lørdag den 2. november 2019

Bornholm: Helligpeder, Jons Kapel til Allinge

Syd for Hammerknuden langs både vest- og nordkysten er der nogle smalle, vidunderlige strimler natur langs kysten


Helligpeder i det fjerne kan anes fra Teglkås Havn. Kysten er her sikret af store kampesten. Vinden blæser frisk og bølgerne er ganske fortryllende.

Den bornholmske vestkyst er rig på vandreoplevelser. Det fascinerende ved kystvandringer er jo netop at selv om huse, natur og andre landfænomener godt nok spiller en rolle, så er der vel ingen andre steder hvor vejret gør enhver vandring unik. Intet andet sted end ved havet får vejret udsigten til at forandre sig så meget. Det bliver aldrig det samme. Jeg valgte at starte ved de to nu for længst nedlagte fiskerhavne, Helligpeder og Teglkås. Der var en frisk vind, og Teglkåsvej følger her kysten ganske tæt på. Man går få meter fra det flotte, brusende hav hvor bølgerne slår ind mod kampestenene. Havnene er der godt nok endnu, men fiskeri er så godt som ophørt og kun lystsejlere og fritidssejlere holder til i havnene.

Denne gård ser ikke ud til at have det for godt. Taget er ved at brase sammen og det er ganske og aldeles ubeboeligt.

Helligpeder er den mindste, og forekommer noget forfalden, den sydligste gård i bebyggelsen er  direkte forfald, med et tag der er sunket sammen. Her står oveni købet et måske lidt ironisk skilt: "Ja, det er Helligpeder". I havnen ligger en håndfuld motorbåde og der er et par gamle røgerier. Teglkås er både større og mindre forfalden, men antallet af motorbåde er nogenlunde som i Helligpeder. Fra havnen kan man se hvordan landet nu løfter sig stejlt op umiddelbart nord for Teglkås.

Yderst til venstre det nordligste af Teglkås. Det enlige hus lidt til højre for midten er Ginesminde, og man kan næsten fornemme hvordan landet rejser sig.

Det sker efter Ginesminde hvor stien tvinges op i skoven, højere og højere. Den geologiske forklaring er at Bornholm oprindelig så sådan ud, men at isen ganske enkelt sled østkysten helt ned, kun ikke vestkysten fik den filet på. Her når man et af Bornholms helt store turistattraktioner, Jons Kapel som så sandelig da også er ganske imponerende. Trappen går næsten lodret ned mellem klippemassivet og en 22 meter høj fremstående meget smal og fritstående klippe. Fra toppen kan man se stenkysten meget langt nede. Den geologiske forklaring er at nedgangen oprindelig var en diabasgang, lava som trængte op gennem jordskorpen. Diabasen er så senere blevet eroderet væk. Naturens vidunderlige kræfter ses her i fuld udfoldelse, og jeg foretrækker denne fremfor den kristne mytologi som efter min opfattelse ikke klæder et så unikt naturskabt sted.

Jons Kapel. Det er næsten umuligt at gengive den lodrette nedstigning. I bunden tårner klipperne sig op, bølgerne presser på udefra.

Umiddelbart nord for Jons Kapel kommer næste stortslåede oplevelse, Blåskinsdalen, som er en sprækkedal med en meget speciel stemning. Jeg fik det lidt ligesom at gå i et urtidslandskab, just dannet af jordskælv og forventede hvert andet øjeblik at dinosaurer skulle dukke op i den tætte vegetation. Eller King Kong. Nå, selvfølgelig lidt fantasifuldt, men den smalle trampesti snor sig efter klipper og vegetation dybt nede i kløften langsomt opad lidt over ½ kilometer.

Blåskinsdalen. Der løber en bæk helt nede i bunden (til højre). Den er ikke særlig synlig, men den kan høres ganske tydeligt det meste af vejen. Klipperne tvinger stien i de mest mærkværdige retninger.

Vel oppe af dalen bliver man lige mindet om at Bornholm altså ikke er nogen undtagelse i Danmark hvad angår landbrugsområder. Naturen har lige fået lov til at udfolde sig et par hundrede meter langs kysten, men så heller ikke mere. Så breder de endeløse og livløse kulturstepper, landbrugsarealerne så langt øjet kan se (Det vil enhver der har krydset de indre af øen kunne skrive under på er sandt).

Vang Granitbrud. Gennem sprækken kan man lige ane noget af Vang Pier. Stedet er nu natur- og oplevelsescenter.

I stedet for at bevæge sig dybere ind i landbrugsdanmark, drejer vejen dog igen ud mod kysten og henimod Almeløkkebruddet og Vangbruddet. Begge er blevet lukket, og de er ved at gro til med buskads og skov i kanterne, men ellers står bruddet vist nok lige som de gjorde dengang de blev opgivet. Vang Pier - udskibningsmolen ligger der stadig, siden 1967 formålsløst og vidner om storhedstiden.

Vang. Så kan man næppe forestille sig noget mere fiskeridyllisk. Byen ligger op ad klippen. En enkelt fiskerbåd i havnen. Cafeen i den hvide bygning ved havnen var faktisk åben. Men der var ingen kunder. 

Til gengæld er der mere liv i selv fiskerbyen Vang. Den ligger op langs en meget stejl stigning, hovedgangen fremviser et serpentinersving. Her ligger også en enkelt endnu fungerende fiskerbåd. Men ellers er det ret tydeligt at byen nu mere lever af turisme. Der er de sædvanlige gallerier og udskænkningssteder. Men ingen dagligvarebutikker til den permanent boende befolkning.

Udsigt i modlys fra Slotslyngen mod syd, Vang og Vang Pier ses tydeligt stikke ud fra kysten. Og højderne er heller ikke til at tage fejl af. Hammershus ligger bag fotografen.

Nord for Vang breder naturen sig et par kilometer ind i landet i form af skovområdet Slotslyngen. Meget lyng er der ikke tale om, selv om en lille klat afgræsses af får og stadig er åben. Hvis man er heldig, kan man på udvalgte steder få et kik til Hammershus.

Enkelte steder udenfor de etablerede stier kan man finde en bar klippetop hvorfra man har denne udsigt til Hammershus. Fårestierne fører en derhen.

Men ellers er skovområdet som så mange andre skovområder på Sjælland. Jeg for lidt vild og gik rundt på må og få, så jeg kan ikke angive min nøjagtige rute. Men på en eller anden måde fandt jeg ud til Slotslyngvej og derfra til cykelrute 10 mod Allinge. Troede jeg. Indtil jeg fandt vejen spærret af en gigantisk mudderpøl lavet af nogle store gravemaskiner. Sidste år tog jeg turen rundt på Hammeren, så den undveg jeg sønden om denne gang.

Moseløkke Stenbrudsmuseum. Der arbejdes stadig. Men museet er lukket. Der er absolut ikke underlag af turister til at holde det åbent. Turistbornholm lukker midt i august.

Det skulle senere vise sig at være den museale stenbrug Moseløkken der er et arbejdende museum. Desværre havde gravemaskinerne åbenbart fjernet stien vest om, og stien øst om er - faktisk ikke nogen sti. Fra Moseløkken til Allinge er vi igen ude i Landbrugsdanmark med uendelige marker til alle sider. I kilometer løb denne vandring nok op i en 15 kilometer, men bort set fra kysten til Ginesminde foregik den i et temmelig vanskeligt vandreterræn, med stejle stigninger og knoldede vandrestier. Så jeg var glad for ikke at have valgt en længere rute. Fra Allinge fortsatte jeg senere langs kyststien sydpå mod Sandkås og Tejn. Mere om det en anden gang.

søndag den 27. oktober 2019

Cityringen

Vandringsmanden måtte selvfølgelig også gøre det: Vandre Cityringen rundt, både over og under jorden.


For over seks år siden, i 2013 (22. august) da cityringen var gået i gang, gik jeg en tur på overfladen lang tid før tunnellerne var påbegyndt. Nu har jeg taget turen igen, hvor alle stationer er åbnet og næsten færdige. Selv om jeg denne gang har snydt lidt, for jeg har taget den i etaper. i 2013 beskrev jeg de forskellige kvarterer af København og Frederiksberg som Cityringen forener, så jeg har citeret fra hvad jeg dengang skrev, og opdelt ruten i Indre By, Østerbro, Frederiksberg og Vesterbro.

Indre By

2013: I den indre by er der tre byggepladser: Ved Gammel Strand over for Thorvaldsens Museum, Kongens Nytorv og Marmorkirken. Jeg husker Store Kongensgade i 1970'erne hvor det var en tætpakket udfaldsvej. Larmende og osende af benzin. Det var en gade som man bare hurtigt skulle igennem. Sådan er det ikke denne aften. Mange steder er der indrettet udendørs kafesteder. Og de bliver brugt. Jeg kommer også forbi Nyboder, fra 1600-tallet, og kommer til at tænke på forskellen mellem by og land. Endnu mere da jeg aner Østerport Station i det fjerne. For folk der kommer ind fra landet ligner det jo nærmest i størrelse en hovedbanegård.

2019: Jeg burde jo nok også have talt Rådhuspladsen med til Indre By. Det har jeg så rådet bod på nu!

Rådhuspladsen


Rådhuspladsen. Mon den nu snart endelig får fred for flere omlægninger? Der er stadig vejarbejde ved Vestergade. Men ellers har Rådhuspladsen fået et helt nyt udseende, med en lille lund bag fotografen. Forhadte bygninger som Busterminalen til 10 mio. kr. er der vel ingen der husker længere.

Rådhuspladsens sorte farve skal imitere nattelivet i København. Ikke for ingen ting, for Rådhuspladsen og Kongens Nytorv - de to stationer for enden af Strøget - skal være de mest uroplagede i weekenderne af fulde folk. Når først folk er nået videre udenfor byen, siger eksperter at der falder lidt mere ro over dem. Måske endda for meget ro.

Gammel Strand


Skovserkonen tilbage fra Sydhavnen Station. Stationen er blevet afspærret for turistbusser. Og området forekommer derfor ganske fredeligt langs havnen med udsigt til Christiansborg - der også var arbejdstitlen på stationen. Jeg synes det er fint den er kommet til at hedde Gammelstrand.

Der er blevet snakket meget om at stationerne adskiller sig fra hinanden. Det kan diskuteres hvor meget det er gennemført. Men ikke med Gammelstrand. Den er ganske enkel unik. Både hvad farverne angår, men også med dybden. Der er virkelig langt ned til stationen.

Kongens Nytorv


Kongens Nytorv er den anden af Strøget-stationerne. Og altså også en af de mere urolige i weekenderne. Med opstigen til Det Kongelige Teater, Charlottenborg, Magasin, Erichsens Palæ og andre ikoniske bygninger er den vel den mest celebre af stationerne.

Under jorden gør stationen sig dog ikke af ret meget. Her mødes i øvrigt Cityringen med den anden af metroens linjer. Omstigningen mellem linjerne er dog ikke klar og der er midlertidige foranstaltninger. Væggen er marmoreret?

Marmorkirken


Pompøs opstigning. En avis kaldte den vist den flotteste opstigning. For mig virker kvarteret (og det har det altid gjort) alt for pompøst, indeklemt og dystert. Og overrendt af turister. De alvorlige kirkens mænd der formanende skuer ned på de syndefulde forbipasserende afspejler vel datidens sidste spræl fra kirken hvor "heltene" er opstillet rundt om kirken. Den flotteste opstigen? Næh, jeg stemmer nu på Nørrebros Runddel på Assistenskirkegården.

Marmorkirken er den eneste station hvor tunnellerne ligger ovenpå hinanden, i stedet for ved siden af. Da skakten samtidig er meget smal, giver det et væld af rulletrappeskift undervejs. Og væggene? De er selvfølgelig marmor.

Østerbro

2013: På Østerbro er folk ved at omstille sig fra arbejde til hyggeliv på fortovet. De venter på bussen, cykler, kører på rulleski, slæber indkøbsposer, snakker mobil eller "hænger ud". Jeg har ikke været på Østerbro i lang tid, men det er forbløffende så mange pladser med kafeer der er kommet. På Østerbro ligger fem byggepladser: Ved Østerport Station, tunnelbyggepladsen i Sortedamssøen, Poul Henningsens Plads, Trianglen og Vibenshus Runddel.

2019: Tunnelbyggepladsen er nu for længst fjernet og Søerne ligner sig selv igen.

Østerport


Ikke bare metrostationen er kommet til, Østerport Station selv har fået en tiltrængt og vellykket renovering, samt en måske ikke helt så heldig ny tilbygning. Og der bygges stadig ved Østerport Station, så det er ikke lige til at forestille sig området omkring metronedgangen. Men her er den altså. Som "rød" station med adgang til s-tog lider den pt samme skæbne som København H. Gennemgangen mellem de to linjer er slet ikke færdig.

Også Østerport har adgang til s-togene. Omend tunnellen heller ikke her er klar. Den røde farve indikerer det. Og man skal vist køre meget med metro for at kunne skelne denne røde station fra de andre røde stationer.

Trianglen


Flot, flot plads er der blevet ved Trianglen. Hvor der før var en lidt kedelig plads, er der nu kommet liv, og de historiske bygninger som Posthuset og Elektricitetsværket i baggrunden kommer til deres ret: Trianglen Metrostation.

Trianglen underground. Hvad farven her skal pege på, er jeg ikke klar over.

Poul Henningsens Plads


Godt nok er dette ikke Poul Henningsen Plads, men den navnløse plads ved siden af Jagtvejens Bibliotek. Pouls plads ligger et stykke derfra.

Vibenhus Runddel


Vibenhus Runddel. I betragtning af at pladsen tidligere var et virvar af biler, forekommer den faktisk vellykket stille nu. Den har også fået Fælledklubhuset som nabo, og skal nok blive benyttet. Tilmed er det den eneste station med et toilet!

En af de mere anonyme stationer under jorden.

Nørrebro

2013: Da jeg når til Nørrebro er mørket ved at falde på. Her boede jeg 1984-1996. Og genkender Det Ydre Nørrebro minder tilbage fra dengang Nørrebro var et af Københavns største slumområder i 1980'erne. På metrostrækningen er der ikke mange kafepladser. Indslaget af personer med udenlandske aner er til gengæld markant. Arabisk musik trænger op fra enkelte kældre. Først omkring Nørrebroparken summer det af kafeliv, fodbold. Der er byggepladser mellem Nørrebro og Nordvest, Skjolds Plads ved Hamletsgade, Nørrebroparken, Nørrebros Runddel på Assistens Kirkegård og ved Nuuks Plads (Landsarkivet).

2019: Der er sket meget på Nørrebro siden 2013. Byggepladserne der var opstillet udover dem til metroen, er fx pillet ned. Selv om man sikkert godt kan genkende stemningen.

Skjolds Plads


Skjolds Plads ligger i det fjerne, midt i billedet. Dette er indgangen fra Tagensvej, men der er også en anden indgang fra pladsen.

Skjolds Plads. Endnu en af de mere anonyme grå-hvide stationer. 


Nørrebro


Den ikoniske højbanestation, Nørrebro Station som kulisse. Så kan det ikke blive mere jernbanehistorisk!

Rødt for s-tog.

Nørrebros Runddel


Smag og behag - dette er min favoritopstigning. Metrostationen har indtaget et hjørne af Assistenskirkegården, og de der begravede har fået en mindesten tæt på. Ligeledes er graverboligen flyttet noget tilbage. Den er stadig indhyllet i stilladser. Men når de fjernes, vil stationen for alvor komme til sin ret.

Som Enghave Plads skal farven vel indikere murstensfarverne på brokvarteret.

Nuuks Plads


Stationen ligger ved den vinduesløse bygning hvor Rigsarkivet engang holdt. til. I et tætbebygget beboelseskvarter. Nogen stor plads er det ikke.

Nuuks Plads, underground. Her burde man finde noget grønlandsk, så med mindre den gråhvide farve skulle henvise til den smeltende indlandsis, kan jeg ikke lige se nogen sammenhæng.

Frederiksberg

2013: På Frederiksberg bemærker jeg for første gang hvordan metroen vil gøre det muligt at komme udenom de trafikale myldretids-katastrofer som Jagtvej/Falkoner Alle. Nogen der kender line 18? Man kan tænke på Østerbrogade, Borups Alle ved samme lejlighed. På Frederiksberg bygges der ved Aksel Møllers Have, Frederiksberg Centeret og ved Frederiksberg Allé på grænsen til Vesterbro. Nu er det blevet ganske mørkt.

2019: Linje 18 har i øvrigt fået en ny rute siden da.

Aksel Møllers Have


Pladsen med den dramatiske historie og det prisbelønnede højhusbyggeri, mm. Her lå engang det classenske fideikommis boliger for fattige. Senere kom der noget arkitekturhistorisk højhusbyggeri til. Taget på stationen er særligt for de frederiksbergske stationer. Fra denne vinkel ligner det lidt en stor papirsflyver.

Murstensvæg? Det ligner i hvert fald højhusbyggeriet omkring pladsen.

Frederiksberg


Frederiksberg-stationerne har alle et metallisk tag. Der er flere nedgange at vælge imellem.

Frederiksberg Station, underground.

Frederiksberg Alle


Stationen ligger i modsætning til alle andre stationer i tilknytning til et større hus, som engang skal rumme bl.a. Madkulturhuset. Så vidt jeg kunne se er det ikke åbnet endnu.

Grøn som lindetræerne. Jeg undrede mig over at der ikke er elevator til det niveau hvor billetautomat og cykelparkering er. Men hvis man kigger godt efter, kan man se at der faktisk er to døre til elevatorerne på dette niveau. De fører bare ind til de aflåste områder med vindkanaler og teknik! Hvis nogle af de metroansatte skulle finde på at åbne disse to døre, ville de risikere at styrte direkte ned i elevatorskakten.

Vesterbro

2013: På Vesterbro slipper min energi op. Der er ellers et par byggepladser tilbage. Men den ved Enghave Plads er indhyllet i mørke. Måske har det været for hårdt at gå bygang, eller at jeg er gået lige fra arbejde. I hvert fald snupper jeg s-toget fra Enghave Station, og misser derfor de sidste 4 byggepladser.

2019: Og så fik jeg da for en ordens skyld også fat i København H og Rådhuspladsen. Nu er man så i gang med yderligere metrobyggeri, bl.a. i mit nabolag, i Valby og Sydhavnen. Så nu er det så på tide med en ny rute. Men det må vente til en anden god gang.

Enghave Plads


Hvis Nørrebros runddel er min favorit, så kommer Enghave Plads så afgjort ind som en sikker nummer to: Pladsen er blevet utrolig vellykket. Med masser af grønt, bænke, anlæg og gemmesteder. I enden ned mod Enghave Plads ligner den sig selv.

Gult og rødt som gulstensbyggeriet.

København H

Den mere ubemærkede adgang til København H

Rød indikerer at der også er s-togsstation. Gennemgangen er dog ikke klar endnu

Ruten
2013: Cityringen er 15,5 km. 17 underjordiske stationer, placeret i ned til 35 meter under jorden. Samt 4 midlertidige pladser. Men ruten på jorden er anderledes. Jeg gik ca. 12 km og nåede ikke samtlige byggepladser.  Tunnelbyggepladserne forekommer mig at være størst. Jeg opgav Otto Busses Vej, den eneste skaktbyggeplads ved Sønder Boulevard, Københavns Hovedbanegård og Rådhuspladsen.

2019: I år fik jeg så gået hele strækningen, men altså ikke på en dag. Det er ganske rigtig god træning at tage turen, for der er ikke rulletrapper det sidste stykke op, men almindelige trapper. Så turen stiller lidt krav til form og kondition. 

lørdag den 19. oktober 2019

Berlin - Wedding (Gesundbrunnen)

Hvis man trænger til at komme lidt væk fra turistfælden i Berlin Mitte og se det mere "almindelige" Berlin, er området omkring Gesundbrunnen et bud



Flakturm består af to tårne tæt på hinanden. Her et kik fra det ene til det andet - og over Wedding.

Strengt taget hører Wedding og Gesundbrunnen også med til Mitte, men det er ikke "Mitte Mitte" - med de store museer, brede boulevarder og der hvor turisterne er i flertal. Stationen Gesundbrunnen er et knudepunkt, så det er nemt at komme til. Der har været station her siden 1872. Og ankommet til den, kan man så se se lidt omkring i området. Wedding huser 82.000 indbyggere, og er endda kun et mellemstort område af Berlin. Sådan lidt groft sagt blev nutidens Wedding til i slutningen af 1800-tallet, som et arbejderkvarter. I dag er indslaget af tyskere med "anden etnisk baggrund" markant i gadebilledet. Og er et af Berlins fattigste områder med høj arbejdsløshed. De lave huslejer tiltrækker imidlertid også kunstnere af alskens slags. 


Halvvejs oppe ad den ret stejle og glatte trappe kan man endelig ane bunkeren (øverst til højre)


Volkspark Humboldthain

Fra stationen kan man næsten ikke undgå at se Volkspark Humboldthain, som er anlagt 1869-1872 af landskabsarkitekten Johann Heinrich Gustav Meyer (1816-1877). Parkens historie er knyttet til den helbredende kilde ved Panke-floden (se senere). Parken var nemlig beregnet på at være et rekreativt område for kronisk syge arbejdere. Derfor var der også sportsanlæg. 


Gesundbrunnen. Udgangspunktet: Den store centerbygning ligger ved stationen. Badstrasse starter umiddelbart til venstre i billedet. Behmstrasse samme sted, men langs modsat side af centeret.

Nazisterne placerede en kæmpebunker, som står der endnu under navnet Flakturm, 85 meter over havets overflade. Franskmændene ville ødelægge den efter krigen, men fyldte den i stedet med byggeskrot og anlagde en høj omkring den. Den må dog være delvis tømt igen, for Verein Berliner Unterwelten har guidede ture ind i den. Bunkeren er et passende sted at starte. For når man har besteget den, har man en fantastisk udsigt over området nord for. Og det er netop derhen vi skal i dette indslag. 


Floden Panke, ikke ret langt fra hvor kilden engang var. Den er vist tør. Nu kommer vandet i stedet i rigelig mængde ovenfra.


Gesundbrunnen

For over 200 år siden var området hvor Wedding blev anlagt, en mark. Indtil Frederik II's hofapoteker dr. Heinrich Vilhelm Behm (1708-1780) opdagede en jernholdig kilde. Den pænt lange gade er langs jernbanen opkaldt efter ham. Han fik anlagt et kursted ved navn "Friedrichs Gesundbrunnen". Apoteker Behm havde store planer med det ca. 40 ha. store areal: Der skulle bygges kolonnader, beboelses- og erhvervsbygninger, et tempelagtigt badeanlæg kronet af Herkules-statue med sprngvand. Men de blev aldrig til noget. Et badeanlæg kom der dog i 1760. Og som det ofte går - ikke blot i Tyskland, men ved lignende kilder i Danmark - blev der anlagt knejper, værtshuse, udskænkningssteder og endog Kristal-Kino-Palats. Den lå hvor U-Bahnhof Pankstrasse ligger nu. 


St.-Paul-Kirche. Tårnet er af senere dato end resten. Hvis ikke det var der, kunne man forledes til at tro at det var et græsk eller romersk tempel.

Området lå som nævnt langt ude på landet, med marker i miles omkreds. Men efterhånden blev området bebygget, og i passende afstand blev der i 1832-35 bygget en kirke, St- Pauls-Kirche (Badstrasse 50). Fra 1858 hed præsten Philipp Buttmann (1809-1901). Han var teolog, og det er ham der i 1891 lagde navn til Buttmannstrasse. Selv boede han dog i Pankstrasse. Netop på hjørnet af Buttmannstrasse og Badstrasse står en historisk vandpumpe. 


Vandpumpen på hjørnet af Buttmannstrasse og Badstrasse. Pizza- og pastahuset til højre vidner om den afslappede stemning i området. 

Eventyret varede omkring 100 år. Omkring 1882 tørrede kilderne tørrede ud som følge af urbaniseringen, og få år efter at stationen blev anlagt. Men navnet Badstrasse fører stadig fra Gesundbrunnen Station til floden Panke, som et minde om forgangne tider. Andre gadenavne som minder om forne tider, er Brunnenstrasse, Stadion An der Plumpe (pumpen) og flere.


Badstrasse 39. Træerne til venstre markerer floden Pankes forløb. Den krydser vejen og videre mod højre. Det var her Behm opdagede kilden.

Der er to meget særprægede huse på Badstrasse: nr. 39 og 40 på hver sin side af Panke. Nr 39 markerer det sted hvor kilden oprindelig var. Ellers er kvarteret et afslappet beboelseskvarter med de sædvanlige forretninger, kaffebarer og spisesteder i gadeniveau. Og som oftest i Berlin, brede gader med masser af plads til midterrabatter og fortove, med træer og beplantninger. Ligeledes er der heller aldrig langt til mindre grønne områder.


Den forhenværende Kafe Küche, restaurant og dansesal. Nu lokalbibliotek for Wedding.

Lidt afsides fra Badstrasse, mod nord langs stien ved bredden af floden Panke er der et særpræget hus med indskriften "Kafe Küche". Det er nu Weddinger Stadtbibliothek, eller Bibliothek am Luisenbad. Bygningen er en af de få overlevende steder der minder om udflugtstiderne: I 1809 skiftede badet navn til Luisenbad - dronning Luise skal have benyttet badet. Der var et sekskantet badehus, behandlingshuse og gæstgiveri. Bygningen var en del af Marienbad, en arvtager til Luisenbad: restaurant, festsal (vestibulen er del af nuværende bibliotek), sauna, udendørssvømmebassin mm. Og en Biergarten: "Hier können Familien Kaffee kochen".


Amtsgericht Wedding. Med Brunnenplatz foran. Til højre og venstre er der nogle meget smukke have- og parkanlæg.

Man kan fortsætte ad en sti langs Panke mod nord. Man skal godt nok krydse en del tungt trafikerede veje, som fx Osloerstrasse. Hvorfra der er flere muligheder for andre ture. I stedet kan man dog vælge at gå mod vest langs flodbredden. Stien her er godt nok mindre idyllisk, men til gengæld får man set det imponerende bygningsværk, Amtsgericht Wedding med tilhørende plads Brunnenplatz. Bygningen er et nygotisk værk af Rudolf Mönnich (1854-1922) og Paul Thoemer (1851-1918).


Så er ringen sluttet: Udsigten fra Humboldthain Flakturm viser Amtsgericht midt i billedet rage op over Wedding. Turen foregår til højre, udenfor billedet.