Furesøen

Som bekendt prøver jeg at gennemtrave Mølleåen fra dens udspring til Øresund. Og har foreløbig gjort turen fra udspringet til Farum Sø. Og i virkeligheden fortsatte jeg ruten den anden retning, fra Bagsværd til Farum. Men for overblikkets skyld: Lad os starte i Farum! Så følger det bedre tråden op fra sidst.

Så er der dømt idyl. I hvert fald for synet. Fiskebækken, eller Mølleåen strømmer roligt mod Furesøen fra Farum Sø. Åkanderne blomster gult. For ørerne er det knap så idyllisk. Larmen fra adskillige trafikveje er svær at abstrahere fra.

Mellem Farum Sø og Furesøen hedder Mølleåen som bekendt Fiskebækken. Og der er ikke mere end en strimmel land mellem de to søer. Åen er til gengæld ret bred, og det er egentlig beskæmmende at man har presset store færdselsåret igennem her: Jernbane, motorvej og en hovedvej. Der er vel trafikale grunde til det, men specielt kønt ser det ikke ud. Jeg husker et besøg i København hvor jeg som ungt menneske arbejdede med listelofter og tog turen  mellem Frederiksberg og Farum i en uges tid. Det var kort efter at Fiskebækbroen var styrtet sammen den 8. februar 1972.

Nej, det er ikke mig der holdt kameraet skævt. Hvis man kigger godt efter, kan man se at kameraet ligger vandret. Det er skråningen og træernes hældning der skaber et lille synsbedrag. Søen ligger til højre. Dramatiske  udsigter som denne er ikke sjældne her. Og det oven i købet på en strækning hvor skrænterne ikke er så stejle. Det meste af strækningen falder de nærmest lodret ned.

Den vestlige ende af Furesøen er civiliseret. Her finder man Furesøbadet og Naturskolen. Her er en sandstrand og strandstemning. Men ellers er strækningen langs sydbredden af søen en storslået naturoplevelse. Menneskets indgriben er synlig, men langt fra dominerende. Strækningen fra Furesøbadet til på højde med Bagsværd Sø er præget af høje og nærmest lodrette skrænter ned mod søen.

Et typisk parti af stien gennem skoven. Her går den halvvejs nede af skrænten.

Sine steder er det muligt at spadsere langs søbredden, andre steder er det bedst at fortrække op på skrænten, og tættest på Farum bevæger man sig en del op og ned. Trærødder fungerer som trapper. Og det er bestemt ikke handicapvenligt. Til gengæld er det et glimrende og udfordrende terræn for vandrere. Og den ene storslåede udsigt følger den anden, hvad enten man går oppe, nede eller midt imellem.

Et skud fra bredden af Furesøen. Set mod Farum. Enkelte steder er der ryddet langs bredden og indrettet pladser. Men andre steder ligger træer hen over stien. Ligesom hældningen på stien gør at man risikerer at skride ud i vandet.

Jeg har måttet opgive at prøve at indfange de stejle skrænter på et foto. Bevoksningen og de vinkler jeg kunne komme til, yder slet ikke det dramatiske fald nogen retfærdighed. Godt nok er det ikke Stevns eller Møns Klinter. Men mindre kan da også gøre det. Og hvis ikke man lige vidste at Furesø var en sø, kan man en blæsende dag som denne godt opfatte den som en fjord eller et lille hav. Der er rigtige bølger på søen.

Skoven oven over søen byder også på mange idylliske scener, som denne hvor en grøft flyder mod søen.

Hvis ellers man har tid, kan man slå et slaw forbi Bagsværd Sø. Søen i sig selv er ikke den store naturoplevelse. Den er da ganske nydelig. Men der er nogle historiske steder som Bagsværd Rostadion, Aldershvile Slotsruin mv. Rostadion ser noget forældet ud. Tilskuerpladserne og det tilhørende udkikstårn kunne godt trænge til en kærlig hånd, hvis ellers der skulle afholdes internationale arrangementer her.

Ok, på utallige opfordringer: Aldershvile slotruin. Grevinden fra Bagsværd ... der er rigeligt med gode historier. Her nøjes jeg med et foto af stedet.

Der er vist skrevet adskilligt om Furesøen. Så jeg skal ikke gøre mig klog. Der skulle være masser af læsestof på biblioteket og internettet.