Fjordstien Holbæk - Langtvedkrydset

Strand, skov og øde steder gør denne strækning på  Fjordstien til en af de bedste jeg hidtil har gået på

Munkholmbroen er kendt, ligesom Munkholmkiosken der anes midt i billedet. Også denne tirsdag eftermiddag er der en del kunder i butikken.

Sådan lidt opgjort i kilometer er der 4 kilometer strandvandring fra Holbæk og langs Strandmøllevej. Derefter er der 9-10 kilometer skovvandring gennem Dragerup Skov og Eriksholm Skov og til sidst 4 km i området på begge sider af Munkholmbroen. Ikke strikt til Fjordstien alt sammen. Men jeg er nu engang afhængig af tog og busser og hvor langt benene kan klare. Der er ikke de store udfordringer. Strækningen er mest på grus eller skovveje samt lidt asfalt til sidst (og skulle bare overstås).

Elefant Apotekets historie går tilbage til 1705 og fra 1720 på dette sted, Ahlgade 32. Ifølge OIS skulle bygningen stamme fra 1675. Men det har jeg nu svært ved at tro på! Det blev restaureret i 2017.

Holbæk

Holbæk er sådan en pænt stor provinsby med en fin, bred gade (Ahlgade), en nydelig havn og nogle interessante byggerier på vej mod Strandmøllevej. Bl.a. rækkehusene på Labæk. Jeg har før besøgt Holbæk og set andre dele af byen. Så det var ikke på programmet denne gang. Og der er trafikeret samt vejarbejde på Ahlgade. Så det blev kun til et par snapshots af de prægnante bygninger og så mod dagens egentlige rute: Fjordstien.

Fjordstien efter lystbådehavnen,med udsigt til Dragerup i det fjerne. Skyerne ser truende ud, men de holdt sig til det. Ingen regn.

Dragerup Skov

Jeg havde egentligt også overvejet en tur ud på Kirsebærholmen øst for Holbæk. Men vel ankommet dertil opdagede jeg at det var en del af golfbanen og godt fyldt op af golffolket. Som generelt er meget venlige, men jeg har det lidt dårligt med at skulle ende turen med en lille hård hvid bold i skallen. Så jeg vendte om på landtangen og stak i stedet sydpå. Skovenen er privatskov, så man må ikke bevæge sig udenfor stierne. Det går det lidt svært at manøvrere rundt, for man kan ikke gå langs kysten. Der er siv helt ud til strandkanten. Så man skal medbringe specialudstyr til at vandre i vand.

Ved molen ud for Torpedostationen har man et pragtfuldt vy både mod nord og syd. Og når der så oven i købet er to heste der skal have dyppet skoene, så bliver det ikke meget bedre. Skoven rejser sig op ad skrænten.

Men visse steder kan man lave afstikkere til stranden, fx ved den gamle søminestation. Eller torpedostation. Den er nemt genkendelig og man bør unde sig en tur ud på den lille mole ud for stationen. Her har man en dejlig udsigt over Isefjorden. Stien går oppe på skrænten som er meget stejl, absolut konkurrencedygtig med Furesøens. Udsigten er noget begrænset, men ret betagende selv om man næsten ikke kan se fjorden.

En lidt usædvanlig strækning: Nemlig ude af skoven mellem Dragerup Skov og Erikholmskov. Det er lidt svært at yde skovvejene retfærdighed. De er gode! Og på grund af blæsevejret holdt myggene sig hjemme. Jeg så ikke en eneste.

Ud for Tjebberup gjorde jeg en afstikker op til denne lille by og gik ad Munkholmvejen. Det kan absolut ikke anbefales. Den er meget befærdet, så ved Bredetved gik det ned igen til Fjordstien. Igen en god udsigt over fjorden på nedstigningen og mellem Dragerup Skov og Eriksholmskov kommer man ned til fjorden en kilometers penge. Her er bl.a. en skydebane med skyskraberstore mure der efterhånden vil være beklædt med efeu.

Udsigt til Erikholmskov. En af de få steder hvor man ikke går oppe på skrænten (der er nemlig ikke nogen!)

Erikholmskov

Syd for skydebanen går stien igen op på skrænten og ind i landet. Så man mister igen udsigten til fjorden, men går til gengæld gennem en flot skovstrækning. Fjordstien følger hjertestien. Og selv om der er ikke er skiltet, så er det sådan set bare at følge skrænten. Jeg tog en afstikker ad de overgroede stier ud på pynten nord for Munkholmkiosken. Her er absolut stille, og man har udsigt til Munkholmbroen. Stierne bruges vist mest af fiskere, og man er nødt til at tage samme vej tilbage igen.

Et stykke på vej mod Munkholmbroen er der en nedgang til en lille bitte strand med nogle både. Herfra har man denne udsigt mod broen. Og ishuset på den anden side.

Munkholmbroen og omegn

Munkholmvej sætter nu sit præg på turen. Og det absolut ikke på den gode måde. Man kan gøre et stop ved den legendariske Munkholmkiosken hvis man er til usund mad og drikke, samt temmelig dårlig kaffe. Men stemningen vil sikkert tiltrække det fleste. Og stemning har man brug for de sidste 4 kilometer derfra. For der er ikke tænkt på vandrefolket. Slet ikke fra kiosken til broen hvor man går på en smal stribe der vist er beregnet til cykler. Jeg har før prøvet at gå langs stranden. Det kan godt med nogen anstrengelse lade sig gøre på vestsiden. Men det var der ikke kræfter til i dag.

Øst for Munkholmbroen. Butikken har åben.

Heldigvis er der et pusterum på kiosken øst for Munkholmbroen. Her er kvaliteten på is skyhøj over Munkholmkioskens, så hvis man kan holde sig, bør man vælge denne kiosk i stedet. Den er næsten ikke besøgt. Og overfor er der til de kunsthåndværkinteresserede en butik i en gammel bindingsværkslade.

Marken er mejet, ved Langtvedkrydset. Og trafikken på vejen bag mig er mejet intens. Men om lidt kommer linje 219 og kører mig til Hvalsø. Den første strækning helt alene i bussen sammen med chaufføren.

Den lille kilometer til stoppestedet Langtvedkrydset er en plage. Der er ingen plads til vandrere. Det sidste stykke er der en stubmark. Og trafik er der rigeligt af.

Fjordstien kan ses nederst i dette indslag. 

Algestrup (Tureby)-Egøje

Herregårdslandskab og små sovelandsbyer i det sydlige Køge på grus og asfalt

Området nord for Algestrup - ganske karakteristisk for turen, med en smal landevej og marker til begge sider. Men en bred grøftekant (her dog uden blomster) og vejtræer.

Hvis de to navne i overskriften ikke siger dig så meget, så her lidt info: Tureby hedder stationen for Algestrup eller Alkestrup som de lokale tilsyneladende helst vil kaldes, og er nummer to station på Køge-Næstved-banen. Egøje er første station syd for Køge på vej mod Faxe Ladeplads og Rødvig. Og så er det sådan set bare de omkring 17 kilometer landevej derimellem der er tale om, med et smut forbi Vallø Slot - nu jeg alligevel var på de kanter.

Sædder Kirke. En meget lille by med en meget stor og idyllisk beliggende kirke. Tilmed med et par stråtækte bindingsværkshuse som naboer. Men ellers ... ret øde på denne fredag i august.

Ruten

Den korte historie er at der er tale om ret øde landeveje med meget lidt trafik: Fruedalsvej, Sæddervej, Storskovvej, Gunderupvej, Vedskøllevej og Valløvej. Mest med ensformige marker til begge sider, dog afbrudt af Vedskølle Å en gang imellem, samt nogle små landsbyer: Algestrup, Sædder, Tessebølle og Vedskølle. Sidstnævnte er udover udgangspunktet Algestrup klart den største, og ser endda ud til at have haft en kort karriere som industriby (Strabrand). Men området ser noget forladt ud, og parkeringspladsen til lastbiler (internationalt med et forklarende skilt til tyskere: LkW) ser ikke just ud som om der har været nogen køretøjer i nyere tid.

Megen natur byder dagens rute ikke på, bortset fra ca 1 kilometer gennem Vallø Storskov, her ved Skovgården, og ca. 1 km ved Vallø Slot. Dog nok til at skabe variation i forhold til kulturstepperne. 

Den smukkest kirke findes dog i Sædder, mens Tessebølle er - nåja - meget lille. Rutens 18 kilometer kan de fleste vandrere være med på. Der er stort set ingen udfordringer - bortset fra lejlighedsvise passager af biler. Men de tager fint hensyn på de smalle veje. Og i modsætning til i fx Egedal Kommune ser det ud til at landmændene ikke har brugt deres ret til at pløje i de hedengangne randzoner langs fx Vedskølle Å. Desuden holder markerne sig også på pæn afstand af landevejen så der rent faktisk findes et bælte på et par meter hvor der er vilde planter.

Flot himmel ved Storskovsvej med et vy over marker og helt i baggrunden skoven.

Det giver lidt ekstra indtryk af at der trods alt bliver taget lidt hensyn til naturen. Og planterne tiltrækker sommerfugle og andre insekter. Begge dele liver gevaldigt op og gør en vandretur så meget mere spændende.

Gunderupvej umiddelbart syd for Vedskølle med udsigt mod sydøst. I forgrunden ser man at der rent faktisk får lov til at gro noget i grøftekanten.

Til gengæld er markerne altså meget herregårdsagtige: De strækker sig til tider nærmest i det uendelige mod horisonten. De er heldigvis ikke alle blevet høstet endnu, men det sortladne Danmark venter nok lige om hjørnet når høstmaskinerne endegyldigt har skalperet byg, hvede og rasp væk.

Vallø Station. En af de stationer hvor man ikke behøver at trykke for at komme af og på. Ikke særlig besøgt, desværre. Men ualmindelig idyllisk ligger den der. 

Leve Lokalbanerne!

Jeg vil også gerne udtrykke stor begejstring for lokalbanerne. Jeg forestiller mig at de må køre på kanten af det rentable. Men her på hverdage kører de faktisk hver halve time, og det gør jo at man som vandrer ikke behøver at lade tempoet komme an på hvornår togene går. Misser man et, er der aldrig lang tid til det næste. På de små trinbræt skal man trykke hvis man vil med, og på et par af dem er det ikke både Faxetoget og Rødvigtoget der holder. Men igen: Det er til at finde ud af!

Vallø Slotskro med broen der fører over til slottet (til venstre udenfor billedet).

Vallø Slot

Vallø Slot har jeg besøgt en gang før i oktober 2017, og det er bestemt altid et besøg værd. Jeg har aldrig været inde på selve slottet. Men slotshaven er i sig selv en nydelse at gå rundt i. Også selv om man ved at selve slottet brændte for lidt over 100 år siden og "blot" er en kopi af den oprindelige.

Vallø Slot kan fotograferes fra mange vinkler. Her har jeg valgt en fra parken og voldgraven, hvor slottet dukker op fra disen og spejler sig i vandet.

Faxe Ladeplads - Rødvig: Kystvandring

Den flotteste, mest varierede, men også hårdeste kystvandring jeg har været på.

Stranden øst for Faxe Ladeplads. På daværende tidspunkt troede jeg at besværet med at finde vådt sand at gå i var det værste på denne tur. Jeg skulle blive klogere!

16 kilometer målte jeg det til på kortet. Men jeg havde åbenbart ikke researchet grundigt nok: mit indtryk var at man sagtens kunne gå hele vejen langs vandet. Og ja, det kan man også. Men det skulle vise sig at det ikke var uden strabadser og udfordringer.

Faxe Ladeplads er anlagt som havn til Faxe Kalk. Og den bærer præg af at være en nyere industriby.

Efter en periode med temperaturer over 30 grader, havde jeg sat forventninger til højst 25 denne tirsdag. Og temperaturen fejlede heller ikke noget. Til gengæld havde det åbenbart regnet i Faxe Ladeplads, og der var temmelig diset. Men heller det end ulidelig varme! Faxe er en pænt stor by med flere supermarkeder mm. Men efter en kort rundtur langs havnen besluttede jeg trods alt ikke at bruge for megen tid her.

Faxe Havn. Udskibning fra Faxe Kalk som ligger inde i landet. Havnen er ret markant præget af denne aktivitet, som her et skib der er ved at få lastet.

Selve industrihavnen er afspærret område, så man må på Bygaden. Denne morgen er det sløvt med liv i byen. Lidt humor har man dog i udkantsdanmark, hvor der er et skilt der angiver retningen mod Lars Tyndskids Mark, Hvor Kragerne Vender, Sunny Beach, Cafe og København med alt det løse.

De 5-6 km langs Strandskoven er enestående flotte. Klinten starter som ingenting, og vokser sig gradvis højere til en vel 3-4 meter. Jo højere, jo flere store træer er væltet ud over stranden, der til gengæld bliver gradvis smallere og smallere.

Strandskoven

Øst for Faxe kan man komme ned til stranden langs Strandskoven, og de 5-6 kilometer strand langs denne er aldeles forrygende: Man har skoven mod nord og en nogenlunde pæn bred strand mod syd. Det hele er natur. Der bliver ikke fjernet væltede træer, så man her kan se naturens små dramaer med havet som langsomt æder sig ind i landet. Flere steder er stranden spærret, men det gør ikke så meget da der løber en god sti lidt oppe i skoven som man næsten altid kan komme til. Alt i alt er denne tur meget smuk og naturskøn. Der er absolut (som resten af turen) ingen lyde fra civilisationen, og mennesker møder man kun ganske få af.

Ved Vemmetofte Strandcamping flader klinten ud igen. I baggrunden Lysterhus. 

Omkring udløbet af Vivede Mølleå er klinten vokset til adskillige meter, en 3-4 stykker vil jeg tro. Samtidig er stranden blevet smallere og smallere, og umiddelbart før Vemmetofte Strandcamping, og efter broen ved åen, gik jeg inde i skoven. Man kan komme ned til stranden igen ved Lysterhus. Her går der en lille tange ud i vandet, formentlig en gammel mole som er blevet anlagt til et eller andet formål. Øst for denne er stranden ryddet for tang. Stedet er godt til at nyde sin madpakke, og et af de få steder der er egnet til det. For nu er det endegyldig slut med at gå nogenlunde uhindret på stranden!

Langs Madelund stiger klinten igen, stranden bliver smaller, og til sidst helt ufremkommeligt. De sidste 2-3 kilometer til Lund, må skoene af, og så går det i snegle fart gennem det stenfyldte vand.

Fra Kilde Å langs Madelund og de næste 3-4 kilometer mod Lund kan det absolut ikke anbefales at gå langs kysten. Jeg måtte have vandreskoene af fordi stranden er så smal her at bevoksningen forhindrer at gå tørskoet langs stranden. Er man først begyndt på at vade alligevel, er det mere end besværligt at fortryde: Klinten er nærmest lodret, og de få steder hvor man kan titte ind i baglandet er der marker med tæt krat på klintkanten. Til gengæld er klinten en betagende udsigt mod landsiden, mens man har vandet og fuglelivet her til vandsiden.

Flot ser det ud - og flot er det! Men sti? Nej, det er der ikke. Og hvordan kommer man dog op på klinten nu?

Ca. en kilometer før Lund (der er en lille havn med anløbsbro og en petanquebane) må jeg dog opgive og finder heldigvis en høstet mark hvor jeg næsten kan gå helt til Lund, bortset fra det sidste stykke der er nærmest ufremkommeligt overgroet og med mere end kuperet terræn. Havnens besøgende ser mere end forbløffet på mine anstrengelser for at nå frem til havnen.

Øst for Lund er det ikke nødvendigt at vade i vandet længere. Men sti er der stadig ikke. Kun denne bræmme af rullesten af flint. Hårdt for fødderne. Men enestående natur.

Øst for Lund

Jeg spørger et par af de lokale hvordan stien er til Rødvig, og de mener at der er en. Godt nok med lidt brændenælder, men de mener at man også bare kan gå langs stranden. Og stien er i hvert fald bedre end den vest for Lund! Godt nok er det en del år siden han gik den sidst. Det sidste holder da også stik - hvilket der heller ikke skal meget til, for denne er ikke-eksisterende. Det er den så næsten også de næste 3-4 kilometer. Hvis man ellers kan finde den. Den er helt overbegroet. Så folk med skræk for flåter skal nok holde sig langt væk.  Til gengæld er denne strækning en af de mest naturskønne: Der er lavt vand med en masse sten ude i havet og masser af fugleliv, ligesom plantelivet er særdeles rigt og vidunderligt at kigge og dufte til.

4-5 kilometer kan godt gøre ens fødder møre. Men synet og lyden af bølger overdøver det.

Da stranden endelig igen er til at gå på, viser det sig at stien består af flinterullesten. En særdeles hård øvelse for ankler og fødder. Først mener jeg at stenene må være kørt hertil. Men langs skovområdet viser det sig at stenene stammer fra klinter. Historien bag må være at flintestenene fra Stevns Klint igennem tusindvis af år er havnet her, rundskurrede og på størrelse med en knytnæve. Herefter har landet tilsyneladende hævet sig, og planter har dannet jord mellem stenene. Herefter er vandet kommet igen og skyllet jorden væk, således at der nu ligger en slags "diger" af sten.

Efter kaffe og kage på Rødvig Havn er der lige tid til at kigge lidt på Stevns Klint der rejser sig mod nord.

Rødvig

Denne type stenstrand fortsætter næsten hele resten af vejen mod Rødvig. Den er hård mod fodsålerne, men der er en fantastisk udsigt og brusen fra bølgerne, med udsigt til Stevns Klint så snart man har rundet pyntet sydvest for Rødvig. Denne by er noget mere livlig og turistvenlig end Faxe Ladeplads. Der er indrettet små butikker på havnen, der er fyldt med sejlbåde. Her er også cafeer, restauranter og barer til enhver smag. Konklusionen af denne tur er at ja, man kan godt vandre hele vejen langs kysten fra Faxe Ladeplads til Rødvig. Men set i bagklogskabens lys ville jeg nok anbefale andre at holde sig fra strækningen mellem Lund og Vemmetofte Strandcamping. Den er absolut ikke for søndagsturister. Også strækningen fra Lund til Rødvig er for begyndere udi vandring. Men dog fremkommelig. Skulle man alligevel kaste sig ud i det, så kan jeg love at der er store naturoplevelser forude!