Helsingør-Hornbæk (og lidt Gilleleje)

Kilometermæssigt lyder 15 km ikke overvældende, men i sand, klatring på kampesten og hækgang er det passende til mit niveau.

Nåede ikke at få færdiggjort dette indlæg den 27. juli. Men her er det så, et par dage for sent. Starten i Helsingør Havn bød på en glædelig overraskelse siden sidste års besøg. Afspærringer og byggepladser er fjernet, og hold da kæft, der er altså blevet flot efter at den er blevet færdig og åbnet. Der er udsigt hele vejen rundt og havnen og langs Kronborg. Og følger man den, ender man op med at kunne gå ind på selve Kronborgs forterræn langs Øresund.

Kronborg Pynt. Den første stump strand på ruten.

Vejen rundt om Kronborg kan foregå på flere måder. Man kan enten vælge de anlagte stier eller gå tæt på vandet. I sidste fald er terrænnet overkommeligt, men der er dog let kampestensvandring på korte strækninger. Til gengæld er lyden af bølgeskvulp så meget mere intens.

Strækningen fra Helsingør til Julebæk Strand tæt på Julebækhuset.

Efter havnen er der Gummistranden (der lå for mange årtier siden en gummistøvlefabrik her). Efter den og Marienlyst Hotel er der en del private ejendomme, men passagen går nogenlunde glat. Sine steder er der endda anlagt stier oppe i terræn hvor havet har ædt sig op til bolværket. Stranden er noget stenet sine steder, men udsigten mod Kullen og Sverige forrygende. Ved Julebækhuset er det fristende at fortsætte langs stranden, men jeg valgte turen ind i landet for atkikke på Hammermøllen og de gamle industribygninger i Hellebæk. 

Hammermøllen blev drevet af vand. Det er et yndet udflugtssted til frokost, is, kaffe osv. Denne dag dog kun det medbragte.

Jeg havde også håbet på at kafeen i Hammermøllen havde åbent, men blev som et par andre selskaber skuffet. Ikke engang toilettet var åbent. Men der er ikke kun møllen. Hellebækområdet er et af Danmark ældste industriområder, også omtalt i Politivennen. Med tilhørende gade med gamle arbejderboliger, Bøssemagergade. 

Hellebæk, Bøssemagergade. De ser idylliske ud, som gamle huse nu engang gør. Og så kan man jo altid abstrahere fra hvordan livet var i dem.

Der er også Hellebæk Klædefabrik af nyere dato. Ved Strandevejen er der Kongens Mølle (1858) og et stykke videre ud mod Ålsgårde den berygtede Skorpeskolen der nu er privatskole og lærere med spanskrør og spidse negle en fjern dyster fortid. Opfostringshuset blev bl.a. kendt gennem Peter Høeghs roman, "De måske egnede". De mest artige drenge fik lov til at trække numre til Klasselotteriet. Og ellers har man indtryk af at lykken på det sted var som at vinde i samme lotteri.

Ålsgårde med den særprægede Hellebæk Kirke. 

Man kan igen trække ned til stranden og fortsætte mod Ålsgårde, med udsigt til den plagierede barokkirke, Hellebæk Kirke. Nu må man foretage et valg: Vest for Ålsgårde kan man fortsætte langs stranden, eller gå op på den stærkt trafikerede Nordre Strandvej. Vælger man stranden, har man som bekendt ret til at pasesere, men ikke opholde sig ud for de private ejendomme. Det er dog sin sag. Kyster har et naturligt liv som følge af vind og vejr, strande flytter sig, havet æder sig ind visse steder, og anlægger nye strande andre steder. Ikke ideelt for et statisk menneskeskabt strandgrundsliv. Vest for Ålsgårde har havet udset sig udvidelse. Hvilket ikke passer lodsejerne: Det er bygget 3-4 meter høje granitstensbjerge. Og ikke nok med det. Mange lodsejere har anlagt broer og slisker til deres både som spærrer for fri passage. Dette klatremæssige mareridt eller paradis, alt efter temperament, holder først op kort før Hornbæk Plantage.

Stranden langs Hornbæk Plantage

Jeg valgte nu at trodse forhindringerne, og nåede uden problemer til Hornbæk Plantage. Indrømmet, det er noget der trækker søm ud at lege bjergged i min alder på kampesten. Og forcere forhindringerne undervejs, uden at overtræde den private ejendomsret. Men forholdene er barske: Hvis man først er startet, er det med at holde ud til Hornbæk Plantage, for der er ingen steder hvor man kan komme op på Nordre Strandvej. Desuden er der en infernalsk trafik på Nordre Strandvej, hvor der heller ikke er gangsti, men en cykelsti. Den er dog ikke særlig benyttet - i hvert fald ikke på dagen.

Stranden øst for Hornbæk.

Hornbæk Plantage er en lise for fødderne. Og man har en pragtfuld udsigt over vandet nu. Der er frit valg mellem at gå i sand, skovsti eller trække helt ud til cykelstien langs vejen. Bredden på plantagen er dog så smal at man hele tiden kan høre trafikken på vejen. I plantagen er der markante rester af de tyske kystbatterier fra 2. verdenskrig. Man kan se betonfundamenterne af de fire 12 cm-kanoner. De var såmænd danske fra 1912. Herfra kunne tyskerne kontrollere de søminer og netspærringer de havde lagt ud som et værn mod ubåde. Havet har senere ædt sig ind på fundamenterne der dengang stod 10 meter inde i plantagen. Højene bag kanonstillingerne er observationsposter. Efter krigen sagde danskerne pænt tak for anlægget der var i brug indtil 1958, og plantagen åbnet for offentligheden. 

Et kik længere mod vest fra Gilleleje.

Mine ambitioner var egentlig at fortsætte de 12-13 km videre til Gilleleje, men her havde jeg forregnet mig. Efter at have gået lidt rundt i Hornbæk sammen med de forholdsvis mange turister og kikket på lokallivet, drukket kaffe og kikket på køerne til fastfood-centralerne langs havnen, besluttede jeg at tage lokaltoget til Gilleleje. Kald man bare en tøsedreng! Det havde sikkert været en fantastisk strandtur.

Gilleleje Havn er overrendt af turister og lystbåde. Men der er dog nicher for fiskerbåde.

Til gengæld fik jeg en god travetur i Gilleleje, efter at have stået af ved Gilleleje Øst tæt på kirken og den særprægede kirkegård der er anlagt på skråningen med udsigt over havet. Der er også mange turister i Gilleleje, men i forhold til Hornbæk er der lidt mere plads, og desuden også mere at kikke på i havnen der har lidt erhvervsfiskeri tilbage. Jeg vandrer ud mod Nakkehoved, men vender om igen. Nu er der ganske enkelt udsolgt. Kioskmanden på stationen forærer mig en kage til isen, og snakker om de mange cyklister som pt er kommet. En tur langs vandet er noget af det bedste man kan gøre i Danmark, synes jeg. Trods vanskellighederne.