Med god planlægning kan man gå op imod 25 km i pænt brede strimler af natur fra Tølløse til Lejre
Det er svært at finde længere strækninger på Sjælland med sammenhængende natur over længere strækninger på over 20 km. Men denne tur er en af undtagelserne. Den går gennem en del fredninger som støder op til hinanden: Åstrup Gods, Sonnerupgård og Hvalsø-Kisserupfredningen. Kun på ganske korte strækninger kommer man til at gå langs livløse marker og på landeveje. Og undervejs er der adskillige herregårde, en teglværksruin og masser af idylliske bindingsværkshuse i en stærkt kuperet og varieret natur. Det mærkes også på fugle- og dyrelivet samt de første sommerfugle jeg har set i år.
Baptistmenigheden i Tølløse
Tølløse er trods sin beskedne størrelse på omkring 4.000 indbyggere centrum for baptismenigheden i Danmark. Udover den imposant kirke er der folkeskole, efterskole, højskole og præsteseminar. Tølløse kirke ligger nemlig som jeg beskrev i sidste indslag i Gl Tølløse 2 kilometer væk fra Tølløse. Her ligger også kirkegården hvor folkekirkemedlemmer og baptister forenes i døden. Baptisterne har her en rekord hvad angår borgmesterposten. Baptistkirken har rod tilbage i vækkelsesbevægelserne i midten af 1800-tallet, kulminerende med opførelsen af kirken i 1943. Næsten ved siden af ligger baptisternes efterskole til 125 elever og en grundskole fra 8.-10. klasse med 135 elever. Siden 1928 en højskole og en eksamensskole for voksne.
I den østlige del af Tølløse - der i virkeligheden er Kvarmløse - ligger ved Sadelmagervej en meget smuk gård, Soderupgård. Den er som flere af de andre gårde og godser på denne tur, et voldsted, endda militært. I krydset ved Åstrupvej ligger Sadelmagerhuset hvorfra man har en god udsigt mod nordøst til Åstrup Gods.
Åstrup Gods.
Fra Tølløse til Åstrup Gods er der omkring 3 km landevej. Allerede på afstand kan man se godset som ligger i en dalsænkning. Godset er fra 1400-tallet, men bygningerne er noget nyere. Godsejerne ejede ikke bare gods, de ejede også landsbyens beboere, hvilket fremgår af gravmindet over en af godset ejere, etatsråd Johan Bartholin-Eichel. Der står at ”Han var sine bønder en ven og velgører”. Bemærk ordet "sine". Og der har næppe været en opinionsundersøgelse blandt bønderne om de så også syntes han var deres "ven og velgører".
En overgang var godset ejet af et resultat af den diktatoriske enevoldskonge Frederik 6.s langvarige affære med den 22 år yngre Frederikke Benedicte Mortensdatter Andersen Rafsted (1790-1862). Nemlig Frederik Vilhelm Dannemand (1813-1888). Ham blev der sørget godt i form af en militær karriere 1826-1863, adling 1830, 1839 lensgreve og ejer af Aastrup Hovedgård. Den Dannemandske Stiftelse ejede senere gården. Den blev så brugt til bolig for enlige damer (konventualinder) efter slægts- og standskriterier frem til 1985. Hans fingeraftryk ses af den lille sydfløj (1865) hvor våbenskjolde og initialer ses.
Bygningerne er omgivet af voldgrave. Der er en smuk park vest for hvor elverdamsåen løber igennem. Den gik jeg igennem mod nord. Der er bl.a. et lille ”vandfald” fra en gamle mølledam og den flotte fredede Røde Bro, der fører vejen over Elverdamsåen. Øst for Åstrupvej er der i Hestehaven spor af nogle gamle vejspor, oldtidsagre og oldtidshøje. De fremstår som anselige terrasseskrænter på op til to meters højde og med fem meter brede lave skelvolde.
Egentlig ligger Dyrehaven vest for godset udenfor fredningen, men den er langt at foretrække for den mere ensformige alle nordpå, Åstrupvej der er omgivet af marker. Her får man til gengæld et overblik over herregårdslandskabet. Nord for Dyrehaven går der en sti stik øst mod fredningens vestligste skov, Hestehaven. Stien dykker syd på mod Franciscasminde som er en lille bebyggelse hvor Åkandevej krydser skovområdet. Her går også Gudernes Stræde igennem.
Der er mange muligheder for at vælge ruter. Jeg havde valgt den nordlige østpå gennem Åstrup Skov, Koskov og Torpeskov. Det er en udmærket skovrute, den fladeste på denne tur, og den krydses kun af en enkelt ikke særlig befærdet vej, Blakledsvej, før man kommer til Torpeskov. Igen fulgte jeg den nordlige rute gennem skoven indtil man mod øst kan skimte Bødkerhuset, et lille hvidt hus med en legeplads. Den er tilsyneladende ikke privat, og herfra fører en sti østpå til Lykkesholm Ridecenter ved Bjergskovvej - der er ret befærdet, men heldigvis kommer man ret hurtigt væk fra den igen.
Der fører en stikvej ned til Bjergskov, som lever op til sit navn og som hvad angår kuperet terræn og variation er den mest interessante del af skovene. Man kommer også forbi et par bindingsværkshuse før skoven skifter navn til Bæsted Skov. Herfra havde jeg planlagt en tur langs landevejen gennem Skullerup for at se den mindre kendte hovedgård i Ledreborg Gods, Skullerupholm. Og en ruin af en gammel ringovn fra Skullerupholm Teglværk. Ruinen skal være Danmarks ældste af slagsen fra omkring 1801.
Den brændte i 1965 og produktionen stoppede herefter. Ruinen er så overgroet at man godt han gå forbi den uden at opdage det. Men hvis man kigger efter informationsplanchen er man på rette vej. Man kan kun se den på afstand. Og det er kun det underste af ovnen der står endnu, endda ret tydeligt med dørene ind til kamrene. Den er 2-3 meter bred og 60-70 meter lang. Størrelsen gør at man godt kan danne sig et indtryk af hvordan den må have set ud. Teglbrændingen fandt sted i 250 år. I det hele taget er det godt at huske på at de idylliske bindingsværkshuse med stråtag ofte rummer tragiske historier. Her blot et eksempel, Flintebjerghuset. Mistanke får man måske når man ser at huset ene ende har staldvinduer. Mennesker og dyr levede altså sammen i samme hus. Og tjekker man oplysninger om beboerne, finder man ud af at i starten af 1900-tallet boede her et ægtepar som fik to børn, det ene døde som barn. Den anden søn boede også her, giftede sig og fik en datter som døde fem måneder gammelt. Og konen døde kort tid efter, kun 22 år gammel. Senere beboere står i folketællingen 1930 angivet so landarbejder på Skullerupholm. Livet har formentig været særdeles vanskeligt.
Skullerup Hovedgård skal have ligget her så langt tilbage som 1326. Da havde den opslugt de fleste bøndergårde, de sidste blev nedlagt 1453. 1661-1663 hørte den såmænd under København. Og i starten af 1700-tallet huserede her en af tidens værste slavehandlere, Severin Junge, direktør for Dansk Vestindisk-Guineisk Kompagni. Med lidt god vilje og hjælp fra planchen kan man stadig se resterne af den voldgrav fra middelalderen som engang omgav hele bygningen. Der er ikke meget tilbage af de gamle bygninger udover forpagterboligen fra 1853.
Ledreborg Gods
Godsets anden og mere kendte hovedgård, Ledreborg er privat ejet, og der er kun adgang til parken. Resten er privat ejendom. Historien om dette gods kan hurtigt googles, og der findes mængder af litteratur. Parken er absolut de 25 kr. værd. Man er kun forment adgang til områderne i umiddelbar nærhed af bygningerne. En tur fra slottet, ned til åen og op på den anden side kræveren god fysik. Det fremgår måske ikke helt af fotoet. Men stigningerne er markante.
Slottet er bl.a. designet af arkitekterne Johan Cornelius Krieger og Laurids de Thurah. Barokhaven blev renoveret i 2007. I stedet for at vælge den ret befærdede Ledreborg Allé kan man bruge arbejdsvejen på kildepladsen. Den forløber langs Ledreborg Å. Herefter er der sådan set kun turens eneste længere vejstrækning, Lejrevej tilbage ned til stationen. På dette tidspunkt havde jeg allerede opbrugt min ellers udvidede ration af vand. Og det skal man ikke i Lejre. Der er stort set kun en Fakta tæt på stationen. Og her serverer de ikke fx kaffe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar