Skovtårnet har længe stået på min liste. Så nu er det altså tjekket af på denne tur fra Haslev til Rønnede. Undervejs var der såvel overraskelser som planlagte delmål som Villa Gallina.
Sidst jeg var i Haslev var målet Gisselfeld Kloster og Bregentved Gods. Dengang gik jeg forbi skiltet med Villa Gallina - det ville betyde en for lang omvej. Nu bød lejligheden sig til på en ny rute på teoretisk set 15 kilometer med Skovtårnet som højdepunkt. Det blev så til 20 dels fordi jeg gik forkert og dels ikke havde indberegnet at Skovtårnet ikke ligger ved vejen, men ca. 3 km frem og tilbage ad en snoet sti.
Haslev, Jernbanegade. Byens hovedgade der fører fra jernbanestationen op til kirken. I mit sidste indlæg var et foto nedenfor bakken. Her er så et foto som viser gaden næsten fra toppen.
Jeg tog ruten gennem Haslev ad den næsten mennesketomme hovedgade Jernbanegade. Men denne gang havde jeg også et lille mål her, nemlig den tyske afdeling af kirkegården som er en ud af i alt 34 i Danmark. Jeg var slet ikke klar over at 242 tyskere (151 flygtninge af 81 soldater) blev begravet her. Der er en hel del børn, som ingen lægehjælp kunne få. I slutningen af krigen, i marts 1945 beslaglagde tyskerne alle større bygninger i Haslev undtagen gymnasiet til brug for lazaretter og fødeklinikker. Gravpladsen var indtil nyere tid gemt bag et læbælte, men det er fjernet nu. Brosten med numre som markerede gravene før 1966 ligger på en palle udenfor.
Haslev Kirkegård. Tyske soldater og flygtninge.
Fra landevejen mod Bråby ser man lidt udenfor Haslev nogle lave, men meget markante bygninger. Det er Vibyengskolen fra 2012. Der er plads til 500 elever på indskoling og mellemtrin. Den er tegnet af Arkitema Architects. Ved sin indvielse var den første nyopførte folkeskole, som efterlevede den nye folkeskolereform. Den er også energivenlig med solpaneler på taget, lavenergi i Energiklasse 1. Arkitektfirmaet udtalte om skolen: “Med Vibeengskolen gentænkes den danske folkeskole og genopstår som en inddragende folkeskole med øget fokus på børns forskellige kompetencer - en folkeskole for samtiden og for fremtiden. En arkitektur, der sikrer et varieret, inspirerende og aktiverende læringsmiljø - både inde og ude. Og samtidig en skole der integrerer læring og bæredygtighed”. Blandt arkitektfirmaets projekter er Københavns Universitet Amager og VIA University College Aarhus, Nordstjerneskolen i Frederikshavn og Hellerup skole. Der findes lidt indtryk af det indvendige på denne hjemmeside.
Vestskolen Vibeeng. Arkitekttegnet skole med fremtidsvisioner.
Vel ude af Haslev går turen ad landevejen mod Bråby. Det går gennem svinefoderarealer der pt ligger temmelig øde hen. Faktisk nærmest som pløjemarker. Der er dog enkelte naturområder som fotoet nedenfor viser. Vejen er noget bakket, let trafik eller gode vandreforhold på stier.
Bråbyvej. Umiddelbart syd for Haslev støder man ind i et lille naturområde hvor svømmefuglene høres. Man skal dog nok lidt tættere på for at se dem.
Bråby passerede jeg også på min første tur, så jeg henviser til det. Der er ikke sket så meget siden da. Det er lidt deja vu. Nu blot som vinteroplevelse. For langtursvandreren er det godt at vide at der er toilet så man både kan få læsset af og tanket op.
Susåen løber under Villa Gallinavej.
Fra Bråby mod Villa Gallina ændrer turen sig markant. Man er snart forbi svinefoderarealerne og kommer ind i et bakket terræn med natur. En lille idyl befinder sig som fotoet viser ved Suså. Her ligger et bindingsværkshus ved broen over åen.
Udsigt fra Villa Gallinavej mod Bråby
Kigger man bagud mod Bråby på en af bakkerne ser man de store svinefoderarealer, kun afbrudt af nogle hullede markhegn. Sneen mildner lidt indtrykket. Men man kan jo bare kigge fremad. Mod skoven som omslutter vandreren. Der er godt nok ingen stier her, men trafikken er ikke værre end at man kan træde ind i rabatten ved forbikørsel. Skoven er en lise at komme ind i, og halvvejs inde er der nogle sø- og moseområder.
Sø- og Moseområde ved Villa Gallinavej
Denne del af ruten er måske den mest naturskønne, så jeg vil da anbefale at man lige dyrker området lidt ved at vige fra landevejen og nyde de forskellige naturformer man kan se her. Om sommeren må der være et mylder af planter.
Her ligger noget så særpræget som Hyldemors Have. Hyldemor hedder Maria Lisette Jacobsen. En enkeltkvindevirksomhed som blev etableret 2015. I det gamle bindingsværkshus kan man blive undervist i urtekundskab og nordisk-inspireret shamanisme. Hun er uddannet arkæolog og tidligere museumsinspektør. I haven kan man fra vejen bl.a. se teltet Elverhøj som er en adgang til en magisk verden fuld af kraft og skønhed. Det kan man opleve på trommerejser og gennem ritualer. På hendes facebookside kan man få råd til urtemedicin mod diverse gener og sygdomme.
Villa Gallina. Oprindelig fra 1852. Ombygget af Martin Nyrop.
Villa Gallina har rødder tilbage til 1852, men blev kraftigt ombygget af Martin Nyrop (Ja, ham med Københavns Rådhus). Bygningen emmer af nationalromantik. Et lille indtryk af hvad stedet er blevet brugt til, var de danske Våbenbrødres Vesteregedes-afdelings fest den 28. juni 1897. Der blev affyret kanonsalutter, og veteraner fra diverse krige deltog. Der blev udbragt skåle for grev Danneskjold-Samsøe til Gisselfeld, afsunget fædrelandssange og holdt taler om hvordan tapre danske mænd stred under den så ulykkelige krig (1864) og kæmpede heltemodigt i 1848. Kvinden fik også en sang med på vejen i en sidebemærkning om hendes tårer på kind. Inden man skred til fællesspisningen.
Ved Villa Gallina
Villa Gallina ligger ned til en lille sø som man med let slentretrav kan nå omkring på ½ time, og det er bestemt det værd. Her kan man se villaen fra mange vinkler. På landsiden er et meget kuperet terræn, især ved siden af Villa Gallina.
Udsigt fra Gisselfeldvej.
Ude af skoven er man igen i det typiske ganske danske land. Endeløse svinefoderarealer som vist på fotoet, langs Gisselfeldvej. Man bør svinge gennem den lille landsby Vesteregede. Der er en halv snes meget fine bindingsværkshuse og -gårde som ligger lidt diskret fra bygaden. Der har været kirke i landsbyen i århundreder, men den nuværende bygning er fra 1876, og der er stort set intet af den gamle tilbage. Måske bortset fra lidt inventar.
Udsigt fra toppen af Skovtårnet.
Fra Vesteregede kan man over trætoppene nu skimte Skovtårnet. Den er del af et større foretagende på 30 ha (40 fodboldbaner) som hedder Camp Adventure. Hovedkvarteret er nogle dels gamle dels nye bygninger (Gisselfeld). Stedet er klart lagt an på sport (klatrepark med 12 baner), overnatning (mongolske jurter til 2800 kr for en overnatning) med træning (glampering), blomsterpark og meget andet. Den sværeste klatrebane er i 25 meters højde. Men man kan også bare betale de 175 kr. det koster for turen på 3,2 km frem og tilbage til Skovtårnet.
På tilbageturen kommer man bl.a. forbi åen.
Turen går gennem en fredsskov. Jeg havde faktisk regnet med at det hele ikke kostede noget, det foregår jo dog trods alt i naturen. Men bortset fra det med pengene, så er såvel turen gennem fredsskoven ad en boardwalk og op i tårnet en god og stor oplevelse. Der er 12 runder og 650 meter til toppen. Og så står man 45 meter over jordens overflade, i 140 meters højde over havet. Og langt over de tre bøgetræer som vokser i centrum af tårnet.
Bygninger omkring receptionsområdet.
At finde natur inde i landet er efterhånden blevet lidt af et kunststykke. Og om Camp Adventure er måden, det er op til enhvers smag. Den enorme parkeringsplads fortæller om konceptet: Man drøner ad landevejen, parkerer bilen, gennemfører banen, lejer eventuelt en hytte/telt med en fantastisk udsigt og landevejen som lydkulisse. Efter endt oplevelse hopper man op i bilen igen og kører hjem. Det er en måde at gå til Camp Adventure. Ikke min. Men min måde er der også plads til: En stille vandring i en smuk skov til et tårn som ved sin gennemsigtighed giver en unik oplevelse af at klatre op og over skoven og opleve en udsigt man ellers kun ser fra et fly. Tag kikkerten med. Og for ligesindede vil jeg anbefale at komme uden for sæsonen som fx nu. Jeg ville nok nødig være her i højsæsonen.
Turen til bussen i Rønnede er ikke værd at snakke om. Den går langs en larmende, stærkt trafikeret vej. Bussen går overfor Rønnede Kro. Og så kan man nyde ½ times kørsel til Køge og tænke over dagens oplevelser.
Ruten
Haslev Station. Bråbyvej. Bråby. Villa Gallinavej. Gisselfeldvej. Vester Egede. Camp Adventure, Skovtårnet. Rønnede. Ca. 20 km med omveje.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar