fredag den 2. august 2019

Algestrup (Tureby)-Egøje

Herregårdslandskab og små sovelandsbyer i det sydlige Køge på grus og asfalt


Området nord for Algestrup - ganske karakteristisk for turen, med en smal landevej og marker til begge sider. Men en bred grøftekant (her dog uden blomster) og vejtræer.

Hvis de to navne i overskriften ikke siger dig så meget, så her lidt info: Tureby hedder stationen for Algestrup eller Alkestrup som de lokale tilsyneladende helst vil kaldes, og er nummer to station på Køge-Næstved-banen. Egøje er første station syd for Køge på vej mod Faxe Ladeplads og Rødvig. Og så er det sådan set bare de omkring 17 kilometer landevej derimellem der er tale om, med et smut forbi Vallø Slot - nu jeg alligevel var på de kanter.

Sædder Kirke. En meget lille by med en meget stor og idyllisk beliggende kirke. Tilmed med et par stråtækte bindingsværkshuse som naboer. Men ellers ... ret øde på denne fredag i august.

Ruten

Den korte historie er at der er tale om ret øde landeveje med meget lidt trafik: Fruedalsvej, Sæddervej, Storskovvej, Gunderupvej, Vedskøllevej og Valløvej. Mest med ensformige marker til begge sider, dog afbrudt af Vedskølle Å en gang imellem, samt nogle små landsbyer: Algestrup, Sædder, Tessebølle og Vedskølle. Sidstnævnte er udover udgangspunktet Algestrup klart den største, og ser endda ud til at have haft en kort karriere som industriby (Strabrand). Men området ser noget forladt ud, og parkeringspladsen til lastbiler (internationalt med et forklarende skilt til tyskere: LkW) ser ikke just ud som om der har været nogen køretøjer i nyere tid.

Megen natur byder dagens rute ikke på, bortset fra ca 1 kilometer gennem Vallø Storskov, her ved Skovgården, og ca. 1 km ved Vallø Slot. Dog nok til at skabe variation i forhold til kulturstepperne. 

Den smukkest kirke findes dog i Sædder, mens Tessebølle er - nåja - meget lille. Rutens 18 kilometer kan de fleste vandrere være med på. Der er stort set ingen udfordringer - bortset fra lejlighedsvise passager af biler. Men de tager fint hensyn på de smalle veje. Og i modsætning til i fx Egedal Kommune ser det ud til at landmændene ikke har brugt deres ret til at pløje i de hedengangne randzoner langs fx Vedskølle Å. Desuden holder markerne sig også på pæn afstand af landevejen så der rent faktisk findes et bælte på et par meter hvor der er vilde planter.

Flot himmel ved Storskovsvej med et vy over marker og helt i baggrunden skoven.

Det giver lidt ekstra indtryk af at der trods alt bliver taget lidt hensyn til naturen. Og planterne tiltrækker sommerfugle og andre insekter. Begge dele liver gevaldigt op og gør en vandretur så meget mere spændende.

Gunderupvej umiddelbart syd for Vedskølle med udsigt mod sydøst. I forgrunden ser man at der rent faktisk får lov til at gro noget i grøftekanten.

Til gengæld er markerne altså meget herregårdsagtige: De strækker sig til tider nærmest i det uendelige mod horisonten. De er heldigvis ikke alle blevet høstet endnu, men det sortladne Danmark venter nok lige om hjørnet når høstmaskinerne endegyldigt har skalperet byg, hvede og rasp væk.

Vallø Station. En af de stationer hvor man ikke behøver at trykke for at komme af og på. Ikke særlig besøgt, desværre. Men ualmindelig idyllisk ligger den der. 

Leve Lokalbanerne!

Jeg vil også gerne udtrykke stor begejstring for lokalbanerne. Jeg forestiller mig at de må køre på kanten af det rentable. Men her på hverdage kører de faktisk hver halve time, og det gør jo at man som vandrer ikke behøver at lade tempoet komme an på hvornår togene går. Misser man et, er der aldrig lang tid til det næste. På de små trinbræt skal man trykke hvis man vil med, og på et par af dem er det ikke både Faxetoget og Rødvigtoget der holder. Men igen: Det er til at finde ud af!

Vallø Slotskro med broen der fører over til slottet (til venstre udenfor billedet).

Vallø Slot

Vallø Slot har jeg besøgt en gang før i oktober 2017, og det er bestemt altid et besøg værd. Jeg har aldrig været inde på selve slottet. Men slotshaven er i sig selv en nydelse at gå rundt i. Også selv om man ved at selve slottet brændte for lidt over 100 år siden og "blot" er en kopi af den oprindelige.

Vallø Slot kan fotograferes fra mange vinkler. Her har jeg valgt en fra parken og voldgraven, hvor slottet dukker op fra disen og spejler sig i vandet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar