Helsingør-Hornbæk (og lidt Gilleleje)

Kilometermæssigt lyder 15 km ikke overvældende, men i sand, klatring på kampesten og hækgang er det passende til mit niveau.

Nåede ikke at få færdiggjort dette indlæg den 27. juli. Men her er det så, et par dage for sent. Starten i Helsingør Havn bød på en glædelig overraskelse siden sidste års besøg. Afspærringer og byggepladser er fjernet, og hold da kæft, der er altså blevet flot efter at den er blevet færdig og åbnet. Der er udsigt hele vejen rundt og havnen og langs Kronborg. Og følger man den, ender man op med at kunne gå ind på selve Kronborgs forterræn langs Øresund.

Kronborg Pynt. Den første stump strand på ruten.

Vejen rundt om Kronborg kan foregå på flere måder. Man kan enten vælge de anlagte stier eller gå tæt på vandet. I sidste fald er terrænnet overkommeligt, men der er dog let kampestensvandring på korte strækninger. Til gengæld er lyden af bølgeskvulp så meget mere intens.

Strækningen fra Helsingør til Julebæk Strand tæt på Julebækhuset.

Efter havnen er der Gummistranden (der lå for mange årtier siden en gummistøvlefabrik her). Efter den og Marienlyst Hotel er der en del private ejendomme, men passagen går nogenlunde glat. Sine steder er der endda anlagt stier oppe i terræn hvor havet har ædt sig op til bolværket. Stranden er noget stenet sine steder, men udsigten mod Kullen og Sverige forrygende. Ved Julebækhuset er det fristende at fortsætte langs stranden, men jeg valgte turen ind i landet for atkikke på Hammermøllen og de gamle industribygninger i Hellebæk. 

Hammermøllen blev drevet af vand. Det er et yndet udflugtssted til frokost, is, kaffe osv. Denne dag dog kun det medbragte.

Jeg havde også håbet på at kafeen i Hammermøllen havde åbent, men blev som et par andre selskaber skuffet. Ikke engang toilettet var åbent. Men der er ikke kun møllen. Hellebækområdet er et af Danmark ældste industriområder, også omtalt i Politivennen. Med tilhørende gade med gamle arbejderboliger, Bøssemagergade. 

Hellebæk, Bøssemagergade. De ser idylliske ud, som gamle huse nu engang gør. Og så kan man jo altid abstrahere fra hvordan livet var i dem.

Der er også Hellebæk Klædefabrik af nyere dato. Ved Strandevejen er der Kongens Mølle (1858) og et stykke videre ud mod Ålsgårde den berygtede Skorpeskolen der nu er privatskole og lærere med spanskrør og spidse negle en fjern dyster fortid. Opfostringshuset blev bl.a. kendt gennem Peter Høeghs roman, "De måske egnede". De mest artige drenge fik lov til at trække numre til Klasselotteriet. Og ellers har man indtryk af at lykken på det sted var som at vinde i samme lotteri.

Ålsgårde med den særprægede Hellebæk Kirke. 

Man kan igen trække ned til stranden og fortsætte mod Ålsgårde, med udsigt til den plagierede barokkirke, Hellebæk Kirke. Nu må man foretage et valg: Vest for Ålsgårde kan man fortsætte langs stranden, eller gå op på den stærkt trafikerede Nordre Strandvej. Vælger man stranden, har man som bekendt ret til at pasesere, men ikke opholde sig ud for de private ejendomme. Det er dog sin sag. Kyster har et naturligt liv som følge af vind og vejr, strande flytter sig, havet æder sig ind visse steder, og anlægger nye strande andre steder. Ikke ideelt for et statisk menneskeskabt strandgrundsliv. Vest for Ålsgårde har havet udset sig udvidelse. Hvilket ikke passer lodsejerne: Det er bygget 3-4 meter høje granitstensbjerge. Og ikke nok med det. Mange lodsejere har anlagt broer og slisker til deres både som spærrer for fri passage. Dette klatremæssige mareridt eller paradis, alt efter temperament, holder først op kort før Hornbæk Plantage.

Stranden langs Hornbæk Plantage

Jeg valgte nu at trodse forhindringerne, og nåede uden problemer til Hornbæk Plantage. Indrømmet, det er noget der trækker søm ud at lege bjergged i min alder på kampesten. Og forcere forhindringerne undervejs, uden at overtræde den private ejendomsret. Men forholdene er barske: Hvis man først er startet, er det med at holde ud til Hornbæk Plantage, for der er ingen steder hvor man kan komme op på Nordre Strandvej. Desuden er der en infernalsk trafik på Nordre Strandvej, hvor der heller ikke er gangsti, men en cykelsti. Den er dog ikke særlig benyttet - i hvert fald ikke på dagen.

Stranden øst for Hornbæk.

Hornbæk Plantage er en lise for fødderne. Og man har en pragtfuld udsigt over vandet nu. Der er frit valg mellem at gå i sand, skovsti eller trække helt ud til cykelstien langs vejen. Bredden på plantagen er dog så smal at man hele tiden kan høre trafikken på vejen. I plantagen er der markante rester af de tyske kystbatterier fra 2. verdenskrig. Man kan se betonfundamenterne af de fire 12 cm-kanoner. De var såmænd danske fra 1912. Herfra kunne tyskerne kontrollere de søminer og netspærringer de havde lagt ud som et værn mod ubåde. Havet har senere ædt sig ind på fundamenterne der dengang stod 10 meter inde i plantagen. Højene bag kanonstillingerne er observationsposter. Efter krigen sagde danskerne pænt tak for anlægget der var i brug indtil 1958, og plantagen åbnet for offentligheden. 

Et kik længere mod vest fra Gilleleje.

Mine ambitioner var egentlig at fortsætte de 12-13 km videre til Gilleleje, men her havde jeg forregnet mig. Efter at have gået lidt rundt i Hornbæk sammen med de forholdsvis mange turister og kikket på lokallivet, drukket kaffe og kikket på køerne til fastfood-centralerne langs havnen, besluttede jeg at tage lokaltoget til Gilleleje. Kald man bare en tøsedreng! Det havde sikkert været en fantastisk strandtur.

Gilleleje Havn er overrendt af turister og lystbåde. Men der er dog nicher for fiskerbåde.

Til gengæld fik jeg en god travetur i Gilleleje, efter at have stået af ved Gilleleje Øst tæt på kirken og den særprægede kirkegård der er anlagt på skråningen med udsigt over havet. Der er også mange turister i Gilleleje, men i forhold til Hornbæk er der lidt mere plads, og desuden også mere at kikke på i havnen der har lidt erhvervsfiskeri tilbage. Jeg vandrer ud mod Nakkehoved, men vender om igen. Nu er der ganske enkelt udsolgt. Kioskmanden på stationen forærer mig en kage til isen, og snakker om de mange cyklister som pt er kommet. En tur langs vandet er noget af det bedste man kan gøre i Danmark, synes jeg. Trods vanskellighederne. 

Stevns og Køge: Grubberholm, Valløskovene og Køge

Blæsende fra vest - så er det rarest i skoven hvor der er læ. En tur der nok havde været bedre på cykel.

Et nyt hjørne af Køge og Stevns udforsket. Det må vel være den korte version. Højdepunktet må vel siges at være Vallø-skovene syd for Herfølge. Overraskende vilde og kun i begrænset omfang generet af larm fra veje. Absolut et genbesøg værd. 

Grubberholm Station. En af de stationer hvor man skal trykke for at signalere at man gerne vil af. Der er heller ikke mange med toget - to andre tæller jeg. Og toget venter på passage af et modgående tog.

Fra Grubberholm Station går den første del af turen langs Grubberholm Skov ad Aggerupvej. En af de veje hvor der altid høres en passerende bil forfra eller bagfra. Som de fleste veje på Stevns er den ikke indrettet til vandrere, den passer nok bedre til cyklister. På den første del af strækningen er der udsigt til Magnoliegård, når man har passeret Grubberholm Skov, er det landbrugsland. Indtil man i det fjerne kan skimte Endeslev.

Udsigten fra Endeslev Kirke. Kirken er beskeden uden i de store dikkedarer. Og for øvrigt aflåst i dag.

Endeslev er en lille landsby med gadekær, sprøjtehus, forsamlingshus og en kirke. Toilettet er stadig corona-lukket, og kun åbent under kirkelige handlinger. De fleste andre kirker jeg har nået at besøge, er der nu blevet åbnet igen. Landbyen har et Bylau med Facebookside. Her kan man formentlig få et indtryk af hvad der rører sig byen.

Poulstrup ligger med skovene i baggrunden som kulisse. Og marker så langt man kan se.

Poulstrup er en del mindre og mere spredt end Endeslev. Faktisk registerer jeg dårlig nok at jeg kommer igennem, før næste mål, skovene dukker op.

Poulstrup. Der burde være et overdrev her, ifølge navnet. Men det er nok nedlagt og i stedet blevet omdannet til landbrugsland.

Der er fra Damvej udsigt mod syd til Enderslev Overdrev, men kun navnet er tilbage. Det er alt sammen opdyrket nu. Vejen er noget mere stille her. Så selv om det nok mest er en cykelvej, er trafikken mindre generende.

Jættestuen i Gunderup Kohave. Jeg har ikke kunnet finde et kort over skovene.

Jættestuen i Gunderup Kohave finder jeg ved held. Der er på mit kort ikke engang aftegnet stier, så jeg må forlade mig på retningen. Går til højre da jeg kommer ind i skoven fra Damvej, og et pænt stykke, indtil der går en smattet sti mod venstre. Passerer den først, men tænker at det nok må være den. Og det er det. Der burde også være en til mod nordvest, men den gemmer sig godt.

En eller anden af Vallø-skovene. Skovene gennemskæres af en mængde dybe grøfter, ofte langs stierne, men også ind i skovene.

Skovene er ganske dejlige, overraskende dejlige. Næsten ingen civilisationslyde. Og jeg går efter at have fundet jættestuen egentlig bare lidt rundt alt efter hvor der nu er nogle pæne stier, og det er der overalt. 

Noget der ligner en gammel skovridergård. 

På et eller andet tidspunkt ramler jeg ind i et stort kryds, og går nordpå ad det der viser sig at være Storskovvej, mod Tessebølle.

Udsigt fra Gunderupvej, på vej mod Vedskølle. Der har sørme sneget sig nogle vilde planter ind i landskabet.

Jeg opdager nu at jeg før har været på disse kanter, faktisk for næsten et år siden, og vælger i Vedskølle at går direkte mod nord ad Egøjevej til Køge. 

Der ligger et par gårde som disse på ruten. 

Køge har jeg været mange gange efterhånden, så ikke mere om den. Alt i alt en mere varieret og afvekslende tur end længere ned mod Stevns. Dog i vidt omfang lange strækninger langs hvede-, byg- og rapsmarker.

Ruten

Grubberholm Station. Aggerupvej. Endeslev. Poulstrup. Gunderup Kohave. Vallø Storskov. Tessebølle. Gunderupvej. Vedskølle. Egøjevej. Køge.

Køge og Stevns

Pga Corona-krisen har jeg ikke været på de store eventyr. Blot vedligeholdt formen med kortere ture uden de længere togrejser. Men på årets første sommerdag skulle det være: Køge og Stevns.

Køge Havn. Hvis man vender ryggen til industrihavnen er der en håndfuld stemningsfulde restauranter, kafeer og værtshuse. De er dog alle lukket en tirsdag formiddag.

S-togene er endnu ikke fyldt med personer, og det er ganske trygt at tage til Køge - masser af plads, og som pensionist behøver jeg ikke at fylde op i toget til gene for det arbejdende folk. Køge er en dynamisk by med megen byudvikling, fx ved stationen og sydpå ved havnen og den flotte Sønderstrand. Denne morgen er der dog ganske tomt, både på havnen og på stranden. 

Køge Bugt. Stranden er fint passabel næsten hele vejen fra Køge til hvor Stevns Kommune begynder ved Strøby Egede. Så må man op på landevejen.

Stranden ned mod Strøby Egede er altid fuld af overraskelser. Det er lavvandet, vadehav og man ved aldrig om man kan passere helt ude i strandkanten, eller må trække ind på stierne. I dag valgte jeg det sidste fordi det så ud som om der var højvande, og i de tilfælde ender man hurtigt med at vade rundt i stinkende tang syd for Sønderstrand. Ved lavvande kan man til tider komme frem mellem tangen og vandet. Ved frokosttid når jeg til Solgårdsparken. Her har jeg været før, og det er et sted der kan varmt anbefales. Der er oven i købet et stort område med bænke, borde og gode toiletforhold. Er solen for stærk er der kølige skyggefulde steder. 

Stevnsvej. Typisk landskab. Stevns er fladt, med store marker og spredte gårde. Et typisk landskab ser sådan ud. Måske kan man fremhæve at det virker som om man er begyndt at lade markblomster og vilde blomster brede sig langs vejkanten og i små laguner mit i kornmarkoceanerne.

Godt udhvilet efter frokost er det tiden til at klare den prøvelse det er at passere Strøby Egede ad Kystvejen. Jeg har ikke fundet nogen alternative veje til at omgå denne strækning. Stranden er utilgængelig i praksis. For vandrefolket ikke godt terræn. I dag var ingen undtagelse: Biltrafikken er nemlig her intens, massiv og larmende. Det har jeg i øvrigt oplevet også på de andre gange jeg er passeret her, så jeg var forberedt på det. Byen er noget man bare må overstå, og efter denne er der Stevnsvej hvor man kan gå på en udmærket cykelsti uden at skulle kigge sig nervøst over skulderen for massiv trafik. 

Strøby. Jeg måtte vente på at bilkolonnerne var forsvundet ud af linsen, det lykkedes mig at få t billede hvor der kun optræder en enkelt bil. Som typisk er med 1 person i bilen.

Denne gang tog jeg Stevnsvej ind i landet for at nå til Strøby og Varpelevvej-Grønagervej. Trafikken den sidste vej er væsentlig mindre, men dog ret intens: Der er ikke pauser mellem når en bilkolonne er passeret før man kan høre den næste, enten forfra eller bagfra, og i modsætning til Stevnsvej er der ingen cykelsti. Samtidig er bevoksningen langs vejen så høj at man ikke kan træde ind i rabatten. 

Tryggevælde Å. I "Elverhøj" krydser Christian 4. åen for at trænge ind i ellekongens land med ordene (vist nok) "Nok er dette ikke Rubicon, og nok er jeg ikke Cæsar, alligevel siger jeg, terningerne er kastet". Om det er her, melder historien ikke noget om. 

I Strøby kan man tage en pause fra biltrafikken ved at gå ad en sti ned mod Tryggevælde Å.her er der en lille udsigtsplads og en bro som fortsætter mod Køgevej på den anden side af åen. Men nogen sti langs åen og gennem ådalen er der ikke. At bilerne er en vigtig del af det lokale liv på Stevns, fremgår af at der er mekanikerværksted og måske også tankstation i selv de mindste byer. Men måske er det bare mig der er blevet lidt for meget fokuseret på bilerne i dag?

"Ranestedet" i Varpelev. Huset ligger over for kirken og givet et indtryk af hvordan gårdene så ud for flere hundrede år siden på Stevns i det område.

En behagelig overraskelse på vej til Varpelev er gårdbutikken Engvang. Der er åbent, og sortimentet er ret varieret. Jeg falder for en bakke jordbær og nogle kanelsmåkager. Prisen er derefter, men bærrene er friske og smager som friskplukkede jordbær skal smage - efter min smag. Der er borde og bænke foran gården så man såvel i sol som skygge kan fortære det købte. Det er jeg nu den eneste der gør. De andre kunder er kommet kørende i bil. 

Nørregade, Køge. Efter at have fået forkortet ruten på landet, blev der så meget mere tid til overs til at bese Køge endnu engang. Et af mine yndlingsmål.

Over for kirken i Varpelev, turens slutmål, ligger "Ranestedet", som er et egnshus bygget i 1778 af kalksten fra Stevns Klint. Huset er opkaldt efter ridder Jon Jonsen Rani som havde i hovedgård her omkring i 1200-tallet. Det skulle være åbent, men ikke på en tirsdag eftermiddag. Jeg ville ellers have fortsat til Haarlev til fods, men var blevet en anelse træt af den vedvarende dans med biler som skulle passere. Så jeg valgte at overlade landevejene til dem igen, og nappede toget fra trinbrættet i Varpelev, stationen før Haarlev. 

Alt i alt var det dejligt at være på landevejene igen. Det blev til 5-6 timers vandring, eksklusiv pauser, i godt tempo. Selvfølgelig med nedsat hastighed på strandstrækningen. Jeg har sat det med at opmåle strækningerne i kilometer lidt på pause.