Viser opslag sorteret efter relevans for forespørgsel køgevej. Sortér efter dato Vis alle opslag
Viser opslag sorteret efter relevans for forespørgsel køgevej. Sortér efter dato Vis alle opslag

torsdag den 27. december 2018

Den knap så gamle Gammel Køge Landevej

På jagt efter den direkte vej fra København til Køge før betonvejen gjorde strækningen sikker


Karlslunde Strand. Idyllisk ser det ud. Skoven er dog blevet plantet i nyere tid. Igennem den har der siden middelalderen være vejforbindelse mellem København og Køge, dog afbrudt 1856-1930.

Forleden faldt jeg over et kort i bogen "Københavns Vandværk 1859-1909". Det er bagest i bogen, og en digital udgave af den kan ses hos Københavns Biblioteker. Gamle kort er altid spændende at granske for hvordan landskaber og byer så ud dengang. Og i dette tilfælde, vejen langs kysten til Køge. Det går nogenlunde fint med at genkende strækningen fra Valby til Store Vejleå i Vallensbæk, men så begynder det at gå galt: Videre ned mod Køge bliver vejforløbet mere og mere sporadisk, afbrudt og sine steder endda parallelt med hinanden. Ikke så sært. For området bestod dengang af lave strandområder, moser, altsammen gennembrudt af åer og vandløb. Mon der virkelig kunne genfindes noget af dette uvejsomme i dag? Huse, terræn osv. Det var en udfordring!

Nordlige Trylleskoven. Dette er måske noget af de tætteste man kan komme det uvejsomme terræn i strandengene på kystvejen mellem København og Køge.

Gammel Køgevej - ikke så gammel

Jeg har før været på sporet af Gammel Køge Landevej, altså kystvejen fra København til Køge. Landevejen har en noget broget historie. De middelalderlige hjulspor eksisterede op til omkring 1786 hvor der blev anlagt en vejforbindelse mellem Taastrup og Køge - dette vejforløb findes endnu. Da vejen langs kysten ikke var særlig farbar, brugte folk omvejen over Taastrup fordi den var mere sikker. Herefter forfaldt den til at være en fodsti. I Trylleskoven skal man dog kunne se flere hulveje som stammer helt tilbage til middelalderens hjulspor. Og vejen som fører ind i skoven sydfra hedder endda Hulvejen. I 1856 opgav amtet at vedligeholde den. Sandflugt og oversvømmelser gjorde det besværligt, og i 1867 fik bønderne endda tilladelse til at pløje vejen op. Indtil en betonvej blev anlagt i 1930'erne risikerede gående liv og lemmer hvis de vovede sig denne vej. Den vej som kortet jo viser.

Forbindelsen til Køge kom heller ikke i første omgang til at forløbe med tog. Det blev i stedet Røskilde-Køgebanen over Havdrup der blev anlagt 1870, som udfyldte den rolle. Efter betonvejen gennem de øde og uvejsomme sandstrækninger kom der nu villa ved villa. Togforbindelsen kom først til Vallensbæk (1972), Hundige (1976) og Køge (1983).

Men i 1935 åbnede så den betonvej som jeg oplevede den da jeg flyttede til København i 1974. Dengang hed den Gammel Køge Landevej. Men så gammel var den altså slet ikke. Og af den "gamle" vej findes nu kun et ganske kort forløb i Brøndby Strand, Kettehøjvej. Og det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det.

Tranegilde Strandvej

Tranegilde Strandvej slynger sig som kortet også viser, sydover fra Store Vejleå, parallelt med Ishøj Strandvej, ca. 1½ km. På denne strækning lå en af de tætliggende kroer, Jægerkroen. De lå tæt, for man kunne ikke nå langt på kort tid. Det kunne tage en dags tid at nå til Køge. Kortet angiver kroens beliggenhed og skriver udover det lakonisk "Strandenge". Gårdene ligger alle en del længere mod nord, inde i landet. Der er da heller ikke noget at se her udover vejforløbet. Kroen har efterladt nogle stednavne som Jægerkrogen, Jægersø og Jægerbro. Måske de flade strandenge minder lidt om disse tider, men længere ude i Sundet tooner Strandparken frem. Og den lå der i hvert fald ikke.

Aktivhuset Olsbækken. Bygningskomplekset rummer mange bygninger, og jeg skal ikke kunne sige om jeg har fanget nogle af dem fra kortets tid.

Olsbæk Strandvej

Jeg er ikke engang sikker på om denne vej forløber langs et af de mange parallelle veje til Køge. Aktivhuset Olsbækken, Olsbæk Strandvej 43. Af de i alt ni bygninger, er de ældste fra 1900, herefter 1942, 1956, 1970, 1979 og 1989. Jeg er ikke lokalhistorisk kendt, så jeg vil ikke kunne sige hvilke der er de ældste. Det er ikke aftegnet på kortet, men er let at lokalisere da Olsbækken er aftegnet, og den befinder sig sydøst for hvor "Kjöge Kro" er afmærket.

Greve Strandvej 27. Angiveligt helt tilbage fra 1717. Formentlig moderniseret adskillige gange. Men hvis det vitterligt er så gammelt, et vidne om et beskedent liv langs strandenengene. Nu omsust, tæt ved vejen.

Længere sydpå ser det ud til at den nuværende vej følger den gamle, for både nummer 26 og 27 angives i OIS ejendomsdatabasen til at være fra hhv 1900 og 1727 (!). Hvis især det sidste er rigtigt, så fortæller det lidt om hvor små husene helt "herude" var og hvor ensomt det må have været. Kortet viser en stump vej, men det er svært at se om huset også er aftegnet.

Lige over for nr. 27 ligger nummer 26 som angives fra 1900, og må altså havde ligget der før betonvejens tid.

Endnu længere sydpå angiver kortet at mosen nåede helt ud til vandet. Med Klintegaard mod nord. Ellers ender vejstumpen her. Og længere når kortet så ikke, desværre. En lille stump gammel vej er der stadig ved Oldermandsvej.

Hjørnet af Østre Strandvej og GammelKøgevej. Det ser grangiveligt gammelt ud!

Gammel Køgevej og Hulvejen

Min nysgerrighed var imidlertid vakt ved at der i Solrød findes en Gammel Køgevej. Om den skal være en af de utallige stumper af kystvejen, det skal jeg ikke kunne sige. Der ligger enkelte gammelt-udseende bygninger langs denne. Så lokalhistorisk kendte kan måske be- eller afkræfte om det engang skal have været endnu en stump vej.

Trylleskoven. Måske ikke ligefrem hulvejen. Men den giver da et meget godt indtryk af hvordan det kan have været at skulle passere her til fods, til hest eller med hestevogn.

Den forlænges af Hulvejen, og "fortsætter" ind i Trylleskoven hvor der jo som før nævnt skal kunne ses hulveje. Trylleskoven er temmelig kuperet, så jeg skal ikke kunne sige om jeg ved et lykketræf skulle være kommet til at gå på en af dem. På et gammelt foto af Gl. Køgevej fra 1926 er det hele et morads af mudder og vandpytter. Længere sydpå præges landskaberne så af barrieresystemet som findes i hele Køge Bugt, men det er en anden historie som man kan læse her.

fredag den 11. januar 2019

Den ret gamle, Gammel Køgevej

Mellem 1786 og 1930'erne rejste de fleste fra København til Køge ad Roskildevejen og landevejen mellem Tåstrup og Køge. Det gjorde jeg dem efter

Milestenene er af de få overleverede rester fra de ca 150 år hvor "Køgevejen" var ensbetydende med landevejen mellem Tåstrup og Køge. Ikke som nu langs kysten.

Jeg har før beskrevet vejene mellem Køge og København, sidst i december 2018. Af dette og andre indslag fremgår at den foretrukne trafikvej til Køge 1786-1930'erne gik over Tåstrup. 23 kilometer, hvoraf denne tur omfatter de 17 fra Tåstrup og sydpå. Den næsten snorlige landevej bærer stadig enkelte minder fra dengang den var af meget større betydning for trafikken. Da vejen ender brat ved Cordozavej, startede turen fra Jersie Strand Station i Solrød Kommune.

Tåstrupvejen i Solrød. Med motorvejsoverføringen i baggrunden. Og bag den (skjult) den nye jernbane. Vejføringen er der da endnu. Men det er så det.

Undervejs skifter landevejen navn. Fra syd mod Tåstrup: Tåstrupvej, Karlslunde Landevej, Greve Landevej, Kildebrønde Landevej, Kappelev Landevej, Køgevej og Tåstrup Hovedgade. Men det er altsammen bare synonymer på den "køgevej" der er endnu gamlere end Gammel Køgevej langs kysten. Og den går forbi, men ikke igennem, en del landsbyer undervejs: Solrød, Karlslunde, Greve, Kildebrønde/Strøby Huse og Ishøj. 

Tremlestenen. Den ligner jo til forveksling firemilestenen. Så vidt jeg kan se er soklen af granit. Altså ingen marmor.

Milestenene

Dem er der bevaret adskillige af. De blev opsat under Christian VII og bærer alle hans signatur. Det var ellers Ole Rømer (1644-1710) der var startet med at opstille dem med en Miil afstand (7,538 meter) i 1690'erne og viste afstanden til nulpunktsten ved Københavns 4 byporte. De holdt sig i hvert fald til op i 1760'erne. Man kan se en på Frilandsmuseum. I 1764 gik man så i gang med at opsætte nye under Frederik 5. og Christian 7. De var udført i marmor og forvitrede med tiden. Hvorfor man fra 1842 brugte granit. Men indhuggede de gamle kongenavne i stenen. Det er sådan set lidt snyd, fordi det kunne forlede nogen til at tro at de er ældre end de er. Men nogle af dem har marmorsokler fra før.

Udsigten fra bakken syd for motorvejen. Det er landevejen man kan se strække sig snorlige gennem fotoet. Trylleskoven til højre (øst) for den.

Nogle af kvartmilepælene skal være sten fra Ole Rømers tid som man bare vendte bunden i vejret på. Der er et par stykker på ruten, men jeg er usikker på om det nu også er dem. til gengæld er der også kilometersten. De er alle fra efter 1907 og arkitekttegnede (P.V. Jensen Klint, 1853-1930). De var store rektangulære og af granit, med en skrifttype i Jugendstil og var ens for hele landet.

Lyksager. Jeg har selvfølgelig ikke illustreret denne artikel med mange fotoer af bare marker, men det er jo så det typiske syn man har fra landevejen, bortset fra når man kommer til byerne.

Længst syd: Solrød

De første kilometer går gennem Solrød Kommune. Her er der udover vejføringen ikke nogen andre efterladenskaber fra den gamle hovedvej. Turen går gennem et bag hegn og hæk skjult, lidt søvnigt villakvarter, sikkert opført midt i sidste århundrede. I krydset med Solrød Byvej er der godt nok nogle lidt ældre udseende bygninger, men de er fra slut-1930'erne. Syd for hvor Køge Bugt Motorvejen krydser er der lavet en ret stor bakke som man kan bestige for at få et godt overblik. 

Et kik fra landevejen ned gennem hovedgaden i Karlslunde. Typisk for "landsbykik".

Efter motorvejen og den nye Ringsted-Københavnbane kommer man til et af de mere spændende strækninger hvad angår landevejens historie: Langs Firemileskoven og Karlslunde Skov. Lidt nord for nogle pænt store villaer støder man på den fire milestenen. Den har ikke alene givet navn til skoven på den anden side af vejen, men også til gården. Og firemilestenen har fået sit eget lille sted med tilhørende B&B. Der er seværdigheder for vejstensentusiaster her, for kun få hundrede meter længere nordpå støder man ind i 30 km-stenen. Og herefter kommer e så for hver kilometer på vestsiden af landevejen. Så kan det ikke blive bedre!

Hvor engang kommunalpolitikere, skatterevisorer, lærere og andre kommunalt ansatte regerede, huserer en loge: Det gemle kommunekontor i Karlslunde.

Greve

Vel gennem dalen hvor Møllebækken flyder med Korporalskroen mm. kommer man til strækningens eneste sving, lidt syd for Karlslunde. Herfra har man en god udsigt til Karlslundegården (1837) der i dag fungerer som ridecenter. Men engang tilhørte Gjeddesdal. Fra landevejen kunne rejsende kigge ned gennem Hovedgaden i Karlslunde, og mon ikke nogen har benyttet sig af at få et lille hvil her?

Karlslunde Landevej. Her er strækningen ret plan. Men det er den nu ikke alle vegne. Man går på cykelstien hele vejen, og støjen fra landevejen er der, men ikke så generende, da der ikke er så meget trafik og heller ikke hurtig trafik.

På et særdeles kommunalt udseende hus står der Serapi NS-ordenen, og det er der en grund til. Det blev opført i 1952, og her holdt "kommunen" til sammen med lærere og pedellen. Det var der nemlig fint plads til dengang. Men ikke ret længe, for i midt-1960'erne eksploderede befolkningstilvæksten, og kun administrationen kunne nu være her. Med kommunesammenlægningerne i 1970 blev bygningen alt for lille, og i 1973 blev den købt af logen Pacome under Serapions-Ordenen som altså har holdt til der siden. 

Grevegård. Nu museum. Igen et typisk vy over en kedelig pløjemark. 2/3-dels Danmark kunne man vel kalde det, da det er sådan Danmark ser ud som mest.

Mellem Karlslunde og Greve kommer man for alvor ud på landet, især mod øst. Måske giver denne strækning et godt indtryk af hvordan området mest typisk har set ud. Det kommer dog ikke til at vare ved, for Greve Kommune er ved at opkøbe jord til at anlægge en skov: Greve Skov. Meget er der dog endnu ikke at se. Stierne er godt nok anlagt, men træerne er i buskstørrelse. Til gengæld er der nogle pæne gårde, se langt væk mod øst Lyksager, ved landevejen Vardegård og med øst Grevegård der nu er lokalmuseum. 

Kildebrønde. Man kan godt gå lidt på opdagelse her. Bag huset er der fx en mølle.

Husene i Greve Landsby langs landevejen er fra midten af 1900-tallet, og altså efter at kystvejen til Køge blev anlagt. Forsamlingshuset Godthaab er dog fra 1898, og altså fra før. Bygningen ligner noget fra en gammel gård. 

I det der engang må have været udkanten af Tåstrup, ligger dette hus på Nyhøjsvej 1 fra 1864. Det kunne sikkert fortælle mange historier om forbipasserende.

Bymæssigt kommer man nord for Greve i Kildebrønde/Strøby Huse til et af de mere interessante steder. Der er mange ældre og meget smukke provinshuse langs vejen. Og længst mod nord en lille mølle uden vinger. Midt mellem Strøby Huse og Ishøj Landsby har man mod vest udsigt til Ny Kappelevgård og Thorsbro Vandværk. Og krydser Lille Vejleå. 

Tåstrup Hovedgade. Engang den nordlige ende af landevejen til Køge. Det bærer husene da lidt præg af, eller hvad?

Ishøj og Tåstrup

Vel inde i Ishøj Kommune støder man på 2 3/4 milestenen lidt nord for Allevej., mens 2 1/2 milestenen står inde i Tåstrup lidt syd for Sydvestvej. Så er man ellers nået til dagens endestation, Tåstrup når man har gennemtravet de ca 2 km af Tåstrup Hovedgade. Stationen hed oprindelig Køgevejens Station, hvilket signalerer at Køgevejen var en hovedtrafikåre til Køge eller Vordingborg. Her lå posten, Taastrup Nykro, (Medborgerhuset) mm. På Politivennens tid ville en rejsende sikkert her benytte sig af at indlogere sig på Roskilde Kro i Tåstrup. Som dengang omtrent lå 500 meter øst for hvor Roskildevejen og Køgevejen mødtes. Så hvorfor ikke slutte denne beretning med en oplevelse fra dengang, dvs i 1800:
Spørgsmål: Kan man ikke med al rimelighed forlange af kroholdere på landet at de når for betaling forlanges, skal have senge til rejsendes tjeneste? Anledningen til dette spørgsmål er i forrige uge, en aften kl. 12, givet i Roskilde Kro hvor nogle personer som forlangte senge, fik af en slem vranten pige anvisning til bænkene i krostuen blandt en mængde støjende bønder. Og ikke før efter længe at have tigget, blev de lukket ind i et andet værelse hvor de måtte tage til takke med stole.
Bortset fra det, god tur, hvis du havde tænkt dig at gøre den efter. 

fredag den 6. oktober 2017

Vallø Gods

Flot efterårsvejr til dagens tur i fredet herregårdslandskab og lang kysten ved Køge Bugt


Dagens store overraskelse, kysten ved Strøby Egede, og den blev bare bedre og bedre jo længere man kom nordpå mod Køge.

Herregårdslandet består af fredningerne omkring Vallø Slot mellem Køge og Valløby, og kystvandringen af strækningen mellem Strøby Egede og Køge. Især kyststrækningen nord for Strøby Egede viste sin flotte side på denne blæsende, men solrige efterårsdag. Og gennem to kommuner, Køge og Stevns.

Knapmagervej lige når man kommer ud af Billeborg Indelukke og kigger mod nord. Et typisk vy fra denne del af herregårdslandskabet. 

Vallø Gods fredninger

Herregårdslandskaber er ikke nogen entydig fornøjelse at vandre rundt i. Og da slet ikke en dag i oktober. For de sortladne, næsten uendeligt store kulturstepper giver et monotont og livløst skue mens man går langs dem også selv om fx Valløvej er en lindealle. Men vejtræerne står så underligt klemt på en ca. to meter strimmel mellem asfalten og pløjmarkerne. Heldigvis er der dog en del skovområder som man kan gå forbi, og skovene i fejler i dette tilfælde ikke noget. Fra nord er det Strandskov, Billesborg Indelukke med fyr, gran, bøg og eg, Dyrehaven, Pramskov med børnehaven Fikintehuset, Purlunden nord for slotsparken. Undervejs kommer man forbi en del huse, Duehuset, Indelukkehus og Billesborgskolen (Køge Friskole). Eleverne fra sidstnævnte satte sit præg på turn gennem dette område, men dog ikke som bybørn ofte gør: råbende så man kan høre dem i flere kilometers afstand. Skoleeleverne her har åbenbart lært at man ikke behøver at skrige trommehinderne ind for at gøre sig forståelige i skoven.

Valløvej er for så vidt (eller kunne i hvert fald være det) en flot lindealle, hvis bare der dog have været bare lidt mere end den ca 2 meter brede strimmel mellem de sortladne kulturstepper og asfalten. Alleen er fortrinsvis til bilister eller cyklister der skal skynde sig fra sted til sted.

Mellem Indelukket og Pramskoven kommer man så ud i den ørkesløse kultursteppe som er så karakteristisk for herregårdslandskaber. Herregårdene stammer fra den tid da det danske samfund var gennemsyret af vold eller trusler om vold. Og det gjaldt fra kongen ned gennem hierarkiet til bondesamfundet som  selv var opdelt i rige og fattige gårdejere, jordløse husmænd, karle, piger, tjenestefolk og subsistensløse. Og i herregårdslandskabet var godsejeren herskeren.

Hvor skulle man skjule sig? Selv her flere kilometer fra Vallø Slot rager de to tårne i vejret. Og for det jævne folk må det have været en stadig påmindelse om hvem der bestemte. Det store sortladne kultursteppeområde er ganske almindeligt i denne del af fredningen. Her taget fra Nyhavevej syd for Vallø Slot. I Tolkiens "Ringenes Herre" hører elverne til de gode. Det gjorde de stevnske elver ikke i "Elverhøj" som citeret ovenfor. Men det er sikkert helt uden forbindelse med hinanden. 

De to tårne på Vallø kan ses fra næsten alle steder på godset. De rager op, næsten som de to tårne i Tolkiens "Ringenes Herre", hvor det ikke er vanskeligt at forestille sig at bønderne må have følt det som Saurons øje der søgende som et fyrtårn strejfede rundt i landskabet for at holde øje med at de formastelige bønder nu også bestilte noget så godsejeren kunne få til sit underhold i sus og dus på slottet.

Vallø Slot set fra slotsparken. Mankan lige ane voldgraven og bagindgandens bro helt yderst til højre. En af de bedste vinkler at se slottet fra. Der er åbent i slotsparken og der er udmærkede toiletforhold.

Vallø Slot

Slottet selv ligger høj, mørk og uindtagelig på en ø omgivet af en voldgrav. Allerede omkring år 1300 lå her en befæstet borg omgivet af voldgrave. Der er kun adgang over to broer som hurtigt kunne trækkes op i forsvar for at forsvare godsejeren. Måske mod indtrængende udenlandske fjender, men nok mere mod opsætsige bønder der var trætte af at være underlagt alskens tvangsarbejde og skatter. Foran hovedporten ligger der en hel lille landsby fra 1700-tallet, bl.a. en slotskro som stadig fungerer og serverer mad, stiftskontor, betjentbolig, præstegård og lægebolig. Syd- og vestfløjene på slottet har rødder tilbage til 1586. Det er dem med tårnene. Nord- og østfløjene er opført ca 150 år senere, bl.a. barokbygningen “Det Hvide Stift”. Hele balladen brændte i 1893. Men heldigvis overlevede murene modstod og derfor kunne man genopføre slottets ydre.

Slottet set fra den anden side, i forgrunden Kuskehuset. Fotoet er taget fra den lille landsbylignende bebyggelse syd for selve slottet.

Der er ikke offentlig adgang til slottet bortset fra Slotsgården i tidsrummet mellem klokken 10 og 18. Men det er der til den imponerende Slotsparken fra 1700-tallet. Den er oprindelig anlagt efter model af fransk barokhave, men moden skiftede senere til engelsk stil og det er den man kan se i dag, inklusiv lindehøj, lysthuse og søjler med kapitæler.

Stiftskontoret og vejen op til hovedindgangen til slottet. Rundt om hjørnet til højre ligger slotskroen.

Slottet har i en periode været brugt af konger og dronninger, Frederik IVs dronning til venstre hånd Anne Sophie Rewentlow og, Christian VIs dronning Sophie Magdalene.

Endnu et sidste kik over de store sletter nord for Gårdrækken på vej til Valløby.

Valløby, Tryggevælde Å og Strøby Egede

Hvis man bliver lidt træt af at gå langs de sortladne pløjmarker (det gjorde jeg) kan stærkt anbefales at tage en tur langs kysten. Nord for Valløby slipper man ikke for at gå et par kilometer ad Køgevej. Ret hurtigt kommer man dog i kontakt med Tryggevælde Å som er et flot syn. Og kigger man godt efter en rød bro, kan man dreje mod øst over Tryggevælde Å. Som mere har form af en flod end en Å. Jeg blev i hvert fald ret imponeret over dens størrelse.

Tryggevælde Å langs Køgevej. Nogenlunde på dette sted er der en bro som forbinder Strøby Egede med Køgevej. I skuespillet Elverhøj siger Christian IV: "Vel er jeg ikke Cæsar, og disse bølger ikke Rubicon; men dog jeg siger: jacta est alea. Terningerne ere kastede." Elverhøj blev som bekendt skrevet i anledning af den senere Frederik VII’s giftermål med sin kusine, Frederik VI’s datter Vilhelmine. Den gik som bekendt ikke i det lange løb, men Fru Heiberg erindrede at giftermålet trods alt kastede et skuespil af sig.

Kysten

Strøby Egede er modsat Valløby en ganske stor by med forretninger og havneliv. Jeg skal advare dårligt gående (det er ikke mig) om strækningen langs Strøby Egede. Den er nemlig svært passabel på grund af de mange beton- og kampestensbølgebrydere. Samt sliskerne til beboernes både. Mange af dem er lavtliggende jerndragere som det er svært at kravle over og umuligt at komme under. Og de ligger tæt, lige så tæt som bebyggelserne langs kysten. Der er ikke taget hensyn til gående langs kysten. Her vil jeg i stedet anbefale at man bider tænderne sammen og går langs de stærkt trafikkerede Stevnsvej og Strandvejen.

Det lave vand med de mange sandbanker er et yndet sted for flokke af havfugle. Her er det vist måger og terner.

Men er man først sluppet fri af byen, er der nord for en ca. 5 kilometer ganske fortryllende kyststrækning med et ganske enestående fugleliv denne efterårsdag. Kun to steder afbrydes turen af åer. Men det er nemt lige at gå op på vejen og krydse ad landevejen. Kysten er noget strabadserende at gå på, det er svært at finde en lige vej. Men oplevelserne er alle strabadser værd: Her får man alt hvad man kan ønske sig af et kystlandskab. Og der er rigeligt af det. I det lave buskads flakser skjulte fugle forskræmt op, på de lave banker er der store flokke af havfugle. Tang, sten, sand, et varieret planteliv (mind mig om at jeg skal have studeret hvad for nogen man kan spise). I det fjerne kan man ane siloerne i Køge, og nå ja, det er måske ikke lige det smukkeste syn.

Havnen langs Køge Å. I baggrunden broen ved Carlsensvej. Og Havnen skimtes bag denne. Det røde hus og husene til venstre for.

Hvor der på mit kort er afmærket en campingplads, er der ved at blive opført et nyt byggeri, "Søndre Havn" af Arkitektgruppen, Casa Nord/Kuben Byg. Det skal være færdigt i 2020. Samtidig er man ved at skabe et stort strandengsareal syd for.

Ruten

Køge Station. Knapmagervej. Valløvej. Vallø Slot. Gårdrækken. Valløby. Strøbe Egede. Kysten til Køge.

tirsdag den 15. september 2020

Stevns: Lille Linde, Karise, Hellested, Hårlev

Datoen siger efterår, men sommeren er temporært vendt tilbage med fuld sol, svag vind og temperaturen oppe i nærheden af 25 grader.


Typisk Stevns-foto: Enorme markområder - her roer. I det mindste grønt, men ikke sjældent er der bar jord. Det må så være september-april. Spredte gårde og enkelte læhegn. Her udsigt fra Lundevej, syd for Lille Linde Station.

Turen er "typisk Stevns", i hvert fald i den form som jeg gennem en håndfuld ture har lært at kende halvøen: Temmelig fladt terræn, asfalterede landeveje, og overvejende marklandskaber. Afbrudt af landsbyer eller småbyer. Egentlig er jeg nået frem til at Stevns nok mere egner sig til cykelture end vandring. Der er meget få deciderede vandrestier, og der er meget langt mellem natur- og kulturlandskaber. Og de områder jeg hidtil har gået, hvor der ikke er vandrestier, må jeg også indrømme, at: hvad skal man egentlig med vandrestier? Jeg har svært ved at se at man kan gøre ruterne mere spændende end hvad man kan se på landevejene. 

Om end ikke typisk, så dog ikke usædvanligt syn: En forfalden gård ved Lille Linde, Brovej. Laden har set bedre dage. 

Dagens tur var måske endda et af de bedre vandreområder på Stevns: Landevejene var (bortset fra et par kilometer på Tingvej øst for Hårlev, og Køgevej) ikke specielt trafikerede som de er langs kysten nordpå, se tidligere indslag. Strengt taget ved jeg heller ikke med Maglehøjvej, den var spærret for al trafik, inklusive cykler og gående, så jeg skal ikke kunne sige om den normalt er mere trafikeret. 

Et af de få steder hvor en vej krydser Tryggevælde Å, ved Brovej, kan man kigge lidt ned langs åen. Nogen ådal kan man vel ikke længere tale om. Om end de lave, flade områder langs åen måske med lidt fantasi kan give et indtryk. Her har man dog tilladt et smalt område med beplantning.

Egentlig var der teknisk set også en sviptur til Faxe Kommune. Overskrider man som en anden Christian IV Tryggevælde Å syd for Lille Linde, kommer man ind i Faxe, med den seværdige by, Karise. 

Syd for Stevns Kommune ligger Faxe Kommune. Her et "Faxe-foto": Flere marker. Her ved St. Lindevej er dog levnet ca. 10 cm stubmark. Gård. Læhegn.

Karise

Den har et par tusind indbyggere, forretningsliv samt noget jeg ellers ikke ynder at omtale her: En besynderlig kirke. 

Vejen mellem stationen og kirken er ganske lang. Og modsat "bondelandsbyen" (der er helt forsvundet), er stationsbyen bevaret i meget seværdig stand. 

Den er fra 1200-tallet, og blev bygget færdigt med det samme. Altså ikke noget med at sætte tårn mm. på bagefter. Langs kirken løber på sydsiden af Stevnsåen, og kirken blev bygget på en landtange dengang man endnu kunne sejle selv store både ind her. Man kan sagtens få et indtryk ved at kigge mod nord fra kirken. Kirken var bygget til at forsvare sig i, af herremanden Peder Olufsen omkring 1261. Kor, skib og tårn er - og det er ikke så normalt for en kirke - bygget på samme tid.

Karise Kirke. Fra kirkegården syner gravkapellet endnu mere. 

Helt besynderligt er den imposante bygning, helt ude af arkitektonisk klang med kirken: Nemlig et privat gravkapel opført 1766 for den lokale greve, Adam Gotlob Moltke. Tegnet af ingen ringere end C. F. Harsdorf i nyklassicistisk. Fint skulle det åbenbart være. Og en folder i kirken fortæller endda at der var planer om at rive kirken ned, så gravkapellet kunne få sig en mere tidssvarende ottekantet kirke. Det blev så ikke til noget. 

Karise Kirke. Ganske smukt restaureret 1996-97. Prædikestolen er fra 1630-40.

Kirken er også værd at kikke på indvendig, med det gamle rangopdelte stolesystem, tyendet i sidegangene og de fine i stolerækker med døre på, tættest på prædikestolen. Desuden kalkmalerier, prædikestol med evangelister og fire symbolske kvindfigurer (tro, retfærdighed, visdom og kærlighed. Og fornemme træudskæringer på stolesæderne fra samme periode, for nu blot at nævne et par af det som man kan kikke efter. 

Et kik fra Elverhøjvej mod Karise. Stevnså løber på den anden side af kirken. Man kan lige ane toppen af gravkapellet foran kirken ved tårnet.

Ellers er Karise en fint bevaret stationsby. Den oser mange steder af tidlig stationsbyhistorie og arkitektur fra begyndelsen af 1900-tallet. For os der er opvokset i 1950'erne kan man stadig fornemme det hektiske og travle liv der var i sådanne stationsbyer, med mange slags forretninger, lagerbygninger til opbevaring af gods til togene, osv. Dette liv er forlængst forsvundet. Karise Station blot en af mange på linjen mellem Køge og Faxe. Mange af Karises bygninger kan man næsten gætte sig til hvad de engang er blevet bygget til. Nogle af de gamle skilte er stadig bevaret. 

Elverhøj. Den er god nok, læs selv den lille planche som man kan ane ved højens fod. "Jamen, ligner den ikke enhver anden af de tusindvis af gravhøje hvor plovskæret kører tæt ind eller endog over fredningsgrænsen?". Jo, bortset fra at her pløjes der altså ikke så tæt på . Og Stevns skal da også have lov til at have sine seværdigheder. 

Elverhøj og Hellested

Fra Karise gik turen ad Elverhøjsvej. Og det er noget man gør sig i på de kanter. Elverhøj af Johan Ludvig Heiberg med musik af Frederik Kuhlau er jo nærmest blevet et nationalskuespil. Og da man langs landevejen havde en gammel gravhøj der hed Ellehøj, var det jo nærliggende at omdøbe den til Elverhøj. Der er aldrig blevet gravet i den, så man ved ikke om elverne ville blive sure hvis det skete. Der findes jo talrige andre fortilfælde for at Gravfolket har hævnet sig grueligt hvis en bonde, en arkæolog eller gravrøvere er begyndt at ødelægge deres bolig. 

Hellested, en pænt stor by med lidt forretningsliv.

Der findes måske andre, mere spektakulære gravhøje andre steder, men denne gravhøj - den er så noget særligt fordi det er den Elverhøj. Tryggevælde Å er et andet navn fra Elverhøj. Men den kan man til gengæld ikke komme til mange steder. Markerne ligger tæt op ad åen, og den ligner mere en grøft i marker end en å. I hvert de mange steder jeg efterhånden har set den fra på Stevns. På denne tur især ved Brovej. Der er dog et smalt bælte med "vild bevoksning" på den ene side. Men de fleste steder er åen blevet stemmet ind af marker så den ikke har nogen egentlig ådal længere. 

En af de bedre udsigter fra Maglehøjvej. 

Hellested er en by som Karise med et forretningsliv. Ved kirken står en mindesten for Peder Syv som var præst her en del år (1664-1802). Det er ham som samlede på ordsprog. Kirken er knap så spændende som i Karise. Der har også været et fattighus (hvor har der ikke været det?). Og en mindetavle skal erindre om de milde gaver som godsejerne ydede til sin ejendom, landsbybeboerne.

Rasteplads ved Tingvej. Absolut en kærkommen pause på den stærkt trafikerede vej. Udsigt over en å (hvis man ikke kan se den, er der en lille bro), en bakke og et område med køer. Absolut et af de mere seværdige steder på Stevns.

Maglehøjvej og Hårlev

Fra Hellested gik det nordpå mod Varpelev ad Maglehøjvej. Som nævnt blev man advaret om at vejen var spærret. I betragtning af at Stevns er et typisk bilområde tænkte jeg at man altid kan komme frem som vandrer. Men den gik ikke. Heller ikke for en stakkel cyklist som argumenterede lidt med vejarbejderne før hun bed det i sig og cyklede tilbage. Vejarbejde stopper nu ikke en vandrer, og åen er ikke bredere end at man kan springe fra den ene bred til den anden. Uden at krænke den hellige ejendomsret.

Da kristendommen nedkæmpede den gamle religion, overtog den ofte helligstederne. Her i Hårlev ulejligede man sig dog ikke med at jævne højen med jorden, måske fordi den var flad på toppen. Der er nogle stensætninger på toppen - jeg ved ikke om de er opsat i nyere tid, eller originale.

Maglehøjvej er ikke særlig egnet til vandring når der er trafik. Og langt mindre gælder dette for Tingvej, den er faktisk ret uegnet som vandrevej. En del af vejen kan man klare det med at gå på marker, eller længst mod nord ad en - tro det eller ej, vandresti! En af de absolut sjældne på Stevns. Godt en kilometer lang. Den går fra en rasteplads hvor man har udsigt til nogle køer og næsten helt til Køgevej. Her er der endnu mere trafik, til gengæld er der en cykelsti så man ikke behøver at få dårlige nerver af biler der kommer bagfra.

I Køge er der omstigning fra lokalbanen til s-toget. Og selv om de gamle huse er blevet modificeret, ofte nærmest til ukendelighed, så er det dog altid en god oplevelse at gå lidt rundt i byen og se på forretninger, få en kaffe osv.

Hårlev Kirke er speciel derved at der ligger en gravhøj umiddelbart op til kirken, på kirkegården. Eller rettere, det er kirken og kirkegården der har møffet sig ind på gravhøjens område. Den bliver kaldt Hothers Høj, og man ved ikke hvem han var. Lidt ligesom Gorm de Gamle og Thyra i Jelling. Ellers er der nu ikke så meget at se i den ellers efter de lokale forhold ret store by Hårlev. Den består mest af villakvarterer. Stationen er knudepunkt for Rødvig- og Faxetogene. 

Ruten: Lille Linde Station. Tinghusvej. St. Lindevej. Karise. Elverhøjvej. Hellested. Maglehøjvej. Tingvej. Køgevej. Hårlev Station. 

Man kan begrænse vandreture langs endeløse svinefoderslette ved at hoppe på Klintebussen.

onsdag den 13. marts 2024

Tureby-Haslev

En fin motionsrute ad gode, ikke særlig trafikerede asfaltveje, dog uden natur eller kulturelle seværdigheder. 

Allerede ved starten i Tureby er temaet for dagens mindre bebyggelser/landsbyer slået an: Stedet har ikke noget forretningsliv, og flere af de ældre ejendomme ser noget forsømt ud. Turebys gamle station som stammede tilbage fra 1870 hvor Sydbanen eller Lille Syd åbnede. Den blev nedrevet 2015 på grund af skimmelsvamp. Det var ikke her den nu nedlagte landsby Tureby engang lå, men omvendt: Tureby blev navngivet af Turebylille og Turebyholm. Engang var den omgivet af huse, bl.a. en  treetages hjørneejendom og en kro.

Noget er vedligeholdt, andet er i forfald. Et ikke usædvanligt syn på disse kanter. Omkring Tureby.

Udsigterne over det ret flade landskab er gennem hele ruten landbrugsarealer. Noget er bar jord med pløjfurer, andet brakmarker med 3-5 cm højt græs - og det er stort set det. Til gengæld er der meget stille. Vejret byder ikke på meget vind, og der er ingen larmende bilveje på store strækninger af ruten. 

Turebyholmvej. På et af de mere slyngede strækninger.

Vordingborgvej krydser ruten, og herefter går det mod herregården Turebyholm. Godset har i næsten 300 år tilhørt slægten Moltke. Hovedbygningen er fra ca. 1750. Og der er ingen adgang til godset som ikke rigtig kan beses fra vejen, og slet ikke på tæt hold. Det er ikke opkaldt efter nuværende Tureby, men efter en nedlagt landsby med samme navn. 

Et kik til Carolinesminde. Bygningen ser ubeboet og forladt ud. Men jeg var ikke henne og kikke ind ad vinduerne.

Der er til gengæld nogle andre bygninger langs vejen, fx Carolinesminde ligger tæt op ad Turebyholm Park. Bygningen er  fra 1886 med flere boliger til tidligere medarbejdere tilknyttet godset. Huset er opkaldt efter enkegrevinde Caroline Moltke.

Lidt tættere på Turebyholm findes dette lille charmerende hus. På gavlen står 1859.

Tureby Kirke er startet i 1100-tallet - og ligner til forveksling alle mulig andre landsbykirker. Bortset fra at der er to ret store sideskibe som blev opført til de husarer som lå på den nærliggende rytterkaserne. Der var ikke åbent i kirken da jeg passerede, og heller ikke noget toilet.

Udsigten fra Rødestræde.

Det har som bekendt regnet en del denne vinter, og især syd for kirken er landbrugsarealerne flere steder under vand. Regnen skyldes klimaændringer, bl.a. (og især) fra landbrugets udledning af CO2. Prutterne kommer bl.a. fra det svine- og oksefoder som gror på markerne, så det er lidt en ond cirkel der er i gang her.

Tryggevælde Å.

På vej mod syd ad Rødestræde krydser man Tryggevælde Å. Det er en typisk afrettet å, lagt i lige forløb og indkapslet af høje volde. Endnu længere sydpå stødte jeg på rutens eneste mere trafikerede vej som jeg skal vandre på, Karisevej. Den fører til den eneste større by på ruten er Dalby. Her er der butikker og mennesker. 

Dalby Kirke

Der er også en ret imposant landsbykirke som gennem tiderne har knopskudt i alle retninger. Ruten bestemmes nu helt af motorvejen, for der er ganske langt mellem de steder hvor man kan krydse motorvejen. Jeg valgte Piberhusvej. Den er ganske lidt trafikeret og også et af de udsigtsmæssigt mere interessante dele af turen. Her kunne jeg også have valgt at lave en lille omvej til Babberup og gårdbutikken der, men - jeg måtte spare benene til det sidste stykke til Haslev.

Bregnemade Skov.

Nu kom jeg tæt på Bregentved Gods, hvor jeg tidligere har været, se indslag fra 13. august 2022. Så jeg drejede i stedet af ad en gammel alle, Holte Alle på ca. 1½ km. Rutens eneste grusvej. Selve alleen er beplantet med vejtræer. Udsigten - nå ja landbrugsarealer så langt øjet rækker. Alleen blev oprindelig beplantet i 1751 med 551 lindetræer op over Holtebakken. Den forbandt med landevejen til København - herfra kom bl.a. kongen kørende. Det er en af de ældste alléer i landet.

Holte Alle.

Det er nu ikke den vej jeg går, men ad Freerslev Anneks som fører forbi Freerslev med kirke. Her er en del agerhøns. Engang var her så smukt at kunstmalere kom hertil for at male. Jeg tænker at det måske ikke lige er det første sted kunstmalere tager hen for at male i dag, heller ikke om sommeren. Jeg støder nu frem mod den sidste større vej, Køgevej krydses.

Ved Køgevej, Sanderhusvej.

Men den skal bare krydses for at fortsætte på en af de fredelige landeveje, Sanderhusvej. I krydset ligger Freerslev. Mine ben var dog for trætte nu til at aflægge hele landsbyen et kik. Og gik dermed glip af den gamle købmandsgård hvor der vist nok nu er indrettet et galleri.

Ved Sanderhusvej. En gård som nu rummer Shop Display.

Igen en fredelig landevej, mestendels med marker, og enkelte gårde, bl.a. en større gård som nu er sæde for en butik med butiksdekorationer. Om den stadig er åben, fremgår ikke. Deres Facebookside har ikke været opdateret siden 2019, og hjemmesiden er yderst fattig på information.

Haslev. Kaffen købte jeg her og tog med i toget der går hver halve time.

Resten af turen gik langs jernbanen mod Haslev Station gennem et skovområde. Om Haslev, se et tidligere indslag. Generelt er det blevet meget nemmere at komme til stationerne til Næstved fra København Syd station. På ½-1 time når man rigtig langt.

Ruten.

Tureby Station. Turebyvej. Turebyholmvej. Turebyholm Gods og Kirke. Rødestræde. Nybyvej. Tågerup(vej). Karisevej. Dalby. Piberhusvej. Holte Alle. Freerslev Annex og Kirke. Sanderhusvej. Sofiendalsvej. Haslev Station. I alt ca. 23 km.