Cityringen

Vandringsmanden måtte selvfølgelig også gøre det: Vandre Cityringen rundt, både over og under jorden.

For over seks år siden, i 2013 (22. august) da cityringen var gået i gang, gik jeg en tur på overfladen lang tid før tunnellerne var påbegyndt. Nu har jeg taget turen igen, hvor alle stationer er åbnet og næsten færdige. Selv om jeg denne gang har snydt lidt, for jeg har taget den i etaper. i 2013 beskrev jeg de forskellige kvarterer af København og Frederiksberg som Cityringen forener, så jeg har citeret fra hvad jeg dengang skrev, og opdelt ruten i Indre By, Østerbro, Frederiksberg og Vesterbro.

Indre By

2013: I den indre by er der tre byggepladser: Ved Gammel Strand over for Thorvaldsens Museum, Kongens Nytorv og Marmorkirken. Jeg husker Store Kongensgade i 1970'erne hvor det var en tætpakket udfaldsvej. Larmende og osende af benzin. Det var en gade som man bare hurtigt skulle igennem. Sådan er det ikke denne aften. Mange steder er der indrettet udendørs kafesteder. Og de bliver brugt. Jeg kommer også forbi Nyboder, fra 1600-tallet, og kommer til at tænke på forskellen mellem by og land. Endnu mere da jeg aner Østerport Station i det fjerne. For folk der kommer ind fra landet ligner det jo nærmest i størrelse en hovedbanegård.

2019: Jeg burde jo nok også have talt Rådhuspladsen med til Indre By. Det har jeg så rådet bod på nu!

Rådhuspladsen

Rådhuspladsen. Mon den nu snart endelig får fred for flere omlægninger? Der er stadig vejarbejde ved Vestergade. Men ellers har Rådhuspladsen fået et helt nyt udseende, med en lille lund bag fotografen. Forhadte bygninger som Busterminalen til 10 mio. kr. er der vel ingen der husker længere.

Rådhuspladsens sorte farve skal imitere nattelivet i København. Ikke for ingen ting, for Rådhuspladsen og Kongens Nytorv - de to stationer for enden af Strøget - skal være de mest uroplagede i weekenderne af fulde folk. Når først folk er nået videre udenfor byen, siger eksperter at der falder lidt mere ro over dem. Måske endda for meget ro.

Gammel Strand

Skovserkonen tilbage fra Sydhavnen Station. Stationen er blevet afspærret for turistbusser. Og området forekommer derfor ganske fredeligt langs havnen med udsigt til Christiansborg - der også var arbejdstitlen på stationen. Jeg synes det er fint den er kommet til at hedde Gammelstrand.

Der er blevet snakket meget om at stationerne adskiller sig fra hinanden. Det kan diskuteres hvor meget det er gennemført. Men ikke med Gammelstrand. Den er ganske enkel unik. Både hvad farverne angår, men også med dybden. Der er virkelig langt ned til stationen.

Kongens Nytorv

Kongens Nytorv er den anden af Strøget-stationerne. Og altså også en af de mere urolige i weekenderne. Med opstigen til Det Kongelige Teater, Charlottenborg, Magasin, Erichsens Palæ og andre ikoniske bygninger er den vel den mest celebre af stationerne.

Under jorden gør stationen sig dog ikke af ret meget. Her mødes i øvrigt Cityringen med den anden af metroens linjer. Omstigningen mellem linjerne er dog ikke klar og der er midlertidige foranstaltninger. Væggen er marmoreret?

Marmorkirken

Pompøs opstigning. En avis kaldte den vist den flotteste opstigning. For mig virker kvarteret (og det har det altid gjort) alt for pompøst, indeklemt og dystert. Og overrendt af turister. De alvorlige kirkens mænd der formanende skuer ned på de syndefulde forbipasserende afspejler vel datidens sidste spræl fra kirken hvor "heltene" er opstillet rundt om kirken. Den flotteste opstigen? Næh, jeg stemmer nu på Nørrebros Runddel på Assistenskirkegården.

Marmorkirken er den eneste station hvor tunnellerne ligger ovenpå hinanden, i stedet for ved siden af. Da skakten samtidig er meget smal, giver det et væld af rulletrappeskift undervejs. Og væggene? De er selvfølgelig marmor.

Østerbro

2013: På Østerbro er folk ved at omstille sig fra arbejde til hyggeliv på fortovet. De venter på bussen, cykler, kører på rulleski, slæber indkøbsposer, snakker mobil eller "hænger ud". Jeg har ikke været på Østerbro i lang tid, men det er forbløffende så mange pladser med kafeer der er kommet. På Østerbro ligger fem byggepladser: Ved Østerport Station, tunnelbyggepladsen i Sortedamssøen, Poul Henningsens Plads, Trianglen og Vibenshus Runddel.

2019: Tunnelbyggepladsen er nu for længst fjernet og Søerne ligner sig selv igen.

Østerport

Ikke bare metrostationen er kommet til, Østerport Station selv har fået en tiltrængt og vellykket renovering, samt en måske ikke helt så heldig ny tilbygning. Og der bygges stadig ved Østerport Station, så det er ikke lige til at forestille sig området omkring metronedgangen. Men her er den altså. Som "rød" station med adgang til s-tog lider den pt samme skæbne som København H. Gennemgangen mellem de to linjer er slet ikke færdig.

Også Østerport har adgang til s-togene. Omend tunnellen heller ikke her er klar. Den røde farve indikerer det. Og man skal vist køre meget med metro for at kunne skelne denne røde station fra de andre røde stationer.

Trianglen

Flot, flot plads er der blevet ved Trianglen. Hvor der før var en lidt kedelig plads, er der nu kommet liv, og de historiske bygninger som Posthuset og Elektricitetsværket i baggrunden kommer til deres ret: Trianglen Metrostation.

Trianglen underground. Hvad farven her skal pege på, er jeg ikke klar over.

Poul Henningsens Plads

Godt nok er dette ikke Poul Henningsen Plads, men den navnløse plads ved siden af Jagtvejens Bibliotek. Pouls plads ligger et stykke derfra.

Vibenhus Runddel

Vibenhus Runddel. I betragtning af at pladsen tidligere var et virvar af biler, forekommer den faktisk vellykket stille nu. Den har også fået Fælledklubhuset som nabo, og skal nok blive benyttet. Tilmed er det den eneste station med et toilet!

En af de mere anonyme stationer under jorden.

Nørrebro

2013: Da jeg når til Nørrebro er mørket ved at falde på. Her boede jeg 1984-1996. Og genkender Det Ydre Nørrebro minder tilbage fra dengang Nørrebro var et af Københavns største slumområder i 1980'erne. På metrostrækningen er der ikke mange kafepladser. Indslaget af personer med udenlandske aner er til gengæld markant. Arabisk musik trænger op fra enkelte kældre. Først omkring Nørrebroparken summer det af kafeliv, fodbold. Der er byggepladser mellem Nørrebro og Nordvest, Skjolds Plads ved Hamletsgade, Nørrebroparken, Nørrebros Runddel på Assistens Kirkegård og ved Nuuks Plads (Landsarkivet).

2019: Der er sket meget på Nørrebro siden 2013. Byggepladserne der var opstillet udover dem til metroen, er fx pillet ned. Selv om man sikkert godt kan genkende stemningen.

Skjolds Plads

Skjolds Plads ligger i det fjerne, midt i billedet. Dette er indgangen fra Tagensvej, men der er også en anden indgang fra pladsen.

Skjolds Plads. Endnu en af de mere anonyme grå-hvide stationer. 

Nørrebro

Den ikoniske højbanestation, Nørrebro Station som kulisse. Så kan det ikke blive mere jernbanehistorisk!

Rødt for s-tog.

Nørrebros Runddel

Smag og behag - dette er min favoritopstigning. Metrostationen har indtaget et hjørne af Assistenskirkegården, og de der begravede har fået en mindesten tæt på. Ligeledes er graverboligen flyttet noget tilbage. Den er stadig indhyllet i stilladser. Men når de fjernes, vil stationen for alvor komme til sin ret.

Som Enghave Plads skal farven vel indikere murstensfarverne på brokvarteret.

Nuuks Plads

Stationen ligger ved den vinduesløse bygning hvor Rigsarkivet engang holdt. til. I et tætbebygget beboelseskvarter. Nogen stor plads er det ikke.

Nuuks Plads, underground. Her burde man finde noget grønlandsk, så med mindre den gråhvide farve skulle henvise til den smeltende indlandsis, kan jeg ikke lige se nogen sammenhæng.

Frederiksberg

2013: På Frederiksberg bemærker jeg for første gang hvordan metroen vil gøre det muligt at komme udenom de trafikale myldretids-katastrofer som Jagtvej/Falkoner Alle. Nogen der kender line 18? Man kan tænke på Østerbrogade, Borups Alle ved samme lejlighed. På Frederiksberg bygges der ved Aksel Møllers Have, Frederiksberg Centeret og ved Frederiksberg Allé på grænsen til Vesterbro. Nu er det blevet ganske mørkt.

2019: Linje 18 har i øvrigt fået en ny rute siden da.

Aksel Møllers Have

Pladsen med den dramatiske historie og det prisbelønnede højhusbyggeri, mm. Her lå engang det classenske fideikommis boliger for fattige. Senere kom der noget arkitekturhistorisk højhusbyggeri til. Taget på stationen er særligt for de frederiksbergske stationer. Fra denne vinkel ligner det lidt en stor papirsflyver.

Murstensvæg? Det ligner i hvert fald højhusbyggeriet omkring pladsen.

Frederiksberg

Frederiksberg-stationerne har alle et metallisk tag. Der er flere nedgange at vælge imellem.

Frederiksberg Station, underground.

Frederiksberg Alle

Stationen ligger i modsætning til alle andre stationer i tilknytning til et større hus, som engang skal rumme bl.a. Madkulturhuset. Så vidt jeg kunne se er det ikke åbnet endnu.

Grøn som lindetræerne. Jeg undrede mig over at der ikke er elevator til det niveau hvor billetautomat og cykelparkering er. Men hvis man kigger godt efter, kan man se at der faktisk er to døre til elevatorerne på dette niveau. De fører bare ind til de aflåste områder med vindkanaler og teknik! Hvis nogle af de metroansatte skulle finde på at åbne disse to døre, ville de risikere at styrte direkte ned i elevatorskakten.

Vesterbro

2013: På Vesterbro slipper min energi op. Der er ellers et par byggepladser tilbage. Men den ved Enghave Plads er indhyllet i mørke. Måske har det været for hårdt at gå bygang, eller at jeg er gået lige fra arbejde. I hvert fald snupper jeg s-toget fra Enghave Station, og misser derfor de sidste 4 byggepladser.

2019: Og så fik jeg da for en ordens skyld også fat i København H og Rådhuspladsen. Nu er man så i gang med yderligere metrobyggeri, bl.a. i mit nabolag, i Valby og Sydhavnen. Så nu er det så på tide med en ny rute. Men det må vente til en anden god gang.

Enghave Plads

Hvis Nørrebros runddel er min favorit, så kommer Enghave Plads så afgjort ind som en sikker nummer to: Pladsen er blevet utrolig vellykket. Med masser af grønt, bænke, anlæg og gemmesteder. I enden ned mod Enghave Plads ligner den sig selv.

Gult og rødt som gulstensbyggeriet.

København H

Den mere ubemærkede adgang til København H

Rød indikerer at der også er s-togsstation. Gennemgangen er dog ikke klar endnu

Ruten
2013: Cityringen er 15,5 km. 17 underjordiske stationer, placeret i ned til 35 meter under jorden. Samt 4 midlertidige pladser. Men ruten på jorden er anderledes. Jeg gik ca. 12 km og nåede ikke samtlige byggepladser.  Tunnelbyggepladserne forekommer mig at være størst. Jeg opgav Otto Busses Vej, den eneste skaktbyggeplads ved Sønder Boulevard, Københavns Hovedbanegård og Rådhuspladsen.

2019: I år fik jeg så gået hele strækningen, men altså ikke på en dag. Det er ganske rigtig god træning at tage turen, for der er ikke rulletrapper det sidste stykke op, men almindelige trapper. Så turen stiller lidt krav til form og kondition. 

Berlin - Wedding (Gesundbrunnen)

Hvis man trænger til at komme lidt væk fra turistfælden i Berlin Mitte og se det mere "almindelige" Berlin, er området omkring Gesundbrunnen et bud

Flakturm består af to tårne tæt på hinanden. Her et kik fra det ene til det andet - og over Wedding.

Strengt taget hører Wedding og Gesundbrunnen også med til Mitte, men det er ikke "Mitte Mitte" - med de store museer, brede boulevarder og der hvor turisterne er i flertal. Stationen Gesundbrunnen er et knudepunkt, så det er nemt at komme til. Der har været station her siden 1872. Og ankommet til den, kan man så se se lidt omkring i området. Wedding huser 82.000 indbyggere, og er endda kun et mellemstort område af Berlin. Sådan lidt groft sagt blev nutidens Wedding til i slutningen af 1800-tallet, som et arbejderkvarter. I dag er indslaget af tyskere med "anden etnisk baggrund" markant i gadebilledet. Og er et af Berlins fattigste områder med høj arbejdsløshed. De lave huslejer tiltrækker imidlertid også kunstnere af alskens slags. 

Halvvejs oppe ad den ret stejle og glatte trappe kan man endelig ane bunkeren (øverst til højre)

Volkspark Humboldthain

Fra stationen kan man næsten ikke undgå at se Volkspark Humboldthain, som er anlagt 1869-1872 af landskabsarkitekten Johann Heinrich Gustav Meyer (1816-1877). Parkens historie er knyttet til den helbredende kilde ved Panke-floden (se senere). Parken var nemlig beregnet på at være et rekreativt område for kronisk syge arbejdere. Derfor var der også sportsanlæg. 

Gesundbrunnen. Udgangspunktet: Den store centerbygning ligger ved stationen. Badstrasse starter umiddelbart til venstre i billedet. Behmstrasse samme sted, men langs modsat side af centeret.

Nazisterne placerede en kæmpebunker, som står der endnu under navnet Flakturm, 85 meter over havets overflade. Franskmændene ville ødelægge den efter krigen, men fyldte den i stedet med byggeskrot og anlagde en høj omkring den. Den må dog være delvis tømt igen, for Verein Berliner Unterwelten har guidede ture ind i den. Bunkeren er et passende sted at starte. For når man har besteget den, har man en fantastisk udsigt over området nord for. Og det er netop derhen vi skal i dette indslag. 

Floden Panke, ikke ret langt fra hvor kilden engang var. Den er vist tør. Nu kommer vandet i stedet i rigelig mængde ovenfra.

Gesundbrunnen

For over 200 år siden var området hvor Wedding blev anlagt, en mark. Indtil Frederik II's hofapoteker dr. Heinrich Vilhelm Behm (1708-1780) opdagede en jernholdig kilde. Den pænt lange gade er langs jernbanen opkaldt efter ham. Han fik anlagt et kursted ved navn "Friedrichs Gesundbrunnen". Apoteker Behm havde store planer med det ca. 40 ha. store areal: Der skulle bygges kolonnader, beboelses- og erhvervsbygninger, et tempelagtigt badeanlæg kronet af Herkules-statue med sprngvand. Men de blev aldrig til noget. Et badeanlæg kom der dog i 1760. Og som det ofte går - ikke blot i Tyskland, men ved lignende kilder i Danmark - blev der anlagt knejper, værtshuse, udskænkningssteder og endog Kristal-Kino-Palats. Den lå hvor U-Bahnhof Pankstrasse ligger nu. 

St.-Paul-Kirche. Tårnet er af senere dato end resten. Hvis ikke det var der, kunne man forledes til at tro at det var et græsk eller romersk tempel.

Området lå som nævnt langt ude på landet, med marker i miles omkreds. Men efterhånden blev området bebygget, og i passende afstand blev der i 1832-35 bygget en kirke, St- Pauls-Kirche (Badstrasse 50). Fra 1858 hed præsten Philipp Buttmann (1809-1901). Han var teolog, og det er ham der i 1891 lagde navn til Buttmannstrasse. Selv boede han dog i Pankstrasse. Netop på hjørnet af Buttmannstrasse og Badstrasse står en historisk vandpumpe. 

Vandpumpen på hjørnet af Buttmannstrasse og Badstrasse. Pizza- og pastahuset til højre vidner om den afslappede stemning i området. 

Eventyret varede omkring 100 år. Omkring 1882 tørrede kilderne tørrede ud som følge af urbaniseringen, og få år efter at stationen blev anlagt. Men navnet Badstrasse fører stadig fra Gesundbrunnen Station til floden Panke, som et minde om forgangne tider. Andre gadenavne som minder om forne tider, er Brunnenstrasse, Stadion An der Plumpe (pumpen) og flere.

Badstrasse 39. Træerne til venstre markerer floden Pankes forløb. Den krydser vejen og videre mod højre. Det var her Behm opdagede kilden.

Der er to meget særprægede huse på Badstrasse: nr. 39 og 40 på hver sin side af Panke. Nr 39 markerer det sted hvor kilden oprindelig var. Ellers er kvarteret et afslappet beboelseskvarter med de sædvanlige forretninger, kaffebarer og spisesteder i gadeniveau. Og som oftest i Berlin, brede gader med masser af plads til midterrabatter og fortove, med træer og beplantninger. Ligeledes er der heller aldrig langt til mindre grønne områder.

Den forhenværende Kafe Küche, restaurant og dansesal. Nu lokalbibliotek for Wedding.

Lidt afsides fra Badstrasse, mod nord langs stien ved bredden af floden Panke er der et særpræget hus med indskriften "Kafe Küche". Det er nu Weddinger Stadtbibliothek, eller Bibliothek am Luisenbad. Bygningen er en af de få overlevende steder der minder om udflugtstiderne: I 1809 skiftede badet navn til Luisenbad - dronning Luise skal have benyttet badet. Der var et sekskantet badehus, behandlingshuse og gæstgiveri. Bygningen var en del af Marienbad, en arvtager til Luisenbad: restaurant, festsal (vestibulen er del af nuværende bibliotek), sauna, udendørssvømmebassin mm. Og en Biergarten: "Hier können Familien Kaffee kochen".

Amtsgericht Wedding. Med Brunnenplatz foran. Til højre og venstre er der nogle meget smukke have- og parkanlæg.

Man kan fortsætte ad en sti langs Panke mod nord. Man skal godt nok krydse en del tungt trafikerede veje, som fx Osloerstrasse. Hvorfra der er flere muligheder for andre ture. I stedet kan man dog vælge at gå mod vest langs flodbredden. Stien her er godt nok mindre idyllisk, men til gengæld får man set det imponerende bygningsværk, Amtsgericht Wedding med tilhørende plads Brunnenplatz. Bygningen er et nygotisk værk af Rudolf Mönnich (1854-1922) og Paul Thoemer (1851-1918).

Så er ringen sluttet: Udsigten fra Humboldthain Flakturm viser Amtsgericht midt i billedet rage op over Wedding. Turen foregår til højre, udenfor billedet.

Måløv, Store Vejleådal, Taastrup

Tur på gang- og cykelstier gennem det bakkede landbrugsland og den fredelige Store Vejleådal er en afslappende efterårsvandring.

Jeg er ikke så meget ude på nye eventyr for tiden, så det bliver næsten kun til kendte stier, blot i forskellige retninger og på forskellige tider af året. Denne gik fra station til station. Jeg er tidligere gået i dette område den 25. april 2013, den 21. april 2014 hvor jeg studerede anlæggelsen af motorvejstilkørslen, og endelig oversvømmelserne 15. september 2017 (som også blev bragt i TV Lorry).

Kik fra Smørumnedre mod Smørumovre Kirke. Smørumnedre har enkelte spredte hus fra landsbytiden, men noget egentlig sammenhængende område er der ikke tale om.

Starten af turen gennem Mårum kan man vælge sådan lidt forskelligt. Ruterne byder på nogenlunde det samme, men man kan dog som jeg gjorde i dag lave en mindre omvej lidt vestpå for at opleve resterne af den gamle landsby, Smørumnedre. Der ligger enkelte bindingsværkshuse og gårde tilbage. Omend det ikke på nogen måde skal gøre det ud for et samlet billede af hvordan her har set ud i meget gamle dage. Modsat Smørumovre er Smørumnedre i den grad præget af moderne sovebysvillaer.

Stien fra Smørumnedre til Ledøje, snorlige. Her ved Loholmgård.

Ledøje

Syd for Smørumnedre starter så Risby Mosesti som leder ned mod Store Vejleådal. Men først dog forbi den velbevarede landsby, Ledøje. Velbevaret, forstået som at man nogenlunde har bevaret de ældre huse. Hvad der er væk, er selve landsbylivet og de funktioner som husene blev bygget til. I hvert fald de gange jeg har passeret byen. Der er ingen forretninger, og et bedragerisk skilt med "Cafe" kunne forlede til at man her kan få en kop kaffe. Men det kan man ikke, med mindre man lejer hele balladen til festlokale.

Ledøje Landsby. Mennesketom. Men stemning er der da, med denne flotte spejling af huse og kirke. Cafe er i virkeligheden et hus man kan leje til festlige lejligheder.

Byen samler sig om landsbykæret. Eller, husene gør. For beboerne er der ikke på denne lidt grå, men ellers udmærkede efterårsdag (og ved de andre lejligheder jeg har været her), ser jeg kun enkelte beboere som haster til eller fra deres biler. Kun ved kirken er der lidt liv i form af en rengøringsmand.

Kik fra kirkegården mod syd. Mere landsbyagtigt kan det vel næppe blive. Der mangler kun lugten af komøg og gylle.

Der er låst til kirken ellers, så jeg får ikke genset det lidt særprægede indre. Må nøjes med udsigten fra den bakke hvor kirken ligger. Får også kikket lidt nærmere på forsamlingshuset. på vej tilbage til stien mod syd til Store Vejleådalen. I udkanten af Ledøje mod syd dukker der en enlig rytterske op. Her er en rideskole - en typisk anvendelse af de gamle gårde overalt på Sjælland.

Risby Mosevej forbinder Ledøje med Store Vejleåstien.

Risby Mosevej har jeg ikke gået på før. Den fører gennem et landbrugslandskab med spredte kreaturer, men ellers de sortladne pløjmarker. En gård hist og pist i det fjerne. Ikke så befolket med dyre- og fugleliv, men til gengæld heler ikke så plaget af motorvejslarmen længere sydpå.

Rekonstruktion af en bro fra ca. 980 ved Ravning Enge, Jelling. Vejen er også en rekonstruktion med eksempler på forskellige belægning.

Store Vejleådalstien

Et stykke mod syd løber stien sammen med Store Vejleåstien. Selve åen ser man ikke meget til, den ligger i behørig afstand fra stien. Men det er overvejende et godt vandreområde med varierede landskaber. Ud for Risby ligger en rekonstruktion af en vikingelandsby, og nyt er her en vikingebro med tilhørende vej. Det blev vist for nylig i fjernsynet da den blev åbnet. Her så man at frivillige, også børn, har bygget på den og lært en masse ting på denne måde. Det meste er lavet af "gamle" redskaber, med lidt hjælp af moderne.

Store Vejleådalen, ved Pometet. Et typisk vy mod åen som løber et eller andet sted mellem træerne.

Længere mod syd kommer jeg for første gang siden oversvømmelserne i 2017 gennem den del af stien som var godt og grundigt oversvømmet. Det er den så ikke længere, men dele af stien er faktisk stadig ret sumpet. Et enkelt stykke på en 5-10 er helt oversvømmet, og der er etableret en alternativ sti op i terrænet, med en nødtørftig gangsti af træstammer.

Nuttede og forventningsfulde (?) lam. De er alle øremærkede, og mæher forventningsfulde da jeg passerer. Jeg ved ikke lige hvad de forventer sig af mig, men det bliver i hvert fald ikke opfyldt, og med beklagende mæh'er haster jeg videre mod Taastrup.

Tæt på Taastrup kan man for alvor begynde at høre motorvejen som ellers kun har begrænset sig til en fjern susen. Man skal under den, og langs med den. Og larmen er ganske forfærdelig. Det er ellers ikke lige i myldretidstrafikken så gad vide hvordan det vil lyde om et par timer? Taastrup er sikkert et rart sted at bo, men måske ikke lige det første sted vandrefolket vil fouragere. Så det er hurtigt op på stationen, og hjem til Valby og den økologiske cafe på stationen.