lørdag den 3. september 2022

Enø - Karrebæksminde

Enø er et meget populært turistmål, og jeg har ventet til 1. september for at opleve stedet uden alt for mange turister, samt tilpas kort efter højsæsonen så alt ikke var blevet lukket ned.

For mange år siden (omkring 1990) var jeg i bil på Enø, nærmere bestemt feriekolonien. Den ligger der stadigvæk, men jeg må indrømme at jeg ikke kunne genkende den. Dengang var den meget primitiv, og jeg har ikke de bedste minder fra opholdet indendørs. Heller ikke husker jeg meget af omgivelserne. Og det kan måske skyldes at der også her er sket en del, så sent som i år ifølge nogle af de lokale fra området. 

Den gamle feriekoloni. Den tidligere feriekoloni hedder nu Enø-lejren og ejes af Næstved Kommune. Den er blevet renoveret og indrettet med toilet, bænke og teltplads mm. 

Jeg tog bussen til endestationen og gik ad kystvejen ned mod kysten. Området er bebygget, mest med sommerhuse ad en ret trafikeret vej. Jeg tænker det må være værre i højsæsonen. Der er som sådan ikke så meget spændende at kigge på som vandrer. Først når man kommer ud til hvor asfaltvejen slutter, åbenbarer Enøs herligheder sig. Som så meget andet i Danmark er det kysten som er det fascinerende.

Et kik mod nordvest lidt sydøst for det område hvor asfaltvejen slutter og den private grusvej fortsætter.

Grusvejen som fortsætter ud til feriekolonien, er vist nok tilgængelig for offentligheden. Men jeg foretrak at tage stranden. Ud over en enkelt område med kystsikring og granitbloksspringing er stranden ok fin at gå på. Der er godt nok en del sten, men ikke af den værste slags der skrider under ens fødder. Og så er der ellers udsigt over vandet for alle pengene.

På det fredede område græsser heste.

Allerede ved skellet til den fredede del ved feriekolonien åbner den vilde natur sig for alvor. Her er kun havets, vindens og dyrelivets lyde. Og det er der masser af. Der er ikke åbent for publikum i ynglesæsonen, så hvis man planlægger at gå turen, bør man lige tjekke om der overhovedet er åbent. Men ulig fx Ølsemagle Rev ser det dog ud til at man faktisk godt må gå langs sydkysten ud til pynten af Enø. Der er indhegnet for kreaturerne. Jeg så kun heste, men andre omtalte at der også var køer.

Kyst med rester af kystødelæggelsesmoler.

Der findes fuglekikkerter og andet grej på rastepladen ved feriekolonien så man kan studere fuglelivet. Et par gæster fortalte at der ikke var så meget at se for øjeblikket. De ville forøvrigt hellere tale om sig selv, den ene var Benny Bonnesen som havde været ansat på Holmegaard Glasværk, og vist en kendt person der. Efter nogen tid på rastepladsen begyndte der at ankomme en del andre gæster, og jeg begav mig ud mod pynten.

Tæt på Karrebæksminde bliver klinten ganske stejl. 

Hjemturen gik ad samme vej indtil parkeringspladsen. Herefter tog jeg imidlertid langs kysten. Det burde jeg måske nok også have gjort på udturen, for her vokser klinterne højere op. Man kan både gå oppe og nede, og heldigvis er der adskillige steder hvor der er trapper. Så man behøver ikke at tænke på at vælge det rigtige. Der er fortrydelsesret. Jeg valgte klinten, og brugte så trapperne til nogle afstikkere ned til stranden. Flere steder skal man nok passe lidt på - kanten rager ud.

Enø Strand.

Ind mod Karrebæksminde flader klinterne igen ud, før man ankommer til den pænt store strand hvor man kan skimte turistområdet. Og lad det være sagt med det samme: Det er enormt! Restauranter, cafeer, fiskespisesteder, røgerier m.m. findes i rå mængder. Hermed er stranddelen af vandreturen slut. En af de absolut bedste. Og den bekræfter endnu engang at Danmarks kyster er det bedste vi har. Altså de steder hvor man kan komme til at vandre og hvor kysten ikke er ødelagt af kystsikring. Enøs lyksaligheder i den henseende er altså på sydkysten fra Enø Strand til den østlige pynt.

Vippebroen mellem Sjælland og Enø.

Med indmarchen i byområdet ophører så også den del af turen som handlede om fred, ro og natur. Til gengæld er området omkring Karrebæksminde på denne varme første efterårsdag et slaraffenland at slappe af og samle kræfter til resten af vandringen. Der er rigeligt at se på samt muligheder for at indtage alskens forfriskninger, både vådt og tørt.

Karrebæksminde havn.

Fra Karrebæksminde havn sejler en båd til Næstved. M/S Friheden sejler ifølge hjemmesiden 2-7 dage om ugen og man kan bestille lette anretninger ombord. Jeg fik oplyst at prisen var 160 kr. Da hjemmesiden ikke virker, må interesserede google det.   

Karrebæksminde.

Broen mellem Sjælland og Enø går tilsyneladende op hver hele time. Uanset om der er både der skal igennem eller ej. Og så igen når der kommer nogle både som skal igennem. Det hele kan man beskue fra første række på begge sider. Hvis ellers man køber en kop kaffe, mad eller andet på de serveringssteder som flankerer begge sider.

Karrebæksminde Havn.

På Enøsiden er der udover stranden ikke så meget mere at se. Går man ud af bebyggelsen mod nord, kommer man hurtigt ind i sommerhusområderne, og det er mere besværligt at gå langs kysten end sydsiden. Sommerhusområder er vel som de er. Fine for sommerhusbeboerne, men som vandreområder knap så spændende.

Enøsiden set fra Karrebæksminde.

Karrebæksminde er derimod værd at vandre lidt rundt i. Vippeboen skal man da lige se. Der er den underlige søminelignende kugle ved havnen (som ikke er en sømine), det skæve pandekagehus, museet, samt en række meget fine bygninger pakhusbygninger som minder om en tid som ikke længere er. Dvs. de 150 år som oplagshavn for Næstved fra omkring 1801 og frem til at Næstved fik sin egen havn i 1938. Og så de nuttede fiskerhuse.

Strandengen mellem Karrebæksminde og Karrebæk.

Når man fortsætter ud af Karrebæksminde mod Næstved ophører idyllen imidlertid hurtigt. Indtil Karrebæk går det endda. Her er der en gangsti, samt cykelsti hvorfra man i ro og fred for den ret heftige trafik kan nyde udsigterne. Men så er det også slut. Lagunestien er herefter ikke vandrevenlig. På cykel går det nok. Sine steder er der knap en rabat at gå i. Ifølge de lokales oplysninger skulle det dog være muligt at lave afstikkere frem og tilbage ned til kysten. Men derved forlænges gåturen væsentligt. Efter 10 års erfaring og omkring 500 længere gåture på Sjælland langs svinefoder samt biler rasende forbi, har jeg dog fået nok, og tager bussen.

Næstved.

Bussen er let. På hverdage to gange i timen. Under en halv time bringer den vandreren til Næstved. Som også er en rundtur værd. Her kan man vælge en tur langs Suså. Eller gå op i den ældre del af byen. Der findes både et par smukke og særprægede bindingsværkshuse og provinsbyhuse. Samt hvis man er til det, to kirker.

Ruten.
Næstved Station. Bus 603 til Enø, endestationen. Kystvejen til kysten. Pynten længst mod sydøst. Tilbage langs kysten til Karrebæksminde. Karrebæk Kirke. Bus 603 tilbage til Næstved. Rutens længde er omkring 15 km. med mange sidespring og en til tider ret vanskelig stenstrand.

lørdag den 13. august 2022

Haslev - Bregentved Gods - Gisselfeld Kloster - Haslev

Med tæt på 30 grader og svag vind, godt vejr, men lidt krævende til længere vandringer. Så det blev de "sikre" landeveje med 2 større stop og pauser undervejs.

Haslev en by på over 12.000 indbyggere. Hovedstrøget er Jernbanegade. Jeg ankommer tidligt om morgenen, så der er ikke rigtigt kommet gang i forretningslivet endnu. Nogen gågade er det ikke, bilerne snegler sig søvnigt gennem gaden. For enden af vejen ligger kirken - en rød stor murstensbygning omgivet af en kølig kirkegård. Man ulejliger sig ikke med skilte til toiletterne - heller ikke i Bråby Kirke, finder jeg ud af senere. 

Dagens stop var Bregentved Slot og Gisselfeld Kloster. I forbindelse med herregårdsbesøg, må jeg straks advare bloggens læsere om at jeg ikke hører til dem der siger "ih" og "åh" og "næh" over bygningerne. Det har jeg ikke gjort siden jeg for mange år siden læste direktør for Frilandsmuseet Peter Henningsens tobindsværk "I sansernes vold" som beskriver enevældens samfundssystem. Rettere sagt: bønderne. Lovprisninger eller detaljerede beskrivelser af adelsmænd, herremænd og andre tilknyttet disse (bl.a. H. C. Andersen) findes der desuden også i rå mængder andre steder. Minder efter enevældens bondesamfund, må man på Frilandsmuseet for at få færten af. I starten af 1800-tallet udgjorde de kongelige domæner, offentlige stiftelser og andet benificeret gods omkring halvdelen af Sjælland. Resten af private godsejere. Selvejere var stort set ikke-eksisterende. De to godsers historie minder i øvrigt om en tidligere vandring til det ikke så fjernt liggende Vallø Slot, se indslaget fra dette andetsteds på bloggen.

Haslev, Jernbanegade. Byens hovedstrøg og forretningsgade. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fra Haslev Kirke fører en ret anonym villavej til Moltkesvej. Det er den som skal føre mig ud til Bregentved Gods, det første stop på ruten. Landevejen har tovejscykelsti i den ene side en del af vejen,  trafikken er jævnt stigende, oven i købet også tung trafik. Udsigten er som den er mest i Danmark: Svinefoderarealer til begge sider (byg, hvede), kun afbrudt af enkelte grønne pletter. Tæt på Bregentved Gods hvor støvende landbrugskøretøjer passerer, kan man i det fjerne se en alle (se foto). Det er Koldinghus Alle som er turens næste mål mod Gisselfeld Kloster. Nogle heste liver af en eller anden grund forventningsfulde op da jeg nærmer mig - uvist af hvilken grund. Jeg synes at de ser noget slukørede ud da jeg bare går forbi, men jeg aner jo ikke hvad det er de vil, og selv hvis jeg gjorde, har jeg sikkert ikke mulighed for at gøre det.

Moltkesvej Udsigt til Koldinghus Alle. Den befinder sig midt i fotoet med to rækker træer. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Og i øvrigt viser det sig at hestene er de eneste dyr - tamme såve som vilde - jeg overhovedet ser på hele turen. Indgangen til Gisselfeld Slotshave er når man drejer til venstre og følger vejen rundt om søen. Der er åbent for offentligheden i parken i weekenderne og visse hverdage. For ændringer bør man nok tjekke hjemmesiden. Slottet er bygget af enevældens bønders slid og slæb for godsejeren, i dette tilfælde Moltkeslægten. Den havde fået jorden forærende af den daværende enevældige konge Frederik V. Dette indebar på daværende tidspunkt også ejendomsret over bønder. Adelskabet udviste på den ene side barmhjertighed, medlidenhed og mildhed mod bønderne, på den anden side skulle de opdrages og disciplineres dem i overensstemmelse med den adelige elites idealer. Adam Gotlob Moltke var ingen undtagelse. Balancen valgtes af adelen, og Moltke synes at have lagt en del vægt på første punkt. Så det kunne være gået bønderne værre. Endnu bærer landskabet noget præg af herregårdslandskab. I dag med den lige Koldinghus Alle gennem enorme arealer med svinefoder.

Bregentved Gods. Slottet befinder sig ikke på en beskyttende ø, men er omgivet af mure. Om disse mure eksisterede i enevældens tid, ved jeg ikke. Men formentlig har der været en eller anden beskyttelse mod angreb fra bønder mm. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Man vil lede forgæves efter mindesmærker over bønder i slotsparken. Det havde jeg nu heller ikke forventet. Deres tilstedeværelse andre steder indskrænker sig mest i  mindesøjler som bønder vel mere eller mindre frivilligt har opført til lovprisning af deres herremænd. I København er den kaldet Frihedsstøtten. Således også her. En statue af Moltke med hatten på ryggen, skuer faderligt fra parken over på sit slot, og på stelen står der "Rejst af bondestanden paa Bregentved grevskab og Egede gods 1859". Der er ligeledes en lang trappe op til en ret stor obelisk som på latin mindes Frederik V, enevoldskongens overdragelse af godset til Moltke. Man kan gisne om at det skete under Frederik V's konstant brandert, mens Moltke & Co. styrede landet. Obelisken står for enden af en akse som går gennem parken. Det omvendte: en adelsmand der takker sine arbejdsomme bønder, karle mm. for al sin rigdom, har jeg ikke set nogen steder. Og jeg gætter da også på at hvis sådanne findes, så er de ikke opsat under enevælden. Parken er enkelt opbygget med græsplæner og kanaler. Der er ikke opsat bænke. Der er ikke offentlig adgang til slottet og dets nærmeste omgivelser. Men man kan sagtens få et indtryk af slottet på afstand. Det er bygget i nyrokoko og barok.

Gammelt vandmøllehus (?) ved Bregentved Gods. Foto Erik Nicolaisen Høy.

På vej om til indgangen passerer man en pænt stor rød bindingsværksbygning. Den ligner en gammel vandmøllehus. Dog ingen indikationer på vandhjul endsige vand. Jeg tænker det må være Bregentved Mølledam og Vandmølle. Den er nu rødmalet. På ældre fotoer ser det ud som om den engang har været hvidkalket. Bag bygningen lå vist i sin tid selve vandmøllen. Om slottet ligger desuden en betragtelig mængde nyere murstensbygninger fra slutningen af 1800-tallet. Man vil lede forgæves efter bøndernes tilværelse. 

Ellemade Sø. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Det gør man også på vej mod Gisselfeld Kloster ad Koldinghus Alle. Her er der ikke tænkt på fodgængere. Der er hverken cykelsti eller gangbar rabat. Så det sikreste er at stå ind i græsset mellem træerne. Jeg tænker heller ikke at der kan være ret mange vandrere denne vej. Til gengæld passerer der en del cykelrytter i moden alder iført tour de France-lignende trøjer der sidder noget stramt. Jeg tænker at bakken må være et populært træningssted for dem. På toppen af højdedraget mellem Bregentved og Gisselfeld er den bedste udsigt over Ellemade Sø. Ellers er der svinefoder til begge sider.

Gisselfeld Kloster. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Indgangen til Gisselfeld Kloster er nem at finde. Det koster 65 kr. for at komme ind i den pænt store park. Selve klosteret er privat ejendom hvor der ikke er adgang, heller ikke i den indre gård. Området bag klostret er også privat. Men ellers er der på klosterøen adgang til nogle tomme stalde. Så det er parken der er den største attraktion. Mod fiskemesterhuset er der en del damme. Samt søer Gårdsø, Bredesø, og mod vest mindre damme omkring Fiskemesterhuset. Der er desuden en cafe i paradehuset som er  tegnet af J. D. Herholdt. Park er pænt besøgt af turister. 

En af de mange damme ved Gisselfeld Kloster. Brugt som karpedamme. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Cafeen synes at være velbesøgt, i hvert fald hvis man skal tro de mange reserveringssedler som ligger på bordene. I to forsøg finder jeg ud af at jeg nok ikke er betjeningens foretrukne kunde, så jeg lister afsted igen ud i parken med den fornemmelse over at personalet måske har været lidt lettet over det. Parken er noget mere bevokset end på Bregentved. Seværdige er bl.a. Fiskemesterhuset tegnet af Marin Nyrop. Martin Nyrop har tegnet en del omkring Gisselfeld: Posthuset (1894), husmandshuse, Væverhuset Villa Galinavej (1894), porthuset (1894), Det røde bindingsværk har opskrift af Martin Nyrop. Gisselfeld park har også den obligatoriske obelisk, dog en mindre end Bregentved, denne er over Edele Sophie Kaas (1746-1800). Hun er begravet på Bråby Kirkegård, men døde på Gisselfeld.


Gisselfeld Kloster. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De mange damme angives i folderen at have været brugt til karper. I modsætning til Bregentved er der opsat bænke flere steder i parken, og der er også et frokoststed længst væk fra klostret. Her kan man så igen lade sig forbløffe over den overdådighed af rigdom som godsejerne tjente på bøndernes slid, og tænke over hvordan de med deres herregårde har beskyttet sig vældig godt med voldgrave og andet mod at de skulle blive bestormet af sultne bønderkarle der nok har betænkt sig om et par gange ved synet af de høje, utilgængelige mure. Et par herregårdsskytter vil med lethed have kunnet plaffe dem gennem skydeskårene eller fra vinduerne. Gisselfelds skydeskår er forsynede med et kors over hullet. I hoveriets dage var tiderne trange for bønderne fordi gården var i økonomisk krise, flere gårde blev forladt og lagt øde. Det var derfor problemet for herremanden at skaffe arbejdskraft. Dengang fik man det på den måde at man opkøbte jord, og dermed også "ejendomsretten" over befolkningens arbejdskraft - den essentielle faktor i hovedgårdsøkonomien. Forvalter Tryde berettede i 1759 "At banke en bonde kan aldeles ikke forbedre hans tilstand, men ved dette middel kan jeg bringe den frygt i ham, at han ikke tør tale, omendskønt han havde noget retmæssigt at klage over mig". Så har vi ligesom fået stilen lagt!

Slotshusvej. Et eller andet sted ligger Susåen, jeg gætter på i den lavning som strækker sig gennem billedet. Jeg havde dog på forhånd opgivet at gå derned, dels på grund af varmen, dels på grund af de dårlige erfaringer med tidligere at finde steder hvor man kunne komme til at gå langs denne Sjællands største å. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Da jeg forlader den smukke park og trasker videre, sender jeg en ærbødig tanke til de tusindvis af bønder under enevælden der gjorde dette muligt. I dag kan offentligheden vandre rundt i parkerne. Nogen ville måske godt have undt bønderne og landarbejderne at have lignende forhold. Jeg tror at de ville have været mere end tilfredse, selv med meget mindre. Jeg kunne også godt have undt dem bedre boligforhold, i stedet for de sundhedsskadelige og trange bindingshuse som de boede i. Blot et lille minde om deres indsats kunne måske have været på sin plads. I stedet er de nu navnløse, glemte og ukendte forsvundet fra historien, og overladt til vage antydninger. Enevældens samfund var bygget på vold eller trusler om vold, og såvel Bregentveds som Gisselfelds bygninger er enestående eksempler på hvordan denne i bogstaveligste forstand frygtindgydende ideologi og dette samfundssyn fandt et udtryk i arkitektur. Jeg kunne blot gerne have ønsket at denne historie bag arkitekturen også blev formidlet, i stedet for at fokusere så meget på adelshistorien, som fx hjemmesiderne for de to steder gør.

Efter Gisselfeld Kloster går turen så langs Torup Sø mod Bråby. Kort efter Gisselfeld er det muligt at dreje væk fra trafikken ad en snæver landevej med næsten ingen trafik. Ca. midtvejs kan man oven i kommet ved en P-plads komme ned til søen og kigge ud over den fra en lille strand. Det er her jeg et skyggefuldt sted indtager frokosten før turen går mod Bråby. Det viser sig at være en lille by - med en meget stor kirke - ved siden af nogle bindingsværkshuse. Byen har mod nordvest en stationsby hvor der 1924-1972 var et stop (dog ingen station). Dette har muligvis muliggjort et befolkningstal så Bråby har eget stadion. Det er vist mest Haslev Privatskole og Haslev Idrætsefterskole der bruger det. Men der findes en lokal idrætsforening, Bråby Idrætsforening (BIF). På vej mod nord ud af byen kommer man forbi et område hvor man selv kan plukke blomster. De lyser lidt op i det ellers noget ensformige marklandskab.

Slotshusvej. Vejen går ude til højre i fotoet. Svinefoderet står fint, og turen skal nok komme til det når mejetærskerne er færdige andre steder. Det støvede i hvert fald adskillige steder på turen - hvilket er tegn på disse. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fra Bråby bliver landevejene mere og mere trafikerede i retning af Haslev. Her er der cykelsti, så det er kun larmen som forstyrrer lidt: der er jævnt trafikerede landeveje. Som ellers på ruten hvad enten det nu er den larmende Sydmotorvejen eller Ny Ulsevej. Udsigten er den typiske på ruten: Svinefoder der kan være høstet eller stadig stå brune. Jeg gætter på at om 14 dage vil det hele være en stor stubmark. For at undgå trafikken, drejer jeg til venstre ad Troelstrupvej mod Haslev Station. Ad denne kommer man igennem et område med bebyggelse og marker til stationen. Efter en kaffe på DSB kiosken stationen (kan anbefales hvis man er nostalgisk omkring "Storebæltskaffe") gik turen igen mod Køge.

Der er udmærket togforbindelse til Haslev, der går på hverdage tog hver halve time fra Køge Station, og det tager under en time fra Sjælør Station. Køge er i øvrigt et udmærket sted hvis man springer et tog over, men den by har jeg allerede reklameret for adskillige gange på denne blog.

Alt i alt en frisk og dejlig tur hvor det fine vejr nok var hovedattraktionen. Ikke ulig så mange andre steder på Sjælland var det en tur der nok mere egner sig bedre til cykeltur med de omtalte stop. Skal man gøre turen, er det nok mest for den friske luft og motionens skyld.

Ruten

Haslev Station. Moltkesvej. Bregentved Gods. Koldinghus Alle. Søtorupvej. Gissenfeldvej. Gissenfeld. Slotshusvej. Bråby. Bråbyvej. Troelstrupvej. Haslev Station. I alt lidt over 15 km.

mandag den 25. juli 2022

Korsør - Tude Å - Korsør

Ruten blev lagt ud fra at passere så få sommerhusområder som muligt, dvs. jeg stoppede ved Tude Å idet længere mod nord synes stranden kranset af sådanne områder. 

Musholm Strand kan nås ad en sti fra Korsør Station. Stien passerer en enorm skarvkoloni - større end jeg har set andre steder, med alt hvad deraf følger. I starten af 1930'erne var skarven udryddet i Danmark. Men især efter fredningen i 1980 voksede bestanden igen indtil 2002, hvorefter den faldt drastisk igen - måske idag i nærheden af halvdelen. Den fredede fugl gør det ikke let for dens naboer (og fiskere): Døde træer der er hvide af guano, samt en lugt der ikke lader nogen tvivl om fuglenes yndlingsføde: fisk. Københavnere kender måske synet og lugten fra Damhussøen hvor der i mange år har eksisteret en mindre koloni. Sameksistens mellem skarve og fastboende mennesker kan være noget anstrengt, måske endda provokere fortvivlelse og had. Et uløseligt dilemma som jeg heldigvis ikke behøver at tage stilling til, udover forceret tempo mod stranden. Jeg tænker dog på de mange vilde dyr som danskerne har fortrængt gennem tiderne. Så i kampen fugle-mennesker står der vist 1-1.000 (eller mere) til danskerne.

Stien mod Musholm Strand fra Korsør Station passerer en enorm skarvkoloni. Men engene er ganske flotte når rejnfan står i blomst. Bemrk den enlige skarv i luften. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Mens skarvkolonien ligger til venstre, ligger verdens mest tilgængelige ferie-, sport- og konferencecenter for bevægelseshandicappede: Musholm. Der findes også en kyststi for disse. Muligvis er der derfor også et udmærket toilet ved stranden. Den er ellers noget stenet og formentlig af den grund heller ikke så meget besøgt af børnefamilier.

Ved Musholm Strand mod nord øst. Stranden er som det ses temmelig stenet. Men udsigten er der ikke noget i vejen med. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Klinterne mod vest og Lejodde er meget lave eller ikke-eksisterende. Her skulle ligge et fantastisk fuglereservat - der dog af ejeren af området i hvert fald ifølge skilte skulle være mere eller mindre forbudt område. Lovligheden i ordlyden af skiltene er heller ikke i dag mit ærinde. Det er derimod de mere eller mindre høje klinter i den modsatte retning, mod øst, det er den vej turen går i dag. Stenstranden øst for Musholm Strand er noget vanskelig at gå på, anklerne bliver vredet godt og grundigt igennem. Heldigvis har jeg stavene med, og de er guld værd i et sådant terræn. Jeg huskede også at vende mig om for at se udsigten mod Storebæltsbroen. Den kan ses på næsten hele ruten. 

Musholm Strand set mod vest syd vest. Storebæltsbroen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Området omkring Knivkær Strand bliver stranden mere sandet. Noget lettere at gå på. Og det er også her at antallet af strandgæster begynder at vokse. Et enkelt sted er naturstranden ødelagt af et gammelt sammenbrudt betonskrummel, og enten må man en tur i vandet eller gå op i terræn - hvor der ikke er nogen sti. Svinefoderet dækker næsten helt ud til kanten af klinten. Men det er også den eneste alvorlige forhindring på ruten.

Mod øst og mod Knivkær bliver klinterne højere og strandene mere af sand. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Efter Knivkær er rutens eneste passage hvor man ikke kommer tørskoet igennem (se foto) Dog ikke noget alvorligt. En soppetur til midt på skinnebenene - selv om klinten tårner sig faretruende op på siden af en. Klinterne er ganske sikre at passere, de er næsten presset til sten. Der sker dog tilsyneladende stadig skred. Omend dem man kan se, ser ældre ud. Og det meste af ruten ser det ud til at man lader kysten i fred. 


Turens eneste "vadested" ved Knivkær. Her kommer man ikke tørskoet forbi. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ved Frølunde Fed ændrer landskabet sig igen. Her forsvinder klinterne, og i stedet er der et flat klitområde med sommerhuse et pænt stykke inde i landet. Frølunde selv består mest af sommerhuse. 

Frølunde Fed, flad strand med klitlandskab, marehalm mm. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Det flade område er et naturligt udløb for Tude Å. Stranden er noget tung at gå i (sand og tang). Så jeg gik op i klitområdet hvor faunaen er ganske varieret. Sidst jeg vadede i tang, fik jeg en del bid på benene bagefter, så jeg fortrak fra det denne gang. Der skal findes ca. 70 forskellige arter blomster som fx nikkende kobjælde, blodrød storkenæb, blåklokke, blåmunke, gul evighedsblomst, almindelig pimpinelle, bakke nellike og sankthansurt. 

Tude Ås udmundning. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Tude Å skal være et godt fiskeområde, og det første man ser på afstand er da også en stor flok måger. Tude Å havde jeg bestemt som et vendepunkt og gå tilbageturen over land. Blot for at konstatere at den gik gennem et sommerhusområde samt landbrugsområder med svinefoder. Vejene bar endnu præg af at Tour de France havde passeret her. 

Udsigt fra Højbjerg ved skoven af samme navn mod nordøst. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Først efter Svenstrup er der en cykel- og vandresti med mere natur at kikke på. Tæt på Korsør Station er der endda en næsten nyplantet skov, opkaldt efter Højbjerg, en stejl bakke med udsigt næsten til alle sider. Toppen er utilgængelig af krat.

Ruten

Korsør Station. Sti til Musholm Strand. Langs stranden til Tude Å. Over land langs Tranevej. Broholmvej. Frølunde. Svenstrup. Korsør Station.