havde sat sig langt op ad skinnebenene. Kilometermæssigt måske ikke den helt store sensation, men terrænet taget i betragtning, skulle turen nok heller ikke have været længere. Måske når stierne er tørre, er turen mindre anstrengende.