Furesøen

Når træerne har tabt bladene, får man for alvor det storslåede indtryk af Furesøen langs sydbredden

Udsigt fra Cap Elking mod Cap Drevon. Forvirret? Forklaring følger i teksten. I mellemtiden kan du bare nyde udsigterne på billederne.

Sidste gang jeg var på disse kanter var i forbindelse med Mølleåstien midt om sommeren, 11. juli 2013. Alting ser bedre ud i solskin og om sommeren. Men en bagdel er at træernes blade skygger for udsigten til søen. Og langs sydsiden er man tvunget op i højderne af de stejle skråninger så man kun enkelte steder har frit udsyn over Furesøen. Og de er noget specielt for Furesøen. Både Esrum Sø og Arresø er arealmæssigt større end Furesøen, men ikke hvad angår vanddybden. Ej heller hvad angår de stejle klinter.

Et af de sjældne steder hvorfra man kan se langs hele søbredden højt oppefra er ud for Von Langens Plantage. Her kan man måske også fornemme de bratte stigninger. Og den uvejsomme sti, nu dækket af fint brune blade.

Imponerende skrænter

Og det største indtryk af denne tur var de både skræmmende og flotte stejle klinter ned mod søen. Dem havde jeg kun i glimt set på min tidligere sommertur. Nu var de der, blotlagt i al deres magt og vælde. Dem får man altså ikke det fulde indtryk af før bladene er væk. Det er ikke sjældent at man står højt oppe, og det så går lodret ned. Ikke noget for folk med højdeskræk, tror jeg. Men ellers kan man godt blive bjergtaget. Og lad det være sagt med det samme: Jeg har slet ikke kunnet yde udsigterne fuld retfærdighed på fotoerne. Jeg prøvede ellers, men man kan nu engang ikke svæve ude i den fri luft, hvilket ville have været en gunstig udgangsposition.

Skoven har man hele vejen mod syd. Den lave novembersol ved middagstid kaster lange skygger. Og de bliver bare længere og længere. Allerede ved 15-tiden kniber det med at få det rette lys til kameraet.

Og ikke at forglemme, så er der naturligvis skoven mod syd. På denne novemberdag er der skyfrit, men ikke høj sol, blot så høj som solen nu engang kommer i november. Og selv kl. 12 er det ikke særlig højt. Faktisk burde en kasket være på sin plads for ikke at blive blændet. Desuden efterlader det også skrænten i skygge.

Tættest på Farum ligger to moseområder: Den mystiske Fandens Mose og lidt sydøst for den langstrukne Vådehængsmosen (fotoet). Her kan man som et af de få steder langs ruten gå langs søbredden.

Vælg den "rigtige" sti

Man kan vælge forskellige stier. Den helt nede langs vandet er den mest upålidelige. Ofte bliver man her tvunget i højderne fordi der ganske enkelt ikke er plads nok til nogen sti. Fordelen ved at gå langs bredden er at man kan gå ud på de forskellige broer som er langs bredden. Det forekommer mig dog at de fleste er i en temmelig porøs tilstand. Selv landgangsbroen for bådfarten ved Kollekolle. Flere af brædderne er ganske enkelt brækket, og andre ser ud til at kunne bryde sammen under fødderne på en. Så jeg tog turen langs sømrækker i håb om at der var en underliggende støttebjælke. Broerne var desuden ret glatte.

Området nedenfor Kollekollesletten. Her er der muligheder for at afprøve stierne i de forskellige højder. Men man må træffe et valg. Er man først startet på en, er det mere end vanskeligt at ændre bane og skifte til en højere eller lavere liggende sti. 

Den halvvejs oppe er ligeledes på denne tid af året halvfarlig på sine steder. Om end også den flotteste fordi man her får et godt indtryk af skrænterne. Men allerede nu, dækket af blade og fedtet er den altså lidt halvfarlig visse steder. Og er man først begyndt at skride, så skal man være hurtig. En enkelt gang blev jeg overrasket, men det lykkedes at gribe fat i en trærod som håndtag. Og heldigvis for mig holdt den! Ellers var jeg endt i vandet dybt nede.

Området lidt vest for Mølleåen og Frederiksdal, neden for Skovfogedboligen. Her er indrettet et specielt og særpræget område ude i mosen. Og derfra har man bl.a. denne udsigt.

Den sikreste sti er den øverst. Og heldigvis er der flere steder hvor den kommer helt ned til vandet. Også den kan være knudret og glat. Og nogen lige sti er der slet ikke tale om. Det går både op og ned og ud og ind. Bort set fra området nord for Kollekollesletten som ligger relativt lavt. (Vejen mellem Kollekolle og Farum blev beskrevet i Politivennen, 5. oktober 1816.)

Mølleåen ved Frederiksdal. Bred og bare til at nyde. Der går en bro over helt ude ved Furesøen. Det er lidt stejl og i et vejr som dette også isglat. 

Mølleåen

Mølleåen var målet for min tidligere vandring. Og den støder man på to steder: Dels indløbet fra Farum Sø ved Fiskebæk og dels udløbet i det sydøstlige hjørne ved Frederiksdal. Her ligger fortidsmindet Hjortholm Voldsted hvor man stadig kan ane voldgraven og forhøjningen. Og Frederiksdal Fribad. Der er i øvrigt en håndfuld badesteder rundt om søen, foruden nogle badebroer. Fribadet er det mest civiliserede med omklædningsrum, græsarealer mm. Badebroen er dog taget ind for vinteren, ser det ud til.

Stien langs vestsiden af Luknam. På strækningen efter sumpområdet. Man går nu langs en moderat stejl skrænt med de herligste udsigter. Mærkelige udvækster ud i søen dannet af træer ses mange steder.

Desværre har man ikke ladet bredden være allemandseje. Allerede langs østkysten er man tvunget til at gå 1½ km igennem et ret kedeligt villakvarterer ad Furesøvej. Sydfra skal man op ad en stejl bakke, og så er det slut med udsigten til søen. Og der er ingen pardon: Grundejerne har spærret gennemgangen så man kun to (tre) steder kan gå ned til søen og tilbage igen: Ved Furesøparken, for enden af Niels Skrivers Vej (selv om de sidste 10 meter er uden sti) og parken for enden af Snekketoften.

Jo, Næsseslottet stinker langt væk af enevældens magtarrogance. Men flot ser det ud i dag. Og man behøver ikke længere være bange for at blive pålagt mulkt eller lagt i jern når man passerer bygningen.

"Ulvesnuden"

De to næs som rager ud i søen østfra, Luknam og Næsset med Næsseslottet er specielle oplevelser, hver for sig. Det underlige navn kommer af at det er opkaldt efter et engelsk herresæde, Lucknam Grove. På et kort ligner de lidt en ulvesnude med åben mund (Lille Kalv). Den sydlige del af Luknam ("underkæben" i ulvesnuden) er lidt af en sump. Man går nærmest på en dæmning mellem denne og søen. Den nordlige del er der igen halvstejle skrænter, altså et meget varieret landskab med en god udsigt over søen.

Nå ja, gartnerne skulle selvfølgelig også bo ordentligt. Det var jo en stor have de skulle se efter.

Begge næs var under enevælden okkuperet af familien de Coninck. De købte slottet og området i 1780erne og opførte 1782-83 Næsseslottet som er opført på "overkæben". Mod syd opkøbte de 1798 Kaningården (se Flickr-album) og i 1802 Frederikslund. Og så fik de ellers kunstnere som maleren Erik Pauelsen (se hans værker på Statens Museum for Kunst), Wiedewelt, arkitekter, havearkitekter mm. til at indrette deres tilværelse i sus og dus.

Ulvehovedet "øje" er denne sø med Eremittens Farvel. Jeg var så heldig at fange dette episke motiv med genspejling af husene i den spejlblanke vandoverflade. I det hele taget er dette område betagende.

En rundtur om Næsseslottet fører således også til gartnerboligerne tæt på slottet (der i sig selv fremstår som slotte), to pavilloner der mageligt kunne huse et flygtningecenter, Jægerhuset, Eremittens Farvel (ved indkørslen over broen), obelisk, søjle, monument, karpedam mm. Næssene har fået eksotiske navne som Cape Drevon (parkens arkitekt), Cape Elking, Chevalierøen. Selve slottet og store dele af haven er privat. Og der er ingen adgang for sådan nogen som mig.

Dronningestien forløber i et grønt bælte langs nogle søer. Den forbinder Næsset med Vejlesø. Og kan anbefales i stedet for at tage den 1½ km langs endnu et villakvarter. Fra stien er man i behørig afstand til bebyggelsen. Desværre også fra udsigten til Furesøen.

Området umiddelbart før Holte er spækket med små huse for fritidsaktiviteter: Kinabugtens Badeanlæg med vinterbadernes hovedkvarter, Vandskiklubben, bådehavn, bådfarten og meget mere. Men alt ligger øde hen denne kolde novemberfredag. Vest for Næsseslottet er der igen privat bebyggelse. Og jeg vælger en rute inde i landet, Dronningestien til Vejlesø for derefter at stige på toget i Holte. 16 kilometer i luftlinje. Men i det kuperede terræn er det vanskeligt at måle afstande. Desuden er de bløde og knoldede skovveje medium besværlige på denne tid af året. Og det bliver sikkert værre til vinter hvis der kommer is og sne.