søndag den 13. december 2015

Solskinstur i december langs Vestvolden og i Utterslev Mose

En af de sjældne weekender med høj himmel og sol indbyder til en slentretur i lokalområdet


Utterslev Mose i brun vinterbeklædning. Midtmosen. Hvad man ikke kan se på billedet er at vandstanden på den anden side af dæmningen op til husene er meget høj. 

For en gangs skyld var vi heldige med vejret i weekendet. To dage med flot himmel og sol. Selv om man skal have sort tøj på for at mærke at vintersolen også godt kan varme en lille smule. Det blev da til frokost i det fri, godt hjulpet af en kande varm chokolade.  Og der er masser at se på langs Vestvolden og i Utterslev Mose. Begge steder er blevet beriget med adskillige forbedringer på det seneste. Langs Vestvolden i Husumenceinten er stierne blevet ryddet og belagt med træflis. Det fungerer godt indtil videre, det føles nærmest som at gå på et blødt tæppe. Hvordan det ser ud om nogle år når træflisen begynder at kompostere, det gider jeg ikke tænke på. De må vel vide hvad de gør, de der holder anlægget. Både den tunge sne og den efterfølgende storm/orkan har gjort indhug på en masse træer, især tjørn og slåen. Grenene er dels knækket af den tunge tøsne, dels flået ned af stormen. Forståeligt nok har man endnu ikke nået at fjerne det hele.

Kagså Batteri ved Bystævneparken, nu legeplads med militære motiver. Men ganske fredelige.

I Kagså Batteri ved Bystævneparken er der ingen gæster, men man får helt lyst til at slå sig ned. Der er god plads ved den gamle kikkertstation som har fået et oversigtskort hvor de danske jenser kunne tage pejling af hvad det var de så. Det fremgår at det var bare marker det gårde, høje og kratbevoksninger. Det var det eneste man kunne pejle efter dengang. Så kan man sammenligne med hvordan det ser ud i dag. Den faldefærdige bro på toppen af volden er nu også endelig blevet restaureret. De gamle brædder ligger der endnu.

Forrest en af de glatbarberede holme. Før var de bevokset med høje træer, se et tidligere billede af samme. I baggrunden anes gravemaskinerne på modsat bred.

I Utterslev Mose er det især i Østmosen der er sket noget. De mange holme der har været bevokset med høje træer, er blevet rundbarberede. Alle træer og buske er fjernet, så de står nøgne tilbage. Formentlig kun til foråret, hvor mere moseagtig bevoksning vil brede sig på dem. Arbejdsmaskinerne holder hvile dag. I det hele taget forsøger man at få mosen til at ligne en mose.

Gravemaskinerne set tæt på i Østmosen. Udenfor billedet nogle pontoner og både.

Også i Højmosen der ellers bliver brugt som fodboldbaner, sker der ting og sager. I denne weekend stod banerne. Men man kan se høje stakke af fældede træer og buske langs Grønnemose Alle, og det er også meningen at mosen nu skal have lov til at være mose.

Højmosen. Man kan både se bunken med træaffald og hvor højt vandet står på området med fodboldbanerne.

I mange år har man forgæves forsøgt at rense mosen. Men uden ret meget held. Det viser desværre at hvis først ulykken er sket, kræver det et enormt arbejde at få naturen på fode igen. Selv om det kun tog et øjeblik, nogle få år at ødelægge. Løsningerne er ikke nemme, selv om de gode viljer til at gøre noget ved det sikkert er mange. I hvert fald arbejder en del frivillige i mosen for at vedligeholde området. Denne weekend er den også flittigt brugt som agilitybane for løbere, hundeluftere og familier som arm i arm nyder det gode vejr.

Billedet rummer byens dilemmaer: Mosen, motorvejen og Bellahøjhusene. Mosen som symbol på den grønne idyl de fleste drømmer om. Bellahøjhusene som symbol på drømmen om den pragtfulde udsigt, og motorvejen som den nemme og hurtige vej til vores drømmehus.Ingen af delene gik i opfyldelse. Mosen er amputeret, udsigten fra højhusene er blevet til udsigten til hustage og motorvejenes bilkøer på hverdagene ...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar