Snekkersten - Gurre Sø og Ruin - Espergærde

Gurre Sø og Ruin på en sommerdag i september (klimaforandringer?) har længe ligget på min liste. Nu kan de så krydses af. 

Turen op mod Gurre fra Snekkersten Station går fortrinsvis ad mere fredelige (læs: mindre trafikerede) veje og stier, gennem villakvarterer. Kun afbrudt af Kongevejen som er særdeles stærkt trafikeret, og som også sætter et hørligt præg på omgivelser i kilometers afstand. Også gennem Nyrup Hegn mod Gurre. Faktisk kan man tydeligt høre trafikken næsten helt op til kirken.

På vejen kom jeg igennem den tidligere landsby Rørtang som er en lidt speciel bebyggelse med et par gamle gårde samt et for nyligt omlagt område som skal omdannes fra landbrugsområde til natur, meget er der dog endnu ikke at se. Projektet der startede ved årsskiftet 2022/23, hedder "Landskaber i balance" og omfatter 80 hektar. Områderne skal engang blive græsningslandskaber. Samtidig slippes vandet løs på området, så der kan dannes nye søer og områder med fugtig bund. 

Nyrup Hegn. Lidt sydøst for Gurre Kirke og Gurrevej.

I Nyrup Hegn kan man få den sjældne oplevelse at gå på fredede brosten. Her findes nemlig et par hundrede meter rester af den meget gamle kongevej fra Frederik IIs tid. Kongevejen forbandt Frederiksborg og Kronborg m.m. Det gav turens første afstikker, jeg skulle da selvfølgelig afprøve de kongelige sten. Nu da jeg var ved omrveje, gjorde jeg også et ophold ved Gurre Kirke og Kirkegård. En særpræget placering temmelig langt fra større bebyggelser. Kirken er fra 1918 og tegnet af Carl Brummer. I daglig tale kaldet Gurre Kirke, men den hedder vist Skt. Jacobs Kirke. Der er også en terrassekirkegård. 

Ørsholt. Nu produktions- og serveringssted for Peter Beier Chokolade. Set gennem afspærringen fra Horserød Hegn. 

Fra Gurre havde jeg på kortet set en vej over gården Ørsholt til søen. Men her fik jeg to overraskelser. Den ene var at vejen var spærret, den anden at det skyldes at Peter Beier har omdannet stedet til produktionssted. Og udsalgssted. Så her midt ude i det rene ingenting er altså en butik hvor man kan købe is, chokolade og kaffe. For mig betød det et hyggeligt bekendtskab med personalet, samt den næste omvej på 2 kilometer. Før Peter Beier flyttede ind, havde det været et behandlingshjem for alkoholikere.

Horserød Hegn. Ret typisk foto. 

I stedet blev det altså en lidt uforudset tur gennem Horserød Hegn. På turen møder jeg ikke nogen, men der har har boet mennesker her mange tusinder år før ham som stedet især er blevet kendt for: Valdemar Atterdag. Der er gravhøje, oldtidsagre, skålsten, dysser og meget mere i området hvis man kigger godt efter. 

Typisk stiudsnit fra stien langs søen.

Turen gennem Horserød Hegn gjorde at jeg kom til søen noget nordligere end jeg havde regnet med. Selve søen er kun meter dyb, og er omgivet af skove. Området rundt om søen går gennem urørt skov. Det vil sige at træstammerne får lov til at blive liggende. Også hen over stien. Det giver vandreren en helt speciel oplevelse: Skoven er mere vild og afgjort mere spændende end fx en produktionsskov.

Gurresø set fra broen ud til Store Ø.

Gurre Sø er omgivet af skove hele vejen rundt, og når man går på stien langs søen, kan man stort set kun høre naturens lyde. Søen er der derimod tilsyneladende ikke meget liv i. Kigger man ned i vandet, vil man opdage er det er uigennemsigtigt, gul-brunt. Og intet liv viser sig. Sådan har det ikke altid været. Engang var søen en kalk- og næringsfattig sø. Vandet var så klart at der kunne vokse planter på bunden. Udledning af spildevand i søen satte en sopper for det. 

På vest- og sydsiden af søen ses noget der ligner gamle strandskrænter. 

I folderen står der at stierne kan være en udfordring. Efter en lang og tør periode var dette dog ikke tilfældet på turen. Men jeg kan godt fornemme at efter vedvarende regn må der stå vand på stierne og været sumpet. Det ses også af at der er lagt grene og andre materialer over visse bløde områder og at der er "omveje" fordi stien ikke har været passabel. Det gælder især området på begge sider af Gurre Å. 

Ganske få steder åbner bevoksningen sig så man kan kigge ud over søen. I  baggrunden Store Ø. Grillplads.

På broen over mod Store Ø er jeg i tvivl om jeg skal gå derover. Der har allerede været mange myg, og opholdet på den lidt vindblæste bro er dejligt fri for de små plageånder. Her møder jeg en regntøjsklædt fuglekigger som lige har været derovre, og advarer stærkt imod myggeplagen. Så i stedet bliver det til frokost uden at blive stresset af at skulle klaske myg. Som man alligevel først opdager når de små bæster har fået prikket hul og anlagt et forventeligt kløsted for den næste uges tid. 

Broen over Gurre Å er ret imponerende og lang. 

Et af de mest spændende steder langs Gurre Sø er Sømose ved Tikøbbugt, her løber Gurre Å ud i søens vestligste del. Området er præget af gamle tørvegrave, nu omgivet af jungleagtig krat, ellesump og nærmest lidt Jurassic Park-agtig vegetation.

Turens eneste private område. Det er til gengæld også spærret godt og grundigt af.

Nogen egentlig afspærrede områder findes ikke udover en lille havn i søens sydøstligste hjørne. Her er en lille bebyggelse og en bro der dog ikke er tilgængelig, se foto. Der er sikkert en lang forklaring på det, men jeg har ikke gjort mig den ulejlighed at undersøge hvad det var. 

Den gamle skovridergård, Valdemarslund.

Her kunne jeg være fortsat op langs østkysten og lukket cirklen, men i stedet gik jeg mod syd mod ruinen, og passerede Valdemarslund som er er den tidligere skovriderbolig. En smuk restaureret trelænget gård som er opført i 1805. Og som siden 1981 har den været i privat eje. På den anden side ned mod Gurre Ruin er også Gurrehus som er ved at blive restaureret. Bygningerne er fra 1880'erne. Disse og tidligere bygninger har været beboet af prominente personer som prins Georg af Grækenland, David Brown, guvernør i Tranquebar, prins Georg af Grækenland og Marie Bonaparte – oldebarn til Napoleon Bonaparte. Prins Georg var søn af Christian den 9., naziserne (under besættelsen), flygtninge, frihedskæmpere, der havde siddet i KZ-lejre og senere nedslidte husmødre, der fik en velfortjent ferie med deres børn, Reserveofficersskole og Kursuscenter. Nu er Gurrehus i privat eje.

Gurre Ruin. Desværre kan oplevelsen af stedet være forurenet af de mange skønlitterære omtaler af stedet. Men de forsvinder dog hurtigt ved at træde indenfor voldene. 

Gurre slotsruin hører til omtrent samme tid (lidt senere) end de større borganlæg i Vordingborg med Gåasetårnet og Hammershus. Men dog større end Bastrup-tårnet. Af den ældste del, det centrale tårn fra 1100-tallet, er kun kampestensdelen med de 2 meter tykke vægge bevaret, men der har været flere etager ovenpå. Som forsvarsværk er der ingen adgang fra grundplan. I sin tid var det opført på en holm omgivet af sump eller vand (Gurre er et gammelt ord for sump). I 1300-tallet i Valdemar Atterdags tid (regerede 1340-1375) kom der en ringmur med fire hjørnetårne til, flere bygninger rundt om fæstningen, fx en smedie. Denne ringmur er også bevaret. De tre af hjørnetårnene blev bl.a brugt som lokummer (hemeḿeligheder), mens der var en cisterne for regnvand i det fjerde. Valdemar Atterdag døde på Gurre Slot 55 år gammel 24. oktober 1375. Og mere skal der altså ikke til før skønlitteraturen slår til og sætter sig på historien. Det skete fra omkring 1600-tallet. De efterfølgende regenter dronning Margrete 1. og Erik af Pommern brugte fæstningen til møder og retterting. Det var et møntværksted. Slottet var i funktion indtil 1500-tallet. Så gik det i forfald og overgik til at være brugt som stenbrud.

Den indre mur set indefra. Den meget større ydre mur er der til gengæld ikke meget tilbage af.

Da jeg besøgte stedet (det må have været i 1980'erne) forekommer det mig at man kunne klatre rundt på murene. Det forekommer mig fx at vi var oppe på det indre tårn og kigge ned i det der dengang var kælderen af tårnet. Det er da heldigvis blevet forbudt siden! Kigger man godt efter i terrænet udenfor, vil man kunne skimte endnu en ydre mur, eller fæstningsanlæg. 

Sankt Jakobs Kapel. Meget er der ikke tilbage, andet end nogle sten som antyder fundamentet i den for længst forsvundne bygning.

Ca. 300 meter sydøst for Gurre Ruin ligger de svært genkendelige rester af St. Jacobs Kapel fra omkring 1361. Og at  paven skænkede en række relikvier, er næsten ikke til at forestille sig. Det blev nedlagt samtidig med fæstningen, og folk må være gået til vaflerne her, hvad angik mursten. Der er kun spredte rester af kampestensfundamentet tilbage. Fra kapellet var der så sådan set kun ca. 5 kilometer tilbage til Espergærde Station. Benene var godt trætte, men klarede dog fint også denne distance. 

Ruten

Snekkersten Station. Poppel Alle. K. A. Hasselbalchs Vej, Rørtangvej. Nyrup Hegn. Gurre Kirke. Gurrevej. Ørsholstvej. Horserød Hegn. Rundt om Gurre sø: nord-vest.syd. Gurre Ruin. Smedebakken. Mørdrupvej. Espergærde Station. Ca. 20 km.

Saltrup-Esrum-Fredensborg

Østen om Esrum Sø. En ikke altid lige behagelig vandretur med højdepunkter omkring Esrum Kloster (kulturelt) og Esrum Sø nordøst. Og lavpunkter på stærkt trafikkerede landeveje. 

I udforskningen af det sjællandske er jeg nået til områder som ikke lige er det mest oplevelsesrige vandreterræn. Jeg har tidligere været i området, den 1. juli 2018 på ruten Nødebo-Græsted (som også omfattede Esrum Kloster), og den 10. april 2019 fra Saltrup Station til Hillerød. Begge på vestsiden af Esrum Sø. Denne gang gik turen så til østsiden af søen, med et gensyn af klosteret. 

Saltrup er en af de stationer på Hillerød-Gillelejebanen som man skal trykke på for at toget standser. Der var ikke mange mennesker i toget, så da en interviewperson fra Epinion steg på toget kunne jeg næsten forudse at jeg ville blive valgt. Hvilket også skete på turen gennem Gribskov. Internettet faldt ud i lange perioder gennem skoven, så interviewet tog ret langt tid (man svarer på nogle spørgsmål om præcis denne tur). I sidste øjeblik fik jeg dog trykket for stop. Hvilket ikke havde været nødvendigt, da der var to andre der skulle af. 

Et kik gennem Saltrup. 

Den nu nedrevne station var fra 1880, og personalet skulle udover at betjene stationen tage sig af godsvogne fra det nærliggende Gammelvang Brændeplads sidespor, i hvert fald indtil  omkring 1910, da godsmængden var så lille at Saltrup Station blev til en holdeplads med sidespor. Holdepladsen blev igen opgraderet til station i 1922. Gammelvang Brændeplads sidespor blev nedlagt 1950. I 1952 blev Saltrup Station så degraderet til trinbræt med sidespor. Sidesporet holdt til 1965, stationsbygningen forfaldt og blev nedrevet i 1988. Kun udhuset blev bevaret. Og er nu omdefineret til venterum. I 2019 da jeg stod af her sidst, var det temmelig forfaldent, men det ser ud til at det trods alt har fået en kærlig hånd siden sidst.

En af de bedre udsigter på det korte stræk mellem Saltrup og Esrum. Men ellers breder det industrielle landbrug sig på begge sider af vejen. 

Ca. en kilometer øst for Saltrup ligger Esbønderup. Med 1.295 indbyggere er byen bedre udrustet end de fleste af samme størrelse, bl.a. en Rema1000. Her findes en ældre bykerne fra 1800-tallet, et gadekær og en kirke. I min gymnasietid i 1970'erne blev vi plaget med et digt af Frank Jæger. Men jeg tænker at hverken digt eller digter er vel længere kendt. Ingen beklagelser herfra, i øvrigt, men her er verset:

Esbønderup. Det hvide hospital.
En fjern og ukendt hanes søndagsgal.
Dit blik fik gule marker med sig hjem.
Nu ejer du en længsel efter dem.

Højstemt intetsigen, huskede jeg det fra dengang, og ven vurdering har da holdt sig til i dag, må jeg registrere. Men jeg er heller i stor fan af højskolesangbogen. I den modsatte ende af kulturskalaen vil elskere af soldaterkammerater-filmene (som jeg heller ikke er fan af) måske genkende gadekæret. Byen byder også på Danmarks første sygehus (eller i hvert fald arvtagerne af det).

Esbønderup Kirke med gadekæret.

Mellem Saltrup og Esrum er landevejene ikke særlig trafikkerede. Sol og dejligt vejr kan rette op på meget, måske på en blæsende regnvejrsdag ikke så rar. Men cirka halvvejs er der en kort, men fin sti gennem skoven til Esrum Kloster til ene, Møllegården til den anden side. 

Kort efter krydset Østvej-Tingbakken og Gribskolen kan man skyde en kort genvej mod Møllegården og Klostret gennem skoven. 

Man kommer også over Esrum Å der er ret vandrig af en lille å at være. Mit nye koncept på vandringer er i modsætning til for nogle år siden at gøre længere ophold på udvalgte steder. Det betyder at de kedelige industrilandsstrækninger fylder mindre tidsmæssigt. Jo flere man har set af dem, desto kedeligere og deprimerende virker de. I stedet går jeg så i dybden med fx Esrum Kloster og Møllegården. Som i: Jeg prøver at undersøge et lille område i dybden. Udenfor og indeni. Og hvis der byder sig en kop kaffe, mad eller kage til, ja så er jeg heller ikke bleg for at slå mig ned med sådanne ting.

Esrum Å. Overraskende vandfyldt.

Mit tidligere besøg på Esrum Kloster i 2019 var bl.a. for at lokalisere hvor Esrum arrest lå, idet et indslag fra Politivennen fra 1831 havde beskrevet de rædselsfulde ("mærkværdige") forhold der. Klostret fungerede som amtsstue 1796-1878. Arresten lå i et lille rum i kælderen til højre for indgangen. Klosteret er blevet peppet gevaldigt op på formidlingsområdet siden 2019, bl.a. er der nu kommet et skilt op som viser hvor arresten lå. Jeg var på begge sider, og jeg må sige at bare beliggenheden halvvejs under jorden må vække et gys ved at skulle tilbringe 9 uger som skomagersvenden der er omtalt i Politivennen, gjorde. Det lille vindue havde ikke megen udsigt. 

Kælderhvælvinger under Esrum Kloster.

Det ville føre for vidt at bringe alle fotoerne fra Møllegården og Esrum Kloster, men et par smagsprøver kan det godt blive til. Jeg var gennem møllebygningen hvor man kan komme op på flere af etagerne og se den grejet indeni. Og klostret er også næsten fuldt tilgængeligt. Kælderen gjorde mest indtryk på mig med de store hvælvinger. De øvrige etager er indrettet til et museum for klosterlivet og den verdensopfattelse som lå bag hverdage i klostret. Så hvis man har smag for gregoriansk sang, tid og bønner, er det et godt sted at starte. Man kan også leje iPad til at høre og se rekonstruktioner. 

Esrum Kloster set fra åen.

Klosteret og møllegården er som sagt blevet meget ændret siden sidst jeg var der. Møllegården har møllemuseum og museumsbutik, restaurant og cafe. Og denne torsdag i september er der - for mig - overraskende stor aktivitet. Alt er åbent, og der er gæster alle vegne. Gang i serveringen og besøg på klostret (noget er dog nok ældresagen?).

Esrum Møllegård.

Møllegården og dens omgivelser er bestemt et område som bringer mange smukke og kulturhistoriske oplevelser. 

Det arbejdende museum i Esrum Møllegård.

Indenfor er der en fint istandsat mølle med et stort "tandhjul".

Esrum Møllegård set over mølledammen. 

I 2018 blev der efter 10 år åbnet et desperat forsøg på at redde hvad der er tilbage af stumperne af dansk natur med projektet "Nationalpark Kongernes Nordsjælland". At Nordsjælland er det område i Danmark med mest biodiversitet viser lidt om hvor slemt det står til med naturen i Danmark. Og selv i dette naturen "eliteområde" har industrilandbruget stadig godt tag i udsigterne. Fx sætter Esromgård med sit kæmpelandbrug et helt afgørende præg på området. Industrilandbruget producerer bl. a svin. Det sætter sit præg ved enorme områder med svinefoder. Det er nu høstet og tilbage ligger flade, bare og livløse områder.

Et af de store komplekser som tilhører Esrumgård.

Intentionerne med naturparken  er sikkert fine, men vandrer man gennem området er det meget svært at se at det har haft nogen indflydelse på naturen og kulturen. Hvis man skulle benævne området som det der er mest af, burde det skifte navn til "Nationalområde Industrilandbrugets Nordsjælland". Det ville nok være lidt af en overdrivelse at kalde det en "park". Turen naturmæssigt smukkeste strækning indskrænker sig til en strækning på Esrum Søvej. Godt nok et ganske kort stræk på et par kilometer, men her får man det bedste indtryk af Danmarks vandrigeste, næststørste arealmæssigt sø, Esrum Sø. 

Esrum Sø set fra Esrum Søvej.

Jeg kunne ikke umiddelbart finde nogen sti som går langs med søbredden, så jeg holdt mig for ikke at turen skulle blive for lang pga. omveje på landevejen. Efter det korte stykke langs søbredden kan man i glimt se søen i det stadig længere væk fjerne. Og to steder er der endda muligt at trække lidt væk fra vejen på en marksti og en rasteplads. 

Et sidste ki(c)k over Esrum Sø før det for alvor sætter gang i trafikken.

Turen er ikke anbefalelsesværdig fra Fredensborgvej mod Fredensborg Station. De fem kilometer består mest i at træde ud i rabatten for bilerne. Og dem er der mange af. Også store køretøjer. Det er bestemt ikke noget som jeg vil gøre igen, og heller ikke råde andre vandrere til. Jeg har ikke mange fotoer fra denne del af turen da jeg havde nok at gøre med at passe på trafikken. Heldigvis nåede jeg et tog i Fredensborg og kunne endelig lade freden hvile på mig. Alt i alt en rask tur, mest for motionen og den friske lufts skyld. Og dem skal der også være plads til. Turbeskrivelsen er nr. 389 på denne blog. Og da der efterhånden er mange ture jeg ikke beskriver her, tænker jeg at jeg må være tæt ved eller endda højere end 500 ture. Da længden af hver tur ligger i snit på ca. 20 km, giver det så omkring 10.000 km.

Ruten

Saltrup Station. Esbønderup. Esrum. Esrum Kanal. Esrumvej. Harresøvej. Esrum Søvej. Fredensborgvej. Endrupvej. Fredensborg Station.

Usserød Åstien, Sjælsø

Et gensyn og followup på to tidligere tur: dels i Usserød Å 13 august 2015, samt Sjælsø Sjælsø Rundt langs med bredden 12. februar 2016.

Denne gang startede turen fra Kokkedal Station, hvorfra der er ca. ½ km til Usserød Å. Stien var nemlig i 2015 spærret indtil 2016, så den tur fik jeg ikke med sidste gang. Landsbyen Usserød er der vist ikke noget tilbage af. Den skal ellers have været pænt stor. Den må være gået til da der i 1800-tallet opstod et mindre industrisamfund med bl.a. en militær klædefabrik (1791) med tilhørende arbejderboliger. Fabrikken lukkede i 1981, men de restaurerede fabriksbygninger findes stadig, ligesom en del af arbejderboligerne.

Usserød Mølle med Usserød Å slyngende sig i forgrunden.

Området præges som naturligt i et gammelt industriomåde fra 1800-tallet af opstemningssøerne. Vandkraft fra åer var den foretrukne energikilde. Der er ikke megen information om møllebygningen på internettet, og heller ikke folderen for Usserød Å nævner den. Derimod naboerne, Usserød Renseanlæg (som renser spildevand før det løber ud i åen) og Nordforbrænding (1965). Selvom disse spiller en stor rolle for nutidens beboere, så er de næppe noget som mange vandringsfolk vil stoppe op for at kigge nærmere på. Eller er det bare mig? 

Mølledam ved Usserød Mølle.

Derimod er der masser af litteratur om Den Militære Klædefabrik ved Fabriksvej ca. ½ km. syd for møllen. Her blev i 1790'erne anlagt klædefabrik, maskinspinderi og farveri. Staten overtog det hele i 1810 og lagde navn til. Produktionen blev flyttet hertil fra Rigensgade ("Guldhuset"). Under Englandskrigene var der gyldne tider for fabrikken som beskæftigede omkring 800 personer. Men så gik det nedad, undtagen når der var krig. I 1900-tallet blev fabrikken moderniseret og vandkraft udskiftet med dampturbine. Indtil den lukkede i 1950'erne og helt blev nedlagt 1981. 

Usserød Klædefabrik set tværs over mølledammen.

I starten af 1900-tallet havde soldaterne et ry som lidt naive af bøllerne i Københavns "White Chapel" (slumkvarter). I hvert fald blev i omtales de som ofre for bondefangeri af disse bøller fra det berygtede Brøndstrædekvarter. Unge rekrutter fra Usserød med mad i bylten og nogle kroner i pungen, blev som den lille gårdmand, lokket med ned på et billigt værtshus, hvor de med forskellige kneb blev afluret deres sparsomme penge, tøj eller andet gods

Mølledam ved klædefabrikken. 

I den anden ende af skalaen var den stenrige krigsminister Madsen. Han var i samtiden kendt for ikke at skelne så meget mellem sin egen og det offentliges pengekasse, dog på en mere "lovlig" og fordækt måde end hans kollega og partifælle, justitsminister Alberti. I forbindelse med rekylgeværaffæren i 1905 (se Politivennen Live Blogging) blev det nævnt at hans transaktioner med Usserød Klædefabrik et eksempel på noget sådant. Det er nu ikke just disse mere eller mindre lyssky personer som satte deres præg på det skønne vandremål, dammene.

Ussserød Åstien med udsigt mod vest.

Syd for det gamle (og forhenværende) industriområde der strækker sig ca. en kilometer, ligger så et meget landligt stykke sti på ca. 1½ km. Her er åbne mark- og engarealer med et par bondehuse som gemmer sig i noget bevoksning, i hvert fald hvis man kigger mod vest og undlader at kikke mod øst. Efter dette område bliver idyllen hårdt og brutalt afbrudt af Helsingørmotorvejen. For at komme under den, er man nødt til at finde Frederiksborgvej, og et stykke ad Isterødvejen, men så fortsætter stien ad Isterødvej (sti) ned mod Ravnsnæsvej. Langs åen som dog ikke er særlig synlig på dette ca 1 km lange stræk. 

Udsigten fra Sjælsøs nordøstligste hjørne mod sydvest. Her ligger et lille bådeleje for fiskere.

Så er man såmænd kommet til udspringet af Usserød Å i Sjælsø. Her er en god rasteplads med udsigt over søen og en lille både"havn". Broen på billedet ligger godt skjult fra den synlige del af broerne. Mit ophold denne gang var dog af relativt kort varighed på grund af myg som har ideelle forhold her i det fugtige miljø. Vandet driver nemlig så at sige ud af de stejle bakker langs søen og danner små pytter med stillestående vand. Et slaraffenland for myg.

Nebbegårds Plantage. Svær at indfange på kamera.

De næste 1½ km langs Sjælsø er (bortset fra myggene) turens måske smukkest vandrestykke. Især gennem Næbbegårds Plantage som minder lidt om stien mellem Hammerhavn og Hammershus på Bornholm. Turen kan sagtens gøres længere ved at bestige de mange stejle bakker. Men jeg holdt mig til "hovedstien" - hvis man kan kalde den sådan - som går halvvejs oppe i terræn. Dels pga. myggene, men også fordi det er særdeles krævende, og jeg var ikke sikkert på at benene kunne holde hele vejen til Birkerød. Herefter kan man vælge at gå gennem Ravnsnæs, eller følge vejen. Hvilket jeg gjorde, for at komme hurtigt til Sjælsøstien ned mod starten af "Slugten".

Slugten ved Birkerød med Sjælsø i baggrunden.

Slugten er beskrevet i de tidligere indslag. I dagens varme og høje sol var det en skyggefuld tur i det jævnt stigende terræn langs en bæk. Stien drejer på toppen så man på et lille stykke har den pragtfulde udsigt mod Sjælsø (se foto). Herefter stopper den ved Eskemosevej, og så er der dømt Birkerød By for resten af turen ned til Birkerød Station (ca. 2 km) på fortorv og asfalt. For en afveksling kan man pitstoppe på Hovedgaden ved Henrik Gerners Vej, hvor der syd for kirken findes adskillige gode cafeer og ingen biler. Fx Farumhus Bageri og Konditori.

Ruten

Kokkedal Station. Usserødstien. Sjælsø(stien). Birkerød Station. I den mest lige linje omkring 15 km. Men der er masser af muligheder for svinkeærinder (ikke beskrevet i dette indslag).