Klippinge - Køge

Første fremstød mod sommerens forventede indtagelse af Stevns Klint skete ud fra "basecamp Klippinge"!

En af to åndehuller langs Kystvejen: Den offentlige badestrand. I forgrunden lidt af den kystsikring som gør færdsel langs selve kysten helt umulig. Sandstranden ligger foran en erosionskyst hvor naturen har fået lov til at agere.

Man skal huske at trykke for stop i lokaltoget til Rødvig. Ellers kører toget bare videre. Men der var nu også en anden der skulle af. En lokalkendt der ikke som jeg først skulle orientere mig på stationspladsen. Stationen ser stor og statelig ud, den er fra 1876 og tegnet af Heinrich Wenck, hvilket ikke kan overraske. Oprindelig lå stationen lidt uden for byen, men er nu mod nord blevet en del af et parcelhuskvarter.

Klippinge Station. Den del af byen som jeg gik igennem, var præget af en nogen anonym parcelhusbebyggelse. Men en udmærket sti førte ud til landevejen mod Magleby.

Min plan er langsomt at nærme mig Stevns Klint. Tålmodighed er vigtig her. Og jeg håber på at overraskelsen bliver så meget større. Første etape af dagens tur gik stik nord mod Magleby Skov over Magleby. Og de første 5 kilometer gik i landbrugsdanmark. Dvs langs endeløse skalperede områder. Jeg har overstået mit årlige indslag om landbrugsdanmark, så interesserede kan kigge på det hvad angår turens første 5 kilometer. Magleby Skov er en nogen anonym skov i et fladt terræn. Gennem den kommer man ned til Klippinge Skov Strand. Så har man et par kilometer strand langs et sommerhusområde med en pæn strand (pt lugter der noget af rådden tang - det gør nu ikke mig noget).

Klippinge Skov Strand. Et kik mod øst lige når man kommer ud af skoven. Mod vest ser der nogenlunde lige sådan ud. Så har man ca. 2 kilometer til Kystvejen.

Dagens ubehagelige overraskelse var kystvejen. Den strækker sig hele 5 kilometer mod Strøby Egede, og er karakteriseret ved at man har overdraget grundejere arealet på kystsiden af vejen der er godt og grundigt afspærret og forsynet med skilte om privat område og adgang forbudt. At gå langs stranden her er ret umuligt. Østersøens overordnede vandretning er naturligt nok ud, dvs. mod nordvest i dette område. Og det betyder at der er erosion. På denne strækning af Køge Bugt er der ikke en hård kridtklint til at bremse vandet. Der er sand, grus og sten, og det kunne have skabt en herlig, naturlig erosionskyst, med forstrand og klinter. Men ikke her. Grundejerne er ikke interesserede i at miste arealer, så der er kystsikret på alle mulige og umulige måder. Det er måske nok til en vis grad effektivt. Men ikke bare gør det passage for naturvandrere umulig. I min optik ser det også utrolig grimt ud. I bedste fald med kampsten, i værste fald med alskens byggeaffald, beton, jernstænger, træ og hvad man ellers gør for at stoppe havet.

Her et kik fra et af de to steder man har et par hundrede meter adgang til kysten langs Kystvejen. En ganske pæn erosionskyst - og så tårner kystsikringen sig op og bremser for enhver form for behagelig passage.

Så summa summarum er at man er tvunget til at vælge Kystvejen der kun har et par ganske bitte små strandparker hvor man kan få adgang til havet og hvor den naturlige erosion kan iagttages. Kystvejen er ikke ligefrem en god vandrevej, faktisk vil jeg stærk fraråde vandrefugle at bruge den. Trafikken er betydelig, der er ingen fortorv og hækkene er sine steder klippet efter princippet om at siden mod haven er klippet til stamme, mens siden til vejen har fået lov til at brede sig ud på det offentlige areal. Man skal derfor tænke sig godt om før man passerer et sådant område, for der er ikke plads til bilister og fodgængere på en gang. Cyklister så jeg ingen af.

Parken ved Solgården. De røde barakker blev opført af Københavns Kommune 1946 og anvendt til rekreation for tuberkuløsepatienter. Indtil det forfaldt og patienterne flyttet. 

Det er derfor en lettelse at nå frem til nord for Strøby Egede, hvor der er en meget fin digesti et stykke vej nordpå mod Køge. Efter kværnen på Kystvejen er det nærmest en lise at have vejen lidt på afstand, selv om man stadig kan høre den ret tydeligt. Jeg har gået på denne strækning på en af mine tidligere ture, den 6. oktober 2017 hvor målet dog var Vallø Slot. Så jeg tog en afstikker til Solgården.

Tryggevælde Å løber gennem parken. Der i øvrigt er udstyret med et par statuer, et lille tempel og en ø med en kopi af Bissens prins Paris-statue.

Det eneste der er tilbage af selve gården er en terrase med fire ørne, hvoraf de tre er originale, mens den fjerde er en kopi. Men parken er absolut et besøg værd. Det er forfatteren Karen Bramson som oprindelig tog initiativ til parken, der blev videreført af en skibsreder. Senere blev det tuberkuløseanstalt for Københavns Kommune, endnu senere flygtningelejr.

Vadehavet syd for Køge. Altid et besøg værd! Det er i konstant forandring sådan som et kystlandskab nu engang er bedst.

Køge Sydstrand strækker sig et par kilometer syd for Køge og er altid et besøg værd. De flade sandarealer tættest på havet er ret uforudsigelige. I dag var det lavvande, så jeg tog chancen og gik helt tæt på vandkanten. Faren ved det er at når vandstanden stiger, risikerer man at blive bremset på en lille "halvø" og må enten vade gennem dybt vand, eller gå tilbage. I dag gik det fint. Der var mulighed for at vade gennem.

Hvalsø-Tølløse via Kirke Eskilstrup

Det ligger derude, det typiske danske landskab: 2/3 af vores land er dækket af det, øde 3/4 af året

Der ligger det så: Det typiske danske landskab. 3/4 af året skalperet for grønt. Måske ikke lige noget der lokker turister til, men sådan er det så i Danmark. Her er lidt grønt på venstre side af vejen, og et træ til højre - det er op ad jernbanen.

3/4 af året ligger det skalperet hen, for så at få en kort, grøn sæson 1/4 af året med byg, hvede, rasp og måske lidt havre, majs og andet. April måned markerer overgangen, og et af de rigtig gode steder at observere dette landskab, er mellem Hvalsø og Tølløse i Lejre og Holbæk Kommuner. Så snart man er ude af Hvalsø og det moderne bæredygtige bofællesskab Frikøbing, så er det der.

Kilometer efter kilometer, time efter time, oplever man dette syn så langt øjet rækker. En gang imellem brydes stilheden af en bil.

Vejene på dagens rute er ret fredelige hvad angår trafik. Også for andre lyde, for den sags skyld, ud over lidt lærkesang foroven og kragefuglekrårk. Der er ikke så mange landsbyer eller skov- og moseområder til at afveksle. Lidt uden for Hvalsø bliver jeg lidt i tvivl om retningen, idet Åsen nu går under en jernbanebro, og det er ikke meningen at jeg skal over på den nordlige side af jernbanen. Heldigvis fortæller en af de lokale mig at jernbanebroen ikke er den til Tølløse, men en nedlagt jernbane. Der må være tale om den legendarisk (eller berygtede) Sjællandske Midtbane fra Næstved gennem Hornsherred til Hillerød. Der blev bygget mange broer mm for at forberede den, men den kom aldrig i brug.

Bukkerup. Engang i 1500-tallet boede her en legendarisk ilter ballademager der hed Peter Smed, ifølge de lokalhistoriske årbøger. Men det er lang tid siden. Nu holder Vesti Olsen & Hansen A/S til her.

Tilbage på sporet og dagens landsbyer, Bukkerup, Sønderstrup og Nr. Eskilstrup, mens Kirke Eskilstrup er en lidt større bebyggelse med station og gammel landsbykirke. Lugten omkring fx Bukkerup er ganske stram. Der er adskillige svinefarme på begge sider af vejen, og det kan godt pirre næseborene en hel del. Det ser dog ud til at det kun er svineavlerne selv der har glæde af lugten, for anden bebyggelse findes ikke i pæn afstand.

Overgangen fra den mere moderne stationsby (bemærk jernbaneoverskæringen) til i det fjerne den lidt ældre bydel der længst mod vest rummer kirken.

I Kirke Elskilstrup flages der i hovedgaden. Det er fortrinsvis en boliggade uden forretninger. Som de fleste byer af den størrelse. Ligesom i Tølløse bliver der skærtorsdag flaget i gaderne. Så man skulle tro at der var byfest.

Tølløsevej i Tølløse. Der er åbent i centeret der ligger til venstre et stykke nede af gaden, og en enkelt af turens mange cykelryttere dukker også op.

Efter Kirke Eskildstrup er vi så tilbage i landbrugsdanmark igen. Det ligner til forveksling en gentagelse af ruten mellem Hvalsø og Kirke Elskilstrup, dog her ikke så megen lugt af svinefarme (hvilket jeg ikke skal beklage). På halvvejen kan man dreje ind over Nr. Eskilstrup, hvorfra der går en sti til Tølløse. 

Høje Taastrup-Trekroner ad stier og landeveje gennem svundne landsbyer

15 kilometer stier og landeveje gennem forstæder, forsvindende landsbyer og spirende forår

Blekingevej 2 er vel hvad man mest forbinder med byggeri i Høje Taastrup, men på den anden side af banen er der såmænd andet at kigge på. 

Forår opleves på denne tid bedst i områder mellem by og det skalperede landbrugsdanmark. Det er her man kan mærke den rest af natur vi trods alt har tilbage, med mindre man altså bruger timer på at finde de helt store oplevelser. Jeg havde til det formål planlagt en rute gennem egentlig kendte steder, men hvor jeg håbede på både fuglefløjt (udover lærke, kragefugle og måger) og forårsblomstring mm i Københavns forstæder. Samt nogenlunde fred og ro. Du kan jo prøve at gåturen selv, hvis du ikke tror på den!

Der mangler vel lige et dannebrogsflag her, og en hestevogn. Så er vi med igen. Nå, det blev nnu kun til nogle søvnige biler.

Tæt på Høje Taastrup Station ligger blandt alt byggeriet fra midten af forrige århundrede hengemt de små landsbyer som har givet navn til Kommunen. Endda nogenlunde af en størrelse og med så mange bygninger bevaret - tilmed et gadekær og en kirke - at det bliver næsten helt Morten Korchsk, nemlig langs Bygaden gennem Høje Taastrup og Kraghave. Dem har jeg før beskrevet her på bloggen. Syd for Kraghave kommer man forbi et mindesmærke for en dansk modstandsmand, Verner Emil Sørensen. Han var medlem af DKP og BOPA, og forsøgte sammen med sin gruppe at erobre et tysk ammunitionstog her. Det gik ikke som beregnet, toget havde et større vagtmandskab end forudset, og han blev dræbt. Mindestenen står tæt på s-togslinjen.

Mindesmærket over Verner Emil Sørensen fortjener såvel foto som omtale, se teksten.

Fra disse går der en sti (sjovt nok hedder den Høje Taastrupstien) mod vest til Baldersbrønde. Man kan komme over Roskildevej via Baldersti. Den passerer en gammel kending, nemlig Charlottegården der er bygget af teglsten fra det der engang var Danmarks største teglværk, Hakkemose Teglværk. Her boede ejeren, J. P. Langgaard. Af Baldersbrønde er der ikke megen landsbystemning tilbage. Et enkelt hus kaldes Kalkmandens Hus. Uden forklaring i øvrigt, men kendere af maleren L. A. Ring vil måske genkende huset fra et af hans malerier. Han boede i Baldersbrønde. Man kan studere de undselige seværdigheder med korte historier på en hjemmeside.

Baldersbrønde set fra fodgængerbroen over Roskildevej. 

Fra Baldersbrønde går en sti op til Kallerup Grusgrav. Der er ikke adgang for bilister, så man har hele stien for sig selv fra spejderhuset helt op til Kallerupvej. Jeg tror nok at man skal benytte den på søn- og helligdage, for hvis der kom en lastbil forbi (og det gør der vel i sagens natur fra grusgrave) må det støve noget så ganske forfærdeligt. Det larmer også ganske forfærdeligt fra Holbækmotorvejen - det eneste sted hvor jeg skyndte mig afsted pga larm. Kallerupvej er en ok vandrevej. Der er ikke ret meget trafik på sådan en søndag og gode græsrabatter. Ved hundevæddeløsbanen kan man dreje mod vest ad en sti, Kalleruphaven for at nå op til Fløng Folkeskov. Den blev plantet i 2014 og visse steder er den da nået op i 2-3 meters højde. Men midterområdet ligner stadig en brakmark.

Til forskel fra så mange andre bakker på Sjælland kan man kigge næsten hele horisonten rundt uden at blive skærmet af træer. Til gengæld er udsigten måske ikke ligefrem den mest spændende. Men højden på bakken er overraskende stor, og må være et godt træningssted for løbere.

En mindre oplevelse er Møllebakken midt i Fløng. Overraskende nok er det ikke som så mange andre bakker på vestegnen et affaldsbjerg, men en rigtig høj. Og der er oven i købet et oldtidsminde på toppen. Udsigten er det flade, omgivende land hvor der fortrinsvis er parcelhusbebyggelse. Man skal gå lidt ned ad vestsiden for den bedste udsigt mod den gamle Fløng landsby hvor kirken ligger på en bakketop.

Udsigten ud over Fløng mod kirken. Og hov, jo der var så sandelig dannebrog til tops!

Videre mod vest ad Marbjerg - som også er en gammel kending. Jeg kan ikke dy mig for atter engang at bese Mikael Pedersens "Villaen". Det er en helt utrolig historie om designeren af Christiania-cyklen som er langt mere kendt i en engelsk mellemstor industriby end her i sit hjemland. Man kan finde et link til min tidligere post om landsbyen. Jeg besøgte den i 2014 i forbindelse med mine vandværksvandringer. Det blev nu ikke til et gensyn med Marbjerg Vandværk, kun på afstand. Ad Marbjerg Bygade kan man gå nogenlunde ubesværet for trafik, og dernæst bruge stien til Trekroner Parkvej. Så undgår man ikke længere at komme ind i byen igen hvis man vil til Trekroner Station.

Nå ja, helt undgå det skalperede landskab kan man så heller ikke. Selv om udsigten til Energitårnet kompenserer lidt. Her set ved Marbjerg.

I et vejr som dette er turen perfekt. Der er masser af fuglesang i byområderne, omend man ikke kan undgå at komme forbi de tavse landbrugsområder der ligger sortladne hen, eller rapsen som er begyndt at blomstre. Som snart i et par uger vil fortrylle mange med deres gule farver, for så i nogle måneder at ligne afsvedent krat. Og ende på mit køkkenbord som økologisk olie. Og til slut så en lille idyl fra Marbjerg.

Smedevænget i Marbjerg forløber på begge sider af åen - som må nu ikke kan se inde i selve landsbyen.

God påske til alle bloggens læsere.