Landkommunen Tikøb eksisterede 1842-1970. Så blev denne dengang Sjællands arealmæssigt største og indtil 1890 Danmarks mest folkerige landkommune "tvunget" til at slå sig sammen med den arealmæssigt langt, langt mindre, men befolkningsmæssigt langt, langt større købstadskommune Helsingør.
Befolkningsmæssigt nåede Tikøb Kommune næsten de 20.000 - hvoraf næsten halvdelen boede i Espergærde, så den havde en størrelse der måske kunne berettige til at fortsætte som selvstændig kommune. Men sammenlagt blev de to kommuner, og det anses vist i øvrigt for at være gået ganske godt for begge kommuner.
Formålet med denne forårsagtige vandring var at besøge gennem nogle af mange små landsbyer i Tikøb Kommune. Det blev til Saunte, Borsholm, Bistrup, "hovedstaden" Tikøb, Nyrup og Kvistgård. Men der er såmænd ganske mange andre. Vandreruten var ikke den mest ideelle, for kommunen var stor, og for at nå noget, tog jeg ad den stærkt trafikerede Hornbækvej. Men hvad gør man ikke for at få det meste med?
Turen startede i en stationsby, nemlig Saunte hvor der er en station. Hvis navnet ringer en klokke hos københavnere som husker den socialdemokratiske borgmester Edel Saunte, er den god nok, landsbyen har givet navn til hendes slægt. Edel Saunte (1904-1991) var formand for Dansk Kvindesamfund 1936-1941, medlem af Københavns borgerrepræsentation 1937-1946, medlem af Folketinget 1947-1962. Hun var den første kvindelige borgmester i København (Magistratens 3. afd. socialvæsnet) 1962-1974).
Den lille idylliske bygade fører til et stort gods, Sauntehus. Dettes udseende skyldes først og fremmest kornhandler Søren Hald som købte godset i 1912 og fik arkitekten Gustav Hagen til at opføre det i bedste historistisk stil. Det gik godt for Hald under 1. verdenskrig: Han blev gullasch-baron og skal have sendt elendigt kød til tyskerne med påskriften "tak for 1864". Pengene brugte han til selskabet og fester og køb af Kalundborg Skibsværft. Festen sluttede ved afslutningen af krigen og godset indledte nu en omskiftelig tilværelse, indtil det i 1981 blev konferencecenter, restaurant mv. Det kan bryste sig af at have lagt lokaler til statsminister Poul Schlüter, Victor Borge og medlemmer af Aqua.
Borsholm har navn efter en af gårdene i landsbyen. Men der ligger også nogle ganske anselige gårde. Sammen med de mange husmænd og arbejdere var det grundlag nok for et lille samfund der til dels kunne klare sig selv, bl.a. med skole og mange fagmænd.
Risby Vang er et af de mange små hegn som findes på turen. Det giver betingelser for et rigt fugleliv i et område der ellers er præget af store landbrugsarealer.
Bistrup fik aldrig den størrelse som så mange andre der er nævnt i dette indslag, men der er dog et gadekær som nogle af obligatoriske strætækte bindingsværkshuse
Hvis man vil bo som i 1890 ligger der på Hornbækvej 617 et stråtækt hus midt i skoven. Og tæt på et stærkt trafikeret vejkryds. Så stærkt at det er lysreguleret. Det er en forhenværende skovridderbolig ”Vestreledhus”.
I 1887 var avisen Social-Demokraten 23. august 1887 og dens redaktør, Emil Wiinblad blevet opmærksom på de forfærdende forhold tvangsarbejdsanstalter, især i Korsør. Men til sammenligning havde bladet også besøgt Tikøb Arbejds- og Forsørgelsesanstalt. Bygningen blev beskrevet som "Store skifertækte Bygninger, der ledte Tanken hen paa en lille Herregaard, hvis ikke den høje Fængselsmur havde været uden om. Den er da ogsaa af langt nyere Datum end Korsørs og ejer ikke saa nær dens modbydelige Uhygge".
Imodsætning til Korsør havde anstalten i Tikøb ingen Tvangsfanger, idet den kun var anstalt for Tikøb Sogn og arbejdsanstalt for fattiglemmer fra andre Kommuner. Den havde desuden en temmelig stor sindssygeafdeling og en afdeling for plejebørn. På anstalten boede ra 100 til 140 individer. De fik 75 Øre foruden beklædningspenge. Af personale var en inspektør/forstander, der tillige er økonom, og et par opsynsmænd.
Anstalten beskrives mere positivt end den i Korsør: lysere, luftigere og venligere. De store soveværelser var var ikke overfyldt med senge. Luften var nogenlunde god og renligheden. Maden var dog ussel. Man fik fx til middag en pot vælling som bladet sammenligner med svineføde, og eftermaden var en skive fedtebrød. Generelt skrev avisen at maden var "slettere end der bør bydes Mennesker". Og så var det endda bedre end i Korsør. Desuden skal maden ofte have været mere eller mindre fordærvede. Det gjalt fx sild: Ved eftersyn måtte 3 -4 tønder sild kastes bort, men da havde lemmerne i nogen tid været nødt til at spise dem. Desuden serverede man flæsk af kastrerede orner (hårdt, sejt og næsten uspiseligt, men meget billigt).
Lemmerne blev som trælle lejet bort til bønderne. Indtægten tilfaldt vist anstalten? Lemmerne blev pryglet, og turde af samme grund ikke klage over noget på anstalten, fx maden eller behandlingen. Det gjalt også børnen. Som eksempel blev en 10-årig dreng der var sengevæder, af opsynsmanden (hr. Fryde) tvunget til at æde sine egne ekskrementer, og hans ansigt dyppet i natpotten. Det fik han dog en dom for ved Overretten og afsat af Sognerådet. En støttebevægelse blev igangsat og sognerådet måtte forkaste sin beslutning og Fryde blev genansat. Andre straffe kunne være at indhylle børnene i våde, kolde lagner.
Ved Siden af al være en saa fortrinlig Børneopdragelsesanstalt virker den ogsaa som moralsk Fordærvelsesanstalt. Eller hvad skal man kalde det, at de anbringer en Flok hjemløse Børn sammen med Individer af de sletteste Sæder. Ikke én, men flere fornuftige Mænd paa Egnen udtalte for mig deres dybe Beklagelse over, at dette finder Sted. Hvor forfærdeligt ødelæggende kan det ikke være for disse Børn, daglig at færdes mellem Folk, som har været straffet for mange Slags Forbrydelser. Mellem Vagabonder og Idioter, hvoraf der siges, en stor Del er Onanister. Er det saa underligt, at Børn fra Arbejdsanstalter i Almindelighed bliver fordærvede Mennesker, som man siger saa let. Men hvis er Skylden! Hvis er Skylden, uden deres, som driver den Slags industrielle Etablissementer.
I 1802 boede ved Krogenberg i Tikøb en kolonistbonde, Heinrich Würtz som havde købt nogle udyrkede jorde og fået dem opdyrket. Han havde 13 levende børn. Familien fik så forrådnelsesfeber
Vandreruten går ad udmærkede veje. Dette har ikke altid været tilfældet. I Politivennen. Hefte 23, Nr. 293, 3. december 1803, s. 4669-4670 fortælles om forholdene på landevejene dengang:
Enhver dansk borger ser med velbehag på den omhu som landets vise regering drager for de rejsende ved de årlige istandsættelser og forbedringer af landevejene. Men det er højst ubehageligt, når man ser uordener, som forhindrer formålet med dette arbejde. Jeg vil ikke undlade at gøre opmærksom på en: Det stykke af Helsingørvejen fra Nyrup til Niverød, som for nyligt var i den ønskelige stand, er dagligt siden kornhøsten blevet hjemsøgt af svineflokke, som ved deres roden gør betydelig skade på begge sider. På den måde ødelægger de det møjsommelige arbejde under store omkostninger. Og regeringens hensigt fortabes. Rabatterne er fyldt med huller og ujævnheder, og ved regnvejr vil de ikke længere give den rejsende den behagelige, jævne og magelige fart, som er regeringens hensigt og de rejsendes ønske.
Måske kunne denne uorden fjernes, hvis det blev tillagt alle gårdmænd at holde det stykke af vejen i stand, som grænser op til deres jord. Dette ville medføre at de ville holde deres svin hjemme og gøre dem påpasselige at antage andres, for hvilke de skulle hæve optagelsespenge. Det var endvidere at ønske at ejeren af sådanne svin var forpligtet til at istandsætte vejen, som hans svin havde beskadiget.
I dag er der også svin, masser af svin, mange gange flere svin end de dengang fritgående. De er indespærret i store svinefarme, gyllen opsamles og spredes diskret så de kun generer forbipasserende få dage om året (men så til gengæld også voldsomt).
Og så er turen ved at være til ende: Jeg er nået til Kvistgård og kan å den anden side af jernbanen ane den store ejendom Sindshvile. Et gammelt sted som siden middelalderen havde ligget omtrent ved Krogenberg 5. Siden 1790'erne her. Ingen aner hvor navnet stammer fra - hvilket jo giver anledning til mange gæt. Kun at det blev brugt fra ca. 1837. Sindshvile har været ejet af mange fornemme mænd der bl.a. udøvede deres indflydelse gennem sognerådet. Og med de obligatoriske fallitter og ildebrande fra tid til anden. Efter endnu en fallit i 1898 overtog Forsøgelsesforeningen “Bikuben” den. fter en brand i 1902 blev de nuværende bygning opført og brugt som teglværk - der 10 år efter gik konkurs. I 1932 købte Ejnar Bryde Nielsen ejendommen. Han ejede det famøse varehus ”Buldog” der blev bombesprængt af modstandsbevægelsen under besættelsen. I 1965 blev ejendommen købt af Tikøb Kommune, og hovedbygningen ejes stadig af Helsingør Kommune der bruger den som materielgård for den tekniske forvaltning, vejvæsen m.v. En del af jorden er indrettet til knallertbane og teknisk køreanlæg.
Efter nogle forgæves og ikke særlig ihærdige forsøg på at komme ind for at se bygningerne, tager jeg toget fra Kvistgård.
Ruten
Saunte. Nørregårdsvej. Borsholm. Borsholmvej. Hornbækvej. Bistrup. Hornbækvej. Tikøb. Hornbækvej. Krogenbergvej. Kongevej. Kvistgård Station.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar