Vinter i Lejre på Skjoldungestien

Solskin har der ikke været for meget af denne vinter. Så selv om det blæste, var det da bare med at nyde det - Skjoldungestien.

Jeg missede en af afviserne til Skjoldungestien, og fik i stedet set denne forblæste Baunehøj. 

Ruten var for en gang skyld ikke lagt - jeg er blevet pensionist! Jeg havde købt et nyt kort, Nationalpark Skjoldungernes Land (Calazo Förlag, 2019), og det skulle afprøves. I stedet for Kraks Kort som jeg ellers har brugt nu siden 2013. Derfor havde jeg også valgt et område som jeg nogenlunde kendte i forvejen - jeg skulle jo nødig risikere noget. Kortet fungerede udmærket, mest som en ny form for at vandre uden opmåling. Eneste ulempe er at manøvrere med et ca. 1 m2 stort kort i blæst. Den går ikke, man må finde et sted med læ.

Tvedhøje ved Allerslev med Lavringe Å forrest i billedet. Der burde være to, men den ene er eroderet væk med tiden.

Det første stræk af Skjoldungestien ender blindt. Det starter i Lejre, følger Lavringe Å sydpå forbi Allerslev, og ender lidt nord for Osted. Det går også igennem en af HOFORs kildepladser. Lavringe Å er også om vinteren et idyllisk sted, og modsat om sommeren er der virkelig strøm på. Masser af vand i åen.

Jamen, sådan ser der ud om vinteren i store dele af Danmark, her ved Lavringe Å og kildepladsens arbejdsvej. Brunt, gråt, mørkt. Men kik på himlen: Næsten helt blå og solen skinner.

Man kan så vælge at gå tilbage igen. Det gjorde jeg ikke, for går man et stykke ad landevejen, kan man gå ad kirkestien op til Osted Kirke, fortsætte vestpå og støde til en anden af Skjoldungestierne ved Særløse. Det lyder nemt, men i dag var det turens absolut mest anstrengende stykke, da der var frisk vind til kuling og absolut ingen læ for modvinden. Kun lidt mens jeg lavede en afstikker gennem den lille bebyggelse Skovledholm med en lille mølle. En far og hans formodede datter var også ude at cykle, og det gik ikke stort hurtigere end hvad jeg kunne gå. 

Jeg var absolut ikke in the mood for at fotografere mellem Osted og Særløse fordi jeg havde nok med at stride mig op mod vinden. Men her i Særløse går det bedre i læ bag kirkebakken.

Jeg tog en afstikker fra stien til Særløse Kirke som ligger på en stejl høj. Her var absolut ingen læ, men udsigten er ganske god, og jeg havde nok opholdt mig her noget længere, havde det ikke været fordi jeg kunne forudse at vinden ville begynde at nedkøle mig mere end jeg havde lyst til. 

Det var lidt svært at bevare fodfæstet til at tage dette foto. Hvor man ikke kan mærke hvordan vinden lagde et konstant og vedvarende pres på fotografen. Men indtrykket af udsigten skulle med!

Skjoldungestien følger i øvrigt på store dele af strækningen Gudernes Stræde som er en fortræffelig vandrerute med mange små pudsige informationer undervejs. Den har jeg tidligere beskrevet her på bloggen. Der var mere læ og sidevind, især da jeg nåede ind i skovområdet Indelukket. Det følger en bakkeside i læ for vinden. Til gengæld havde regnen gennemblødt stierne temmelig meget i det noget lave terræn. 

Den højtliggende af bygningerne ved Hulegård. Mod højre går Skjoldungestien til Ledreborg.

Nord for Indelukket Bispegård missede jeg en afviser til Skjoldungestien, og pludselig igen befandt mig ude i den susende vind på vej mod Bavnehøj. Det er jeg ret god til, det med at misse pæle. Jeg kan ikke lige sige hvorfor. Jeg bilder mig selv ind at det er fordi de ikke er der. Så måtte jeg igen ud i modvinden vestpå mod Hulegård. Som om sommeren sikkert er et meget idyllisk område med smukke huse og bakket terræn. Herfra valgte jeg den sydlige rute af Skjoldungestien for at komme i læ af blæsten op mod Ledreborg. 

Skjoldungestien mellem Hulegård og Ledreborg. Her gik jeg i lå af bakken.

Der var jagt på Ledreborgs jorder, så stierne var adgang forbudt mange steder, hvilket begrænsede mulighederne for afstikkere langs hele vejen. Nordpå langs golfbanen var der godt gang i vinden igen, indtil Herthadalen. Her havde jeg håbet på at restauranten måske serverede en kop kaffe. Det gjorde den selvfølgelig ikke - den er lukket for vinteren. Herfra var der så medvind resten af vejen gennem Gammel Lejre, forbi vandværket og ind ad Blæsenborgvej der i dag mere end passede til navnet. 

Udsigt fra Skjoldungestien mod Gammel Lejre nede i ådalen, med Mysselhøj til venstre i billedet. Måske kan man lige ane Energitårnet helt ude i horisonten til venstre. Den ligger forbi Roskilde mod Trekroner. Sigtbarheden er ganske god.

Togene fra Lejre går kun en gang i timen om lørdagen, og det betød en del ventretid. Det er lidt af en træls affære, for det eneste sted jeg har fundet hvor man kan få en kop kaffe er hos den ellers udmærkede bager, fra en Wittenberg-automat. 

Og Lejre Station? Ingen kaffe. Det er lavet om til bibliotek. Jamen, så satte du dig vel over og læste i en bog? Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg er pensioneret.

Udover kortet har jeg også anskaffet en masse vandreudstyr, nu jeg forhåbentlig får tid til at vandre meget mere. Og alt bestod sin prøve, og mere til! Uldundertøjet, og ditto trøje, den vindtætte jakke, støvlerne. Det holdt alt sammen, og på trods af chillfaktor og strid blæst var jeg ikke på noget tidspunkt kold, heller ikke da jeg ventede i det forblæste skur på Lejre Station. Det tog 5-6 timer med det hele, og en hurtig opmåling derhjemme viste 23 kilometer. En lovende start på 2020.