Mølleåen Classic

Mølleåen fra Furesø til Øresund er vist den "klassiske" strækning. Berømmet i sang og litteratur

På det meste af ruten går man ikke langs selve åen som her vest for Ravnholt. Faktisk kan man slet ikke se åen på det meste af turen. Men der er talrige broer hvor man kan få et indtryk af vandområdet. Det gør nu ikke så meget. Det er selve ådalen der imponerer.

Danmarkshistorien er fyldt med mere eller mindre drabelige slag og sammenstød. Ikke bare mellem herboende landsmænd og svenskere, tyskere, englændere og andet godtfolk som har passeret gennem tiderne. Men også mellem landsmænd selv. En af dem fandt sted på Kongevejen ved Lyngby, således som den står refereret i Politivennen Nr. 253, 26. februar 1803 under overskriften Kulsvieruskik:

På hvad bedst mulig måde kunne man gøre passagen på Kongevejen i nærheden af København mere sikker for overfald af bønder eller såkaldte kulsviere? Disse menneskers uforskammethed er noksom bekendt, samt hvor vanskelig den er at undgå, når man møder dem. Udover ulejligheder og strid, som jeg selv har haft adskillige gange, var jeg vidne til følgende optrin. Mellem Lyngby og Rudersdal var en aksel brækket på en vogn, der kom fra København. En mand og kone var steget ud af vognen da en række kulsviere kom fra byen. Selv om vejen var bred nok, kørte den forreste lige ind i kusken, som stod og var i færd med at binde akslen sammen. Følgen af det blev et skænderi, og at bønderne samledes og pryglede både manden og hans kusk. En af dem kørte ind i hans heste, så de blev løbske og løb med vognen i grøften. Konen som var højgravid, blev meget forskrækket, og de måtte fortsætte deres rejse til fods, da jeg var ridende og ingen hjælp med befordring kunne tilbyde dem. Det var ønskeligt, om noget middel kunne findes til at forebygge slig usikkerhed og overfald, som desværre så ofte sker.

Fælles danske traditioner? "Kulsvier" var åbenbart det københavnske finere borgerskabs betegnelse for hvad de anså for voldelige og ubehøvlede dele af befolkningen. Og det stikker længer tilbage, fx til Gøngehøvdingen med den velkendte kvindelige kulsvier, Kulsoen. Mere om det senere.

I dette område som åbenbart har ledt nogle romantiske sjæle til at tænke på Schweiz, huserede bl.a. kulsvierne i flere århundreder. Kongevejen ligger få kilometer væk, så Politivennen-skribentens kulsviere kan udmærket have holdt til i dette område. Dengang har det dog nok set radikalt anderledes ud.

Mølleåen romantisk idyl

Jeg har tidligere gået på den "øvre" del af Mølleåstien fra åens udspring. Det er næppe denne strækning der er tænkt på i sangen af Peter Sørensen og Leon Duminskys orkester. En Giro 413-ørehænger - engang. Det er nok snarere den "nedre" del af åen ud mod Øresund. Her er barndom, fred og ældgammel i omkvædet:

Barndommens sollyse dage svandt hen nede ved ved mølleåen
Ofte i drømme jeg leger igen nede ved mølleåen
Og når jeg står på den ældgamle bro
fyldes mit sind med en lindrende ro
Tanker og minder får fred til at gro nede ved mølleåen
 

Og sangen hører formentlig også til i et andet århundrede. I dag drøner Helsingør Motorvejen tværs over Mølleåen så man på strækningen mellem Raadvad og Ravnholm stort set ikke kan høre fuglestemmer eller andre mere afdæmpede beboere. Måske bort set fra enkelte lodsejeres bidske hunde. 

Mathildebroen er opkaldt efter den dronning som havde en affære med Struensee. Om de tog herop for at få fred og dyrke elskov, det vil jeg overlade til historikerne. Hvis de gjorde, så forstår jeg godt hvorfor de valgte lige netop dette område.

Møller og industri

Fra Lyngby til Øresund falder åen 19 meter over en 9 km lang strækning. Og det var nok til at holde gang i 8 vandmøller som gav energi nok til at området noget bombastisk blev "industriens vugge" i Danmark. Med rette er der skrevet talrige bøger om dette emne. Blandt dem adskillige fotobøger. En af dem kan man læse online: "Mølleåen et nationalt industriminde". Jeg vil ikke gå (eller vandre) denne og andre værker i bedene. Blot bekræfte at området ganske enkelt er noget enestående.

 

Man må næsten ærgre sig over at de store seværdigheder nærmest står i kø langs den 9 km lange strækning. Der er slet ikke tid til at dvæle ved dem allesammen. Som her Raadvad. Jeg valgte i stedet at se på området i sin helhed. Og det bliver man i sig selv mæt af. Afvekslingen mellem natur og den tætte koncentration af små, gamle industrisamfund findes vist ikke tilsvarende andre steder i Danmark.

Raadvad er en hel lille by med tilhørende arbejderboliger, skoler mm (1643-1972) med jernvarer. I 1643 blev opført en lille kornmølle. Den blev ødelagt af svenskerne 1658-60, men genopført som krudtværk. Fra 1759 var der et "fileværk" hvor der blev fremstillet værktøj og husholdningsredskaber. Der skulle en russisk revolution (1918-1920'erne) til at stoppe produktionen. Men så fik fabrikken eneret på at fremstille rustfrit stål, indtil hele balladen flyttede til Jylland i 1973. Folk på min alder kan vel stadig huske bestik med Raadvads mærke på. Og brødmaskinerne har de fleste vel set hos marskandiserne.

Gang- og cykelstien gennem Brede går gennem denne række huse. Det er så vidt jeg kunne fornemme i dag privatboliger.

Brede Kobberværk. Brede (1370), krudtværk fra 1628. Senere kobber, 1832 klæde indtil 1956. Strandmøllen papirproduktion 1599 og 300 år frem er stadig i brug. Og rækken fortsætter ad  libitum: Lyngby Hovedgade med Nordre Mølle (1846) og Søndre Mølle (1903) med korn, senere våben, papir mm. Fuglevad Mølle (1832, korn og messingvarer). I 1370 kendes "Molendium Ørewaz", kornmøllen Ørholm, som lavede krudt fra 1500-tallet. Endnu senere kobber, jern og papir. Indtil den i perioden 1933-77 producerede krøluld og madrasser. Nymølle (1600-tallet kobbermølle). Stampen (1200-tallet kornmøller). Ellers er her blevet produceret krudt, mønter, papir, klæde, søm, knive, værktøj, hestesko, kunstlæder, kobberplader og messingvarer.

Natur

Åvandet skulle efterhånden være ret rent, men der sker stadig udslip af spildevand, så sent som i foråret. Man bør unde sig selv en tur frem og tilbage på begge åbredder. Den sydlige sti går lavt, mens den nordlige fortrinsvis går ovenpå de meget stejle skrænter ned mod ådalen. Fotoerne i dette indslag yder ikke fuld retfærdighed til turen, for meget af ruten er det umuligt at indfange stemningen og udsigterne. Det drejer sig fx om ellesumpene mellem Raadvad og Strandmøllen. Dog ikke selve Strandmølleområdet. Det er pt under stærk ombygning. Så vidt jeg kan se er man ved at grave et nyt løb, og de fleste af bygningerne er pakket ind i plastik. Mølleåens udløb i Øresund er da også alt andet end noget man kan kalde et kønt syn.

De betagende ellesumpe mellem Raadvad og Strandmøllen. Her går stien helt nede. Selve en kan man ikke se, og jeg var bestemt ikke til sinds at træde ud i det sumpede område for at konstatere om den er der eller ej.

Området mellem Stampedammen og Raadvad blev nok et af mine favoritter. På begge sider af åen. Sydøst for Raadvad udvider Dyrehaven, så Stampeskoven kommer til at høre ind under. Man vil her forsøge at udsætte de blandt biologer så yndede eghjorte. Europas største bille. Området er ved at blive hegnet ind, så stiforløbet på dit kort kan være forældet.

Som man kan se fra nogle af broerne er det ikke tilrådeligt at tage en travetur tæt på bredden af Mølleåen. Tætte sivskove, sumpe og ufremkommeligt krat er vilkårene.

Mathildebroen opkaldt efter Caroline Mathilde og Struensee). Ravnholm Skov, eller "Det danske Schweiz" med bronzealderhøje og hulveje består at stejle bakker, navnet må vel høre ind under kategorien "overdrivelse fremmer forståelsen". Hertil hører også Kulsviervej hvorpå kulsvierne bragte trækul til København. Og så er vi ....

Kulsviere

.... tilbage til kulsvierne. De var berygtede i 1800-tallet, i hvert fald hvis man skal tro Politivennen. Det ikke kun fordi de formentlig har været kulsorte i hovedet af at fremstille trækul. Her er et lille udvalg af omtaler af dem:

...På torvedagene ... bønderne forlader hovedstaden er landevejene overmåde usikre, især hvor beskænkede kulsviere befarer den. Jeg for min del anser det for et sandt uheld at komme i følge med disse mennesker. De er ualmindelig ondskabsfulde, i særdeleshed når de er beskænkede og det er som oftest tilfældet, når de rejser fra byen. (1798, s. 257-260)

St. Ansgars Kilde løber skam endnu! Næsten sikkert at den intet har med St. Ansgar at gøre. Men måske har kulsvierne læsket sig her og fyldt vanddunkene, før de drog mod København for at afsætte deres trækul til indbyggerne der og skabe røre blandt det pæne borgerskab. Når de så drog hvem fra byen igen, "beskænkede", var der anderledes stærke sager i deres maver.

Herefter følger så en detaljeret beskrivelse af hvordan skribenten selv er blevet chikaneret på det groveste. I nr. 165, 20. juni 1801, (s.2625-2626) omtales en episode fra Karlebo:

I Karlebo og flere steder har nogle mennesker sat sig for, imod lovene, at holde værtshus og udskænkning. De svarer de som påtaler denne uorden, at de som landeværnsmænd skulle have tilladelse til det. Det går endog så vidt, at nogle af disse militære kroholdere triller hjulbøre fulde af drikkevarer op ved kirken og sælger ud af det, uden at lade sig bortvise enten af formaninger eller skam. Hvor skadelige følgerne heraf kunne blive, helst imellem en så fordærvet og umoralsk slægt, som vores kulsvierbønder gemenlig er, er gyseligt at tænke på.

I dag er der ingen kulsviere, og de eneste københavnere jeg snakkede med, var to flinke cyklister som holdt hvil nord for Ravnholm Station. De så bestemt ikke ud til at høre til 1800-tallets fisefornemme spidsborgerskab. Så, måske er der alligevel sket noget. Måske klarer vi os udmærket uden Mølleå-sangens sukrede omkvæd ...

Efter artiklens publicering har en kollega gjort mig opmærksom på denne meget interessante artikel om kulsvierne gennem århundreder, som føjer en hel del til ovenstående historie.

Ruten

Ravnholm Station-Strandmøllen langs den sydlige bred. Strandmøllen-Lyngby langs den nordlige bred. I alt ca. 20 med talrige svipture.