Klippinge - Køge

Første fremstød mod sommerens forventede indtagelse af Stevns Klint skete ud fra "basecamp Klippinge"!

En af to åndehuller langs Kystvejen: Den offentlige badestrand. I forgrunden lidt af den kystsikring som gør færdsel langs selve kysten helt umulig. Sandstranden ligger foran en erosionskyst hvor naturen har fået lov til at agere.

Man skal huske at trykke for stop i lokaltoget til Rødvig. Ellers kører toget bare videre. Men der var nu også en anden der skulle af. En lokalkendt der ikke som jeg først skulle orientere mig på stationspladsen. Stationen ser stor og statelig ud, den er fra 1876 og tegnet af Heinrich Wenck, hvilket ikke kan overraske. Oprindelig lå stationen lidt uden for byen, men er nu mod nord blevet en del af et parcelhuskvarter.

Klippinge Station. Den del af byen som jeg gik igennem, var præget af en nogen anonym parcelhusbebyggelse. Men en udmærket sti førte ud til landevejen mod Magleby.

Min plan er langsomt at nærme mig Stevns Klint. Tålmodighed er vigtig her. Og jeg håber på at overraskelsen bliver så meget større. Første etape af dagens tur gik stik nord mod Magleby Skov over Magleby. Og de første 5 kilometer gik i landbrugsdanmark. Dvs langs endeløse skalperede områder. Jeg har overstået mit årlige indslag om landbrugsdanmark, så interesserede kan kigge på det hvad angår turens første 5 kilometer. Magleby Skov er en nogen anonym skov i et fladt terræn. Gennem den kommer man ned til Klippinge Skov Strand. Så har man et par kilometer strand langs et sommerhusområde med en pæn strand (pt lugter der noget af rådden tang - det gør nu ikke mig noget).

Klippinge Skov Strand. Et kik mod øst lige når man kommer ud af skoven. Mod vest ser der nogenlunde lige sådan ud. Så har man ca. 2 kilometer til Kystvejen.

Dagens ubehagelige overraskelse var kystvejen. Den strækker sig hele 5 kilometer mod Strøby Egede, og er karakteriseret ved at man har overdraget grundejere arealet på kystsiden af vejen der er godt og grundigt afspærret og forsynet med skilte om privat område og adgang forbudt. At gå langs stranden her er ret umuligt. Østersøens overordnede vandretning er naturligt nok ud, dvs. mod nordvest i dette område. Og det betyder at der er erosion. På denne strækning af Køge Bugt er der ikke en hård kridtklint til at bremse vandet. Der er sand, grus og sten, og det kunne have skabt en herlig, naturlig erosionskyst, med forstrand og klinter. Men ikke her. Grundejerne er ikke interesserede i at miste arealer, så der er kystsikret på alle mulige og umulige måder. Det er måske nok til en vis grad effektivt. Men ikke bare gør det passage for naturvandrere umulig. I min optik ser det også utrolig grimt ud. I bedste fald med kampsten, i værste fald med alskens byggeaffald, beton, jernstænger, træ og hvad man ellers gør for at stoppe havet.

Her et kik fra et af de to steder man har et par hundrede meter adgang til kysten langs Kystvejen. En ganske pæn erosionskyst - og så tårner kystsikringen sig op og bremser for enhver form for behagelig passage.

Så summa summarum er at man er tvunget til at vælge Kystvejen der kun har et par ganske bitte små strandparker hvor man kan få adgang til havet og hvor den naturlige erosion kan iagttages. Kystvejen er ikke ligefrem en god vandrevej, faktisk vil jeg stærk fraråde vandrefugle at bruge den. Trafikken er betydelig, der er ingen fortorv og hækkene er sine steder klippet efter princippet om at siden mod haven er klippet til stamme, mens siden til vejen har fået lov til at brede sig ud på det offentlige areal. Man skal derfor tænke sig godt om før man passerer et sådant område, for der er ikke plads til bilister og fodgængere på en gang. Cyklister så jeg ingen af.

Parken ved Solgården. De røde barakker blev opført af Københavns Kommune 1946 og anvendt til rekreation for tuberkuløsepatienter. Indtil det forfaldt og patienterne flyttet. 

Det er derfor en lettelse at nå frem til nord for Strøby Egede, hvor der er en meget fin digesti et stykke vej nordpå mod Køge. Efter kværnen på Kystvejen er det nærmest en lise at have vejen lidt på afstand, selv om man stadig kan høre den ret tydeligt. Jeg har gået på denne strækning på en af mine tidligere ture, den 6. oktober 2017 hvor målet dog var Vallø Slot. Så jeg tog en afstikker til Solgården.

Tryggevælde Å løber gennem parken. Der i øvrigt er udstyret med et par statuer, et lille tempel og en ø med en kopi af Bissens prins Paris-statue.

Det eneste der er tilbage af selve gården er en terrase med fire ørne, hvoraf de tre er originale, mens den fjerde er en kopi. Men parken er absolut et besøg værd. Det er forfatteren Karen Bramson som oprindelig tog initiativ til parken, der blev videreført af en skibsreder. Senere blev det tuberkuløseanstalt for Københavns Kommune, endnu senere flygtningelejr.

Vadehavet syd for Køge. Altid et besøg værd! Det er i konstant forandring sådan som et kystlandskab nu engang er bedst.

Køge Sydstrand strækker sig et par kilometer syd for Køge og er altid et besøg værd. De flade sandarealer tættest på havet er ret uforudsigelige. I dag var det lavvande, så jeg tog chancen og gik helt tæt på vandkanten. Faren ved det er at når vandstanden stiger, risikerer man at blive bremset på en lille "halvø" og må enten vade gennem dybt vand, eller gå tilbage. I dag gik det fint. Der var mulighed for at vade gennem.