Bornholm: Helligpeder, Jons Kapel til Allinge

Syd for Hammerknuden langs både vest- og nordkysten er der nogle smalle, vidunderlige strimler natur langs kysten

Helligpeder i det fjerne kan anes fra Teglkås Havn. Kysten er her sikret af store kampesten. Vinden blæser frisk og bølgerne er ganske fortryllende.

Den bornholmske vestkyst er rig på vandreoplevelser. Det fascinerende ved kystvandringer er jo netop at selv om huse, natur og andre landfænomener godt nok spiller en rolle, så er der vel ingen andre steder hvor vejret gør enhver vandring unik. Intet andet sted end ved havet får vejret udsigten til at forandre sig så meget. Det bliver aldrig det samme. Jeg valgte at starte ved de to nu for længst nedlagte fiskerhavne, Helligpeder og Teglkås. Der var en frisk vind, og Teglkåsvej følger her kysten ganske tæt på. Man går få meter fra det flotte, brusende hav hvor bølgerne slår ind mod kampestenene. Havnene er der godt nok endnu, men fiskeri er så godt som ophørt og kun lystsejlere og fritidssejlere holder til i havnene.

Denne gård ser ikke ud til at have det for godt. Taget er ved at brase sammen og det er ganske og aldeles ubeboeligt.

Helligpeder er den mindste, og forekommer noget forfalden, den sydligste gård i bebyggelsen er  direkte forfald, med et tag der er sunket sammen. Her står oveni købet et måske lidt ironisk skilt: "Ja, det er Helligpeder". I havnen ligger en håndfuld motorbåde og der er et par gamle røgerier. Teglkås er både større og mindre forfalden, men antallet af motorbåde er nogenlunde som i Helligpeder. Fra havnen kan man se hvordan landet nu løfter sig stejlt op umiddelbart nord for Teglkås.

Yderst til venstre det nordligste af Teglkås. Det enlige hus lidt til højre for midten er Ginesminde, og man kan næsten fornemme hvordan landet rejser sig.

Det sker efter Ginesminde hvor stien tvinges op i skoven, højere og højere. Den geologiske forklaring er at Bornholm oprindelig så sådan ud, men at isen ganske enkelt sled østkysten helt ned, kun ikke vestkysten fik den filet på. Her når man et af Bornholms helt store turistattraktioner, Jons Kapel som så sandelig da også er ganske imponerende. Trappen går næsten lodret ned mellem klippemassivet og en 22 meter høj fremstående meget smal og fritstående klippe. Fra toppen kan man se stenkysten meget langt nede. Den geologiske forklaring er at nedgangen oprindelig var en diabasgang, lava som trængte op gennem jordskorpen. Diabasen er så senere blevet eroderet væk. Naturens vidunderlige kræfter ses her i fuld udfoldelse, og jeg foretrækker denne fremfor den kristne mytologi som efter min opfattelse ikke klæder et så unikt naturskabt sted.

Jons Kapel. Det er næsten umuligt at gengive den lodrette nedstigning. I bunden tårner klipperne sig op, bølgerne presser på udefra.

Umiddelbart nord for Jons Kapel kommer næste stortslåede oplevelse, Blåskinsdalen, som er en sprækkedal med en meget speciel stemning. Jeg fik det lidt ligesom at gå i et urtidslandskab, just dannet af jordskælv og forventede hvert andet øjeblik at dinosaurer skulle dukke op i den tætte vegetation. Eller King Kong. Nå, selvfølgelig lidt fantasifuldt, men den smalle trampesti snor sig efter klipper og vegetation dybt nede i kløften langsomt opad lidt over ½ kilometer.

Blåskinsdalen. Der løber en bæk helt nede i bunden (til højre). Den er ikke særlig synlig, men den kan høres ganske tydeligt det meste af vejen. Klipperne tvinger stien i de mest mærkværdige retninger.

Vel oppe af dalen bliver man lige mindet om at Bornholm altså ikke er nogen undtagelse i Danmark hvad angår landbrugsområder. Naturen har lige fået lov til at udfolde sig et par hundrede meter langs kysten, men så heller ikke mere. Så breder de endeløse og livløse kulturstepper, landbrugsarealerne så langt øjet kan se (Det vil enhver der har krydset de indre af øen kunne skrive under på er sandt).

Vang Granitbrud. Gennem sprækken kan man lige ane noget af Vang Pier. Stedet er nu natur- og oplevelsescenter.

I stedet for at bevæge sig dybere ind i landbrugsdanmark, drejer vejen dog igen ud mod kysten og henimod Almeløkkebruddet og Vangbruddet. Begge er blevet lukket, og de er ved at gro til med buskads og skov i kanterne, men ellers står bruddet vist nok lige som de gjorde dengang de blev opgivet. Vang Pier - udskibningsmolen ligger der stadig, siden 1967 formålsløst og vidner om storhedstiden.

Vang. Så kan man næppe forestille sig noget mere fiskeridyllisk. Byen ligger op ad klippen. En enkelt fiskerbåd i havnen. Cafeen i den hvide bygning ved havnen var faktisk åben. Men der var ingen kunder. 

Til gengæld er der mere liv i selv fiskerbyen Vang. Den ligger op langs en meget stejl stigning, hovedgangen fremviser et serpentinersving. Her ligger også en enkelt endnu fungerende fiskerbåd. Men ellers er det ret tydeligt at byen nu mere lever af turisme. Der er de sædvanlige gallerier og udskænkningssteder. Men ingen dagligvarebutikker til den permanent boende befolkning.

Udsigt i modlys fra Slotslyngen mod syd, Vang og Vang Pier ses tydeligt stikke ud fra kysten. Og højderne er heller ikke til at tage fejl af. Hammershus ligger bag fotografen.

Nord for Vang breder naturen sig et par kilometer ind i landet i form af skovområdet Slotslyngen. Meget lyng er der ikke tale om, selv om en lille klat afgræsses af får og stadig er åben. Hvis man er heldig, kan man på udvalgte steder få et kik til Hammershus.

Enkelte steder udenfor de etablerede stier kan man finde en bar klippetop hvorfra man har denne udsigt til Hammershus. Fårestierne fører en derhen.

Men ellers er skovområdet som så mange andre skovområder på Sjælland. Jeg for lidt vild og gik rundt på må og få, så jeg kan ikke angive min nøjagtige rute. Men på en eller anden måde fandt jeg ud til Slotslyngvej og derfra til cykelrute 10 mod Allinge. Troede jeg. Indtil jeg fandt vejen spærret af en gigantisk mudderpøl lavet af nogle store gravemaskiner. Sidste år tog jeg turen rundt på Hammeren, så den undveg jeg sønden om denne gang.

Moseløkke Stenbrudsmuseum. Der arbejdes stadig. Men museet er lukket. Der er absolut ikke underlag af turister til at holde det åbent. Turistbornholm lukker midt i august.

Det skulle senere vise sig at være den museale stenbrug Moseløkken der er et arbejdende museum. Desværre havde gravemaskinerne åbenbart fjernet stien vest om, og stien øst om er - faktisk ikke nogen sti. Fra Moseløkken til Allinge er vi igen ude i Landbrugsdanmark med uendelige marker til alle sider. I kilometer løb denne vandring nok op i en 15 kilometer, men bort set fra kysten til Ginesminde foregik den i et temmelig vanskeligt vandreterræn, med stejle stigninger og knoldede vandrestier. Så jeg var glad for ikke at have valgt en længere rute. Fra Allinge fortsatte jeg senere langs kyststien sydpå mod Sandkås og Tejn. Mere om det en anden gang.