Politivennen og Vandringsmanden gik arm i arm - pladask ud i Nakskov Fjord - eller rettere: det der engang var Nakskov Fjord: "Det forsvundne Ørige" - som nu er inddæmmet.
Vandringsmanden har allieret sig med Politivennen, og i en og samme person undersøgte jeg et af 1800-tallets store tørlægningsprojekter. På Politivennen Live Blogging er beskrevet nogle senere projekter: Søborg Sø, Lammefjorden, Holbæk Fjord og Vestamager. Men inddæmningen af Nakskov Fjord begyndte en del årtier før disse. Det startede ikke som et inddæmningsprojekt, men med en strid om anlæggelse af en vej fra Fredsholm til Nakskov som afskar de lokale fiskere fra deres fiskepladser i den indre del af Nakskov Fjord.
I 1819 havde vandvæsenskommissær, proprietær Søren Henrik Lund købt Fredsholm som dødsbo og øen Steensø. Lund fik bygget en stendæmning mellem Fredsholm og Steensø. Og nu fik han så kik på at fortsætte vejen til den kommunalt ejede ø Færgelandet. Det ville spare ham for en stor omvej. Fredsholm lå dengang som det fremgår af ovenstående kort, midt på en halvø ud i Nakskov Fjord. For at komme til Nakskov måtte man først mod syd ad Fredsholms Alle, mod Vestenskov, herefter mod øst nogenlunde ad vore dages Langøvej-Brydebøllevej-Holleby (som også lå et næs) og endelig mod nord ad nogle våde veje over holmen Stubbeland, Mellemland og Færgeland.
En dæmning fra Steensø til Færgeland var imidlertid mod den lokale befolknings ønske. Hvor stor en del, melder historien ikke noget om. Men en afsnøring af fjorden ville bl.a. afskære fiskerne fra at komme til deres fiskeområdet i den indre fjord. Lund prøvede at sælge sin ide ved at "begundstige" folk med et omfattende og dyrt inddæmningsprojekt i vigen mellem Vejlø og Fredsholm, altså på den anden side af halvøen.
Men den hoppede folk ikke på. Forbindelsen mellem Færgelandet og Nakskov foregik ad en vej ("våse") med en bro over en kanal hvor både kunne sejle igennem. Lund fik kanalen spærret trods de lokale protester. Sagen i retten trak ud, så for at redde fiskeriet, gravede borgerne selv en åbning til de farvande som de ikke havde fået noget forbud om at kunne sejle til.
Lund og hans søn Henrik August (fra 1822) havde mest adgangsforholdene til herregården for øje. En Højesteretsdom af 14. februar 1828 bestemte imidlertid at Lund skulle fjerne den af ham opførte dæmning/kørevej mellem Skandsen og Færgelandet og "sætte farvandet i samme for både sejlbar stand, hvori det var forinden dæmningen eller kørevejen blev anlagt". Her er det måske nødvendigt at indskyde den sidebemærkning at retssager dengang var tids- og pengekrævende, og derfor havde velhavende parter i en sag altid en betydelig fordel.
Fiskerne glædede sig over dommen, men for tidligt. Han sad med det økonomiske kort, og ser ud til at have været ligeglad med afgørelsen. Så sagen kom så op igen, denne gang i Overretten i 1835 som endnu engang fastslog at fiskerne havde ret til en kanal igennem hvilken de kunne komme til deres fiskepladser i fjorden. Denne gang ventede nakskovitterne ikke til Lund efterfulgte lovens bud. De gravede selv en kanal, og sejlede i triumftog med fakler gennem dæmningen. Kanalen blev døbt ”Frihedskanalen”.
Denne form for "selvtægt" gav Lund et godt kort på hånden. Han allierede sig med sin slægtning havne- og fyrinspektør kaptajn-løjtnant Leth. Denne pressede den modvillige Havnekommission til at få lukket Frihedskanalen og kræve erstatning. Borgernes sidste, desperate kort var at henvende sig til kongen (Frederik 6.) om en retsafgørelse. Men Lund havde vundet tid, han havde pengekassen i orden i modsætning til modparten. Han lod kanalen kaste til igen, nakskovitterne genskabte den. Og sådan blev det så ved et stykke tid mens Lund kørte sag mod kanalbyggerne for at have udøvet selvtægt. Det trak ud og blev uendelig langsommelig forberedt.
Der gik hele 3 år, til 1838 før Højesteret igen befalede Lund at borttage "den mellem Skandsen og Færgelandet værende dæmning eller kørevej, betegnet på det under sagen fremlagte kort no 1 med a til b, og sætte farvandet i samme for både sejlbare stand, hvori det var forinden bemeldte dæmning eller kørevej blev anlagt".
Lund solgte i 1840 Fredsholm til proprietær August Villads Bech, sæbesyder Bechs søn og svoger til grev Knuth til Knuthenborg. Bech tog med friske kræfter over hvor Lund havde givet op, og bearbejdede de efterhånden godt møre beboere. De havde godt nok fået dom for at have retten på deres side. Men ikke myndighed til at håndhæve dommen.
Bech forsøgte sig først med en slags bestikkelse, men nakskovitterne havde dog stadig kræfter tilbage til at afvise det, og udtrykke forargelse over denne arrogante måde at blive forsøgt spist af med et småbeløb. Derfor masede Bech på for at gøre modparten mør: Han fortsatte arbejdet med inddæmningen. Og det konstante arbejde med at genskabe den lovligt anlagte kanal som Beck fortsatte med at kaste til, begyndte at tære på borgernes penge, opofrelser og andre omkostninger. Bechs status som godsejer var altså en slags lokal konge, og det endte med at kommunalbestyrelsen måtte fremkomme med et kompromis i 1846:
Kommunalbestyrelsen konstaterede at dæmningen havde ført til store fordele for Fredsholm: Fredsholm var blevet 800 tønder land større. Denne store fordel mente man at skulle komme det offentlige til gavn. Kort sagt foreslog man i 1846 at godsejeren kunne beholde sin dæmning mod en kompensation til fiskerne af 120 rigsbankdaler - at betale til kæmneren i Nakskov. Dette så ud som en sejr for Bech: Han fik 800 tønder land og en dæmning for et årligt bidrag af 120 rigsbankdaler.
Men det var Bech ikke tilfreds med!
Bech aktiverede Landvæsenskommissionen til at indkalde til et møde på Fredsholm for at modtage indsigelser mod en inddæmning af Nakskov Fjord. De fremmødte blev advaret om at komme med vægtige argumenter imod inddæmningen. Og at man da var velkommen til at appellere til det kongelige Rentekammer, eller til Højesteret. Igen udnyttede Bech sine økonomiske og tidsmæssige fordel ved at stille en langvarig, bureaukratisk og bekostelig proces i udsigt for de økonomisk ringere stillede nakskovitter.
Tilmed fik Bech efter grundloven i 1849 en ny forbundsfælle: Den (konservative) og overvejende godsejervenlige københavnerpresse: Langt fra scenen for sagen argumenterede den på Bechs side: Hvordan kunne nogen være imod at man fik anlagt en vej over de fladvandede områder? Kjøbenhavnsposten skrev fx at "Vandet kan være så højt, at det endog er umuligt at komme over disse våd, det kan gå over heste og vogn; ofte må vognfjellene fyldes med tang. Kornsækkene lægges tværs derovenpå. - og dog sker det hyppigt at sæden i sækkene bliver fordærvet af søvandet som skvulper op på dem til stort tab for bonden som må sælge sådant vådt korn for hvad købstadmanden vil give ham for det. Om efteråret, hele vinteren og om foråret - altså den længste tid af året - er farten forbundet med mere eller mindre fare og besvær, især i isbrud om vinteren (når isen hverken brister rigtig eller bærer)". Bonden - det var så altså mest godsejer Bech.
Kjøbenhavnsposten fremførte at beboerne i Vestenskov, Cappel, Arninge og Tilliste burde være "proprietær Beck uendelig taknemmelig om han foretager inddæmningen": "Det er således ofte ganske umuligt, ofte farligt eller meget besværligt at komme til byen efter læge, medicin, til tinge eller i absolut nødvendige ærinder. Hvorledes det endog om sommeren er at køre på disse i vådene fyldte sten; hvorledes det slider og ødelægger på heste og vogntøj, det må den fattige Sønder-Herreds-bonde mest bekende. Hvad ondt husmandsklassen og alle fattige der ikke har heste og vogn, men kun deres egne bare ben at vade over på, må døje især når vandet er koldt og det går dem op til bæltestedet, derom kan enhver gøre sig begreb, dog bedst når man har set disse stakler enten vade over, eller forfrosne af kulde at stå på åben mark ved stranden og vente på om en vil tage dem op at age over vandet. Således står de ofte i timer og venter. For de med flinkt læs på vognen tager ingen op for heste og vogns skyld. Andre fordi der er så mange der vil køre med på en gang at man må sige nej for ikke at høre grovheder af dem, der bliver tilbage. At det således at vade over flere våd, når vandet er koldt, må afstedkomme mange sygdomme især hos fruentimmere vil også enhver kunne indse."
Man fik det kort sagt til at se ud som om nogle småfiskere ikke var tilfredse med en sum af 120 rigsbankdaler årligt. Nakskovitterne var formentlig kørt træt af. Bechs fremstilling af sig selv som en person med sans for det almennyttige og store foretagender fik lov til at stå uimodsagt. Sagen fremstod i pressen som en sag mellem en fremsynet og alment velmenende godsejer og nogle få halstarrige og urimelige ålestangere. Bech selv har vel opfattet sig selv som at have gjort beboerne en stor tjeneste ved at anlægge dæmningen og vejen for store omkostninger og tilbød generøst at overlade den til det offentlige mod at han selv fik lov til bestandigt at bruge den - som man havde gjort i 16-18 år.
Lokalaviserne dengang var som oftest ekkoer af københavneraviserne. Det gælder også lokalavisen Lolland-Falsters Stifts-Tidende. Her kunne man læse at inddæmningen ville kunne forvandle 900-1000 tdr "salteng, overdrev eller moser, som på grund af havets jævnlige oversvømmelser kun er af underordnet vigtighed for ejeren, til frugtbart agerland, og vedkommende landejendommes pris derved i en betydelig grad forøget."
Kun Nakskov Havnekommission pippede lidt om at inddæmningen kunne betyde at havnen i tidernes løb lettere vil blive opfyldt med mudder, når strømmen der nu tjener til at rense den Hvilket ville betyde opmudringsomkostninger af havnen fra Langebro indtil Skandsen. Desuden ville vinterens is blive liggende længere når nu der ikke længere var strømmen til at bryder sig vej gennem den. Men den blev hurtigt banket på plads.
Så enden blev at Frihedskanalen blev lukket. Godsejeren fik sin dæmning og kørevejen og oveni flere hundrede tønder land indvundet hav. I 1865 fuldendte brødrene Casse inddæmningen af 600 tønder land.
Godsejeren vandt. Den forventede store økonomiske gevinst udeblev dog. Inddæmningen forvandlede vige til enge og marker, øer til fastland. Naturen forsvandt til fordel for landbrugsarealer. Og det skete flere år før 1864 hvor der kom ekstra gang i parolen: "Hvad udad tabtes, skal indad vindes", samt den katastrofale stormflod i 1872.
På Naturpark Nakskov Fjords hjemmeside forklarer man at "Nakskov Fjord er ikke bare de steder, hvor der er vand. Store inddæmningsarbejder efter stormfloden 1872 har halveret fjorden, men stadig findes spor af den gamle fjord, og der skal ikke ret meget fantasi til for at forestille sig bugter og vige, hvor man tidligere har fisket og jaget." Stormfloden fandt dog sted flere årtier efter ovennævnte affære. Omend stormfloden satte yderligere gang i inddæmningen.
I dag kan man stadig opleve den eneste adgangsvej dengang, Fredsholm Alle. Men fra Fredsholm går der nu også en vej stik øst mod Langøvej. Lunds planlagte vej direkte mod nordøst blev derfor ikke til noget. I 1908 købte Fredsholms forpagtere, brødrene Lars og Peter Rasmussen, gården. Lars Rasmussens efterkommere ejede gården frem til 1991. Fredsholm ejes i 2021 af Carl-Johan von Rosen.
Epilog
Ca. 1 km syd for Vestenskov Kirke ligger den 12 meter høje Sølvbjerghøj. Et af Vestlollands højeste punkter og derfor også brugt som offentligt henrettelses- og afstraffelsesplads. I 1853 blev Mads og Anders Virnæs og Christian Frederik Mortensen henrettet her, og året efter, i 1854 blev Niels Larsen Juel og hans mor, Maren Vibeke henrettet. Skarpretter var dengang Peter Schmidt. Han blev anset som en meget duelig mand inden for sit erhverv og tog sig bl.a. af Balle-Lars. Hans efterfølger gik det knap så godt. I 1882 skulle den lollandske landarbejder Anders Nielsen Sjællænder henrettes af landets nu eneste skarpretter Jens Sejstrup. Ved 3. forsøg lykkedes det at skille hovedet fra kroppen. Blandt tilskuerne var Herman Bang. Det blev den sidste offentlige henrettet i Danmark idet den næste i 1892 blev udført for lukkede døre i Horsens Tugthus.
Ruten
Nakskov. Skandsen. Langøvej. Digestien til Vejlø. Fredsholm. Fredsholm Alle. Vestenskov. Skovbyvej. Gammelbyvej. Hyllevej. Maglehøjvej. Nakskov.
Videre læsning:
