Gribskov Vest: Saltrup Station - Hillerød

Gribskov er en af Danmarks største skove. Her gennemvandret fra nord til syd på vestsiden

Den åbne kile syd for Saltrup Station rummer bl.a. denne lille idyl af en samling huset. Det hvide hus til højre er i øvrigt til salg, skulle nogen tænke på at flytte på landet. 

Denne blog har i juli 2016 gået ruten syd-nord langs Esrum Sø og strejfet det sydvestlige hjørne marts 2018. Dagenss rute var på ca 21 km i zig-zag i skovens vestlige del. Skov appellerer mere til ørerne og næsen end til fotografiapparater, så derfor kun lidt sparsomme skud hist og pist fra.

En af de mange rastepladser ligger ved Saltrupvej ved denne dam. I baggrunden jernbanen mod Græsted-Gilleleje.

Saltrup Station er - eller rettere kunne være - en hyggelig lille station. Men tag-malere har totalt spoleret indtrykket. Hvis der er nogle tag-malere som læser denne blog, så blot en indtrængende bøn: Lad dog være med at ødelægge bygninger som fx denne station! Vi er altså ganske mange som gerne vil få nogle oplevelser. Find på noget andet at få tiden til at gå med end at smøre miljøfarligt maling på interessante bygninger.

Bolandsvej. Skovture går vel netop ud på at se skov. Lugte og lytte. Og det er er i rå mængder i Gribskov.

Fra stationen går man syd på ad Boserupvej forbi et par idylliske bindingsværrkshuse (et af dem er i øvrigt pt til salg, hvis man ellers eftertragter skovensomhed). Godt inde i skoven havde jeg planlagt en zig-zag-rute sydpå for udover skoven også at kigge lidt på de sparsomme kulturminder og andre seværdigheder. Et godt pejlemærke er bålpladserne. De er udvalgt med omhu, ofte ned til små damme eller søer. Et af dem ligger kun en lille kilometer inde i skoven. En anden ligger lidt sydvest for Mårum Station (der er et trinbræt med et læskur).

Mårumhus i baggrunden. Forrest bag søen et par heste. Det er vist en gammel skovridergård. Der står stadig maskiner mm.

Jeg har før haft besvær med at finde lokaliteter i skove. Det gjaldt også denne gang. Et dobbeltgærde fra gården Kistrup skulle ligge her, men trods skoven endnu ikke er sprunget ud, fandt jeg det ikke. Heller ikke den urørte skov langs Bolandsvej (jeg fandt så en del andre, afmærket af Miljøstyrelsen, men det er en anden sag). Stik vestpå ligger Mårumhus i udkanten af skoven mod Mårum. Det er vist en gammel skovridergård, temmelig anonym murstensbygning med nogle heste foran en sø.

Jens Omgangs geværpibe stikker stadig ud. Nu tilsat en lodret sten med indskriften GRØNNEKILDE. En af de få afmærkede kulturminder som det lykkedes mig at finde. Det må godt nok have været lidt af et arbejde for munkene at vaske fødder her - der er ikke meget plads.. 

En god kilometer stik syd ligger tæt på en rasteplads på en stikvej fra hovedstien Grønnekilde. Det er et rør som stikker ud fra en lille stensætning. Den er opkaldt efter "det grønnes dag", eller skærtorsdag. Her skulle munkene fra Esrum Kloster vaske fattiges fødder på netop denne dag. Ifølge folderen opstod kilden da krybskytten Jens Omgang blev overrasket af skovfogeden. Han stak lynhurtigt geværløbet ind i brinken, hvorigennem vandet så løb. Det skulle stadig smage af jern.

Trustrup-stenen er nogenlunde nem at spotte mellem træerne. Indskriften lyder: OVER.LANSBYEN TRUSTRUP. DENS SIDSTE.BEBOR.VAR NIELS.JENSEN.BD.HR.FRA 1762 TEL 1790. Vandhullet bagved er måske gadekæret, men så slipper mit held også op. 

Kildens lidenhed er ganske godt billede på at det ikke er kulturminder man skal kigge efter for at blive imponeret. Heller ikke den forsvundne landsby Trustrup, som er afmærket med en sten på tæt på jernbanesporet mellem Duemose Trinbræt og Kagerup Station. Jeg ledte også her forgæves efter de fire gårdtomter, brønde og gærde i nærheden. Vandhullet ved jeg ikke om er det gamle gadekær.

Udsigten fra det 65 meter høje Fruebjerg. Skovens højeste punkt.

Det er snarere naturoplevelserne som man skal gå efter. Fx området omkring Fruebjerg. Det er ganske kuperet, og "bjerget" selv er rimelig nemt at bestige. Træerne er beskåret i en smal kile mod Arresø som man i godt vejr skulle kunne se. Vejret var godt, men søen ligger altså ret langt væk så det er svært at skelne detaljer. Ved foden af højen kan man se resterne af endnu et af de danske monarkers vandvidsprojekter, nemlig en kanal som skulle lede vand fra Store Gribsø til Hillerød. Denne gang var det Frederik II og blev påbegyndt i 1576. Man kan stadig fornemme de enorme menneskelige resurser som må have været brugt til dette totalt nyttesløse projekt som måske i særlig vandrige perioder har kunnet opfylde sit formål.

Resterne af den kanal som Frederik II satte svenske krigsfanger og formentlig da også danske bønderkarle til at grave fra Store Gribsø til Hillerød.

Resten af turen, fx gennem Gadevang, er mest asfalterede veje ind til Slotsbyen. Som sagt, en tur gennem den lange side af Gribskov kan formentlig ikke gøres meget kortere end omkring 20 kilometer. Det gælder også denne rute. Og der er stadig masser at komme efter.