Bramsnæs. Ejby. Kirke Hyllinge - Hornsherred

En todelt tur: Første halvdel er en kystvandring på Bramsnæs, Bramsnæs vig til Ejby Ådal. Anden halvdel er en tværgående rute over Hornsherred i svinefoderdanmark. 

Det er en del år siden jeg sidst var i dette område, to gange i 2016 i forbindelse med Gudernes Stræde, dels i marts måned, dels i juni. Gudernes Stræde går ikke ud på Bramsnæs, det gør Fjordstien heller ikke. Men dele af dagens rute gik dog brudstykker af begge vandreruter. På forhånd havde jeg ikke kunnet finde ud af om Bramsnæs er åben for offentligheden. Derfor opdagede jeg også med glæde et lille skilt på Næsvej på vej mod Bramsnæs hvor man bliver budt velkommen, undtagen hvis man er i bil, så er man nødt til at lave en aftale. Det passer selvfølgelig en vandringsmand særdeles godt, og jeg stødte da også kun på en bil som åbenbart var en lokal. 

Næsvej Bramsnæs. Isefjorden ligger til venstre for vejen - Næsvej, mens Bramsnæs Vig ligger til højre.

Forventningerne fra velkommenskiltet ved indgangen blev bestemt opfyldt. Desuden er det kun muligt at køre med bil et ganske kort stykke ud på halvøen. Ellers er der kun smalle vandrestier. De eneste lyde man hører er en mangfoldighed af fugle. Jeg tog turen på solsiden som om formiddagen er østsiden, altså mod Bramsnæsvig. Her fører et ganske smalt spor ud til Dejlighedsspidsen. Det er freden, roen og de mange naturlyde som er det største attraktion her. Og på en dag som denne bølgernes dovne plasken mod den lavbundede kyst.

Solsiden, østsiden formiddag mod Ejby. Engang var der marsvin i vigen.

Tværs over vigen kan man ane middagens rute: Turen lands vigen mod Ejby. Mod land stiger landskabet ganske langsomt, og på toppen af bakken ser det ud til at der er landbrugsarealer. Så længere væk er de altså heller ikke. Alligevel giver det smalle bælte med natur åbenbart  gode betingelser for dyrelivet.

Dejlighedsspidsen. Egentlig ikke imponerende sådan rent visuelt. Men stemningen, freden og roen finder man ikke mange andre steder.

Dejighedsspidsen er et fint sted for en pause på turen. Herfra kan man se rundt i Isefjorden. En almindelig tirsdag i slutningen i maj er der ikke megen menneskelig aktivitet at se på fjorden. En enlig kajakroer under Ejby. Men ellers ikke noget. 

Vestsiden af Bramsnæs. Om eftermiddagen er den nok mere solbeskinnet.

Vestsiden - som om formiddagen er skyggesiden - er mod nord en lav, diskret klint som ligger inde mellem træerne. Kysten er her mere stenet, men der går et spor oppe under træerne hvis det bliver alt for anstrengende. Her er til gengæld en del gode badesteder. Jeg kan se sandbund lidt uden for den stenede strand, og vandet bliver ret hurtigt dybt til svømning. Helt inden ved den snævre landtange til Bramsnæs er der til gengæld en fin sandstrand. Kun en enkelt "badegæst" finder jeg her på en almindelig arbejdsdag. 

Bunden af Bramsnæs Vig. Et næs går langt ud i vigen.

Man kan godt gå langs stranden bunden af vigen. Men set i bakspejlet er det nok mere at foretrække vejen. Sporet bliver mere og mere utydeligt og ufremkommeligt især ved Krabbesholm, og en humoristisk sjæl har sat skilte op med cyklen forbudt! Det er ganske enkelt helt umuligt at cykle her. Omvendt så opmuntrer det mig også til at slutte at man kan godt må gå her. Til sidst er der ikke længere nogen sti, men et tætbevokset sivkrat som jeg må knase sig igennem. Vel ude af det kommer man så til et noget pløret område som dog gradvis bliver mere fremkommeligt når først man er kommet over på den anden side af vigens bund

Ejby Strand. Det godt sted til rast, tanke vand og besøge toilettet.

Herfra fortsætter så en smal, men noget anstrengende sti mod Ejby Strand. Udsigten fejler imidlertid ikke noget. Der er toilet ved stranden. Og rasteplads hvis man trænger til det. Stranden ligger næsten ud for spidsen af Bramsnæs, så her kan jeg sidde og drømme om dengang jeg gik på den anden side. Også her er der fredeligt. Ingen badegæster - men jeg kan ikke garantere for om dette også er tilfældet i feriesæsonen. 

Ejby Havn. En gammel fiskerhavn som nu fortrinsvis er til lystbåde.

Ejby Havn er en noget anonym anløbsplads med rødmalede skure. Engang var det et fiskerleje hvor der blev fanget ål sild og blåmuslinger. De sidste er vist det eneste der er tilbage at fange. Måske ikke i de profitable mængder længere. For vandrere er stranden måske mere at foretrække. 

Nord for Fiskerhuse, kik mod ådalen

Fra Ejby Havn mod Ejby Ådal går man ad Fjordstien, og det er nok en af de mere krævende ruter på denne sti. Stenstranden er ganske anstrengende at gå på. Så selv om udsigten der ikke fejler noget, må man nyde ved at stoppe op. Når man går på stenene, er det en god ide at kigge ned hvor man går. Jeg som nævnt tidligere gået langs ådalen, så denne gang nøjedes jeg med at krydse åudløbet. Der i øvrigt var ganske lavvandet. Mange ugers tørke har åbenbart også sat sit præg på mængden af vand i åen. 

Kik mod syd, Munkholmbroen

Nord for der hvor Ejby Å udmunder i Isefjorden er der et højdedrag som man ikke bør lade sin næse gå forbi. Stigningen er godt nok ganske stejl, men det er al umagen værd. Fra toppen har man en fantastisk udsigt både mod nord og syd. I dagens klare vejr var det muligt at se helt mod syd til Munkholmbroen, mod nord anedes færgen til Orøs østside (altså ikke den til Holbæk). 

Kik mod Nord. Orø

Herefter lokker kystvandringen mod nord, men det må vente til en anden gang, for det kræver lidt planlægning at finde et sted hvor man kan støde på et offentligt transportmiddel. I stedet for drejede jeg ind over land langs ådalen mod kurs mod Lyndby for at nå bussen der.

Vest for Ejby. 

Nu starter så en helt anden form for vandring, nemlig turen over land gennem det typiske danske landskab: svinefoder til begge sider. Uendelige kulturstepper som står i stærk kontrast til naturen langs fjord og vig. Fuglestemmerne er nu helt forstummet, måske en enkelt lærke hist og pist, og den afvekslende duft fra planter og træer er afløst af sporadisk tung lugt af svin og køer.

Ved Kirke Hyllinge

Kirke Hyllinge er en pænt stor by. Sikkert et dejligt sted at bo, men for vandrere er der ikke meget at komme efter. Kirken har et toilet og forsyning af vand, men ellers er der ikke nogen forretninger, supermarkeder eller andet hvor man kan fouragere. Min tur gik gennem Kirkegade og Bygaden. Sidevejene er præget af villabyggerier.

Lille Karleby

Karlebyerne - Store og Lille (selv om det forekommer mig at lille var større end store) er moderne sovelandsbyer med lidt håndværk og industri. Ellers omgivet af store, livløse i bedste fald grønne marker. Trafikken er ikke så voldsom her. 

Mellem Karlebyerne og Lyndby.

Ved Lyndby er trafikken til gengæld taget ganske betydeligt til, og indbyder bestemt ikke til at fortsætte til fods mod Roskilde. Men nu er der heller ikke meget tilbage i benene. 20 km, måske i et noget vanskeligt terræn har sat sine spor, og heldigvis går bussen til Roskilde Station (230R) ganske tit.

Ruten

Langtvejkrydset busstop. Næsvej. Bramsnæs rundt. Standen langs Bramsnæs Vig til Ejby og Fiskerhuse. Ejby Ådal. Kirke Hyllinge. Karlebyvej gennem Store og Lille Karleby. Lyndby Kirke busstop. Ca. 20 km.

Ruds Vedby - Tissø - Høng

Målet var Tissø. Jeg havde på forhånd ikke forventet ret meget natur, og det holdt også stik. Det meste af ruten gik gennem svinefoderarealer. Til gengæld var der en hel del kirker, små landsbyer med lidt bynatur samt naturligvis vildtreservatet langs Tissøs østside.

Noget af det første man støder på fra stationen i Ruds Vedby er en mindesten for Henrik Tauber, han var rigsdagsmedlem 1879-1892. Monumentet er rejst i 1897. Ikke i Ruds Vedby, men i Bredgade i Slagelse, og først da den blev udvidet i 1911, blev monumentet flyttet og genindviet på sin nuværende plads. Præstesønnen Johannes Henrik Georg Tauber (1872-1892) startede en journalistisk karriere ved Fædrelandet i 1849, senere Dagbladet, Dannevirke og Berlingske Tidende. Han købte 1871 Sorø Amtstidende. Han sad i Folketinget for Venstre (Hørup-fløjen) fra 1869 (først for Horsens, fra 1872 Slagelse, 1879 Rudsby Vedby). Ikke uden grund er denne periode også kaldet "kamptiden". Det skal forstås bogstavelige. Højres borgmester Rump deltog aktivt i pibekoncerter mod Tauber, pudsede som borgmester politiet mod hans møder, skrev smædeviser og fik arbejdere drukket fuld så voldsomheder nærmest blev uundgåelige. Det var under Estrup hvor alle odds blev sat til fordel for godsejerne.

Ruds Vedby Vedbygård. Området er privatejet og der er ikke adgang til ejendommen. Den kan dog beskues over hækken bak kirken.

Godset Vedbygård har rødder tilbage til i hvert fald 1312. De lokale bønder har her måttet leve (døje?) under skiftende adelige, kronen og andre som aktivt deltog i forskellige krigeriske begivenheder gennem danmarkshistorien. I midten af 1800-tallet bliver stedet betegnet som en "røverrede" på gårdens hjemmeside. Omsider overgik ejerskabet til en industrimagnat og bygningerne fik et kraftigt makeover. 1917-2018 blev  det et rekonvalescenshjem under Diakonissestiftelsen. Reelt dog først fra 1924. Beboerne var enker og døtre af præster, professorer og middelstandskvinder. Siden 2018 er stedet ejet af forretningsmanden og ejendomsinvestoren Dan Svenningsen som er ved at indrette boliger og gøre naturen tilgængelig. 

Udsigten fra Ruds Vedby mod nordvest, Ougtvedvej. På daværende tidspunkt tænkte jeg ikke på at jeg ville komme igennem området bag højdedragene. 

Mellem kirken og gården går der en sti mod Reerslev. Opad så man efterhånden kan overskue området lidt oppefra. Fotoet ovenfor viser et udsnit. Som det ses er vi i svineproduktionsland. Kun enkelte hegn bryder det gul-brune så langt øjet rækker. Og det er det generelle billede på stort set hele ruten. Fra Ruds Vedby til Reerslev er der kun ganske små pletter af natur - fx et tilsyneladende populært hundelufteområde i Ruds Vedbys nordligste del.

Reerslev. Udsigt fra Reerslevvej.

Efter at have krydset den trafikerede Jyderupvej er der en kort strækning mod Reerslev. Ikke at forveksle med andre byer af det navn, fx i Høje-Taastrup. Hvad man som vandringsmand ikke nødvendigvis er opmærksom på at at den de sidste 10 år har haft et landsbylav som afholder socialearrangementer, samt fungere som talerør overfor fx kommunen. Den udvirkede også at der kom fibernet til landbyen. 

Reerslev Smedje. Det lille museumsskilt hænger på hjørnet, og der er ganske lukket her på en kølig mandag i april.

Langs hovedgaden ligger Reerslev smedje som stammer fra 1700-tallet. Dog nok ikke i sin nuværende skikkelse. Taget er helt åbenbart en nyere foreteelse. På bygningen findes et museumsskilt. Lidt diskret. Måske kan man ane det på fotoet på hjørnet til højre. I smedjen skulle der findes værktøj som er over 100 år gammelt, og alt står urørt, som da den sidste smed stoppede i 2006. I sæsonen er der åbent i weekenderne. Og på visse dage arbejdes der med esse og ambolt.

Nøragervej (eller Ougtvedvej) mellem Reerslev og Ougtved. Et kik ned ad en sidevej til en gård med får.

Fra Reerslev fortsætter turen ad den ganske fine vandrevej, Nøragervej og Ougtvedvej. Trafikken er her ganske beskeden, man har vejen næsten for sig selv. Jeg overvejede at tage den "grønne rute" mod nord ad Nøragervej. Den skulle efter kort og Google Maps komme igennem nogle små naturområder med skov. Men dels ville det gøre min rute for lang (jeg tør ikke kaste mig ud i ruter på over 20 km), dels ville jeg ende ud med 2½ km på i den stærkt trafikerede Søbyvej (vej 219). Da jeg senere når 219, blev jeg bekræftet i at det var et godt valg, for naturreservatet Tissø er pt. aflukket, trafikken heftig og der er ikke gode vandremuligheder. Over 10 års træning i at læse kort har trods alt sat sine spor. Ougtved antyder at der engang har ligget en landsby. Nu må det vel snarere betegnes som en håndfuld bygninger langs landevejen.

Sæbygårdsalle. Omtrent ved Falkenhøj.

I stedet ventede dog en anden ret ubehagelig oplevelse. Intetanende begav jeg mig på en ca 3 km lang tur ad Sæbygårdsalle. Og det skulle blive en stinkende affære. En overgang fik jeg nærmest tårer i øjnene. Ikke for ingenting gik ruten gennem et af dansk svineproduktions områder, og 2 gylletanke i det fjerne (se foto) bekræftede det. Jeg måtte ganske enkelt sætte farten betydeligt op - heldigvis havde jeg stavene med. Jeg ved ikke om det var fordi der lige var kørt gylle på markerne eller om det var de mange gylletanke som ikke holder lugten tilbage. I hvert fald må de lokale have kendt til det, for jeg gik hele vejen uden at møde et eneste menneske, kun et par enkelte biler.

Sæbygårdsvej, Vand vælder op af jorden.

Først da jeg nærmede mig Tissø, i den østlige ende af Sæbygårdsvej holdt stanken op. Og her kan man pt opleve et udmærket eksempel på hvad der sker når man prøver at presse vandet sammen til at løbe i smalle å-løb, eller som her, endda har lagt det hele i rør. Det kan måske være lidt svært at se på fotoet, men den runde vandpyt til venstre på marken er i virkeligheden vand som bobler op gennem jorden. Vanden siver op af jorden, og som det ses til højre i fotoet i en sådan mængde at det er blevet til et helt fos der løber ned i den lille bæk. Trods det ser ud til at være en voldsom afstrømning er det dog ikke nok til at marken står under vand. 

Tissø. Fra vildtreservatets østside. Taget fra hegnet. Det er søens sydlige bred man kan se. Lyden er ikke til at tage fejl af: Her lever masser af fugle.

Den østlige del af Tissø er et aflukket vildtreservat i ynglesæsonen, altså fra 1. april til hen i juli. Her oplevede jeg så vej 219, fik bekræftet at det er en stærkt trafikeret trafikvej og absolut ikke god som vandrevej. Til gengæld er Sæby Kirke og kirkegård et dejligt sted at holde hvil. Fra kirkegården kan man nyde udsigten over søen, muren tager den værste billarm og ligger i det hele taget godt i læ med et fint toilet. Også kirken er velbevaret og ganske seværdig).

Tissø. Vildtreservatet set fra syd mod nord. Det er den nordlige bred man kan se længst væk.

Tissøs ca. 12,3 km2 gør den til Danmarks fjerde- eller sjettestørste sø. Alt efter hvilken kilde man henviser til. Jeg har ikke ulejliget mig med at undersøge hvorfor. Der er store vandstandssvingninger. Østsiden af Tissø, fra Lille Fuglede i nord til Sæby Kirke i syd, er en smal landbræmme mellem landevejen og søen fredet. Herfra fortsætter det fredede område langs søens sydside til Hallenslev. I Tissø skulle der leve toppet lappedykker, stor skallesluger, forskellige svømme- og dykænder, grågås, sædgås, canadagås, knopsvane, sangsvane, pibesvane og blishøne, klyde, dværgterne, hættemåge, rørspurv, rørsanger og rørhøg, rørdrum,

skægmejse, pungmejse og græshoppesanger. Jeg kunne nu kun øjne gæs og ænder. Desuden blev området spærret den 1. april og det varer indtil 15. juli. Der er kun en enkelt anden besøgende i reservatet. Han sidder i sin bil og kigger ud.

Stendyssen ved Tissø. Umiddelbart har jeg ikke kunnet finde mange oplysninger om den. Til højre ses Sæby Kirke og kirkegård.

Overfladevandet bruges til industrielle formål (3,5 mill kubikmeter hvert år) og skulle således spare grundvandet. Mængden skulle efter forlydende ikke sænke vandstanden væsentligt. Ruten byder på fire middelalderkirker: Ruds Vedby Kirke (1.696 indbyggere), Reerslev Kirke (503 indbyggere), Sæby Kirke (356 indbyggere) og Hallenslev Kirke (landsbyen har 242 indbyggere). Alle med gode toiletforhold og kirkegårde som nok kunne kaste en og anden historie af sig. Sæby Kirke ligger ret langt væk fra selve landsbyen og den kom ikke med på denne tur.

Hallenslevvej. Et vådområde ses i baggrunden. Om det er en oversvømmet mark eller vitterligt en mose, kan jeg ikke afgøre.

Selv om området er "plastret til" med svinefoderarealer, så skabte planer om en skovrejsning i Sæby sidste år (2022) betænkeligheder i Sæby Hallenslev beboerforening. Formandens indvending var at hvis nogen ville bygge en udestue over 50 kvadratmeter skulle der søges om dispenation. Formålet med skoven vil udover det rekreative være at opsamle CO2. Det er vel ok at gøre sig nogle tanker når man i timevis går på landeveje som dagens rute. Natur er der ikke meget af sådanne steder som her: dyr, fugle, insekter m.m. kan ikke leve på bare marker der bare venter på at blive sået til med hvede, byg eller raps. De rådyrflokke man af og til ser, er tydeligvis på vej fra et sted til et andet.

Hallenslevvej. Et typisk landskab langs ruten. Formentlig skal de brune arealer sås til med hvede, byg eller raps til brug i svineproduktionen.

På de sociale medier ser man ofte kommentarer imod solcelleanlæg og vindmølleparker hvor der bruges vendinger som at "plastre til " med disse. Det kan være noget svært for trænede vandrere at forstå, idet hvis ordet "plastre" passer på noget, må det vel være de enorme arealer der ligger hen i 8 af årets 12 måneder som vist på fotoerne. I de sidste 4 er tilgroet med hvede, byg eller raps. Med sprøjtespor så andet planteliv ikke breder sig. Altsammen til brug for svine- og kreaturproduktionen. Det kan måske også være lidt svært for en udenforstående at forstå at der ikke skulle være masser af plads til selv store vindmølle- eller solcelleparker uden at det på nogen måde går ud over helheden - hvis det da er den der er så stor opbakning til at bevare. Jeg har set sådanne parker hvor der endda er mere natur omkring dem end landbrugsarealerne. Men hvis fremtidige udestuer over 50 kvadratmeter skulle udgøre et problem mod skovrejsning, så kan jeg godt se at der er lang vej igen til at gøre Danmark til et klimavenligt land.

Ruten

Ruds Vedby Station. Sti mod: Reerslevvej. Reerslev. Nøragervej. Ougtvejvej. Sæbygårdsall. Sæby Kirke. Søvej. Hallenslevvej. Høng Station

Skovtårnet. Eller: Haslev-Rønnede

Skovtårnet har længe stået på min liste. Så nu er det altså tjekket af på denne tur fra Haslev til Rønnede.  Undervejs var der såvel overraskelser som planlagte delmål som Villa Gallina.

Sidst jeg var i Haslev var målet Gisselfeld Kloster og Bregentved Gods. Dengang gik jeg forbi skiltet med Villa Gallina - det ville betyde en for lang omvej. Nu bød lejligheden sig til på en ny rute på teoretisk set 15 kilometer med Skovtårnet som højdepunkt. Det blev så til 20 dels fordi jeg gik forkert og dels ikke havde indberegnet at Skovtårnet ikke ligger ved vejen, men ca. 3 km frem og tilbage ad en snoet sti.

Haslev, Jernbanegade. Byens hovedgade der fører fra jernbanestationen op til kirken. I mit sidste indlæg var et foto nedenfor bakken. Her er så et foto som viser gaden næsten fra toppen.

Jeg tog ruten gennem Haslev ad den næsten mennesketomme hovedgade Jernbanegade. Men denne gang havde jeg også et lille mål her, nemlig den tyske afdeling af kirkegården som er en ud af i alt 34 i Danmark. Jeg var slet ikke klar over at 242 tyskere (151 flygtninge af 81 soldater) blev begravet her. Der er en hel del børn, som ingen lægehjælp kunne få. I slutningen af krigen, i marts 1945 beslaglagde tyskerne alle større bygninger i Haslev undtagen gymnasiet til brug for lazaretter og fødeklinikker. Gravpladsen var indtil nyere tid gemt bag et læbælte, men det er fjernet nu. Brosten med numre som markerede gravene før 1966 ligger på en palle udenfor. 

Haslev Kirkegård. Tyske soldater og flygtninge.

Fra landevejen mod Bråby ser man lidt udenfor Haslev nogle lave, men meget markante bygninger. Det er Vibyengskolen fra 2012. Der er plads til 500 elever på indskoling og mellemtrin. Den er tegnet af Arkitema Architects. Ved sin indvielse var den første nyopførte folkeskole, som efterlevede den nye folkeskolereform. Den er også energivenlig med solpaneler på taget, lavenergi i Energiklasse 1. Arkitektfirmaet udtalte om skolen: “Med Vibeengskolen gentænkes den danske folkeskole og genopstår som en inddragende folkeskole med øget fokus på børns forskellige kompetencer - en folkeskole for samtiden og for fremtiden. En arkitektur, der sikrer et varieret, inspirerende og aktiverende læringsmiljø - både inde og ude. Og samtidig en skole der integrerer læring og bæredygtighed”. Blandt arkitektfirmaets projekter er Københavns Universitet Amager og VIA University College Aarhus, Nordstjerneskolen i Frederikshavn og Hellerup skole. Der findes lidt indtryk af det indvendige på denne hjemmeside.

Vestskolen Vibeeng. Arkitekttegnet skole med fremtidsvisioner.

Vel ude af Haslev går turen ad landevejen mod Bråby. Det går gennem svinefoderarealer der pt ligger temmelig øde hen. Faktisk nærmest som pløjemarker. Der er dog enkelte naturområder som fotoet nedenfor viser. Vejen er noget bakket, let trafik eller gode vandreforhold på stier.

Bråbyvej. Umiddelbart syd for Haslev støder man ind i et lille naturområde hvor svømmefuglene høres. Man skal dog nok lidt tættere på for at se dem.

Bråby passerede jeg også på min første tur, så jeg henviser til det. Der er ikke sket så meget siden da. Det er lidt deja vu. Nu blot som vinteroplevelse. For langtursvandreren er det godt at vide at der er toilet så man både kan få læsset af og tanket op. 

Susåen løber under Villa Gallinavej.

Fra Bråby mod Villa Gallina ændrer turen sig markant. Man er snart forbi svinefoderarealerne og kommer ind i et bakket terræn med natur. En lille idyl befinder sig som fotoet viser ved Suså. Her ligger et bindingsværkshus ved broen over åen.

Udsigt fra Villa Gallinavej mod Bråby

Kigger man bagud mod Bråby på en af bakkerne ser man de store svinefoderarealer, kun afbrudt af nogle hullede markhegn. Sneen mildner lidt indtrykket. Men man kan jo bare kigge fremad. Mod skoven som omslutter vandreren. Der er godt nok ingen stier her, men trafikken er ikke værre end at man kan træde ind i rabatten ved forbikørsel. Skoven er en lise at komme ind i, og halvvejs inde er der nogle sø- og moseområder.

Sø- og Moseområde ved Villa Gallinavej

Denne del af ruten er måske den mest naturskønne, så jeg vil da anbefale at man lige dyrker området lidt ved at vige fra landevejen og nyde de forskellige naturformer man kan se her. Om sommeren må der være et mylder af planter.

Villa Gallinasvej, Hyldemors Have.

Her ligger noget så særpræget som Hyldemors Have. Hyldemor hedder Maria Lisette Jacobsen. En enkeltkvindevirksomhed som blev etableret 2015. I det gamle bindingsværkshus kan man blive undervist i urtekundskab og nordisk-inspireret shamanisme. Hun er uddannet arkæolog og tidligere museumsinspektør. I haven kan man fra vejen bl.a. se teltet Elverhøj som er en adgang til en magisk verden fuld af kraft og skønhed. Det kan man opleve på trommerejser og gennem ritualer. På hendes facebookside kan man få råd til urtemedicin mod diverse gener og sygdomme. 

Villa Gallina. Oprindelig fra 1852. Ombygget af Martin Nyrop.

Villa Gallina har rødder tilbage til 1852, men blev kraftigt ombygget af Martin Nyrop (Ja, ham med Københavns Rådhus). Bygningen emmer af nationalromantik. Et lille indtryk af hvad stedet er blevet brugt til, var de danske Våbenbrødres Vesteregedes-afdelings fest den 28. juni 1897. Der blev affyret kanonsalutter, og veteraner fra diverse krige deltog. Der blev udbragt skåle for grev Danneskjold-Samsøe til Gisselfeld, afsunget fædrelandssange og holdt taler om hvordan tapre danske mænd stred under den så ulykkelige krig (1864) og kæmpede heltemodigt i 1848. Kvinden fik også en sang med på vejen i en sidebemærkning om hendes tårer på kind. Inden man skred til fællesspisningen.

Ved Villa Gallina

Villa Gallina ligger ned til en lille sø som man med let slentretrav kan nå omkring på ½ time, og det er bestemt det værd. Her kan man se villaen fra mange vinkler. På landsiden er et meget kuperet terræn, især ved siden af Villa Gallina.

Udsigt fra Gisselfeldvej.

Ude af skoven er man igen i det typiske ganske danske land. Endeløse svinefoderarealer som vist på fotoet, langs Gisselfeldvej. Man bør svinge gennem den lille landsby Vesteregede. Der er en halv snes meget fine bindingsværkshuse og -gårde som ligger lidt diskret fra bygaden. Der har været kirke i landsbyen i århundreder, men den nuværende bygning er fra 1876, og der er stort set intet af den gamle tilbage. Måske bortset fra lidt inventar.

Udsigt fra toppen af Skovtårnet.

Fra Vesteregede kan man over trætoppene nu skimte Skovtårnet. Den er del af et større foretagende på 30 ha (40 fodboldbaner) som hedder Camp Adventure. Hovedkvarteret er nogle dels gamle dels nye bygninger (Gisselfeld). Stedet er klart lagt an på sport (klatrepark med 12 baner), overnatning (mongolske jurter til 2800 kr for en overnatning) med træning (glampering), blomsterpark og meget andet. Den sværeste klatrebane er i 25 meters højde. Men man kan også bare betale de 175 kr. det koster for turen på 3,2 km frem og tilbage til Skovtårnet. 

På tilbageturen kommer man bl.a. forbi åen.

Turen går gennem en fredsskov. Jeg havde faktisk regnet med at det hele ikke kostede noget, det foregår jo dog trods alt i naturen. Men bortset fra det med pengene, så er såvel turen gennem fredsskoven ad en boardwalk og op i tårnet en god og stor oplevelse. Der er 12 runder og 650 meter til toppen. Og så står man 45 meter over jordens overflade, i 140 meters højde over havet. Og langt over de tre bøgetræer som vokser i centrum af tårnet.

Bygninger omkring receptionsområdet.

At finde natur inde i landet er efterhånden blevet lidt af et kunststykke. Og om Camp Adventure er måden, det er op til enhvers smag. Den enorme parkeringsplads fortæller om konceptet: Man drøner ad landevejen, parkerer bilen, gennemfører banen, lejer eventuelt en hytte/telt med en fantastisk udsigt og landevejen som lydkulisse. Efter endt oplevelse hopper man op i bilen igen og kører hjem. Det er en måde at gå til Camp Adventure. Ikke min. Men min måde er der også plads til: En stille vandring i en smuk skov til et tårn som ved sin gennemsigtighed giver en unik oplevelse af at klatre op og over skoven og opleve en udsigt man ellers kun ser fra et fly. Tag kikkerten med. Og for ligesindede vil jeg anbefale at komme uden for sæsonen som fx nu. Jeg ville nok nødig være her i højsæsonen.

Turen til bussen i Rønnede er ikke værd at snakke om. Den går langs en larmende, stærkt trafikeret vej. Bussen går overfor Rønnede Kro. Og så kan man nyde ½ times kørsel til Køge og tænke over dagens oplevelser.

Ruten

Haslev Station. Bråbyvej. Bråby. Villa Gallinavej. Gisselfeldvej. Vester Egede. Camp Adventure, Skovtårnet. Rønnede. Ca. 20 km med omveje.