Sorø - Tystrup Sø

Målet med denne etape var den nordlige del af Tystrup Sø. Så faldt der lidt godbidder af til og fra Sorø eller rettere Frederiksberg

Stationen hedder Sorø, men strengt taget er det egentlig Frederiksberg. Altså den stationsby som voksede op syd for Sorø efter at jernbanen kom hertil i 1856. Frederiksbergområdet udviklede sig herefter ret kraftigt efter at være blevet udstykket fra gården Lundsgård (mod nord) og Frederiksberg Mølle (mod syd). På Banevej kan man stadig se rester af den gamle stationsby, fx Hotel Sorø (1856?-1988), nu Netto, rejseladen og i det hele taget det gamle "Centrum" som man kan læse om i en lille fil om Frederiksbergs historie og del 2.

Et herligt landbrug ved Slettevej. Sikkert ikke særlig effektivt, men så meget desto mere emmer det af natur, selv køerne er ude og ser ud til at trives ved nogle halmballebjerge udenfor fotoet.

Men ellers ligner området omkring Frederiksbergvel og Skælskørvej enhver anden 1900-tals bebyggelse. Foråret er i øvrigt på vej, kan man høre af det mere end livlige liv i villakvartererne. Der pippes og synges på livet løs. Indtil man kommer ud i landbrugsdanmark på Skælsørvej mellem Frederiksberg og Lynge. Så bliver alting tyst og blæsten suser over de bare, øde marker.

"Julen har brækket sit ene ben, og puttet det andet i lommen" sang vi som glade børn ved juletid på melodi af "Julen har bragt velsignet bud". Det var ord som var forståelige, modsat fx "velsignet bud". Ordene kom til live på denne smukke præstegård.

Lynge

For kirkehistorisk interesserede er Lynge Kirke og præstegård syd for Sorø ikke helt uinteressant. Det var her Ingemann skrev "Julen har bragt velsignet bud" i 1742. Ingemann vender jeg tilbage til senere i indslaget. Men måske mere spændende er arealet, dvs. kirke, præstegård og øvrige bygninger. De udgør til sammen et sammenhængende og velbevaret stykke landsbykirkemiljø. Kirkens ældste dele stammer fra o. år 1200, senere udvidet i gotisk stil 1350-1400. Tårnet er fra o. 1500. Altså alt sammen fra den katolske tid. Prædikestolen er fra o. 1600 og ser ud som ny.

Interiøret, Lynge Kirke. Prædikestolen, og man kan lige til venstre ane et billede af Andreas Schytte med hustru, se teksten.

"ANDREAS Schytte Pastor Hujus Et BRAABYENSIS ECCLESIAR XXXX ANNOS, NATUS 1634, DENATO 1716 CIIM CONJUGE SVAVISS, ELIZABETH KNOPH HIC IN SPE GLORIOSÆ RESURRECTIONIS, OB SOLUM JESU CHRISTI MERITUM, MOLLITER QVIESCIT. UNUM ROCANS SUPERSTITES LABORUM PRÆMIUM, NE CINERES IN QVIETENT BEATE DEFUNCTI, DONECJESULUM SUUM ET ANIMAM REDUCEM FUERIT AMPLAXATUS + VENI DOMINE JESU VENI CITO AMEN"

Udsigt fra Løvegårdvej mod vådområdet i det nordøstlige hjørne af Tystrup Sø. Tvedegård anes for enden af vejen til venstre.

Fra Løvegårdsvej begynder man at se den dramatiske udsigt ned mod Tystrup Sø og det stærkt kuperede landskab som omgiver søen på denne strækning. Man har også en fin udsigt over vådområdet syd for Tvedegård ved Suserupvej. Jeg spejder også efter Susåen, men kan dog ikke umiddelbart lokalisere den i disen. Den må desværre vente til en anden gang. Turen ned til Tystrup Sø er ret lang.

Naturskoven Suserup Skov med et stendige.

Suserup og Frederikskilde Skove

Suserup Skov er en lille naturskov. Den vestlige del ligger på en stejl skrænt. Udover udsigten udspringer der en kilde øverst på toppen af bakken. Og det er ikke den eneste. Faktisk bliver stien på hele nordsiden af søen konstant overrislet med små bække. Hvorfor man også sine steder har lagt planker ud. Stien er blød og smattet, grene som folk har smidt afhjælper dog til dels dette. Men flere steder må man forlade stien for at finde tør grund at vandre på.

Typisk parti fra den pragtfulde, men også lidt krævende sti gennem skovene, her Frederikskilde. Jo, der er smattet på trods af de planker som er lagt ud. Vandet pipler ud af skrænterne og siler - sine steder fosser - ned mod søen.

Samme billede tegner sig i den måske endnu stejlere Frederikskilde Skov. Her går man på en sti der slynger sig på skrænten og man skal passe godt på ikke at fortabe sig alt for meget i udsigten da chancen for at glide ned er ret stor.  I slutningen af skoven kommer man til noget så eksotisk som en badestrand. Det er ikke en naturlig strand, men anlagt.  På dette tidspunkt dog ganske forladt med et meget blødt græsareal som længst mod vest ender i et decideret moseområde. Her går stien op forbi ruinerne af en langdysse hvis konturer er tydelig på sten der rager op, samt resterne af indgangen.

Bygningen der rummede et bageri 1905-1934. Der skulle være et hul til en aksel der førte den til vandmøllen. Måske er det det firkantede hun i gavlen?

Kongs- og Frederikskilde

Kongskilde er et område med koncentreret kulturhistorie. En vandmølle, gården Frederikskilde, et bageri og Kongskilde Friluftsgård. Der har været mølle her siden 1200-tallet. Den eksisterende møllebygning er dog langt yngre, fra 1910. Den fungerede indtil 1959 og er nu indrettet til akvarium og mødelokale. Samt et udmærket toilet, der er åbent året rundt (dog ikke døgnet rundt). Jeg kunne ikke komme ind i bygningen, men der skulle være en turbine derinde. Den kunne nemlig mere end at male mel, den kunne også producere elektrisk strøm til Frederikskilde og omegn.

Forsiden af Kongskilde Friluftsgård. Gården er dog langt større end dette foto giver indtryk af

Ved siden af ligger et forhenværende bageri opført i 1905. Det fungerede indtil 1934. Æltemaskinen blev drevet af mølleværket, og folderen påstår at man kan se indføringen af akselledningen i gavlene. Men lidt god vilje kunne et lille firkantet hul i bageriet god tolkes i den retning. Men jeg kunne nu ikke se et tilsvarende i møllen.

Vandmøllen virker ikke imponerende. I baggrunden Frederikskilde. Som til gengæld er en gård i sværvægtsklasse. Møllebækken løber til højre for møllen. 

Frederikskilde blev i 1811 købt af Peter Nicolai Nyegaard (1779-1862) som havde været translatør og tolk på de Vestindiske Øer. Han var far til den kvindelige komponist Cora Nyegaard (1812-1891) - som nu mere eller mindre er helt glemt. Men bl.a. B. S. Ingemann kom her hos familien som tilsyneladende på grund af musikinteressen blev kendt som "Sangfuglene fra Frederikskilde”, bl.a. fordi de åbenbart yndede at synge mens de roede rundt på Tystrup Sø og gik skovture. Jeg kan også finde på at smånynne eller fløjte når jeg er ret sikker på at der ikke er nogen der hører på det. Men vil dog frabede mig tilnavn på grund af det. På den anden side af landevejen kommer man til den store firlængede hvide Kongskilde Møllegård (nu Friluftsgård). Den har ligget her siden 1850-erne. Og vejen var engang landevejen mod Storebælt.

Vejen ned mod Husmandsstedet. Som man kan se er den oversvømmet ca midtvejs. Selv her i "højderne" er det meget fugtigt.

Landbrugssletter

Herfra er man så i nogenlunde tørskoet terræn igen i højlandet. Udover en del vandløb er området mest åbent helt op forbi Hundesøen. Ca. 500 meter øst for denne kommer man temmelig højt op og har herfra en glimrende udsigt mod syd. Herfra er landskabet mere "almindeligt". Godt vandreterræn uden de storslåede udsigter som længere mod syd. Øst for Slettevej og golfbanen ligger nogle gamle grusgrave med tilhørende søer.

Et sidste blik fra nord mod syd. Parnasvej løber tværs gennem fotoet.

Ruten

Sorø Station. Lynge. Løvegårdsvej. Suserupvej. Suserup Skov. Frederikskilde Skov. Kongskilde. Hundesøen. Suserupvej. Slettevej. Skælskørvej. Sorø Station. I alt ca. 20 km