Man kan næsten gå hele vejen langs stranden. Her kan man opleve et kulturlandskab hvor private ejendomme forsøger at forsvare sig imod havets naturlige påvirkning af kystklinterne.
Der er ikke meget som slår en vandring langs stranden: Bølgerne, blæsten, dyrelivet. Det er også hvad man får på denne strandvandring. På strandvandringen i mandags fra Helsingør til Hornbæk skrev jeg lidt om den såkaldte "kystsikring". Altså de granitophobninger, bølgebrydere mm. som efter bedste ingeniørmæssige synspunkter sætter ind med det som i den verden kaldes "skader på skråninger" forårsaget af storme, "beskyttelse" af kysten og lignende formuleringer som afgør hvordan her ser ud. Rent geologisk er strækningen fra Gilleleje til Tisvildeleje stadig højere morænelandskaber der tættest på Tisvildeleje strækker sig 20-30 i højden og danner dramatiske klinter. Under naturlige omstændigheder ville dette byde på en tur med ældre klinter bag bred og forholdsvis høj forstrand dannet af nedfaldent materiale, eller nylige skred hvor klinten stadig står nøgen.
Gilleleje. Den første del af turen er naturligvis præget af at man her går langs en by. Stranden er ikke af sand som strandene ved Hornbæk, men dog pænt besøgt af strandgæster og motionister. Vejret er på dette tidspunkt stadig blæsende og overskyet.
At kysten ikke ser sådan ud, men er en kunstig kyst, skyldes bebyggelserne langs kysten. Sådanne tiltags beståen forudsætter at man kan fastfryse kysten så den forbliver præcis på samme måde som byggetidspunktet, og ikke fx at udsigten over havet til sidst ender i det.
Smidstrup Strand. En af de få offentlige adgange til kysten. Her er der oven i købet et klitlandskab. Med den obligatoriske parkeringsplads - forståeligt, for der er langt til næste offentlige adgang til en strand - og et toilet, bænke, livredderstation mm.
Vil man se naturlige kyster, skal man tage til Skagens Odde, Vadehavet, Staunings Ø, Ølsemagle Rev og hundredvis af andre nationale naturseværdigheder som ikke er underlagt menneskelig kontrol.
Udsholt Strand. En flok skarver tørrer vingerne i blæsten og lidt væk fra det på tidspunktet oprørte hav. Bølgerne var her midt på dagen stadig pænt høje. Sus i håret.
På strækningen fra Gilleleje til Tisvildeleje støder man ikke på broer, slisker til både o. lign. Til gengæld kan man på de ellers smukke klinter så mere eller mindre hjemmelavede trappenedgange som man vist uden at fornærme nogen, ikke kan kalde arkitektoniske mesterværker, og som efter behag godt kan opfattes som skæmmende for klinterne.
Rågeleje. Her på de lave strækninger er det fortrinsvis bølgebryder som udgør kystsikringen. I det fjerne kan man se at efter Rågeleje stiger landet flot op over vandet. Og her begynder forhindringsvandringen for alvor.
Et enkelt sted kan man endda opleve noget så specielt som et "trappelaug", som har anlagt en sti mellem to husgrunde ned til en trappe til stranden. Stien er imidlertid ikke åben, men forseglet med kodelås, og kun åben for trappelaugets medlemmer. Og på hele Kystvejen er udsigten til havet spærret af bebyggelser. Kun et par steder er der smalle strimler hvor man kan gå hen til klintkanten.
Rågeleje. Forstranden er her ganske bred og fortrinvis af mindre sten. Ikke nogen nem opgave. Men med stavene går det fint.
Et godt sted at komme ned igen er Caprifolievej. Her kan man også få en fornemmelse af hvor høje klinterne er og i godt vejr endog se Sverige i det fjerne.
Rågeleje. Det gamle fiskerleje har ikke så mange turister på grund af corona. Men iskiosken er da åbent og hoteller, restauranter mm. lige så.
Og op på Kystvejen skal man, fordi der et sted vest for Heatherhill er sat et adgang forbudt skilt op. Det skyldes jordskred, og ifølge skiltet er det forbundet med livsfare at passere. Jeg følte mig et øjeblik ærgerlig og fristet til at overtræde forbudet. Omvendt, så det altså temmelig farligt ud, og fornuftigt vendte jeg om og klatrede op for at fortsætte ad vejene. Modvilligt bevægede jeg mig op i terrænet. For man kan ikke vandre langs den øverste kan af klinten. På hele strækningen er klintkanten forbeholdt private ejendomme, og i stedet kommer man til at gå ad triste asfalterede veje med 2-3 meter høje hække eller plankeværker til begge sider. Ikke just noget oplivende syn på en kystvandring.
Rågeleje. Et kik "bagud" på vej mod klinten under Heatherhill.
Klinteskred skal man selvfølgelig regne med, men eftersom "kystsikringen" har gjort hele kysten under klinterne til et unaturligt område, bliver de skred der så reelt får lov til at forekomme, formentlig særlig farlige.
Ved Heatherhill. En smuk klint som kun forekommer på denne korte del af strækningen. Resten af klinterne er beklædt med grønt.
Selv ved Heatherhill er der dog lagt en "fodbeskyttelse" af klinten. Her kan man ellers se en af de sjældne, bare klinter hvor lagene af sand viser sig som mørke striber.
Ved heatherhill. Strandene skyder sig ud i tunger bag de fremskudte granitbrydere, i stedet for at sandet ville have fordelt sig mere ligeligt ned langskysten.
For strandgæsterne betyder det at der som vist på fotoet ovenover er "tunger" af sand ud til de fremskudte granitbølgebrydere. Hvor livredderne da jeg gik forbi hældte rød maling i vandet for at opdage revlehuller. Ud over de naturlige revler, danner disse granit"revler" et yderligere faremoment for badegæsterne, da åbningerne imellem dem jo på det nærmeste er opskriften på hvordan man danner et revlehul.
Holløselund. Et godt til at danne sig et overblik over stranden og havet.
På toppen af klinten - et af de få steder hvor man kan komme til klintekanten - har man på ovenstående foto et overblik. Et stykke ude i vandet er en lys stribe, det er her revlen er. Tæt på kysten danner de afbrudte granitophobninger et kunstigt rev som efterlader tunger af sand bag sig.
Holløselund. Sollyset glinser i det mægtige Kattegat, og efter formiddagens bølger forekommer vandet næsten helt roligt.
Det er et teoretisk spørgsmål om hvordan kysten ville have været hvis det var en naturlig kyst. Ville den være umulig at passere således som det er tilfældet langs Stevns Klint? Eller ville det være dramatiske klinter med en bred forstrand? Jeg gik for 4-5 år siden de 8 kilometer fra Liseleje til Hundested, og det var ikke nogen særlig god vandreoplevelse. Her blandede den smukke oplevelse af hav og frihed sig med "kystsikring" og overflod af skilte med "privat". Nok til at ødelægge min oplevelse. Så med mindre nogen fortæller mig at det har ændret sig, så er der andre mål jeg synes mere interessante.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar