Ledøje-Smørum - og lidt om bønder og svenskere

Målet for dagens vandring er de to oldtidsgamle landsbyer Smørumovre og Ledøje. De ligger i gåafstand fra Kildedal s-togsstation. Området har været beboet siden oldtiden, og det vrimler med oldtidshøje og -grave i området. En af de mere imponerende er Kong Svends Høj. Udover at være ret stor er der også en meget fin udsigt over hele området.

Just stået af på Kildedal station, får jeg øje på OY 9428 X-Air Hawk. Ejet af flyveklubben Albatros. Den ligger ved Kildedalsvej i Måløv. Flyet er ifølge klubbens hjemmeside bygget i Indien i 2005 og flyver ca. 140 km/t. Det går da også rigeligt med tid til at indstille linser og trykke af når det er nærmest. Med skyerne i baggrunden, tja ... flot.

På vej mod Smørumovre kan man på afstand se bl. se Baunehøj og Ørkenhøj, to gamle oldtidshøje, som ligger ved Kirkevangen. Landskabet er meget kuperet, mest marker og engarealer afbrudt af nogle klatter træer hist og pist. Fra Kong Svends Høj fører der en gang- og cykelsti sydpå mod Smørumovre og Ledøje, og der er for alvor kommet fuglesang for oven. I det hele taget er der få naturstier for fodgængere. Adgang forbudte-skilte pryder vejene. Men der er til gengæld gode cykelstier som i dagens anledning må lægge asfalt til vandrestøvlerne.

Et typisk billede fra området: Meget kuperet. Til venstre kan man lige ane Smørumovre kirke rage op ved træet og resten af Smørumovre ligger så til højre for. En anelse til højre for billedets midte kan man se den ene af de to oldtidshøje. Der hvor der er to små træer. De står på toppen.

Jeg støder bl.a. på et fasanpar ved Råbroholm, et ynglende svanepar i Ammetofte Mose og et føl ved Ledøjegård. Der er sikkert andre forårsaktiviteter som jeg ikke lige lagde mærke til.

Gårdene ligger tæt og mange i Smørumovre. Her har jeg dog foreviget de mindre huse i byen. Gårde har jeg efterhånden vist en del af, og selv om de faktisk er ret forskellige, så skal der også være plads til de mindre huse.

Navnet Smørum er man lidt i tvivl om hvad betyder. Um er man ret sikker på kommer fra Hem, altså hjem. Men betyder smør et gammelt ritualsted hvor man smurte sig ind, betyder det at man her producerede smør eller hentyder det bare til noget fedtet og fugtigt, som fx Smørmosen? Vi ved det tilsyneladende ikke, og det kan vel egentlig også være lidt lige meget, når nu den er hyggelig nok.

Oprindeligt en skole, bygget i 1860. Nu huser den lokalhistoriske aktiviteter, arkiv mv. Uret midt på facaden går stadig, og viser rigtigt. Under uret er en mindetavle, opsat af beboere i Smørumovre i taknemmelighed over for Tutein af Edelgave. Sammenligner man med gårdene omkring, så har det været en ganske anselig bygning dengang.

Der er også forskellige forklaringer på hvorfor det hedder Smørumovre og Smørumnedre. En af forklaringerne er at -ovre ligger højere end -nedre. Og den forklaring køber jeg, i hvert fald kigger Smørumovre ned på Smørumnedre. Gårdene ligger i en lind strøm omkring gadekæret og de gamle bygader.  Ved gadekæret ligger der endvidere en skole fra 1860 som er skænket af Vilhelm Frederik Tutein. Han var søn af en storkøbmand som i 1805 havde erhvervet godset Edelgave. Grunden til formuen var bla. handel med slaver, sukker, krydderier og andet fra de oversøiske kolonier. Det er nu ikke slaverne som beboerne takker, men Tutein, på den indmurede mindesten under uret. Hvad vidste bønder om agurkesalat dengang? Skolen var skole 1860-1959. Herefter fungerede den som rådhus for sognerådet 1960-1981. Nu er der forskellige lokalhistoriske aktiviteter.

Ammetofte Mose. Taget omtrent på det sted, hvor firmaet Lauritz Knudsen fik gravet så mange tørv, at vejen skred ud i tørvemosen. Nu vogter mutter svane fredeligt på sine æg. Og mon ikke det er fatter svane som bevogter sin mage?

Ammetofte Mose er lidt speciel som tørvemose. Den blev brugt under krigen af især Laurits-Knudsen, senere LK-Nes til at grave tørv. Og så meget at 50 meter af vejen simpelthen i 1941 skrev ud i mosen. Så stor var den begivenhed at den kom i avisen, så det er ganske vist. Det var toppen af Ammetoftebakken der måtte levere jord til at udbedre vejen.

Umiddelbart før Ledøje et lidt utraditionelt syn: Jordbærgården tilbyder forskellige ting såsom chokolade, udskænkning, osv. Jeg har set gårdbutikker andre steder, men denne er den eneste så tæt på København. Den er nu ikke åben om torsdagen, så jeg må fortsætte.

Uden for Smørum på vej mod Ledøje leder jeg efter Svenskestenen. En uanselig sten som dækker over dunkle og dramatiske begivenheder i vores fortid. Men der er et kæmpe byggeprojekt igang i området. En rundkørsel tror jeg det ligner. Så jeg opgiver at lede efter stenen. Begivenheden er imidlertid værd at nævne. Baggrunden er svenskernes belejring af København, august 1658 til juli 1660. Se tidligere indslag om Carlstad på Vandringsløse Tidende. I dette nu så fredeligt udseende område fandt der i vinteren 1659 en forfærdelig massakre sted mod nogle svenske krigskarle.

Gård umiddelbart uden for Ledøje. Der er så idyllisk på landet. Vist nok. Der er en rideskole, og såmænd også et lille føl. Det er bare ikke så meget for at blive fotograferet, og det respekterer jeg naturligvis.

Helt uforskyldt var det ikke. Svenskerne opbyggede Carlstadt af allerede forhåndenværende byggemateriale. Det gik også, og måske også i særlig hård grad, ud over datidens Smørumnedre- og Ledøje-bønder. I de næsten 2 år belejringen fandt sted, må de svenske krigskarle havde kedet sig gevaldigt, eller også havde de ganske enkelt ingen andre muligheder for at skaffe sig mad, tøj og forplejning og lidt på den dumme. Gårdafbrændinger, vold, voldtægt, plyndringer hørte til dagens orden. De gik på rov i baglandet helt ud til Ledøje-Smørum. Bønderne havde ikke magt som de havde agt.

I vinteren, formentlig december 1659 hærgede en flok svenskere igen. Nu blev det bønderne for meget. De slog sig sammen, og en nat hvor svenskerne havde drukket sig fra sans og samling, angreb de med forhåndenværende landbrugsredskaber. De slog hele banden ihjel. Det ved man fordi man i 1912 fandt en 3 x 1,5 meter stor grav med 10 lig, sønderhuggede og knuste af hakker, økser og lignende. Uden en trevl på kroppen. Kan vi bebrejde bønderne at de tog lidt tilbage af hvad svenskerne havde røvet fra dem? I Kurosawas verdensberømte film De Syv Samuraier husker jeg stadig Mifunes Kikuchiyo forklare de harmfulde samuraier om hvorfor bønderne skjuler rustninger af dræbte samuraier. Japan-Smørum. Der er en forbindelse!

I Ledøje snor den gamle bygade sig imellem gårdene. Og der er ganske mange af dem. Jeg har indtryk af at der er langt flere end i Smørumovre. Nu mangler vi bare gårdskarlen med store træskostøvler som driver brølende køer igennem, mens gæssene forskræmt flygter ind på gårdspladserne. Men ikke engang lugten er der. Der dufter frisk og rent af klinisk dansk forår.

Ledøje betyder slet ikke det som vi i dag forstår ved de to ord led og øje. Det kommer af de gamle danske ord leth og høfthi som betyder hhv vej og hoved, eller fremspring. Og det giver også mere mening, fremspringet ved vejen. Landsbyen har Danmarks eneste højhuskirke: Den er bygget i to etager. Den er der imidlertid rigeligt af på internettet i forvejen. Kirker interesserer mig ikke så meget. Det gælder også denne kirke, to etager eller ej.

"Smedens Hus" står der på denne lysegrønne idyl ved gadekæret i Ledøje. Vasketøjet flaprer dovent i forårsvinden. Men der lyder ikke taktfaste slag på ambolten. Så smeden er nok væk.

De to landsbyer er begge værd at besøge hvis man gerne vil have et indtryk af bondegårdsarkitektur for hundrede(r) af år tilbage. Landsbyernes vejsystem kan man også fantasere sig til. De krogede og snoede småveje. Måske vinder Ledøje en anelse på at have langt flere bygninger. Selvfølgelig er landbruget en saga blot, forstået som det landbrug, gårdene blev bygget til. Nu er det hele stordrift. Og bøndernes gårde bliver brugt til alt muligt andet: Beboelse, kommunale institutioner, små håndværksfirmaer, rideskoler, golfklubber, spejderhytter osv. Og markerne er for en stor dels vedkommende også lavet om til rideskoler, golfbaner og andet.

Ledøje-Smørum Lokalarkiv.
Egedal Leksikon. En noget besværlig, men mere informativ indgang til Egedal.