lørdag den 28. december 2019

København vokser: Nordhavnen og Nordhavnstippen

Man skal stå tidligt op for at nå at se bare noget af Nordhavnen og især det nyopfyldte område længst mod nord mens det er lyst. 



Et af de betagende syn fra Nordhavnstippen: Udsigt til Øresundsbroen og vindmølleparken.

Tre gange tidligere har jeg gennemtravet Nordhavnen for denne blog: Den 11. december 2016 hvor jeg holdt mig til det mellemste bælte, den 30. juli 2014 hvor turen meget mindede om dagens tur, men hvor meget er forandret siden, og den 26. september 2013 hvor jeg forsøgte at give et historisk rids af området historie. 


Det kan være nyttigt at se det hele lidt fra oven for at forstå hvor omfattende stor Nordhavn er blevet. Det nyinddæmmede område ligger i øverste højre hjørne. Alene det er på størrelse med Middelalderbyen.

Og dagens tur bliver bestemt ikke den sidste, for der er meget byggeri i gang som man endnu ikke kan forestille sig hvordan vil komme til at se ud. Ihukommende de tidligere vandringer og deres længde, begav jeg mig afsted kort efter at de blege vinterlys var brudt frem. Ruten gik fra Nordhavn Station, dernæst langs østsiden, krydsende mod krydstogtterminalerne, dernæst helt mod nord, tilbage igen, og langs vestsiden til Østerport Station. Med de fleste mulige afstikkere undervejs.


Den gamle Union Kul kran som vel er en slags vartegn for Nordhavnen. Nu kan man holde møder der.


Det "gamle Nordhavn"

Det kan godt betale sig at besøge Nordhavnen en våd dag og i weekenden, for til hverdag er der megen tung transport, og det kan godt hvirvle en masse fint støv op. Tættest på Nordhavn Station og ligger det Nordhavn, som for ikke så længe siden var nyt, men som nu allerede har fået karakter af et etableret område, især hvis man bevæger sig dybere ind i Nordhavn. Det er luksusafdelingen med Kalkbrænderihavnen og Svanemøllehavnen, overvåget af det mægtige Svanemølleværk.


Fiskerihavnen længst mod nordvest. Der er skam noget liv her en kold lørdag. Mest på de fastliggende husbåde. 

Følger man kajerne på vestsiden langs lystbådehavnene, kan man nu komme næsten helt ud for enden af Kalkbrænderiskaj til Union Kul-kranen. Her går man på brosten og kan se de gamle, rustne skinner hvor engang kranerne hvinende kørte rundt. Der er selvfølgelig ikke meget liv midt i Nordhavnen på en kold lørdag i dette kontor- og industriområde. Midt i det hele ligger Airtrix, og der er der meget liv af børnefamilier. Indenfor er der gang i fysiske aktiviteter. Udenfor er der tomt på minigolfbanen. Og den lille sorte kafe er lukket.


Aitrix er et aktivitetssted med trampoliner, hoppeborge og alskens lignende legetøj hvor man kan få ungerne gjort trætte. Om sommeren er der udendørs ting som minigolf. 

Den midterste del af Nordhavn er præget af lidt kedelige industriveje. Der er udsigt til containere, metalskrotpladser mm. Både på Baltikavej og Kattegatvej. Man kan vel betegne dem som Nordhavns kedelige landeveje langs ensformige kornmarker, hvis det altså var på landet man vandrede. Næsten som et fort eller måske et orientalsk tempel ligger Bruun Rasmussens kolos af en auktionshal underligt midt i det hele med industribygninger og øde områder med nu nedrevne bygninger. 


For enden af krydstogtterminalkajen ligger Nordhavnstippen, og modsat sidste gang jeg var her, er der nu åbent. Der er ca 1 ½ km ud til enden, hvor man så kan gå ½ km til venstre.


Nordhavnstippen

Helt ude, for enden mod nord af asfaltvejen med krydstogtterminalerne når man så endelig det endnu ikke helt opfyldte område. Her arbejder selv på en lørdag med jordarbejde. Jeg gør lidt mere ud af dette område, da der virkelig er sket en masse de sidste år. Der er hul (et autoriseret hul) i hegnet til den lange, brede mole. Og det er der mange der har opdaget: Lystfiskere prøver lykken i Sundet. Adspurgt virker det ikke som om nogen har fået bid. Og smugkik i spande og baljer viser at der ikke står fisk på aftensmaden hos nogen. 


Et kik fra hjørnet mod vest. Molen ligner her nærmest en sandstrand, og det virker som om bølgerne er skvulpet hen over kanten.

Men først skal man jo lige derud, ad den vel omkring 1 km lange, lige strækning mod UNICEF, og dernæst langs den næsten lige så lange krydstogtterminalkaj. De tre store terminaler er helt tomme og livløse. Ligesom parkeringspladserne. Hver for sig forekommer de mig lige så store som Aalborg Lufthavn. Og ikke noget ondt om den, jeg elsker Aalborg Lufthavn, den er hyggelig, ligger i et fint område og man føler sig velkommen. Det gør jeg så ikke just ved krydstogtterminalerne. Den er indrettet til streamlinet biltransport og til at få passagerer hurtigt af og på færgerne. Ondskabsfulde menneskerr ville måske betegne det som en effektiv form for kvægtransport.


Mange fiskere holder til på molen, med flot udsigt til sundet og skibene.

Men tilbage til molen. Turen derud byder på flotte udsigter mod øst, og fra det nordøstlige hjørne endnu mere, mod Sundet til skibene som langsomt bevæger sig over horisonten, til Middelgrundsfortet som forekommer at ligge næsten lige ved siden af, og ind mod byen hvor man kan skimte vartegn som Marmorkirkens kuppel. Et skib passerede for udadgående, og det var meget tæt på, for der er dybt, meget dybt. Ikke velegnet til badning, da der ikke er nogen stiger op. Er man først faldet i, er det en lang svømmetur.


Et forsøg på at indfange det område som er ved at blive opfyldt. I baggrunden de tre krydstogtterminaler.

Meget langt ude i horisonten kan man i det klare vinterkolde vejr se Øresundbroen. Den ligger 12-15 kilometer væk, og ser da også ud som om den er ved at synke i havet. Der er ikke meget vind i dag, men jeg kan forestille mig at på en blæsevejrsdag er der ikke meget læ at finde her. 


Nærmest uendelig lang forsvinder vejen nordpå mod Nordhavnstippen.

På vejen tilbage gik jeg helt mod syd for krydstogtterminalerne, og her er der et udsigtstårn hvorfra man har en god udsigt mod byen. Jeg forestiller mig at det er her forventningsfulde krydstogtpassagerer kan spejde mod det forjættede København inden de bliver kort afsted i busser. Eller lige skal have et sidste kik mod den by som de er blevet vist rundt i. Der er også et par crew lounges i tårnet. 


Skibsfart mm.


Hver af de tre krydstogtterminaler forekommer mig på størrelse med Aalborg Lufthavn. På vej tilbage gik jeg så østligt som muligt. Men noget er stadig afspærret, så ingen vej uden om den lange vej tilbage til Skagerakvej. Flere af bassinerne er blevet opfyldt og bebygget, bl.a. er en ny metrostation under opførelse, ved siden af Copenhagen International School. Et bemærkelsesværdigt mørkeblåt byggeri.


Copenhagen International School, ved den kommende metrostation og containerterminalen.

I dette område bygges der på livet løs, og man går gennem afspærringer og plankeværker ned mod Orientkajen hvor der til gengæld er kommet et andet liv i de gamle pakhuse. Her ser der også ud til at være en del liv.


Ud over krydstogtskibe og lystbåde er der skam stadig gang i havnen: Ved container-terminalen er en Maersk-båd ved at få containere ombord (eller fra borde?).

Længst mod syd kommer man så til det område som har været bebygget i flere år, Den Røde By, Sandkaj mm, og efter at have oplevet så meget nyt, med nye indtryk er det nærmest helt afslappende - vel og mærke i et område som ved nogle af mine tidligere vandringer i området vakte de samme oplevelser som området mod nord. København udvikler sig, og det vænner man sig til. Over 5 timer blev det til, og der var stadig nogle områder som jeg slet ikke nåede igennem, men mørket var ved at falde på. Og området indbyder ikke ligefrem til at opholde sig der efter mørkets frembrud.  

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar