Bidende kulde og strabadserende terræn: På skov- og ådalstur en kold februardag i det nordsjællandske
Udsigten fra Skodsborg Station mod Strandvejen og Strandparken giver måske et indtryk af betingelserne for torsdagens vandring: Hård blæst, temperatur tæt på 0 grader. Noget der giver farve i kinderne!
En af Nordsjællands mange ådale går temmelig diskret (vist nok) fra Holte til Skodsborg. Camoufleret som Søllerød Sø, Den Indre Sø og Kalvemose i Søllerød Kirkeskov, Kikhanerenden og vist nok også Bøllemosen. Vist nok fordi den sidste ligger en anelse syd for, men pga. vejrets beskaffenhed - kraftig vind og tæt på frysepunktet - valgte jeg at gå gennem Jægersborg Hegn. Så må jeg have resten af Kikhanerenden til gode til en anden god gang!
Frost i Geelskov.
Første del af turen går gennem Geelskov - der rent vandremæssigt er lidt fysisk krævende pga det meget kuperede terræn. Og det er også bl.a. hvad skoven bliver brugt til - agility træning, bl.a. med en omfattende moutainbike-rute. Godt gennem dette terræn må man finde sig i at Søllerød Sø er privat område. Det er kun en ganske lille del i det sydøstlige hjørne som der er offentlig adgang til. Resten er "adgang forbudt" for de der ikke kender nogen der har købt grund ned til søen. Og de passer godt på ikke at lukke uvedkommende ind.
Udsigten fra toppen af Hulvejen som man kan se kommer ind i fotoet nederst til højre. Man kan fornemme hvor stejlt der er. Til venstre bag træerne er kirkegården og Søllerød Sø. Ved den stråtækte gård er der en smal jordvej ud til et sø-kik.
Søllerød - det gamle
I stedet for at gå efter at nyde søen, kan man fx gå efter det gamle Søllerød. Det samler sig omkring kirken og kirkegården med naboerne - den 1-stjernede Michelin-restaurant Søllerød Kro, museet Mothsgården og den nyrestaurerede og meget dramatiske hulvej forbi kroen ned til Søllerød Sø. Mothsgården er en gammel lystejendom fra slutningen af 1600-tallet for gehejmeråd og sprogforsker Matthias Moth. Uden for museet er der forskellige genstande man kan kigge på, bl.a. en klokke fra Nærum Kostskole med de opmuntrende ord: "Glad barndom, dygtig mand" og årstallene 1903 og 1907. Kostskolen eksisterer ikke længere. Den blev sprængt i luften under 2. verdenskrig, 1943.
Den Indre Sø set fra dæmningen der deler mosen og søen.
Søllerød Kro har ikke altid haft en michelin-stjerne. Dens beliggenhed kan forklares med at den blev startet i 1677 af den lokale præst og var beregnet på sognebørn og gennemrejsende. De tvangskristnede bønder og deres ansatte var imidlertid ikke lige begejstrede for kirken dengang, men når man nu alligevel skulle møde op i kirken for ikke at skulle betale mulkt eller i værste fald ende i halsjern foran kirken pga manglende fremmøde, kunne man vel lige så godt udveksle nyheder og erfaringer med andre i sognet, og det foregik altså ofte over bordet på kroen. I den grad at livet på kroen i 1824 blev beskrevet således i tidsskriftet Politivennen, og her fremgik det at man til tider ikke engang nåede længere end til kroen når der var gudstjeneste:
"Blandt de om man tør sige ulykkelige byer der ejer et sådant drikkehus, er også Søllerød By på Københavns Amt indbefattet. Det er ikke sjældent at personer af byens og omegnens beboere kommer ud fra den, segner på næsen og styrer deres kurs i forskellige retninger. Ja man ser ofte om natten kl. 11 og derover hele flokke at vælte ud af nævnte drikkehus, og på gaden foretager berusede og den laveste menneskeklasse uforskammet støjen, klammeri, slagsmål, gudsbespottelse og lignende, så at man ofte med god grund må være bange for at passere de steder hvor disse gaste sværmer omkring. Dog, det er ikke alene lørdag og søndag såvel som de øvrige dages aftener der vanhelliges til dette brug. Ofte har der fundet drikkeselskaber sted på søn- og helligdage under gudstjenesten, så at man stundom ser dette sted prydet med flere af Bachi end det hellige tempel af religionens tilbedere. Oh, harmende uforskammethed!"
Dette billede er i øvrigt noget ganske almindeligt forekommende også andre steder end Søllerød. Så dette er ikke specielt for denne landsby.
Søllerød Kro. Hvem ville ikke gerne indtage et måltid på et så smukt sted? Og man behøver ikke længere at være opmærksom på kirketiden.
På denne bidende kolde dag er der dog ganske mennesketomt, bortset fra en brav gartner som er i gang på kirkegården. Vest for denne kan man gå ad den nyrestaurerede oldtidsvej, Hulvejen, afmærket med en sten øverst og en planche der fortæller om dens historie. Den er ganske dramatisk og skærer sig vej ned i dybet langs en stejl skrænt hvorfra man har en mageløs udsigt over et lille område i søens østlige ende.
Kikhanerenden se fra Motorvejen mod vest. Dette er et af de få steder hvor man kan få et indtryk af rendens størrelse i det fri. På lange strækninger er den rørlagt eller utilgængelig.
Ådalen og Kikhanerenden
Herfra er man nået ned i ådalen der går mod øst. Der findes stier på begge sider af dalen. Jeg valgte den sydlige for at gå i læ for vinden. Ådalen er ganske flot og et dejligt vandreterræn - selv med de frosne knolde der sætter anklerne på arbejde. Godt en kilometer mod øst lige før Attemosevej støder man på Kikhanerendens udspring. Her er også en planche som fortæller om rendens kranke skæbne siden 1950'erne hvor den blev rettet ud og belagt med fliser for at fungere som "spildevandsteknisk anlæg". Med andre ord kloak. Fuldstændig lige som den skæbne der overgik Harrestrup Å. Men modsat denne har man kunnet genskabe noget af dens naturlige forløb igen, hvilket man kan nyde godt af øst for Helsingørmotorvejen. Godt nok er åen kun tilgængelig i glimt, men selve ådalen er usædvanlig smuk at gå igennem.
Kikhanerenden øst for Motorvejen. Om der har været fliser her, ved jeg ikke. Men hvis der har, så er de i hvert fald fjernet.
Sidste halvdel af vejen mellem motorvejen og Egebækvej blev fredet i 1951 under navnet Kikhaneengen. Det afgræsses nu af kvæg. I fredningens vestlige hjørne er der indrettet en højtliggende Eventyrskov for mindre børn hvor man kan komme rundt og læse forskellige eventyr om væsner fra skoven. Kæmpeedderkoppen, Fortællebøgen mm. Man kan sagtens tage mindre børn med, da der er meget kort afstand mellem posterne. Faktisk kan man se fra den ene til den anden på denne årstid hvor intet er sprunget ud endnu.
Jægersborg Hegn. Solen titter bleg frem gennem skyerne. Søen er frosset til. Særlig megen magt var solen nu ikke, den varmer ikke spor.
Jægersborg Hegn
Kikhanerenden fortsætter mod nordøst, men ifølge kortet kommer men her mere ud i åbent terræn, og med den stive blæst og temperaturen tæt på frysepunktet, valgte jeg i stedet at gå mod øst og søge læ i Jægersborg Hegn. Terrænet her er ikke så kuperet som i Geelskov, men til gengæld er der en del mere at se på. Der er oldtidshøje, endda samlet i grupper på op til tre. Og så ligger der en meget lille, men anbefalelsesværdige mose, Bøllemosen ½ km. nordvest for Skodsborg Station. Engang var den en stor hængesæk, men den blev ødelagt af tørvegravning, og først i nyere tid er den begyndt at blive genskabt. Der er en vist nok ret nyanlagt gangbro midt gennem mosen hvorfra man kan se hængesækken. Et mærkeligt og sjældent landskab med sin særegne karakter.
Bøllemosen. Hængesækken er ved at blive genskabt efter at være blevet gravet væk. Søen er omkring 3,2 meter dyb, og hængesækken vokser hen over det dybere vand.
Bøllemosen
Først kom planten mosebølle, så blev Bøllemosen opkaldt efter planten, og så kom der i 1885 en flok læredrenge der vakte opmærksomhed ved deres uvornhed og om søndagen opholdt sig i Bøllemosen, "Bøllesjakket". Herefter til ordet bølle alment kendt som en person, der overfalder sagesløse mennesker. Og det er ganske vist! Det står i Ordbog over det danske Sprog. Bøllemosen ser ikke ud af ret meget, men det gør specielle landskaber en gang imellem. Også selv om de ikke bare er specielle, men også værdifulde.
Skodsborg Station. Københavnere kan godt føle sig hjemme her. I stueetagen holder en af Københavns Skovbørnehaver til (indgangen er i gavleen), og på en dag som denne sætter børnene deres præg på de skovlige omgivelser.
Skodsborg
I 1980'erne kørte jeg forbi Skodsborg i kystbanetogene, men da jeg nu ser stationen slår det mig for første gang hvor stor den egentlig er. Den er fra 1897 og ikke overraskende tegnet af Heinrich Wenck. Frederik VII og Grevinde Danner til her i midten af 1800-tallet. Og snobberi tiltrak kongeglade villabyggere og (bade)hoteller ("Øresund" og "Skodsborg Søbad"). Den internationale turisme krævede naturligvis en fornem station. Og derfor ligger der nu denne statelige kæmpestation på et næsten mennesketomt område i udkanten af en skov. Ellers er der ikke meget at komme efter i Skodsborg som vandrer. Den diminuitive Skodsborg Strandpark er ikke ret meget større end et hundetoilet, og udsigten er ikke Øresundskystens bedste. Nedenfor stationen rinder en kilde. Skodsborg er bl.a. kendt for sit sanatorium, så jeg ved ikke om det engang skal have været særligt godt vand i den kilde. Men nu er der er advarselsskilt om ikke at drikke vandet.Alting ser bedre ud i solskin, og specielt sådanne landskaber som disse. Og på fotoer ser det egentlig mere trist ud end det er i virkeligheden. Man skal dog ikke lade sig narre af fotoerne. Det er en ganske dejlig tur, selv i strid blæst og bidende koldt. Dele af ruten falder sammen med Rudersdalruten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar