Grønholt-Humlebæk: Nordsjællandsk vintervandring

Det kan være svært at finde egnede vandreruter om vinteren, alting ser bedre ud i solskin. Denne udflugt gik dog an.

Lønholtvej lidt øst for Gl. Skæremølle. Et typisk landskab i Fredensborg Kommune med vidtstrakte marker og spredte gårde. 

Startpunktet Grønholt Station (1934) er et trinbræt på "Lille Nord" mellem Hillerød og Helsingør, hvor man skal trykke for at komme af. Der går tog en gang i timen, og statistikken viser at der er under 100 daglige passagerer, så jeg må have pyntet gevaldigt i den statistik. Trinbrættet var udgangspunkt for en skovtur i Gl. Grønholt Vang. Som mere end en vang er en mindre skov.

Typisk skovvej gennem Gl. Grønholt Vang. Spætter pikker og andre fuglestemmer høres.

Gl. Grønholt Vang

Min tur gennem skoven var på ca. 2 kilometer, formentlig en gennemsnitstur med afvekslende løv-, nål- og birkeskov og moser. Forbavsende meget liv hvis man skal gætte på fuglestemmerne. Her er man også i nogenlunde fred for store veje - Hillerødvejen ligger i behørig afstand på over en kilometer. Og ja, selvfølgelig lægger man mærke til at vandre i en kommune som bobler til top-10 over Danmarks rigeste.

Præstemosevej med Bakkely, Skovgård og Mosegård - privat område lidt reserveret?

Jeg forsøgte at ramme Præstemosevej, og det lykkedes da også ved lidt lokal vejledning fra en beboer i det ret øde område. Jeg var åbenbart ved at bevæge mig ind på privat område, og det er der en del af uden for skovene. Privat i bogstaveligste forstand - jeg ved ikke om det vil være for vidt at sige at man passer sit. Men det var måske bare vejret. Og området er måske heller ikke meget besøgt af andre end de lokale.

Asminderød stor kirke og kirkegård og en imponerende kro, selvfølgelig i et stenkasts afstand fra kirken.

Asminderød

Præstemosevej fører efter et par kilometer mod nord til landsbyen Asminderød. Med en ganske imponerende kirke og kirkegård. Asminderød Kro. Kroen er kendt fra Politivennen, som i juni 1838 beklagede sig over det store antal kroer i området:

Med kromanden Hammers enkes død ophørte privilegiet til at holde kro i Asminderød. Men siden dette dødsfald som indtraf første påskedag, er der bestandig krohold på stedet. Er forordningen om landsbykroers nedlæggelse ikke ophævet, så ville det være meget passende om denne kro straks efter dødsfaldet var blevet nedlagt da ingen ville tabe, men manges moral og arbejdsomhed vinde ved det. Hvor overflødig denne kro er, vil ses deraf at den er den 13. i en omkreds af 2 mil, og næppe findes der i Danmark en egn der er således forsynet eller rettere overfyldt med kroer. Den omhandlede kro ligger således kun 1/4 mil fra Fredensborg hvor der er to kroer, en halv mil fra Tikøb, en mil fra Esrum som hver har sin kro. Desuden er der i en afstand af omtrent 2 mil fra samme kroer i Harrebæk, Gilleleje, Snekkersten, Humlebæk, Nivå, Sletten, Nøddebo samt på landevejen Nye Kro og Amsterdam. At kroer i landsbyer hvorigennem ingen landeveje går, er skadelige idet de giver lejlighed til lediggang og svir, er en gammel erfaring der også har foranlediget emanation af forordningen af 30. april 1734. Men da der i disse kroer også konstant sælges alle slags fornødenheder, skader de tillige købstadsindbyggernes handel, hvorfor det er ønskeligt at de overflødige kroer nedlægges ved ejerens død og in specie at den her omhandlede straks må nedlægges i overensstemmelse med nys nævnte forordning.

Det er der rettet op på: Det er svært, for ikke at sige umuligt at opdrive en kop kaffe i området. Og skribentens klage var i øvrigt forgæves. Asminderød Kro blev ikke lukket. Kroen kan føre sin historie tilbage til 1678-79 hvor den også drev landbrug og købmandshandel. Kromanden på Politivennens tid Johannes Chr. Hammer, havde en søn, Fritz Hammer som blev kendt under Københavns Bombardement 1807. Han ramte den engelske general Baird. Som blev så imponeret at han ønskede at hilse på Fritz, og som belønning gav ham en pung med guldstykker og to meget smukke, sølvindlagte pistoler. De skulle stadig findes, og Steen Steensen Blicher skrev et digt om begivenheden. Fritz arvede kroen i 1839.

Fra Asminderød til Knurrenborg Vang er der en kilometers penge ad den stærkt trafikerede Kongevejen, før man kan dreje modøst. Gentagelse af Gl. Grønholt Vang.

Asminderød mener man stammer fra middelalderen – 1100-tallet. Her ryddede Asmund og hans huskarle så meget jord, at den kunne ernære seks bønder og præsten. Fra omtrent samme tid stammer kirken. Landsbyen var ganske vigtig, idet der var herregårde: Ebbekøbsgård og Rolands Gårde, og især efter Fredensborg Slot blev bygget 1719-23. Håndværkere og professionalister bosatte sig og byggede. Nu er den smeltet sammen med Fredensborg. Da skovene næsten var fældet for tømmer og brænde, blev Knurrenborg Vang etableret i 1805. Nu er det en smuk skov. Følger man cykelrute 36, også kaldet Den Ungarske Ringvej, kommer man mod syd til Grønholtåen der pt er temmelig vandrig og brusende. Her går man også et stykke af Langstrupstien.

Særlig megen strøm er der ved broen der fører Rolandsvejen over åen, tæt på Gl. Skæremølle. Hvor der stadig skæres. Så kommer man ud på Lønholtvej med kurs mod Langstrup som har givet navn til Langstrupstien.

Her skulle man i 1826 ifølge Politivennen passe på en farlig tyr: 
Søndag den 10. i denne måned gik to værgeløse fruentimmer på vejen mellem Frederiksborg og Asminderød. Lidt før den gård der tilhører hr. kaptajn Soelberg, kom en uvan tyr dem i møde. Og den havde vist nok gennemboret begge de vandrende hvis de ikke i største skynding havde retireret ind på den tilgrænsende mark og reddet livet ved at krybe op i en høstak. Her ville de dog kun have været sikre i en kort tid, hvis ikke to karle med knipler i hånden ved deres skrig var kommet dem til hjælp med at fordrive nævnte glubende tyr der havde skaffet sig adgang til den omgærdede mark ved med hornene at gennembore gærdet ...

Langstrupvej gennem Langstrup. Den mere idylliske del af vejen.

Langstrupstien

Langstrupstien fører over en meget gammel granitbro (Gl. Skæremølle Bro) ved Rolandsvej og skæremøllen. Mens møllen er nyere, er broen en af landets ældste, fra 1600-tallet. Cykelrute 36 fører nu mod syd, men jeg gik mod nord for at komme over Helsingørmotorvejen. Den sætter sit lydlige spor en kilometer til hver side, en strækning som bare skal overstås i en fart.

Dageløkke. Enkelte gårde, men ellers præget af istandsatte idylliske huse der må koste en bondegård.

Fra Dageløkke gik turen ned til stranden, og Sletten - Sletten af i dag har ikke ret meget med Sletten af i går. Der har været fiskere på stedet i hvert fald tilbage til 1560. Havnens nuværende størrelse fik den omkring 1879. Rejsende til Helsingør kom gennem fiskerlejet indtil 1924 hvor Humlebæk Strandvej blev anlagt. er et idyllisk fiskerleje i den sydlige del af Humlebæk, hvor havnen er det naturlige centrum. 

Gl. Strandvej gennem Sletten. Engang måtte rejsende bruge den. Men nu er den parkeringsplads for de lokale beboere, med meget begrænset trafik.

Sletten Havn

Strandvejen går igennem fiskerlejet, og indtil 1924 var det den eneste hovedfærdselsåre mod Helsingør. Dette år blev Ny Strandvej (nu Humlebæk Strandvej) etableret som aflastning. Ca. 1.000 jøder skal være reddet til Sverige herfra. På det tidspunkt var stedet begyndt at blive invaderet af forfattere, tegnere mm. Og de mere end 100 fiskerhuse mm. er nu alle privatboliger. Der er som det ses på fotoet såvel et par fiskerbåde som en fiskehandler på havnen.

Sletten Havn. Vejret arter sig helt gevaldigt.

Alt i alt sneg turen sig vel op på en 18 km. Terrænet ikke specielt vanskeligt, omend nogle af skovstierne sine steder var mildest talt smattede.

Vinter i Lejre på Skjoldungestien

Solskin har der ikke været for meget af denne vinter. Så selv om det blæste, var det da bare med at nyde det - Skjoldungestien.

Jeg missede en af afviserne til Skjoldungestien, og fik i stedet set denne forblæste Baunehøj. 

Ruten var for en gang skyld ikke lagt - jeg er blevet pensionist! Jeg havde købt et nyt kort, Nationalpark Skjoldungernes Land (Calazo Förlag, 2019), og det skulle afprøves. I stedet for Kraks Kort som jeg ellers har brugt nu siden 2013. Derfor havde jeg også valgt et område som jeg nogenlunde kendte i forvejen - jeg skulle jo nødig risikere noget. Kortet fungerede udmærket, mest som en ny form for at vandre uden opmåling. Eneste ulempe er at manøvrere med et ca. 1 m2 stort kort i blæst. Den går ikke, man må finde et sted med læ.

Tvedhøje ved Allerslev med Lavringe Å forrest i billedet. Der burde være to, men den ene er eroderet væk med tiden.

Det første stræk af Skjoldungestien ender blindt. Det starter i Lejre, følger Lavringe Å sydpå forbi Allerslev, og ender lidt nord for Osted. Det går også igennem en af HOFORs kildepladser. Lavringe Å er også om vinteren et idyllisk sted, og modsat om sommeren er der virkelig strøm på. Masser af vand i åen.

Jamen, sådan ser der ud om vinteren i store dele af Danmark, her ved Lavringe Å og kildepladsens arbejdsvej. Brunt, gråt, mørkt. Men kik på himlen: Næsten helt blå og solen skinner.

Man kan så vælge at gå tilbage igen. Det gjorde jeg ikke, for går man et stykke ad landevejen, kan man gå ad kirkestien op til Osted Kirke, fortsætte vestpå og støde til en anden af Skjoldungestierne ved Særløse. Det lyder nemt, men i dag var det turens absolut mest anstrengende stykke, da der var frisk vind til kuling og absolut ingen læ for modvinden. Kun lidt mens jeg lavede en afstikker gennem den lille bebyggelse Skovledholm med en lille mølle. En far og hans formodede datter var også ude at cykle, og det gik ikke stort hurtigere end hvad jeg kunne gå. 

Jeg var absolut ikke in the mood for at fotografere mellem Osted og Særløse fordi jeg havde nok med at stride mig op mod vinden. Men her i Særløse går det bedre i læ bag kirkebakken.

Jeg tog en afstikker fra stien til Særløse Kirke som ligger på en stejl høj. Her var absolut ingen læ, men udsigten er ganske god, og jeg havde nok opholdt mig her noget længere, havde det ikke været fordi jeg kunne forudse at vinden ville begynde at nedkøle mig mere end jeg havde lyst til. 

Det var lidt svært at bevare fodfæstet til at tage dette foto. Hvor man ikke kan mærke hvordan vinden lagde et konstant og vedvarende pres på fotografen. Men indtrykket af udsigten skulle med!

Skjoldungestien følger i øvrigt på store dele af strækningen Gudernes Stræde som er en fortræffelig vandrerute med mange små pudsige informationer undervejs. Den har jeg tidligere beskrevet her på bloggen. Der var mere læ og sidevind, især da jeg nåede ind i skovområdet Indelukket. Det følger en bakkeside i læ for vinden. Til gengæld havde regnen gennemblødt stierne temmelig meget i det noget lave terræn. 

Den højtliggende af bygningerne ved Hulegård. Mod højre går Skjoldungestien til Ledreborg.

Nord for Indelukket Bispegård missede jeg en afviser til Skjoldungestien, og pludselig igen befandt mig ude i den susende vind på vej mod Bavnehøj. Det er jeg ret god til, det med at misse pæle. Jeg kan ikke lige sige hvorfor. Jeg bilder mig selv ind at det er fordi de ikke er der. Så måtte jeg igen ud i modvinden vestpå mod Hulegård. Som om sommeren sikkert er et meget idyllisk område med smukke huse og bakket terræn. Herfra valgte jeg den sydlige rute af Skjoldungestien for at komme i læ af blæsten op mod Ledreborg. 

Skjoldungestien mellem Hulegård og Ledreborg. Her gik jeg i lå af bakken.

Der var jagt på Ledreborgs jorder, så stierne var adgang forbudt mange steder, hvilket begrænsede mulighederne for afstikkere langs hele vejen. Nordpå langs golfbanen var der godt gang i vinden igen, indtil Herthadalen. Her havde jeg håbet på at restauranten måske serverede en kop kaffe. Det gjorde den selvfølgelig ikke - den er lukket for vinteren. Herfra var der så medvind resten af vejen gennem Gammel Lejre, forbi vandværket og ind ad Blæsenborgvej der i dag mere end passede til navnet. 

Udsigt fra Skjoldungestien mod Gammel Lejre nede i ådalen, med Mysselhøj til venstre i billedet. Måske kan man lige ane Energitårnet helt ude i horisonten til venstre. Den ligger forbi Roskilde mod Trekroner. Sigtbarheden er ganske god.

Togene fra Lejre går kun en gang i timen om lørdagen, og det betød en del ventretid. Det er lidt af en træls affære, for det eneste sted jeg har fundet hvor man kan få en kop kaffe er hos den ellers udmærkede bager, fra en Wittenberg-automat. 

Og Lejre Station? Ingen kaffe. Det er lavet om til bibliotek. Jamen, så satte du dig vel over og læste i en bog? Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg er pensioneret.

Udover kortet har jeg også anskaffet en masse vandreudstyr, nu jeg forhåbentlig får tid til at vandre meget mere. Og alt bestod sin prøve, og mere til! Uldundertøjet, og ditto trøje, den vindtætte jakke, støvlerne. Det holdt alt sammen, og på trods af chillfaktor og strid blæst var jeg ikke på noget tidspunkt kold, heller ikke da jeg ventede i det forblæste skur på Lejre Station. Det tog 5-6 timer med det hele, og en hurtig opmåling derhjemme viste 23 kilometer. En lovende start på 2020.

København vokser: Nordhavnen og Nordhavnstippen

Man skal stå tidligt op for at nå at se bare noget af Nordhavnen og især det nyopfyldte område længst mod nord mens det er lyst. 

Et af de betagende syn fra Nordhavnstippen: Udsigt til Øresundsbroen og vindmølleparken.

Tre gange tidligere har jeg gennemtravet Nordhavnen for denne blog: Den 11. december 2016 hvor jeg holdt mig til det mellemste bælte, den 30. juli 2014 hvor turen meget mindede om dagens tur, men hvor meget er forandret siden, og den 26. september 2013 hvor jeg forsøgte at give et historisk rids af området historie. 

Det kan være nyttigt at se det hele lidt fra oven for at forstå hvor omfattende stor Nordhavn er blevet. Det nyinddæmmede område ligger i øverste højre hjørne. Alene det er på størrelse med Middelalderbyen.

Og dagens tur bliver bestemt ikke den sidste, for der er meget byggeri i gang som man endnu ikke kan forestille sig hvordan vil komme til at se ud. Ihukommende de tidligere vandringer og deres længde, begav jeg mig afsted kort efter at de blege vinterlys var brudt frem. Ruten gik fra Nordhavn Station, dernæst langs østsiden, krydsende mod krydstogtterminalerne, dernæst helt mod nord, tilbage igen, og langs vestsiden til Østerport Station. Med de fleste mulige afstikkere undervejs.

Den gamle Union Kul kran som vel er en slags vartegn for Nordhavnen. Nu kan man holde møder der.

Det "gamle Nordhavn"

Det kan godt betale sig at besøge Nordhavnen en våd dag og i weekenden, for til hverdag er der megen tung transport, og det kan godt hvirvle en masse fint støv op. Tættest på Nordhavn Station og ligger det Nordhavn, som for ikke så længe siden var nyt, men som nu allerede har fået karakter af et etableret område, især hvis man bevæger sig dybere ind i Nordhavn. Det er luksusafdelingen med Kalkbrænderihavnen og Svanemøllehavnen, overvåget af det mægtige Svanemølleværk.

Fiskerihavnen længst mod nordvest. Der er skam noget liv her en kold lørdag. Mest på de fastliggende husbåde. 

Følger man kajerne på vestsiden langs lystbådehavnene, kan man nu komme næsten helt ud for enden af Kalkbrænderiskaj til Union Kul-kranen. Her går man på brosten og kan se de gamle, rustne skinner hvor engang kranerne hvinende kørte rundt. Der er selvfølgelig ikke meget liv midt i Nordhavnen på en kold lørdag i dette kontor- og industriområde. Midt i det hele ligger Airtrix, og der er der meget liv af børnefamilier. Indenfor er der gang i fysiske aktiviteter. Udenfor er der tomt på minigolfbanen. Og den lille sorte kafe er lukket.

Aitrix er et aktivitetssted med trampoliner, hoppeborge og alskens lignende legetøj hvor man kan få ungerne gjort trætte. Om sommeren er der udendørs ting som minigolf. 

Den midterste del af Nordhavn er præget af lidt kedelige industriveje. Der er udsigt til containere, metalskrotpladser mm. Både på Baltikavej og Kattegatvej. Man kan vel betegne dem som Nordhavns kedelige landeveje langs ensformige kornmarker, hvis det altså var på landet man vandrede. Næsten som et fort eller måske et orientalsk tempel ligger Bruun Rasmussens kolos af en auktionshal underligt midt i det hele med industribygninger og øde områder med nu nedrevne bygninger. 

For enden af krydstogtterminalkajen ligger Nordhavnstippen, og modsat sidste gang jeg var her, er der nu åbent. Der er ca 1 ½ km ud til enden, hvor man så kan gå ½ km til venstre.

Nordhavnstippen

Helt ude, for enden mod nord af asfaltvejen med krydstogtterminalerne når man så endelig det endnu ikke helt opfyldte område. Her arbejder selv på en lørdag med jordarbejde. Jeg gør lidt mere ud af dette område, da der virkelig er sket en masse de sidste år. Der er hul (et autoriseret hul) i hegnet til den lange, brede mole. Og det er der mange der har opdaget: Lystfiskere prøver lykken i Sundet. Adspurgt virker det ikke som om nogen har fået bid. Og smugkik i spande og baljer viser at der ikke står fisk på aftensmaden hos nogen. 

Et kik fra hjørnet mod vest. Molen ligner her nærmest en sandstrand, og det virker som om bølgerne er skvulpet hen over kanten.

Men først skal man jo lige derud, ad den vel omkring 1 km lange, lige strækning mod UNICEF, og dernæst langs den næsten lige så lange krydstogtterminalkaj. De tre store terminaler er helt tomme og livløse. Ligesom parkeringspladserne. Hver for sig forekommer de mig lige så store som Aalborg Lufthavn. Og ikke noget ondt om den, jeg elsker Aalborg Lufthavn, den er hyggelig, ligger i et fint område og man føler sig velkommen. Det gør jeg så ikke just ved krydstogtterminalerne. Den er indrettet til streamlinet biltransport og til at få passagerer hurtigt af og på færgerne. Ondskabsfulde menneskerr ville måske betegne det som en effektiv form for kvægtransport.

Mange fiskere holder til på molen, med flot udsigt til sundet og skibene.

Men tilbage til molen. Turen derud byder på flotte udsigter mod øst, og fra det nordøstlige hjørne endnu mere, mod Sundet til skibene som langsomt bevæger sig over horisonten, til Middelgrundsfortet som forekommer at ligge næsten lige ved siden af, og ind mod byen hvor man kan skimte vartegn som Marmorkirkens kuppel. Et skib passerede for udadgående, og det var meget tæt på, for der er dybt, meget dybt. Ikke velegnet til badning, da der ikke er nogen stiger op. Er man først faldet i, er det en lang svømmetur.

Et forsøg på at indfange det område som er ved at blive opfyldt. I baggrunden de tre krydstogtterminaler.

Meget langt ude i horisonten kan man i det klare vinterkolde vejr se Øresundbroen. Den ligger 12-15 kilometer væk, og ser da også ud som om den er ved at synke i havet. Der er ikke meget vind i dag, men jeg kan forestille mig at på en blæsevejrsdag er der ikke meget læ at finde her. 

Nærmest uendelig lang forsvinder vejen nordpå mod Nordhavnstippen.

På vejen tilbage gik jeg helt mod syd for krydstogtterminalerne, og her er der et udsigtstårn hvorfra man har en god udsigt mod byen. Jeg forestiller mig at det er her forventningsfulde krydstogtpassagerer kan spejde mod det forjættede København inden de bliver kort afsted i busser. Eller lige skal have et sidste kik mod den by som de er blevet vist rundt i. Der er også et par crew lounges i tårnet. 

Skibsfart mm.

Hver af de tre krydstogtterminaler forekommer mig på størrelse med Aalborg Lufthavn. På vej tilbage gik jeg så østligt som muligt. Men noget er stadig afspærret, så ingen vej uden om den lange vej tilbage til Skagerakvej. Flere af bassinerne er blevet opfyldt og bebygget, bl.a. er en ny metrostation under opførelse, ved siden af Copenhagen International School. Et bemærkelsesværdigt mørkeblåt byggeri.

Copenhagen International School, ved den kommende metrostation og containerterminalen.

I dette område bygges der på livet løs, og man går gennem afspærringer og plankeværker ned mod Orientkajen hvor der til gengæld er kommet et andet liv i de gamle pakhuse. Her ser der også ud til at være en del liv.

Ud over krydstogtskibe og lystbåde er der skam stadig gang i havnen: Ved container-terminalen er en Maersk-båd ved at få containere ombord (eller fra borde?).

Længst mod syd kommer man så til det område som har været bebygget i flere år, Den Røde By, Sandkaj mm, og efter at have oplevet så meget nyt, med nye indtryk er det nærmest helt afslappende - vel og mærke i et område som ved nogle af mine tidligere vandringer i området vakte de samme oplevelser som området mod nord. København udvikler sig, og det vænner man sig til. Over 5 timer blev det til, og der var stadig nogle områder som jeg slet ikke nåede igennem, men mørket var ved at falde på. Og området indbyder ikke ligefrem til at opholde sig der efter mørkets frembrud.