Gurre Sø og Ruin på en sommerdag i september (klimaforandringer?) har længe ligget på min liste. Nu kan de så krydses af.
Turen op mod Gurre fra Snekkersten Station går fortrinsvis ad mere fredelige (læs: mindre trafikerede) veje og stier, gennem villakvarterer. Kun afbrudt af Kongevejen som er særdeles stærkt trafikeret, og som også sætter et hørligt præg på omgivelser i kilometers afstand. Også gennem Nyrup Hegn mod Gurre. Faktisk kan man tydeligt høre trafikken næsten helt op til kirken.
På vejen kom jeg igennem den tidligere landsby Rørtang som er en lidt speciel bebyggelse med et par gamle gårde samt et for nyligt omlagt område som skal omdannes fra landbrugsområde til natur, meget er der dog endnu ikke at se. Projektet der startede ved årsskiftet 2022/23, hedder "Landskaber i balance" og omfatter 80 hektar. Områderne skal engang blive græsningslandskaber. Samtidig slippes vandet løs på området, så der kan dannes nye søer og områder med fugtig bund.
I Nyrup Hegn kan man få den sjældne oplevelse at gå på fredede brosten. Her findes nemlig et par hundrede meter rester af den meget gamle kongevej fra Frederik IIs tid. Kongevejen forbandt Frederiksborg og Kronborg m.m. Det gav turens første afstikker, jeg skulle da selvfølgelig afprøve de kongelige sten. Nu da jeg var ved omrveje, gjorde jeg også et ophold ved Gurre Kirke og Kirkegård. En særpræget placering temmelig langt fra større bebyggelser. Kirken er fra 1918 og tegnet af Carl Brummer. I daglig tale kaldet Gurre Kirke, men den hedder vist Skt. Jacobs Kirke. Der er også en terrassekirkegård.
Ørsholt. Nu produktions- og serveringssted for Peter Beier Chokolade. Set gennem afspærringen fra Horserød Hegn.
Fra Gurre havde jeg på kortet set en vej over gården Ørsholt til søen. Men her fik jeg to overraskelser. Den ene var at vejen var spærret, den anden at det skyldes at Peter Beier har omdannet stedet til produktionssted. Og udsalgssted. Så her midt ude i det rene ingenting er altså en butik hvor man kan købe is, chokolade og kaffe. For mig betød det et hyggeligt bekendtskab med personalet, samt den næste omvej på 2 kilometer. Før Peter Beier flyttede ind, havde det været et behandlingshjem for alkoholikere.
Horserød Hegn. Ret typisk foto.
I stedet blev det altså en lidt uforudset tur gennem Horserød Hegn. På turen møder jeg ikke nogen, men der har har boet mennesker her mange tusinder år før ham som stedet især er blevet kendt for: Valdemar Atterdag. Der er gravhøje, oldtidsagre, skålsten, dysser og meget mere i området hvis man kigger godt efter.
Typisk stiudsnit fra stien langs søen.
Turen gennem Horserød Hegn gjorde at jeg kom til søen noget nordligere end jeg havde regnet med. Selve søen er kun meter dyb, og er omgivet af skove. Området rundt om søen går gennem urørt skov. Det vil sige at træstammerne får lov til at blive liggende. Også hen over stien. Det giver vandreren en helt speciel oplevelse: Skoven er mere vild og afgjort mere spændende end fx en produktionsskov.
Gurresø set fra broen ud til Store Ø.
Gurre Sø er omgivet af skove hele vejen rundt, og når man går på stien langs søen, kan man stort set kun høre naturens lyde. Søen er der derimod tilsyneladende ikke meget liv i. Kigger man ned i vandet, vil man opdage er det er uigennemsigtigt, gul-brunt. Og intet liv viser sig. Sådan har det ikke altid været. Engang var søen en kalk- og næringsfattig sø. Vandet var så klart at der kunne vokse planter på bunden. Udledning af spildevand i søen satte en sopper for det.
På vest- og sydsiden af søen ses noget der ligner gamle strandskrænter.
I folderen står der at stierne kan være en udfordring. Efter en lang og tør periode var dette dog ikke tilfældet på turen. Men jeg kan godt fornemme at efter vedvarende regn må der stå vand på stierne og været sumpet. Det ses også af at der er lagt grene og andre materialer over visse bløde områder og at der er "omveje" fordi stien ikke har været passabel. Det gælder især området på begge sider af Gurre Å.
Ganske få steder åbner bevoksningen sig så man kan kigge ud over søen. I baggrunden Store Ø. Grillplads.
På broen over mod Store Ø er jeg i tvivl om jeg skal gå derover. Der har allerede været mange myg, og opholdet på den lidt vindblæste bro er dejligt fri for de små plageånder. Her møder jeg en regntøjsklædt fuglekigger som lige har været derovre, og advarer stærkt imod myggeplagen. Så i stedet bliver det til frokost uden at blive stresset af at skulle klaske myg. Som man alligevel først opdager når de små bæster har fået prikket hul og anlagt et forventeligt kløsted for den næste uges tid.
Broen over Gurre Å er ret imponerende og lang.
Et af de mest spændende steder langs Gurre Sø er Sømose ved Tikøbbugt, her løber Gurre Å ud i søens vestligste del. Området er præget af gamle tørvegrave, nu omgivet af jungleagtig krat, ellesump og nærmest lidt Jurassic Park-agtig vegetation.
Turens eneste private område. Det er til gengæld også spærret godt og grundigt af.
Nogen egentlig afspærrede områder findes ikke udover en lille havn i søens sydøstligste hjørne. Her er en lille bebyggelse og en bro der dog ikke er tilgængelig, se foto. Der er sikkert en lang forklaring på det, men jeg har ikke gjort mig den ulejlighed at undersøge hvad det var.
Den gamle skovridergård, Valdemarslund.
Her kunne jeg være fortsat op langs østkysten og lukket cirklen, men i stedet gik jeg mod syd mod ruinen, og passerede Valdemarslund som er er den tidligere skovriderbolig. En smuk restaureret trelænget gård som er opført i 1805. Og som siden 1981 har den været i privat eje. På den anden side ned mod Gurre Ruin er også Gurrehus som er ved at blive restaureret. Bygningerne er fra 1880'erne. Disse og tidligere bygninger har været beboet af prominente personer som prins Georg af Grækenland, David Brown, guvernør i Tranquebar, prins Georg af Grækenland og Marie Bonaparte – oldebarn til Napoleon Bonaparte. Prins Georg var søn af Christian den 9., naziserne (under besættelsen), flygtninge, frihedskæmpere, der havde siddet i KZ-lejre og senere nedslidte husmødre, der fik en velfortjent ferie med deres børn, Reserveofficersskole og Kursuscenter. Nu er Gurrehus i privat eje.
Gurre Ruin. Desværre kan oplevelsen af stedet være forurenet af de mange skønlitterære omtaler af stedet. Men de forsvinder dog hurtigt ved at træde indenfor voldene.
Gurre slotsruin hører til omtrent samme tid (lidt senere) end de større borganlæg i Vordingborg med Gåasetårnet og Hammershus. Men dog større end Bastrup-tårnet. Af den ældste del, det centrale tårn fra 1100-tallet, er kun kampestensdelen med de 2 meter tykke vægge bevaret, men der har været flere etager ovenpå. Som forsvarsværk er der ingen adgang fra grundplan. I sin tid var det opført på en holm omgivet af sump eller vand (Gurre er et gammelt ord for sump). I 1300-tallet i Valdemar Atterdags tid (regerede 1340-1375) kom der en ringmur med fire hjørnetårne til, flere bygninger rundt om fæstningen, fx en smedie. Denne ringmur er også bevaret. De tre af hjørnetårnene blev bl.a brugt som lokummer (hemeḿeligheder), mens der var en cisterne for regnvand i det fjerde. Valdemar Atterdag døde på Gurre Slot 55 år gammel 24. oktober 1375. Og mere skal der altså ikke til før skønlitteraturen slår til og sætter sig på historien. Det skete fra omkring 1600-tallet. De efterfølgende regenter dronning Margrete 1. og Erik af Pommern brugte fæstningen til møder og retterting. Det var et møntværksted. Slottet var i funktion indtil 1500-tallet. Så gik det i forfald og overgik til at være brugt som stenbrud.
Den indre mur set indefra. Den meget større ydre mur er der til gengæld ikke meget tilbage af.
Da jeg besøgte stedet (det må have været i 1980'erne) forekommer det mig at man kunne klatre rundt på murene. Det forekommer mig fx at vi var oppe på det indre tårn og kigge ned i det der dengang var kælderen af tårnet. Det er da heldigvis blevet forbudt siden! Kigger man godt efter i terrænet udenfor, vil man kunne skimte endnu en ydre mur, eller fæstningsanlæg.
Sankt Jakobs Kapel. Meget er der ikke tilbage, andet end nogle sten som antyder fundamentet i den for længst forsvundne bygning.
Ca. 300 meter sydøst for Gurre Ruin ligger de svært genkendelige rester af St. Jacobs Kapel fra omkring 1361. Og at paven skænkede en række relikvier, er næsten ikke til at forestille sig. Det blev nedlagt samtidig med fæstningen, og folk må være gået til vaflerne her, hvad angik mursten. Der er kun spredte rester af kampestensfundamentet tilbage. Fra kapellet var der så sådan set kun ca. 5 kilometer tilbage til Espergærde Station. Benene var godt trætte, men klarede dog fint også denne distance.
Ruten
Snekkersten Station. Poppel Alle. K. A. Hasselbalchs Vej, Rørtangvej. Nyrup Hegn. Gurre Kirke. Gurrevej. Ørsholstvej. Horserød Hegn. Rundt om Gurre sø: nord-vest.syd. Gurre Ruin. Smedebakken. Mørdrupvej. Espergærde Station. Ca. 20 km.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar