Hammerknuden (Bornholm)

Klassiker: Hammerknuden må være på enhver vandreentusiasts liste, og den kom så i hus i år i sommerferien

Hammershus er nok hvad de fleste forbinder med Bornholm, og måske også Hammerknuden. Men ruinen ligger slet ikke på Hammerknuden. Og for vandringsfolket er ruinen kun en afstikker fra de mange store oplevelser på turen omkring Hammerknuden.

Sommerferien har budt på mange kortere vandringer: Skagen-Toppen af Danmark (ca. 7 km strand), Frederikshavn, Sæby, Randers/Gudenåen - og sidst men ikke mindst Bornholm. Dronningen over dem alle var: Hammerknuden. Hedebølgen var endnu ikke sat ind for alvor, men der var nu fyret godt op under kedlerne. I virkeligheden omfatter dette indslag flere vandringer.

Udsigt over Osan Bugten til Sandvig. Man kan tydeligt se havnefronten domineret af turisthoteller. De ligger hvor der før var bondegårde. Dansken er og var fortrinsvis bønder der engang imellem stod til søs.

Sandvig

Udgangspunktet var vores hotel, Strandhotellet i Sandvig. Et noget blegnet afglans af et hotel fra dengang i starten af 1900-tallet da Sandvig begyndte at blive et valfartssted for det fine borgerskab og digtere. Men måske nu på vej til en ny storhedsperiode med ny ejer? Området foran havnen i Sandvig er massivt plastret til med mindst tre store hoteller: Hotel Sandvig Havn, Strandhotellet og Hotel Strandslot. For ikke at nævne det betragtelige antal pensionater og andre former for overnatningssteder. Alligevel er Sandvig klart at foretrække frem for Allinge hvis man er til fred og ro. Allinge Havn er proppet med mennesker, lystbåde og larmende musik for de som ikke kan få nok af festivaler (som man måske kan gætte, så er det ikke min kop te). Desuden har Sandvig Havn en meget fin badestrand langs Oasan Bugten, et legendarisk ishus - Kalas, minigolf og selve havnen har da også stadig et figenblad af autentisk havn over sig.

Batteriet i Sandvig er ikke længere bevæbnet. Det er derimod den ved Hammer Odde Fyr. Om kanonen er autentisk fra Englands-krigene, skal jeg ikke kunne sige.

Et historisk islæt er der også i Sandvig, idet der er mindelser fra Englandskrigene 1807-1814. Foran hotellerne ligger et batteri som blev opført for at beskytte øen 1808. Disse batterier/skanser lå for hver 400 meter (sine steder endog tættere) for at gøre livet surt for englænderne hvis de forsøgte at forfølge de danske sørøvere (kapere) som kunne søge ly bag batterierne kanoner. Eller hvis de skulle forsøge sig med en decideret invasion. Batterierne var bevæbnet med landeværnet, og de har sikkert være mere motiverede end det i al hast samlede landeværn der forsøgte at stoppe englænderne ved Køge i 1807.

Mens Sandvig havn stadig kan ses modsat Allinge Havn uden at skulle abstrahere fra de talrige turister, så er havnefronten til gengæld totalt domineret af de tre store turisthoteller opført i det første årti af 1900-tallet: Hotel Sandvig Havn, Strandhotellet og Hotel Strandslot. Man kan til højre lige ane Råd- og tinghuset, samt til venstre de små fiskerhuse i havnen.

Bag batteriet ligger det tinghus som blev bygget her (og ikke i Sandvig) da der i forvejen var et vagthus. Det blev så til gengæld overladt til fiskerne i 1808, og de bruger det stadig som redskabsskur. Råd- og Tinghuset blev dog senere flyttet til Allinge. Men så sent som under den russiske tilstedeværelse på Bornholm efter 2. verdenskrig skal det have været brugt som arrest. Der er stadig tremmer for to af vinduerne.

Ingen blogpost uden Jens Koefoed (1628-1691)! Med eller uden to e'er. Uden ham, ville det ikke bare være på strækningen Malmø-Ystad man kørte gennem Sverige. "Bornholms Befrier", betegnes han her. Allerede tidligt i 1658 erobrede han og andre Hammershus fra svenskerne, mens resten af Danmark var besat og kun København, kraftigt støtte af hollændere, var indesluttet i København. I 1½ bestod Danmark altså af Den Indre By i København - og Bornholm.

Mod Hammer Odde Fyr

Den indledende strækning fra sandvig til Hammer Odde Fyr er den mest fremkommelige. Fra Sandvig kommer man forbi den ene ud af tre af de "linjer" hvor der ligger rækkehuse for de arbejdere som udhuggede Opalsøen og andre i stenbruddene på Hammerknuden. Nemlig Sandlinien. Denne del af strækningen foregår på en asfaltvej langs klippekysten hvor man langsomt arbejder sig op på hammerknuden. Der går fritgående køer rundt, men ikke den danske landbrugsrace, og i modsætning til disse er de bedøvende ligeglade med vandrere. De skal ikke lige hen og være "kærlige".

Sandlinjen var et af de tre rækkehusbyggerier der blev opført uden for de gamle købstadsgrænser. Og på den måde lå de altså "udenfor" byen. Udsigten har formentlig heller ikke været så god da der en overgang lå nogle strandhuse og spærrede for udsigten til stranden.

Halvvejs oppe kunne man tro at der var sket et skibsforlis her, der står nemlig en mindesten "Minde over de 3 bornholmere som omkom med Skoleskibet København 1921" med tre navne, rejst af Bornholms Marineforening 1939. Det er dog ikke her det hele foregik. Skoleskibet København forsvandt skibet sporløst med 59 mand på vej fra Buenos Aires til Australien

Hammer Odde Fyr. Det blev opført fordi man ikke kunne se Hammerfyr i uklart vejr. Og området er ikke just sejlvenligt.

Ved Hammer Odde Fyr er der endnu en meget velbevaret skanse eller batteri hvor man endog har anbragt en kanon der truende peger ud mod eventuelle engelske (eller svenske) invasorer. Hammer Odde Fyr er opført senere og er meget mindre end Hammerfyr der står øverst på Hammerknuden. Det er opført 1895 og har en linse lavet af det berømte franske firma Augustin Michel Adam Henry Lepaute (1800-1885). Problemet med Hammerfyr (i funktion 1872-1990) var at det stod placeret så højt at det ikke kunne ses i tæt tåge eller med lavthængende skyer.

Køerne er i modsætning til den danske landbrugsrace ret ligeglade med mennesker, og det er faktisk ganske trygt hvis man vænner sig til det, at gå igennem flokken. Erindringen om folk der bliver slået ihjel af køer, fx sidste år på Gendarmstien, hænger dog lidt i baghovedet. Koen er blandt Danmarks mest menneskedræbende dyr.

Mod Salomons Kapel

Videre mod vest og syd fra Hammer Odde Fyr bliver asfaltvejen til en sti. Meget kroget og med sten. Men dog stadig en af de bedre stier på ruten (det synes man måske først når man har gået hele ruten). Salomons Kapel er opført ved en naturhavn, Kragkåshavn som i middelalderen blev brugt af sildefiskerne fra 1300-tallet. Kirken (hvad enten det er den katolske eller protestantiske) har som bekendt altid forstået at slå mønt af driftige og arbejdsomme mennesker, så man der var her et kapel med en brønd med "helligt vand", så mange penge har sikkert skiftet hænder her og endt i munkekutterne. Sildeeventyret sluttede i slutningen af 1400-tallet, og så var der måske ikke så meget helligt over stedet længere. I hvert fald blev kapellet forladt som det eneste minde om sildeeventyret i området.

Salomons Kapel. Et eksempel på kristendommens evne til at tjene penge på det arbejdende folk. I dette tilfælde sildefiskere.

Mod Kongestolen

Længere mod syd bliver stien mere og mere vanskelig. Sine steder endog ret svær at finde. Det nærmer sig også bjergbestigning på visse områder hvor "ovnene" skærer sig ind i Hammerknuden. Navne som Kælderhals, Stejlebjerg og Kongestolen fortæller noget om ruten her. Det er samtidig også en af de smukkeste, og man bør unde sig den luksus at blive stående og nyde den pragtfulde udsigt over Østersøen. De stejle klipper er også hjemsted for en mængde fugle. Og insektlivet byder bl.a. på sommerfugle, et efterhånden sjældent syn i vores landbrugsprægede land.

Klippekysten syd for Salomons Kapel begynder at rejse sig. Og udsigten mod Østersøen tilsvarende imponerende.

Helt mod syd hvor man igen begynder at gå mod øst, har man flere steder et mageløst syn mod syd over bugten ved Hammerhavn til Hammershus og videre sydpå mod Vang. På den første tur gik vi ikke ned mod Hammerhavn og Hammershus, men jeg indføjer alligevel disse her fordi vi kom forbi på en senere strækning.

Selv i den uklare middagsdis er det et imponerende syn at se Hammershus hæve sig og kigge mod syd, nederst og skjult bag træerne ligger Hammerhavn.

Hammerhavn og Hammershus

Hammerhavn er da ganske hyggelig, og sit nuværende udseende har det som granithavn for bruddene. Men ellers tjente den som havn for Hammershus. For vandrere er det et godt optankningssted, idet sandwichene - Maries Sandwich - var blevet anbefalet, og de var ganske spiselige! Her er desuden toiletter og andre faciliteter som kan være nyttige på dagsvandring, så man ikke skal slæbe rundt på for meget oppakning.

Udsigt over Hammerhavn fra syd. Mod nord rejser Hammerknuden sig. I havnen har man også adgang til den båd der sejler langs kysten. Fotoet er taget nogenlunde i modsat retning af fotoet ovenfor mod Hammershus.

Turen mod syd til Hammershus kommer forbi Løvehovedet (som vi ikke kunne identificere) og Kamelhovederne (som vi nu mere synes lignede alle mulige andre dyr - hvis da overhovedet nogen dyr). Det gør ikke området mindre smukt. Hammerhavnen ligger i sprækken mellem Hammerknuden og resten af Bornholm, lige som Hammersø er den laveste del af denne sprækkedal.

Kamelhovederne. Eller er de elefanter, løver, whatever. Det diskuterede vi en del. Men uanset hvad, så er stedet absolut et besøg værd.

Hammershus husker jeg fra en udflugt i gymnasiet (gad vide om jeg stadig har den gamle rapport liggende på loftet et sted). Men min hukommelse må have spillet mig et pus, for jeg husker ruinen som meget mindre. Hammershus er faktisk ganske imponerende. Efter sigende Nordeuropas ældste middelalderruin. Jeg ved ikke om de har bygget på det siden jeg var der i 1970'erne (eller at min teenagehjerne dengang ikke kaperede ret meget). Stedet er blevet fotograferet til hudløshed, så jeg skal undlade at bringe nogle af de mange, mange fotoer jeg selv tog herfra.

Kig mod Opalsøen og endnu længere væk, Hammersø.

Opalsøen og Krystalsøen

Tilbage til den oprindelige tur hvor vi ikke gik til Hammerhavnen, men op nordvesten om Opalsøen. Dette var så absolut den mest krævende del overhovedet af ruten. Og her er der tale om decideret bjergbestigning i min bog. Der er næppe tale om en sti, men nogle punkter man kan følge. Og det varer ved helt om til Krystalsøen. Den lille strækning var densom tog længst tid. På vej op til toppen rammer man det første syn af Opalsøen, et mere uforstyrret sted cirka halvvejs oppe med et udblik over det gamle stenbrud og den naturlige sø Hammersø. Det var ikke muligt for mig at indfange stien og yde den fuld retfærdighed med kameraet. Den skal ganske enkelt opleves. Og her anbefales gode vandrestøvler. Belønningen kommer så med såvel Krystalsøen (der også er et gammelt stenbrud) og Opalsøen.

På dette udkikspunkt koncentrerer de fleste sig nok om svævebanen. Men løfter man blikket, kan man se til Hammershus.

Turen går i et skovområde som også findes helt oppe på Hammerknuden. I den bagende sol et behageligt break fra den svedende varme sol. Vi gik ikke op til Hammerfyr, men ned ad asfaltvejen der slynger sig som en anden bjergetape i Tour de France ned mod Hammersø. Vejen var spækket med cykelryttere, nogen måtte give op på vej op. Og svingene er da også ganske stejle. Næsten nede ved Hammersøen kommer man forbi den ældste "linje" af stenarbejderhuse, Humledalshuset. En af mine nu pensionerede kolleger er opvokset der, og har lavet en charmerende præsentation af huset og dets historie.

Humledalshuset - de første rækkehuse der blev opført til arbejderne i stenbruddet. Man kan så småt ane stigningen op til toppen af Hammerknuden. Men arbejderne gik nok ned og tog stien langs Hammersø

Den nedre vej

Hvis man ikke er til højder, kan man vælge at gå i sprækken mellem Hammerknuden og det øvrige Bornholm. Den sti der går mellem Hammersø og Opalsøen. Den er ganske idyllisk og kun lidt krævende. Man får så også set Opalsøen "nedefra", hvilket vi gjorde på en anden tur. Opalsøen domineredes en anelse af svævebanen. Hvor eventyrlystne kan svæve helt oppe fra den øverste kant af stenbruddet ned til vandoverfladen. Startområdet var overfyldt da vi var der. Desuden er der mulighed for at springe i søen fra den lodrette klippe der rejser sig vist nok 8 meter over selve søen.

Opalsøen set fra "landingspladsen" på den smalle odde mellem Opalsøen og Hammersø. Der er just landet en frygtløs svævebaneturist.

Hvis man tager turen ad Fyrvej-Hammershusvej, kommer man forbi den tredje linje af stenbrudsarbejderboliger, Langelinje. Stenbruddene markerer en slags overgangsfase i Sandvigs historie, fra et landbrugsdomineret område til en kortvarig industriel og til den nu dominerende turisme. Oprindelig havde staten foræret Hammerknuden til bornholmerne så de efter en storm der ødelagde havnene, kunne få græsarealer. Men bornholmerne solgte den til nogle tyskere der igen solgte den til et firma hvor Tietgen var involveret. Og han var som bekendt en driftig mand. Takket være stenbrudsarbejdere har turismen så altså Opalsøen og Krystalsøen m.fl. at kigge på.

Langelinje på Hammershusvej er det tredje af de rækkehusbyggerier der blev opført til stenhuggerarbejderne og smedene i granitbruddene i starten af 1890'erne.

Men dette er kun en af ruterne man kan følge. Der er adskillige andre tværs henover knuden og andre seværdigheder som fx Radiumkilden, Hammerfyr osv. Jeg er ikke i tvivl om at mange nu vil tilføje, jamen, så I slet ikke ... osv. Og nej, det gjorde vi så ikke. Det må vente til en anden ferie. Jeg nåede forøvrigt at få læst en mobbedreng af en bog, "1814", og det viste sig at være et godt bud på sommerferielæsning. Masser af referencer til de feriemål vi var på. Fra Skagen til Sandvig.