Køge og Stevns

Pga Corona-krisen har jeg ikke været på de store eventyr. Blot vedligeholdt formen med kortere ture uden de længere togrejser. Men på årets første sommerdag skulle det være: Køge og Stevns.

Køge Havn. Hvis man vender ryggen til industrihavnen er der en håndfuld stemningsfulde restauranter, kafeer og værtshuse. De er dog alle lukket en tirsdag formiddag.

S-togene er endnu ikke fyldt med personer, og det er ganske trygt at tage til Køge - masser af plads, og som pensionist behøver jeg ikke at fylde op i toget til gene for det arbejdende folk. Køge er en dynamisk by med megen byudvikling, fx ved stationen og sydpå ved havnen og den flotte Sønderstrand. Denne morgen er der dog ganske tomt, både på havnen og på stranden. 

Køge Bugt. Stranden er fint passabel næsten hele vejen fra Køge til hvor Stevns Kommune begynder ved Strøby Egede. Så må man op på landevejen.

Stranden ned mod Strøby Egede er altid fuld af overraskelser. Det er lavvandet, vadehav og man ved aldrig om man kan passere helt ude i strandkanten, eller må trække ind på stierne. I dag valgte jeg det sidste fordi det så ud som om der var højvande, og i de tilfælde ender man hurtigt med at vade rundt i stinkende tang syd for Sønderstrand. Ved lavvande kan man til tider komme frem mellem tangen og vandet. Ved frokosttid når jeg til Solgårdsparken. Her har jeg været før, og det er et sted der kan varmt anbefales. Der er oven i købet et stort område med bænke, borde og gode toiletforhold. Er solen for stærk er der kølige skyggefulde steder. 

Stevnsvej. Typisk landskab. Stevns er fladt, med store marker og spredte gårde. Et typisk landskab ser sådan ud. Måske kan man fremhæve at det virker som om man er begyndt at lade markblomster og vilde blomster brede sig langs vejkanten og i små laguner mit i kornmarkoceanerne.

Godt udhvilet efter frokost er det tiden til at klare den prøvelse det er at passere Strøby Egede ad Kystvejen. Jeg har ikke fundet nogen alternative veje til at omgå denne strækning. Stranden er utilgængelig i praksis. For vandrefolket ikke godt terræn. I dag var ingen undtagelse: Biltrafikken er nemlig her intens, massiv og larmende. Det har jeg i øvrigt oplevet også på de andre gange jeg er passeret her, så jeg var forberedt på det. Byen er noget man bare må overstå, og efter denne er der Stevnsvej hvor man kan gå på en udmærket cykelsti uden at skulle kigge sig nervøst over skulderen for massiv trafik. 

Strøby. Jeg måtte vente på at bilkolonnerne var forsvundet ud af linsen, det lykkedes mig at få t billede hvor der kun optræder en enkelt bil. Som typisk er med 1 person i bilen.

Denne gang tog jeg Stevnsvej ind i landet for at nå til Strøby og Varpelevvej-Grønagervej. Trafikken den sidste vej er væsentlig mindre, men dog ret intens: Der er ikke pauser mellem når en bilkolonne er passeret før man kan høre den næste, enten forfra eller bagfra, og i modsætning til Stevnsvej er der ingen cykelsti. Samtidig er bevoksningen langs vejen så høj at man ikke kan træde ind i rabatten. 

Tryggevælde Å. I "Elverhøj" krydser Christian 4. åen for at trænge ind i ellekongens land med ordene (vist nok) "Nok er dette ikke Rubicon, og nok er jeg ikke Cæsar, alligevel siger jeg, terningerne er kastet". Om det er her, melder historien ikke noget om. 

I Strøby kan man tage en pause fra biltrafikken ved at gå ad en sti ned mod Tryggevælde Å.her er der en lille udsigtsplads og en bro som fortsætter mod Køgevej på den anden side af åen. Men nogen sti langs åen og gennem ådalen er der ikke. At bilerne er en vigtig del af det lokale liv på Stevns, fremgår af at der er mekanikerværksted og måske også tankstation i selv de mindste byer. Men måske er det bare mig der er blevet lidt for meget fokuseret på bilerne i dag?

"Ranestedet" i Varpelev. Huset ligger over for kirken og givet et indtryk af hvordan gårdene så ud for flere hundrede år siden på Stevns i det område.

En behagelig overraskelse på vej til Varpelev er gårdbutikken Engvang. Der er åbent, og sortimentet er ret varieret. Jeg falder for en bakke jordbær og nogle kanelsmåkager. Prisen er derefter, men bærrene er friske og smager som friskplukkede jordbær skal smage - efter min smag. Der er borde og bænke foran gården så man såvel i sol som skygge kan fortære det købte. Det er jeg nu den eneste der gør. De andre kunder er kommet kørende i bil. 

Nørregade, Køge. Efter at have fået forkortet ruten på landet, blev der så meget mere tid til overs til at bese Køge endnu engang. Et af mine yndlingsmål.

Over for kirken i Varpelev, turens slutmål, ligger "Ranestedet", som er et egnshus bygget i 1778 af kalksten fra Stevns Klint. Huset er opkaldt efter ridder Jon Jonsen Rani som havde i hovedgård her omkring i 1200-tallet. Det skulle være åbent, men ikke på en tirsdag eftermiddag. Jeg ville ellers have fortsat til Haarlev til fods, men var blevet en anelse træt af den vedvarende dans med biler som skulle passere. Så jeg valgte at overlade landevejene til dem igen, og nappede toget fra trinbrættet i Varpelev, stationen før Haarlev. 

Alt i alt var det dejligt at være på landevejene igen. Det blev til 5-6 timers vandring, eksklusiv pauser, i godt tempo. Selvfølgelig med nedsat hastighed på strandstrækningen. Jeg har sat det med at opmåle strækningerne i kilometer lidt på pause.