Korsør Nor rundt

Korsør Nor er Danmarks største af slagsen, ca. 10 km2. Og temmelig lavvandet, højst 4 meter. Man kan ikke gå langs bredden på lange strækninger. Enkelte stier fører langs bredden.

Ruten på lange strækninger falder sammen med Lagunestien. Dog ikke på det første stykke fra stationen og mod øst ad Ørnumvej, med industrikvarter præg og længere ude landevej. Heldigvis løber der en parallel vandresti syd for landevejen, og her får jeg den første kontakt med noret. Granitblokke, cementblokke og sten er lagt ud for at forhindre vandet i at gnave af kysten. Der flyder lidt vammelt tang rundt i det lave vand. En fisker er ved at sætte bundgarn. I 2021 frarådede Slagelse Kommune vandaktiviteter i Korsør Nor hvor man kan komme i direkte kontakt med vand og bundsedimenter pga. PFOS-forurening. Bl.a. fik det konsekvenser for 300 personer som havde spist kød fra græssende køer (kogræsserforeningen). Så interesserede må hellere holde sig opdateret før de kaster sig i bølgerne.

Ved Ørnumvej. Der er flere levn fra noget som måske engang var et livligt område, bl.a. den halvsunkne båd på billedet.

Hvor Ørnumvej skifter navn til Halsebyvej, kommer jeg ind i et bebygget, lidt anonymt område. Jeg tror ikke det er Ørnum - det er nok snarere hærende til Svenstrrup? Vejen har en lille stigning op mod Ørnumbakke hvor der er en parkeringsplads og et udsigtspunkt. Bilisterne har valgt at parkere der hvor det bedste udsigtpunkt er. Bilerne er tomme, men de har en ganske smuk udsigt. 

Stien mellem Ørnumvej og Marsk Stigsvej.

Vel gennem bebyggelsen går der en smal sti ned mod noret, et skilt viser til Marsk Stigs Vej. Og her kommer jeg igennem rutens første naturområde. Lavbundede områder og bevoksninger af krat og træer. Vel gennem kratområdet er der en sti langs bredden. Det fortsætter mod Marsk Stigs Vej. Kikker lige op i bebyggelsen mod nord, og sætter ellers kursen mod kirken som er meget synlig over bakketoppen.

Udsigten over kirkegården ved Tårnborg Kirke mod noret. En flok køer er på vej til højre.

Området omkring voldstedet og kirken er turen absolutte kulturhistoriske højdepunkt. Kirken der ligger sådan lidt in the middle of nowhere, er imponerende stor. Da Marsk Stig fik den bygget engang i 1200-tallet var der imidlertid en del mennesker ved voldstedet. Men allerede efter nogle hundrede år blev fæstningen revet ned og flyttet til Korsør, efterladende kirken hvor den er nu. Af selve voldstedet er der udover højen ikke meget tilbage. En skitse fortæller om et central tårn, et centralvarmeanlæg (hypocaust) og en vej. Men det er svært at se gennem krattet hvor der dog ligger nogle kampesten som måske ved nærmere studium kan give mening. Ellers kan man tage til Esrum Kloster for at se en mere velbevaret hypocaust.

Udsigten fra voldstedet ved Tårnborg Kirke med Storebæltsbroen i horisonten.

Oprindelig var voldstedet omgivet dels af noret, dels af en bagvedliggende sø. Men søen er i mellemtiden udtørret. Som fæstningsværk havde det altså en meget kort levetid. Men man fik da bygget den enorme kirke som nu ligger temmelig langt fra alting.

Den nu næsten indtørrede sø bag voldstedet, som muligvis pga. den megen regn ser ud til at være opstået igen

Efter kirken og voldstedet kommer jeg igennem et langt, trøstesløst område af foderarealer. Bare jordstykker af en anselig størrelse afveksler kun med raps ("den gule pest")- og kornmarker. Der er dog en del lærker, hvilken måske skyldes at der faktisk er nogle enklaver af træer hist og her.

Langs den stærkt befærdede Slagelse Landevej. Her er det meget trættende at vandre. Der er ikke nogen egentlig cykel- eller gangsti. Kun en optrukken linje med ca. 40 cm asfalt. Bilerne er dog flinke til at køre i en stor bue udenom - undtagen når der er modgående trafik.

De trøstesløse landbrugsarealer bliver tilføjet en heftig trafik da jeg drejer ind på Slagelse Landevej. Kun i glimt kan jeg se fjorden langt væk, men ellers er der nok at gøre med at vige for forbisusende biler. Og det er en lettelse endelig at nå til Norvej, som fører ned til noret. Her går en sti som måske er turens bedste hvad angår udsigt, selv om der er marker til landsiden. 

Fra Slagelse Landevej går Norvej ned mod noret igen. Og her er turens måske smukkeste sti. Så længe den varer.

Udsigten er måske ikke ligefrem storslået. Men stemningen er til gengæld fin. Der er nogenlunde fredeligt i god afstand til landevejen. Efterhånden som jeg nærmer mig Korsør, tætner bevoksningen ud mod noret, og til sidst taber jeg helt synet af det. 

Storebæltsbroen set fra stien

Det ændrer sig dog da jeg atter kommer ind i bebygget område, hvor husene er i behørig afstand fra vandet. Men stien ændrer her karakter til at være mere parkagtig jo tættere man kommer til Korsør. 

Inde i Korsør er stien blevet bredere og mere parkagtig.

Flådestationen optager kystarealet helt inde ved Korsør, så her bliver det hele til (endnu en) byvandring i Korsør. Jeg forsøger trods dårlige erfaringer fra mine andre besøg at se om der skulle være et sted hvor der serveres kaffe. Men også denne gang går jeg forgæves. Så jeg beslutter mig for at tage cykel- og gangstien tilbage mod stationen. Modstår fristelsen til at besøge McCafe (så skal man virkelig være meget kaffetrængende). Og snupper den i stedet hos Emmery i Valby.

Jeg har tidligere vandret både nord og syd for Korsør, i juli 2022 op til Tude Å og tilbage igen, samt fra Skælskør til Korsør juli 2022. Korsør har jeg endvidere gennemvandret på kryds og tværs i forbindelse med en længere serie på Politivennen Live Blogging om Korsør Arbejdsanstalt.

Ruten

Korsør Station. Ørnumvej. Halsebyvej. (Sti mod) Marsk Stigs Vej. Slagelse Landevej. Norvej. Rundt i Korsør (ingen kaffe). Gang- og cykelstien til Korsør Station. Alt i alt ved 20 km.

Skodsborg-Birkerød: Jægersborg Hegn og Rude Skov.

Gennem Jægersborg Hegn og Rude Skov på en af de første aprildage med sol, varme og næsten ingen vind.

April har været den vådeste så længe der er målt i Danmark. Så meget desto intensere virker det at gå skovtur. Og et perfekt tidspunkt inden myggen og andet småkræ går i gang med deres festmåltid på fortvivlede skovvandrere. Fra Skodsborg Station træder man bogstavelig talt direkte ind i Jægersborg Hegn, og så er man sådan set allerede i gang med skovturen. Jeg valgte cykelruten, med enkelte afstikkere forskellige steder - og en enkelt ufrivillig da jeg tog fejl af veje og skilte i Rude Skov.

Jægersborg Hegn tæt på Skodsborg Station. I dag får de fleste skove lov til at "vokse vildt" forstået på den måde at de gamle træstammer kommer til at blive levesteder for svampe, insekter og dermed grundlaget for føde til fugle og dyr.

Jægersborg Station ligger også tilpas langt fra trafikerede veje så man ikke hører lyde fra det. Til gengæld var der adskillige skoleklasser der havde gang i ghettoblaster. De skulle heldigvis en anden vej end jeg gik.

Anemonetæppe så langt øjet rækker i Jægersborg Hegn

Det viser sig at de mange unge bl.a. skulle til Bøllemosen for at fiske ting og sager i mosen. Jeg undlod derfor en tur rundt om og passere træbroen som går nogenlunde midt gennem mosen i nord-sydgående retning. Stierne er gode at gå på. 

Rundforbi Svømmehal.

Vel ude af Jægersborg Hegn gik jeg forbi Rundforbi Stadion. Det har rødder tilbage til 1931 hvor det tilhørte Søllerød Kommune. Idræts- og svømmehallen er af beton og fra 1970. Den blev tegnet af arkitekterne Ole Helweg (1916-2001) og Claus Bremer (1919-1983). Ole Helweg er ellers mest kendt for hoteller både i Danmark og i udlandet. Claus Bremer tegnede bl. a. Rødhus Klit Ferieby. Lokalt er bygningen et vartegn. 

Egebækgård

Egebækgård huser i dag edb-firmaer. Engang var der landbrug. Men i 1952 blev Egebækgårds jorde frivilligt fredet af ejeren. Det betød at landskabet blev bevaret mod byudvikling fra Nærum mod syd og Gammel Holte fra nord. Man kunne dog ikke forhindre Helsingørmotorvejen som lægger underlægning til lydscenariet i området.

Gl Holtegård, set gennem barokhaven.

Der foregår en del ting på Gl. Holtegaard- Der er en kunsthal, en restaurant og et museum. Haveanlægget på "bagsiden" af bygningen er tegnet af Lauritz de Thurah i 1756 i barokstil. Den er blevet genskabt efter at den som så mange andre barokhaver var en tur omkring den engelske mere vilde stil. Bygningen er arkitektens sidste - han købte ejendommen i 1755. Udover at skulle fungere som bolig for Thurah var den også som kongeligt privilegeret kro. Pengene kom bl. a. fra den transatlantiske slavehandel. Det hele er nogenlunde bevaret. Selv kom arkitekten aldrig til at bo der permanent. Han døde. Herfra gik turen gennem Gl. Holtegade som har den gamle landsbygades snoede forløb, men intet autentisk landsbymiljø tilbage, på trods af at der er flere stråtækte huse.

Jacobsens Eg syd for Rude Skov. Det er kaptajnen, J. C., ikke Carl den er opkaldt efter. 

Efter Gl. Holtegård gik turen mod Rygård Overdrev. Det første lange stræk går langs golfbanen. Mod nord monotone golfplæner, mod syd et snævert og kuperet bælte af træer og krat. Lige før Rude Skov gik jeg en smuttur ned til Jacobsens (IC) Eg og Aborredammen. Bænken (1978) foran egen ved siden af granitstenen har følgende inskription: ”Jørgen Sthyrs bænk/formanden for Ny Carlsbergfondets direktion/i aarene 1965 til 1974, kunsthistorikeren Jørgen/Sthyr gav i aaret 1964 impulsen til oprettelse af/ Fonden for bygnings- og landskabskultur/som i tilknytning til sin virksomhed skabte/Søllerød Naturpark”. Kunsthistorikeren Jørgen Valdemar Sthyr (1905-1978) var museumsinspektør ved Den kgl. kobberstiksamling 1931-1953 og formand for Ny Carlsbergfondet 1965-1974. Søllerød Naturpark er ca. 300 ha, og befolkes bl. a. af Kogræsser- og Naturplejeforening.  Brygger I.C.Jacobsen (1811-87) stiftede Carlsbergfondet i 1876, primært til støtte for forskning.

Rude Skov

Jeg har tidligere været en tur udelukkende i Rude Skov den 25. februar 2018. Dengang - som i dag - var jeg begejstret for skoven, og jeg havde valgt en rute så jeg kunne følge nogle andre stier. Endda nogle jeg ikke havde planlagt. Men skoven er så stor at der er rigeligt til flere ture.

Rude Skov.

Det er vist almindelig kendt at hvis man holdt helt op med at slå græs og hø og pløje og dyrke marker og enge, ville Danmark vokse til i skov i løbet af ganske få årtier. Den kraft som er i skoven, mærker man i Rude Skov der fortrinsvis er løvskov. Løvskov hører ikke naturligt til i vores klima når bortses fra enebær, skovfyr og taks. Andre nåletræer er menneskeskabt for at få tømmer og brændsel, og de vokser altså på steder hvor vores egne træarter blev fældet og fjernet. I Rude Skov har man enkelte steder skabt lysninger ved at fælde de træer som ikke "hører til" i oprindelig dansk skov. Egetræer er fx stærke og kan tåle meget ukrudt, eventuelt sat i gang af "ammetræer" som lærk og rødel, de vokser hurtigt og hjælper efter kort tid med at holde ukrudtet nede til glæde for de mere sårbare træarter som f.eks. bøg.

Rude Skov

Og så så jeg da også et sjældent syn i skoven: En snog, en lille en på 30-40 cm vil jeg tro. Jeg kan ikke huske hvornår jeg så sådan en krabat sidst. Den er fredet, men alligevel i tilbagegang, fordi dens naturlige habitater er forsvundet eller ødelagt. I Rude Skov burde snogen have ideelle livsbetingelser: masser af vådområder, men jeg har ikke overblik over om der også er store populationer af frøer som de kan spise. I de store vandhuller trues padderne af fisk og ænder.

Ruten

Skodsborg Station. Jægersborg Hegn: Bøllemosen. Rundforbi (Svømmehal). Egebækvej. Gl. Holtegård. Gl. Holte Gade. Rygård Overdrev, golfbanen. Østerlidevej. Kirsebærvej. Lollikhusvej. Grusgravsvej. Stubbesø. Skovrød Sø. Birkerød Kongevej. Birkerød Station.

Rundt om Lyngby Sø og Bagsværd Sø

Den 6. april var endelig solskin efter en periode hvor aprils regn allerede har oversteget gennemsnittet af månedens.

Jeg har før besøgt området den 29. november 2014 på en tur langs Mølleåen til Harreskoven. Jeg husker fra dengang at Lyngby Åmose var et "magisk" sted, og det var den så sandelig også i dag. Den smalle sti som leder gennem mosen, forekommer nærmest som en uvelkommen indtrængen på naturen, og ophold udenfor stien er ikke noget der kan anbefales. 

Oversvømmet sti i Lyngby Åmose. Et ikke usædvanligt syn på denne tur. Her kan man balancere på stammerne i kanten af stien. Andre steder må man forsøge at hoppe på trærødderne. Atter andre steder er det faktisk muligt at lave en lille omvej.

I dag var det dog nødvendigt. For stien er oversvømmet mange steder. Der er allerede lavet snoede omveje omkring de mest dybe pytter (mange af dem er dog ikke dybere end at man sagtens kan forcere dem med vandrestøvler - ellers kan man jo bruge gummistøvler). Enkelte steder går hængesækken helt ind til stien, og der er der nærmest bundløst. I en afværgehandling stak min ene stav over 80 cm ned i det rene ingenting uden at nå fast bund. (Den er indstillet på 115 cm, så jeg kan nogenlunde bedømme dybden).

Louisekilde i Spurveskjul Skov.

Den oversvømmede sti fortsætter også efter broen over til Nybro-Furå Kano og Kajakklub ved Nybro Kro, helt op til den lille kanal som går stik nord og som man et stykke oppe krydser ved en bro. Nu er man så inde i Spurveskjul Skov, og her er terrænet anderledes fremkommeligt, idet stien - Prinsessestien - går op i terrænet. Ved Louisekilde kan man se gendannelsen af Mølleåens oprindelige slyngede forløb efter at den i 1886-1888 var blevet rettet ud til en lige kanal pga levering af vand til Københavns Befæstning.

Spurveskjul Skov lidt øst for det sted hvor stien fører ned til broen over Mølleåen.

Jeg krydsede broen Kobro for at komme over på sydsiden af Mølleåen. Her er stien igen smattet, dog ikke i samme omfang som tidligere på turen. Herfra har man en udsigt til Møllehuset. Møllen blev nedlagt samtidig med at åen blev til en del af befæstningen. 

Mølleåen Møllehuset.

Vest for møllen har man opført et moderne hotel som man kan have sine meninger om passer ind i landskabet. Tidligere var Frederiksdal Kro i 1777 flyttet til denne beliggenhed, men nedbrændte i 1964 og kun rejsestalden på den anden side af vejen er bevaret. I stedet for kroen opførte man altså Hotel hvide Hus.

Ved Hjortholm og Frederiksdal Fribad,

I det fjerne kunne jeg skimte Frederiksdal Slot. Men drejede ikke af, og holdt frokost ved voldstedet Hjortholm - et fordums historisk sted. Halvdelen af borgen er dog endt i Furesøen, og kun en lille knold står tilbage, delvis omgivet af en voldgrav. En gravemaskine var i gang med et eller andet, og der er opdynget afskårne grene. Turen fortsatte herefter over på den sydlige søbred tilbage mod møllen og Den Gamle Have. Herfra drejede jeg mod syd af Kulhusevej for at komme ned til den vestligste ende af Bagsværd Sø.

Bagsværd Sø, Slotspavillonen Aldershvile

Aldershvile Slotspavillon hørte engang til Aldershvile Slot fra 1790erne. Det nedbrændte i 1909, og kun murene står tilbage. Efter branden opførtes i begyndelsen af 1920erne Slotspavillon af grosserer Carl Olesen fra København. Da han døde, købte Gladsaxe kommune Slotspavillon og park for i 1928 at åbne en restaurant for offentligheden. Den blev kendt for at blive brugt som kulisse til Matador.

Bagsværd Sø, Sophienholm

Det ville føre for vidt at angive alle de mange både-, kano-, kajakklubber som ligger langs med søbredder, ligesom bådfartens landingssteder. En del af dem er privat område og afspærret for offentlig adgang, mens andre er ganske åbne.

Bagsværd Sø

Østbredden af Bagsværd Sø fra Slotspavillonen er betydelig mere naturpræget end den vestlige sydbred som er domineret af rostadion, roaktiviterer og græsplæner.

Mølle Åen ved Kanoklubben.

Den østlige del af den sydlige bred af Lyngby Sø er præget af private bebyggelser, selv om en del for omkring 100 år siden blev opkøbt til en folkepark (mest en græsplæne med en statue og endnu en roklub).

Ruten

Lyngby Station. Lyngby Åmose langs søbredden. Mølleåens nordbred. Voldstedet. Retur ad Søbakken. Den gamle Have. Kulhusvej. Søvej. Skovalleen langs Bagsværd Sø - følge søbredden til Nybrovej. Herefter langs Lyngby Søs sydlige bred til Lyngby Station. På kortet blev ruten omkring 16 km. Med omveje nok noget længere.