Lagunestien Skælskør til Korsør langs kysten

Lagunestien går fra Næstved til Korsør. Den er selvsagt for lang for en dagstur, så jeg nøjedes med strækningen fra Kobæk Strand og Skælskør til Korsør. 

Jeg fulgte dog ikke ruten slavisk. På et tidspunkt går den ind i landet, af forståelige grunde - stranden er ikke just for svagt gående. Dette valgte jeg at ignorere og i stedet følge kysten. Det kom jeg ikke til at fortryde, om end turen var strabadserende, og måske ikke på alle årstider er lige fremkommelig, forstået som passabel tørskoet.

Skælskør Havn med St. Nicolai Kirke stikkende op bag det hele. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Lagunestiens hjemmeside fortæller at den er etableret i 1997 af DVL, og tilsyneladende er gået lidt i glemmebogen. For at reklamere lidt for den, er de to kommuner den passerer, ved at gøre noget ved det. Jeg mødte da heller ingen som helst andre Lagunesti-vandrere på min vej, kun badegæster og sommerhusbeboere. Måske lidt synd, for kysten kan fuldt ud måle sig med de nordsjællandske, og er tilmed ikke så skændede af kystsikring

Et kik med kirke og domhus i baggrunden ned mod Vestergade som fører til havnen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jeg startede Lagunestien i Skælskør. Man kan stå af på busterminalen hvis man gerne lige vil gå en tur gennem den obligatoriske Algade som hører enhver god provinsby til. Her kan man fornemme stemningen, fx gennem den gamle købmandsgård. Havnen er en lystbådehavn hvor kun en lille del omkring den gamle dampmølle endnu minder om dens historiske fortid som industrihavn. Fra havnen kan man slingre ned (eller op) ad Vestergade til den imposante kirke og domhuset på Gammelgade.

En af de bedre udsigter fra Kobækvej. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ruten ville være blevet lidt for lang hvis jeg havde taget turen langs Skælskør Fjord. I stedet var det planen at støde til stien igen for enden af Lodshusvej. Denne vej går langs et nyetableret skovområde, Kobæk Skov. Skoven er næsten dobbelt så stor som Københavns Vestre Kirkegård. I stedet valgte jeg Kobækvej, fordi jeg ikke var sikker på hvor mange kræfter strandene nordpå ville tappe. Det viste sig at være et klogt valg. Men for toptrænede vandrere burde den anden plan ikke være noget problem. Kobækvej er en trafikeret landevej som fører ud til Kobæk Strand.  

Den børnevenlige Kobæk Strand. Med udsigt til Agersø. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kobæk Strand ligger foran et diskret sommerhusområde med et konferencecenter (og så vidt jeg kunne se områdets eneste iskiosk), med tilhørende gode toiletforhold, rasteplads og en 90 meter lang badebro. Som det ses på fotoet er der halvvejs ude en trappenedgang til begge sider. For enden af  broen er vanddybden er ca. 1,2 meter. Herfra kunne jeg i det klare vejr ane Storebæltsbroen i det fjerne. Dagens slutmål. 

Så er ruten lagt: Længst væk i horisonten ses Storebæltsbroen. Mod højre bag pynten Egerup Strand.  Man kan gå hele vejen, fandt jeg ud af senere. Men det vidste jeg ikke da fotoet blev taget, og kikkertafsøgning af stranden gav ingen afklaring pga. de mange pynter. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Bag første pynt efter Kobæk Strand ligger Egerup Strand. Jeg havde ikke researchet stranden i forvejen, men jeg fandt dog hurtigt ud af at det er en nøgenbadestrand. Som strækker sig et godt stykke mod nord. Det hele foregår afslappet, og jeg må hver gang forbande min barndoms opvækst og nøgen-forskrækkethed som kommer op i mig hver gang jeg passerer nøgne mennesker. Det var mest ældre. Strandene tilhører Egerup Gods der ikke har sat bekvemligheder op.

Engang passeret de mere "almindelige" strandområder begynder de flotte klinter og den smalle forstrand at melde sig. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Egerup Strand markerer også det sidste stykke kyst som er nogenlunde fladt med en bred strand hvor man endnu kan gå i det våde sand ved vandkanten. Men det hører op. Klinterne begynder at blive højere og højere og forstranden så meget smallere, dog stadig passabel med vekslende størrelse sten. Stadig er det dog overvejende naturstrand, ikke noget med kystsikring og den slags. Gode vandrestøvler og stave klarer glimrende et sådant terræn.

Ved Egerup Strand er strand bred og sandet. Men man kan næsten se at længere mod nord er klinterne højere. Storebæltsbroen begynder snart at forsvinde bag pynten. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Herefter mistede jeg mere og mere orientering af hvor langt jeg var gået og nået. Men udsigten både til vands og til lands blev da også bare mere og mere imponerende alt imens sandklinter i afvekslende højde passerede revy. Heldigvis er det meste af stranden urørt kyst. Dvs. den har fået lov til at udvikle sig naturligt, med de skred som nu engang er naturens luner underlagt.  

En af de mere svært passable strækninger af ruten. Det ser nu sværere ud end det egentlig var. Men hvilket dramatisk skue: En fortælling om naturens gang med de nedstyrtede træer. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Klinterne på ruten har alle mere eller mindre gamle forstrande, dvs. skreddene er så gamle at der er nået at blive etableret en strand gennem længere tid og vegetationen har nået at slå rødder de steder hvor det nu kan lade sig gøre. Her får man en oplevelser af "stivnet tid" hvor det ikke er svært at forestille sig at storme vil brække yderligere stykker af klinten efterhånden som bølgerne får vasket sig ind under dem. Her står landskabet hvor der ikke behøves geologi-undervisning: det hele må stå lysende klart for normalt tænkende uden at ord er nødvendige. Alle faser er aftegnet i al sin pragt og maleriskhed

Det eneste sted på ruten som man ikke kan passere tørskoet, i hvert fald i dag. Ved højere vandstand er der flere. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Og jo mere man bevæger sig nordpå, desto flere kapitler af naturens egen fortælling lukkes der op for. Også for kapitlet om mennesket forsøg på at stoppe naturen: Kystsikringen. Det er de mere golde og monotone afsnit. Men det hører med og må unægtelig stille spørgsmålet om hvorfor? Ofte er kystsikrede områder de mest anstrengende at passere, også her hvor der på den sydlige side er afvasket materiale, der så til gengæld har ophobet sig på den nordlige side. Kystsikring er vel også noget der fortrinsvis kommer enkelte lodsejere til gode. For strandvandrere giver det ingen mening: Strandene skal nok være der.

Her går der vel sådan lidt guldalder i det. Lidt kystsikring anes, men de er tilsyneladende opgivet. Og se: Stranden er ikke forsvundet! Tværtimod. Efter denne pynt begynder kystsikringen for alvor, og jeg gik op i Lystskoven. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fra stranden nedenfor Korsør Lystskov bliver kystsikringen meget systematisk med regelmæssigt opførte høfder, og passagen tilsvarende vanskelig. På dette sted fortrak jeg fra stranden og bevægende mig op på klinten gennem skoven. Det var i øvrigt også blevet ganske hedt på stranden - den lå i læ, og den kølende skygge i skoven var mere behagelig at gå i. Til gengæld så ikke så meget udsigt. Man passerer som eneste afveksling FDF Korsørs flotte røde bygninger med stråtag. Vel ude af skoven er man så igen i "civiliserede" egne.

Mod Korsør flader klinterne lidt ud og "kystsikringen" sætter nu kraftigt og systematisk ind. Det er badegæsternes område. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Efter Korsør Lystskov når man så til badeområdet syd for Korsør. Her ligger høfde ved høfde hele vejen op til Storebæltsbroen. Det er måske godt badeområde, men meget strabadserende at vandre i. Så resten af turen foregik på stien lidt inden i landet.

Korsør Strand. Byen kommer nu til syne i det fjerne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jeg fulgte stien næsten til strandens nordlige ende, og da jeg på en tidligere vandring har været i dette område, drejede jeg i stedet ad Grønningen og Kjærsvej ned gennem byen til havnen. For de som måske ikke kender Politivennen Live Blogging, kan jeg oplyse at jeg tidligere var i Korsør for at researche lokaliteter til en hårrejsende beretning i 9 dele om Korsør Tvangsarbejdsanstalt som lå tæt på den nuværende kirkegård. Og hvoraf nu kun en inspektørbolig står tilbage. For lokalt interesserede vil jeg gerne anbefale artiklerne. Historien ser ikke ud til at være særlig kendt.

Korsør. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I forbindelse med dette besøg i Korsør lavede jeg ikke noget indslag her på bloggen. Men jeg genbesøgte stederne fra i vinters og havde forestillet mig at der nu var kommet lidt mere liv i byen. Det viste sig ikke helt at holde stik. Men det kan jo skyldes at det var en almindelig tirsdag og at strandene måske tiltrak flere end byen. I hvert fald lykkedes det mig ikke at opdrive en god kop kaffe. Men på havnen ved broen var der en iskiosk til at fordrive tiden inden bussen til Korsør Station.

Ruten

Skælskør Rutebilterminal. Skælskør. Kobækvej. Kobæk Strand. Langs kysten til Korsør. I alt vel omkring 20 kilometer, om end det er svært at udmåle idet ruten er meget slingrende.