Således skriver vejrprofeten tirsdag den 25. juni: Solopgang ved Kastrup 4:29, ved Roskilde 4:31. Månen går ned 7:14 og 7:16 og er aftagende. Næste fuldmåne er 22. juli. Dagen er aftaget med 1 minut, og er 17 timer og 25 minutter. Heldigvis er verden andet end tal og statistikker. Der findes stadig væk en verden udenfor. Oven i købet i tre dimensioner mellem Kastrup og Roskilde, fx Utterslev Mose.
4:39 står der på dette foto. Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Solen har været oppe i knap 10 minutter. Den rødlige farve er ved at forsvinde. Ænder og gæs er endnu ikke steget i land. Duggen ligger tung i græsset og beplantningen.
Der er ikke noget åbent hav der hvor jeg bor. Horisonten er dækket af
skov, bygninger og bevoksning. Solopgang kan kun ses indirekte som en
rødfarvning af skyerne. Smukt ser det ud. Solen
selv, den kan man altså ikke få øje på. Man kan mærke den. Bl.a. på dyrenes, fuglenes opførsel. Der er allerede godt gang i kvittevitteriet i trækronerne, mellem buske og ude fra mosen. Græsplænen ved Åkandevej plejer at være befolket med fugle, for øjeblikket mest grågæs og alliker. Men ikke på dette tidspunkt. Da ligger de i sikkerhed på mosens vand.
Lappedykkerne har fundet deres morgenmad, en fisk af en slags. Det er lappedykkeren til venstre som fangede den, men den deler altruistisk med den anden, måske dens unge. Den har lidt besvær med at sluge den, bakser frem og tilbage med den.
I den vestligste ende af mosen flakser ænderne forskræmt væk da de hører Vandringsmandens sagte skridt. De er de eneste menneskelige lyde på dette tidspunkt. En enkelt bil, måske en bus, høres på Hareskovvej. Men ellers ligger folk stadig og sover. Faktisk møder jeg kun en enkelt knallerist og en joggingløber på hele turen.
4:51. Dagen er knap 20 minutter gammel. Gæssene letter og flyver til naboens grønnere græs på den anden side af Hareskovvej.
Hareskovvej skærer sig nådesløst gennem Midtmosen og Vestmosen. Terrænnet er åbent og en anelse højere, så man kan se solen stå op over træerne. Himlen er ikke længere rød, men orangegul. Rensningsanlægget lugter fælt denne morgen. Indtil 1970 blev mosen brugt som udløb for kloakker, hvad der medførte døde fisk og fugle. Det blev anlagt i 1998. Det rummer 4.500 m3 vand, og har vist sig effektivt til at fjerne fosfor, kvælstof mm.
4:58. Solen har nu været oppe i en halv time, men der går over 2 timer før månen går ned. Endnu hænger den bleg og lyser over husene på Pilesvinget langs Vestmosen.
Mågefuglene har taget vinterens nyrestaurerede Terneø til sig. De fleste forbinder vist mågeskrig med de hedengangne Storebæltsfærger eller lossepladser. Men fuglene mangler ynglesteder og steder hvor de kan være i fred. Derfor dette fristed for dem.
5:03. Efter en halv time er solen ved at få magt. Vandspejlet er stadig blankt og glat.
Vandspejlet er næsten blankt i mosen. Der rør sig kun en let brise. Men det skal der formentlig snart laves om på når solen begynder at opvarme og får sat gang i vindsystemerne.
5:08. Gåsemor vogter over sine unger. Klar til at springe i mosen, hvis Vandringsmanden skulle formaste sig tættere på. Næbbet er højt løftet, men hun undlader dog at udstøde de karakteristiske skrup-af-lyde. Og snart græsser gæslingerne igen fredeligt.
Da jeg cykler forbi ved 8-tiden på vej til arbejde, er verden en anden.
Menneskene har indtaget vejene med larm og støj. Joggingløbere stierne.
Tingbjerg kirkes klokke banker monotomt og anmassende sin klagelyd
og vækker depressive fornemmelser, så jeg tramper hårdt for at
komme væk til noget mere opmuntrende. En nærmest infernalsk
larm stiger op fra den før så fredelige Hareskovvej. Bilerne står i
kø så langt øjet rækker til begge sider af broen. Der er nærmest som om
fuglene er blevet mere tavse nu, men det er formentligt kun fordi vinden
suser om ørerne og billarmen forurener lydbilledet.
5:19. Frederikssundsvej er så småt ved at vågne. Trafikken er ikke overvældende, men de første morgenfriske biler er allerede i gang. Bageren ved Husum Torv åbner om ti minutter, og vinduerne er allerede fuldt besat med snegle, gifler og frøsnappere. Om få timer vil der være bilkøer i begge retninger.
I glimt tænker jeg at bilisterne, dette trafikale mindretal, egentlig bliver behandlet ganske rundhåndet hvad angår plads, tolerance mht til støj, osv. Men de betaler selvfølgelig også en høj pris i form af lange køer, dårligt helbred, spildtid mv. Så man kan godt gå hen og få lidt ondt af dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar