Algestrup (Tureby)-Egøje

Herregårdslandskab og små sovelandsbyer i det sydlige Køge på grus og asfalt

Området nord for Algestrup - ganske karakteristisk for turen, med en smal landevej og marker til begge sider. Men en bred grøftekant (her dog uden blomster) og vejtræer.

Hvis de to navne i overskriften ikke siger dig så meget, så her lidt info: Tureby hedder stationen for Algestrup eller Alkestrup som de lokale tilsyneladende helst vil kaldes, og er nummer to station på Køge-Næstved-banen. Egøje er første station syd for Køge på vej mod Faxe Ladeplads og Rødvig. Og så er det sådan set bare de omkring 17 kilometer landevej derimellem der er tale om, med et smut forbi Vallø Slot - nu jeg alligevel var på de kanter.

Sædder Kirke. En meget lille by med en meget stor og idyllisk beliggende kirke. Tilmed med et par stråtækte bindingsværkshuse som naboer. Men ellers ... ret øde på denne fredag i august.

Ruten

Den korte historie er at der er tale om ret øde landeveje med meget lidt trafik: Fruedalsvej, Sæddervej, Storskovvej, Gunderupvej, Vedskøllevej og Valløvej. Mest med ensformige marker til begge sider, dog afbrudt af Vedskølle Å en gang imellem, samt nogle små landsbyer: Algestrup, Sædder, Tessebølle og Vedskølle. Sidstnævnte er udover udgangspunktet Algestrup klart den største, og ser endda ud til at have haft en kort karriere som industriby (Strabrand). Men området ser noget forladt ud, og parkeringspladsen til lastbiler (internationalt med et forklarende skilt til tyskere: LkW) ser ikke just ud som om der har været nogen køretøjer i nyere tid.

Megen natur byder dagens rute ikke på, bortset fra ca 1 kilometer gennem Vallø Storskov, her ved Skovgården, og ca. 1 km ved Vallø Slot. Dog nok til at skabe variation i forhold til kulturstepperne. 

Den smukkest kirke findes dog i Sædder, mens Tessebølle er - nåja - meget lille. Rutens 18 kilometer kan de fleste vandrere være med på. Der er stort set ingen udfordringer - bortset fra lejlighedsvise passager af biler. Men de tager fint hensyn på de smalle veje. Og i modsætning til i fx Egedal Kommune ser det ud til at landmændene ikke har brugt deres ret til at pløje i de hedengangne randzoner langs fx Vedskølle Å. Desuden holder markerne sig også på pæn afstand af landevejen så der rent faktisk findes et bælte på et par meter hvor der er vilde planter.

Flot himmel ved Storskovsvej med et vy over marker og helt i baggrunden skoven.

Det giver lidt ekstra indtryk af at der trods alt bliver taget lidt hensyn til naturen. Og planterne tiltrækker sommerfugle og andre insekter. Begge dele liver gevaldigt op og gør en vandretur så meget mere spændende.

Gunderupvej umiddelbart syd for Vedskølle med udsigt mod sydøst. I forgrunden ser man at der rent faktisk får lov til at gro noget i grøftekanten.

Til gengæld er markerne altså meget herregårdsagtige: De strækker sig til tider nærmest i det uendelige mod horisonten. De er heldigvis ikke alle blevet høstet endnu, men det sortladne Danmark venter nok lige om hjørnet når høstmaskinerne endegyldigt har skalperet byg, hvede og rasp væk.

Vallø Station. En af de stationer hvor man ikke behøver at trykke for at komme af og på. Ikke særlig besøgt, desværre. Men ualmindelig idyllisk ligger den der. 

Leve Lokalbanerne!

Jeg vil også gerne udtrykke stor begejstring for lokalbanerne. Jeg forestiller mig at de må køre på kanten af det rentable. Men her på hverdage kører de faktisk hver halve time, og det gør jo at man som vandrer ikke behøver at lade tempoet komme an på hvornår togene går. Misser man et, er der aldrig lang tid til det næste. På de små trinbræt skal man trykke hvis man vil med, og på et par af dem er det ikke både Faxetoget og Rødvigtoget der holder. Men igen: Det er til at finde ud af!

Vallø Slotskro med broen der fører over til slottet (til venstre udenfor billedet).

Vallø Slot

Vallø Slot har jeg besøgt en gang før i oktober 2017, og det er bestemt altid et besøg værd. Jeg har aldrig været inde på selve slottet. Men slotshaven er i sig selv en nydelse at gå rundt i. Også selv om man ved at selve slottet brændte for lidt over 100 år siden og "blot" er en kopi af den oprindelige.

Vallø Slot kan fotograferes fra mange vinkler. Her har jeg valgt en fra parken og voldgraven, hvor slottet dukker op fra disen og spejler sig i vandet.

Faxe Ladeplads - Rødvig: Kystvandring

Den flotteste, mest varierede, men også hårdeste kystvandring jeg har været på.

Stranden øst for Faxe Ladeplads. På daværende tidspunkt troede jeg at besværet med at finde vådt sand at gå i var det værste på denne tur. Jeg skulle blive klogere!

16 kilometer målte jeg det til på kortet. Men jeg havde åbenbart ikke researchet grundigt nok: mit indtryk var at man sagtens kunne gå hele vejen langs vandet. Og ja, det kan man også. Men det skulle vise sig at det ikke var uden strabadser og udfordringer.

Faxe Ladeplads er anlagt som havn til Faxe Kalk. Og den bærer præg af at være en nyere industriby.

Efter en periode med temperaturer over 30 grader, havde jeg sat forventninger til højst 25 denne tirsdag. Og temperaturen fejlede heller ikke noget. Til gengæld havde det åbenbart regnet i Faxe Ladeplads, og der var temmelig diset. Men heller det end ulidelig varme! Faxe er en pænt stor by med flere supermarkeder mm. Men efter en kort rundtur langs havnen besluttede jeg trods alt ikke at bruge for megen tid her.

Faxe Havn. Udskibning fra Faxe Kalk som ligger inde i landet. Havnen er ret markant præget af denne aktivitet, som her et skib der er ved at få lastet.

Selve industrihavnen er afspærret område, så man må på Bygaden. Denne morgen er det sløvt med liv i byen. Lidt humor har man dog i udkantsdanmark, hvor der er et skilt der angiver retningen mod Lars Tyndskids Mark, Hvor Kragerne Vender, Sunny Beach, Cafe og København med alt det løse.

De 5-6 km langs Strandskoven er enestående flotte. Klinten starter som ingenting, og vokser sig gradvis højere til en vel 3-4 meter. Jo højere, jo flere store træer er væltet ud over stranden, der til gengæld bliver gradvis smallere og smallere.

Strandskoven

Øst for Faxe kan man komme ned til stranden langs Strandskoven, og de 5-6 kilometer strand langs denne er aldeles forrygende: Man har skoven mod nord og en nogenlunde pæn bred strand mod syd. Det hele er natur. Der bliver ikke fjernet væltede træer, så man her kan se naturens små dramaer med havet som langsomt æder sig ind i landet. Flere steder er stranden spærret, men det gør ikke så meget da der løber en god sti lidt oppe i skoven som man næsten altid kan komme til. Alt i alt er denne tur meget smuk og naturskøn. Der er absolut (som resten af turen) ingen lyde fra civilisationen, og mennesker møder man kun ganske få af.

Ved Vemmetofte Strandcamping flader klinten ud igen. I baggrunden Lysterhus. 

Omkring udløbet af Vivede Mølleå er klinten vokset til adskillige meter, en 3-4 stykker vil jeg tro. Samtidig er stranden blevet smallere og smallere, og umiddelbart før Vemmetofte Strandcamping, og efter broen ved åen, gik jeg inde i skoven. Man kan komme ned til stranden igen ved Lysterhus. Her går der en lille tange ud i vandet, formentlig en gammel mole som er blevet anlagt til et eller andet formål. Øst for denne er stranden ryddet for tang. Stedet er godt til at nyde sin madpakke, og et af de få steder der er egnet til det. For nu er det endegyldig slut med at gå nogenlunde uhindret på stranden!

Langs Madelund stiger klinten igen, stranden bliver smaller, og til sidst helt ufremkommeligt. De sidste 2-3 kilometer til Lund, må skoene af, og så går det i snegle fart gennem det stenfyldte vand.

Fra Kilde Å langs Madelund og de næste 3-4 kilometer mod Lund kan det absolut ikke anbefales at gå langs kysten. Jeg måtte have vandreskoene af fordi stranden er så smal her at bevoksningen forhindrer at gå tørskoet langs stranden. Er man først begyndt på at vade alligevel, er det mere end besværligt at fortryde: Klinten er nærmest lodret, og de få steder hvor man kan titte ind i baglandet er der marker med tæt krat på klintkanten. Til gengæld er klinten en betagende udsigt mod landsiden, mens man har vandet og fuglelivet her til vandsiden.

Flot ser det ud - og flot er det! Men sti? Nej, det er der ikke. Og hvordan kommer man dog op på klinten nu?

Ca. en kilometer før Lund (der er en lille havn med anløbsbro og en petanquebane) må jeg dog opgive og finder heldigvis en høstet mark hvor jeg næsten kan gå helt til Lund, bortset fra det sidste stykke der er nærmest ufremkommeligt overgroet og med mere end kuperet terræn. Havnens besøgende ser mere end forbløffet på mine anstrengelser for at nå frem til havnen.

Øst for Lund er det ikke nødvendigt at vade i vandet længere. Men sti er der stadig ikke. Kun denne bræmme af rullesten af flint. Hårdt for fødderne. Men enestående natur.

Øst for Lund

Jeg spørger et par af de lokale hvordan stien er til Rødvig, og de mener at der er en. Godt nok med lidt brændenælder, men de mener at man også bare kan gå langs stranden. Og stien er i hvert fald bedre end den vest for Lund! Godt nok er det en del år siden han gik den sidst. Det sidste holder da også stik - hvilket der heller ikke skal meget til, for denne er ikke-eksisterende. Det er den så næsten også de næste 3-4 kilometer. Hvis man ellers kan finde den. Den er helt overbegroet. Så folk med skræk for flåter skal nok holde sig langt væk.  Til gengæld er denne strækning en af de mest naturskønne: Der er lavt vand med en masse sten ude i havet og masser af fugleliv, ligesom plantelivet er særdeles rigt og vidunderligt at kigge og dufte til.

4-5 kilometer kan godt gøre ens fødder møre. Men synet og lyden af bølger overdøver det.

Da stranden endelig igen er til at gå på, viser det sig at stien består af flinterullesten. En særdeles hård øvelse for ankler og fødder. Først mener jeg at stenene må være kørt hertil. Men langs skovområdet viser det sig at stenene stammer fra klinter. Historien bag må være at flintestenene fra Stevns Klint igennem tusindvis af år er havnet her, rundskurrede og på størrelse med en knytnæve. Herefter har landet tilsyneladende hævet sig, og planter har dannet jord mellem stenene. Herefter er vandet kommet igen og skyllet jorden væk, således at der nu ligger en slags "diger" af sten.

Efter kaffe og kage på Rødvig Havn er der lige tid til at kigge lidt på Stevns Klint der rejser sig mod nord.

Rødvig

Denne type stenstrand fortsætter næsten hele resten af vejen mod Rødvig. Den er hård mod fodsålerne, men der er en fantastisk udsigt og brusen fra bølgerne, med udsigt til Stevns Klint så snart man har rundet pyntet sydvest for Rødvig. Denne by er noget mere livlig og turistvenlig end Faxe Ladeplads. Der er indrettet små butikker på havnen, der er fyldt med sejlbåde. Her er også cafeer, restauranter og barer til enhver smag. Konklusionen af denne tur er at ja, man kan godt vandre hele vejen langs kysten fra Faxe Ladeplads til Rødvig. Men set i bagklogskabens lys ville jeg nok anbefale andre at holde sig fra strækningen mellem Lund og Vemmetofte Strandcamping. Den er absolut ikke for søndagsturister. Også strækningen fra Lund til Rødvig er for begyndere udi vandring. Men dog fremkommelig. Skulle man alligevel kaste sig ud i det, så kan jeg love at der er store naturoplevelser forude! 

Stevns Klint - Mandehoved til Højerup Kirke og Store Heddinge

Stevns Klint var et af mine must-see-mål denne sommer, vejrudsigten lovede godt - og jeg blev bestemt ikke skuffet

Stevns Klint set nord for Stevns Kridtbrud mod fyret. Man kan lige ane det stikke op på tangen til venstre i billedet. Stranden nedenfor er utilgængelig da Kridtbruddet ikke vil have folk rendende på stranden.

Vel ankommet til Store Heddinge rendte jeg ind i et kæmpe loppemarked på Algaden og Torvet. Ikke lige hvad jeg havde regnet med - troede at jeg kunne få en stille formiddag ud af det i købstaden, så jeg kantede mig gennem boder med hvad der dengang forekom lidt som "gammelt skrammel" (kendere vil sikkert blive forarget her) og holdt fast i min plan med at kikke lidt på kirken som jeg havde hørt en del om, og så ellers drage mod Stevns Klint.

Rengegade tidlig morgen. Store Heddinge er en lidt anonym købstad uden landsbypræg og med et par gade som denne. Af spektakulære bygninger er der kirken. Den er til gengæld og lidt speciel.

Grundet panikken satte jeg bare kurs mod Sigerslev. Jeg har på en tidligere tur på Stevns gjort mig bekendt med at det meste over landbrugsarealer i et forholdvis flat terræn, og tilsyneladende er såvel Gydevej som Møllegårdsvej præcis sådanne. Med forventningerne om en storslået klint var disse blot noget som skulle overstås. Eneste undtagelse på vejen er dog Store Møllehøj. En temmelig anonym gravhøj på de enorme markstrækninger. Allerede lidt vest for Hærvejen (som følger kysten) kan man se klinten, i dette tilfælde Stevns Kridtbrud. Og så støder man til trampestien.

Molen fra Stevns Kridtbrud. Fotoet fortæller også lidt om vanskelighederne ved at bevæge sig langs stranden. Det er praktisk talt umuligt uden bjergbestigerudstyr, solide støvler og en eller flere makkere.

Stevns Kridtbrud og Naturcenteret

Ved Stevns Kridtbrud er der lavet en lille topersoners udkigspost (hvor jeg senere nød udsigten til frokosten). Lidt nord for er Stevns Naturcenter og et koldkrigsanlæg med en radar som DMI vist stadig bruger. Her fik jeg den første forsmag på trampestien. Den ser ikke ud til at være overvældende brugt på denne del af strækningen, for på lange stræk går man gennem knæhøjt græs. Klinten har man som sådan ikke noget overblik over, bortset fra at der er små stier ud til udkiksposten, hvorfra man kan kikke nord eller syd langs klinten. De bedste steder er lidt nord for kridtbruddet. Og at gå langs vandet, er helt udelukket.

Fra fyret har man et ganske godt indtryk af Stevns: Landbrug, spredte huse. Et par træer hist og pist. Og vindmøller. Ganske flat. 

På stien får jeg også det indtryk at man går tæt op ad landbrugsarealerne på den ene side, på den anden side et lille krat som beskytter folk mod at gå direkte ud over klinten som falder nærmest lodret ned. Man ser som sådan ikke ret meget af klinten når man går på stien, bortset fra de små stikveje som fører ud til kikhullerne. For vejen mod syd træffer jeg (også grundet min nuværende helbredstilstand) den drastiske beslutning ikke at følge stien langs kanten af klinten, men i stedet for følge asfaltlandevejen Hærvejen til fyret og Højerup Kirke - en strækning på omkring 3 kilometer. Lidt af en bet, men det skulle vise sig at være en god ide.

Det gamle (til venstre) og det nye Stevns Fyr (til højre). Området var i en periode militærområde, men er nu åbent for publikum og drevet af frivillige. Man bør støtte dem! Det er et rigtig smukt område.

Stevns Fyr

Stevns Fyrcenter drives af frivillige, og man har herfra en ganske god udsigt både mod syd og nord. Tilmed er de to guider - vistnok pensionerede, tidligere ansatte fra stedet - ganske hyggelige. De serverer filterkaffe med pulvermælk for en 10'er - på farten smager noget sådant helt fantastisk, og en af dem kommer ud og gør opmærksom på at vejret er helt enestående klart i dag, hvilket er yderst sjældent. Der er ofte tågedis. Jeg har godt set at man kan se Øresundsbroen ganske tydeligt i horisonten. Men nu gør han mig opmærksom på at man også kan se en vindmøllepark i Tyskland! Han indstiller kikkerten, og minsandten! Langt i det fjerne kan man se toppen af nogle gigantiske vindmøller. De skal være 90 meter høje, men de ser ud til at synke i havet. "Den bedste måde at forklare skoleelever at jorden krummer", smiler han.

Udsigten mod nord fra Stevns Fyr. Det er herfra jeg kom. Man kan ane radaren ved naturcenteret. Og længst mod højre kan man i horisonten måske ane Øresundsbroen!

På stedet er også en del cyklister, formentlig hollændere, i hvert fald en af dem som giver sig i snak om hvor fantastisk Danmark er lige her. I modsætning til i Holland hvor der næsten ikke er flere fugle tilbage, ikke engang lærkerne, jamen så kører han gennem landskaberne med fuglesang hele tiden. Der er altså steder i Europa hvor det ser endnu værre ud end i Danmark! Da han fortæller om hvordan det var da han var ung, da lærkerne endnu sang, så nænner jeg næsten ikke at fortælle ham om da jeg var ung og endnu kunne huske at det "summer af sol over engen". Men at insektlivet er på kraftigt retur, og at lærken næsten er det eneste der er tilbage i det åbne land, og at man skal opsøge de bittesmå enklaver af natur, landsbyerne eller byerne for at høre et mere varieret fugleliv.

Udsigt fra syd mod Højerup Kirke, midt i billedet. Faldet er ganske dramatisk, langt og stejlt. En af de smukkeste strækninger på turen.

En tur op i fyret er naturligvis også et must, og herfra har man en spektakulær udsigt til alle sider. Lugen øverst er meget smal, og selv om jeg nok vil kalde mig for slank eller spinkel, så volder det en del problemer med at kante sig op på platformen. Noget kraftige mennesker bør holde sig for øje når de begiver sig på vej til toppen.

Højerup Gamle Kirke. Koret til højre mangler, det styrtede i havet i 1928. Men inventar, kalkmalerier og prædikestoler der stadig.

Højerup Kirke

Fra fyret er stien nu en del bedre end længere nordpå, og også væsentligt mere befærdet. Dette er et af de mere besøgte og populære udflugtsmål, tilsyneladende. Igen ser man dog ikke så meget til selve klinten, til gengæld brydes landbrugslandet nu også af blomstrende enge sine steder. Og lidt nord for Højerup Kirke er klinten så venlig at slå et slaw indad så man har det mest vidundelige udsyn til kirken. Hvem har ikke hørt om det? Koret der styrtede i havet i 1928 og resten af kirken der hænger faretruende ved kanten af klinten. Men det er et særsyn, det er fantastisk, det er spektakulært i al sin banalitet.

En af de få strande, i hvert fald af det som jeg så til klinten, nedenfor Højerup Kirke. Det internationalt berømte fiskeler skulle befinde sig mellem det hvide kridtlag og det mere gullige kalklag. Det er kun få centimeter tykt, men der var adskillige klogeåger som udpegede de tykke sorte lag af flint som fiskeleret.

De mange turister formår heller ikke at ødelægge den særlige stemning der er ved at begive sig ned af trappen syd for kirken. Og ja, det er på det sidste stykke nærmest lodret. Nedenfor kirken er der et område hvor man kan gå lidt nord og syd for. Men allerede ved fyret var jeg blevet advaret om at en tur langs kysten - det er altså ikke noget man går alene. Det er farligt. Ikke blot risikerer man at falde på de mange store sten, sine steder går man også under udhæng af klinten som kan skride sammen hvad øjeblik det skal være. Kajakkerne har fundet en måde at se klinten på. Allerede få meter fra hvor man kommer ned til stranden, går det op for en hvor farligt det er at bevæge sig rundt her.

Udkigsposten syd for Højerup Kirke. Det kræver vist ikke de store forklaringer.

Klintturen sluttede så her, og turen tilbage til Store Heddinge gik ad den næsten snorlige landevej Østergårdsvej. Noget af en glædelig overraskelse. På hele strækningen mødte jeg 3 cyklister, ingen biler. Ikke engang i Renge, hvor der ellers var gardenparty. Mange parkerede biler, men ingen havde tilsyneladende tænkt sig at køre rundt. Trafik kom der først ved Rødvigvej, og så var der ellers kun en stump Rengegade tilbage til købstaden. I modsætning til om formiddagen var byen nærmest død. På torvet sad kun et par tilbage, Algaden syntes helt mennesketom.

Et fiskerhus er blevet bevaret for at mindes at alt ikke var lutter idyl og vafler med tre kugler.

Som sådan viste Stevns Klint endnu engang at der findes fantastiske steder i Danmark. Turen viste også at landbrugslandet i den grad dominerer, og at man altså heller ikke på en tur til Stevns Klint kan få lov til at vandre en hel dag uden lange stræk gennem kulturstepperne. Hvad der måske adskiller denne tur fra så mange andre på Sjælland er lydbilledet. Ingen motorveje, ingen fabrikslarm, til gengæld ret mange motorplæneklippere.

Og der var atter tomt på torvet i Store Heddinge.